Den høje musik er dæmpet herinde. Det var også derfor han søgte herind - Josef - fordi hans øgede sanser gør hans ører ekstra sarte. Og nu sidder han her, placeret i en blød pude af en art, og forsøger at se bare en lille smule majestætisk ud, men det er svært når man bare sidder i en blød klump af stof og dun.. I hans hvide hånd er et glas, som han holder på en måde, der kunne henlede én til at tro, at hans skikkelse var i færd med at blive gengivet, i form af et maleri. Selv hans blotte stirren ud i lokalet virker velovervejet. Og det er bare sådan det er. Josef er velovervejet. Fejlfri ville han måske endda kalde det selv, til trods for at mange ville være uenige med ham i denne påstand. Mange ting peger i retning af, at Josef egentlig ikke er et særligt troværdigt kendskab at have...
Han kaster et blik på Elias, hans mundskænk, der trofast sidder ved hans side. Og Josef må tænke sig godt om for overhovedet at komme i tanke om, hvad der fik ham til at begive sig ud af sit slot denne kolde oktoberaften, for at gå til bal (ikke at han ikke er klar over det, men varmen og larmen gør ham ør i hovedet). Nå jo. Von Hunzenstein, en gammel ven af familien. Det ville jo være direkte uhøfligt ikke af møde op, når nu han arrangerer et stort arrangement som dette. Han ville ikke kunne sætte ansigt på ham, hvis han blev bedt om dette. Dette her føles som spild af tid.
Det overlegne blik er konstant. Josef har absolut ikke behov for eller lyst til at være social lige nu, og han håber lidt på at der ikke er nogen, der får den idé at de skal holde ham ved selskab.
"Elias!" udbryder han pludseligt, som er han blevet ramt af en genial idé, eller et svar der kan lave om på vores opfattelse af verden og det udenom.
"Hvad vil alle de mennesker her? Hvad er det der gør, at de synes det er så himmelsk, så vidunderligt, at klæbe sådan op af hinanden? Jeg finder det direkte frastødende." Josef gør et vip med hovedet imod balsalen.

Indrømmet. Elias har svært ved at holde sig vågen.
Hvorfor var det også lige at han fandt det nødvendigt at bunde tre glas vin så tidligt på aftenen? Alkohol gør ham jo søvnig af helvedes til. Det ligner ham ellers ikke, men kedsomheden gjorde vel sit udslag. I hvert fald kræver det stor koncentration fra hans side at opfatte hvad greven siger.
”Hm?”
Den unge mand kaster et blik på vampyren og følger hans bevægelse ud mod den menneskefyldte balsal. Menneskefyldte er måske for meget at sige … der er en del forskellige racer at se i aften, om ikke andet må man sige at Hunzenstein er populær. For alt det er værd. Elias ved at popularitet ikke altid er lige … glamourøst. I hvert fald ikke i denne ende af velfærdsskalaen.
Han lader eftertænksomt blikket glide rundt på de forskellige deltagere i farvestrålende masker, nypudset service, glimtende oppyntning. Selv føler han sig næsten lille og grå i selskabet, til trods for den stærke blå farve hans uniform og maske bærer, men det er fuldkommen intentionelt. I hvert fald fra Josefs side. Det er ikke meningen at en tjener skal gøre sig bemærket.
”Jeg tror, Herre,” begynder han høfligt, ”At de fleste personer nyder hinandens nærvær og har et behov for socialt sammenspil. De morer sig. Mange ting der kunne opfattes som frastødende, er morsomme.”
Han sukker. Personligt ville han selv foretrække at være derude og ’klæbe sig op af folk’, frem for at sidde her. Men ikke i aften.

Alexanders højre øje var begyndt at svige ud af det blå, han vidste det ikke, men de røde afmærkninger der prægede området omkring hans venstre øje var begyndt at dukke op ved det højre, ingen af gæsterne ville se det, da hans masker dække lidt mere end halvdelen af hans ansigt, ja faktisk var det således at kun hans venstre øje og området deromkring var frit.
Som altid bar han sin Sorte frakke med de mange flotte afmærkninger, dog havde han valgt at gå med helt blod røde handsker, da det passede til hans øjes afmærkninger, og de røde afmærkninger der prægede hans ellers sne hvide maske.
Han kiggede sig omkring musikken var dæmpet herinde, og generelt var der bare en meget mere rolig stemning herinde, det hjalp kraftigt på smerten, han gjorde dog alt hvad han kunne for ikke at bukke det mindste i ryggen men at stå ret op og se ud som om intet var galt.

Charles kommer strygende ind og sætter sig på en sofa i nærheden af Elias og Josef. Han trækker den hvide gipsmaske af, der står i kontrast med hans hudfarve, og gnubber sit ansigt med hænderne. Festen var ved at være trættende og hans helbred er heller ikke, hvad det har været.
Endelig lidt ro, så længe fyren på den anden pude, der tilsyneladende havde en eller anden form for tjener, ikke begynder at opføre sig hovskisnovski. Charles ved, at der ikke skal meget til for at tænde ham af i aften.
Måske skulle han bare tage hjem og få sovet ud.

Josef kaster et blik op på det forgyldte ur, som er hængt over den store dør, som fører ud af rummet. Tiden synes at gå usandsynligt langsomt. Josef har trods alt ikke sovet hele dagen, for at sidde og glo ud i luften, når endelig solen gik ned. Og lige nu sidder han blot og diskuterer med sig selv, hvornår man kan tillade sig at skride fra stedet her.
Grevens hånd er placeret elegant under hagen, og han kigger eftertænksomt på den kære mundskænk. Næsten ikke til at kende med den maske dér, det er noget pjat. Det er noget åndssvagt fup, at man skal rende rundt og ligne en anden en man egentlig er. Især når man nu er en person med en vis status. Hvad kan et omdømme bruges til, til et maskebal?
Josef er ganske interesseret i hvad Elias siger, men det er svært at koncentrere sig. Spørgsmålet var vel egentlig lidt retorisk, blot en måde at give udtryk for sin undren over visse folks skikke på. Han løfter brynene og funderer lidt over det. Kaster et blik ned af sig selv. Den mørkeblå frakke er mønstret og figursyet og sidder perfekt udenpå den hvide skjorte. En sort, forsølvet maske dækker hans ansigt, men forhindrer ikke de spidse tænder i at stå frem, når han åbner munden.
Josef bemærker en skikkelse komme ind i rummet, en ung mand, noget dramatisk påklædt (Alexander). Det fanger grevens interesse. Fyren har handsker på. Det får ham til at ligne én som er vær at kende, på den ene eller den anden måde... Måske man skulle begynde at gå med handsker?

Charles begyndte at få interesse for tjeneren. Han virkede som en undertrykt person, der blev tævet igennem sin herres program uden egen indsigelse. Charles begynder at holde lidt øje med ham, og kigger væk, når deres blikke mødes.
Han vil jo ikke have, at tjeren skal føle sig overvåget. Selvom trætheden og fuldskaben havde et godt tag i den gamle mand, så tænkte han stadig nogenlunde klart. Der var desuden noget, han ikke kunne lide ved hans herre, så han trak lidt tættere på tjeneren (Elias) og spurgte: "Har du det okay?"

Elias piller lidt fraværende ved sine negle. Ærlig talt havde han troet det ville være sjovere at tage til bal … måske fordi han havde, tåbeligt nok, forventet at Josef ville bruge bare en smule tid på at blande sig med de andre gæster. Det ville give mundskænken en mulighed for at være midt i en gruppe. Smile til pigerne. Måske endda snakke med nogen. Når man forventes at være på et stort, tomt palæ til tre måltider om dagen er det svært at finde tid til at tage ind til byen. Og selv køkkenpiger blev trættende at tale med efterhånden.
Den unge mand skynder sig at rette sig op da to personer træder ind i rummet, selvom han ved at de næppe vil lægge mærke til ham. Men trods det gælder det om at tage sig ordentligt ud, at være noget pænt tilbehør. En baggrund der kan fremhæve hovedmotivet.
Og Josef har fuldkomment styr på hvordan man agerer hovedmotiv. Det kan godt være at manden ikke bryder sig om den slags selskaber, men han ved hvordan man opfører sig til dem. Elias ved til gengæld at der falder brænde ned hvis han ødelægger det.
Lidt henkastet betragter han de to nyankomne. Den ene tiltrækker sig opmærksomhed. Hvid og rød: Mere blaserede farver findes der vist ikke, og personen tilhører formodentligt det finere folk. Han er her i hvert fald ikke som kompagnon til en eller anden.
Elias må indrømme at synes bedre om den anden. Han virker mere ægte, midt i alt det fine. Også selvom masken skjuler ham.
Mundskænken nikker hurtigt og diskret som hilsen til de to.
Charles spørgsmål giver et sæt i Elias, og han skynder sig at nikke forskrækket. Det var ikke ligefrem fordi han havde forventet at nogen rent faktisk ville ... tale til ham.
"Ja, ganske fint, hr. Håber De nyder aftenen."

Alexander lagde mærke til en tjener der hilste til ham, og normalt ville han da også i det mindste havde sendt en hilsen tilbage, men hans fokus var andet sted, nemlig hans brandende øje, hans venstre øje lyste op og blev fuldstændig blodrødt, hvis man havde kunnet set Alexanders ansigt ville man tro at han havde set et spøgelse, for overraskelsen var som malet i hans ansigt, han havde aldrig før prøvet ikke at have kontrol over sine egne evner, og øjet var ikke ligefrem til meget hjælp, det analyserede alle han kiggede på, og i så stor en folkemængde hjalp det bare til at hans hovedpine blev forværret endnu kraftigere, han snuppede derfor et glas rødvin fra en forbigående tjener, og stoppede ham derpå med den ene arm.
"Er det muligt at få et glas god rom?" Spurgte Alexander, og tjeneren nikkede bare med et skrækslagens ansigtsudtryk, inden han gik væk.
Alexander gik hen til et frit bord, og satte sig ned på en pude, han sad ved siden af tjeneren og hans herre.... en vampyr? nuvel det kom ikke ham ved hvilke slags menneske Hunzensteins valgte at invitere til sine fester, så længe vampyren ikke prøvede at bide ham. Gad vide hvordan Vampyren ville reagere på de sølvkors som var på hver hans skulder?

Charles skynder sig at løfte en beroligende en hånd i vejret, mens han smiler. "Tag det roligt unge ven, det var ikke meningen at forskrække dig. Som svar på dit spørgsmål: Ja jeg har en hyggelig aften, bortset fra at al den her fine hovskisnovski ting er ved at drive mig til vanvid. Og jeg har aldrig været vild med bal. Men det er jo en ny måde at møde interessante personer på." Charles kradser sig i skægstubbene. Han håber inderligt, at knægten ikke har det dårligt med sin herre. "Hvad synes du om ballet, knægt?"

Vampyren føler et lettere ubehag ved, at der pludselig er så mange mennesker omkring ham. Han kan nok ikke løbe fra, at han er en smule asocial. I hvert fald når det kommer til fremmede. Med mange mennesker bliver det hele meget hurtigt meget overskueligt.
Josef skæver over til Elias. Han er godt klar over, at Elias er meget stærkere socialt, end greven selv. Det er jo ikke sådan han ønsker, at isolere Elias fra resten af omverden. Så længe Josef ikke bliver involveret i den...
Den gamle mand, som pludselig har fundet interessere i at samtale med Elias, ligner ikke en type som Josef selv har lyst til at give sig i kast med. Ærlig talt. Han ser ikke særlig velhavende ud. Endnu en ting som kan blive føjet til listen over, hvad der irriterer greven ved dette arrangement. Det er åbent, hvilket betyder at selv de mest snuskede typer kan invitere sig selv og deres bekendte... Grisefest.
En stærk og ubehagelig følelse rammer Josef hårdt. Følelsen af at skulle brække mavens indhold ud over gulvet. Over et hurtigt kast med blikket omkring sig, lokaliserer straks synderen. Idioten med de røde handsker er beklædt med kors.
Josef springer hastigt, og vildt utjekket, op af den bløde pude, taber i farten glasset og dets indhold, og slynger sig selv mod væggen, et stykke derfra. De store, mørke øjne stirrer hadsk i mod den blandede menneskeflok. Mundskænken, den ældre herre, og den unge mand. Ham med korsene.

Elias giver et venligt smil fra sig i retning af den ældre mand før han skæver til Josef. Det er ikke meningen at han skal snakke med folk, i hvert fald ikke mens greven lægger mærke til det. Det er ikke ligefrem ondt ment, fra Josefs side. Der er bare ting man gør, og ting man ikke gør. Og noget af det man ikke gør, er at være en tjener der opfører sig som en gæst.
Men en ting man heller ikke gør er at være uhøflig. Elias skynder sig at smile høfligt over mandens kommentar og forsikre ham om at han selv har det helt fint.
”Det er ganske fornøjeligt.”
Knægt. Det er han ikke blevet kaldt i lang tid. Ikke siden han rent faktisk var en, i hvert fald.
Han vender blikket på manden med de røde handsker og kan ikke undgå at bide sig let i læben. Han lader ikke ligefrem til at have det godt, ganske forfærdeligt, snarere. Et eller andet må være galt, for den tjener han adresserede får benene på nakken så hurtigt at man skulle tro han var halvt hare. Elias overvejer kortvarigt om han skal gøre et eller andet, gøre opmærksom på at der en gæst der er utilpas og—
Indtil han får øje på korsene.
Hans hoved snapper lynhurtigt i retning af Josef, men da er det allerede for sent. Han stirrer kortvarigt ned på det ødelagte glas, før han drejer om på hælen og løber i retning af greven.
”Herre!” Han rækker beroligende et par hænder ud i retning af vampyren, men holder sig på sikker afstand. Det er ikke altid en god idé at komme tæt på når han får det sådan her.
Hvem fanden tager også kors med til sådan en begivenhed?

Der går ikke længe før tjeneren kommer tilbage med rommet til Alexander, han ligner dog stadigvæk en der har set et spøgelse, og han er også ligeved at blive væltet omkuld af vampyren som flygter ( ? ).
Men det svarede ihvertfald på Alexanders spørgsmål, vampyrer kan trosalt ikke lide kors, så var der lidt sandhed i de gode gamle myter, og det glædede ham også lidt at vide at han trosalt ikke var den eneste som nu havde det elendigt, han tog glasset med rom fra tjeneren, og drak det hele i en enkelt tår, forhåbentlig ville det dulme hans smerter, omend bare en lille smule.
Tjeneren skynder sig over for at fjerne de glasstykker som nu ligger på gulvet, og skynder sig videre, højst sandsynligt for at finde hjælp til at fjerne hvad end det var vampyren drak inden det kunne nå at lave en plet.

Charles fik et chok, da tjenerens herre pludselig fór op til væggen og tabte sit glas. Han kunne ikke lade være med at komme med et forskrækket udbrud. Han kiggede lidt på fyren i blåt og rødt, som han først havde opdaget i det øjeblik, den fine herre fór op. Da så Charles at fyren havde et kors omkring halsen. Et flygtigt blik på herren, fik Charles til at lægge to og to sammen, og gik ud fra at herren var vampyr.
Charles rejste sig langsomt og gik tøvende hen til den formodende vampyr.
"Sir, er De okay?" spurgte Charles forsigtigt. Han ville allerhelst ikke gøre fyren mere ophidset end han var i forvejen.

Vampyren ligner stadig én der ikke kan få vejret, som han står der med armene op til sig, og øjnene vidt opspærrede. Han registrerer at Elias kommer løbende i al postyret, men fægter febrilsk hans arme væk, til trods for, at Elias bare gerne vil hjælpe til. Det svimler lidt for hans øjne, men han genopretter balancen ved, at støtte sig til væggen. Og da endnu en skikkelse, den ældre herre pludselig også kommer tæt på, misser han kontrolsøgende og bekymret, med de store øjne. Han undlader at svare på hans spørgsmål. Han synes det må være rimelig åbenlyst.
I takt med at han falder til ro, ligner han pludselig sig selv igen. Ret holdning og en mund der ikke består af andet, end en tynd og ikke-følelsesbestemt streg. Josef kigger sig diskret omkring, bare for at notere sig, at der ikke at nogle han kender i lokalet. I hvert fald ikke nogle af dem, der er værd at kende. Han er bevidst om at hans entre fra puden ikke var videre elegant eller adelig. Han har ikke brug for at hele verden lige pludselig ved, at det ikke er alting han gør, der er tilrettelagt.
Med en fornærmet grimasse stirrer han atter på den brogede flok, overvejer lidt bestanddelene, især den unge mand med handskerne og korsene bliver overvejet. Josef træder et forsigtigt skridt nær dem alle, og rømmer sig, velvidende at deres øjne i forvejen hviler på ham.
"Min personlige holdning er, at når man møder op et offentligt, tager man hensyn og respekterer hinandens.. Svage punkter om man vil. Jeg render jo heller ikke rundt og stikker tænderne i hver andre, gør jeg, vel?" Lyder det velovervejet fra Josef, der forsigtigt retter på sin skjortekrave.

Elias trækker nervøst hænderne til sig idet Josef vifter dem væk, og i de sekunder det tager greven at komme på fode igen, står han tavst og betragter sin arbejdsgiver med tilbageholdt åndedræt. Han holder trods alt af manden. Han giver ham kost og logi og holder ham da også med selskab på palæet selvom han ikke er det mest sociale væsen. Så situationer som denne gør Elias nervøs. Det er jo ikke til at vide hvad han kan holde til.
Da det viser sig at vampyren kommer nogenlunde til gode igen, skynder mundskænken sig at stille sig lydigt op bag sin herre som en skygge. Han nikker hurtigt til Charles som tak for hjælpen, før han drejer blikket mod manden med korsene. Hans øjne er sammenknebne og hårde.

((Gleh, meget meget kort.))

De fleste mennesker havde fået dårlig samvittighed, men ikke Alexander, og heldigvis så kunne man ikke se hans ansigt for ærlig talt så fandt han hele situationen lidt komisk, ikke desto mindre ville han vælge at vise i det mindste en smule respekt til vampyren, men hvordan? var det nok at Greven ikke var i stand til at se korset?
En Flok tjenere kom tilbage for at fjerne det værste af pletten, og Alexander gik straks hen til en af dem og fik hans opmærksomhed, endnu en tjener der lignede et lig på grund af hans øje.... skønt
"Tag min jakke, og pas på den" Sagde han idet tjeneren tog imod den og hurtigt skyndte sig for at tage den ud til gardaroben. Alexander havde en kort ærmet skjorte på nu, og til hans egen store overraskelse lyste de røde afmærkniner på hans venstre arm kraftigt op, han kunne bedre forstå nu hvorfor det var at han havde haft smerter, noget var da grueligt galt, men han ville somend bare lade som ingenting.
Han gik langsomt hen til vampyren og bukkede pænt.
"Beklager meget, ærligt talt troede jeg det var en skrøne med korsene. Navnet er Alexander Schwartz og jeg håber at De kan tilgive min uforsvarlighed"
Sagde Alexander og stak en hånd frem for at give vampyren et håndtryk

Charles nikkede til Elias, og kiggede igen lige så stille, smilende på vampyren. "De ser ud til at have det godt", sagde Charles. "Navnet er Charles Walse", introducerede han lige efter Schwartz og skulle lige til at række hånden, men tog den hurtigt tilbage, da han opdagede at Schwartz havde sin hånd fremme. I stedet nikkede han høfligt som en form for hilsen. Han ville allerhelst ikke være på dårlig fod med vampyren. Dem havde han haft dårlige oplevelser med, så han håbede ikke, at denne ville have noget imod ham.

Et eller andet sted i hovedet på Josef giver det en smule tryghed, at vide at Elias står bag ham. Ikke, at han regner med at blive overfaldet eller lign., men Elias er sådan et slags talerør til alle de der, som Josef har lidt svært ved at kommunikere med. Elias er alsidig og åben, og kan bede folk om at skrubbe af, uden at de bliver fornærmede. Det er da et slags talent.
Josef krummer hovedet ned mellem skuldrene og åbner munden i let foruroligelse, da fyren med korsene nærmer sig., og det til trods for, at korsene nu er forsvundet langt væk, sammen med jakken. Det dybe ubehag synes alligevel at lure lige under overfladen. Det vil sætte en prop i hans hals og hans næse og kvæle ham indefra - sådan føles det i al fald. Han synes selv at hans signaler er tydelige, men fyren nærmer sig alligevel, og går så vidt som at række en hånd frem. Josef gyser af afsky. Han kunne ikke drømme om at give ham hånden, lige nu. Et eller andet ved denne person frembringer en kvalme. Måske er det bare på grund af de sårlige start - Josef er ikke just klar på at give ham en ny chance. Det er bare sådan noget som kan mærkes i luften. Han fnyser hånligt af Alexander, der åbenbart ikke har særlig godt styr på begrebet vampyr, og hvad det indebærer.
"Hvis De ville bakke væk, så ville det... Hele være meget nemmere"
Hvæser han besværet. Der står en bekymret fold over hans hvide pande, og han skæver til hånden, som stadig vifter rundt i luften, foran ham. Han står selv man samlede hænder og ligner én, der gerne ville være væk lige nu. Ud af dette ikke-vampyrvenlige-overvurderede-frynsede bal.

Han må synke en klump ved synet af de kraftigt røde afmærkninger på den fremmedes arm, men kan alligevel ikke lade være med at spærre øjnene en anelse op i fascination. Der var tydeligvis noget galt med denne Alexander Schwartz, men Elias må alligevel indrømme at det ikke gør det mindre forbandet interessant.
Den unge mand sukker mentalt da Alexander rækker sin hånd frem. Han ved at Josef ikke vil tage den, og at hele affæren nu vil udvikle sig til en allegorisk sværdkamp mellem de to rigmænds egoer. Også selvom at grunden til det manglende håndtryk er at de begge vil få det fysisk dårligt af det, men nej, udseendet er vigtigt i denne sammenhæng, dette miljø. Og det gælder om ikke at tabe ansigt, især for Josef efter hans lille … anfald.
Han skæver let til sin herre, søgende efter et tegn på at han skal skride ind og redde situationen.
Josefs anstrengte ansigtsudtryk er vist dét tegn.
”Sire Schwartz, er det?” spørger han venligt, høfligt, smilende, ”Jeg mindes ikke at have hørt det navn før – er Deres familie residerende her i byen?”