På trods af at Dimitris hadede vand og aldrig havde lært at svømme, holdt han alligevel meget af havet. Det var så smukt, især på et tidspunkt som dette, hvor det blæste let og bølgerne rejste sig til næsten en halv meters højde. Der var vidt skum på toppen af de fleste af dem, der slog imod sandstranden.

Han fugtede sine læber og lod sit blik glide ud mod horisonten. Hvis ikke var fordi han manglede noget at give sig til, ville han aldrig være sejlet med en fisker ud til denne ø blot for at gå på stranden. Så ville han... ja, hvad ville han så have lavet? Siddet på kroen og skændtes med en eller anden tilfældig idiot, der havde brudt en af hans mange regler.
Ved hans side gik en halvstor, bemærkelsesværdig karakal. Den var bemærkelsesværdig fordi dens pels var grå og ikke rød, som den slags' ellers plejede at være. Katten gik, ligesom sin ejer, med tunge skridt, der efterlod dybe spor i sandet.

kravenoh havde fundet det mest mærkelig sted hen nu i alt den tid han havde været her, og det var vandet han gik langs vandet som han virkelig hadet og helt klart ikke skulle ud i.
han stopper op da han ser fodspor i sandet, han sætter sig ned på hug og mærke stille rundt om sporet " hmm...et menneske og hans kældedyr " mumler han, kravenoh vidste ikke hvilke dyr det kunne være, men en ting var sikkert han skulle nok finde ud af det på en eller anden måde.
han begynder at gå lidt hurtiger og rask efter sporende og da han indhenter dem lidt efter lidt, stopper han kort op, han kunne lige se dem " lad os se om de stopper " mumler han igen til sig selv hvor efter han trækker en kniv og kaster den lige hen imod dem, men den ryger lige igennem bene på dimitris og lander foran ham i sandet.

Hvis det ikke var fordi Dimitris var så snæversynet, at han kun havde øje og øre for sig selv og sit kæledyr, og hvis det ikke var, fordi vinden og sandet kamouflerede den fremmede skridt, ville han nok have bemærket fyren, der fulgte efter ham.
Han lagde dog imidlertidigt ikke mærke til noget som helst. Først da en kniv fløj mellem benene på ham og landede i sandet foran ham, hvor den dejsede omkuld, fordi sandet ikke var af fast materiale, vendte han sig om med et sæt.

”Hvad i…?” lød det lavmælt fra ham. Han måtte lade blikket scanne stranden en enkelt gang, før han fik øje på knivens ejermand. Han rettede sig op i et forsøg på at se mere truende ud - det gjorde dog ingen forskel - og sendte fyren et vredt blik. "Hvad tror du, du har gang i? Du kan da ikke bare angribe mig bagfra på den måde!"

Zilanea var på vej ned til stranden for at få styr på sine tanker. Hun nød at være tæt ved vandet, det gjorde noget ved hende. At kigge ud over vandet var det eneste der kunne berolige hende, hvis hun var ophidset. Det var hun ikke nu, bare rimeligt forvirret over nogen af de ting der var sket de sidste par dage, og det var netop det hun prøvede at skubbe ud ad hovedet. Hun vidste, at vandet ville hjælpe hende. Ydermere voksede der planter her, som hun havde brug for.
Hun hørte vandet og vinden og vidste, at hun var tæt på. Hun kom gående inde i krattet, rimeligt skjult, ned mod stranden, da hun hørte stemmen før hun fik øje på ham, der ejede dem. Hun kunne dog ikke høre hvad der blev sagt. Hun stoppede brat op og kiggede undersøgende rundt. Det første hun fik øje på var det store kattedyr og ejeren, dernæst manden der stod ikke langt fra dem. Det blæste lidt for meget til, at hun ville kunne høre nogen form for samtale, så hun beroligede vinden en smule og nøjedes med at iagttage og lytte.

et smil kunne ses på kravenoh læber ide han ser manden vender sig om og ser over på ham " tro mig hvis jeg angreb dig bagfra vil du ikke stå op som du gør, så vil du ligge i sandet og dit kældedyr vil rende rundt om dig og ikke kunne forstår hvorfor du ikke bevæger dig " siger han med et smil på læben hvor efter han går stille og rolig ned imod dimitris, men stopper op da han står 4 meter fra ham.

kravenoh synes han så et eller andet da han gik ned imod denne person, han kigger op omkring der hvor zilanea stod, træk 4 knive og kastede dem i retning imod hende men ikke lige der hvor hun stod for han vidste ikke med 100 procent sikkerhed hvor hun stod.
"kom bare frit frem " råber han højt, hvor efter han ser på dimitris "har du taget en ven med mere ind blot dit kældedyr " sige han undrene

Dimitris kunne mærke, hvordan han allerede var begyndt at blive irritabel. Hvad i al verden bildte den fyr sig ind? Hvorfor syntes han lige, at han skulle opsøge Dimitris på den måde?
”Tro mig, mit… kæledyr… er klogere end som så,” svarede han og lagde en hånd på karakalen Aylas hoved. Hun vendte sit gule blik mod den fremmede og stirrede stift på ham. Hvis hun blot havde været en almindelig dum huskat, var hun nok fortsat ned af stranden indtil hun opdagede, at Dimitris ikke var med hende mere. Men det var hun ikke, langt fra.
”Desuden,” fortsatte han, ”er det kun feje idioter med mangel på hjernekapacitet og kampevner der angriber bagfra uden advarsel først.”

Da fyren gjorde ham opmærksom på noget eller nogen i krattet, vendte han sit lsyeblå blik mod buskene. Hans øjne blev smalle, da han kunne skimte en person mellem bladene. Om det var en kvinde eller en mand var svært at vurdere.
”Helt ærligt, hvis den dérsens ting havde fulgtes med mig, ville personen nok ikke gemme sig for mig på den måde, eller hvad tror du selv? Jeg er kommet over gemmeleg-alderen.”

Ud fra hans sætning at vurdere, syntes hun nok ham den ene virkede en smule kamplysten. Og ganske rigtigt, kort efter kom fire knive flyvende i hendes retning. Rimeligt dårligt kastet, og ville ikke ramme hende. Alligevel afværgede hun dem med en let håndbevægelse, og fik ved hjælp af vinden sendt dem tilbage mod sin kaster. De landede pænt i sandet ved siden af ham, sådan som hun havde tænkt det.
Hun smilede for sig selv, da han bad hende komme frem fra sit halvskjul. Hun gik målrettet ned mod dem, og standsede få meter fra dem. Hendes blik var på knægten med katten. "Den dérsens ting?" spurgte hun med et sarkastisk smil. Hun kommenterede ikke det, han sagde til den anden, men hun kunne ikke lade være med at nikke lidt. Hun var helt enig. Men dem var der mange af her, folk som angreb bagfra, hvor de selv havde den største chance for at vinde.
Derefter faldt hendes blik på katten. En karakal? tænkte hun skeptisk. Hun var ikke i tvivl om, at det var det det var, men undrede sig noget. Karakaler var ikke ligefrem særligt udbredte i Krystallandet.

han havde nok ret i den ting med den anden person "muligvis, men hvad så hvis det var en advarsel den kniv" han stod og kiggede begge veje da de 4 knive han havde kastede kom tilbage og landede i sandet lige foran ham "hmm spænende" mumler hvor efter den anden person kommer frem " så nu ved vi hvordan hinanden ser ud"
han ser sådan lidt frem og tilbage på de forskellige personer, det var lidt som om at det var 2 imod en men det gjord kun det hele bedre, han vender blikket over på dimitris " men nu er sagen bare lige sådan jeg gør lige hvad der passer mig" siger han med et smil på læben hvor efter han går lidt tætter på dimitris, men har stadigvæk sådan nogenlunde et fornemmelse hvor og hvad zilanea fortog sig.
"måske var det et forkert indtryk jeg gjord, hvad så med at du fortæller dit navn og bag efter fortæller den unge dame sit navn også ser jeg hvem der kan undværes "

Dimitris lod en hånd glide igennem sit lange hår og rettede sine lyse øjne mod den fremmede fyr.
”Advarsel mod hvad?” spurgte han. ”Hvis jeg vil advare nogen om noget, løber jeg da ikke hen og stikker en dolk i ryggen på dem.”
Da han bemærkede, at fyren trådte tættere på ham, hævede han det ene øjenbryn.
”Gider du godt holde dig væk?” lød det fra ham.

Han kiggede kort på personen, der havde gemt sig i buksen, og som nu viste sig at være en kvinde. Han hørte hende godt gentage sine ord om ’den dérsens ting’ og besvarede dem med et træk på skuldrene og et skævt smil. Han kunne jo ikke vide, at hun var en kvinde, når hun sådan havde gemt sig bag krattet. Nu fortrød han faktisk sine ord. Selvom han måske ikke altid talte pænt til andre, var han trods alt blevet opdraget til at opføre sig anstændigt over for skabninger af det modsatte køn.
Da fyren spurgte efter deres navne, himlede han med øjnene.
”Så du vurdere på vores navn om hvilken en af os, du kan undvære? Det er jo bare latterligt. Bare fordi jeg hedder Dimitris, skal jeg dø, fordi frøkenen der har et pænere navn end mig? Det giver ingen mening.”

Zilanea løftede det ene øjenbryn af den unge dreng og kunne ikke lade være med at grine lidt. Det virkede som om at han ikke var helt tryg ved manden overfor ham. Selv syntes hun ikke, han var specielt skræmmende. Lidt særpræget måske, men hvem var ikke det? Hun havde på fornemmelsen, at han godt kunne lide at spille mere farlig end han var, netop for at skræmme folk. Og knægten virkede som et overraskende nemt offer for ham.
Hendes blik gik fra Dimitris over på den endnu navnløse, da drengen havde udtrykt sin urolighed over at blive slået ihjel. Hun tvivlede stærkt på, at nogen ville dø her i dag. Hvis det dog blev til kamp, håbede hun at han kunne forsvare sig selv, for hun havde ikke nogen planer om at hjælpe ham. Hun satte ingen højere end sig selv. Det kunne jo være, at hans kat kunne nogen tricks, den var i hvert fald meget interessant.
"Mit navn er Zilanea," sagde hun roligt og med et lille smil, mens hun kiggede undersøgende på den anden fremmede. "Og nu er det vidst din tur til at introducere dig."

alt det der bliver sagt fra dimitris side kan kravenoh ikke gører andet ind at smile af " hmm...dimitris siger du, altså det eneste jeg skulle bruge dit navn til var at finde ud af hvem jeg skulle angribe først og fordi jeg ikke rigtig angriber kvinder så starter jeg med dig først " hvor efter han trækker 2 knive og kaster imod dimitris den ene har retning imod hans arm den anden imod benet. han vender blikket på zilanea " mit navn kræver et offer fra din side" siger han, hvorefter trækker han sit sværd og drejer rundt og sætter fart lige imod zilanea han når hurtig hen til hende da han er hurtig på føderne " kønt navn men lad os se hvad det før til " siger hvor efter han hugger ud efter hendes skulder i håb om at han rammer eller at hun blokere hans angreb.
kravenoh havde lige for en dag skiftet måde at angribe folk på, normalt var han en der sneg sig ind på hans modstander og uden at gi en lyd fra sig dræbe sit offer men denne gang blev det en anden form for angreb.

Dimitris lod sin hånd glide over hovedet på den store kat ved sin side. Ayla lod øjnene glide i et kort sekund, idet hun tydeligvis nød hans berøring, men da hun åbnede dem igen, var de rettet direkte imod den fremmede mand igen. Hun kunne fornemme på sin ejers holdning og toneleje, at det her ikke var nogen almindelig samtale, og hun var derfor opmærksom på hver en lille bevægelse, det fremmede menneske gjorde.
Dimitris forholdt sig dog imidlertidigt roligt. Han stod med armene ned langs siden, den ene på kattens hoved, og lod sit blik glide fra den ene til den anden. Hans blik hvilede kun kort tid af gangen på Zilanea, da hun ikke rigtigt bidragede til samtalen, og han derfor per automatik ikke fandt hende nær lige så interessant fyren med knivene. Dimitris havde blandede følelser for ham. Han var irriteret på ham og allerede træt af ham og hans dumme kommentare, men alligevel ville han gerne vide, hvem han var. Eller rettere, hvem han troede han var. Han måtte opfatte sig selv som et højerestående menneske, når han sådan kunne tillade sig at rende rundt på stranden og kaste med knive efter folk, der ikke havde gjort ham noget.

”Og, hvis jeg må have lov at spørge, hvordan i al verden kan du afgøre den slags på folks navn?” spurgte han.
Da de to knive blev kastet imod ham, undgik han dem så let som ingen ting. Angrebet var så åbenlyst, at selv han kæledyr trippede et par skridt sidelæns og lagde sig ned i sandet. Hun vidste, at hun ikke skulle blande sig i sin ejers kampe, i hvert fald ikke før hun fik lov.

Dimitris rettede blikket mod fyren igen og var nær ved at slå sig selv i panden, da han så, hvordan fyren vendte ryggen til ham for at angribe Zilanea.
”Sikke et par begynderfejl… at vende ryggen til sin modstander og så endda for at angribe en kvinde. Det gør man altså bare ikke.”
Der, hvor han kom fra, var han blevet opdraget til at kvinder var laverestående væsner, som man bestemt ikke skulle slås med.

Da den fremmede kastede to knive mod Dimitris, blev Zilanea lettere overrasket. Hun havde faktisk ikke regnet med, at han ville angribe, ikke allerede. Men så havde hun haft ret da hun først havde fået fornemmelsen af, at han var kamplysten. Hun havde indtil videre haft en god dag, og blev lettere irriteret over at nogen bildte sig ind at prøve at ødelægge den sådan uden nogen grund. Vinden begyndte at blæse op omkring dem igen, til omkring samme styrke den havde haft før hun beroligede den tidligere for at høre dem. Vinden reflekterede hendes humør, og der skulle ikke meget til at gøre hende negativ.
"Er du kun ude på ballade, eller keder du dig bare enormt meget?" Allerede havde hun ikke særligt meget tilovers for nogen af dem, men da slet ikke ham der kunne lide at kaste med knive.
Hun sendte ham et køligt blik før hun sprang bagud og lige akkurat undgik hans sværd. Derefter sendte hun med begge hænder et kraftigt vindstød mod ham, som gerne skulle vælte ham omkuld i sandet. Ingen af hans angreb havde været rettet på at dræbe, kun skade, så meget var da tydeligt. For hun var sikker på, han ikke var nogen amatør. Hun undrede sig dog over, hvad hans grund var til at angribe.
Hun havde ikke selv taget sit sværd med, hvilket ærgrede hende en del. Rimeligt dumt, alligevel. Men hun havde ikke regnet med at skulle forsvare sig selv på stranden.
Det eneste hun havde med sig, var en urtekniv i tilfælde af at hun faldt over nogen brugbare planter. Så det eneste våben hun havde lige nu, var vinden. Men vinden var et godt våben.

ide knivene ikke rammer smiler han blot, han havde følt sig skuffede hvis nogen af hans angreb ramte, da han angriber kvinden og til hans overraskelse bliver blæst væk rejser han sig op fra sandet og smiler " fint meget fint vind siger hmm," han vender blikket og ser på dimitris " det med navne betyder ikke noget jeg vil bare ha du skal tænkte over det, og som sagt det gjord du " siger han hånende, han smiler lidt "nå håber i begge er klar " han lukker øjne kort og danner en skyggeklon som dukker op lige ved siden af den rigtige kravenoh.

klonen vender sig om imod dimitris og smiler blot hvor efter den begynder at gå hen imod dimitris imens den bliver ved med at kaste knive efter dimitris, der bliver mindst kastet 4 afsted per sek. og hver gang har de retning imod hans arme og ben.

((klonens knive dannes af skygge men hvis de rammer føles det ligesom rigtig knive ))

kravenoh ser på zilanea og smiler " jeg keder mig bare og har lyst til at skade personer det er bare det " han ved at han skal holde sig på afstand på grund af denne person har en udemærket evne men ikke en perfekt evne, han smiler lidt på læben igen " så hvis jeg var dig vil jeg være klar " han havde aldrig før mødt en med evnen af vind og det gjord lidt at han var nød til at blokke hendes syn. kravenoh folder sine hænder sammen og på stranden begynder det stille at blive mørkt meget mørkt jo mere han har sine hænder foldet sammen.

Dimitris slog begge hænder op på sine kinder og åbnede munden i et lydløst skrig. ”Åh nej, du fik mig til at tænke!” udbrød han, som om det var verdens undergang. Hans chokerede grimasse forsvandt dog hurtigt igen og blev erstattet af hans normale overlegene ansigtsudtryk. Han ligner næsten en, der har styr på det hele, men det har han langt fra. Han har stadig ikke styr på, hvad ham kniv-duden havde gang i.

Han så roligt til, da fyren fremmanede en skyggeklon, der straks gik til angreb på Dimitris. Han behøvede dog ikke at gøre andet end at hæve hånden en anelse for at trække ler ud af jorden under sig, som straks dannede en mur mellem ham og klonen. Knivene ramte muren, og på den anden side kunne han se deres spidser nå igennem, men de kunne ikke nå ham, langt fra.
”Næh, skyggekloner… den var ny,” lyder det sarkastisk fra ham. Han var efterhånden stødt på en del personer med evnen til at lave skyggekloner, og de fleste af disse skyggemagere tjente for Mørkets Herre.

Zilanea smilte koldt tilbage til manden der lige havde dannet en skyggeklon. "Du har stadig ikke introduceret dig selv" sagde hun spottende.
Hun så godt lermuren ud af øjenkrogen, men kiggede ikke hen på Dimitris længere, hun var fuldt opmærksom på den anden.
Idet mørket dukkede frem lod hun vinden bære sig op og lande et par meter væk fra ham. Vinden var efterhånden blevet ret voldsom, men den generede ikke Zilanea. Hun kunne næsten ikke se, og det gjorde hende urolig, men hun regnende med at de to andre kunne se lige så lidt som hun kunne.
Hun lod endnu engang vinden bære sig op, og denne gang føre sig i retning af vandet. Hun kunne trods alt stadig høre, og blæsten gav vandet larmende bølger. Nu lod hun vinden tage rigtigt fat. Snart var den oppe på stormstyrke, og vandet omkring hende rasede mere. Sandet fløj rundt i luften. Ved hjælp af vinden sendte hun store bølger i retning af sandet, i håb om at vælte hendes nye legekammerat omkuld endnu engang, og måske endda ødelægge hans skyggeven. Hvis hun var heldig ville bølgerne opsluge ham, men hun havde svært ved at kontrollere meget når hendes syn var skærpet, og hun vidste ikke hvor meget længere vinden kunne forsvare hende her. Hendes hjerne arbejdede på højtryk for at finde en flugtvej. En af hendes yndlingslege var 'kom ud af kniben', og hun var god til det.

skyggekonenes knive som bliver ved med at flyve frem gør kun at dimitris bliver nød til at holde øje med klonen og ikke den rigtige kravenoh, klonen danner en klon af sig selv som dukker op lige bag ved dimitris og begynder at kaste knive imod ham ligesom den anden klon osse gjord.

den rigtige kravenoh smiler lidt " jeg lader dig vide mit navn inden denne dag er slut" siger han smilene, hvor efter han begynder at kunne mærke vinden bliver kraftiger "ikke igen " han har svært ved at stå på bene men det bliver stadig mørker og mørker, da sandet flyver rundt omkring smiler han igen, hvor efter han har rører ved sandet der flyver rundt omkring med den ene hånd og danner alt det sand der flyver rundt omkring om til glas der vil flyve i alle retninger og skære folk i huden. (( sand + ild = gals ))
da hun sende den store bølge ind og sandet forsvinder kravenoh hurtigt i en røg sky og dukker op lidt oppe på bredden hvor vandet ikke kan komme op.