Med tænderne hakket godt i det bløde stof, lod den unge knægt lægen, hive de skarpe metalstumper ud af det store sår på hans venstre overarm. Det var dog ikke en mild proces, og lægen, der var ny på stedet, havde svært ved at undgå at vride for at få stumperne ud.
Bedøvelse var der intet af, han havde godt nok fået det tilbudt, men frygten for hvad der kunne ske, var mere end rigeligt til at han frivilligt godkendte den smerte, der nu gennemborede hans krop.
5 stumper metal på hver et par centimeter blev smidt på en lille bakke, inden lægen sukkede lettet op og lagde tangen fra sig. Med et enkelt blik på den unge mand kunne han se svedpletterne pible ned langs det blege ansigt og de blå øjne vise to følelse, lettelse og udmattelse. Hans arm dunkede stadig og blod kom stadig ud af sårene, men det værste var overstået. Nu skulle armen bare forbindes. Eller det var i hvert fald hvad Trace troede.

Såret var kommet fra hans sidste opgave. Han skulle infiltrere en bolig lidt uden for huset, hvor en mindre bande skulle have bosat sig. Det var også gået meget fint, lige indtil de var kommet hjem og han havde opdaget det ikke blot var en almindelig gruppe banditter. Han måtte dog indrømme han var sluppet billigt og havde da også efterladt sig en god betaling for sit sår. Det havde hvert fald oplyst natten bag ham da han var løbet fra dem.
Normalt tog han sig selv af sine sår, men denne kunne han ikke klare. Han kunne simpelthen ikke nå såret fra den gråhåredes mærkværdige sværd.

Armen blev bundet ind, hvorefter lægen lavede en slynge og smækkede den rundt om Trace nakke inden han vinkede Trace væk. Knægten havde betalt inden behandling (ellers havde han ikke fået den) og hans arm var nu ordnet så godt de kunne.
Trace smækkede jakken rundt om overkroppen, men undlod at smide den sårede arm gennem ærmet, det var for besværligt. Jakken blev lukket så det lignede han manglede en arm. En synlig skade ville give for mange åbninger.
Med en arm måtte han derefter forsøge at smække våbene tilbage på deres plads, men måtte opgive kort efter. bevægelserne fik armen til at dunke af smerte og han måtte sætte sig på stolen for at få lidt ro.

Omkring ham kunne han se det åbne lokale, hvor enkelte læger gik frem og tilbage mellem patienter. Det var ikke noget fint sted og var blot bygget sammen med indgangen. Det var her de fixede de ting, som ikke krævede at man indlagde patienterne. Med blikket på døren så han folkene, der trådte ind og gik ud.

”Jeg er okay!!” en stemme blev pludselig meget tydelig i det store åbne lokale. Stemmen havde en tydelig klang af irritation. En masse læger var faret over mod det aflukket hvor stemmen var kommet fra.
”gå nu væk!!” en læge fløj ud fra det aflukket som kun var skærmet af noget hvidt stof, og nogle få flere gik i hendes retning ”nej nej Nej!!” stemmen var tydelig vred og Lu en lille pige på knap 18 år og ikke mere end 158 cm trådte ud af den lukkede. Hendes ene arm var i slynge og hun havde fået et bind om hoved. Hun var sur og lige nu var der ikke nogle der skulle stå i vejen for hende.

Efter at Cassa var forsvundet havde alting for Lu været rimeligt forvirret. Han var stykket af og havde revet hendes hjerte med sig. Hvilket i første omgang havde gjort at hun havde rent rundt som noget der mindede om en zombie, for derefter at blive noget mere levende igen. Hvilket var til stor overraskelse for en del. Efter at hun var blevet noget lig levende igen havde hun forsat sit arbejde med et smil på læberne og en sang i sindet, og efter noget tid var hun så begyndt at bevæge siv væk fra palæet. Hvilket kun havde givet hende ballade.

Lu kiggede rundt på alle de folk der nu kiggede i hendes retning. Hun var ved at snerre af dem alle, men lod være. Det var nok bedst for alle parter. Dog var der igen en læge henne hos hende.
”hold nu op. Jeg har jo sagt jeg ikke er svimmel!” Lu havde fået tæv af sin far. Denne gang så slemt at hun var besvimet i en rendesten, og senere så var blevet båret til helbredelseshuset. Hvordan hun havde fået hjalp og behandling vidste hun ikke, men hun var ikke i tvivl om at de vidste at hun kom fra Cassas palæ. Dog brød hun sig ikke om at de vidste alt om hende. Derfor havde hun heller ikke forklaret hvordan hun havde fået alle de skræmmer hendes krop pludselig bar præg af.

På styret var ikke noget som på noget tidspunkt havde faldet Lu ind kunne have en påvirkning på andre. Normalt var hun ikke typen der ikke tænker på andre. Lu tænkte altid som regel på andre før sig selv. Hun var faktisk rigtigt dårlig til at tænke på sig selv, men oven på denne her omgang var hun bedøvende ligeglad. Hun ville bare hjem og ligge i sin seng og slappe af. Hele hendes krop værkede. Det gjorde ondt over det hele, og næsten hver en muskel spændt på en yderst ubehagelig måde.

Pengene var der ingen problem med. Det var der som regel aldrig. Behandlingerne var blevet betalt. Der var hvert fald ingen der havde bedt om penge. Lu forstod ikke hvorfor de reagerede på den måde, og dog på en måde kunne hun godt. De ønskede jo blot at tjekke hende videre. De ønskede at finde ud af om hun havde fået en hjerne rystelse. Det var derfor de havde spurgt om alle de der dumme og totalt stupide spørgsmål. Lu var så klar i hoved at hun vidste det. Hun vidste at hun ikke havde en hjernerystelse.

Da fyren kom over til hende trådte lægerne et skridt tilbage og Lu kiggede overraskende på ham. Især da han tog sit sværd frem. Eller det ene af dem. Hun stirrede noget.
”vi… Hun…” mere kom der ikke frem af den ene læge.
”De ville se om jeg har hjernerystelse, men fyren der var her for blot en halv time tidligere tjekkede det, og jeg tror ikke jeg har fået en hjernerystelse på en halv time” Lu løftede undersøgende samt spørgende det ene øjenbryn og kiggede mod lægen der nu stod og så noget paf ud. Lu rystede opgivende på hoved. ”du skulle tage at lytte til dine patienter” sagde hun med en rolig stemme og vendte så sin opmærksomhed mod fyren.

Den 165 cm høje fyr kiggede lettere ned på Lu. Ikke af det undrede Lu, hun var ikke særlig høj. Godt nok var hun vokset en del her på det sidste, men hun havde aldrig været særlig høj. Hun havde aldrig ønsket at være højere. Hvert fald ikke sådan rigtigt, men lige nu, mens hun stod der og kiggede op, føltes det en smule underlig ikke at være højere. Hun lagde dog også tydeligt mærke til at fyren her ikke så helt frisk ud. Hun havde stadig en masse blå mærker på arme og ben. Eftersom at det var varmt uden for havde hun stadig kun et par shorts på der gik hende til lårene og derfor kunne man meget tydeligt se de blå mærker og de hudafskrabninger på både arme og ben.

Lægerne kiggede på Trace da han stod der med det hævede sværd, men lægerne virkede heller ikke til at ville tættere på ham. Ikke så længe han stod med sværdet. Lu følte sig ør i hoved, men lod som intet. Sværdet blev pludselig til to, men en kort blinken klarede tingene op igen. Hun var utrolig glad for at de netop trådte tilbage da han havde trukket sværdet, og kort tid efter forlod lægerne dem.

Lu rettede sin fulde opmærksomhed mod fyren, og kunne se at han også tjekkede hende ud. Hun vidste at hun havde mange blå mærker og skraber og hun vidste at det tydeligt så ud som om hun havde fået tæv. Dog vidste hun ikke at hans magi analyserede hende.
”Hvorfor?” sagde hun spørgende og kiggede på fyren. ”Jeg er okay… sådan da” hun tog en hånd op til panden som igen føltes underlig, dog da han satte sværdet tilbage i skeden og virkede som om han faldt sammen i en stol skyndte hun sig over til ham.

”Du virker heller ikke til at være okay” hun så på ham og fik fat i en balje med koldt vand og en klud. Hun vred kluden op og trådte frem for at ville tørre hans ansigt og pande af. Hun havde ikke skænket en tanke om at han måske ikke kunne lide det. Det var bare en ting hun gjorde af ren vane. Hvorfor vidste hun ikke. Hun tænkte ikke over det, hun kiggede blot på fyren mens hun stod med kluden i hånden.

Stedet var rimeligt fredeligt da lægerne var gået i gang med at undersøge andre patienter og ikke havde tid til at holde øje med hvad de to lavede. Hvilket også passede Lu meget bedre. Hun havde ikke brudt sig om at have dem på nakken til at starte med, og hun brød sig ikke mere om læger nu. Hun havde været træt af læger før hun var trådt ind i huset, og var blot blevet endnu mere træt af dem, efter at de havde givet hende en behandling og derefter prøvet på at overbehandle hende, blot for at få flere penge ud af hende.

Hun havde været lidt i tvivl om hvor vidt hun skulle vaske ham af med kluden. Hun havde været små nervøs angående hans reaktion. Hun havde ikke lyst til at blive spiddet med et af de sværd hun allerede havde set et af, men han virkede til at utrolig rolig mens hun vaskede ham af, fordi han reagede ikke voldsomt, han var blot stille.
”En nats søvn gør meget ofte underværker” sagde hun stille og lod et smil spille hen over sine læber. Hun så små bekymret på hende, men dette var også kun noget som kort farede hen over hendes ansigt. Lu havde heller ikke selv fået meget søvn. Hun havde været besvimet, og vidste ikke på nogle punkter hvordan hun var kommet til huset, og hvor længe hun havde været væk.

Hans blik mod hende igen rørte noget i hende. hun kunne ikke finde ud af hvad det var, og kunne ikke se magien kærtegne hendes krop. Hun opdagede det ikke engang, men måske var det også for det bedste. Hans spørgsmål lammede hende kort. Hun stoppede op, gjorde kort tid efter kluden våd igen og vred den op.
”Jeg væltede” sagde hun nærmest med en kølig stemme. Det var en direkte løgn. Hun havde fået tæv, og kendte man skrammerne og den slags man ville få, så vidste man at denne slags ikke kom fra at vælte.

”Men hvad med dig??” hun så spørgende på ham. ”hvad gør at du er her??” efter at hun havde fået vredet kluden godt op igen duppede hun den igen på hans pande. Hendes fingre gjorde ondt, og knækket i den ene ringefinger samt håndleddet var ubehageligt, men hun prøvede så vidt muligt at lade som intet. Han så ud til at have det værre end hende.

Trace så rundt i lokalet. Hans øjne var sjældent fokuseret på hende i mere end et par sekunder og brugte langt mere tid lede efter mistænkelige typer. Det betød dog ikke at hans opmærksomhed ikke lå hende. Nej han var stadig i fuld kontrol over hvad hun lavede. Så længe hun dog ikke gik væk fra ham.
Hvis man lod mærke til Trace adfærd kunne man forholdsvis let se hvornår man forlod hans kontrolfelt, for netop det øjeblik en kropsdel skød ud af hans felt, så vendte han blikket imod en. Det var ikke nogen flydende ting, nej det skete pludseligt. Hans felt havde fuld overblik i 5 meter, 13 centimer og 3,5 millimeter, og ikke så meget som en nanometer mere end det. Alt udenfor var ukendt, men det var alligevel rum nok til at han sjældent kunne blive overrasket af andet end en godt trukket bue.

"Hvis vi leger du væltede, skal vi så lade som om det var mig blev slået?" Spurgte Trace uden så meget som at vende blikket imod hende. Nej han betragtede en skikkelse der fik syet et ar han mente at have set før.
Han rystede kort på hovedet, som for at skubbe hans egne ord væk.
"Undskyld" Lød det kort, men det var tydeligt det ikke var en rigtig undskyldning, blot noget han sagde fordi han skulle.
"Jeg vil egentlig bare gerne vide hvem der gjorde det, men hvad mig angår så er det desværre ikke noget jeg kan tale om. Forretningshemmeligheder og alt det der" Sagde han og prøvede at trække på sin skadede skulder, men smerten fortalte ham at det skulle han lade være med.
Han burde virkelig komme væk her, men før han kunne komme videre måtte han havde spændt sine bælter fast om livet. Noget han ikke selv kunne. Hans værdighed var dog endnu for stor til at han ville spørge om hjælp.

”Tja…” Lu trak på det. Hun var ikke sikker på hvad hun skulle svare. Det var jo ikke rigtigt et spørgsmål, og alligevel så skulle der vel svar til. Det var underligt og hun anede ikke hvad hun skulle gøre eller sige for den sags skyld. Hun stod bare stille og let tørrede sveden af ham. Det var måske en underlig bevægelse især fordi de aldrig før havde snakket sammen før. Det virkede bare så naturligt for Lu.

Lu kiggede overraskende på ham da han pludselig gav hende en undskyldning. Hun forstod ikke hvor fra undskyldningen kom og fornemmede at det var mere bare fordi end nogen anden grund. Dog kom det næste bag på hende. hun kiggede undersøgende på ham, og lagde let hoved en anelse på skrå.
”min far” ordene kom stille fra hende. Hun rettede hoved op inden hun sagde noget og så på ham. Hun anede intet omkring hans måde at se rundt på, og hun anede heller ikke noget omkring bæltet. Hun havde godt set at det hang over den ene skulder.

((OOC: sorry for det lamme svar >.<))

Han løftede den højre arm, som tegn på at hun ikke behøvede at forsætte. Det ville blot gennemvæde hans ansigt uden at hjælpe yderligere.
Blikket var stadig rettet imod manden der fik lappet sin arm fra et stiksår.
"Hvis du ikke har noget imod jeg spørg, vil du så forklare mig hvorfor?" Spurgte han let, og imod alle regler om almen høflighed, så kiggede han stadig væk. En simpel vane, som han flere gange havde fået kommenteret, men som det aldrig rigtig var lykkes for nogle at vende ham fra. Ud over selvfølgelig hvis de trådte ud af hans zone.
"Det lyder jo ikke just som det mest almindelige fader/datter forhold." Han betragtede dog alligevel hendes ansigt. Han ville se hvordan hun reagerede og at han kiggede væk ville jo blot forhindre at hun satte en barriere op for at han ikke skulle se hende føle sig skadet.

Faktummet at de ikke kendte hinanden betød, for Trace, ikke det store. Han havde aldrig rigtig lagt de store værdier i at kende folk og langsomt dele hemmeligheder med dem. Tværtimod. Des bedre Trace kendte folk, des mere var han villig til at skjule. Endnu engang var det den evindelige paranoia, der fik ham til at mistænke enhver, som kom ham for nær, for at være en spion. En spion som ham selv. En der ledte efter oplysninger og solgte dem til højst bydende. At afsløre hvem han egentlig var ville sikkert give en høj pris på det sorte marked. Dusøren ville hvert fald være stor nok til at dusørjægere ville finde pungen frem en ekstra gang før de gik til næste klient.

Lu havde ikke tænkt sig at totalt gennembløde ham, men han slet ikke opdaget hvor våd hun egentligt havde gjort ham, så da han rakte hånden sådan blidt op som tegn på at hun ikke behøvede at tørre mere af blev hun en smule rød i hoved. Det havde virkeligt ikke været meningen. Hun havde bare stået i sin fuldkommen egen verden.

Dog blev hun en smule paf af spørgsmålet. Ikke at hun ikke havde forventet at det kunne komme, det havde hun da. Hun havde jo selv sagt at det var hendes far der havde tævede hende, og så måtte man da også forvente at resten af spørgsmålet kom.
”Tja.. Han var en smule sur” Lu kiggede kort på ham. Hun vidste ikke om hun brød sig om at han spurgte om denne slags ting. Det var noget underligt at skulle dele den slags ting med fremmede.
”Sådan har det stor set altid været” sagde hun og gav et halv nervøst grin fra sig. Det var ikke helt meningen og igen ikke noget hun havde tænkt over. Hun flyttede sig en smule og kom til at skubbe til baljen med vand som hun havde stående, så den væltede og røg mod gulvet ’Nej, Nej nej…’ var alt hun nåede at tænke før alt vandet lå ud over hele gulvet.
”undskyld, undskyld, undskyld” var alt hun kunne sige, mens hun satte sig på hug, vendte baljen og begyndte at tørre op.

Manden, som Trace havde holdt øje med, mødte kort hans blik, men intet tegn på genkendelse viste sig i hans øjne og Trace genkendte stadig ikke den fremmede, kun såret. Med andre ord var det formodentlig bare hans fantasi der løb af med ham. Eller hvert fald hans egen hjerne, hvilket muligvis var den eneste ting i verden, som han ikke kunne fange.
Han vendte fokus væk fra pøblen og lagde først nu øjnene på Lu. Han lyttede og skulle lige til at sige noget, da hendes fod slog imod baljen. Af refleks greb han ud efter hende for at hun ikke skulle falde, men hun klarede det fint og han stoppede sig selv halvvejs i bevægelsen. Lyden af det metalfyldte bælte der faldt af hans skulder og ned på gulvet gav genlyd i lokalet, men han ignorerede det, i stedet lagde han den højre hånd på hendes skulder.

"Lad det ligge. Du trænger til at komme ud herfra" Sagde han et smilte skævt. Tøsen havde for meget i tankerne, så det var nok bedst hvis hun kom væk fra stedet. Måske ud i mere åbne omgivelser, hvor tankerne ikke trykkede så hårdt, og hvor sindet var mere frit.
Han greb kort ned i sin pung og hev en mindre sten frem. Med blikket kaldte han en mindre travl sygeplejeske nærmere og lagde den diskret i hånden på hende inden han vendte fronten tilbage til Lu.
"kommer du med?" Spurgte han og samlede bæltet op fra gulvet, så det hang løst i hans hånd. Han gjorde en let mime til at forlade bygningen. Personligt holdt han heller ikke til at skulle være her meget længere.

Det hele gik langt hurtigere end Lu havde kunne forstille sig. Hun var væltede ind i baljen som havde taget hurtig kurs mod gulvet. Hun havde været ved selv at vælte men det havde hun undgået og så var det metal bælte der havde givet genklan i hele rummet. Lu havde rykket hoved og kigget mod ham og bæltet med et ryk. Hun havde på ingen måde troet at det ville kunne lave sådan en larm. Hun så at han ikke havde grebet ud efter bæltet.

Hans hånd var tydelig at mærke. Den lå der halv fast og noget større end forventet på hendes noget små og spinkle skuldre. Hun kiggede op på ham da han sendte hende et skævt smil. Hun nikkede en enkelt gang og kiggede så igen mod baljen. Hun havde ikke lyst til at blot efterlade den sådan her, men hun havde heller ikke helt en ide om hvad hun skulle gøre med den. Den lå bare der og der var vand ud over det hele og det så på ingen måde godt ud.

’kommer du med?’

”Ja kommer nu” Lu havde ikke opdaget alt hvad der var sket omkring hende. Hun havde det stadig ikke godt med blot at efterlade det sådan, men hun ville ikke efterlades alene her inde. Hendes tanker spillede hende et for stort pus lige nu nemlig. Derfor rejste hun sig op og skyndte sig op efter ham så de kunne forlade bygningen..

((skal vi starte ny tråd eller??))

((yeah lets))

Trace smilte kort inden han vendte sig rundt og gik imod døren. På vej derhen sikrede han sig at han kom tæt nok forbi manden med stiksåret, til at han kunne undersøge det, men til sin egen glæde, så var det ikke et af hans sværd, der havde placeret såret.
Det tog ham dog ikke mere end et halvt sekund at finde en ny mistænkelig type, men inden han nåede at overveje mulighederne dybere nåede han døren og indså i samme øjeblik at han ikke kunne åbne den. Et kort suk undslap hans læber inden han gjorde kastede et blik ned på bæltet han holdt i hånden. Prøvede han at smide det over skulderen igen risikerede han at hugge de tre sværd ind i hans egen krop, eller se dem flyve væk.

Han trådte et let skridt til siden så Lu kunne gå først.
"Det er vist bedst du går først" Sagde han og smilte et kort og skævt smil, i et forsøg på at gøre hans handikap en smule mere komisk end han selv fandt det. Faktisk hadede han det allerede. Han kunne bare kun prise sig lykkelig for at han stadig havde en god arm, også selv om han havde mistet en god. Trace var ambidextral og havde derfor ikke en arm der var bedre end den anden. Han svang derfor sine sværd lige godt med begge hænder, hvilket ofte forvirrede modstanderen.