Hvor hun skulle hen vidste hun ikke helt endnu, den normade hun var født som gjorde at hun blot ikke tænkte over det. Hun rejste de veje der var mulige, fandt ly når det var nødvendigt og overlevede fint. Når pengene var små så søgte hun blot lidt arbejde, men det gjorde hun nærmest aldrig.
Koda tog hold et sted hvor floden var ganske rolig og træerne kunne give noget læ hvis det skulle trække op. Hun satte sig ned kanten af floden og kastede lidt vand i ansigtet og nød det kolde vand imod sin hud. Der var ikke noget mere beroligende end blot at mærke kulden igen. Måske skulle hun søge nordpå til næste sommer for at undgå den ulidlige varme, det kunne da være en ide for en gangs skyld.
Krystallandet