Mørket havde sænket sig og lagt sin beskyttende hånd over Krystallandets hovedstad. På den mørke nattehimmel, blinkede stjernerne fornøjet til hinanden, som om det var beskeder de sendte rundt mellem hinanden. En skikkelse sad i et træ, og nød den fantastiske stilhed.
Et stykke derfra, kunne man opfange lyden af en fuld mand der råbte, og en dør der blev smækket. Sikkert en der blev smidt ud fra en kro, fordi han var alt for fuld.
Et andet sted, kunne man opfange lyden af en ugles tuden ud i natten. Ellers var der kun vindens leg med træernes blade at høre. Der var ingen fugle eller andre mennesker eller dyr, til at ødelægge denne fantastiske stilhed. Sådan var det altid om natten, hvilket også var derfor, det var det bedste tidspunkt at arbejde på. Der var ingen til at afbryde ens arbejde.
Smidigt hoppede skikkelsen ned fra træet, og trak den hvide kappe bedre om sig. Selvom der var dejligt stille, var det ikke ligefrem fordi, det var varmt. Vinden kom ind til marv og ben, hvis ikke man virkelig passede på og sørgede for at trække kappen bedre omkring sig.
Skikkelsen var Antonia. Hun havde været på arbejde, og var egentlig på vej hjem nu. Det havde været et nemt job, og hun havde derfor haft tid til at sidde og nyde nattens stilhed. Det var ikke noget hun kunne særligt tit.
Hun begyndte stille at gå hen ad den mørke gade. I modsætning til så mange andre, frygtede hun ikke, hvad der gemte sig i mørket og skyggerne. Hun havde evnen til at få skyggerne til at følge hendes mindste vink, så hun havde virkelig intet at frygte. Desuden havde hun altid fundet mørket spændende. Hun vidste også, at tingene ikke ændrede sig, bare fordi det blev mørkt. Hun kunne også nogenlunde se helt klart i mørket, fordi hun var vant til at bevæge sig i skyggernes mørke.
Ved hendes fødder fulgte nogle skygger. De dæmpede lyden af hendes skridt på stenene, og gjorde hende næsten helt lydløst. Normalt ville hun være helt omslutte af skyggerne, men hun havde ikke se andre folk, og havde derfor valgt, at gå uden skyggernes beskyttelse. Det gjorde nu ikke noget, for hun ville kunne tilkalde dem på få sekunder og på den måde forsvinde hurtigt. Hun havde intet at frygte og hun befandt sig stort set altid ude om natten, så hun var vant til det.
Hun gik i sine egne tanker. Hætten skyggede for hendes ansigt, for selvom der ikke var nogen at se, var hun ikke dum. Der kunne pludselig dukke nogen op, og så ville hun virkelig være på røven. Hun blev nødt til at skjule sit ansigt, indtil hun kom hjem, hvor hun kunne tage sit arbejdstøj af og komme i seng. Hun havde altid haft svært ved at sove om natten, men så snart hun havde været på arbejde, blev hun virkelig træt.
Vinden legede med træernes blade omkring hende, og fik hende til at kigge rundt. Et smil gled over hendes læber, i hendes skyggelagte ansigt.

Manden, der kom væltende og råbende ud af kroen, var rigtigt nok fuld. Men han var ikke så fuldt. Den dør, der blev smækket i efter ham, smækkede heller ikke af sig selv. Den blev smækket i af den elver, som manden råbte af, og den elver, der nu først gav ham et svag med sin højre knyt næve, så han gik i gulvet. Dernæst kunne lyden af metal, der blev trukket og en hals, der blev hakket over. Lyden var ikke høj nok til, at Antonia ville kunne høre den. Men mandens råb derimod skiftede fra rasende, til panikslagne til brat at holde op. Ikke det mest naturlige.

Flavian stak sin blodige sabel tilbage i bæltet og tørede lidt blod af sin hage. Han rynkede pæ næsen, da han så ned ad sig selv. Hans tøj så ikke for godt ud. Tøjet i sig selv var sådan set velholdt, men nu var der blodstænk over det hele, nogle mere tydelige end andre. Han lukkede øjene et øjeblik og fnøs, for så at se sig omkring, trækket sin hætte tilbage over hoved og begive sig væk fra kroen i retning mod Antonia, som om der intet var sket.

Antonia kendte nattens lyde. Hun havde før hørt folk råbe, så efter hun første gang havde hørt den fulde mand, havde hun ikke gidet, at bruge mere af sin opmærksomhed på ham, og hørte derfor ikke, at han pludselig var holdt op med at råbe.
Når man brugte så meget af sin tid i nattens mørke, som hun gjorde, blev man hurtigt vant til lyden af råbende, fulde mænd. Det var ikke værd at sætte sin opmærksomhed på.
Som sagt, kendte hun nattens lyde. Hun kendte de aldeles godt, og kunne derfor hurtigt genkende lyden af skridt. Fordi der ellers var så stille, kunne hun høre dem på lang afstand, hvilket fik hende til at gå en smule langsommere. Hun var ikke en af de typer, der gik hurtigere for at komme væk, hun ville hellere blive der og se hvad der skete.
Hun hørte hvordan skridtene kom tættere og tættere på, og smilet på hendes læber bredte sig. Hun blev stående med ryggen til, og bevægede stadig fødderne fremad, bare i et langsommere tempo end før. Hun bukkede sig kort ned, og tog en daggert op ad støvlen. Den sad altid i støvlen, hvor hun hurtigt kunne få fat i den, og hvor man ligesom ikke rigtigt lagde mærke til det. Hun rettede sig op igen, og stoppede nu helt op. Hun vendte sig dog ikke om.
”Hvem der?” spurgte hun så bare, da hun gættede på at personen ville være tæt nok til at høre det.
Hun lavede en enkelt lille bevægelse med hånden, en man måske ikke ville have lagt mærke til, hvis ikke man kiggede på hendes hænder. Straks efter, begyndte skyggerne at glide hen ad gaden. De mørke skygger dækkede gaden, som en tåge, bare meget mørkere.

Flavian så overrasket op fra brostenene. Han var ikke blevet bange eller forskrækket, og hvis han var blevet det, ville man nok ikke have kunne se det på ham. Hætten, der var trukket godt ned om ørerne for at holde kulde og nysgerrige øjne i skak, ville også have haft en del af skylden.

"Mit navn kommer ikke dig ved, ej heller behøver det bekymre dig," svarede Flavian, som om navnet lige så lidt kom ham selv ved. Han var nu standset omkring fem meter bag Antonia, hvilket nok var den eneste grund til, at hun ville kunne høre ham. Hans stemme var halvrusten af træthed, men det var nu ikke fordi, han havde brug for hvile.
Flavian så ind i et underturligt mørkt hul uden at kunne se andet end en kvindes silhuet. Nu ventede han bare på, at hun skulle lade ham passere. Og hvis hun ikke gjorde, så matte han jo selv finde en anden vej uden om.

Antonia havde vænnet sit syn til mørket, men alligevel kunne hun ikke se så meget af manden foran hende. Hans hætte var trukket ned, så hun ikke rigtigt kunne se hans ansigt, hvilket irriterede hende en smule. Selv skyggede hendes egen hætte for hendes ansigt, men det var noget andet, mente hun.
Hun kunne bare høre hans stemme - det lød ret træt, og automatisk gled et smil over hendes læber.
"Du lyder træt. Er du på vej hjem?" spurgte hun så bare, og prøvede at lyde interesseret. Hun så intet galt i at starte en samtale så sent på natten, selvom manden foran hende, ikke lød til at ville snakke særligt meget med hende.
Hun var dog blevet en smule nysgerrig. Han ville ikke sige sit navn, men det måtte der vel være en grund til? Vidste han hvem hun var? Måske var det derfor?
Hun trådte en smule tættere på ham, simpelthen af ren og skær nysgerrighed. Hun ville gerne vide hvem manden var, og hun kedede sig en smule. Hun kunne selvfølgelig tage hjem, men nu var hendes nysgerrighed fanget af noget andet.

"Kære frøken, jeg har hverken tid eller lyst til at besvare den slags for dig irrelevante spørgsmål." Samme rustne stemme, måske med en undertone af hån. Han mente bestemt, hun var krystallisianer eller en anden menneskerace og som sådan, måtte hun være yngre. Han havde ikke lyst til at besvare hendes nysgerrige spørgsmål. I virkeligheden havde han sjældent lyst til noget som helst, men det var en anden side af sagen, som han heller ikke havde tænkt sig at diskuttere med denne fremmede. Hvad angik tiden, så havde han al den tid, han overhovedet kunne ønske sig. Problemet var bare, at han ikke havde ønsket sig noget i den retning.

"Du ville gøre os begge en tjeneste ved blot at træde til side." Han forsatte med sin ligegyldigt anlagte stemmeføring. Hvis hun ikke flyttede sig, ville han finde en vej omkring hende, om det så betød klatring på hustage. Det ville det nok ende med, for det unaturlige mørker, som han antog var menneskets værk, gjorde ham ikke ligefrem godt tilpas.

Antonia lagde straks mærke til hans tonefald. Det var et hun havde hørt før.
"Samme tonefald som elverne. De tror altid at de er højere hævedet end alle andre, og deres tonefald er altid hånligt," svarede hun. Smilet spillede stadig på hendes læber.
Mørket gjorde altid Antonia tilpas. Det var det eneste tidspunkt, hun virkelig havde ro i sit sind. Ingen stemmer der skændtes, kun en stemme var der, og det var Skyggens. Hun vidste det, men om natten gjorde det hende ikke noget. Om natten var hun en anden.
Skyggen morede sig over mandens tonefald. Normalt ville Antonia bare flytte sig og undskylde, men sådan var Skyggen ikke.
"Om det er irelevant eller ej, kommer an på hvordan man tager det. Du vil gerne hjem, du gider ikke at snakke med mig, så derfor mener du at det er irelevant. Men det gør jeg ikke," svarede hun ham. Hun anede ikke om det hun sagde var rigtigt, hun vidste ikke om han gerne ville hjem. Det var bare noget hun antog.

Antonia var krystalisianer. Det gjorde hende nu ikke så meget. Hun ville gerne have elvernes graciøse bevægelser og lange levetid, men ellers havde hun det fint med at være krystalisianer. Så blev der heller ikke lagt fantastisk meget mærke til hende, hvilket hun var ganske godt tilfreds med.

"Jeg tror mere at det er dig jeg ville gøre en tjeneste, hvis jeg flyttede mig. Men nu er jeg ikke i humør til at gøre folk tjenester. Desuden står jeg ganske fint her," svarede hun, og smilet blev en smule bredere.
Skyggerne, der var kommet tættere på og havde gjort mørket tættere, var hendes værk. Det var ikke noget hun lagde skjul på, for hun elskede det. hun elskede at lege med skyggerne. Desuden vidste hun godt at det gjorde langt de fleste utilpasse, men det var Skyggen ret ligeglad med.