Hun løb.. så hurtigt hendes fødder kunne bære hende, så sig ikke tilbage men kun frem, som hun løb igennem markedet og afsted imod porten ud af byen. Det var slet ikke til at forstå at hun var sluppet fra Mostafa. Han havde ikke været ligeså slem som Kohen men det havde heller ikke været godt . Kohen ville hun aldrig glemme, havde stjålet hende fra hendes familie, misbrugt hende, holdt fanget og endda fjernet hendes ene skammerøjne som et trofæ at beholde…..
Hvor længe hun havde været fanget var hun ikke sikker, fordi som den ene havde forladt hende, havde den anden fundet hende, men så igen @[Mostafa]  havde reddet hende fra døden.

Hun var iført en hvid sparsom kjole, for det ene øje var et stykke stof bundet for at skjule det grimme ar, og manglende øjne. Håret en smule uglet og hun trængte til et bad efter at have været med til søs i 12 dages tid. Men hun var fri nu, ikke at hun vidste hvad hun skulle andet end så langt væk som muligt, for at Mostafa ikke fandt hende. Det var på tide at hun fik en chance for at leve frit.

Sora løb ud af porten, og videre af landevejen, hendes tanker var mange og hjertet bankede af adrenalinen. En smule uopmærksom bemærkede hun ikke Minotaur, men løb direkte ind i hans ryg, hvilket fik hende til at falde bagover og krøb med det samme en smule tilbage af frygt. Det var naturligt at være bange for folk, men de ting hun lige havde været igennem, det ene øjne så imod ham, men vendte han sig rundt ville hun se ned “ Undskyld sir jeg så dem ikke…. jeg må heller” mumlede hun hurtigt og skulle til at rejse sig op igen.

"Bum bum bum bum..." 
En stille brummende nynnen fyldte luften omkring den enorme pelsede skikkelse. Dianthos bymure tårnede sig op ikke langt fra landevejen, men engene ude foran var fyldt med vilde blomster og et summende liv af sommerfugle, biller og bier. Sommeren var på sit højeste og solen skinnede så dejligt. En flettet kurv hang på hoften af minotauren, lige nu fyldt med budter af duftende urter og blomster. Gul snerre, balsamurt, kamille, vild rose, mjødurt og røllike. Den store tyr Fridolin nød altid blomsterengene ude foran muren. De store åbne områder fik altid enorme mængder af blomster til at skyde.
Han havde fået samlet hvad han skulle, og gik nu stille og roligt langs landevejen hjemad. Luften var lun og duftede af sommer og hø, som flere steder blev det høje græs slået til vinterfodder til bøndernes kreaturer. Så kunne man da ikke andet end at nynne en glad lille melodi. Det rungede også så dejligt i brystet.

Han blev dog afbrudt da han mærkede et kraftigt bump bagfra. Ikke et som fik ham til at vakle, men det var meget tydeligt. 
"Hm?"
Han vendte sig roligt om. Det han så var en beskidt lille pige, der rodede rundt i vejstøvet. Hun lignede en som havde været udenfor i flere uger, og ikke havde oplevet trygheden i en god seng i lang tid. Hun virkede frygtsom, så han lagde hovedet lidt på skrå, og et blidt smil bredte sig over hans mule. Han rakte ud til hende med sin gave. Give hende lidt ro. Der var ingen grund til at være bange for lille ham tænkte han. "Jamen, hej lille ven. Du er da noget i en fart," sagde han med en dyb brummende stemme. Han havde sine hænder på hoften. Han var simpelt klædt i en simpel kjortel og hoser. Lette og løse for at ikke at overophede, men nok til at være klædt så folk ikke kaldt ham en barbar.

Sora var mere end bare bange, de sidste par år var gået med tortur og hendes sind var ikke længere det samme som før, men hun havde også kun været en ung kvinde da hun var blevet taget fra sin familie. Nu var hun fri og det eneste hun kunne tænke på var at komme væk, hun ville ikke være slave mere. Men ak hun nåde ikke langt før hun ramte den anden person, nu liggende på gruset, beskidt og tydeligt ikke i bedste stand, hun var hurtigt til at kravle en smule tilbage som søgte hun sikkerhed. 
Men det var lidt som om en ro begyndte at finde vej, fik hendes hjerte til at sænke farten igen, men hendes ene øje undgik hans ikke ude på at få sin evne aktiveret allerede, det ville være for drænende. 

Hun begyndte langsomt at rejse sig op, børstede lidt støv af kjolen og vendte blikket halvt imod ham, retter sagt så imod hans krop " jeg... jeg er på flugt" svarede hun en smule usikkert, kiggede sig kort over skulderen, men kunne heldigvis ikke se Mostafa. Blikket fandt tilbage til hans krop, hendes arme lagde sig beskyttende omkring sig, kjolen skjulte ikke meget stoffet vare rimeligt gennemsigtigt fordi det var tyndt. Hendes ben flyttede vægten på skift, ikke sikker på om hun skulle løbe videre eller ej, men vidste heller ikke hvorhen. 

Den enorme krop Fridolin slæbte rundt på tårnede over den lille pige. En sådan scene ville nok sætte en frygt i livet på de fleste. Hans folk havde ikke det blideste ry, og havde han været bevæbnet, så ville en tilfældig tilskuer nok havde løbet efter vagter for at redde den stakkels uskyldige pige, som sikkert var i gang med at blive kløvet i småstykker. Men med en blomsterkurv på hoften, så var de mistroiske blikke nok ikke lige så hurtige til at dømme.
Han fortsatte med at lade roen falde omkring ham. Hun virkede meget forskræmt stadig, og så stærke følelser tog lang tid inden de ville give slip. Hun kiggede tydeligvis over sin skulder. Han rynkede også brynene kraftigt da hun sagde at hun var på flugt. "Er der et eller anden bølle som har gjort noget ved dig som du ikke har lyst til?" Fridolin lød meget utilfreds over den situation. Han brød sig absolut ikke om folk der ikke forstod et nej. Man skulle altså slet ikke røre ved folk uden at man havde fået lov. Sådan nogle sleske svin. "Kom du med mig, lille ven, og så skal jeg nok sørge for at han ikke gør dig noget," sagde han til den lille pige med en beroligende stemme. Den dybe brummen havde mange sagt altid var så beroligende. "Så kan Sascha lige se om du har fået nogen skader. Hun er virkelig god til den slags ting. Så kan jeg se om jeg kan sørge for at du kan få lov til at vaske dig, hvis du har lyst." Fridolin havde drejet sig med siden til, så han ikke stod direkte foran hende længere. Han rakte hånden ned mod den vej han var på vej, hvis han havde lyst til at følge med ham.

Sora turde ikke rigtig stole på nogen lige nu, men hun var måske også bede tjent med at få lidt hjælp? Hovedet løftede sig en smule mere, men hun undgik øjenkontakt med vilje, dog pegede den ene hånd imod forbindingen for det ene øje " mange ting, rigtig mange grimme ting" fik hun sagt, ville helst ikke fortælle det her. Hun lod blikket vandre over ham, hendes øje var heldigvis blevet stærkere og vænnet sig til det andet ikke var en del af hende længere. 
Hun prøvede at overveje hans tilbud, men det lød bedre end uvisheden så hun nikkede en smule " jeg tager med" sagde hun ærligt, stemmen en smule hæs efter ikke at have snakket meget på det sidste. Sora begyndte at gå i den retning han havde peget, jo længere væk fra byen de kom, jo mere ro ville det give hende og hun kunne begynde at nyde luften lidt mere, skævede til ham ved sin side " mit navn er Sora" sagde hun, som de vandre afsted han virkede ikke så farlig, og hendes krop var begyndt ikke at spænde så meget. kunne det virkelig passe hun var ude af slaveri? Det havde hun næsten ikke turde håbe på, de sidste 3 år havde hun ikke haft frihed. 

Han måtte være virkelig noget af en bølle! Han ville ikke presse hende for meget. Hvis han havde slået hende så hårdt at hun havde fået et blåt øje, så måtte han hellere også overtale Sascha til at se på det. Hun havde sikkert også et eller andet urteudtræk som var godt til den slags ting. Der var ikke noget Sascha ikke vidste noget om. Hun var en dygtig kvinde! 

Han smilede blidt, da hun valgte at følge med ham. Han havde ikke imod selskabet. Det var altid hyggeligt at gå og synge sig en sang, men det var lige så hyggeligt at gå og sludre med folk. Der var så mange spændende folk der skulle til og fra Dianthos. "Du behøver ikke at fortælle noget, hvis det ikke er det du vil," sagde han med sin blide, dybe stemme, "men nu kan du hvert fald få dig et bad og en kop te. Og hvis du har brug for det, så er jeg sikker på at vi nok skal kunne finde et sted hvor du kan få dig et hvil." Fridolin nikkede tilfreds med sig selv som han fortalte hvad han kunne tilbyde. Det var ikke et liv i luksus. Han klarede sig fint. Hjemmet var tæt og tørt. Han havde mad på bordet hver dag, og han havde også tid til at nyde livet en gang imellem. 

Han gik ved siden af pigen, der præsenterede sig selv som Sora, med rolige skridt. Hans tunge hove slog mod jorden med en lavt bump som han gik, og hans store krop svajede stille og roligt fra side til side, som urterne raslede i hans flettede kurv på hoften. "Sora..." sagde han eftertænksomt, "det er et pænt navn." Han brummede tilfreds for sig selv. "Jeg hedder Fridolin, men de fleste kalder mig Frede eller Freddy. Udover lille Astrid. Hun kalder mig Lin. Hun har det svært med F'er." Han snakkede ret langsomt. Alt omkring Fridolin virkede til at han ikke havde travlt. Han tog langsomme skridt, så det ud til. Hans skridt var lange, så selvom det ikke virkede til at benene bevægede sig hurtigt, så gik den store tyr alligevel overraskende hurtigt.

Hvis det blot havde været et blåt øje, men desværre havde slavehandleren fjernet hele øjet, han havde beholdt det som var det et trofæ. Bare tanken om fik de små hår til at rejse sig, hun håbede aldrig at se det monster igen, men denne mand virkede ikke så farlig selvom han var stor i forhold til hende. " du skal undgå at se mig i øjet, med mindre du gerne vil se din skam i øjnene, jeg er en skammer" sagde hun ærligt, det var ikke sikkert han vidste hvad det var. Men det var også en farlig ting, nogle folk brændte kvinder med sådan evner, eller brugt den til egen fordele. 
Hun ville bare gerne advarer ham fordi han virkede venlig, og det var ikke alle der ønskede at se deres skam i øjnene, derfor var det heller ikke noget hun bare gjorde. 

Hun fulgte med ham selvom kroppen var lidt træt efter at have været til søs, og så løbet så hurtigt hun kunne, men hun fulgte med uden at beklage sig " jeg har været slave" fortalte hun, blikket skævede til ham men undgik øjenkontakten, hænderne gled kort op for at sikre stoffet for det manglende øje, stadig sad stramt nok ikke klar til at vise det grimme ar endnu, mon hun nogensinde kunne lade være med at skjule det? Sora sukkede en smule " tak, jeg vil gerne blive bare lidt, jeg ejer intet mere" sagde hun ærligt, det hun ejede var hvad hun havde på kroppen, kjolen holdt hende ikke ligefrem varm her, ikke efter hun havde levet i rubinen de sidste 3 år. 

Sora skævede til ham som han fortalte sit navn, nikkede en smule og prøvede at huske det " Frede" gentog hun stille, mest for sig selv hænderne gled ned for at holde om sig selv igen. Selvom han beroligede hende, var der stadig en indre frygt for at blive fundet, men som hun så tilbage var byen allerede blevet mindre og der var ikke andre end dem at se. Hun så frem for sig, var nød til at fokusere bare en smule mere, det var lige det med at vænne sig til afstand og den slags igen nu hvor hun var etøjet. 
Efter lidt stilhed kom der dog et spørgsmål "hvem er Sascha?" hun ville heller være forberedt, nye folk skræmte hende men det var klart efter alt der var sket. 

Han skævede til den lille pige. Hun nåede ham knap nok til brystet. Det var tydeligt at hun prøvede at undgå øjenkontakt. Han havde antaget at det var fordi hun var genert. Der var folk som var bange for at se på ham, og nogen fordi de fik ondt i nakken af at kigge op på ham. Men hun sagde noget om at ikke at kigge hende i øjnene. Han var ikke helt sikker på hvad hun mente. "Jeg har aldrig hørt om en skammer. Jeg har ikke rejst så meget, så der er meget om verden jeg ikke ved så meget om. Jeg hører en masse, men så lidt jeg har set." Han havde nogen gange overvejet at ville rejse en smule, men han ville føle at han ikke kunne lade Sascha alene. Hun havde svært ved at gå, og hendes syn var ikke så godt mere. Han ville have svært ved at lade Honninggården stå alene hen. Det havde været hendes store stolthed, og han gjorde alt for at passe på den.

Han stoppede midt i et skridt for et blink med øjet inden han fortsatte med at gå sin rolige gang. "Jeg har aldrig mødt en som var en slave," sagde han hudløst ærligt. "Min mor fortalte mig at mit folk har været slaver, og mange af dem stadig er. Men det skulle være langt mod syd i en kæmpe ørken." Han vidste ikke hvordan det ville være at være en slave. Det var noget med at miste sin frihed, og folk bestemte hvad man gjorde. "Men her har jeg kun mødt frie folk. Og jeg tænker te er da en god ting at få når du er fri?"

Fridolin havde ikke travlt med at få Sora til at snakke en masse. Hvis hun ikke havde lyst til at snakke skulle hun ikke. Han nød turen uanset hvad. Dianthos blev mindre og mindre, men selv fra Saschas gård kunne man ane Krystalpaladset i horisonten. "Sascha er en god kvinde. Hun ejer den gård jeg passer. Det var hende der også hjalp min mor da hun kom hertil. Det var lige omkring hvor jeg blev født. Så Sascha har altid været med til at tage sig af mig, så nu tager jeg mig af hende." Han smilede over hele mulen. Sascha var det bedste menneske han kendte. Der var ingen med et større hjerte end hende, ifølge ham.

Sora skævede som han svarede hende, og måtte kort overveje en bedre forklaring " jeg kan få folk til at se deres skam, oh enten fortryde den eller lærer dem at de ikke har noget at skamme sig over. Men jeg vil heller være sikker på du selv ønsker at møde mit blik, end at det bare sker, det er ikke altid så rart" prøvede hun at forklarer i håb om, han måske forstod det bedre. Folk skammede sig over mange ting, nogle ligegyldige, andre ubehagelige havde allerede set ting hun ikke ønskede, men det var ikke en evne hun kunne slå fra. 

Hun tøvede kort som han stoppede op, havde hun mon sagt noget forkert? men som han begyndte at gå fulgte hun videre med ham som det virkede til der ikke var noget galt. Blikket gled en smule ned, slavetiden havde været det rene Zalandins værk, hun havde været nær Kiles rige eller tæt på... " slaver er heller ikke tilladte i det meste af landet" sagde hun ærligt, det var godt det var forbudt, men det burde forbydes helt " jeg er glad for at være fri, selvom jeg ikke har noget som helst nu" erkendte hun, prøvede at skubbe dårlige minder væk, hun kunne søge efter sine forældre, men ærligt ønskede hun ikke de skulle se deres datter på denne måde. 

Bemærkede hans smil som han fortalte om kvinden, på en måde gav det lidt mere ro " tror du det er okay, at tage mig med? jeg vil helst ikke være til besvær" sagde hun stille. Selvtilliden var dalet drastisk efter sin tid som slave, hun skulle til at vænne sig til mange ting igen, og at måtte snakke mere frit.
Hun skubbe et par løsslupne totter hår om bag øret igen, imens de gik og hun var lidt stille. 

Han prøvede at forstå hvad hun snakkede om. Så hun kunne få folk til at skamme sig? Han var ikke helt sikker på hvordan det virkede. Var det ikke noget alle kunne? Hans mor havde hvert fald haft en evne til at få ham til at skamme sig, når han ikke havde været stærk nok. Selvom han ikke havde set sin mor længe, så gjorde han stadig sit bedste for at forblive stærk. Men det lød ikke til at det bare var en moders evne til at få sit barn til at skamme sig.
"Det må være noget som de der dommere ville være glade for at have, ville de ikke?" Han kunne hvert fald se det som en fordel hvis det blev brugt i en retssag. Ville det ikke være brugbart? "Er det så en gave fra Azur?" Hans mor havde altid sagt at magi var en gave fra guderne, og hans magi var en gave fra Shara. Så måtte hendes gave da være fra Azur.

Han lyttede til hendes ord. Han kunne høre smerten i hendes stemme. Det lød absolut ikke som en god oplevelse at leve i slaveri. Det havde han heller ikke regnet med. Sin mors stemme havde altid været hård og giftig når hun snakkede om slaverne, og hvordan deres folk havde været bundet til de onde mennesker. Han havde ikke mødt så mange onde mennesker. Masser af bange og mistroiske mennesker. Nogle lede mennesker også. Men de onde mennesker som han havde haft mareridt om som barn, havde han ikke mødt. "Vi har ikke meget, men den smule vi har deler vi gerne. Det er sådan de små byer uden for muren overlever. Vi hjælper hinanden med hvad vi kan." Sådan var hans følelse om det. Det samfund de havde bygget om og som han havde fået lov til at blive en del af, passede på hinanden. Man delte hvis man havde ekstra, og så hjalp andre når man var i nød.

Fridolin lo en dyb rolig latter, der rungede i brystet. Sascha ville heller aldrig være til besvær, men der var aldrig nogen der var hende til besvær. Hun hjalp altid. Uanset hvem man var. "Det er jeg sikker på. Jeg tror du vil kunne lide hendes gård. Den er virkelig hyggelig," sagde han tilfreds. De stråtækte bygninger og hvidtede vægge var altid så hjemlige med forskellig farvede stokroser udenom. Urtehaven om bag ved med de mange bistader som altid summede af liv her om sommeren.

Sora havde aldrig været glad for sin evne, men det var en kvinder fra hendes mors familie var født med, hun havde fået den fordi hun var den første fødte datter, dog enebarn. Men hun vidste også den kunne blive brugt til gode ting, dog gav det hende problemer fordi hun ikke så folk i øjnene, hvilket kunne pisse nogen af. NU var hun ikke længere sikker på hvor stærk evnen var nu hvor der kun var et øje tilbage, men måske den var forstærket? " det ville de måske, men der er også mange der vil udnytte den, for at få andre til at føle skam også selv kunne føle sig hævet over dem" sagde hun stille, man skulle træde varsomt uden tvivl. " det er noget de fleste kvinder, i min mors familie har, en evne der kommer til den første fødte datter "Forklarede hun sig, guderne var ikke noget hun troede meget på. 

Slavetiden var nu et afsluttet kapitel forhåbentligt, men nu kom en tid hvor hun skulle finde sine egen veje, og for første gang stå rigtig på egne ben. Hun havde dog en svag ide om, at ville eje en karavane sådan en hun var opvokset i med sine forældre, de havde været omrejsende, hendes mor var skammer og syerske imens faren havde været gøgler, så Sora var da opvokset med at lære meget forskelligt. For ikke at tale om at hendes forældre havde forgudet hende, indtil den dag Kohen stjal hende om natten.
Hun prøvede ikke at tænke på sine forældre, frygte for de måske ikke var i live længere, eller skulle se hende som hun nu var endt. Blikket skævede imod ham, hun minde sig selv om at hun måtte gøre noget for dem også, men for nu ville det være rart faktisk at modtage noget omsorg. 

Sora trak for første gang en smule på smilebåndet " jeg takker mange gange, hvor langt er der igen?" sagde hun spørgende, imens hun betragtede omgivelserne var nød til at dreje hovedet mere, for at se ordenligt nu hvor det andet øje ikke var der, heldigvis dog stadig skjult, men de ville nok snart se det grimme ar. 
Hun kunne mærke sine ben være en smule trætte, og maven rumlede en smule højlydt, maden ombord skibet havde hun ikke spist meget af, fordi hun meget af tiden havde været søsyg. Tanken om et bad var også rar for hun havde ikke været i bad, siden før rejsten til Dianthos, men nu var der måske noget at se en smule frem til selvom hun stadig var en smule nervøs for om han havde en bagtanke. 

Han lyttede så godt han kunne følge med. Han nikkede forstående som hun snakkede. Han kunne godt se at nogen ville udnytte det at få folk til at skamme sig. Det var da aldrig rart. Han kunne dog heller ikke lade være med at undre sig om hendes gave og sin egen havde noget til fælles. Han kunne ikke få folk til at skamme sig, men han kunne få folk til at skamme sig mere eller mindre, hvis de allerede skammede sig. Ikke at han havde lyst til at få til at skamme sig mere. Især ikke når det var sådan en dejlig dag som i dag. Der burde ingen skamme sig. "Hvad jeg har hørt, så hører magi tit familier til," brummede han med den lille sidebemærkning. Han havde ikke noget imod at gå side om side med den lille pige, og ikke skulle kigge på hinanden hele tiden. Der var så smuk en verden at kigge på.

Han kiggede kort ned på Sora inden han pegede mod horisonten. "Kan du se røgen der stiger op der? Mellem de to ege? Det er hvor jeg bor. Vi skal lige over bakkekammen, så burde vi kunne se åen, der går igennem min landsby." Han smilede som han fortalte om sit hjem. Det var altid rart at komme tilbage. Der var lidt småt, og det var ikke ligefrem bygget til en som ham, men han kunne lide det.
Han hørte pigens mave rumle. Sult plejede altid at dukke op når man blev rolig. Hvis hun var flygtet fra en bølle, så havde hun nok ikke mærket sin sult. Det betød også at han havde givet hende en masse ro, til at hun kunne føle sig sulten. Der var ro på kroppen nu. Han fnøs roligt, og ringen i hans næse dukkede svagt. 
Han rakte ned i sin kurv og rodede lidt rundt, mens de fortsatte med at roligt langs landevejen. Han hev en pakke af ubleget læder, omviklet med snore, som han bandt om. Inde i læderet var noget brød og en smule ost. Ikke meget, men han gemte altid en smule mad til sin hjemtur. Han rakte pigen brødet og osten uden at sige så meget. Han holdt maden i sin åbne lab og rakte det ned til hende, så hun kunne tage maden, hvis hun ville.

Sora nikkede en smule, nogle evner gik igen og dette havde været en af dem, selvom hun gerne ville have været foruden men på et tidspunkt lærte man vel at leve med det, hun var stadig meget ung. " ja det er der vist noget om" sagde hun, ikke helt sikkert men lød heller ikke afvisende for den ide.

Hun havde det helt fint med at gå og se frem, det var alligevel en smule anstrængende at se op imod ham, og samtidig undgå hans blik. Måske han turde møde det rigtig, men det var et valg hun ville lade ham træffe, men ikke nu hun havde heller ikke energi til at skulle ind i en andens sind. Hendes blik fulgte som han pegede, og kneb øjet en anelse samme for at spotte det, smilede en smule ved hans beskrivelse det lød allerede så meget bedre end Mostafa hjem, og skibet. " det er et smukt sted" sagde hun ærligt som de fortsatte afsted, en let rødmen bredde sig da hendes mave snakkede, sulten var da begyndt at gnave men det var ikke noget hun sagde noget til, måske fordi hun havde vænnet sig til ikke at spørge. 

Blikket rette sig dog mod ham, som han fandt noget frem synet af brødet, fik jo nærmest maven til at knurre igen og hun betragtede det en smule tøvende, så op for at sikre sig han mente det før hun dog tog imod det. Putte osten på brødet og tog en bid, efterfulgt af et suk, det smagte bedre end hvad hun havde fået på det sidste. 
Som de fortsatte med at gå, var hun optaget af at spise og inden længe var det da også spist helt, hun skævede til ham " tak" lød det stille fra hende, før hun nappe sig usikkert i læben og så frem igen som de nærmede sig...

Dianthos blev mindre, som dele af byen forsvandt bag de rullende bakker de gik langs. Træerne summede svagt i den lune højsommerbrise. Fugle fløj over hovedet på dem og græshopperne sprang forskrækket over vejen som de nærmede sig. Der var altid så vidunderligt fredeligt her langs landevejen. Normalt passerede man af og til nogle enkelte folk, med mindre der var markedsdag i Dianthos. Så var der strømme af folk med deres varer og dyr, som skulle sælges på markedet, eller som håbede på at finde det de manglede. Lige nu var der ro på, med den lune eftermiddag hvor alt virkede en smule dovent.
"Der er rigtig smukt," sagde Fridolin og smilede blidt. Et let suk undslap den store tyr.

Han kunne ikke lade være med at smile, som Sora fik spist den smule han havde gemt. Det var ikke meget, men det var tydeligt at hun var mere sulten end han var. Han kunne sagtens klare sig indtil at han fik lavet aftensmaden. Han havde fået en god frokost. Han rullede det voksede læder sammen i et lille bundt og lagde den ned i sin kurv. De urter han havde plukket duftede fantastisk, og han kunne ikke lade være med at snuse til sine pelsede lapper efter at de kom op af kurven. En vidunderlig frisk og krydret duft.

Efter lidt tid kom de på toppen af bakken og kiggede ned af. Nogle hundrede meter længere henne var en lille landsby omkring ti huse og gårde var samlet omkring en stor eg i midten af landsbyen. En å slyngede sig forbi udkanten af landsbyen, og marker omgav bygningerne. Flere steder stod der stakke af korn som bønder gik sammen og stablede, og det så ud til at være det sidste de ville nå på dagen. Et andet sted gik der fem kvæg og græssede dovent ved åens kant, med en flok får tæt på som lå og tyggede drøv i den lune eftermiddagssol. "Det er så der jeg bor," sagde Fridolin.
Han pegede på en gård der lå tættest på landevejen. En enkelt længe, uden staldbygninger, men et gærde der omgav en stor have. Tolv store bistader stod langs gærdet, og haven var delt i to. Den ene side var fyldt med bede med et væld af blomstrende planter. Gule, blå, violette, røde, orange. Flot organiseret og et vildt kunstværk. Den anden side havde bønnestager, og nok flere grøntsager. Enkelte frugttræer stod i den nordlige ende af haven.

Sora kunne mærke nu hvor meget, hun havde savnet at leve på landevejene, hun havde altid haft det bedst nær naturen og dyr måske fordi de ikke dømte hende? Freden gav hende mere ro i maven, og nu en lille smule mere mæt end før, det gjorde også at hun kunne mærke trætheden lidt mere, men det var friheden hun så længe havde søgt, der nu var foran hendes fødder. 
Et smile gled langsomt over læben, betragtede alt omkring sig skævede til den venlige tyr, det var nok et held hun var stødt på ham for ellers havde hun forsat løbet uden et mål, og nok til hun ville være faldet omkuld. 

Blikket betragtede den lille hyggelige landsby, og som han udpeget hjemmet så hun mod den fine gård, det virkede til at være et sikkert sted og som de kom nærmere kunne man også dufte de mange planter " er du helt sikker på, du vil have mig med?" spurgte hun, skævede til ham men undgik blikket. Hun ville ikke være en belastning, men vidste dog også at hendes krop havde behov for hvile og hun trængte til ikke at lugte mere, måske mere mad men mest af alt, at føle sig sikker for en stund. 
Så kunne hun måske også finde ud af, hvad der skulle ske med hende, nu ejede hun jo ikke noget så hun skulle vel tjene nogle penge, måske sparer sammen til sin egen karavane det ville give en del frihed ikke?