Den iskolde vind fra Krystalbjergets is top, blev erstattet med en varm damp fra vest siden. Dampen kom fra de varme kilder, der alt i alt mindede ufatteligt om de fortryllede kilder – forskellen på dem var blot, at de andre var fortryllede og disse var ikke. Men derimod var de beroligende, og ’healede’ vær krop og sjæl der ønskede det via dem. Uden nogle former for magiske kræfter, skal det lige siges.
Imellem de dampende kilder, befandt Morgoth sig. Fuldstændig afklædt, var han dumpet ned i de nærmeste kilder. Alt undtagen hans hoved var under vandet, og det halvlange sorte hår flød rundt i overfalden af vandet, på en underlig blikfangende måde. Hans ansigtsudtryk fortalte, at han ville opholde sig i en fuldstændig ro, udenfor larm og skrig der blev udført nede i byen. Ja her regnede han stærkt med at kunne finde ro, helt for sig selv.
Morgoth var den af dem der besøgte kilderne, specielt i denne tid hvilket virkede blot en anelse stressende for ham. Han havde konstant noget at foretage sig, med hensyn til landets styring – og de forbandet ubehøvlet Mørkets Soldater. De havde ingen former for situations fornemmelse, og løb rundt som et par pattebørn som prøvede deres første druktur. Disse første drukture, varede bare ved i flere dage. Eller nærmere, flere uger. Han var ved at blive kvalm ved tanken om hvad de foretog dem, i stedet for deres offentlige arbejde. Han havde besluttet sig for at hidkalde dem alle sammen den næste dag, for at få rettet op på deres fejl. De skulle lærer hvad respekt var.
Han åbnede let øjnene, for at skæve nær stedet hvor han havde placeret sit tøj. Denne gang havde han undladt at tage sin hest med sig, men i stedet lade sig teleportere op til stedet. I hans hoved, vakte det mindre opsigt og ingen ville have nogen ide om hvor han opholdte sig. Om der så var brug for ham i denne tid, var han fuldstændig ligeglad med. Han havde gjort arbejde i flere måneder, uden nogen form for afslapning overhovedet. Så man kunne godt sige, at han i håb om at være i fred, isolerede han sig lidt for omverdenen.
Han mærkede lige så stille, hvordan hans øjenlåg gled i. Lige så langsomt falde han i, men han sov derimod ikke. Han hvilede bare sine øjne, også selvom det lignede han sov. Han skulle være opmærksom på alt, specielt på at ingen rørte hans tøj. Han skulle ikke risikere at det blev stjålet, ikke i den pris det stod til.

Sådan et dejligt vejr det var. Solen var på vej ned, men der gik stadig mange timer, før det blev helt mørkt. Dette var et af dagens bedste timer, mente Alwyn. Solen stod højt, men den var ikke bagende. Den lunede og kastede lunefulde skygger rundt, overalt i landet, så hele verden lignede et gennemtænkt maleri. Dette tidspunkt var så sandelig et skønt tidspunkt.

Alwyn travede afsted. For hvert skridt hun tog, kom der et lavmelt "Auv." fra hende. Hun skubbede sin krop afsted henover jorden og endte til sidst med at slæbe fødderne rundt. Hendes hår blafrede livligt i vinden, og hun måtte gang på gang skubbe nogle hårtotter væk fra ansigtet og om bag øret. Det var en gentagende bevægelse, eftersom vinden kom bagfra, og filtrede det. Hun var gået længe. Egentlig uden grund. Hun holdt af at gå lange ture; Det havde hun altid elsket, men efter hendes hjem brændte ned, havde hun ikke haft meget tid til at komme ud. Hun havde barrikaderet sig på Lestas slot og blot siddet i tavshed uden lyst til at lave noget. Hun var pludselig blevet fattig, og dette var hun slet ikke vant til. Dette var helt nyt for hende.
Det kunne man næsten også se på hende. Hun bar ikke sin normale røde, lædder rustning, som hun holdt så ubeskrivelig meget af. Hun havde sin meget gamle lilla rustning på, og nogle sko, der bestemt ikke passede til sættet. Bondesko. Hvor dybt var hun dog sunket, at købe sådanne støvler!

Hun stoppede op og betragtede vandet. Hun stod blot og stirrede på det klare vand. Det var ganske stille. Ikke en eneste bevægelse. Hun smilte for sig selv, og hendes før ellers så anspændte ansigt, åbnede sig nu i et mildt udtryk og et af hendes sjældne smil gled over de røde læber. Her var roligt og stille, fra byens spektakel. Hun så op imod himlen og mærkede den golde vind ae hendes hud og ugle hendes hår. Hun smilte for sig selv og gik ned til vandkanten. Hun satte sig på jorden og betragtede vandet. Vejret var så vidunderligt, trods det var en kølig vind og der var lidt flere skyer end i går. Hun satte sig til rette og tog sine støvler af. Hun stilte støvlerne ved siden af sig og masserede kort sine fødder. Hun forsikrede sig selv om at hun ikke skulle gå i bonde sko, nogensinde igen. Aldrig aldrig aldrig! Og så havde hun endda ingen sokker på, på grund af varmen! Det var bestemt ikke hendes dag i dag. Hun lod fødder glide ned vandet og nød kulden. Hun kom med et lettelses suk og smilte saglig. Hun lod benene glide længere ned i vandet og ignorerede at hendes bukser blev våde. Det måtte hun leve med.

Lyden af et andets individs skridt, hvilket var normalt at hører for ham da han ikke just var et normalt menneske, fangede hans opmærksomhed. Han slog langsomt øjnene op, og rettede sig op for sin næsten liggende stilling. Fornemmelsen af at det varme vand forlod hans barer skuldre, gjorde at en kuldegysning skød igennem hans ellers helt nøgne krop. Han rynkede brynene i en undrende grimasse, og skævede rundt omkring sig. For ham var det svært at bedømme hvem, eller hvad der havde nærmet sig stedet, da han stadig var i en siddende stilling. Han var bare ikke helt så tryk ved at rejse sig op, da vandet ikke nåede ham længere ned til midten af lårene - og hvis han nogensinde kom i den situation at andre individer, end Horisont, så ham nøgen ville han blive anelse forlegen. Bare en smule.
Hans udtryk forandrede sig stille, og forvandlede sig til en isende og yderst irritabelt grimasse. Hvordan kunne han nogensinde undgå at være bare en anelse i fred? Det skulle da lige passe Mørkets Lord, at have sendt en eller kraftidiot efter ham blot fordi han ikke var hvor han plejede, klar til at være i brug for hans beskidte arbejde som stik i rend dreng. Han var ved at blive ilder i hovedet, ved tanken om at det var sandt hvad han tænkte.
Han lagde en hånd trak forsigtigt håret over skulderen, og lyden af dråberne der faldt fra håret, syntes at give genlyd i hans ører. Han lod en koncentreret tunge glide over sine læber, hvorefter han besluttede sig for at rejse sig. Hvorfra han sad, syntes han ikke at kunne se nogen – i hvert fald ikke tæt nok på, til at kunne studere hans krop fuldstændig. Måske var det tågen der ødelagde hans syn, højest sandsynligt da han slet ikke havde opdaget Alwyns skikkelse, der stod mindre end ti meter fra hvor han sad.
Han satte hænderne i den glatte klippegrund, og løftede sig ganske langsomt fra hvor han sad. Bevægelsen var næsten lydløs i hans ører, og ville være ganske svær at hører. Problemet for ham var blot hvis han blev overvåget, i stedet for at der vandrede en rastløs person rundt omkring kilderne. Han håbede så inderligt på det sidste, da han helt klart så mere end latterlig ud – og yderst, yderst nøgen.
Langsomt var han oppe og stå, og et lettere nervøst ansigtsudtryk dannede sig i hans ansigt. Det var ganske tydeligt at han ikke var komfortabel ved situationen, overhovedet ikke!
Efter at have gennemset stort set alle steder, via stedet hvor han stod, syntes han ikke at have opfanget nogle bevæge sig. Indtil han så frem for sig, ikke længere væk end de små ti meter, opfangede han en bevægelse. Han trådte længere frem og fangede det han så efter. Det han nu så, syntes ikke at overraske ham synderligt – i hvert fald ikke i de første par sekunder, efter den første reaktion.
Hele hans krop syntes at stivne kort, og han rørte sig ikke ud af stedet. Måske havde hun ikke lagt mærke til ham, hvilket han håbede så inderligt på hun ikke havde. Han syntes at være kort i chok, og så tydeligvis ud til at have glemt hvor bar han egentlig var. Sådan så det i hvert fald ud, da han lagde ud med at sige:
,,Dette her, det finder simpelthen bare ikke sted!”

Alwyn sparkede en smule med fødderne. Nød det lune vand imod huden. Hun støttede med hænderne, bag ryggen, og vendte hovedet bagover. Hun lukkede øjnene og et saglidt smil bredte sig over hendes læber. Så stille. Der var nogle bevægelser omkring hende, men lydene var så spinkle og tynde, som edderkoppespind, så hun vurderede at det nok var en fugl, et egerne eller hvad der nu holdt til heroppe. Hvilke dyr der nød det rene vand, i denne lunke tilstand og blide damp. Det var en fornøjelse at få fødderne kølet af, i vand der var langt fra koldt, men havde en beroligende effekt på kroppen. Hun indåndede dampen og følte sig en anelse bedugget af dampen, der lå som et blødt, halvgennemsigtigt lag af dun, på vandets ellers spejlblanke overflade.
Stilheden fyldte hendes hoved, som et larmende skrig, så et højlydt suk forlod hendes læber, blot for at undgå at stilheden blev for meget for hende. Hun skubbede en hårlok bag øret og lænede sig fremad. Hun lænede sig lidt ned imod vandet, og tog handskerne af. Hun lagde dem ved siden af støvlerne, hvorefter hun sænkede hænderne ned i det lune vand. Hun samlede hænderne i en 'kop', og førte vandet op til håret. Hun forsatte denne bevægelse et par gange, og fik vasket håret på denne måde. Det var en rar fornemmelse at få lidt vand i det tørre hår. Det var sikkert også godt for et eller andet. Hun smilte for sig selv og nød dampen. Og dog - Den var begyndt at blive for meget. Den fyldte hendes lunger og hun henfaldt i en døsende tilstand, imens hun væddede sit hår med det lune vand. Hun stirrede ned i vandet og vurderede om der måske boede fisk deri? Hun konkluderede at det ikke kunne være muligt, eftersom vandet var for varmt til at fisk kunne leve i det. Hun smilte for sig selv og lukkede øjnene, imens hun forsatte sin hår vask.

,Dette her, det finder simpelthen bare ikke sted!'
Det var en velkendt stemme. Hun åbnede øjnene og sad ganske stille i nogle sekunder og overvejede om det mon var dampen der fik hende til at høre lyde, eller om han virkelig stod der. Ham... Den person, som hun i grunden hadede mest, mons tro. Man kunne under alle omstændigheder ikke beskrive ham som hendes bedste ven. Hun sukkede, åbnede munden for at sige noget og drejede hovedet, så hun kunne se ham. Hun stirrede på ham med åben mund, men ikke en lyd slap fra hende. Hun sad som forstenet. "... ... ..."
En rødmen steg op i hendes ansigt. Ikke den typiske pinlige rødmen, men en vred rød farve, der egentlig kendetegnede Alwyn: Hendes temperament.
"D...D-..."
Hun stammede og hendes krop sitrede af irritation over at hun overhovedet ikke kunne håndtere situartionen.
"Hv.. HVAD I DØDENS NAVN LAVER DU!? Få.. Få dog noget tøj på, din perverse stodder!" skreg hun og tog en hånd op til ansigtet for at skærme sine øjne, fra dette ugudelige syn. Hun rejste sig op og viftede med den anden hånd foran sig.
"Hvad i al verden er der galt med dig, mand! Har du ikke et hus eller sådan noget, hvor du kan ligge og hygge dig?! Hvorfor skal alle andre se på dig! ARH!! Jeg tror jeg er blevet blind..." hvæste hun bistert. Hvor irriterende!

I det split sekund Alwyn vendte sig imod ham, syntes hans nerver at falde sammen fuldstændig. Han havde tilsyneladende skudt alt væk om, hvilken tilstand han egentlig opholdte sig i. Tøj var ikke ligefrem det han bar, og han gjorde da slet ingenting for at skjule sin nøgenhed for hende. Dette kunne hurtigt opfattes som en kæmpe misforståelse, kom han i tanke om.
Med en lynhurtigt bevægelse dækkede han for sig selv, og faldt nærmest på knæ ned i det varme vand, som syntes at sprøjte ham op i ansigtet. Det lange sorte hår, dækkede en del af hans ansigt, hvor resten syntes at have ladet sig falde yderst hysterisk på hans hoved.
Ligesom Alwyn syntes en rosa farve at danne sig i hans ansigt, og ikke kun på grund af forlegenhed, men også irritation og raseri. Pervers? Måtte han være fri? Der var da bestemt intet perverst ved at opholde sig i kilderne, og da slet ikke hvis man ikke havde regnet med at nogle ville træde herop, da der var så langt som der egentlig var!
Han hævede en truende hånd, og pegede frem imod hendes skikkelse,
,,Hvad jeg laver her?! Hvad laver du her!”
Skreg han efter hende, og prøvede at beherske sig angående hans farve i ansigtet. Han skulle ikke fremstå som han var flov, men derimod som den der havde kontrol over sit temperament eller generelt følelser. Det syntes bare ikke at gå ham videre godt, da han atter åbnede munden for at tale,
,,Pervers! Jeg havde ingen mening ved at ’hygge’ mig på dén måde, som du tydeligvis hentyder til, her i offentligheden!”
Hans tonefald syntes at være hvæsende, og hans øjne krummede sig sammen i en tynd streg, der stirrede rasende frem imod Alwyn.
Raseriet syntes ikke ligefrem at tage af, da han hørte hvad hun sluttede af med at sige. Han hævede brynene, og et lettere overrasket udtryk bredte sig ud i hans ansigt. Udtrykket blev hurtigt erstattet af et isende blik, der signalerede at han kunne eksplodere hvert øjeblik det skulle være,
,,Jeg tror jeg er blevet blind” – må jeg da være fri!

Hun rystede på hovedet og betragtede ham igennem sine fingre, da hun hørte vandet give ham plads. Hun rømmede sig og lagde armene over kors imens hun så ned på ham, fra breden og ned i vandet. Hun dirrede af irritation.
"Hvad jeg laver her?! Jeg behøver da ikke forklare mig! Det er dig der er nøgen! Du kan da ikke gå sådan rundt og være nøgen, hvor du har lyst! Der må være regler for sådan noget! Og... At stille sig .. sådan op ... Uff! Har du ingen personlige grænser?! Hvad er der dog galt med dig, menneske!" hvæste hun af ham. Dette var en krig imellem hver isærs temperament. Og det var i grunden en farlig cocktail, at sætte Alwyn og Morgoth imod hinanden. De kunne begge blive så ualmindeligt vrede. Hun pegede tilbage på ham og dirrede af frustration.
"Du ... Du ... Du kunne i det mindste have et klæde om kroppen... Eller lade være med at strutte sådan rundt, som en anden jeg-ved-ikke-hvad!" klagede hun og sitrede i kroppen. Hun rystede på hovedet og tog nogle dybe indåndinger af den lullende damp, men tanken og BILLEDET var brændt fast i hendes hjerne. Hun åbnede øjnene og så ned i jorden, for at se noget andet, end lige præcis dét.
"Fri mig vel... Hvad i dødens navn laver du så herude uden nogen form for beklædning! Du .. du ... du .." Det faktum at han nok nød det lune vand, ligesom hun selv havde gjort det, for mindre end et minut siden, strejfede hende. Måske overreagerede hun.
Hun rømmede sig og rettede sig op. Hun lagde igen armene over kors og vippede lidt på de bare tæer. "Der var i hvert fald ingen grund til pludselig at ... Stå der." mumlede hun forlegent.
Hvis der findes guder, der styrer vores handlinger, tanker, ord og sammenstød med verden, så må det være nogle forfærdelige væsner, der ikke har andet at tage sig til, end at spolere vores liv! Jeg arbejder med manden! Han er min overordnede! Hvordan kan dette her ske!? Jeg vil aldrig kunne arbejde med manden mere. Hvorfor ... HVORFOR!?
Hun så ned i jorden og rystede på hovedet, i samme øjeblik faldt der et agern ned i hovedet på hende, fra et træ, som umiddelbart ikke ... stod der?
"Vor... herre bevars.."

(Til folk der ikke lige fattede det : Hun tænkte onde tanker om sin skaber! Hun skal straffes! *kaster med agern!* )

Han armen glide ned i vandet og det stadig hidsige udtryk lå over hans ansigt. Han hævede let det ene øjenbryn i en nedladende grimasse, og et pludselig smil bredte sig ud over hans læber. En ironisk, lav latter lød fra ham og han sagde med en vis sarkasme,
,,Regler, er der pludselig regler om hvordan man beklæder sig et ikke benyttet sted?”
Hvislede han i en flydende tone, der fortalte hvor lidt han syntes om hendes kommentar til ham. Han lod sig trække tilbage i en glidende bevægelse, hvorefter han lagde et par støttende hænder imod en klippelignende forhøjning, der ikke lå langt fra hvor han næsten lige havde opholdt sig.
Han kneb øjnene sammen i en vred grimasse, hvor han derefter undlod at svarer på hendes spørgsmål. Han holdte blot en hånd frem imod hende, og pegede målrettet imod hendes ansigt. Han virrede let i håndleddet, hvor hans pegefinger gjorde en let cirkel i luften. Dette skulle resultere i at hun drejede rundt i en blid bevægelse, så hendes udsyn til Morgoth blev blokeret fuldstændig,
,,Hvis du vil have mig undskyld!”
Han tillod sig så at rejse sig fra vandet, hvorefter han med hastige skridt fik trådt fra den varme kilde. Han vendte hurtigt blikket imod bylden ikke langt fra Alwyn, som indeholdte hele hans beklædning. Med et forsvandt bylten, og hele hans nederste del var beklædt med både tøj og sko. Resten stod han med i hånden. Med en blid bevægelse lod han den første overdel trække over sig, hvilket indeholdte en lettere løs skjorte, med en opslået krave. Han knappede skjorten med hastige fingre, hvorefter han hurtigt trak i en læderlignende vest. Han skævede imod Alwyn, der forhåbentlig stadig stod med ryggen imod ham. Han fattede stadig ikke, at hans underordnet rent faktisk havde set ham nøgen. Tanken om dette, fik ham til at gyse af ren foragt,
,,Jeg havde håbet på at kunne finde lidt fred, taget det jeg kalder et uskyldigt bad”
Forklarede han sig, og rynkede brynene sammen i et vredt ansigts udtryk. Han fortsatte ikke lang tid efter,
,,- Hvilket du sikkert også havde i sinde – altså at finde fred,”
Han foldede kraven ned i en blid bevægelse, hvorefter han trak skjorteærmerne op omkring albuerne. Han lagde derefter armene overkors, og så frem imod hende med hvidt opspærrede øjne. Det at der pludselig falde et agern ned i hovedet på hende, fik ham til at hæve brynene. Han undrede sig over hvor det pludselig var kommet fra, og fik ham til at skue lidt rundt. Efter hans mening, var der intet at se.

Hun himlede med øjnene og rystede på hovedet af ham. Hvor var han, et eller andet sted irriterende. De var vel voksne mennesker. Hun bukkede sig ned og samlede sine handsker og støvler op i en hurtig bevægelse. Denne simlpe handling skete imens Morgoth fik teleporteret sig frem og rundt, eller hvad han nu foretog sig. Hun var egentlig ligeglad.
"Vi har vel alle brug for at finde et sted at slappe af, en gang imellem. Måske skulle man bare vælge det med omhu næste gang, så man ikke finder, ooh, herre Morgoths private bade-areal," sagde hun ydmygt og nejede for ham, med to støvler i den ene hånd og to handsker i den anden. Hun smitle for sig selv og rettede sig op.
"Vi skulle jo nødig have at jeg kom til at kende dig for godt." påpegede hun og blinkede til ham, med et kækt smil. "Men nu tror jeg ikke du har så meget mere at skjule for mig." Hun forsøgte at undertrykke et fnis, men det mislykkedes.
Hun rømmede sig og placerede hænderne bag ryggen.
"Så ... Jeg er sikker på at vores samarbejde fremover vil blive ... Henrivende." sagde hun lunefuldt og smilte med en falsk venlighed.
Hun rettede sig en anelse op og lod tungen fugte læberne. "Men du behøver da ikke komme op for min skyld. Jeg skal da nok lade dig ligge her og ... Hygge... For dig selv." mumlede hun og trak på skuldrene. "Det er i orden." mumlede hun og hævede et øjenbryn.
"For jeg er sikker på at du har taget forbehold for iglerne og slanger selvfølgelig." sagde hun bedrevidende. Sådanne lune, hede steder, var en guldmine for en igle og visse slanger. Hun trak på skuldrene og sendte ham et uskyldigt smil.

Han hævede udfordrende brynene, og lod et overfladisk smil brede ud i hans ellers hadfyldte blik. En sukkersød latter lød fra ham,
,,Du har virkelig en humoristisk sans, det må jeg give dig”
Svarede han hende sammenbidt, og lod begge hænder hvile i siderne på en yderst provokerende og ikke mindst myndig måde,
,,Jeg kan forsikre dig om, at det aldrig havde været min mening at du nogensinde nærme sig mig, eller ikke mindst se mig i denne situation,”
Han nikkede erkendende, og trådte let udenom hende hvorefter han lod hænderne hænge ved hans side, i stedet for at lige imod hans hofter. Han vendte blikket over skulderen, hvor ganske let standsede op,
,,Sådan kreaturer skræmmer mig skam ikke,”
Hvislede han mumlende, og lod det falske smil glide fra læberne, som derimod blev erstattet af et koldt og ligegyldigt ansigtsudtryk. Han vendte blikket fra hende lagde en hånd imod nakken, hvorefter et undrende udtryk dannede sig i hans ansigt. Han følte let med fingrene imod nakken, og vendte sig derefter om imod hende. Han havde nær glemt halssmykket han engang havde fået tilsendt af Cassas søster, Cassi som han engang havde haft en yderst godt forhold til. Han hævede let brynene, og så studerende imod jorden nær Alwyn hvor hans tøj førhen havde ligget. Og ganske rigtigt, lige ved hendes fod lå halskæden. Det gyldne smykke glimtede let i lyset fra solen, og skriften: Jeg vil aldrig glemme dig, lyste frem i et flot skær.
Med bestemt skridt, vandrede han tilbage og bukkede sig ned for at gribe smykket for hendes føder. Han lagde det blidt ham halsen, og trak derefter selve smykket ned under skjortens krave, så det forblev tildækket. Uden nogen form for bestemt mening i dette, vendte han hans lettere isende blik imod Alwyn,
,,Tro mig, du har ingen anelse om hvordan jeg kan være”
Sagde han atter, og skød endnu engang det sukkersøde smil frem for sig. Han vandrede forbi hende, men lod blikket forblive imod hende,
,,Jeg forstår egentlig ikke, hvordan du pludselig har vækket et yderst dårligt forhold til mig?”
Sagde han pludselig, og vendte fronten imod hende, alt imens det studerende blik vovede over hende,
,,Engang syntes du er holde utrolig meget af mit selskab, siden du klædeligt tog imod det kys jeg tildelte dig for din behandling til mig tidligere?”
Han hævede udfordrende ansigtet, og lod en lav og lettere ondskabsfuld latter lyde fra sine læber. Men med et forsvandt, og et kynisk og hadsk blik faldt imod hende,
,,Kan du besvarer mig på dette? Det undrer mig blot,”

Alwyn stirrede på ham med et stikkende blik. Hvis blikke kunne dræbe ! Han lo af hende og spillede sig hæderlig. Hun knugede hænderne sammen og missede med øjnene. Hun fulgte ham med blikket og undlog at trække nogen former for følelser frem i ansigtet. Hun lukket døren for ham, og slået bjælken ned. Han var en af de personer hun holdt udenfor sit liv. Han var en af de mennesker, der kunne se igennem vinduet og bede om at blive lukket ind. Alwyn havde problemer med mennesker. Alle mennesker. Hun lukkede alle ude, og stod altid alene i det lille hus, som man kunne kalde hendes bevidsthed.
Hun rettede sig op og drejede hovedet væk, da han pludselig mindede hende om det kys.
Kys der stjæles af vinden. Kys man har til overs og kaster om sig.
Hun slog blikket ned. Det var skam ikke en tid hun skammede sig over. Eller væmmedes ved. Det var blot noget hun helst ville glemme. Hun smilte for sig selv og vendte ansigtet imod ham igen.
"Jeg er blot blevet voksen, Morgoth." sagde hun spydigt.
Jeg er ikke en lille naiv pige mere. Hvor vover han,
Stemmerne i hendes hoved kom med indbydende idéer til hvordan hun skulle straffe ham for den fortid de havde sammen. Hun vurderede lidt sin situartion, og brød sig bestemt ikke om den. Mente han, at det var hende der var den fjendtlige? Det gav ingen mening! Det var jo ham der gjorde hende utilpas!
Hun knugede hænderne sammen og så ned i jorden. Hun fik det pludselig skidt. Hvorfor var han altid sådan? Og han spurgte hende, hvorfor hun ikke brød sig om ham? Han var altid så bedrevidende og ... På det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Tilsyneladende.
Hun knugede hænderne og gruede over sin fortid. Hele sit liv, faktisk. Hun havde været så ubegribelig uheldig, med alle de menensker hun mødte. De forsøgte at dræbe hende gang på gang, de løj for hende, glemte hende, ville ikke kendes ved hende, misforstod hende og mistolkede hende. Hvordan kunne noget menneske være så uheldigt!
"Forsvind med dig, Morgoth..." hviskede hun for sig selv.

Det flabede udtryk forlod hans ansigt, og hans udtryk forblev pludselig udtryksløst. Han rynkede blot brynene sammen i en underlig grimasse, og lod blikket glide fra hendes ansigt til træerne ikke langt fra hvor de stod. Han sukkede let, og lod langsomt hans blik hvile imod hendes igen. Han prøvede at fange hendes, ved at vedligeholde det imod hende,
,,Blevet voksen? Kalder du det at være voksen”
Han kneb øjnene let sammen, og lod en flygtig tunge glide over sine læber, inden han fortsatte:
,,Det at du pludselig hader mig, mere end noget andet, uden en bestemt grund – uden en forklaring, er usandsynlig voksent. Det kan jeg da godt se!”
Hvislede han, og lod hans isblå øjne hvile imod hendes. Morgoth havde aldrig rigtig foragtet Alwyn, men et underlig form for had, som startede for flere måneder siden, var pludselig udviklet sig voldsomt til hende. Grunden var måske at hun pludselig syntes at være så hadsk overfor ham. Hende som han engang havde set som en ven, hvilket nok havde været en af de eneste, som pludselig hadede fik ham til at blive foragtelig. Han syntes bestemt ikke om det, at han var sådan overfor hende, men sådan blev han som reaktion for det hun havde gjort.
Han lod atter blikket glide fra hende, da hun bad ham om at forsvinde,
,,Forsvinde? Med glæde min kærer, som så mange andre!”
Svarede han hende spydigt, og slog armene ud for derefter at vandre fra hende – men dog ikke helt ude af syne, så hurtigt var han slet ikke til fods.

"Hvad ved du om mit had?" mumlede hun for sig selv. "Der findes værre ting end dig." indrømmede hun, men Morgoth var den eneste som havde overhalet hende indenom, og taget den stilling hos Mørkets Lord, som hun ville have haft. Morgoth var det eneste der var mellem hende og Herren. Det var nok dét, der luftede hendes flamme mest.
Hun knugede hænderne sammen og stirrede vredt efter ham. "Jaså... Du skal ikke tale somom du ved hvad jeg har været igennem! Du er jo bare ligeglad!" råbte hun biskt efter ham, "Det er I alle..." tilføjede hun for sig selv og vendte ryggen til ham. Hun satte sig ved kildens bred og så ned i vandet.
Hun vred sin ene handske imellem hænderne og sitrede dels af vrede og dels af smerte. En psykisk smerte. Hun havde intet tilbage i hele verden. Hun havde mistet alt materielt i brænden. Og alt immaterielt? Det havde hun mistet længe før. Det eneste hun havde haft tilbage, af levende væsen, som hun kunne stole på, havde været Slash, hendes hest. Og den var brændt ihjel i stalden. Hun knugede hænderne sammen.
Borgerene i landet havde mistet respekten for hende, efter de fandt ud af, at Alwyn Flowerew pludselig hverken var mægtig eller rig.
Den eneste person hun havde tilbage, som hun kunne holde sig ved, være i nærheden af og tro på nu, var Lesta, og hun så ham knapt nok!
Hun så op i himlen og sukkede opgivende.
"Jeg har mine grunde..." hviskede hun for sig selv. "Jeg har mine grunde..." gentog hun, omtåget og stirrede blot op i himlen - Eller hvad hun kunne se af den, for dampen steg jo op og blokerede. "Men jeg har ikke tænkt mig at falde..." Hun sad blot og snakkede med sig selv nu. Forsikrede sig selv om, at hun ikke ville vise smerte eller lidelse for nogen. At hun ikke ville være et åbent menneske mere. "Hele verden er min fjende, medmindre de viser andet." hviskede hun. "For jeg har været i krig med verden, i al for lang tid nu. Det ændrer en person... Det tærer på en, river en og opsluger en, indtil man til sidst er en ensom skygge, i en verden af totalt mørke."

Han standsede op og slog et blik over sin skulder,
,,Hvordan kan du fortælle mig at jeg er ligeglad, når du ikke engang har givet mig chancen for at forstå dig?”
Svarede han hende, med et lige så spydigt tonefald som hendes var bittert. Han vandrede direkte imod hende, og standsede mindre end en meter fra hende. Alt imens han var vandret imod hende, hørte han hvordan hun fortalte, hvor meget hun tilsyneladende led i sin hverdag. Der fandt han det ikke mindre end ynkeligt, fordi han netop ikke kendte til hendes baggrund. Han kendte rendt ud sagt intet til den,
,,Du har dine grunde? Du taler om hvor mange der er imod dig, men det er der måske også en grund til”
Han trådte et skridt tilbage, og lagde hovedet let til den ene side med et sammenknebet blik,
,,Grunden er måske, at du aldrig vil lade dem passere din personlige grænse? Lade dem lærer dig at kende?”
Han hvislede ordene imod hende, hvorefter han lukkede øjnene opgivende i. Inderst inde forstod han hende udmærket, da han ikke for mindre end nogle år siden, havde følt netop som hende. Han havde bare gjort noget ved det, og forskudt sin fortid. Andre havde tilsyneladende svære ved det end andre,
,,Du er faldet Alwyn,”
Svarede han hende til sidst, og klyngede atter et stift blik op. Han lagde en pegefinger imod hende hage, og løftede let op i den hvorefter han stirrede hende åbenlyst op i ansigtet,
,,Det er ikke kun dig der har oplevet forfærdelige ting, det kan jeg forsikre dig om – og nu taler jeg ikke kun om mig selv, men derimod også alle andre i dette her forbandede land!”
Han trak sin finger til sig, og lod armen falde ned langs siden, med et isende ansigts udtryk.

Hun lyttede blot til hvad han sagde. Havde ikke noget at sige tilbage. Hun ville ikke sige noget. Hun ville helst bare lukke sig inde i en puppe, hvor ingen kunne røre hende. "Det er bedst ikke at lade folk kende en..." mumlede hun og så på ham, med blanke øjne. "Så kan de ikke skade mig," tilføjede hun og betragtede ham indgående og sank en klump. Hendes krop dirrede og da han løftede hendes ansigt op, fik hun pludselig lyst til at kramme ham. Blot for at huske hvordan det var at være nær et andet menneske. Hun skubbede tanken fra sig og forsøgte ikke at tænke på det igen. Hun puffede ham blidt lidt væk fra sig.
"Så er jeg blot dårlig til at tackle mine problemer. "Jeg har oplevet for meget modgang, kære Morgoth." brummede hun med et suk. "Jeg har givet op."
Hun vendte ryggen til ham og pillede lidt ved sine handsker. Havde hun virkelig givet op? Hun var overrasket. Det var da ikke muligt! Hun gav aldrig op! Hun havde altid kæmpet for at overleve. Kampen for at kunne vågne op hver dag og leve. Hun knugede hænderne sammen og missede med øjnene. Han forstod det ikke, og hvordan skulle han også kunne det? Alwyn rettede sig op. Hun ville ikek være ynkelig! Hun ville ikke være ligesom alle andre, for hun var anderledes. Det vidste hun.
Stemmerne i hendes hoved forsøgte at berolige hende, og det lykkedes. Hun slappede af i kroppen og skubbede en hårlok om bag øret. Hun smilte for sig selv, over sin ynkelighed.

( Ultrakort + frys ^b^ )

Han vendte blikket imod hende, og mærkede hvordan en stikkende fornemmelse dannede sig i hans krop. En følelse af medlidenhed, medlidenhed til den smerte der udbredte sig i hendes krop. Han rynkede brynene forvirret sammen, da han mærkede hendes hænder puffe hende fra sig. Han trådte sagte tilbage, og lod hånden falde ned langs siden, i en slap bevægelse. Han hævede let det ene bryn, og det isende blik forlade hendes øjne. Hun gjorde ham vred, bitter over hendes medynk. Men han kunne ikke forklare hende det, eller rettere han overskuede ikke at skulle begynde at stille sig op og råbe over hendes ynkelige ord. Men alligevel undlod han ikke at tale, og da slet ikke da han hørte hende tale:
,,Jeg har været igennem meget modgang, kærer Morgoth”
Han dirrede næsten af vrede, og frustration. Han havde allerhelst lyst til at knalde hende en, men det at slå hende vidste han ikke ville hjælpe, men derimod gøre det endnu værre, og det at omfavne hende og give hende et ømt knus, ville derimod skabe voldsom forvirring. Han havde allerede givet en kvinde et kram uden noget specifik grund, hvilket han fandt tåbeligt. Men hvis han havde undladet det den dag, kunne han have risikeret at blive grillet fuldstændig.
Han kørte en febrilsk hånd igennem sit hår, og knugede de lange sorte negle imod hovedbunden. Hvis han ikke havde haft sin selvkontrol, ville han have trykket til, og boret neglene igennem. Han vidste med sikkerhed, et smerte blot ville udløse endnu mere vrede. I hvert fald fra hans side.
Han hævede blikket imod hende, greb hende omkring hendes ene arm, og trak hende imod sig,
,,Nu hører du!”
Hvislede han nær hendes hoved, og lagde nærmest panden imod hendes ansigt, så tæt stod hun imod ham. Han selv fandt det ubehageligt, at hun pludselig var så nær, men han ville finde det yderst kikset hvis han lige skulle rette afstanden til imellem dem. Derfor fortsatte han:
,,Det du tror, er forkert! Jeg ved udmærket godt, at indenfor mine principper er det ligedan – men jeg har oplevet det modsatte, og det ved jeg du også har!”
Han stirrede hende målrettet, og stoppede ikke sine ord:
,,Man møder ufattelig meget modgang i livet, hvilket du sikkert har fået en masse af, men det hjælper dig ikke at give op – specielt ikke nu da, du er med til at overtage et land”
Han slap hendes arm, og lod ansigtet trække blot en anelse fra hendes ansigt. Da var han da sikker på at han kunne trække vejret bedre, da hans næse ikke ligefrem var klistret op af hendes.

Hun betragtede vandet og forsøgte at få tankerne ført hen på et andet emne; Gad vide om den her damp har nogen virkning på folk. Hun tog et dyb indånding og knugede hænderne sammen. Modgang i livet. Hvorfor var det også sådan? Hvorfor skulle det hele være så besværligt? Man skulle tro at alt ville blive nemmere efter Mørket Lord fik overtaget, men det var groft sagt gået den modsatte vej. Hun sukkede og rystede opgivende på hovedet, da han pludselig greb fat i hendes arm og trak hende hen til sig. Hendes ansigt blev en anelse blegere og hendes øjne smalle. De stod så tæt at hun ikke kun kunne høre hans vejrtrækning, men også kunne mærke den. Hun forsøgte kort at trække armen til sig, men hans greb var som en jernkæde, der nægtede nogensinde at give slip.
Hun lyttede til hans hvislende ord og sank en klump. Han havde vel ret. Hun kunne ikke sådan give op, uden at kæmpe imod. Når livet slås dig i hovedet, skal du slå igen. Det havde hun engang læst.
Da han slap hendes arm og trak sig tilbage stirrede hun blot efter ham. Tankerne fór rundt i hendes hoved. Hvordan kunne hun også overveje at give op? Hun knugede tænderne sammen og blev fjern i blikket.
Kampen for at overtage et land kostede energi, blod, styrke og tålmodighed. Havde hun det der skulle til? Og hvad ville alt dette bringe med sig? Retfærdighed? Hvis hun gav op nu, og lod de små slag slå hende ud, uden at kæmpe imod, så ville hun aldrig kunne klare smerten hun ville møde, når hun skulle kæmpe for det hun troede på. Hun måtte samle sig op, nu da hun havde tabt sig selv. Svaghed tillod hun ikke. Hun knugede hænderne sammen og nikkede for sig selv.
"Jeg vil ikke opgive... Jeg vil ikke tilgive hvis der ikke kommer retfærdighed i landet."
Det var det hun altid havde kæmpet for. Retfærdigheden. Hun knugede forsæt hænderne sammen og rettede blikket op. Hun stirrede på Morgoth, med genfundet styrke.
Hun tillod ikke at hun bukkede under for al den smerte. Det der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere. Alwyn måtte snart være stærkere end smerten selv. Hendes hender dirrede og hun stirrede forsat på Morgoth, dog med et fraværende blik. Hvorfor skulle hun egentlig ikke have lige så meget ret til livet, som alle andre? Hvorfor skulle hun igennem mere smerte og modgang ? For at hun kunne blive stærkere? Styrken ligger ikke i hvor hårdt vi kan slå, men hvor meget vi vil kæmpe for. Hun lod hånden glide igennem sit hår og var ved at komme til sig selv. Hun nikkede og sukkede.
"Du har ret..." mumlede hun tonløst.

Hun syntes tydeligvis at reagere på hans udbrød, hvilket ikke kunne andet end at få ham til at smile lidt inden i. Hendes stirrende blik borede igennem hans nervecenter og vandt hans opmærksomhed fuldstændig. Han rynkede brynene og gengjaldt hendes blik, ved blot at se tilbage i hendes øjne. Han lod et let fnys lyde fra sine læber, hvorefter han lagde armene overkors. Hvor lød hun pludselig sentimental,
,,Hold da op, du lyder jo nærmest heltemodig”
Mumlede han sarkastisk, og lod et isende blik falde imod hendes ansigt. Han virrede let rystende på hovedet, da hun pludselig syntes at give ham ret. Han undlod blot at kommentere hendes ord, hvorefter han lod armene falde ned langs siden. Han havde ganske ret, og med hensyn til at gennemfører deres mål skulle hun være med til at udele nogle pligter til soldaterne næste dag. Der var mange at gå igennem, og det skulle helst gå hurtigt. Specielt nu da et par modstandsgrupper syntes at være bragt på banen, eller sådan gik rygterne i hvert fald.
Han skød atter blikket imod hende, og et let sammenknebet blik syntes at gennemborer hende. Han sukkede let, og lod munden stå let åben. Han syntes at fundere over et eller andet, og ville på et eller andet tidspunkt stille hende et spørgsmål. Der gik ikke længe, før han atter begyndte at tale:
,,Hvad fik dig egentlig til, at du ikke måtte lade andre stå dig nær?”
Spørgsmålet kom ud af den blå luft, uden nogen speciel grund overhovedet. Denne gang var der ikke foragt i stemmen, men derimod nysgerrighed der var blevet vakt, efter hendes halv aggressive reaktion.

(min tur, til at skrive noget kort)

Alwyn rettede sig op og så op i himlen. Dampen og varmen ovenfra fik hende til at føle sig ubeskrivelig lille. Somom heden pressede hende sammen, og fik hende til at krympe. Hun skuttede sig og vendte opmærksomheden imod Morgoth. Hun betragtede ham indgående og overvejede lidt hele situartionen, hvordan det hele havde udartet sig og hvordan hun pludselig var blevet center for deres snakken.
"Er det da forkert at være en helt?" spurgte hun, og det var tydeligt at høre, i hendes stemme, at det ikke var et overfladisk spørgsmål. Der lå noget dybt i hendes, der spurgte havde en idé om at heltegerninger ikke kun kunne gøres af 'de gode'.
Hun slog blikket ned og betragtede handsken, som hun forsat knugede imellem hænderne. Da han nu stilte et andet spørgsmål. Et vigtigt spørgsmål, som hun ikke havde lyst til at svare på. Det var jo en af hendes svagheder, var det ikke? Burde hun fortælle ham om sine svagheder? Måske ville det være en god idé. Og dog ... Hun så på ham igen. Hun overvejede kort sin fremtid og de planer hun havde haft i baghovedet, siden hun blev én af Mørkets Lords krigere. Måske ville det være en god ide at få skabt sig nogle venner, indenfor denne kreds af mørkets mennesker; måske ikke venner, men blot nogle flk der ville hjælpe hende hvis hun fik brug for det. Hvorfor skulle Morgoth ikke have en chance ?

"Nogle gange, bliver man forelsket..." begyndte hun. Det var jo en kendsgerning at man kunne blive forelsket. "Og forelskelse gør blind. Man ofrer alt for den man elsker, og man tror at man har en fremtid sammen." mumlede hun og knugede hænderne sammen, "Og så bliver det taget fra en." afsluttede hun og så på sin hånd, hvor der var brændt noget sølv ind i håndfladen. Hun lod den højre hånd glide henover sølvet, i den venstre og sukkede opgivende.
"Den ene dag er man lykkelig, den anden dag brænder ens gods ned og den man elsker forsvundet." hun vendte sig imod ham og smilte en anelse. "Du ved - Den sædvandlige grund, er jeg sikker på." påpegede hun og knugede hænderne sammen.

Han hævede blikket ved hendes spørgsmål, og et underligt glimt dannede sig i hans øjne. De eller så små pupiller lod ikke til at være så stikkende som normalt, og et mere afslappet blik faldt over hans øjne. Han rettede sig let op, og lod en hvilende hånd ligge imod lænden. Han syntes at strække sig en anelse, da han atter svarede på hendes spørgsmål:
,,Der er skam intet forkert i det, men det at være helt er ikke noget stort. Specielt ikke her,”
Han rynkede brynene, og lod et lettere alvorligt udtryk danne sig i hans ansigt. Han vendte øjnene imod hendes knugende hænder, og undlod ikke at se afventende imod hende. Hun reagerede anderledes end normalt, rendt faktisk virkede hun overvejende? Måske havde han for en gangs skyld slået igennem et menneske, på en måde der var mere godt gjort end ondt. Da hun tilsyneladende syntes at give ham en chance, lyttede han opmærksomt. Han kørte en forsigtig hånd igennem det lange sorte hår, og lod derefter armene falde overkors. Han bredte ud i et ironisk smil, da tanken om hendes forelskelse var gået i vasken, faktisk skræmte ham en smule. Tænk hvis det nogensinde endte op mellem ham og den han elskede. Det var ikke just første gang han ville opleve det så, også selvom det ikke blot var et tæt forhold men derimod også en forelskelse, der stod på spil,
,,Underligt nok, forstår jeg dig faktisk”
Svarede han hende, og lod derefter det let ironiske smil erstatte med et roligt og neutralt udtryk. Han sank en klump, og vendte blikket imod den tørre jord under deres fødder,
,,Hvis jeg skal være helt ærlig Alwyn, må jeg desværre indrømme at sådanne ting også er sket for mig. Jeg har endnu ikke oplevet at mit palæ er brændt ned, men jeg har derimod mistet.. Mistet alt for mange gange,”
Et tomt udtryk dannede sig i hans øjne, og hans blik forblev imod et bestemt punkt imod jorden. Det var som om han tågede lidt, som om han stærkt overvejede hvad han egentlig sagde til hende, og dannede billeder i hovedet af minder han for mange år siden havde oplevet. Han rynkede frustreret brynene, og sukkede højlydt,
,,Min opdragelse har blot resulteret i en barrikade, for sådanne følelser og fornemmelser. Den barrikade blev brudt, da jeg for første gang indså at jeg havde følelser for et andet menneske..”
Nærmest hviskede han, og vendte derefter blikket frem imod hende. Han skød munden frem i en sammenbidt foldning, og lod øjnene glide fra hende imod den dampende kilde. Han følte han havde snakket over sig, og ventede blot på en forkert reaktion fra Alwyn. Hvis dette skete, ville han ikke andet end at forlade stedet. Han havde talt, og det kunne der ikke ændres på.

Alwyn lyttede til hans ord. Alt hvad han havde at sige, men hun ville ikke svare. Havde han haft det på samme måde? Oplevet det samme? Han kunne umuligt have en værre baggrund end hende ?
Hun rettede sig op igen og lod hånden glide igennem håret. Det var egentlig typisk, dette her. At hun stod og snakkede med Morgoth om sådan noget. Havde en eller anden fortalt hende, i går, at hun ville stå og fortælle Morgoth sine hemmeligheder, så havde hun blot leet af idioten og bedt ham forsvinde. Og nu stod hun alligevel her?

På den anden side, hvis en eller anden i går, havde fortalt hende at hun ville se Morgoth splitter nøgen i en kilde, hvorefter de ville snakke om følelser og kærlighed, så havde hun nok sparket idioten i hovedet og var nok kommer herop alligevel, blot for at se, om noget så mærkværdigt, nogensinde kunne finde sted.
Tanken om hvad der var sket, for få minutter siden, fik et smil til at brede sig over de røde læber. Hun forsøgte at undgå af fnise, men igen slog det fejl, og hun små-lo en smule af situartionen.
Hun lagde pludselig hånden på hans skulder og smilte opmundrende til ham. "Livet rykker på vores grænser. Det er vel noget vi må lære at leve med, for det er ikke noget vi kan ændre på." mumlede hun og nikkede bekræftende. "Du fik brudt din barriere - Jeg har først lige sat den op." mumlede hun og slap hans skulder, for derefter at lægge armene over kors, med et eftertænksomt udtryk i ansigtet.
"Jeg kommer nok også videre en dag."