I et stort egetræ, under den mægtige grønne krone, der altid er i fuldt flor på grund af Flying Birds magi. Skønt hun er fordrevet, langt oppe i bjergene, står hytten uberørt, og resterne af magien holder træet frdigt året rundt. Inde i hytten er der en smule støvet, og diverse dyr har plyndret forrådskammeret, men ellers er alting som det plejede at være.

Yang åbner den knirkende dør, og humper ind af døren. Hun og Rex har vandret, løbet, flygtet i noget tid nu, og hun har Rex slængt halvt over skulderen, fordi hans skader gjorde at han ikke var i stand til at gå meget længere. Begge er dækket af blod, sod, sved, og tårer. Yang slæber Rex ind, og lægger ham på den bløde seng, der er dækket af et dyreskind. Hun skynder sig hen og lukker døren og låser den forsvarligt, hvorefter hun går tilbage til Rex, og sætter sig ved hans side. Hun rynker brynene, og stryger forsigtigt hans kind.
"Undskyld... Det er min skyld alt sammen. jeg skulle aldrig have været taget tilbage. Og Shak, den, den.. forpulede skiderrik!" siger hun lavt, og bøjer sig frem over ham. Hun planter et blødt kys på hans pande, og ser sig træt omkring. Hun havde nogle måneder forrindet fundet hytten, og havde gemt den i den fjerneste afkrog af sin hukommelse. Et skjulested, med varme, ro og fred.
Hun ser bekymret på Rex, og ser op på hylden med magiske drikke, hun havde studeret dengang hun fandt hytten. Hun rejser sig op, og går hen imod den.
"Hmm... usynlighed, styrke, helbredelse, ah! her er den; smertelindring!" mumler hun, og et let smil breder sig på hendes læber. Hun tager flakonen op, da en smerte jager gennem hendes arm. Oh, f...! hun havde helt glemt den sårede arm! med rystende hænder får hun sat flakonen ned, og samler den op med den anden hånd. hun læser doseringen på etiketten, og går hen til Rex igen.
"Rex?" siger hun forsigtigt.
"Rex, kan du høre mig, søde? hør, det er vigtigt du vågner op... se på mig Rex! se, det her vil hjælpe dig.." hun hjælper ham op at sidde, og åbner hans mund en anelse. (?) Hendes fingre drypper ti dråber af flakonens indhold ned i hans mund, hvorefter de sætter flakonen fra sig.
"Det skal nok gå..." mumler hun, og knuger rex ind til sig...

Rex var knap ved bevidsthed. Han mærkede hvordan han blev lagt ned på noget blødt. Derefter var alt bare en syret masse af hukommelse, der svømmede rundt imellem hinanden. Han hørte sit navn og forsøgte at reagere. Han mærkede en person røre ved hans ansigt. Han skuttede sig og åbnede forsigtigt øjnene. Han løftede en hånd og skubbede blidt Yangs hånd væk.
"Dig først," sagde han hæst og forsøgte at smile. Han ville egentlig helst have at hun kom sig. Han skulle nok klare sig selv. Bare Yang havde det godt. Han lukkede øjnene. "Det er det vigtigste ..." brummede han sløret "Bare Yang har det godt..." snøvlede han. Han var langt væk. Han havde slugt en, for andre, ukendt væske, indåndet en masse røg, slået sin krop til smadder og var nu blevet slæbt igennem torden og regn til et sted, som han ikke engang anede hvordan så ud, hvor lå eller hvem tilhørte.
Han var ligeglad.
I det mindste var Yang i sikkerhed.
Han så kort op i loftet og forsøgte at se på Yang. Hun var sløret, men han stirrede på hende alligevel.
"Nej... Jeg undskylder," sukkede han. "Jeg skulle ikke have taget kampen op imod Taylor. Jeg var et fjols. Jeg skulle blot have fået dig ud derfra. Lige med det samme. Så var intet af dette sket."
Han spændte halsen og kvalte en hosten.
"Husk ... At drikke noget vand og tag nogle dybe indåndinger..." sukkede han. Han vendte hovedet en smule. "Regner det...?" spurgte han. Det kunne lyde som et ganske tilfældigt spørgsmål. Det var det vel også. Og så alligevel ikke. Han blev pludselig overvældet af trætheden. Han følte først nu hvordan kroppen skreg og bad om nåde. Hver eneste muskel i hans krop var tappet for energi. Hans tøj var sølet i blod. Hans hår ligeså. Hans hud havde en underlig rødlig kulør og hans øjne var mere tågede en nogensinde før. Han følte sig, som stod han på dørtrinnet til dødens opgang.

Yang himler med øjnene af Rex, og sukker. Hans nok så galante væremåde irriterrer hende en anelse nu. Helt ærligt! hun havde mest energi, færrest skader og en mere stabiliseret hjernetilstand! Og så skulle han ligge der og være gentleman?!
Yang retter sig lidt op, og ser modvilligt på ham.
"Nej Rex. nu må du bøje dig, for en gangs skyld, okay?! Jeg fik dig helt herhen, du har store smerter, og nej, jeg vil ikke tage imod din undskyldning, for du har ingen grund til at give den!" bliver hun stædigt ved, og stryer ham over håret. hendes håndflade bliver sort af sod fra ildebranden.
"Jeg tror det, ja... hør, jeg går ned til bækken, og finder noget vand.. der burde også være nogle urter her, ellers må jeg jage.. hvis du bare bliver her og hviler dig" hun finder en gammel bue og nogle pile, og går hen til døren. Idet hendes dårlige arm strejfer døren, skærer hun en grimasse. Av

Rex åbner og lukker munden et par gange. Han når jo dårligt nok at få et ord indført. "S..." forsøgte han. "Ya..." Igen snakkede hun. Kvinder! Da hun pludselig stod henne ved døren skubbede han sig selv om at sidde. Hans arme var ømme, hans ryg gjorde ondt, han hoved snurrede og han kunne ikke mærke sit ene ben. Han svingede kroppen ud over sengekanten og kom op at stå. Han satte en selvsikker facade på det sorte ansigt.
"Nej, kære Yang. Du bør hvile dig. Jeg henter lidt vand. Regnen vil gøre mig godt." sukkede han og gik roligt hen imod hende. Han stoppede foran hende og strøj hendes kind.
"I mellemtiden kan du tænde op i pejsen så du ikke fryser. Og drikke lidt af den der ... Dims du fandt. I orden?"
Han smilte og placerede hånden på hendes bue. "Du er jo også kommer til skade og det ville være uforsvareligt af mig at lade dig gå rundt derude alene. Især nu da Taylor nok vil jage os." han missede med øjnene og fik et bistert udtryk i ansigtet. Han skulle have haft en slags magiker, tilbage dengang ... Så kunne han have syet et eller andet ind i Taylors krop. Tanken om at stikke en nål i Taylor morede ham. Den morskab ville han ikke have med Yang.
Han skævede til hende.
"Læg dig nu og hvil dig lidt. Så er jeg tilbage inden længe."

Yang hæver et øjenbryn, da Rex svinger sig op at stå, og begynder på sin evindelige lange ordstrøm, der for Yang bare lyder som; "blablabla, komme til skade, blablabla, Taylor, blablabla". Hun sukker opgivende, og lægger en finger på hans læber.

"Nej, nej nej. Se på dig selv! Du går ikke herfra, uden mig!" Yang er snart træt af Rex's evindelige gentleman-fis, og låser demonstrativt døren. Hun lægger armene over kors, og ser på den vaklende skikkelse foran hende. Hvor er han egentlig kær, når han er sur... Nej, yang, tag dig sammen, ikke give op! men... årh.. tænker hun, og kan ikke lade være med at fnise. hun bider sig selv i kinden, og ser alvorligt på ham.
"Rex, du har gjort nok idag... uden dig lå jeg sikkert stadig derinde og var de to idioter's sexlegetøj... men du trænger mere til hvile end jeg gør!" hun stryger hans kind, og ser over imod sengen.
"jeg går ikke fra... hytten her, hvis du lover mig det samme..." mumler hun, og tager nøglen ud af nøglehullet. Hun lægger den op på en hylde over sengen, og sætter sig ned på det bløde lejde. Hendes iturevne bluse falder ned, og hun retter den rødmende.
"éh.. undskyld" mumler hun, og stirrer lidt på ham...

Rex skulle til at sige noget mere eller mindre alvorligt, da hun pludselig fniser. Han ser en anelse forvirret ud. Hvorfor nu det? Han rystede en bitte smule på hovedet. En ganske lille smule, for der skulle ikke meget til før det snurrede for ørene. Han så efter Yang, der i mellemtiden havde sat sig på sengen og tabt tøjet. Rex stirrede forbavset på hende og trods den sorte farve der dækkede store dele af hans ansigt, så kunne man godt se den røde farve blusse frem henover næsen.
"Det... Skal du ikke tænkte på."
... ... ...
Tavshed. Han rømmede sig og svingede let med armene imens han lod øjnene køre rundt i hovedet, for at analysere stedet han befandt sig i. Hvad skulle han foretage sig? Skulle han sætte sig hos hende? Eller blot sætte sig i en stol og kukkelure? Han rømmede sig og valgte at sætte sig ved siden af hende, dog med et lille mellemrum imellem dem. Han skulle jo nødig virke somom han var ude på noget.
"Uhm... Ja." sagde han blot, til det Yang havde sagt lidt tid forinden.
"Det,øh..." stammede han og forsøgte at rengøre sit ansigt med et ærme, der var stortset lige så beskidt. Han rejste sig og så ud af et vindue.
"Måske skulle vi hænge vores tøj op udenfor. Regnen vil måske gøre det lidt renere."
Det gik op for ham, at han lige havde bedt hende tage tøjet af. Han rømmede sig og vendte sig hurtigt imod hende igen. "I-Ikke fordi du skal! Det-øh--var bare en idé." brummede han og gjorde et eksempel ved at tage frakken af. Eftersom han ikke havde nøglen til døren og egentlig indirekte havde lovet Yang, at de kun forlod hytten sammen, så lavede han en høflig gestus imod hende. Igen, som en slags bekræftelse; og så alligevel ikke.
"Som sagt; du behøver ikke hvis du ikke føler dig komfortabel med det."

Yang rødmer kraftigt, da Rex spørger, om de ikke skal hænge tøjet udenfor, og kan ikke lade være med at grine. hun hikker af grin, men tager sig dernæst til brystet, og hoster forfærdeligt. Røgen har ikke gjort noget godt for deres helbred.
"Jeg forstår godt hvad du mener" kvækker hun, da hosteanfaldet er ovre.
"Je tror der er noget tøj i skabet herovre" hun rejser sig op, og går hen til et stort træskab henne i hjørnet. Hun slår dørene til siden, og spærrer øjnene op. på rad og række hænger det ene smukke stykke tøj efter det andet; kjoler, kapper, sjaler, kutter. Yang rækker facineret en hånd ud, og rører ved det fine stof.
"Rex... der hænger for en formue i det her skab..." mumler hun, og stirrer med åben mund på de fantastiske klæder..

Rex så efter hende og gloede ind i skaben, over hovedet på hende.
"En formue? Har du tænkt dig at tage penge for at folk skal se mig i kjole og høje hæle? Nætak. Jeg tror bare jeg springer over." brummede han muggent og skubbede sig selv hen til sengen igen.
Han ømmede sig og tog frakken af. Han smed den på en stol og tog derefter sin skjorte af, som han smed det samme sted. Han havde fået nogle slag og åbne sår. Han betragtede sin overkrop et par sekunder. Hudfarven var sjov; eller normal. Hvor resten af kroppen var dækket af sod. Han smilte for sig selv og lod hånden glide henover et stort lilla mærke, der formede sig på hans venstre skulder. Noget af et blåt-mærke. Han bed sig i tænderne og betragtede de værste sår. Det var ikke så slemt som han havde frygtet. Men ondt, det gjorde det.
Han overvejede om han skulle sy nogle af sårene sammen. Men nej... Det vile nok være for meget.
"Vi bør seriøst overveje at vaske vore sår. Ellers går der i betændelse i dem." brummede han sløvt. Hans hoved dunkede, trods det værste larm var regnens trommen. Der var kaos i hans hoved. Stort kaos.

Yang ser undrende på ham, og hiver et par tæpper ud af skabet.
"nånå, rolig nu surmule. jeg mente skam bare, at det ikke var helt almindeligt tøji det skab" mumler hun, og sætter sig på sengen. hun betragter kort Rex's forslåede krop, og trækker sløvt på skuldrene, som svar på hans udtalelse.
"har du ikke en nål og noget tråd?" ådssvagt spørgsmål- selvfølgelig havde han det, det havde han altid!
Hun ser afventende på ham, og piller lidt ved en tråd fra det ene tæppe.
Tavshed..
Hun rømmer sig ganske kort, og ser ned i tæppet på sengen.
"hvorfor gik jeg dog også ind på den åndssvage borg!?" skænder hun på sig selv, og sukker. hun lukker øjnene, og lader et kort øjeblik kroppen slappe helt af.