Morgana sukkede og lænede sig tilbage mod den tykke, barkede stamme bag sig og betragtede omgivelserne.
Det kraftige egetræ stod for sig selv midt i en lysning, lidt hævet over det omgivne landskab, hvilket bevirkede, at da hun trådte ind i lysningen tidligere på dagen, var hende blik blevet draget mod den skyggefulde plads under kronen. Det sene forårs sol havde badet hele lysningen i et pragtfuldt lys, som hun var blevet så betaget af, at hun havde set sig nødsaget til at male det. Hun var gået over det tykke, frodige græs, der skilte skovbrynet fra den ensomme majestat, og havde placeret sig med ryggen træet mellem et par af dets rødder. Da hun først var komme op på den lille høj, havde hun opdaget, at skovbrynet dannede en perfekt oval omkring egetræet. Freden og stilheden var fuldendt på dette sted.
Hendes ryg værkede en smule af at have siddet stille i så lang tid, men tilfredsheden ved det værk, hun sad med i hænderne, overskyggede langt ryggens protest. Det var lykkedes hende at fange både lyset, stilheden og stemningen i lysningen, og veltilfreds lagde hun maleriet fra sig, så det kunne tørre. Der var ikke koldt i skyggen, for eftermiddagsheden lå stadig i den vindstille lysning, men på trods af dette fik Morgana lyst til at øve sig lidt med sin evne. Hun havde øvet sig næsten dagligt, siden hun havde opdaget fordelen ved flammerne, og efterhånden kunne hun kontrollere den voldsomme energi, når det blot var i små mængder. Endnu havde hun ikke vovet at forsøge sig med noget større, af skræk for legens mulige katastrofale følger.
Hun plukkede et græsstrå, holdt det mellem sine hænder og lod en lille flamme omslutte det, uden dog at strået blev svedent. Det var sværere end blot at holde flammen stabil, for nu skulle hun også afgrænse varmen. Hun koncentrerede sig inderligt for at kontrollere energien og glemte fuldstændigt alt om sig.

Morgana rynkede brynene og betragtede strået, der stadig havde sin friske, grønne farve. Pludselige mærkede hun et kraftigt slag af energi, og græsstrået forkulledes langsomt mellem hendes hænder, uanset hvor meget, hun forsøgte at holde igen. Hun lod flammen fortære strået helt og beundrede farvespillet mellem det forhenværende græs og de stabile, orange flammer, der gjorde hende i godt humør… - selvom hun endnu ikke kunne styre dem, som hun gerne ville!

Da Taylor tiltalte hende fik hun et mindre chok og lukkede hurtigt hænderne og flammerne, så de kvaltes. Sidste gang nogen havde brudt hendes koncentration, havde flammerne taget fat i et gardin og ædt dem. Usandsynligt nok havde hun fået dem stoppet, inden de gjorde skade på andet end stoffet. Hendes hjerte hamrede af sted, og ubevidst lod hun den ene hånd søge ned mod kniven under hendes sarong, da hun kiggede op i modlyset og skimtede omridset af et kendt ansigt. Hun kneb øjnene undrende sammen og skyggede med den anden hånd, inden hun lyste op i et smil og udbrød:
”Taylor!” Hun lo lettet og fjernede hånden fra den skjulte kniv. Den kendte han jo allerede, så der var ingen overraskelse derved. De kendte hinandens styrke, og hun huskede stadig deres kamp, der havde ubrugeliggjort hendes kappe for en tid.

”Mere udfordring? Eh… Jeg vil helst ikke brænde skoven af!” svarede hun ironisk og smilede drillende til ham. Som om hun havde behov for mere udfordring! Alene det at holde ilden under hendes kontrol var nok til at bekymre hende, for dønningerne af hendes energi truede hele tiden med at sprænge de begrænsninger, hun lavede, fordi hun kun ville have en lille flamme frem. Ind i mellem, når hun havde øvet sig, havde det været lige oppe over, fordi hun ikke kunne holde energien tilbage. Men indtil videre havde hun ’kun’ præsteret at brænde et dødt træ, et par ark papir og en stol af… - og gardinet.

”Men hvad med dem selv, mister Taylor, behøver de ikke lidt udfordring i at lære mig, hvordan jeg bedst kontrollerer ilden?” Hun mente spørgsmålet halvt i spøg, halvt i seriøsitet, men det blev op til ham, hvordan han ville tyde smilet på hendes læber.

Hun smilede skævt til ham over hans syn på skoven og dens mulige destruktion og rystede opgivende på hovedet, mens hun nærstuderede hans tøj. Han så anderledes ud, end sidste gang, de havde mødtes, men der var et eller andet ved ham, der gjorde, at hun havde genkendt ham. Om det var hans stemme eller ansigtet, vidste hun ikke helt, men hun følte sig ikke utilpas ved ham, som hun normalt gjorde det i selskab med andre. Måske var det fordi, de havde kæmpet for sjov; uden at hun havde risikeret at få halsen skåret over. Modlyset gjorde det stadigt lidt svært at se, hvad han bar, men hun syntes at ane en et mærke på kappen. Hun tænkte ikke videre over det, og selvom hun havde set mærket tydeligt, havde hun aldrig været i berøring med klanen, og kendte derfor kun til den gennem rygterne.
”Hvis jeg futtede skoven af, ville jeg ikke have noget sted, hvor jeg kunne have lidt for omverdenen… - og jeg ville mangle motiver!” Det sidste blev sagt med en latter, men selvom hun spøgte med det, mente hun det seriøst. Intet af det, hun havde set efterladt af ildens hærgen havde været værd at gengive, og hun havde efterhånden set mange brandtomter, hvor mørkets soldater havde været forbi og aflevere en hilsen.

Hans smil gik lige ind hos hende og hun rystede hovedet, mens hun stadig lo let. Hendes hår var stadig indfanget i knolden, selv de normale utøjlelige krøller sad, hvor de skulle, for hun havde knyttet et smukt, lyseblåt silkebånd tæt om dem, så de hang ned ad hendes ryg som et vandfald af nattens sorte tårer.

”Og at give en udfordring er ikke ringe, når det er en fyr som dig, der tager den op!” Hun returnerede komplimentet og håbede, at hendes kinder ikke afslørede hendes overraskelse over at se ham her. Nå ja, det var vel også egentlig her i nærheden, vi mødtes sidst! Hans nærvær fik hende til at tro, at han ville sætte sig ved siden af hende, så hun rykkede lidt væk for give plads til ham. Da flammen blafrede op i hans hænder, betragtede hun den med en glad iver. Han tog mig seriøst! Nysgerrigt afventende så hun på ham for at finde ud af, hvad han ville finde på.

Overrasket spærrede hun øjnene op, da han kastede ildkuglen over mod hende og reagerede instinktivt ved at hæve højre hånd som et skjold mellem hende og ilden. Hun bed sig panisk i læben, fordi hun ikke havde været forberedt på dette, men stirrede undrende på sin hånd, da ilden ramte den. Kuglen omsluttede hendes hånd, men brændte hende ikke, og hun studerede den forundret. Hendes træning virkede altså også i større skala! Hun spidsede læberne i et sarkastisk smil og bevægede fingrende inde i flammen, som vinkede hun til ham.

”Din…! Du elsker virkelig det uforudsigelige?” Hendes øjnene spillede i latter, for en tanke havde strejfet hende, og en idé var begyndt at tage form. Med venstre hånd greb hun efter kniven under sarongen og førte den over i højre hånd, ind i ildkuglen. Jeg håber ikke, den smelter! nåede hun lige at tænke, inden hun kastede kniven, omsluttet af ilden tilbage til ham. Hun regnede ikke med, at der ville være problemer for ham ved at gribe projektilet, og for hende var det også mest en leg.

”Grib selv!” Lo hun og blinkede til Taylor.

//Frys.

Hun smilede afslappet, da han tilsyneladende bifaldt kombinationen af kniven og ilden. De var begge redskaber, dødbringende, hvis man ønskede det. Hun affærdigede hans beundring af hendes evne, for hun følte sig ikke helt sikker på, hvordan hun skulle reagere. Selvom han brugte et alvorligt stemmeleje, mistænkte hun ham for at drille hende. Hun så undersøgende på ham, men intet af det, hun så i hans ansigt tydede på morskab. Hun følte sig genert over hans alvor og slog bly blikket ned. Hun kunne lettere håndtere ham, når han lo ad hende, for hun forstod på ingen måde, hvor stor hendes evne var, og hvor glad, hun burde være for den.
Hun lagde sin venstre hånd på roden af egetræet og kiggede fornøjet på Taylor. Hun kunne godt lide at han sad tæt ved hende, så hun ikke længere fik solen i øjnene, når hun så på ham. Med sænket blik betragtede hun kniven, han stadig holdt i sin hånd, og huskede, at han havde smeltet hans egen kniv, sidst de mødtes.

”Kriger!?” Udbrød hun med et forarget fnøs og et glimt i øjet, mens hun gengældte hans undersøgende blik.
”Jeg er for doven og for magelig til at være kriger!” Hun rystede på hovedet af ham, lænede sig tilbage mod træet og strøg den højre hånd over sarongen, hvor kniven normalt sad.
”Og hvorfor skulle jeg også være en kriger? Jeg ville risikere at brænde mine venner af, hvis jeg skulle angribe nogen, fordi ilden er så kraftig og ustadig!” Hun lukkede det ene øje, spidsede læberne og så sigende på ham. Han måtte endelig ikke tro, at hun var i stand til at styre evnen, for selvom hun forsøgte at kontrollere energien, hændte det af og til, at det gik helt galt. Som for eksempel med stolen! Det var heldigt, at ham, der havde siddet der, havde rejst sig og var gået, før ilden var brudt ud. Hun havde bare været så rasende på ham, men det var en længere historie, som hun ikke engang orkede at beskæftige sig med længere. Hun ville jo aldrig møde ham igen!

Med forsigtig hånd berørte hun hans hårspidser og smilede drilsk ad ham.
”Du har fået længere hår, siden jeg sidst så dig, og du ligner jeg ved ikke hvad! Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro, at du var en adelsmand eller lignende!” Hendes stemme var fuld af latter og da hun så udtrykket i hans øjne, perlede latteren atter ud over lysningen. Hun havde ikke været sig bevidst, hvor meget hun havde savnet ham i tiden, hun havde brugt, siden han havde overrasket hende på hendes natlige gåtur… - og dog. Hver gang, hun havde brugt ildevnen eller øvet sig, havde han ligget som en tanke i periferien. Det var trods alt ham, der åbenbarede hendes evne for hendes selv.

”Jaa, det var det jo. Du forsøgte ikke for alvor at sprætte min hals op, vel?” Hun lod sætningen hænge mellem dem, selvom hun var ret overbevist om, at det ikke havde været tilfældet. Og det havde været en leg for hende, underholdende og overraskende. Han havde været en udfordring at tumle rundt med, fordi hans fysik var hendes overlegen, men hendes smidighed havde tippet vægtskålen til hendes fordel… - bortset fra at han stadig var hende overlegen!
”Græsstråbrænder.” gentog hun nærmest drømmen, provokerende. Hun kiggede drilsk på ham og nikkede, som havde hun besluttet sig for, hvad hun ville bruge resten af sit liv og sin evne til. Demonstrativt strøg hun over græsset, de sad i, og lod en lille flamme springe, men undlod af brænde noget af.

”De… det… - det var skam ment som noget positivt! Det, nej du, ser anderledes ud, end jeg huskede dig.” Stammede hun rødmende over den fysiske kontakt. Hun så nærmest bedende op på ham og ønskede, at han både ville slippe og bevare det blide tryk mod hendes hage. Det forvirrede hende at se ind i hans charmerende, grønne øjne, der mindede hende om den ro og det liv, der fandtes i den dybe, grønne og frodige skov omkring dem. Hun følte sig på en eller anden måde hjemme ved at sidde sammen med ham, og et yndigt smil prydede hendes ansigt, da han rejste sig op. Hun var kommet i tanke om, hvilken betaling, han havde fået for hans hjælp sidste gang.
Åh, hvor det lignede ham at drille hende!

”Uforbederlig til det sidste!” mumlede hun vidende. Hendes stille latter fulgte ham, da han rejste sig og gik ned efter kniven. Hendes øjne spillede af latter over en dristig tanke, hvilket han næppe så, fordi han gik med ryggen til hende.
Lydløst rejste hun sig op og bevægede sig hurtigt efter ham. Hun trådte forsigtigt i græsset, men lydende var dæmpet af forårets frodighed i skovbunden, og end ikke hendes tøj gav en hvislen fra sig. Hun havde bevæget sig ind på ham, og håbede, at han ikke havde opdaget det, fordi hans opmærksomhed var ved kniven. Da der kun var to meter mellem dem, tog hun et lille tilløb og sprang op på hans ryg, som var det hendes bror, hun havde overfaldet. Latteren boblede op i hende og klang igen ud over den før så stille lund.

”Uuups!” Morgana havde ikke forudset, at han ville miste balancen, og landede derfor i det bløde græs sammen med ham. Det duftede fantastisk, men hun fik ikke tid til at tænke mere over det, da han begyndte at tale. Hun kiggede blot på ham med et bredt smil på de bløde læber, som om hun ikke troede på hans ord… - men hun spærrede forbløffet øjnene op, da han begyndte at kilde hende!
Hun vred sig leende under hans hænder, der fandt steder, der var mere følsomme end andre. Halvt desperat forsøgte hun at komme fri af ham igen, mens hun stakåndet af latteren fik fremstammet:

”Din..! Ja, selvfølgelig udfordrer jeg dig!” Hendes tale blev afbrudt af endnu et latterudbrud, da han igen fandt et kildent sted, som hun ikke kunne beskytte ved at vride sig. Lettere opgivent forsøgte hun at fange hans hænder og låse dem, så han ikke kunne kilde hende, men han var stærkere og hurtigere. Hun besluttede sig for at modangreb og strakte sine slanke hænder frem mod ham, for at kilde ham, men opgav igen, da hun, igen, var nødt til at vride sig, for at undgå at blive kildet.

”Stop! Stop nu, eller jeg bliver nødt til at forsvare mig!” Hun lo, for farlig var hun jo ikke. Det værste, hun kunne finde på, var vel at bide ham, hvis hun kunne komme til det, men udsagnet var også kun forårsaget af det både frydefulde og ubehagelige ved kilderiet.

”Iiih!” Skreg hun og ruller om på maven, for undgå at blive kildet dér, selvom stillingen var ubehagelig, når hun lo. Da han trak sig væk og gav hende lidt plads, blev hun liggende på maven og kiggede forsigtigt frem for sig, for at se, om det var en afledningsmanøvre, eller om han virkelig gav hende lidt fred.

”End hvem?” Spurgte hun nysgerrigt og lagde en hånd under hagen og så op på ham med et uskyldigt blik. Da hun ikke umiddelbart fik noget svar, lod hun ham trække sig op i hugstilling, men forblev siddende på tåspidserne.

Hun fangede blikket i hans øjne og rakte hånden frem, for at tage imod kniven, men i stedet for gribe om skæftet, greb hun om hans håndled og trak ham brutalt ned mod sig, samtidigt med, at hun svang det ene ben ud under sig, så hun ville kunne feje hans ben væk under sig. Udfordringen er taget op! Et frydefuldt smil lå på hendes læber, og med den fri hånd tvang hun kniven ud af hans hånd, så der ikke var nogen risiko for, at den skulle skade dem, hvis det lykkedes hende at fælde ham.

Morgana havde ikke forudset hans hurtige reaktion, men nåede at tage for sig med hænderne, da han overfaldt hende. Hun lod sig falde bagover, med hænderne fat om hans skuldre, og trak benene op mellem deres kroppe, hvorefter hun stødte ham væk fra sig og gav slip, så han fløj over hendes hoved og landede bag hende. Med et vred i kroppen rejste hun sig op og tog en indånding, ubevidst om, at hun havde holdt vejret, da han angreb hende.
Hele hendes krop rystede af spænding og iver, klar til at tage kampen med ham op. Ved første øjenkast ville man tro, at hun var bange, men så man nærmere efter, ville man bemærke det forventningsfulde smil, der lyste op i hendes ansigt. Hun fugtede kort sine læber og lagde hovedet på skrå, betragtende.

”Kom så Taylor, eller er du allerede træt af legen?” Hun smilede spottende til ham, rystede sigende på hovedet, så krøllerne slangede sig hen over hende skulder, og gik ned i knæ, afventende hans næste træk.

Morgana betragtede hans bevægelser med vagtsomme øjne og spændte muskler, klar til at forsvare sig. Hun gav efter i knæene og gjorde sit tyngdecenter lavere, i fald at han skulle forsøge at kaste sig over hende. Hun kunne mærke blodet bruse i kroppen; musklerne var varme og hendes vejrtrækning var stigende, fordi kravet til ilten blev større.
Mens hele hendes opmærksomhed var rettet mod Taylor, mærkede hun pludselig en prikken bag sig, som fra strålevarme. Hun skød det fra sig, det var jo nok bare hendes krop, der var blevet varm af kampen, og forsøgte at regne ud, hvad han ville finde på som modtræk. Hun havde ikke forventet et verbalt angreb og stod et øjeblik uforstående med åben mund, før meningen af ordene gik op for hende. Hun vendte sig med rædsel, pludselig klar over, hvilken varme det var, hun havde mærket før. Det var ikke kun hendes egen kropsvarme!

”Åh nej!” Hun stirrede på træet med vidt åbne øjne, skrækslagen over, hvad hun havde gjort. Det mest chokerende var, at hun ikke havde været sig bevidst om det! Hun rakte ud efter ilden for at slukke den, men den svandt af sig selv stille hen og efterlod de før så friske, grønne blade afsvedne og forkullede, og en frygtelig mistanke slog ned i hende. Hun havde jo netop praktiseret ufarlig ild. Hun vendte sig hastigt rundt, men…

(Vær så god at angribe, som aftalt XD)

…-I det, hun kiggede tilbage på ham, kom han flyvende og tvang hende ned på jorden med sin vægt. Al luft blev slået ud af hende, og hendes arme blev låst fast, så hun ikke kunne gøre noget. Hun hev efter vejret og stirrede op på Taylor, der provokerende grinede af hende. Uhh, hvis jeg bare kunne få min ene hånd fri, skulle jeg nok få tørret det smil af dine læber! Hun vred prøvende i håndleddene, men opgav igen. Med mindre Taylor fik lyst til at slippe hende, måtte hun finde en anden udvej.

”Om jeg er, din, din…! Sådan noget er ikke noget at lave sjov med!” Svarede hun hidsigt på tiltalen. Selvom hun forsøgte at beholde en alvorlig mine, kunne hun ikke lade være at grine, fordi hans tidligere grimmasse var alt andet end køn, og hun lagde træt hovedet på tilbage på jorden og slappede af i halsmusklerne. Der var ikke så mange muligheder for et modtræk, og hun sukkede tungt over udsigten til at have tabt endnu en slåskamp med Taylor.

”Du vinder kun på din styrke!” mukkede hun og spidsede misfornøjet læberne, mens hun så alvorligt på ham… - hvis hun så bare kunne få fat i kniven, hun havde vredet fra ham i starten… Den lå en lille meter til venstre for hende, men hun vidste ikke, om han havde set den.

”Så du vil have en fair kamp uden våben..?” Hun smilede uskyldigt til ham og viftede med de lange vipper for at se sårbar og forsvarsløs ud. Da han slap hende rejste hun sig langsomt og på knæ og børstede støvet af sig, som havde hun opgivet kampen. Hun kørte en hånd op til sit hår og opdagede til sin ærgrelse, at hårbåndet havde løsnet sig. Det kunne ikke vare længe før det gled helt ud, men hun øjnede en chance og gav pokker i håret. Hun støttede en hånd mod jorden og lænede sig en smule frem, mens hun kiggede undersøgende på Taylor. Han så ud til at have planer, men hun besluttede sig for at gå til angreb, og så måtte hun se, om det lykkedes.

”Du er ikke mere snedig end en sten, når du slipper mig fri!” Grinede hun af ham og sprang med skulderen ind i ham, så han væltede bagover. Med hænderne tvang hun hans skuldre i jorden, satte sig på maven af ham og pressede knæene ned mod hans albueled, så de var paralyserede. Det var lidt af en kraftprøve, men det lykkedes. Hvis jeg bare vejede lige så meget som ham! … - eller nej, så ville han nok ikke kalde mig smukke!
”Se så, hvem ligger nu nederst?” Hun smilede drillende og bøjede sig frem, så hendes ansigt var lige over hans. Hendes krøller gled stille ud af hårbåndet, der faldt ned ved siden af ham.

”Det gør du vist.” Hendes stemme var blød og en smule stakåndet af kraftanstrengelsen ved at lege med ham på denne måde, men hun bemærkede det ikke, for hun var fanget af hans øjne. Det var smukke, ufatteligt smukke, og hun følte sig fanget af dem, som kunne hun se evigt ind i dem. Hun lænede sig det sidste stykke frem og samtidig faldt hendes sorte krøller ned og skjulte deres ansigter, da hun blidt trykkede et kys på hans læber.

(Har fået tilladelse til de forskellige ting.)

”Nej, vel? Af og til er det rart at tabe.” Hun lod Taylor sætte sig op og blev halvt siddende på hans skød, hvorfra hun smilede drilsk til ham. Da han berørte hende, skælvede hun en smule, men hun vidste ikke, om det var af kulden eller af hans nærvær. Hans øjne, der mødte hendes strålede, af hvad viste hun ikke, men de var smukke som juveler. Hun nød kysset, lagde forsigtigt en hånd til hans kind og strøg den nedefter langs hans hals.
Hun lagde hovedet på skrå, da deres læber igen skiltes igen, og smilede, forsigtigt denne gang, til ham. I øjeblikket var der ikke behov for ord, handlingen alene var vist sigende nok. Hun lagde ansigtet ned til hans hals og sukkede af velbehag. Stilheden omkring dem var fuldstændig, kun afbrudt af et par fugle af og til.

”Det var en god lille kamp.” hviskede hun konstaterende og kiggede op på ham igen. Allermest havde hun lyst til at rulle sig sammen og putte sig ind til ham, men hun vidste ikke, hvordan han ville tage det. Det havde været en pludselig indskydelse, hun havde fulgt, selvom hun havde haft en anelse om, hvor det bar hen. Sådan var det vist også sluttet sidst, de havde kæmpet…

Hun kunne mærke, hvordan han stivnede, og blev pludselig ængstelig. Hvad lavede hun egentlig? Hvad lavede DE! Da hun blev puffet ud af hans favn, blev hun siddende på jorden og så forvirret op på ham. Tavs så hun efter ham, da han bakkede væk fra hende, som var hun farlig eller spedalsk, men da han ramte træet, krøb et lille smil frem på hendes læber. Hun var forundret over hans opførsel, for han havde altid virket så… hoven og overlegen, drillende. Sådan her mindedes hun ikke at have set ham.
Hun blev siddende, tal hun ikke længere kunne høre hans skridt mellem træerne, hvorefter hun rejste sig op, med kniven i hånden og gik op mod højen, hvor hendes ting lå.
Her bøjede hun sig træt ned for at samle akvarellen op, men hendes kræfter svigtede hende, og hun lod sig synke ned for foden af den store eg. Der var et eller andet, der var bristet i hende; hun kunne ikke længere kontrollere sine tankers baner. Det ene øjeblik følte hun sig glad ved tanken om deres kamp, det andet isnede det ned langs hendes ryg. Hun vidste ikke, hvad der var sket mellem dem, og horfor, det var sket. Skræmt trak hun knæerne op under sig, skubbede kappen over sig og skjulte ansigtet mod armene, hun knugede om knæerne.

Da mørket havde sænket sig, og alle lyde fra dagen var forsvundet, kiggede hun op fra hendes skjul igen. Hun kunne stort set intet se, og hvis det ikke havde været for følelsen af jorden under hende, kunne hun godt have troet, at hun var død. Tankerne var endelig forsvundet, og hun følte en underlig tomhed; det eneste, hun registrerede nu, var sulten, der gnavede i hende. Med stive bevægelser strakte hun sig prøvende og rejste sig lidende op. Hendes muskler klagede over den lange tids stilstand, mens blodet langsomt fandt ud i årerne igen. Med kejtede bevægelser fik hun samling på sine ting og slængte rygsækken over skulderen, før hun fremkaldte en lille flamme til at lyse for sig, da hun forlod lysningen.

//Out.

En lille grøn men smuk pige med vinger kommer svævende hen til det gigantiske og gamle egetræ. Hun siler ved at se på denne kæmpe som har levet i måske flere århundreder. Paradisskoven er et sandt paradis. der er stadig nogle velbevarede dele af den som kan bevise det tænker hun og sukker stille for sig selv. Hun lander på jorden og begynder at danse omkring den enorme stamme. Hun danser meget let og lydløst. Hun danser fordi hun gerne vil hylde det gamle træ og ære det meget fordi det har holdt ud i de mange onde tider. Hun er helt fuldstendig fortabt i sin egen lille verden af natur, dans og glæde.

Den hvide skikkelse af Ninlia ses inde iblandt skovens andre træer. Hun har forvildet sig ind i paradisskoven, da hun leder efter frø fra skovens forskellige planter. De fleste af jordens blomster har allerede visnet bort, så det eneste, der tilbage er krat og buske. Hun leder efter en speciel busk.
Midt i hendes søgen efter frø ligger hun mærke til en bevægelse tæt ved det store egetræ, som har stået der i mange år.
Hun står og stirrer på nymfen, som ser ud til at være godt optaget af hendes dans. Hun har faktisk aldrig set en nymfe før, så hun betragter hende stille.
Selvom man skulle tro, at hun ville angribe alt og alle, fordi hun er en mørkets kriger, så er Ninlia anderledes end dem, som kun tørster efter blod og kamp.
Ninlia tørster kun efter hævn. Hun følger mørkets lord med stor disciplin. Så længe, at de ikke gør mørkets lord eller hende nogen trussel, så lader hun væsner leve og dø naturligt.
Der er helt stille og man kan knapt høre hendes vejrtrækning.

Hun laver en vild piruette og tager en hel tur omkring træet. Efter præcis en hel omgang stopper hun med ansigtet mod træet og nejer meget dybt. Hun ser ud af øjenkrogen en hvid skikkelse og fór forskrekket op. Hun skjuler sig bag det store egetræ og flyver op i kronen hvor der stadig er nogle udholdende blade der skjuler hende. Hun kigger meget nysgerrigt på den hvide skikkelse. En elver. De er skovens venner. Hende burde jeg jo ikke være bange for. Men man ved aldrig med de onde tider. Hun bliver dog siddende for at være fulkommen sikker på personens villen her i skoven. Ved det helligste af det helligste (i følge hende) i skoven. Hun må lede efter noget bedstemt beslutter hun så og prøver at tænke på hvad der kunne være så specielt hun ville have fat i.

)Frys(
((Undskyld men min skole har lavet en computerfri aften så nettet blev slukket... Intet net til mig...))

Da hun ikke rigtig føler sig tryg ved den fremmede smutter hun i håb at hun ikke bliver forfulgt

//Out