Alwyns kontor er, i modsætning til store dele af Midnatsborgen, oplyst af både vinduer og fakler. Oftest holder kontorets ejer faklerne slukkede, da de dels efterlader en ubehagelig lugt af indebrændthed, samt har en hang til at efterlade ufjernelige sorte pletter på vægge og gulv. Ejeren af kontoret var fræk nok til at få brudt ydermuren, for at få indsat et ekstra vindue, der nu kaster et levende lys igennem de nyvaskede vinduer.

Kontoret ligner umiddelbart ikke noget værelse på en 'dødsborg', om man vil. Væggene er udsmykket med farvestrålende malerier, hentet langvejsfra. På gulvet ligger der bløde, dyre og ufejlbarlige tæpper, vævet af de fineste tråde fra det østlige Krystalland. Det store mahognibord, har smukke indgraverede mønstre på ydersiden og en stor solid flade, hvorpå der kan findes landkort, breve, fjerpenne, blæk samt mønter, parfumer og hårbånd. Trods man umiddelbart skulle tro at dette bord ville være rodet, så var alt placeret i små eller store bunker, nydeligt sorteret efter dato, størrelse og vigtighed af objektet. Ejeren havde orden i sagerne.
Skrivebordet havde selvfølgelig en tilhørende stol, men den var nu ikke noget særligt. Blot en ganske normal stol, hvorpå ejeren havde lagt en pude eller et tæppe, for at gøre den mere komfortabel.

Ved væggen længst fra det store skrivebord, stod et fuglebur. Et stort bur, tilmed. Herinde var der normalt et par kvidrende sangfugle; noget der gjorde ejeren af lokalet afslappet, i disse ellers så stille omgivelser. I dag var der dog ingen fugle at høre, for ejeren havde sluppet dem alle fri, af uvisse grunde. Buret står tomt, men har endnu en vis elegance, som et stort møbel, af en hel særlig kaliber...

Alexander gik hastigt igennem hallen hen imod Alwyns kontar, det var tydeligt at se på hans bevægelse at han var godt irriteret, selvom hans ansigt ikke gav udtryk for det, det havde det normale rolige og kølige facon, han var blevet bedst om at vente udenfor Alwyns kontor, men han ville bare have overstået det her møde, efter hans lille konfrontation med Spike, som man vidst roligt kunne sige kunne have endt væsentlig bedre var han sur og håbede på at kunne blive forflyttet til en anden mørkets krigerm han ville gerne havde arbejdet med Spike da de mindede så meget om hinanden, men han ville også rigtig gerne komme i gang med det samme og begynde sin oplæring, og så var Spike den største og mest hovmodige idiot han havde haft glæden af at møde, men som man siger så er de ting man hader i andre oftest egenskaber man selv indeholder, sådan tænkte Alexander dog ikke, han var blot vred på spaden og hans fod stampede utålmodigt i jorden imens han ventede på at kvinden kunne tage og blive færdig.

Spike kom hastigt gående gennem gangene. Han havde haft en ’tid’ hos Alwyn for godt en times tid siden, men var aldrig mødt op. Problemet var, at han aldrig havde brudt sig meget om at være på borgen. Den var for indelukket og tåbeligt dyster, til en grad hvor man bliver nød til at spekulere. Kunne det være at borgens indrettede var rablende vanvigtige, eller bare havde familieproblemer? Hvis borgen var designet af en mand, hvilket jo var højst sandsynligt, var det også en mulighed at denne var udstyret med at lem, der var småt at han blev nød til at overkompensere ved at bygge en borg, der var så prætentiøst designet, at man skulle tro borgen var lavet, alene for at stille resten af landet i et bedre lys. Spike brød sig i hvert fald ikke meget om stedet, og da han aldrig rigtig havde været der meget, var han faret vild i dets gange.
Man kunne høre ham bande, som han stampede frem og tilbage gennem korridorer og gange og op og ned af trapper, mens han ledte efter en eller anden form for ledetråd til hvor han var, og hvilen retning hans destination lå i. Alle ville han havde gættet på at det der skulle afsløre den rigtige dør, var den irriterende møgunge, der var kommet med en underskreven ordre, fra ingen anden end den højeste kommando selv. Alene synet burde have sat hans pis i kog, men han kunne ærlig talt ikke huske meget fra den dag. Der var sket et eller andet, efterfulgt af noget tredje og så var drengen væk. Alt han kunne huske var starten, og at Alwyn stod bag.
Spike stoppede foran Schwartz, og kiggede ned på ham. I sin vrede bemærkede han en underlig fornemmelse i sig selv. Trods de stærke følelser, følte han sig underligt ved siden af hvad han burde være. Han vidste ikke hvorfor, men det eneste han havde lyst til i det øjeblik, hvor han stod med ansigtet vendt mod ansvar, var at kravle tilbage på bunden af den flaske, han havde tilbragt det sidste halvandet års tid i. Det var en rar flaske, og folk havde underligt nok ikke været i stand til at finde ham dernede.
Måske havde han bare valgt et dårligt tidspunkt at holde op med at drikke.
”Jeg har sagt at jeg ikke gider babysitte for dig, og forvent ikke at jeg ændre min mening!” Spike regnede naturligvis med at drengen var der, på grund af ham. Han regnede med at Schwartz på en eller anden måde havde fundet ud af hans møde med Alwyn, og var kommet for at ændre hans mening. Det skulle der ikke være noget af. Spike var en dræber, og for at følge sin egen natur måtte han ignorer alle, medmindre det var nogen han skulle slå ihjel. Det var i hvert fald lettere end at holde sig tilbage.

Alexander havde fundet sig relativt godt til rette og lænede sig op ad væggen idet han ventede på at Alwyn ville få tid til ham, han kiggede sig omkring og måtte indrømme at han faktisk syntes meget godt om borgen, ufattelig veldekoreret, selvom det dog var noget dystert, han var trosalt lidt gladere for deres egen villa, den var trosalt lidt kønnere og man følte sig mere velkommen der end man gjorde her, men alle disse tanke blev med et smidt til siden i det han så den person han for tiden hadede aller mest af alle, det var selveste idiotien selv, den hovmodne nar også kendt under det latterlige navn Spike. Han samlede lidt at sit anti stof i hånden, ikke fordi han havde tænkt sig at angribe, men chancen for at Spike ville gøre det var trosalt temmelig stor, og selvom han ikke brød sig om manden havde han da en hvis respekt for hans kræfter og hvad han vidste han var i stand til, han huskede trosalt deres sidste møde temmelig godt, og grunden til at han inderst inde havde en rimelig stor mængde respekt for Spike var jo fordi at han havde ydet ham en ufattelig høj mængde konkurrence ja det var jo faktisk første gang nogensinde han virkelig havde været udfordret og at blive tvunget til at tænke så taktisk som han havde gjort under deres kamp, ja det var noget han havde været foruden i ekstremt langt tid.
"Tro mig jeg har heller ingen trang til at skulle være sammen med dem, tvært imod er jeg kommet her for at indberette mit ønske om at arbejde under en anden mørkets kriger, en som er mere kvalificeret, det er rimeligt let at regne ud at deres inkompetence er for stor til at skulle lede et 2 mands hold alligevel så jeg vil også foretrække at finde en anden, til forskel for dem følger jeg faktisk mine ordrer" sagde han med en særdeles provokerende tone til sidst, hvilket jo var ufattelig ulig ham.

Han var endnu ikke stoppet med at bevæge sig frem mod døren, og kneb øjnene sammen over at høre hvad drengen havde at sige, ikke at det hjalp på hans i forvejen dårlige humør. At han havde vovemodet til at tale sådan til en, der endda var hans overordnede i rang! Hvis det havde været op til ham, ville drengen i dette øjeblik blive taget til fangekælderen, hvor Spike personligt ville forestå hans disciplinering, hvis man da kunne kalde hvad han havde i tankerne for disciplinering. Efter at have himlet med øjnene en enkelt gang, fik han øje på massen i drengen hånd. Spike kunne godt huske hvad den væske kunne gøre, hvilket skar endnu en del af hans lunte.
”Fjern det der!” det var ikke svært at regne ud hvad han omtalte. ”Ikke alene er jeg en mørkets rider, men du befinder dig også i midnatsborgen! Hvis det nogen sinde kom til en kappestrid mellem os to, ville den eneste fornuftige ting for dig, være at ligge dig fladt og begynde din straf selv!” Nu var Spike fremme ved døren, og han kiggede ned på møgungen med al den gift han kunne præstere i et blik. ”At kæmpe er ikke en holdsport! Når jeg står på en slagmark, er der kun mig og mine fjender, og alt der kommer i vejen bliver opfattet som det sidste! Hvis du vil ha’ et tip fra en garvet kriger, så var din mund og lær din plads!” Med en let bevægelse spyttede Spike på jorden foran ham, og spyt klatten gav sig straks i gang med at ætse stengulvet, hvilket kunne høres som en svag syden. ”Din far ville skamme sig over dig!” Hidsigt vendte krigeren sig om, og løftede hånden for at banke på døren. Han smilte tilfredst for sig selv, og håbede at den sidste kommentar havde ramt ham et sted, hvor det virkeligt gjorde ondt. Ikke at han kendte hans far, mandens navn og status havde bare været nævnt i det brev, drengen var kommet påduttende med sidst de sås.

Alexander holdt øje med hver eneste skridt, hver eneste bevægelse Spike gjorde, han havde ikke tænkt sig at lade Spike angribe ham uden at han kunne nå at reagere, derfor var hans øje også gået over i sin specielle form, hvor hans reaktionsvne blev væsentlig forbedret, ikke desto mindrer tænkte han at det nok ville være bedst for ham at trække sit anti stof til sig, selvom han ike brød sig særlig meget om Spike så vidste han også udmærket at manden var farlig, uregerlig ja mange andre ord sprang frem i Alexanders tanker som ville have været perfekte til at beskrive denne spike, men ikke desto midnre bestemte han sig for at det ikke var til hans eget bedste at provokere ham ved åbent at være klar til et angreb, desuden hvis det endelig var at spike havde tænkt sig at angribe ham ville han allerede havde gjort det.
"Hvis De nu valgte at opføre dem som en mørkets kriger i stedet for en simpel lejesoldat som ikke parerer ordre kunne det være jeg ville yde dem en anden form for respekt? Men selvom det smerter mig må jeg give dig ret, det hører ikke hjemme her, hverken på borgen og da slet ikke foran en øverstbefalende persons kontor. Men en sidste ting, jeg forventede aldrig at de skulle holde mig i hånden, jeg er fuldstændig i stand til at klare mig selv i kamp, og jeg forventede også at hvis jeg kom i vejen at du ikke ville holde tilbage, sådan har jeg det også selv med det" Svarede han hårdt tilbage til Spike og valgte ikke at vige fra hans blik et eneste sekund, mørkelige følelser sprang frem i Alexander, der var foragten, hadet til denne idiotiske person, men samtidig var der en hvis respekt for manden og de resultater Alexander vidste han kunne fremmane når det gjaldt.
Den sidste kommentar var lige ved at få Alexander til at se rødt (hans øje er rødt ;)) Men han tog sig selv i nakken og tænkte over at spike jo trosalt ikke kendte hans far, ihvertfald hvad Alexander vidste af, og nok bare gjorde dette for at provokere ham, det ville trosalt ligne Spike, ihvertfald fra hvad hans ide var om denne person.

Han vendte ryggen til døren, og kiggede endnu engang på drengen. Hans øjne var sammenknebne, men havde ikke antaget deres magiske form, da hans normale øjne var bedre til at udtrykke den foragt han følte. Det var stadig hans intention at få ordren revideret, da Alwyn på ingen måde kunne havde været seriøs, da hun underskrev det dokument. Måske havde hun tilmed været fuld, eller lige været blevet færdig med at slå sig selv gentagne gange med en kølle. Det var i hvert fald de eneste to undskyldninger han ville acceptere fra hende, når han om lidt stormede ind på hendes kontor. Alle andre svar ville blive mødt med ikke så lille en bunke verbal lort. ”Den eneste forskel på en kriger og en lejesoldat er, at lejesoldaten bliver bedre betalt! Verden fungerer ikke som i bøger, eller som erhvervede soldater fortæller til jer rigmændsyngel!” Der var ikke bare foragt for drengen at spore i hans stemme, men også generaliseret foragt for hele hans sociale klasse. I Spikes øjne var anerkendte og adelige mænd bare selvfede nærigpinde, der havde taget fra andre hvad der ikke burde kunne blive taget; værdighed.
Nu vendte han igen ryggen til Schwartz og bankede arrigt tre gange på døren foran ham, mens han råbte ”Alwyn!” Med en let genkendelig og yderst arrig stemme.

Kvinden sad ved sit skrivebord og lod ivrigt en snehvid fjerpen glide henover et ganske nyt pergament. Høje, buede bogstaver formede sig på pergamentet, i takt med at hånden, som førte fjerpennen, slangede sig afsted. En svag nynnen var til at høre, og den var uden tvivl til, for at overdøve den smule støj, som den solide dør ikke kunne holde ude. Hun overvejede om det var en fange eller en fejde mellem soldater. Det ville overraske hende at se, at Spike var indblandet. Ikke fordi hun tænkte om manden, at han ikke var en uromager, for dét var han. Uden tvivl. Men det faktum at han havde rygrad nok til at råbe og skrige ude foran hendes dør... Det måtte være meget vigtigt. Netop derfor gad hun ikke reagere. Hun skrev blot videre med sin nydelige skrift, på det fine pergament. Det var et brev. Selvfølgelig. Et brev til én af de få mænd i denne verden, som hun stolede blindt på. Hærføgeren. Der havde været nogle problemer med nogle bønder oppe nordpå. De skulle sættes på plads, mente Alwyn Flowerew, men ikke ydrydes. Og det var det, som hun nu skulle forklare den kære hærføger. Et mildt smil gled henover de røde læber, og hun hævede brevet, for at nærlæse det. Derefter tog hun hærføgerens brev frem og genlæste det, for blot at smile yderligere. Der var noget yderst charmerende ved den mand, måtte hun indrømme. Han var galant, charmerende, arbejdsom... Seriøs.
Hun skævede imod døren, hvor Spike hamrede løs, imens han brølede som en vred tyr. Hun sukkede højlydt, lagde brevene fra sig og gik med rolige skridt imod døren. På vejen rettede hun på sin vinrøde kjole og fugtede sine læber. Blot fordi man var en brutal morder, så behøvede man ikke ligne en. Hun tog fat i det kolde dørhåndtag og lod det knirkende træværk glide op.
"Åh? Hvad vil I dog? Kan I ikke tænke jer frem til at jeg har andet at lave, end at passe på jer?" sukkede hun opgivende. Hun bed sig i læben, hævede et øjenbryn og lagde armene over kors.

Alexander stod øjeblikkelig ret idet han så døren åbne sig, han bevægede sig ikke en muskel og stod faktisk omtrent så perfekt som man kunne forvente af en soldat, han kiggede over på spike og forventede på absolut ingen måde den samme form for lydighed og respekt over for de overordnede fra ham, så et lille fnys skød frem fra hans mund.
"Beklager rigtig meget forstyrrelsen Frøken, men som de nok ved skrev de under på at jeg skulle arbejde under spikes varetægt, til at blive oplært som en mørkets kriger, der var desværre visse komplikationer hvilket endte i håndgemæng" Sagde Alexander med en stemme som fik det til at lyde som om han slet ikke havde været til stede man han bare opsumerede end handling for sin overordnede.
Han stak derefter hånden ind i sin jakke og trak brevet som Alwyn havde underskrevet, og hvori der stod at han skulle arbejde for Spike frem og holdte det i sin venstre hånd så hun kunne tage det i så fald at hun ikke kunne huske at hun havde skrevet under på en sådan ordrer.
"Jeg har her ordren underskrevet af dem, jeg tænkte at de nok skriver under på mange hundrede, måske endda mange flere dokumenter dagligt, og regnede derfor ikke med at de nødvendigvis ville kunne huske den omtalte sag" Sagde han og undlod øjnkontakt men kiggede bare ligefrem idet han afsluttede sin rapport.

Selvom Spike for en gang skyld var iført uniform, passede den dårligt på ham; Hans attitude var alt andet en pligtopfyldende, disciplineret eller ærefrygtig. Hans var utålmodig, brutal og mest af alt vred. Hans arrigskab var en der løb ham dybt i personen, og gennemvædede alle hans handlinger. Den skabte ham et ry, og satte præ på hans navn. De færreste mænd turde stå i vejen når først han var begyndt at rulle, for i hans tilstand skulle der ikke meget til for at situationen udviklede sig grimt. Uden at vente på svar eller nogen anden form for respons fra kvinden foran ham, tog han papiret fra drengen med sin venstre hånd, og kastede det i jorden foran hendes føder. Den højre sølvhånd, sammenknuget til en fast kugle, lignede mest af alt hovedet på en upassende stor hammer.
”Hvad helvede tror du, du har gang i?!” Hans ryg var svagt krummet, men han var alligevel et godt stykke højere end hende. ”Prakker en eller anden forkælet møgunge på mig!” Hans stemme blev gradvist højere i takt med at hans raseri fik frit løb. Inden han fortsatte fangede han hendes blik, og han så ind i øjnene på måske den eneste person, der kunne kalde ham ved hans fulde navn. Han følte sig forrådt, og fornemmelse kastede mere brænde på bålet. Han var blevet for vred til at tale, og stirrede nu bare på hende med et gennembordende rasende blik.
Spike havde aldrig haft en autoritær fornemmelse i sit liv. Måske engang da han var barn, før han begyndte at forandre sig, men det var længe siden. Længere tilbage end han kunne mindes, og selv hvis han kunne huske noget fra den gang, ville minderne ikke give meget mening. Minder var kun tanker, og de fik deres betydning ud fra en kontekst, der var dannet af omstændigheder. En af disse omstændigheder var personer, og Spike var ikke den samme som han havde været dengang. Ikke engang tæt på.

Alwyn målte kort den unge mand med øjnene. Et kort elevatorblik var alt hun behøvede. Han var blot en knægt. Og hvad så? Der var potentiale i alle. Desuden så var drengens fysik ikke det hun havde brug for. Det var hans evner og hans tilstedeværelse. Hun så kort på papiret i knægtens hånd, før den galsindede mandsperson, også kaldet Spike, sendte det i jorden. Hun mindedes den dag, hvor hun havde truffet beslutningen. Hun kunne have sagt sig selv, at det ville ende her. Alwyn betragtede papiret med en behersket ro og et uændret ansigt. Hun brød sig ikke om sin nuværende situation, måtte hun indrømme; Alwyn og Spike var som en vulkan og en tornado. Når de kom op at toppes, så kunne det gå grueligt galt. Det var der nok flere grunde til. Efter at have lyttet til den unge mands ord, og Spikes råberi, behøvede hun et par sekunder til at sunde sig.
Det er jo latterligt. Jeg behøver ikke spilde min tid på det her. Jeg har vigtigere ting at tage mig til. Den mand er altid til besvær.
Hun vendte derpå ansigtet imod de to mænd. Hendes øjne blev smalle. Hun knugede sin venstre hånd en anelse og lod blikket flakke imellem de to mænd. Hun havde et udmærket svar til Spikes spørgsmål. Hun havde haft en grund til at slå Spike sammen med knægten. Det var næsten indlysende, i den givne situation. Hvad Spike dog ikke ville kunne forstå var, at denne beslutning var truffet for hans eget bedste. Hun ville ikke blive overrasket hvis han blot ville hidse sig mere op over det svar, som hun nu ville give. Men hva', det var jo Spike.
"Nu kender jeg dig jo ganske godt, Spike," begyndte hun og rømmede sig, "og som din overordnede er det min pligt at sørge for din... Træning." Hun hævede et øjenbryn. "For træning har du virkelig brug for. Jeg kender både dine styrker og svagheder. Det er ingen hemlighed at du er et vigtigt trumfkort i vores ærme, når det kommer til kamp og krig. Problemet er bare at man aldrig rigtig ved hvor man har dig. Du har en tendens til at - ja hvad kalder man det - forsvinde."
Hun sukkede opgivende og rystede på hovedet. "Og i sidste ende er det mig der skal forsvare dig. Morgoth har ikke tid til at tage sig af sine små solo-løbere, spike. Og det er et faktum at du kan ikke arbejde sammen med folk. Men hvorfor? Ja, du er vel bare ikke socialt anlagt. Du har ikke lederpotentiale. Du har ikke gruppe-potentiale. Selvfølgelig er vi alle forskellige, min ven, men du må forstå, at hvis du ønsker at leve i et samfund hvor det er 'oh helt i orden' at gå når det passer en, så har du valgt den forkerte side!" Hun hævede stemmen og stirrede Spike ind i øjnene. Hun var ganske seriøst. Der var ingen slinger i valsen. Ikke under hendes kommando.
"Så, Hr. Lee, hvis du kan vise mig at du har hvad der skal til for at arbejde sammen med andre levende væsner, så er der måske en grund til at beholde dig hér. Med andre ord, Spike, hvis du kan bevise at du kan arbejde med denne såkaldte forkælede møgunge, så behøver jeg ikke få dig aflivet." Hun trak et lille tilfreds smil og rettede sig op. Derefter vendte hun blikket imod den unge mand og vippede lidt på fødderne.
"Hvad dig angår, unge ven, så beklager jeg selvfølgelig at du skal være min lille testkanin. Men hvad kan du forvente? Her deler vi ikke smil og kager ud. Vi er her ikke for at gøre hinanden glade." Hun lod blikket flakke imellem de to mænd igen. "Det har jeg på fornemmelsen at I ikke helt har forstået."
Hun tog et skridt bagud, for atter at komme ind i sit eget kontor. Det var tydeligt at hun ikke ønskede at diskutere det yderligere.
"Jeg håber du ser dig tilfreds med det svar, Hr. Lee, for sådan bliver det. Jeg træner jer begge. Dét er hvad jeg har gang i."

Alexander stod fuldstændig roligt, idet Spike rev papiret ud af hånden på ham, og under hele den lange tale Alwyn præsterede, han var imponeret, på intet tidspunkt sagde hun noget som var overflødigt, og det lod virkelig også som om at hun kunne styre Spike hvilket i sig selv var en rimelig imponerende bedrift, det gav et lille sæt idet hun henvendte sig til ham, han følte sig vel næsten ikke værdig, og slet ikke til den måde hun talte til ham på, meget anerkendende, og det virkede nærmest som hun respekterede ham? yderst mærkeligt.
"Frøken de skal ikke undskylde for noget, det er mig en ære at hjælpe på hvilken som helst måde jeg kan, jeg forventede bestemt heller ikke at det ville blive en dans på roser" Sagde han koldt og kontant, og blev stående i denne stilling indtil hun gik ind.
Da døren lukkede gik han tilbage at stå normalt, han kiggede blot over på Spike, og havde ikke tænkt sig at provokere manden yderligere, og ihvertfald slet ikke lige nu, da der vidst var en rimelig stor chance for at mande var rasende efter den reprimande, derfor var Alexanders øje også aktiveret, og han forventede et slag blive rettet imod sig hvert øjeblik det sku være.

Spike stak hånden ind og greb fat i den ene dør mens den var ved at lukke (???) og holdt den åben. Efter at have lyttet til hvad hun havde at sige, vidste han hvorfor det var hun havde sat drengen på hans nakke på den måde, og det var ikke fordi hun regnede med at han lærte noget. Hun vidste udmærket hvorfor han holdt sig til sig selv. En anden ting der slog ham som underlig, var at hun troede hun kunne true ham. Hun vidste hvor stædig han var; selv hvis hun sendte en armada efter ham kunne hun have intet håb om at vinde en krig, for selvom han hurtigt ville blive slået ned, ville han bare komme tilbage igen, og igen, og igen. Allerede var landet indsmurt i fortællinger om hans bedrifter, og fra disse fortællinger ville han rejse sig på ny. Til sidst ville han vinde. Om det så var om 60 år, når hendes pragt var falmet og hun ville være gammel og grå, ville han stadig komme efter hende. Og han ville ikke være en dag ældre.
”Han dør. Han holder højst en uge, måske halvanden. Han dør, og du ved det udmærket godt.” Hans stemme var mere rolig, og dæmpet i tilstrækkelig grad til at være almindelig. Hvor den tidligere havde været arrig og vred, var den nu lav og giftig, med svage undertoner af en bøn. ”Du har ikke lyst til at gøre det her,” advarede han hende passende.
Hun kunne gemme sig på fine ord, bag høj autoritet og illusioner om magt. Når det kom til stykket var der ingen steder hun kunne gemme sig fra virkeligheden. Hun kunne ignorere den, som utallige havde gjort før hende. Lægge sig ned, og lade være med at tage handling mod det uundgåelige. Leve sit liv i flotte kjoler, i varme og tryghed. Der ville altid være en gnavende fornemmelse. På hendes håndryg ville virkeligheden vente og langsomt fortære hende.

Døren, som åbenbart skulle lukkes ( XD ), blev holdt åben. Endnu et suk forlod hendes læber og hun vendte blikket imod Spike. Hun betragtede ham indgående og lyttede til hans ord. Hun blev en smule irriteret nu. Nok var nok. Hvorfor kunne Spike ikke forstå det? Hun hadede at skulle diskutere med Spike. Det var ikke en rar følelse. Ikke kun fordi han engang havde forsøgt at myrde hende, men også fordi hun engang havde elsket ham. Åh, latterlige følelser.
"I så fald sender jeg en ny. Og han holder to uger. Og derefter, Spike, sender jeg yderligere én. Og han holder tre. Du skal nok lære det, det er jeg sikker på." svarede hun igen, med en let dirrende stemme. Han skulle sættes på plads. Spike var en af de stærkeste på holdet, ingen tvivl om det, og måske skulle han have lidt goder for at være så dygtig. Måske skulle han særbehandles. Ja. Men nu var det bare sådan, at Spike ikke rigtig var dygtig. Hvis man gav ham en opgave, så løste han den sikkert nok, men om han kom hjem med sin makker, det var der ikke store chancer for. Der var ikke plads til fejltagelser. Så meget havde Alwyn dog lært igennem tiden. Hun bed sig i læben og stilte sig en smule på tæer.
"Tror du jeg har lyst til det her, Spike? Tror du jeg nyder at sætte denne unge mands liv i fare? Tror du at jeg nyder at tvinge dig til at gå imod din natur? Tror du virkelig at jeg har lyst til at stå her, og råbe ad dig? For du tager fejl. Jeg synes ikke at det her er spor sjovt, men vi må alle tage et ansvar her, Spike, og hvis du ikke snart lever op til dig, så tager jeg det fra dig. Dét er nemlig mit ansvar. Du kan ikke tillade dig - nej, du kan ikke være bekendt ikke at gøre det her imod mig Spike. Jeg er træt af din opførsel. Hvis det stod til mig så --- så..."
Hun slog ud med armen. "Accepter det! Du tager dig af den knægt om du vil det eller ej! Og ved du hvad? Jeg tror jeg vil gøre dit job lidt værre: Du skal ikke kun oplære ham og træne ham, du skal også sørge for hans velbefindende. Du," hun vendte ansigtet imod den unge knægt igen, "du kan bare tage kontakt til mig, hvis du føler dig dårligt behandlet af Hr Spike her, så skal jeg nok finde ud af noget."
Hun vendte atter blikket imod Spike og fortrak en næsten bedrøvet mine.
"Respekt er en ting du aldrig lærer, vel Spike?" sukkede hun opgivende. Hvad skulle hun dog gøre med ham?

Alexander var blevet rimelig afslappet, men da Alwyn igen kom frem, gjorde Alexander igen honør, og stod fuldstændig ret op, Alexander følte sig rigtig rigtig utilpas i denne situation, det var tydeligt at der havde været noget imellem de to, så at skulle stå og høre dem verbalt angribe hinanden var bestemt ikke den fedeste situation at stå i, men Alexander stod urokkelig og prøvede så vidt som muligt ikke at lytte til hvad de sagde, men han måtte indrømme at han for første gang i Spike's nervær virkelig følte sig bange da han fortalte at han ikke ville klare sig i en uge, en ting var dødstrusler, men hele måden det blev sagt på fik det nærmest til at virke som om at han det ikke nødvendigvis var fordi Spike ville dræbe ham, men at det bare ville ske, og det var en kende mere nervepirrende, ikke desto mindre motiverede det ham samtidigt, han skulle vise Spike at han ikke var en simpel svag rigmandssøn, men at han kunne tage vare på sig selv, om det så kun betød at han overlevede 2 uger ville det stadig vise Spike at han havde undervurderet ham, og dette var et kæmpe drive for Alexander.
"Frøken Alwyn du har mit ord for at de ikke for brug for at sende en ny indenfor en uge, det sværger jeg på mit familienavn ved, og der bliver ingen problemer fra min side af, jeg forventer ikke at Spike behandler mit ordentligt, så længe han ikke dræber mig kommer de ikke til at høre brok fra min side af, og tja hvis han dræber mig, så kommer du jo heller ikke til at høre brok" Sagde Alexander og rettede sig en kende mere op idet han afsluttede sin sætning.

Spike havde i forvejen været fyldt til randen med alting. Vreden havde stået ham i halsen og konstant truet med at springe ud som galde fra en befængt galdeblære, og der var mange ting der havde ledt til denne infektion. Først og fremmest var der hans situation; han havde brugt sit unge liv i fangenskab, og da han endelig var sluppet fri, havde han opdaget at han ikke havde færdighederne til at klare sig i den virkelige verden. Herefter var han begyndt at drikke, og efter hver brandert vågnet op i en ny persons blod, men han kunne aldrig huske noget. Kun i hans drømme vendte billederne af hvad der var hændt tilbage, hvilket ledte til at han sov sjældent til aldrig. Han havde meldt sig ind i militæret i et håb om at det ville give noget mening og stabilitet, men her endte han blot med at gøre det han før ikke kunne huske mens han var ved sine sansers fulde fem.
”Respektere hvem? Og for hvad!? Jeg har aldrig fået noget godt ud af at blive kommanderet rundt, og du er personligt ansvarlig for den tungeste tid i mit liv! Hvorfor helvede skulle jeg respektere dig for ingenting? Og ved du hvad? Jeg tror rent faktisk du nyder det! Ikke bare at være en klods om mit ben, men også at sende mennesker i døden! Det er ikke din opgave at belære mig, for du har ingen idé om hvordan det er at være mig!” I løbet af hans tale var han begyndt at snakke drastisk hurtigere, og tilmed gestikulere en smule mere end nødvendigt. Efter at holde en yderst kort pause fortsatte han: ”Du har aldrig kendt mig! Du har ingen idé om hvad jeg har været igennem, og du er også ligeglad! Du er selvoptaget og selvfed, og jeg nægter at respektere dig ligegyldigt hvor mange titler du kaster i mit ansigt!!” Det sidste var nærmest kommet ud som et råb, og Spike indså at han havde mistet al kontrol over sin stemme. Efter et kort øjeblik hvor han kæmpede en tabende kamp med sig selv om selvkontrol, tog han et skridt tættere på hende, og sænkede sin stemme til en dødelig hvisken, der hvislede fra hans tunge som en unægtelig forudsigelse. Et varsel. ”Mærk dig mine ord ’General’ Flowerew. En dag kommer jeg tilbage, og så har jeg mere magt end du nogensinde kunne forestille dig. På den dag bliver det pludseligt mig der stiller kravene, og så skal du bare se hvad jeg kan finde på!”

Med disse flammende og arrige ord vendte han ryggen til kvinden, og gik væk fra døren med eksplosive skridt. På vejen forbi drengen gav han ham et ordentligt skub i siden, der bestemt ikke var alt for ublidt. Hvis både Schwartz og Alwyn havde nogen fungerende hjerneceller ville de vide at det var bedst at lade manden køle af. Give ham tid til at finde en flaske og drukne sine sorger, før man drog efter ham med en kniv i hver hånd.

"Selv de farligste ting, ser mindre truende ud når de er døde." hvislede Alwyn, efter Spikes lange tale.

Hun stirrede efter manden. Hendes øjne lyste næsten af arrigskab. Hun knugede hænderne sammen og overvejede at kaste noget efter idioten. Han skulle lide. Hvorfor skulle alting altid gå ud over hende? Morgoth, Spike, Lysets Krigere og hendes egne problemer var ved at blive for overvældende. Hun tog en dyb indånding, lukkede øjnene og talte til 4. Hun lod tungen glide henover læberne og trak på smilebåndet. Fint. Han måtte gøre som han ville. Han måtte sejle sin egen sø. Hun ønskede ikke at spilde flere tanker og ord på ham. Hun valgte derfor at vende opmærksomheden mod Schwartz.

"Hyg dig." hvislede hun og smækkede døren i hovedet på knægten. Tydeligt frustreret.

Out. (Waoo, superlangt indlæg ftw)

Alexander sukkede højtlydt og kunne bestemt mærke irritationen boble op i sig, mage til forstyrede mennesker kunne man lede længe efter, og han var så heldig at være havnet lige imellem dem begge, nuvel der var ikke noget at gøre ved det og han var trodsalt en mand af sit ord og begyndte derfor at følge efter Spike, hans øje var igen i sin aktivrde form, han ville nødigt have at Spike ramte ham i hovedet med et eller andet af ren frustration, derfor gik han også et par metre bag ham, bare for en sikkerhedsskyld, dog gik han fuldstændig lydløst, intet han gjorde skulle være den mindste smule i stand til at irritere Spike, for så vidste Alexander at han ville tænde af.