Arata står i græsset tæt ved den støvede grussti, og støtter venstre hånd mod en middelstor træstub.
Han ser utrolig forvirret ud, og han har absolut ingen ide om hvad det her er for et sted, eller hvordan han er havnet her. Alting virker så fjernt og tåget i hans hukommelse, og det sidste han husker at være vågnet op liggende i græsset, uden nogen som helst andre i nærheden.
Selvom det egentlig er ret varmt, fryser han en smule alligevel. Solen skinner ud mellem nogen generte skyer, der hele tiden glider bort igen og igen.
Det er lang tid siden han har været så tæt på ren, uspoleret natur, og den friske landluft føles som et lettende brusebad for hans slidte lunger.
Men eftersom han er mest interreseret i at vide hvor fanden han er havnet, føler han ikke tid til at nyde naturen mere end det.
Han har ikke mødt et levende væsen siden han så en hestevogn køre forbi for noget tid siden, men den kørte så hurtigt at han umuligt kunne nå at stoppe den.
En hestevogn. Hvem i alverden køre dog i hestevogn stadigvæk? Det er virkelig et.. underligt.. sted.. måske er det et sted i Europa?
Med et suk sætter han sig på den træstub, som han før støttede sig op til, og slapper lidt mere af. Han prøver at huske hvad der er sket, men det hjælper ikke.
Han regner med at han var fuld på det tidspunkt, siden han har glemt det hele, hvilket ikke ligefrem hjælper på humørert.. og tanken om at hans børn nu er helt alene gør ham om muligt endnu mere trist til mode, selvom de nok klare sig bedre uden ham til hele tiden at være i vejen.

I starten opdager Arata ikke Kazumetzu, eftersom han stadig er en smule langt væk og han selv sidder i sin egen verden og tænker på noget han har glemt..
Han sidder bare fuldkommen stille, med sit lange hår foran ansigtet mens han betragter en bille kravle hen over græsset ved foden af træstubben.
Faktisk har han aldrig set den slags bille før.. sikke en sær farve.. det her er helt sikkert ikke hans hjemland.. men det kunne han allerede se på alle de trætyper han ikke kender.
Han er ikke den store naturkender, og derfor opdager han ikke, at de her omgivelser slet ikke findes på planeten Jorden.
Pludselig høre han nogen komme gående, og han fare op for at spørge hvor i alverden han befinder sig, da han opdager sin egen søn komme humpende.
Han står lidt og ser dum ud, undrende og forvirret. Er han også havnet her? Måske.. måske er det virkelig et sted i nærheden af hvor de bor? Måske har han bare forvildet sig herhen i en brandert? Eller.. han burde kunne kende det.. men siden Kazumetzu også er her, regner han med at de er et sted tæt på deres hjem.
,,KAZUMETZU!" udbryder han lidt for højt, og løber over til ham. Men da han kommer ud på grusstien, går det pludselig op for ham, at han ingen sko har på, eftersom de små sten gør overraskende ondt!
,,Auch auch auch" udbryder han inden han vælter om på ryggen, for derefter meget hurtigt at rejse omtumlet igen.
Derefter skynder han sig hen til Kazumetzu, og standser op foran ham. Han begynder at forklare alt muligt mens han samtidig spørger om alt muligt andet, så det slet ikke er til at høre hvad han egentlig siger.
Men pludselig opdager han, at Kazumetzu har forbinding og krykker på, og standser brat.
,,Hvad.. hvad er der dog sket?" spørger han, og skal lige til at hive fat i ham og ruske ham, men han når dog at standse sig selv.
Han er fuldstændig forvirret, men lige nu er det sidste spørgsmål det han helst vil have svaret på.

Arata bliver virkelig overrasket, og som reaktion er han lige ved at trække sig væk. Dog er der et eller andet inden i ham, der forbyder det, så han bliver stående..
Han har armende hjælpeløst ud til siderne, og han ved ikke helt, hvad der sker.. Kazumetzu hader ham jo.. han har ikke været så tæt på ham i utrolig lang tid, og det går ham faktisk en smule bange, samtidig med at han også føler sig trist og glad. Totalt forvirret blanding af følelser.
Han lytter til hvad han siger, og selvom han ikke rigtig fatter hvad han mener, nikker han bare forstående.
Meget langsomt ligger han armene løst omkring Kazumetzu, og giver ham et forsigtigt kram. Dog uden at berøre hans skadede arm, hvilket resultere i at han står en smule væk fra ham alligevel.. dog er det kun kærligt ment..
Han spørger ikke hvordan han er kommet til skade. Ikke nu.. det må vente til senere.
For en gangs skyld vil han opføre sig som han burde, og bare lytte uden at pladre hele tiden.. trods han stadig er virkelig forvirret.

,,Jeg... ved ikke engang hvor vi er henne..." siger Arata ærligt.. han har absolut ingen ide om det.
Han holder stadig rundt om Kazumetzu, og føler sig underlig varm indeni. Det er en mærkelig følelse, når ens søn for første gang i lang tid viser, at han bryder sig om en trods alt.. trods alt han har gjort af dumme ting..
,,Bare rolig.. alting skal nok blive godt igen.. det lover jeg" siger han stille og smiler forsigtigt ned til ham.
Selvom han tvivler på sine ord, vil han gøre alt for at Kazumetzu skal få det godt. Uanset hvor de er henne..
og måske findes alkohol ikke her.. det ville gøre det hele meget lettere for ham, selvom han ville få det dårligt i lang tid. Men tanken om en alkohol fri verden ville gøre alting perfekt igen, eftersom det ville være umuligt at blive ledt i fristelse.
Men det lyder for godt til at være sandt, og han slår hurtigt tanken væk igen. Han må bare tage sig sammen.. for hans families skyld..

Arata er lidt bange, selvom han ved at Kazumetzu har en tendens til at overreagere lidt, hvad angår smerter og skader..
,,Bare rolig.. jeg er sikker på at der er nogen dygtige læger her i landet" siger han opmuntrende, selvom han har ingen ide om det passer.
Han ved stadigvæk ikke hvor fanden de er henne, men han er utrolig glad for at se Kazumetzu. Han ville nok have fortrukket ham uskadt derhjemme, frem for såret og trist her.
Men han er i live. Det er det vigtigste.. om han så mangler arme og ben, vil Arata bare gerne se ham være glad.
Tanken om at de andre måske også er her, strejfer ham hurtigt. Måske er Zondra og Yutaka et sted derude. Måske er hele familien kommet herhen! Hvis det er tilfældet, bliver han nødt til at finde dem!
Ikke fordi han tror han kan beskytte dem. De klare sig nok bedst selv.. han vil bare lige sikre sig, at de også er i live og helst uskadte.

Arata går fra at være bekymret og forvirret, til at være virkelig vred
,,.. hvad... gjorde han sagde du ??!" spørger han med sammenbidte tænder og et vredt blik!
Selvfølgelig er det hans skyld! Den opblæste, stupide nar der tror han kan behandle Kazumetzu som et stykke legetøj!
Hans lille dreng viser så meget hengivenhed over for det bæst, og som tak ødelægger han hans arm!
Og at være fuld i nærheden af en såret, ung mand? At drikke sig så fuld at man ødelægger ting og... gør.. dumme... ting.. er uansvarligt..
Den sidste tanke skynder han sig at skubbe væk, eftersom det mindede ham lidt for meget om sig selv. Han bliver virkelig flov, og skynder sig at kaste blikket mod jorden.
,,Måske.. kan vi stadig nå hen til lægen og få lagt en ordentlig forbinding på igen!" udbryder han og smiler overdrevet.
En hver udsigt til forbedring gør ham glad. Han har det med at overdrive med sine følelser.

,,Der.. må.. da være en eller anden måde at ordne det på?" spørger han fortvivlet, mens han virkelig tænker over en løsning.
Han ved heller ikke særlig meget om lægevidenskaben.. han knap nok finde ud af at rense en rift, og han kan ikke engang simpel førstehjælp!
Måske er lægerne anderledes her. Og desuden, hvordan skal han kunne betale dem? Både hans sko og hans pung er ikke kommet med hertil, hvilket er ret mærkeligt.
Han siger dog ikke noget, og holder stadig på Kazumetzu.. Han vil gerne virke som om han virkelig vil trøste ham, hvilket han jo egentlig også vil.. han har bare altid svært ved at vise den slags ting!
Men uanset hvad, nægter han at lade Kazumetzu stå og glane.. de må tage et sted hen.. og måske skal samtalen hellere gøre over på et sted at sove, nu hvor mørket er faldet på!
Endnu en gang ærger Arata sig over, at han ingen penge har, selvom han ikke ved, at hans penge alligevel ikke kan bruges her.

,,Jamen... jeg nægter at tro, at det ikke kan ordnes!" siger han stædigt, og stamper i jorden som et lille barn.
Men nu synes han det er på tide at skifte emne. Det går altid mest ondt når man snakker direkte om det, og Kazumetzu trænger til at tænke på noget andet.
,,Men.. det er mørkt, og jeg har ingen penge. Hvor i alverden sover du henne?" spørger han, og bliver bange ved billedet af Kazumetzu liggende alene i skovbunden, frysende og såret, med vilde dyrs glødende øjne stirrende sultent på ham overalt!
Han ville ikke klare den.. på den anden side.. Kazumetzu er jo ikke så svag som han ser ud, og skal ikke undervurderes.
Alligevel tror Arata mest på, at Kazumetzu enten har hængt på ham der Chiki-tjanka eller sovet et koldt, mørkt og fugtigt sted alene, og han gyser ved tanken!
Han er også selv umådelig træt, men viser det ikke, eftersom han jo skal hjælpe sin søn nu. Det handler ikke hele tiden om ham selv.

Arata løfter øjenbrynet undrende af Kazumetzu..
,,Okaaay? Hvorfor tager du ikke bare æblerne fra haven, og siger at du selv har plukket dem herude? Og hvorfor i alverden tager du ikke bare bussen?" spørger han utrolig blondine-dumt og temmelig langsomtopfattende.
Hestevogne, mørke stier, ukendt natur, fremmede dyrearter.. alligevel er det ikke feset ind i Aratas tykke knold, at der tydeligvis ikke findes busser her!
Og til det første, ved han egentlig godt at Kazumetzu aldrig kunne finde på at lyve, selvom det egentig ikke er nogen slem løgn. Desuden følger han nok bare damens ordre blindt, fordi han vil være flink og gøre alle tilfredse mest muligt.
Han glemmer faktisk helt at blive sur over, at Chiaki's navn blev nævnt.
Men det kan han jo altid komme til, når de først er nået til den gamle dames hus..

Arata ser mere og mere forvirret ud, og klør sig lidt i nakken..
,,hvor er "her" egentlig?" spørger han endelig, eftersom det er noget der virkelig har plaget ham. Det lyder jo som en anden tidsalder eller en hel anden verden!
Men det er jo noget pjat! Det er jo helt umuligt.. urealistisk.. men hvilket land har dog ikke busser?
Og hvordan i alverden skal han kunne klare sig uden elektrisitet? Han er blevet et overforkælet storbymenneske, og han får svært ved at ligge sine vaner om.
Han har faktisk helt glemt hvor meget han fryser, eftersom han stadig ingen sko har på. Hans fødder er næsten helt blå, men han lader være med at sige noget om det, nu hvor han er igang med en samtale med Kazumetzu.

Arata kan næsten ikke lade være med at grine over navnet
,,Krystallandet? Den gamle dame ER virkelig tosset!" siger han klukkende og holder sig på skulderen, eftersom han af en ukendt grund har ondt i den.
Han opdager at Kazumetzu ser meget døsig ud, og bliver igen alvorlig og rolig.
,,Nå.. måske vi skulle få dig hjem til den tossede krage.. Skal jeg hjælpe dig? Kan du gå selv?" spørger han og lyder temmelig mor-agtig.
Men han vil helst ikke have at Kazumetzu pludselig får et anfald, eftersom han kan komme slemt til skade i faldet, især når han allerede er skadet i forvejen.
Så han beslutter sig for at holde skarpt øje med ham.

,,Whoa!" udbryder Arata, og skynder sig at hive fat i Kazumetzus raske arm, så han er sikker på at have fat i ham når han vælter.
,,Du kan ihvertfald ikke gå selv.." siger han, og overvejer at bære ham allerede. Nemmere bare at gøre det nu, end når han er tung som dødvægt... selvom Kazumetzu aldrig er særlig tung alligevel..
Arata har brug for mere guide end bare et peg i retningen af stedet!
Han aner absolut ikke hvor i alverden det hus ligger henne, og han tør næsten ikke bevæge sig rundt i mørket på den måde.
For han ved jo ikke hvilke typer der bor i dette mærkelige sted med det komiske navn.

,,Du skal endelig sige til hvis det her gør ondt" mumler Arata, da han samler Kazumetzu op og bære ham i sine arme.
Han bliver helt overrasket over hvor let han er, men det er lidt besværligt fordi han anstrenger sig for ikke at ramme de alt for skadede områder.
Desperat prøver han at huske alt det Kazumetzu sagde, og begynder derefter at gå i den retning han sagde..