-Beskrivelse under opbygning-

Mørket havde for alvor lagt sig over Krystallandet, og nattens midnatsblå tæppe lagde sig da over den ellers sky klædte himmel. Som man netop havde regnet med at det hele ikke kunne blive mørkere, tog man da grueligt fejl, da natten ikke kunne blive sortere end den netop var blevet det. Lysene tændte sig i byerne, og de få huse der nu lå omkring i landet – om det så var i skovene eller bjergene var ligegyldigt, enkelte lys syntes at kunne ses overalt. Enkelte lys syntes også at tænde sig i det ellers mørkelagte palæ, som nu lå under Morgoths magt. Lysene slukkede sig efter hinanden og det så alt i alt ud som om at personen, der nu vandrede igennem dets lange gange, slukkede det efter sin lange vandren. Dog endte lyset sig da op med at tænde i den lille udestue, der gav mulighed for udgang til palæets enorme baghave. Her var Morgoth begyndt at opholde sig meget, da stedet var et af de roligste steder han kunne finde i palæet. Til dels fordi at budbringerne, som havde en tendens til at komme rendende på de mest åndssvage tidspunkter, ikke havde den største mulighed for at finde derud. Palæet kunne til tider være en labyrint, i hvert fald for de mennesker der var uvant på palæets rum, og andre enorme lokaler. Selv for Morgoth havde det engang være det rene helvede at finde rundt i de mange lokaler, men det havde med tiden ændret sig voldsomt, da han måtte erklærer det direkte nødvendigt at kende til dets indhold – både hemmelige, til dets direkte offentlige opholdsrum.
Grunden til han netop havde skabt sig den vane, at vandre igennem hele palæet og ned i den anden ende, for at sætte sig i den mindre stue var der ikke nogen bestemt grund til. Udover at budbringerne, han syntes at få til at være plageånder, som sagt ikke havde den yderligere mulighed til at finde frem til hans lille gemmested, så var der egentlig ikke så mange andre grunde til hans lille ophold. Derudover holdte han da, indrømmet, også af at sidde og slappe af der. Rummet var indrettet hyggeligt, og det gav en underlig beroligende stemning at være netop der. Udsigten udover haven var god, og men havde derudover et god udsyn til himlen over palæet, da stuen strakte sig en anelse udover palæets tage hvor der i stedet for træ tag, var stedet belagt med et flot udsmykket glastag. Hele rummet var ikke belagt af dette gennemsigtige glas, derimod var det kun taget og resten af de fire vægge var lavet af tykt, mørkt træ. Ligesom væggene, var resten af møblerne mørke og tunge. Ret charmerende faktisk, på sin egen mørke og dramatiske måde. Udover at lysende lyste rummet op, var pejsen nogle enkelte gange tændt op da rummet havde en tendens til at blive koldt.

Netop den dag var rummet lyst op af pejsens varme ild, og havde derfor lunet lokalet op. Derfor havde det ikke være nødvendigt for Morgoth, at beklæde sig i de mest varmetiltrækkende klæder, men derimod det han fandt allermest bekvemt. Det han da var iført i var en løst siddende skjorte, vinrød vel og mærke, en par sorte bukser og til sidst et par knæ høje læder støvler. Hans lange, kohl sorte hår hang ned omkring hans skuldre, i nogle flade men bløde totter, fuldstændig urørt. Grunden til han netop befandt sig i lokalet den dag, var ganske bestemt. En grund han længe havde overvejet, og været tæt på at udføre gentagende gange, uden at have mod overhovedet. Derfor havde overvejelsen forblevet en overvejelse for ham, og aldrig blevet ført ud i livet – indtil den aften.
Horisont havde for ham været hans livs kærlighed, og han havde aldrig sluppet tanke om endda hun skulle blive hans. Hans på den måde at de endda skulle blive hinandens følgesvende, livs partnere eller nærmere sagt, erklæret for ægtefolk. Om hun netop ønskede det samme, kunne han da have en vis tvivl om. Ikke at der var nogen tvivl overhovedet, men nervøsiteten – der tydeligvis var i ham – kunne da alligevel ikke lade være med at lægge et vis pres på hans tankegang. Nu havde han da endelig bestemt sig, og dagen hvor han skulle spørge hende om det uundgåelige spørgsmål, skulle finde sted den aften. Hvis hun da havde tænkt sig at komme.
Med anklerne kors over slået og ryggen lænet tilbage i den tunge lænestol, lod han blikket falde ud imod den mørkbelagte have. Han rakte hånden let frem imod det større spisebord, og greb forsigtigt omkring det rødvinsglas han tidligere havde stillet der. Med en blid bevægelse satte han glasset for munden, og lod den halv bitre væske løbe ned i hans hals. Han sank ind, og satte med rynkede bryn glasset tilbage. Muligt at der var nerver på, men manden skjulte det alligevel bedre end de fleste. Hans ansigt var glat som altid, og trukket ud i et neutralt udtryk, som de fleste ville have forvekslet som koldt og ligegyldigt. Nu var Horisont heller ikke andre, så hun ville nok kunne se bedre mening i det, end alle andre. Det var da i hvert fald det han håbede.

DAgen havde ligesom mange andre dage, for Horisont været præget af en dag fyldt med leg og glæde overfor hendes børn. Hver især havde de været ude og få deres egen pony. Det var ved at være på tide at lære børnene at ride synes hun. De havde da også fundet nogle ganske fremragende eksemplarer på ponyer som de havde købt og taget med sig hjem til Morgoths palæ, til de tilhørende stalde. Der havde ungerne lært hvordan de skulle behandle dyrene, og hvilken tålmodighed man skulle bruge, hvilket havde været temmeligt svært for Leonora at indse, mens Victoria havde været nærmest bange for hendes pony i starten, men hun endte da med at vænne sig til den efter en del pædagogisk overtalen fra Horisonts side. Dagen havde været hurtigere overstået end forventet, og det var med beklagelser og triste øjne hun havde lagt ungerne i seng og puttet dem under deres lune dyner.

Med et lille smil lukkede hun døren ind til Leonoras værelse, inden hun stille gik ned gennem palæets labyrintiske gange. Hun havde til dels stadig en smule svært ved at huske vejene, men med små knapt synlige brændinger hist og her inde i vægge og træværk, ganske diskret gjort, havde hun vænnet sig nogenlunde til hvilke gange der førte hvorhen. Hun smilede kort i stilheden. Mon Morgoth stadig var hjemme, eller havde hans underlige arbejdsgiver endnu engang sendt ham en budbringer på halsen? På stille fødder luntede hun rundt på må og få i palæet og søgte rummene efter liv. Noget sagde hende at han måske ville befinde sig i udestuen, hvilket også var der hun til sidst endte med at søge hen.
Som en tavs skygge med en engels lange blondt krøllede hår, og klædt i en køn, enkel blålig kjole, stoppede hun op i døren ind til udstuen.
Der var han. Den mand hun elskede mere end nogen som helst anden. Hun kunne tilbringe evigheder med ham, både i tavshed, men så sandelig også i larm og støj. Men denne aften var rolig. Dejligt rolig. Men der var noget over Morgoth i aften. Selvom hans ansigt stadig var det samme typiske stenansigt, kunne hun fornemme at han var... Nervøs..?
Hun stirrede kort, inden hun på lydløse fødder trådte ind i udstuen, lukkede døren lydløst efter sig, trippede om bag hans stol hvor hun blidt lagde armene om ham. Han duftede godt. " Har det været en hård dag, min elskede?" Spurgte hun dæmpet. som for ikke at gøre ham helt forskrækket, lænede hun blidt sit hovede mod hans.

Det havde været umådelig svært for Morgoth, at vænne sig til at have børn rendende rundt i palæets gange. Allermest da de i starten så ud til at have en grim tendens, til at bevæge sig rundt de steder hvor de netop skulle holde sig helt og aldeles væk fra. De havde en usandsynlig god fornemmelse af hvor de skulle kigge, eller røre ved, for netop at åbne et af de hemmelige gange - eller lignende steder, som Morgoth allerhelst blev som hemmelige. Generelt var de bare gode til at trykke på de forkerte knapper, som netop resulterede i at Morgoth til tider kunne springe fuldstændig i luften. Han havde aldrig slået børnene, og det ville han da heller aldrig gøre, netop fordi børnene nu var Horisont, og det da var hans egen idé at de allesammen kunne tilbringe tiderne oppe i hans palæ. Faktisk havde han ikke nået højre end at give stå og skrige, alt muligt uforståeligt ind i hovedet på dem, hvilket egentlig resulterede i at ingen forstod af hvad han egentlig mente med sin skælden ud. Der var dog den enkelte gang, hvor han havde taget hårdt fat i Leonora og rusket en anelse i hende. Dette havde da også endt op med at ungen begyndte at græde, hvilket da egentlig også havde bragt fortrydelse op i den ellers hårdføre halv dæmon. Meningen i at slå børn havde aldrig fundet Morgoth ind, også selvom han inderst inde hadede dem som pesten. Det at slå havde aldrig givet mere mening i folks hjerner, men derimod forpestet dem mere. Ironisk nok for ham at syntes sådanne ting, men der var underligt nok en undtagelse hvad det gjaldt børn - og da især når det var Horisonts. Selvom møgungerne syntes at drive ham mere eller mindre til vanvid, nærede han da en vis respekt for miderne. En vis faderlig rolle kunne han da alligevel ikke undgå at indtage, da slet ikke hvis det så ud til at de skulle blive boende i længere tid end forventet. Han havde godt kunne mærke på det seneste, at en bestemt følelse for omsorg og beskyttelse var ved at danne sig i maven på ham, hver gang han så dem tumle rundt derude. Forbandede møgunger.

Det tog ikke Morgoth synderligt lang tid at opdage Horisont nærvær. Til dels fordi hendes nærhed, og ikke mindst lugt, havde printet sig godt og grundigt ind i hans sansecenter, og til dels fordi hans overmenneskelige sanser var sat på sit højeste netop den aften. Netop da hendes skikkelse standsede i døren til udestuen, trak der en lille bevægelse frem i det ellers glatte ansigt. Han hævede forsigtigt brynene og lod en underlig sukkende lyd lyde fra sine læber. Han hævede forsigtigt hånden fra lænestolens armlæn, og trak den op imod sit kæbeparti for at bruge den som støtte til ansigtet. Den sødelige lugt der nu dannede sig i rummet, på grund af Horisont nærvær, syntes at varme hans hjerte yderligere ved tanken om hendes nærhed. Noget der lignede et lille smil, dannede sig i hans mundvige da han hørte hvordan hun nærmere sig. Med en blid bevægelse sænkede han hånden, hans blege, maskuline hånd, og lagde den imod hendes blege, men yndefulde fingre. Han knugede den blidt, for derefter at trække den fri og ligge den imod hans faktisk varme læber. Han kyssede dem ømt, og trak den derefter fra sig for at kunne tale. ,,Ikke spor, ikke spor," hvislede han tilbagegivende, og lagde hendes hånd imod sin brystkasse.
Og sandt nok, dagen havde for ham ikke være den vildeste. Derimod havde den været en af de roligste, da der ikke var sket så meget end en enkelt gruppe oprører. De havde tilsyneladende ikke været tilfredse med soldaternes opførsel, hvilket Morgoth da inderst inde også fandt forståeligt - da halvhjernerne da egentlig også var en enorm plage, for hele samfundet, sådan som de rendte rundt pisse fulde og lystige for alt der nærmede sig dem. Ikke noget han kunne gøre yderligere ved, men derimod blot ridde dertil, og ordne det der nu skulle ordnes - på den ene eller den anden måde, grusom eller ej.

Hun smilede varmt da hun mærkede hans kraftige hånd imod hendes egne spinkle yngide fingre. Endnu varmere blev smilet da hans læber ømt kærtegnede hendes hånd, inden den blev lagt mod hans brystkasse.
" Hvad så da? Det virker som om der er noget der nager dig." Blidt strøg hendes frie hånd op i hans hovedbund og gav sig til at massere blidt, alt mens hun fik tiltusket sig en fint udskåret taburet med polstret sæde, hen til sig som hun satte sig på.
Med et lille kærligt suk kyssede hun ham blidt på munden, inden hendes hovede hvilede op af hans skulder, og de dybgrønne øjne så ind i den varme pejs, med flammerne der dansede og slikkede brændet som honningbier om en bikube.
Efteråret var så småt på vej, hvilket også kunne ses i det at det allerede var mørkt, og kulden efterhånden var ved at snige sig ind i huset om aftenen. Heldigvis var der varmebækkener der hurtigt kunne varmes op. Selvom Horisont foretrak at gøre det på sin egen måde istedet for at tage dem ind i gløderne om aftenen. Det var så meget lettere at opvarme dem med et par enkelte små lyn istedet.
Svampe-sæsonen måtte vel også snart være igang.? Det skulle nok blive skønt at få en lille familie-tur ud i det farverige efterårsvejr, hvis Morgoth da en dag kunne få fri fra det arbejde han nu engang havde.
Hun anede ikke selv hvad han lavede, og havde heller ikke tænkt sig at spørge ham, for hende var det nok at de kunne være så meget sammen som de kunne det nu, lykkelige for en stund i hans palæ. Det eneste hun vidste om hans arbejde var at der på de underligste tidspunkter kunne blive sendt bud efter ham, hvilket både havde irriteret hende, såvel som ham, flere gange.

(( lol, og jeg undskylder for rodet svar + hvor lang tid det tog at svare ^^; ))

Trækningen i den ellers tilbagetrukne streg af et smil, hævede sig sig ganske let ved Horisonts berøring i hans hovedbund. Smilet der før havde været usynligt, som nu også kun var kendt af dem der kendte ham allerbedst, begyndte at få noget der kunne ligne en synlighed hvilket måtte siges at klædte halv dæmonen. Han hævede da blikket for at se imod Horisont, og netop for også at afgive hende det svar hun nu forlangt. Netop som han ønskede at møde hendes grønne øjne, var hendes ansigt vendt kort den anden vej, og han sank da derefter blikket ganske kort. Da han atter vendte blikket op igen, mærkede han et par fugtige læber kysse hans. Smilet der førhen havde været dæmpet hævede sig atter på ny, og bredte et velformerede kindben ganske let frem så nogle små smilehuller dannede sig ude i siden af hans læber. Han kyssede hende da igen, eller han kyssede hende faktisk to gange, for da at tale:
,,Nager mig? Nej - der er skam intet" hans tone var blid, og ganske rolig i forhold til hvordan han inderst inde egentlig havde det.
Om det var løgn, at det han sagde at der intet var der nagede ham? Nej, og jo. Netop for en kort stund var der intet der plagede ham, netop fordi Horisont havde en eller anden underlig beroligende effekt på ham. Men ved nærmere eftertanke, var det netop ikke et så beroligende moment at hun var i hans selskab, da det netop var hende der var hovedemnet i hans tanker. Hvordan skulle han nogensinde få sig sat ned på knæ, og få sagt det sølle seks ord? - Eller helt sølle var de alligevel ikke, da det var et spørgsmål om at tilbringe de resten af livet sammen med hende. Det var egentlig lidt en skræmmende, men også yderst vidunderlige tanke. Specielt da de begge stort set var uddødelige, undtagen Morgoth selv da han trods alt ikke var gennemført dæmon. Men tanken der egentlig nagede ham allermest, var tanken om at skulle bøge sig for den enkelte person. Sætte sig på knæ og bede om hendes forladelse, og ikke hans egen. Det var bestemt ikke noget han gjorde tit, og så sig da heller ikke gøre det. Men sådan var prisen vel i et ægteskab - var det ikke?
Et granskende blik lagde sig ganske let imod Horisonts blege ansigt, og smilet der nu syntes at være faldet på grund af de mange tanker, hævede sig atter på ny. Et ganske let suk lød fra halv dæmonens smalle, men frodige læber, og et kærligt glimt i de stikkende øjne dannede sig. Følelsen af at mærke hende, mærke hendes hovede liggende så tæt på, varmede hans krop yderligere. Duften af hendes søde lugt var intens, men lige så beroligende var dan da også. Var det nu? Nu som de sad der sammen, i en rolig stemning uden for mange spørgsmål? Var det nu han skulle stille hende sit enkelte, som alligevel ikke var så enkelt, spørgsmål? I hans hovede faldt hans svar i et kort, men konkret: ja.
,,Horisont?" lød det da fra hans læber, som var et tilløb til hvad han netop ville gøre. Han rettede det hvilende ansigt op fra hendes, og lod de isblå øjne fange hendes dybgrønne. Ærligheden blinkede frem i det stirrende øjne, og en urolig trækning dannede sig i hans mundvige. Med selvtilliden så lavtliggende som den overhovedet komme, sagde han:
,,Jeg tror aldrig jeg har elsket nogen mere, end jeg har elsket dig," hans stemme var hæs af nervøsitet, det var tydeligt, men hvor var det tydeligt hvorvidt dæmonen mente det eller ej - for han mente det, mere end noget andet.

Hvor var han dog smuk som han sad der. I sine tanker bebrejdede Horisont orgoth for ikke at smile noget mere. Hun vidste godt at livet for ham ikke ligefrem havde været på den gode side, men alligevel, han burde stadig smile noget mere.
Hendes grønne øjne mødte hans i hendes genkendelige blide men ekstremt kærlige øjne. Hun elskede denne mand, ingen tvivl om det. Og hun ville gå gennem hvad det skulle være for at han følte sig vel tilpas.
" Hnn.?" blikket blev en smule spørgene da han nævnte hendes navn. Det dunkede heftigt i hendes bryst da han fortalte sin kærlighed til hende, også endda med sådan en ærlighed. Hun smilede kærligt til ham som hun svarede ham. " jeg elsker også dig Morgoth, meget meget højt." Hendes stemme var blid, men ikke desto mindre var den ærlig akkurat ligesom hans. Hun kunne både fornemme og høre på ham at der var noget han ville sige, men at han hvade svært ved at få det sagt. Hun åbnede munden let, men endte med at lukke den i igen. Hvad skulle hun sige. ? ' kom og sig mig hvad det er du vil sige'? nej.. det ville virke fjollet. Hvis det nu var noget alvorligt, hvilket det lod til at være, ville et spørgsmål nok være dumt at affyre. Altså forholdt hun sig tavs med blikket hvilende i hans, opfordrede ham støttende, tavst til at komme ud med hvad det var han havde på hjertet.

Hendes gengældelse af hans følelser lettede ham, for ikke at tale om at varmede ham om hans hjerte, men der var stadig noget der stak ham. Noget der forlangte at blive fortalt, noget der for guds skyld også skulle fortælles netop som de sad der, alene sammen i lyset fra pejsens ild. Der var bare et enkelt problem, og det var den fornemmelse der endnu var i ham. Fornemmelsen af at skulle underlægge sig en andens vilje, det at skulle prioritere et andet individ frem for ham selv. Men havde han det ikke sådan generelt med Horisont? Ved nærmere eftertanke, jo det havde han jo. Han ville frem for alt i verden tænke på hende, gøre alt for hende, give sit liv til hende hvis det skulle være det. På daværende tidspunkt var han netop ved at give sig selv til hende, eftersom han spurgte efter hendes hånd - eller lige straks ville gøre det.
Stilheden omkring dem bekræftede ham om nutiden, for ikke at tale om blikket i Horisonts øjne. Han vendte kort blikket imod gulvet, inden han atter begyndte igen: ,,Nej, jeg tror du har misfortsået mig," startede han ud, og lod de isblå øjne falde imod hendes grønne. ,,Jeg elsker dig ikke, på den normale-måde elsker dig - jeg elsker dig virkelig," han vrængede munden i kort tid over sine egne ord, sin egen formulering af sine følelser, men fortsatte derefter: ,,- men mere end det, faktisk så meget at jeg .. Jeg har overvejet noget, ganske længe" han forbandede inderst inde sin håbløshed, og måtte indrømme at hvis han kunne gøre sit ordforråd om ville han have gjort det. Det virkede ikke just så romantisk som han forestillet sig det, men derimod langt mere akavet for hans vedkommende. Men hvis han ikke skulle til at ombestemme sig, måtte han til at få stablet noget selvtillid på banen, og for spurgt hende på en ordentlig måde. Han rettede sig derefter op, tog om hendes hånd, for derefter at rejse sig fra sin plads. Med hendes hånd i hans, satte han sig på knæ foran hende. Han greb omkring hendes hånd med den anden også, og trak den nær hans bryst.
,,Det her er rigtig svært for mig, men .. Horisont, vil du gifte dig med mig?

Mens Morgoth lod til at kæmpe med, hvad der end måtte være at kæmpe med sig selv om, sad Horisont og så med sit velkendte blide smil på ham, manden hun da i den grad mente hun elskede. En spænding og nysgerrighed hvad det var han var ved at sige var ved at stige op i hende og fik hende til at tilte hovedet en anelse på skrå.
Hun rettede automatisk hovedet op da han rejste sig og tog fat i hendes hånd. Hun så på ham med en smule forbløffelse, der snart efter blev forvandlet til noget der nærmest mindede om et chok.
Gifte sig med ham? Jovist hun elskede ham meget højt og kunne på ingen måde forestille sig sammen med nogen anden mand.. Hendes smil bredte sig til et stort lykkeligt smil idet hun nikkende svarede ham: " Ja, ja det vil jeg..!" Ganske kort tid, uden nogen direkte forvarsel nærmest overfalds krammede hun ham, for lidt efter igen at give ham et yderst dybt kærligheds kys.

Han tabte vejret da han hørte hendes ord, hikstede i ganske kort tid, inden han da igen fandt fatning. Hun havde sagt ja, sagde ja til at dele livet altid med ham, tilbringe resten af sine dage med ham, blive gammel med ham - eller, nok ikke så meget det, eftersom hun var udødelig og han ikke helt var det - men på trods af det; hun havde sagt ja!
Netop som han ønskede at kommentere på hendes ord, mærkede han hendes arme omkring hans hals, og læberne hendes imod hans. Hendes vægt liggende imod hans fik hans siddende stilling til at vælte bagover, han grinte blidt imod hendes læber ved dette, og lod sig falde. Et lille gisp lød fra ham, da han mærkede hvordan hans ryg knaldede imod gulvet. Det gjorde ikke ondt, og hvis det endelig havde gjort det, havde han været ligeglad. Han var ligeglad med alt på det daværende tidspunkt, eftersom hans tanker kun lagde sig omkring Horisont.
Han kyssede hende igen, så inderligt som kunne gøre det, og trykkede hende nærmere imod sin krop. Den varme latter, som aldrig syntes at høres fra halvdæmonens mund, lød der pludselig. Aldrig havde han været mere glad i hans liv, aldrig havde han behøvet at grine så meget som han gjorde det nu. Hvor han pludselig elskede livet, og hvor han elskede hende.
,,Hvor er det fantastisk!" grinte han, og trak ansigtet fra hende. Han løftede atter hovedet, og kyssede hende igen. Han kunne pludseligt ikke stoppe. Han glemte den ring han ville give hende, som hun skulle have fået. Men hun ville få den, det var sikkert og vidst.