Det var fuldstændig vindstille, som det havde været de sidste par dage. Solen var forsvundet bag et tykt lag af skygger, der så faretruende grå ud. De holdte tæt. Indtil videre. Luftfugtigheden var endnu høj og fik tøjet til at klistre til Siris krop. Tøj lavet af plantefiber var ikke behageligt beklædningsstof ved høj luftfugtighed. Det blev gennemblødt og holdte på fugtigheden, så man forblev svedig ligemeget hvad man foretog sig. Det var et normalt fænomen, som man vænnede sig til som skovelver. Hendes spidse øre og de mandelformede øjne afslørede hende straks, derfor havde hun imorges gjort sit bedste for, at lade de spidse øre blive gemt under det gnistrende røde hår. Hun vidste ikke hvordan skovelvere blev modtaget her. Hun havde levet isoleret i Paradisskoven og kun mødt andre skovelver som hende selv. Hendes syn på tilværelsen var snævert, andet kunne ikke lade sig gøre med hendes opvækst. Det var derfor hun havde forladt alt det hun kendte til, for at berige sit liv med nye oplevelser. Få i hendes slægt havde gjort det før hende, for derefter at vende tilbage med deres livs kærlighed. Det var ikke målet for den eventyrlystne Siri Grip. Hun ville møde nye racer, nye omgivelser og nye muligheder. Hun vil forstå hvilken indbydelse Mørkets Lord havde på befolkningen. Hun kendte kun til sagaet om Mørkets Skov, hvor skovelverne havde boet før Mørkets Lord overtog hver en trætop.

Tankerne fór rundt i hendes sind, som svaler gør det, når regnen truer med at komme. Alt fremstod nyt for hendes sanser, selv på denne grusvejen til landsbyen. Hun havde lejet sig ind i en mindre hytte hos en bonde. Grusvejen skulle føre direkte til denne hytte. Hun vidste ikke hvor længe hun kunne klare denne ordning rent økonomisk. Et arbejde ville være nødvendigt. Hun håbede, at ekstra arbejdskraft kunne bruges på markerne. Der var ingen sammenhænge i hendes emner. Det ene overtog blot det andet, mens hun bevægede sig langs grusvejen på bare tæer i det dugfugtige græs.

Siri Grip var fordybet i sine tanker. Hvert andet skridt ønskede hun, at hun var hjemme i Paradisskovens trygge omgivelser og modsat var hun spændt på alt det nye. Hun bemærkede ikke det andet væsen, der havde spottet hende fra fugleperspektiv. Hendes opmærksomhed var vendt mod græsset, der kilede hendes fodflader. Det mindede hun beroligende om Paradisskoven, nu hvor vejret ikke indbyd til en varm velkomst. Vejret gav mere en fornemmelse af en advarelse. Muligvis var hendes indstilling til livet for snæversynet. Måske var hun for naiv, for godtroende? Hendes far havde mindet hende om, at hun skulle passe på. Hun skulle passe på med hvem hun omgik og hvad hun sagde. Dette havde gjort, at hun ikke ville flytte til hovedstaden. Landsbyen havde virket mere tryg og ufarlig.

Med ét dukkede en skaldet fyr op på grusvejen. Ud af det blå, som om han var dumpet ned fra en grå sky. Ingen vinger viste sig bag ham, så den mulighed var ikke realistisk. Men hvordan var han endt på grusvejen uden at hun havde bemærket det? Var hun forsvundet dybere ind i sin egen vejen end hvad hun havde troet? Det skulle den fremmede ikke bemærke. Han nærmede sig hende uden nogen advarelser om negativ energi. Til gengæld besad han en aura, der på mange måder virkede bekendt og alligevel overhovedet ikke mindede om noget hun kendte. Hun fortsatte i retning af ham med et smil hen over sine lettere lyserøde læber. "Hej."

Siri løftede øjenbrynet. Hvad havde afsløret hende? Hun havde gjort sit bedste, for at dække over sine elvertræk. Hun var ikke flov over sin race, men ønskede at blive betragtet som en af mængden. Hun mente det var en fordel ikke at stikke for meget. Men det var ikke lykkedes. Dog var minen endnu let hos den fremmede, der præsenterede sig som Úlairi, der selv var elver. Hun modtog hans hånd, for at give den et let klem. ”Det glæder mig, at møde dig.” Det var muligvis tidligt at sige, men det var betryggende at have en til selskab i dette truende vejr. ”Mit navn er Siri. Jeg kommer fra Paradisskoven.” Det gav et stik af vemod, da hun talte om sit hjem. Igen: Var det en god idé, at flytte så tidligt hjemmefra? Hun var jo ikke mere end 85 skovelver år. ”Undskyld mit spørgsmål, men hvilke elvere lever i Ørkenen? For skovelver kan du ikke være. Jeg kunne ikke forestille mig, at besøge det sted.” Hun bed sig i tungen. Altid var hun for lige til, for direkte. ”Undskyld, det var ikke for at genere dit hjem.” Hun vidste ikke hvad der gik af hende. På nuværende tidspunkt, at hun to gange undskyldt sig over for Úlairi og hun har kun lige trykket hans hånd. Det måtte være hendes rekord. Hvorfor var hun så forfjamsket? Det lignede ikke hende, at overveje så grundigt hvad andre mente om hende – var det mon vejret, der var skyld i hendes adfærd?

Hans blik studerede hendes ydre, mens hun ikke tillod sine øjne bemærket andet end hans øjne, smil og løsthængende tøj, der efter hendes mening ikke skjulte meget til fantasien. Hun selv var klædt i en af hendes favoritdragter: Lange, grønne bukser og en T-shirt i creme dekoreret med samme grønne farve i et cirkelmønster. Som altid skjulte hendes klæder ikke hendes kvindelige former. Hun var pinlig opmærksom på sin figur med hans grå øjne placeret på sig og et smil tegnede sig på hendes læber, for at hun ikke skulle fremstå genert.

Det var tydeligt, at der ingen følelser var i klemme for Úlairi. Hans hjem og hans familie var væk, men ingen smerte var at høre i hans toneleje. Det var uforståeligt for Siri, at man kunne være fri for følelser på et så ømtåligt emne. Det kunne tænkes, at det var længe side. Det siges at tiden kan læge alle sår og dette var måske et eksempel på den gamle talemåde.

Hun skød brystet frem, for at rense sine tanker og igangsætte et nyt emne med frisk energi. Hun lod blikket glide henne de små bondehuse. ”Kender du området godt?” Spurgte hun smilende, da området forekom hende charmerende. Det var formentlig ikke den tanke bønderne fik ved synet. Flere hytter bestod af skæve vinduer og utæt tag. Fattigdommen var ofte hvad de havde tilfælles, men området var måske bedre her? Hun tvivlede, men det var ikke til at vide. Igen blev hun mindet om Úlairi uforklarlige ankomst. Hvor var han kommet fra: Himlen blå? Alt var muligt i Krystallandet, men burde han så ikke have vinger? Igen undrede hun sig og derfor studerende på siit nye bekendtskab.

Tonen var afslappet mellem de to, nærmest lystig. Vejret havde ikke længere samme virkning på Siri. Det virkede ikke længere som en advarsel, selvom luftfugtigheden lå trykkende hen over dem begge. Den drillende tone var derfor velkommen og et behageligt indslag modsat den grå himmel. Hun ønskede næsten at det skulle begynde, at regne så trykket ville lette.
Ved ordene mad og drikke, begyndte Siris mave at klage. Det var mange timer siden at hun havde indtaget nogen former for føde. Et behov der nu pressede sig på uden ønske om, at blive udskudt. ”Det er den bedste idé jeg har hørt i dag.” Besvarede hun med et strålende smil og et drillende glimt i de chokoladebrune øjne. ”Det giver dig også mulighed for, at fortælle mere om dig selv? Jeg kunne godt tænke mig, at vide hvordan du kunne dukke op ud af den blå luft?” Hun satte energisk skoene på fødderne igen, for grusvejen var ikke rar at betræde med bare tæer og hun vidste jo ikke hvor de skulle hen, for at komme til denne kro. ”Nu er det vel et hæderligt sted? Jeg mener, når du kommer der?” Hun håbede, at han forstod det var en besvarelse af hans drillende talemåde og at hun nød den mere afslappede stemning imellem dem. Det tydede på, at Úlairi kunne blive et yderst behageligt selskab til et måltid mad. Heldigvis havde hun flere ravstykker i sin læderpung, så ingen pinligheder ville opstå på den front.

Siri fulgte energisk med sit nye bekendtskab, der var højere end hende selv. Det var forskelligt om mændene kunne følge med hendes højde, men kvinderne kunne sjældent. Denne tankerække standsede dog brat, da Úlairi blev lettere gennemsigtig – næsten todimensionelt, som om han var et billede af hendes fantasi. ”Jamen, jeg sagde jo ikke noget?” Fremstammede hun forskrækket, da hun først troede, at hun havde manet ham frem ved et uheld. Hun kunne fremstille fatamorgana lignende ved forskellige besværgelsesformularer som gentog i en monoton og lokkende rytme, men hun havde jo intet gjort. Denne teori blev dog slået til jorden, da hans stemme lød i hendes øre efter han var forsvundet fuldstændig fra grusvejen. Dét havde hun aldrig prøvet, men det kunne være hendes der spillede hende et puds? Hun vidste ikke hvad hun skulle gribe eller gøre i, men da lynene viste sig på himlen og hun igen hørte hans stemme. Hun ville give det i et forsøg. Måske var hun ved at gå fra forstanden eller også drillede hendes evne hende igen. Måske var han virkelig. Hun måtte finde ud af det. Hun satte i løb hen af grusvejen. Han havde sagt, at hun ikke kunne tage fejl af det og hun havde ikke lyst til, at blive ud i dette vejr.

// Out.