Ellyn var ude på en tur langs landevejen og var stoppet op ved dødens kløft. I hans elektriske form, var det tydeligt at han ikke var nogen krystallissianer. Han var en af de meget få men stærke elementaler der var så mange rygter om. Hans elektriske evne gjorde det muligt for ham at holde lidt afstand fra jorden, så han svævede en fods penge over den.

Langt over ham, var skyerne begyndt at samle sig og det så ud til at det snart ville begynde at regne. Han var meget overvågen for han vidste aldrig hvornår der var en lykkejæger der ville angribe, enten af frygt eller had. Omkring sig havde han et elektrisk felt der gjorde det muligt for ham at mærke om der var noget der nærmede sig. Feltet var kun omkring en meter fra ham, så det gjorde ikke altid den helt store effekt.

I det fjerne nærmer en hest og rytter sig i et halsbrækkende tempo, og en støvsky står op bag den sorte hingst, som Levon styrer med stor dygtighed som kun en, der er født i sadlen kan gøre det. Han vil hjem før det bliver uvejr og har ikke en gang behøvet at spore den vilde hingst for at få den af sted i sådan et tempo. Hans lyse lokker bølger efter ham, hans øjne er oplyst af en særlig fryd over at mærke det storslåede væsen under sig, og han sidder lænet forover og bevæger sig i fuldkommen harmoni med dyret under sig.

Længere fremme kan han se en mærkelig .. skikkelse? Et lyn der står og danser over jorden ligner det nærmest, og han beslutter at ridde let udenom fænomenet, da han ikke er i humr til at blive svitset på grund af nysgerrighed lige nu. Hingsten ser også skikkelsen, stejler og nægter at gå videre, og Levon når kun lige at gribe fast med knæene, så han ikke ryger ned. De er tættere på skikkelsen nu, og han kan se, det ligner et menneske. Et underligt menneske, der ikke kan være et menneske alligevel, og han undrer sig, mens han forsøger at få hesten til at slappe af og dreje udenom.

Ellyn hørte hesten bag sig og vendte sig om, for at få øje på en mand, siddende på hesten. Bare det at menneskerne brugte dyrene på den måde gjorde ham rasende. Han stille sig ud midt på vejen, en ti meter fra hesten og dens rytter. Sig mig en gang! Hvordan ville du have det hvis rollerne var byttet om? spurgte han højlydt, med en lettere vred stemme. Han havde allermest lyst til bare at svitse manden, men han ville alligevel give ham en chance for at forsvare sit valg.

Levon ser overrasket på Ellyn, da han taler og kløer sig i håret, da han endelig får hesten til at falde ned.
"eh, at du kom ridende og jeg blev overrasket? Jeg ville være.. overrasket." Siger han og kærtegner dyrets hals forsigtigt. Den slapper mere af, men har ørerne spidset og stirrer på Ellyn skræmt over synet.
"Hvis du mener med hesten," tilføjer han så tænksomt, "Så ville jeg nok ikke have det så godt over det panikanfald, da han ville have sat mig i rend direkte tilbage hvor vi kom fra. Han er en prægtig ganger, men desværre ikke den modigste, jeg har mødt. Vi kommer dog godt ud af det med hinanden alligevel." Han smiler imødekommende på trods af vreden i den andens stemme. Det er hans erfaring man kommer længere med et smil end med vrede, og der skal meget til for at hidse ham op. Hesten tripper let, og LEvon mumler kærligt til den.
"Så så gamle dreng, der sker dig ikke noget."

Ellyn ser irriteret til, mens Levon fortsat bliver siddende på hestens ryg. Hvor er jeg led og ked af at konstant se menneskerne behandle dyr som var de mindre værd. sagde han roligt, ligeglad med om den anden hørte det.

Han bevægede sig lidt nærmere og da han stoppede op, hævede han en arm, pegene på Levon. Træd af hesten og du kan gå her fra. Hvis ikke, ja så er du blevet advaret. sagde han vredt og skød et lyn lige forbi dem, med vilje.

"Mindre værd!? hør, den hest er det bedste der er sket for mig i... WOAH!" Da lynet rammer stejler hingsten, kaster ham af og stormer af sted som om den var blevet ramt af lynet. Levon ser efter den fra sin plads på halebenet på jorden og sukker.
Nu igen," mumler han og ler så mildt med en lille hoverysten, før han ser mod Ellyn. "Hvis du er så bekymret for den, hvorfor skræmmer du så livet af staklen? Hvem ved hvad der kan ske staklen derude hvis han farer vild?" Han rejser sig, ømmer sig let på bagen og ser så mod Ellyn. "Der er mange mennesker derude der ikke behandler dyr som jeg, min herre," siger han let advarende, "og det skulle bare mangle om jeg skal ud og befri staklen fra endnu en der mishandler den!" Han ser bekymret efter hesten, der for længst er ude af synsvidde. Som regel finder den dog hjem til ham igen af sig selv, men nu er den rendt i den modsatte retning, og han frygter for, hvad der kan ske den.

Ellyn ser til mens hesten stikker af fra sin herre og smiler tilfreds. Hvem har egentlig gjort dig til herre over den hest?! spurgte han højlydt. Hvordan kan man mishandle nogen mere, ved at få dem til at arbejde som en slave for sig. Blot fordi man selv er for doven til at udføre arbejdet! fortsatte han næsten grinene over manden fald til jorden.

Han svævede lidt nærmere og var blot et par få meter fra ham og pegede på ham. Fra den her afstand kan jeg ikke undgå at ramme dig. sagde han roligt med et ondskabsfuldt smil på læberne.

Levon ser på det, der burde have været et ansigt og føler sig en smule irriteret.
"Jeg tog mig af ham, da jeg reddede ham fra en, der mishandlede ham. Hesten kunne ikke klare sig selv, den ville være død, hvis jeg ikke havde taget mig af den, og med henblik på at behandle ham som en slave, så er det det sidste, jeg gør! Han har gode forhold og har blot brug for motion - mere end han kan få i sin fold. Jeg presser ham aldrig til at løbe hurtigere end han selv vil, for det er slet ikke nødvendigt; han er en fartdjævel!" Et kort, stolt grin undslipper ham. "JEg er stolt over ham, andet kan jeg ikke sige," fortsætter han så mere alvorligt, "HAn gør så store fremskridt og kommer sig hurtigt, og jeg tager mig af ham bedre end jeg gør af mine børn!" Bemærkningen om at ramme ham får kun et hævet øjenbryn i respons.