Der fulgte et vist ansvar, når man var gift med en præst. Opgaver, fremføring af sig selv og temperament. Noget Twyla tog ganske seriøst udenfor hjemmets vægge – og til dels også bag dem, men der var færre sociale krav. Som præstekone måtte hun opstille klare regler for sig selv og overholde de sociale regler til punkt og prikke, for hvad end hun gjorde, ville det reflektere tilbage på Emmanuel og templet. Noget hun for længe siden havde slået sig til tåls med. Det havde været en del af hendes opvækst som datter af to militære skikkelser og småadelig. Alting viste tilbage til noget; det var aldrig kun hende selv, hendes opførsel viste tilbage på. Hvis først hun gjorde en ting forkert, kunne det skabe en hel lavine, der kunne trække alle andre med hende.

Men det havde Twyla slået sig til tåls med og lært, og derfor var hun som regel også den første til at melde sig til frivilligt arbejde i templet. Nogle gange stod hun i spidsen, andre gange parerede hun udelukkende ordrer. I dag stod hun med forklæde og håret opsat og serverede gratis suppe til de fattige beboer i den nedre bydel. Skåle blev serveret med et smil og en enkelt bøn. I nogle tilfælde et ord eller to, der blev udvekslet. En bemærkning, der blev smidt i hendes retning; nogle blev besvaret, andre ignoreret. Det kom an på, hvad der lå bag ordene.
“Nådigfrue Peterson? Vil De hente mere vand ude i baggården?”, Twyla nikkede henover skulderen, før hun rakte en skål suppe til kvinden foran sig og derefter suppeskeen til sin medfrivillige, før hun tog en spand med sig ud i gården. Normalt ville det aldrig havde været Twylas plads at hente vand fra brønden, men der var andre regler under frivilligt arbejde. Hun trådte udenfor i det lumre vejr – tung luft hang i vejret, som om der snart ville falde regn – og satte kursen direkte mod brønden.

Twyla havde knap nok fået spanden på krogen, før hun blev afbrudt:
“Har De brug for hjælp?”
Hun vendte sig mod stemmen, som tilhørte en mand ikke meget ældre end hende. Han bar en vagtuniform, havde mørkt krøllet hår og et skæg, der tydeligvis kun lige var begyndt at gro. Med et smil svarede Twyla, at det ville være til stor hjælp. Vagten greb fat i rebet, sænkede spanden ned i vandet og trak en fuld spand op, som Twyla ville gribe fat i, men manden greb fat i hendes håndled.
“Hvad får jeg for det?”, Twyla rynkede øjenbrynene ved hans spørgsmål. Hvad han fik for det?
“Min taknemmelighed. Det var venligt af Dem, men nu har De gjort mere end rigeligt”, hendes smil begyndte at blive stift i kanten, da hun forsøgte at trække sin arm til sig, men ikke måtte få lov, “Tak for Deres hjælp, men nu skal De give slip”

Lauge var trukket i sin uniform der var en lang dag foran ham, han var en af de vagter der var sat til at sikre sig at mad udleveringen, gik uden problemer for de meget fattige kunne godt være grove i munden og have lange fingre, der skulle være mad til alle.  Han var ikke synderligt begejstret for denne tjans, især fordi han ikke brød sig om mange folk samlet, men måtte blot bide i det sure æble og tage sig sammen, få dagen overstået. 

Han vandre med folde hænder bag nakken, et køligt blik i de meget lyse øjne og arret der gav ham et endnu mere ubehageligt udtryk. Men det var til hans fordel fordi de fleste ikke ønskede ham nær, han var på vej op af den lange kø da en ung fyr prøvede at springe over, men Lauge havde et falkeblik og greb hurtigt fat i fyrens skulder før han trak ham helt om bag køen, for så at sende et hårdt blik " engang til! så er der ikke mad til dig, du er ikke vigtigere end alle andre her" vrissede han tørt af ham. Den unge mand undskyldte og tiggede om at få lov til at få sin plads igen, men vagten vendte ham blot ryggen og fortsatte tilbage op langs rækken igen. 

Lauge  nåede lige at spotte en af de arbejde, som så ud til at skulle hente vand, men en mistænksom mand fulgte efter hende. Et suk slap mænd blev ikke klogere forsikrede han sig selv, før han måtte træde til og satte kursen imod dem. Som han trådte tæt på bemærkede han grebet i kvinden og hørte hende bede ham slippe hende. Brynene rykkede tættere sammen som han trådte frem. for at lægge en hånd på mandens skulder " DE! bør klogt i at slippe hende nu, med mindre DE ønsker en tur i arresten !" lød det så koldt så hans ånde næsten kunne fryse til is. 

Blikket gled kort imod hende " beklager dette svins behandling fru, det fortjener ingen" sagde han kort men i en lidt mere blidt tone, før blikket så meget intenst på manden og håbede han slap for han orkede, ikke slæbe ham med til hovedkontoret. 

Da Twyla havde givet manden foran sig alt sin opmærksomhed, havde hun slet ikke bemærket den anden byvagt, der var nået op til dem, hvilket var grunden til, at hun blev mindst ligeså forskrækket som manden, der havde fat i hendes håndled. Grebet blev straks sluppet, og Twyla nåede at gribe spanden med vand, inden den ville falde ned i den mørke brønd. Hun stillede den på jorden. Den nyankomne mand havde umådelig blåisnende øjne og to lange ar henover halvdelen af sit ansigt. Han så langt mere egnet ud til jobbet end den forvoksne dreng med det plettede skæg, og selvom han nok ikke burde gøre det, satte han en følelse af sikkerhed ind i Twyla. Hun var vant til at omgås militæret, og det gjorde hende langt trykkere, når det så ud til, at de vidste, hvad deres job indebar - og det var i hvert fald ikke at lægge an på (nærmere true) kvinder i arbejdstiden.
"De kan ikke tage skylden for andres dårlige opførsel eller undskylde på deres vegne", forsikrede Twyla ham.

"Jeg har ikke gjort noget forkert", fnøs den forvoksede dreng, hvilket gav Twyla lyst til at rulle med øjnene, men hun holdt sig i skindet. En ting var, hvis det kom for Emmanuels ører, at en fremmede havde langt hånd på hende, det var noget helt andet, hvis det var den anden vej rundt - eller bare noget der mindede om. Det ville reflekterede skidt tilbage på templet.
"Nej, selvfølgelig gjorde De ikke det", hun hadede allerede de næste ord, der skulle forlade hendes mund, "Men jeg tvivler på, at min mand vil mene det samme. Ser De, jeg ville nødig have, at De også skulle have med ham at gøre foruden hovedkontoret. Han er langt mindre forstående end mig".
Byvagten, der havde lagt hånd på hende, lignede én, der syntes, at hun var åndssvag. Som om at hun udelukkende bekræftede det, som han havde tænkt om hende: En dum, pjattet svinemær der søgte ly i skyggen af sin mand. Det fik Twylas blod til at bruse, hvilket udelukkende kunne ses på hendes smil, der blev yderligere køligt. Hun vendte sit blik mod den anden mand, som stod bag ham, og nejede for at hilse på ham.
"Nådigfrue Twyla Peterson til Deres tjeneste, sir. Har jeg set Dem i templet? De virker temmelig bekendt. Måske gennem min mand? Emmanuel Peterson?", på nuværende tidspunkt lukkede hun bare en masse tomme ord ud, men det gjorde alverden til forskel: Byvagten med det krøllede hår spærrede øjnene op, så vidt hun kunne se ud af sin øjenkrog.

"Jeg mente jo ikke-", Twylas blik på manden fik ham øjeblikkeligt til at tie. Hvilken lykke.
"Jeg tilgiver Dem og beder for Deres fremtid", hun slog Aladrios' tegn for manden og gik endda så langt som at smile og neje for ham, selvom hun allermest havde lyst til at give ham et par på skrinet, men det var bedre selv at vende den anden kind til. På den måde gjorde hun den anden bevidst om hendes status, og hun løftede sig selv op. Det var en påmindelse om, at hun var noget, og hun havde altid noget at falde tilbage på, men han? Som byvagt kunne han erstattes med et fingerknips.
Twylas ildevarslende smil måtte have fået koldsveden til at springe frem på den uforskammede byvagts ryg og give ham andre tanker, for han sank i hvert fald tydeligt, før han lettede på hjelmen og undskyldte, inden han forsvandt. Hvilken pudsig lille mand. Twyla trak på skuldrene for sig selv, før hun hankede op i spanden med vand og vendte sig mod den anden byvagt, som var kommet til hende redning.
"Og tak for Deres hjælp. De havde en fremragende timing", hendes smil blev varmt og imødekommende.