James havde været i Dianthos i nogle dage nu. Faktisk havde han haft behov for at stoppe sin eftersøgning af Nianna Snow, hun var som sunket I jorden oh han var træt af at lede efter hende. Måske havde hun fortrudt at lære ham og kende, måske havde hun fortrudt at lade ham bo i sin lille lysning uden forr alles omgivelser midt ude i en skov, godt dækket af hendes marker og træer for at dække for lysningen takket være Niannas evne. Måske havde hun bare fået nok af ham. Aqi Unqi havde tilbudt ham at lede efter hende også sammen med hans mester. Tit havde James overvejet at taget imod tilbudet om at tage tilbage til Aqi for at få ro i sjælen og få kontrol over sine latterlige lorte evner han slet ikke brød sig om. 

Natten havde for længst lagt sig på, fuldmånen var hen over skumringskvarteret og de mange mørke gader var kun oplyst af nogle enkelte fakler eller af månens klare lys. James vidste ikke længere hvor langt inde i Dianthos han var indtil han så bymuren være foran ham. Hans hvide vinger var ikke slået ind i ryggen på ham, mest fordi han ikke kunne finde ud af at trække dem ind. Nu havde han været engel i næstefter år, og han kunne stadig ikke finde ud af de vinger. De levede sit eget liv præcis som de gjorde nu. For da han stod stille begyndte vi gerne at lukke sig ind foran ham og dækkede for ansigtet. Som det ikke var varmt nok i denne trope nat! Det var fandme ligesom at være tæt på en vulkan på tropalis! 

James puffede til sin højre vinge der helt havde smidt sig op af hans ansigt og han fik fjer i munden. "Hold op! Lad vær! Forsvind!" kom det stædigt fra ham som han puffede til højre vinge igen. Gaderne var øde og folk lå og sov på denne nat hvor månen stod højst på himlen med en stjerneklar himmel. James lagde hovedet tilbage og kiggede op blot for at vurdere om hans storesøster stadig levede, om Nianna var okey. Eller om han nogen sinde ville blive en del af nogen igen. Han ville bare have et sted at høre til. Ikke være den mærkelig knægt med vingerne og det røde hår, med en latterlig evne om at kunne føle alt ting! En fjer fra vingen ramte ham i næsen da vingen kort åbnede sig væk fra ganske ansigt hvilket blot fik det til at kilde. Han fik hurtigt sin hånd op til næsen og begyndte at klø under den. "Åndssvage vinge! Hvorfor gjorde du dette mod mig Isari?!" kom det irriteret fra ham. Kunne han ikke bare være forblevet død?!

Der var altid rart og hyggeligt i det mørke kvarter. Ezra havde altid følt sig hjemme i skumringskvarteret, og han lod et lille bredt smil komme frem på ansigtet. Blikket flakkede lidt rundt som han havde gået lidt rundt i nogle få timer. I det mindste var Corbin her ikke, og det havde nok også skabt lidt drama hvis han var. På den anden side kunne det måske også være ganske hyggeligt, hvis Corbin var her. Ezra tænkte lidt, som han slentrede lidt videre igennem mørket. Lyden af en stemme fik ham til at rynke brynene. Hvad i al gudernes navn skete der.

Det var ikke fordi, at han faktisk havde troet der ville ske noget. Man kunne så heller ikke vide, når det var det her kvarter. Der kunne tit ske et eller andet. Han nærmede sig stemmen, for han følte da han blev nødt til at undersøge det nærmere. Stemmen havde Ezra hørt, men han kendte ikke stemmen. Det var overhovedet ikke en han før havde hørt. Han stoppede op henne ved en person, som han rynkede brynene. Hvad der skete var han lidt usikker på"Hvad sker der?" spurgte han undrende. Han kunne vel lige så godt spørge, for han vidste ikke hvad der skete, eller hvorfor han nærmest havde råbt.

Ønskede han noget denne person her. Hvad lavede han også? Armene havde Ezra krydset, som han valgte at holde afstand til denne person her. Han kunne godt nærme sig, men han vidste ikke hvem personen var, eller hvad han lavede her i det mørke kvarter. Det virkede nærmest som om, at det ikke var et sted personen normalt var. Så igen det var aldrig til, at vide. Ezra kunne tage fejl. Han afventede personens ord og reaktion, som han roligt bare stod og betragtede ham"Jeg hørte dig tydeligt..." nævnte Ezra så, og han var meget sikker på at han aldrig havde hørt stemmen før. 

Hvis James vidste hvad der skete havde han jo nok ikke stået og skabt sig åndssvag som nu. Han var træt af at være engel! Nogen gange ville han ønske at de bare forsvandt for evigt, eller at han blev slået ihjel for anden gang her i livet. Eller måske hvis vingerne blev skåret af, ej det var nok lidt for barbarisk, men tanken havde da været der før! En ting var helt sikkert. Han skulle SÅ meget ikke være dette sted han var lige nu. Han vidste det var et sted hvor der kunne ske hvad som helst, men efterhånden som han var blevet ældre jo mere var han gået hen til at han var lige glad. Der var ingen der ville ham noget godt alligevel, så hvorfor skulle han passe på med hvor han bevægede sig hen? Han var praktisk talt lige glad med hele omverden, og om hvad de ville med ham! 

Nu havde han været engel i godt og vel 5 år og han fortrød hvert et øjeblik at den latterlige gud til Isari havde valgt at lade ham leve på ny og give ham nogle vinger der helt klart havde sit eget liv. Selv hans evner var ændret, og den rose der var plantet påhans brystkasse gjorde intet godt. Den havde tilknytning til hans evne, og han HADET det! "Ja hvis jeg nu vidste hvad der skete havde jeg nok ikke stået og lignet en idiot vel?!" kom det fra ham og kiggede lidt hen imod lyden, men ærlig talt kunne han ikke se andet end englefjer da viingerne allerede havde lukket sig godt sammen rundt om ham i en beskyttelse.

Han fnøs kort og skubbede til vingerne igen og denne gang gav de en lille form for befrielse, men ærlig talt følte han det stadig som om de var ved at kvæle ham. Han skubbede og begyndte at blive en smule mere forpustet da vingerne endelig slap taget i omfavnelsen og han kiggede hen på fyren der var kommet tættere på. "Hvad vil du?!" spurgte han syddigt og kiggede på ham med halv vrede øne.