Året løb ud som sand i et timeglas. Sandkornene tyndede mere og mere ud, og før man kunne nå at gøre sig et blink, havde man misset alverdens magiske øjeblikke. Det var hvad dette år havde budt på, en lang rækkelse af hændelser, og han havde misset ud på dem hver og en. 

Kæben spændende let op, som han sank en klump af sit eget spyt i det han stod ved indgangspartiet til den hellige bydel. Vanære og skam syndede han i. Armene hang og skuldrene sank som han stod der. Hovedet let lænet tilbage og det som skulle have været et klart syn, var et intethed. Havde han kunne se, havde han set op mod himlen, op mod murene. Op. Men Eskild sukkede i sidste enden blot og lænede hovedet frem igen, så han stod med ret ryg og hagen i flygt med brystkassen. 

"Året har været en sand tragedie" kommenteret han stille, og vendte hovedet mod skridtene af en alt for velkendt gang. Individet som var hans bedsteven. Issac Thorne, en mand med lige så mange skeletter i skabet som ham. "Tror du på, at man kan vende skuden når den er synkende" spurgte han retorisk. 

Måske var “Den hellige Bydel” det rigtige sted at besøge på dette tidspunkt, inden året ville gå på hæld og bevæge sig ind i et nyt. En mulighed for at få blessed de synder, som har lagt en på sinde, det sidste års tid.
Hvor meget der tyngede hans kollega var svært at sige, men det var tydeligt at høre på ham, at der lå noget på sinde. Sukket som Eskild kom med var også ret sigende om hvad der var hændt.

”Jeg tænker det burde være muligt. Men det lyder til at et besøg her i den hellige del af byen, var en god ting på disse sidste timer af dagen?” Issac bevægede sig ind i bydelen, ”Mon ikke at de har tid til at klare dine synder?” Hans eget år havde egentligt ikke været så frygteligt, men det havde været mere turbulent end ellers, det var der ingen tvivlom.

Kunne han se, ville han have spejdet mod himlen, træernes top og sollyset der ville blinde en for en kortvarig stund, måske give de så eftertragtet røde pletter for synsfeltet. Men han lod hovedet hvile let foroverbøjet, så han så bare frem for sig. "Jeg har givet mine trosbekendelser til Fader Romeo ... i et omfang da" erkendte han tvært og rømmede sig let. Eskild havde ikke fortalt Isaac alt, og det gik selvfølgelig også den anden vej. 

"Jeg ved, at vi begge har hemmeligheder og vores private sager i gang, men du har været din kone utro utallige gange, svindlet, løjet og tjent penge på utænkelige måder. Hvordan holder du hovedet højt som intet tager på dig?" spurgte han som den pludselig uerfarne vagt. 

Eskild var en kompleks fyr, men det var de begge to, måske når det kom til stykket. Selvom mange ting var usagte, så var det måske ikke svært at vide hvad den anden gik og lavede, når alt kom til alt. De havde været et makkerpar længe, og Isaac holdt af den anden. Han kendte til hans beføj ligheder, ligesom Eskild kendte til hans. ”Åh, selvfølgelig har du det. Hvordan blev de modtaget?” Hvis Isaac en dag skulle finde til de beføjelser i hans eget sexliv, så ville Eskild ikke være nogen dum person. Han havde set ham, med og såvel uden tøj på, og var alt i alt en meget pæn mand når det kom til stykket.

”Nu synes jeg du slynger med meget omkring dig, sådan et sted som vi lige nu er” Spøgte han. Det var tilgengæld ikke løgn, men hvornår nød man at få det hele smidt på råt på bordet? ”Måske er det blot magten og lysten som stiger en til hovedet. Det har måske ikke været fair at behandle Serafina på den måde, men enhver man har svagheder - og samtidig så er det måske ikke kærligheden som sprudler i det forhold” Det var jo lidt tvunget, og hun var flot og jo han elskede hende, men det var kompliceret.

”Du tænger at det er mig der trænger til at lette mit hjerte og tage hånd om mine synder - til denne fader Romeo?”

Det var et hurtigt svar der kom retur, og det var vel næppe nyt. Isaac kunne både være hurtig såvel som langsom, men det var hans måde at agere på. Derfor kunne han være svær at arbejde med, men Eskild levede fint med det. Så længe Isaac ikke var til hest. "Ingen af dem lytter alligevel, de har travlt med deres eget dødens kedelige liv" kommenteret han, næsten som en mut teenager. Men han forstod nu nok budskabet alligevel. 

"Jeg tvivler stærkt på du vil få noget ud af at trosbekende til ham, han har alligevel sine egne hemmeligheder af en præst. Men nej, jeg tænkte mere.. jeg har ikke den indre ulmende os i mig som tidligere, hvordan vender man det". 

Isaac var ikke færdig med at høre om disse trosbekendelser, selvom hans svar kom hurtigt og måske ikke spurgte meget ind til dem, men han skulle lige have lagt et grundlag for hvordan og hvad han skulle spørge indtil. Der lå uden tvivl en masse i det her, og der var en grund til at han bragte det op, og hvis præsterne ikke havde lyttet.. ”Det er ellers det vi har dem til. Men i hvilket omfang blev de givet? Og hvis det er sådan at du gerne vil ud med dem, og de ikke lytter, så ved du hvor du kan finde et sæt ører som gerne vil lytte” Tilbød han. Eskild kunne ikke se det, men Isaac lod blikket hvile på ham, som han studerede ham og hvilke tanker der gik igennem hans hoved.

”Vi har alle hemmeligheder, men spændende hvilke slags en præst har” Det kunne man kun gisne om, selvom han lidt havde en idé, når Eskild fremlagde tingene på den måde som han gjorde. ”Så det du mener er at du gerne vil være mere “ligeglad” og kunne se bort fra de synder som du har lavet - sådan som jeg gør?”