Det var tidligt på aftenen, og mørket ville snart begynde at sænke sig over det ganske land.. Elizeph var på vej af den lange, brede grusvej op mod det enorme slot, som fungerede helt som en fæstning.. De høje, sorte porte tårnede sig op foran hans blik, som den høje, elegante dæmon nærmede sig dem... Hans tøj var indsmurt i blod, og ansigtet så træt og udmattet ud.. Som altid var han smukt klædt på. han bar 3 lag af smukke klæder, inden den store kappelignende frakke dækkede alt til, med sit sorte brokadestof. hele kanten var broderet med små perler, fremstillet af ægte rubiner. i hans hånd bar han sin stav, som han jo altid gjorde for at kunne forsvare sig, samt angribe mulige fjender..
en let brise greb fat i de lange hårlokker, lod dem livligt hvirvle rundt i luften, inden brisen atter fortog sig..
Det hele virkede så dystert og tungt for ham for tiden.. han følte sig alene, selv om der var nok at lave..

Hendes føder giver en svag lyd fra sig mellem det lange græs, som kærtegnene glider omkring hendes ben.. bukserne som engang var lidt store sidder nu utrolig tæt op af hendes slanke ben og tæt om hendes hofter.. hofterne føre ind til den tynde talje, som nok er en anelse for tyn på en pige på tolv - men hun er ikke tolv, hun er 14, hvilket vil sige at det langt fra er sundt for en pige som hende at være så tynd.. men alligevel glider kurverne videre op til den bløde og faste barm som hun har fået over de sidste år.. hendes meget lange lokker hænger tungt ned omkring hendes skuldre, talje og stopper mid på hendes røv som er en fin lille en af slagsen og hvis man var syg nok i rugen og glemmer at kigge på hendes ansigt, så er hendes krop meget veludviklet, tros hun er tynd.. hun var smuttet fra Samson, hun havde ikke kunne holde mere træning ud.. hun har nogle brændsår op af sine slanke hænder og håndled, dog er hendes healings evner blevet langt bedre, så de er faktisk pænere end de har været.. ved hendes side går den meget gamle loss Lunii som nok ikke får mange flere dage af se, dog har han endnu ikke forladt hendes side.. hun går hen mod en stig som skær igennem hendes rute i skoven.. hun stopper lidt før grusvejen og ser op af den.. hun har i nogle dage nu kigget på det kæmpe slot, det minder hende om dengang hun boede hos Elizeph.. et lille smil kommer over hendes læber.. hendes blide og utrolig søde ansigt har ikke forandret sig meget, og der er stadig det kærlige skær over hende.. hun ser ned på Lunii som kommer med en lettere træt lyd som han ser op på hende.. hun stryger ham stille over hovedet.. "Jeg ved du er træt.. vi er der også næsten.." siger hun stille.. de har været i en hule ikke langt der fra, i de sidste dage..

Som Amaya gik frem i skovbunden, ville hun snart ikke kunne undgå at få øje på Elizeph, som nu nåede slottets store porte... Det karakteristiske hår var som altid bundet i en fletning ned ad ryggen, og dernæst viklet ind i et rødt silkebånd. Han stoppede op foran porten... Kort vurderede han, om det var nødvendigt at benytte sig af portens åbning, eller om han blot skulle kaste en besværgelse og flytte sig indenfor..
Han orkede næsten ikke at vende tilbage til Shinichiro.. Jo, han holdt af sin hersker, og var lydig som altid, men hans barnlige sjæl; begge sider af den, var ind imellem anstrengende for Elizephs tålmodighed..

Amaya går stille ud til grus vejen og der kan hun se personene som står oppe ved portenen.. til at starte med finder hun ham bare flot, hans lange hår, det flotte hår og... da hun ser staven går et helt sus igenne, hende og hun får enlig ondt i maven.. det kunne da ikke være ham? kunne det?.. hun lader sin hånd glide ned i sin lille lomme og tag den røde kugle op.. hun ser fra den og over på manden med staven.. Elizeph.. det var ham! hun skal til at kalde på ham, men tøver.. han hvar jo bare forsvundet.. hun var ret sikker på at han enlig ikke ville havde noget med hende afgøre, så måske skulle hun bare gå og ikke forstyre ham.. hun får lidt blanke øjne som hun stille kysser den røde kugle.. "...farvel far.. i det mindste lever du.." mumler hun stille som hun ligger kuglen i gruset.. Lunii kommer stille ud til hende og ser Elizeph.. han begynder faktisk at gå op imod ham.. "nej.. Lunii kom her!" nærmest hvisker hun men lidt hårdt.. hun vil ikke have at han forstyre hende.. Lunii kommer tilbage, men kun for at tag kuglen og løber pludseligt.. ikke at han er så hurtig som normalt, men han kommer op til Elizeph.. Amaya gemmer sig hurtigt bag et træ, hvor hun sætter sig og krummer sig sammen.. Lunii ligger kuglen og ser op på Elizeph og kommer med nogle lyde, som om han prøver at få hans opmærksomhed..

da et dyr pludseligt nærmede sig, trådte Elizeph et hastigt skridt til siden, og stod klar i kampposition... Men... Dyret var ikke fjendtligr, og virkede bekendt..
Elizeph lod sine skuldre falde ned igen, inden han betragtede dyret roligt.
Han sagde intet; dyr kunne jo ikke tale, og han var ikke så tossedum at han talte med dyr...
Hvad vil den? var hans første tanke, men han sagde ikke et ord...
Jeg har set den et sted før... tænkte han med en lille tænksom rynke i panden...

Den.. havde noget i munden? Det så ud som om den bar på noget, men som den ikke ville ødelægge, på den måde musklerne i dens kæbe var låst fast...

Lunii glor bare på ham da han står klar til kamp, det var jo ikke det han ville, eller okay første gang ville han bide Elizeph, men det var for at beskytte Amaya.. han går stille helt hen foran Elizeph oh ligger kuglen foran ham, før den bakker lidt væk og sidder og ser lidt på ham.. Amaya ser meget stille frem.. "Lunii kom her!" siger hun lidt højere, men ikke så normale mennesker ville kunne høre det, men det ville Lunii.. som skam også rejser sig ganske stille og begynder at gå tilbage mod Amaya som har gemt sig igen.. dog ser den tilbage på Elizeph, ganske kort, med et blik der nærmest siger; kommer du? den kommer helt ned til Amaya og ligger sig ude i gruset.. det vil sige små to meter fra Amaya.. "Lunii kom nu her.. jeg vil ikke forstyre ham.." siger hun meget stædigt, problemer er jo bare som altid at Lunii holder fast i hvad han mener der et rigtigt, så han ser op mod Elizeph igen.. ligger bare og kigger på ham..

Elizeph betragtede den lille rubin som blev lagt på jorden..
Han rynkede næsen, og straks fløg den op på sin plads ved hans stav..
..... Amaya...? var det første der gled igennem hans tanker... Han fulgte dyret med blikket, og gik i rolige skridt i den retning.. Han var i en lidt forvirrende situation ligenu.. Han troede egentlig at Amaya enten var død, eller stukket af for altid; for hun havde jo ikke vist sig igen, og heller ikke kaldt på ham igennem rubinen.. Men måske var hun stadig i live? Han vidste det ikke... Men grundet hendes forsvinden, havde han lukket af for det kapitel af sig selv, som hun havde haft åbnet...
Han nåede hen til lossen, og kunne nu se det blonde barn...
Han stod bare stille, holdt blikket roligt på hende.. Først sagde han ikke et ord, men snart kom det første helt af sig selv; "Hvad har jeg sagt til dig om at sidde på jorden!?" han lød vred, og gik direkte hen til hende, trak hende på benene.
"Og se nu dit tøj? Hvad er det for noget en ung dame klæder sig i!?" hans blik var fustreret.. Det var i det øjeblik, som hvis hun slet ikke havde været væk... han var trådt direkte tilbage i den rolle han engang havde haft...
Han gik lidt ned i knæ, slap staven og lod den svæve.. uforstyrret af blodet på sit tøj.. det var jo ikke hans eget alligevel.
han begyndte at børste hende af for jord på tøjet med en let hånd..
"Og så snavset!? Passer du ikke dine badetider, unge dame!?" han missede med øjnene, inden han så fik slået sig selv tilbage i sin tænkende tilstand..
"Og hvor i HELVEDES navn har du været!?!"

Lunii ligger sig bare helt ned da Elizeph kommer der hen.. Amaya kryber lidt tilbage, hun ved ikke hvad hun skal sige og har et meget nervøst blik.. hun regner ikke med at han kan huske hende, han var jo bare forsvundet.. hun havde virkelig ledt efter ham, men havde glemt hvad rubinene kunne, så det havde hun jo slet ikke tænkt over.. til tros for at hans stemme var vred, så var hun lykkelig over de ord, hun havde virkelig savnet ham utrolig meget, hun havde troet at hun havde mistet sin tredje far, den bedste far hun havde haft - efter hendes hoved altså.. hun blev trukket op, hvilket enlig gjorde lidt ondt, men hun når ikke at svare ham før han snakker videre og skælder hende endnu mere ud.. hun havde jo ikke andet tøj! hun havde rendt rundt i det i snart to år så det var jo klart det var snavset! og hun havde kun badet i åen.. hun knuger dog sine øjne tæt sammen og vender hovedet ned af da han siger det sidste.. hun tøver lidt, men ser stille op på ham med meget blanke øjne.. "..h-hvor jeg har været.. hvor har du været!? du forlod mig bare! du forsvandt lige som alle andre er! mor er væk, bror og søster.. og Lunii er døende.. du skred bare!!" kommer det faktiks vredt fra hende som tåre begynder at løbe ned af hendes kinder, men før hun selv tænker over det, står hun med atmene omkring hans hals og krammer sig ind til ham, mens hun græder..

Elizeph nåede ikke at sige noget, før Amaya hang om halsen på ham.. han følte straks et stærkt stik af ubehag og lagde sine hænder på hendes skuldre. Han havde aldrig brudt sig om den der nærkontakt, som andre væsner af en eller anden mærkelig grund så gerne ville have!
"Jeg har slet ikke været væk?!" startede han med i en fast tone.
"Jeg har været her hele tiden." han slog en arm op mod det store slot, hvis tårne ragede højt op over selv de højeste træers kroner.
"du havde rubinen! med den kunne du altid opsøge mig.." han lagde en hånd mod sin pande og rystede irriteret, opgivende på hovedet.
han holdt stadig en hånd på hendes skulder.. der gik hans grænse nemlig hvad angik nærkontakt med andre..
"Du kan ikke rende rundt i det tøj der.." kom det så igen..
han tog fat i staven, løftede den med en besværgelse i munden, inden han hamrede enden af den mod den grusede sti..

De forsvandt på et splitsekund, og snart stod de istedet i et smukt værelse.
Rummet var meget stilrent, altid støvet af og aldrig snavset, end ikke den mindste smule. Langs alle vægge hvor muligheden var, stod der bogreoler, spækket til randen med tykke, gamle bøger.. nærmest som et lille bibliotek..
Nogle af reolerne stod lidt ude i siden, ryg mod ryg hvor de afskærmede lidt for skrivebordet samt stolen der var omme bagved...
Alt var i en lettere gotisk stil ligesom resten af festningen.. Men alligevel ikke på en skræmmende eller overdrevet måde... De hvide søjler som holdt loftet oppe, lysnede ligesom lidt op i det store lokale..
Andet i rummet, var en himmelseng med vinrøde gardiner af blødt fløgelsstof, som matchede dem der hang for ruderne, hvor glasset var af klart bjergkrystal.. en finesse Elizeph havde tilføjet efter at have set det på et palæ i nærheden af byen. Ellers var der en foldevæg og et tøjskab, samt en mindre komode med diverse småsager nede i. væggene var skjult af reoler og sådan, men havde de ikke været det, ville man kunne se den smukke hvide kalkbelægning, som stod godt til det grålige marmorstengulv, hvorpå et sortbjørns skind lå som gulvtæppe, med hovedet gabende hen mod døren.. Døren var todelt og af mørkt marhoni.
I det ene hjørne stod en form for stativ, som til forveksling kunne minde om en stumtjener.. Men det var til at hænge diverse magiske genstande på, hvorefter de så ikke ville kunne fjernes derfra af andre end den der placerede dem der.

Elizeph slap Amayas skulder, og åbnede døren.. han brølede i en høj, vred tone efter nogle af de tjenestefolk som modvilligt var tvunget i arbejde på stedet.. Men de turde ikke andet end at adlyde..
Snart kom to unge kvinder, og Elizeph beordrede dem til at stoppe Amaya i bad med det samme.

Amaya havde kun fået et kram nogen sinde at Elizeph og det ved hun, det var dengang han lå såret under et træ hvor hun havde været fuldkommen panisk.. dog da han begynder med at hun bare kunne havde opsøgt ham slipper hun hans hals.. "opsøge? jeg lede allesteder jeg kendte til.. og du har kun fortalt mig at den kunne bruges til at se folk, ikke andre.." kommer det enlig lidt såret fra hende, men han svare jo ikke, han begynder bare at snakke om hendes tøj igen hvor efter at de pludselig står inden for.. hun står lidt bag ham og ser ned.. hun høre godt hans brøl, men af en eller anden grund er hun enlig ikke særligt bange for ham.. hun har jo altid gerne ville gøre ham stolt og gøre alt hvad han sagde, så hun fuldte lidt med kvinderne men stoppede stille op og ser tilbage på ham.. "..jeg betyder intet for dig.. hvis jeg havde.. så ville du havde opsøgt mig.. eller bekymret dig for mig.." siger hun stille før hun igen vender ryggen til ham og bare venter på at kvinderne går videre, hun ved jo ikke hvor de skal hen af, hun ved bare at hun enlig er ret ked af det.. måske var hun bedre tjent hos Samson selv om han skræmte hende og ikke just havde været sød ved hende.. hendes øjne er lukket halvt.. dog er der nok mange især kvinderne der skulle tag hende i bad, som er overraskede over at hun enlig ture 'sige Elizeph imod' hvis man kan kalde det for det?

de to kvinder startede med at forsvinde ud på et af de store badeværelser, hvor de gjorde et karbad klar..
Imellemtiden, lod Elizeph sin stav stille i stativet hvor han vidste at det dernæst ikke ville kunne fjernes...
Han trak den yderste kappe af, hængte den hen over foldevæggen.. Nu stod han blot i en smuk klædedragt af vinrødt silke, med perler og blondeoverlæg over siderne, samt et solidt, blødt bomuldsbælte om hofterne.
han rynkede brynene mens han så på Amaya.
"... Amaya, du glemmer en vigtig ting; Selv om jeg ligner et menneske, så er jeg stadig en dæmon.." begyndte han i en rolig tone, mens han gik hen mod hende, og lagde en blid hånd på hendes snavsede hoved...
"Jeg vil gerne forsøge at forklare dig dette, men du plejer at være så stædig, at du blot lukker af for det.." hans anden hånd gled hen over kinden, for at flytte en af de sorte hårlokker, som hang og irriterede ham lidt.
"Mit eneste lovlige formål i livet, er at tjene min Herre. Jeg kan ikke blot gå ud og foretage mig hvad end jeg lyster. Har jeg ikke fået ordren, må jeg ikke forlade stedet her." hans grønne, klare øjne forblev hvilende på Amayas ansigt.
"Jeg har levet i flere tusinde år nu... Jeg har set folk dø, forsvinde... Jeg har lært at det ikke nytter noget at lade følelsesmæssige svingninger påvirke en.." han flyttede roligt sin hånd.
"At jeg ikke viser bekymring, betyder ikke at den ikke har været der... Følelser, er bare noget man har.. Om man vil handle efter disse, er en bevidst handling man træffer..."
Han trådte nogle få skridt tilbage, for at give hende lidt plads..
"Jeg er ganske vel klar over, at du ikke kan sætte dig ind i min tankegang. Det forlanger jeg heller ikke af dig... Dit følelsescenter i hjernen er mere fyldestgørende, end mit.. det ligger ikke til din natur, ikke at tænke mest med den del..."

Amaya stopper op da han ligger en hånd på hendes hoved og hun vender sig igen mod ham, hvor efter hans anden hånd glider over hendes kind.. hun tag ganske forsigtigt fast om hans håndled med sine små kolde hænder og ser ham i øjnene som han begynder at forklare.. hun kan ikke rigtig lid det, det lyder i hendes øre som om han er fanget, lige som de onde mænd der bliver sat i et fængsel.. hun samler sine hænder nede foran sig og ser stille ned som han snakker videre om bekymringen.. måske havde han bekymret sig? hun finder det hele meget forvirrende, men hun elsker jo Elizeph som sin far og hendes tanker har aldrig forladt ham.. hun tøver lidt.. hun forstår ikke halvdelen af hvad det er han siger og mener.. men alligevel er hun jo blevet det ældre og er begyndt at forstå flere ting.. hun ser stille op på ham med blanke øjne.. "..jeg troede du var død.. eller ikke ville have med mig af gøre.. jeg har savnet min far.." siger hun ganske stille.. "Samson er ikke en sjov.. det er bare træning.. og han er ikke engang min far.. det er du..." kommer det ganske stille fra hende.. hun tag meget forsigtigt hans ene hånd med sin, hun ville virkelig ønske at hun viste hvad hun skulle gøre, hun vil jo bare gerne gøre ham glad.. stolt.. men har aldrig rigtig følt at hun kunne..

Elizeph betragtede hende roligt, uden at lade blikket vige.
Samson..? Det navn havde han hørt før.. var det ikke den der bums der ofte hang ud på kroen engang...? Jo det var det vist nok..
"Denne Samson... så lad ham da flyde rundt i sin egen sø..." han rystede lidt på hovedet...
"Nu skal du først og fremmest i bad... du er møgbeskidt, og vi kan ikke have at du bliver syg på grund af det bakterieflora der må leve i dit hår..." hans blik hvilede tænksomt på hende.. Det glædede ham lidt, at hun havde beholdt sit hår langt. Han mente ikke rigtig, at kort hår var noget, som hørte til på hovedet af en ung pige... Faktisk så mente han ikke kort hår hørte sig til nogen steder overhovedet..
Snart kom de to kvinder tilbage.
"Så.. De vil tage dig til et af de store badeværelser... sørg for at blive ren, så vil jeg skaffe Dem noget tøj at tage på imens, okay? Det du har nu, kan du bare smide ud.."
Han lagde en hånd på hendes skulder, begyndte langsomt at gå hende mod de to kvinder... Hun skulle virkelig i bad... Det var ubeskriveligt hvor mange bakterier der måtte befinde sig på hende.. Det gav virkelig Elizeph nogle af de grummeste myrekryb man kunne forestille sig!

Hun ser stille på ham og nikker ganske stille da han snakker om at hun ikke skal blive syg.. hun ved ikke rigtig hvad en bakterieflora er, men hvis Elizeph siger at hun har det, så har hun det jo sikkert nok? han pleger jo ikke at lyve over for hende.. hun følger ganske stille med ham hen til de to kvinder, mens hun stadig holder blidt fast i hans hånd, hun er jo stadig ikke glad for fremmede, men hun ser dog ganske stille op på ham og nikker da han ber hende om at gå med dem og at hun skal søger for at blive ordenligt ren.. hun vil jo gerne gøre ham glad så hvis det er hvad der skal til.. "men.. far.. det er jo det tøj du gav mig?" spørg hun små forvirret, hun forstår ikke hvorfor hendes tøj skal smides ud? men hun vil jo gøre hvad end han ber hende om, så hun skal nok lade kvinderne smide det ud.. hun ser kort på kvinderne og Elizeph vil kunne mærke at hendes greb strammer sig lidt om hans hånd.. fremmede kvinder.. nej tak! men.. han sagde jo hun skulle gå med dem..

Elizeph rystede opgivedne på hovedet.
"Det er gammelt, for småt og meget slidt. Du er ikke et lille barn længere, men snart en ung kvinde.. Den slags tøj passer sig ikke til din alder. Men nok om det.." han forsøgte at trække et smil, men det lykkedes ikke... man kunne ikke engang se hans mundvige bevæge sig, så han opgav bare igen... det virkede så unaturligt at smile for ham..
"Nå... men få hende vasket." kommanderede han til de to kvinder, som førte Amaya til et af badeværelserne..
Da hun var ude af syne, kunne Elizeph ikke dy sig længere... han gik ud på det nærmeste, lille badeværelse, trak ærmerne op og vaskede hænderne, helt op af armene... så mange bakterier... bwadr!
han vendte tilbage til sit gemak, hvor han klædte om til en simpel, sort kjortel af flot brokadestof. der var en smule slæb på, og de tætsiddende ærmer havde en stor mangchet ude i enden.. han fik rettet alle sine smykker til, inden han forlod rummet for at finde noget tøj til Amaya..

Amaya kan ikke se at Elizeph prøver at smile, men smiler bare selv, efter som han ikke virker vred på hende længere, eller i hverfald ikke meget vred.. hun følger stille med kvinderne uden noget brok og bliver ført ud i det store badeværelse.. hun ser sig lidt om, det var altsammen så utrolig stort og smukt.. dog da hen at kvinderne prøver at tag tøjet af hende, bider hun ud efter hende og små knurre, noget hun har fra Lunii.. dog da kvinden flytter sig går hun hen til badekaret og begynder selv at tag tøjet af.. Elizeph sagde jo ung kvinde.. så.. en ungkvinde tag vel også selv tøjet af? eller det regner hun da med? hun får det hele op og kravler op i badekaret.. hun er selv beskidt inden under sit tøj, men hvad kunne man ellers regne med.. hun tag en dyb indånding og tag hovedet ned under vandet så det blive godt vådt.. hun kommer op igen og tag imod en svamp hvor hun begynder at vaske sig.. efterhånden som hun bliver renere bliver vandet jo beskidt, så det bliver skiftet før kvinderne begynder at prøve at rede hendes hår ud - hendes meget uglede hår! hun finder sig dog i det og siger intet.. hun glæder sig bare til at kunne være sammen med sin far igen..

Kvinderne forsøgte at rede hendes hår ud.. de brugte forskellige olier, som i forvejen fik badet til at dufte himmelsk.
De redte og redte, og efter godt en time, var Amaya omsider ren..
Elizeph ventede på sit gemak, hvor han havde sat sig til at læse bag det store skrivebord.. Han foretog sig ikke rigtig så meget andet end at læse, skrive eller træne sine besværgelser når hersker Shinichiro ikke havde nogle ordre til ham..
Da Amaya blev pakket ind i et håndklæde og fik tørret vandet af sig, var det næste hun blev puttet i en blød badekåbe. Så førte de hende tilbage til værelset..
Elizeph rejste sig, og gik hen til sengen, hvor han havde lagt tøjet til hende pænt foldet sammen.
"Her er tøjet... klæd om bagved foldevæggen der.." han løftede tøjet op, nikkede mod den omtalte foldevæg og rakte hende tøjet..
Det hun fik var naturligvis undertøj samt et par solide, gode strømper. ellers var der et par tætsiddende bukser, et form for klæde som hang fast i et bælte. klædet ville have to flapper, en ned foran, og en ned bagpå. naturligvis af smukt brokadestof. til overdelen var der en let skjorte af det blødeste bomuldspoplin, som sad nogenlunde tæt til hendes krop, men alligevel var den halvløs. ærmerne var halvstore og puffede, men stoppede midt på underarmen, som trekvartærmer nu gjorde. udenpå skjorten, var det meningen af den tilhørende vest skulle sidde. det var en vest af samme type brokade, som det klæde på bæltet var lavet af. vesten var kort, og nåede lige et stykke ned over den sikkert endnu voksende barm. den var med høj hals, og kunne lukkes helt op til kravebenene. lukningerne bestod af nogle små hægter imellem stoffet, hvorudfra der var trukket nogle bånd, som sluttede i nogle smukke guldknapper. yderligere var der et par solide støvler med en stor ædelsten på hver støvle, lige under knæet. i en lille lærredspose, lå nogle smykker. en hel del ringe, 3 armbånd og en halskæde.. Ja.. smykker skulle der til!

Amaya faldt enlig lidt hen over duftende, hun havde aldrig duftet til noget så himmelskt før, det var nærmest forførende - okay hun ved ikke hvad det ord enlig betød, men alligevel.. hendes hår var jo godt filtret så det var klart at det tog dem en del tid at få ordnet hendes hår, det var jo både tykt og langt.. hun kommer stille op da de er færdige og ser meget forvirret ud som de tørre hende, hun forstår ikke hvorfor de er så stille og virker.. bange? hun havde da kun bidt ud efter den ene? hun ser jo ikke Elizeph som nogen der er skræmmende så hun tag det meget roligt.. hun følger med dem og smiler til Elizeph da hun ser ham.. hun går stikke hen og tag alt tøjet op i sin favn og har støvlerne mellem nogle fingre.. Hun går stille om bag foldevæggen og begynder at tage håndklæderne af sig.. "..hmm.. far? tror du at jeg kunne få gjordt noget ved mit hår? det er så tykt.." spørg hun stille, ikke at hun vil havde det kortere, men det er jo rigtig tykt hendes hår og meget tungt.. hun får stille og roligt tøjet på og stns det føles underligt at have så meget tøj på, men han sagde jo hun skulle tag det på.. hun får de store støvler på som er dejlig store - de sidste havde jo klemt hendes tær.. hun åbner den lille pose og ser på alle smykkerne.. hun forstår ikke hvorfor der er så mange ringe.. og armbånd.. men hun finder halskæden utrolig smuk og tag den derfor på.. hun har knappet de fleste knapper i skjorten, dog ikke dem op af hendes hals, hun havde prøvet, men følte sig kvalt, hun havde jo normalt ikke noget på halsen.. hun kommer stille ud til ham og ligge pænt posen foran ham.. "mange tak for tøjet far.." siger hun med et sødt smil.. tøjet fremhæver nærmest mere at hun er ved at være en ung kvinde end det gamle, sog er det ikke når så - småt og viser hendes hud..

Elizeph var ikke helt vild med den der "far" titel.. det knækkede inden i ham hver gang hun sagde det... Han havde jo aldrig haft intentioner om at få børn, og han var jo af sit ydre ikke ældre end lige omkring de 20 år.. Derfor var det virkelig underligt at blive kaldt far...!
Da Amaya kom ud, gik han hende i møde og fandt ringe samt armbånd op fra posen, og gav hende dem på også..
"Behold dem på, Amaya. Det er ikke almindelige smykker, men Roueler, som kan beskytte dig mod sygdom.." kom forklaringen så.
"De har en særlig evne hver, så husk; du må aldrig tage dem af, okay?" han førte hende hen til den store himmelseng, hvor han satte hende.. dernæst gik han hen til klædeskabet igen, trak en skuffe ud og fandt en kisteformet guldæske frem.. han svarede ikke på det med håret, men satte sig hen bag hende på sengen, og begyndte med en børste hendes hår med en smukt udsmykket børste som han tog op af kisteæsken..
"Du skal være stolt af dit hår. Langt, fyldigt hår er et udtryk for visdom og skønhed.." Elizeph kunne mærke et lille sug i maven ved de ord... Han, som havde lært Elizeph dette, sværmede stadig i den smukke dæmons minder...
Han rystede på hovedet og slog tanken fra sig, inden han samlede en del af håret og løftede det op i en høj hestehale bagpå hovedet.. her bandt han et rødt bånd stramt om de gyldne lokker, inden han sepererede den tykke lok i tre totter, som han hurtigt og elegant fik flettet sammen. han bandt så endnu et bånd i bunden af håret, inden han tog hvert enkelt lok af hendes resterende hår, som stadig hang løst, snoede det rundt om to fingre, så de bløde slangekrøller kom til syne lidt ad gangen.. nu hvor meget af håret var flyttet i en fletning ned over det andet hår, var det nemmere at finde krøllerne frem i det løse igen...
Elizeph var hurtig til det med at ordne hår.. selv havde han jo en meget lang version af slagsen!
"Og, du skal ikke tage det ilde op, men jeg vil hellere have at du kalder mig ved navn, frem for far... Ikke af nogen anden årsag, end at det får mig til at føle mig så ufatteligt gammel..." han rynkede på næsen.
Han regnede lidt med, at hun så ikke ville føle sig speciel... derfor tilføjede han, inden hun kunne nå at sige mere; "Men du kan kalde mig Eli, istedetfor så... Selv om jeg normalt ikke bryder mig om forkortelser eller kaldenavne istedetfor mit egentlige hele navn..." han fik snoet den sidste krølle, og rejste sig så igen fra sengen...

Amaya stritter ikke det mindste imod da han giver hende smykkerne på, selv om hun syns der er så mange og hun er jo ikke van til at have så mange på.. faktisk er hun slet ikke van til at have nogen på overhoved!! hun ser op på ham og skal til at sige at hun ikke kan li at have dem på, men da han siger at hun skal beholde dem på og også forklare hvorfor, så nikker hun stille.. "okay.." siger hun bare stille, før hun bliver sat på sengen.. hun sidder og vipper lidt med føderne og smiler bare til ham da han kommer hen og sidder på sengen sammen med hende.. Amaya sidder stille, men kan ikke æade vær med at se tilbage på ham, da han snakker om hendes hår og enlig små rødmer lidt.. hun havde jo altid sagt hun gerne ville være klog som sin far og smuk som sin mor.. men Icarisia havde hun jo heller ikke set længe.. hun ser stille frem igen og lukker sine øjne som han begynder at ordne sit hår.. hun føler sig jo normalt ikke smuk, selv om hun nok bliver en utrolig smuk ung kvinde en dag.. men lige nu, som hun sidder sammen med ham på den måde.. hun føler sig enlig ret smuk fordi han sidder og ordner hendes hår.. hun lytter stille til hvad han siger, hun bliver enlig lidt ked af det første han siger, men nikker ganske stille da han kommer med grunden, hun vil jo ikke gøre han utilpads på nogen måde.. men hun ser ham jo som sin far.. men det siger hun ikke højt.. da han rejser sig fra sengen ser hun stille op på ham.. "hvad hvis.... jeg kalder dig.. Eli.. når det.. kun er os.. og så.. Elizeph.. foran andre?" spørg hun stille.. det er tydeligt hun faktisk har tænkt over det og et sted godt kan følge det han siger, selv om hun som yngre slet ikke fattede den slags..