Trommen fra hestens hektiske hjerterytme kunne næsten mærkes gennem den tykke lædersadel. Dunk, dunk, dunk, dunk.. i en forfærdelig fart. Hans eget hjerte galopperede lige så hurtigt. Han kastede et blik over skulderen, selvom de burde være flere kilometer bag dem nu, og kunne mærke sit åndedræt lettes lidt da han igen blev bekræftet i at han ikke blev forfulgt. Han holdte lidt igen i tøjlerne og sænkede hestens fart yderligere; de havde holdt en stabil, rolig galop de sidste par kilometer efter at være flygtet over stok og sten fra angrebet. Hesten under ham slog udmattet helt ned i trav, derefter skridt, og han lod den strække ud for lange tøjler.

Solnedgangens røde skær fremhævede dyrets kobberbrune pels og han lænede sig frem for at stryge den over halsen mens han hjerne febrilsk prøvede at falde til ro og gennemgå den sidste times hændelser. Det var gået så hurtigt, at han end ikke havde haft tid til at tænke. 

Han havde været omrejsende i skovene da han bemærkede puslen i krattene på hans højre side. Heldet havde været med ham under hans sidste ophold i Dianthos, så han havde valuta og fornødninger nok til at klare sig nogle dage på vejen. Når han havde overflod af ressourcer og ikke behøvede arbejde, yndede han blot at rejse omkring og udforske verden. Han følte sig stadig så fremmed i meget af den; verdenen var stor og bød på mange oplevelser.

Puslen i krattet var øget i volumen og intensitet, og hans hest var begyndt at trippe – omtrent her gik det op for ham, at der var noget alvorligt galt, og uden at vente på yderligere advarsler stak han schenklerne i flankerne på hoppen og lod hende springe afsted. Som et startskud var lydt, eksploderede buskene på højre side og ud sprang en flok Troldehunde, store og grimme med lange, klamme klohænder hvor poterne skulle have været. Sebian havde aldrig set Troldehunde før, kun i bøger, og det virkelige syn var langt mere rædselsvækkende. Kamp fra udelukket, de var alt for mange, så han sparkede for livet løs og bad en stille bøn om ikke at dø. 

Han kiggede nu ned ad hoppens krop og skar en grimasse. Det højre bagben var smurt ind i blod der var løbet fra bagparten hvor en hund havde sat sig fast, som hun dog havde fået sparket af. Flugten havde gjort blødningen kraftig og vedholdende. Det var begyndt at stilne af, men Sebian kunne stadig se frisk blod pible frem fra kødet. Han stoppede hesten helt op og sprang af. ”Uf, det er jeg sgu ked af ven,” mumlede han til hende og klappede hende lidt på halsen mens han bøjede sig frem, krængede næsen og stak hovedet helt hen til såret. Han rørte eksperimenterende ved det, men trak hurtigt hånden til sig igen da hesten protesterede ved at hvine ham ind i øret og panisk forsøge at bakke. Adrenalinen var tydeligvis ved at aftage og smerterne begyndt at tage til hos hesten. Han kendte det selv. ”Så så, jeg skal nok lade det være. Du skal have noget bedre hjælp end den jeg kan tilbyde,” snakkede han videre til hesten. Hun gloede olmt på ham.

Han kiggede op og solen var nu helt forsvundet. Mørket var pludselig intensiveret omkring dem og han bemærkede nu også, at han var kold. De var redet ind i Dunkelskoven og træerne omsluttede sig om dem og spærrede for solen. Med irriterede og tvære skridt trak han hesten efter sig. Idiotiske hest. Idiotiske ham. Her troede han krafteddermame lige, at han havde haft lykken med sig da han vandt den kvit og frit i et barvæddemål – han havde været alt for fuld til at indgå den slags aftaler, det var mere held end forstand når han kom helskindet hjem fra sådan nogle aftener – og så bliver han angrebet af nogle skide Troldehunde. Han kiggede bebrejdende på hoppen der humpede afsted ved hans side. ”Hvis du nu bare havde løbet lidt hurtigere,” sagde han, men strøg den beklagende over halsen. ”Forhelvede altså. Det må du sgu undskylde.” 

Han havde ingen idé om hvilken vej den nærmeste civilisation var, men gik målløst afsted. Han skulle vel nok støde på nogle på et tidspunkt, forhåbentlig nåede hoppen ikke at forbløde i mellemtiden. Han ville ikke engang kunne bære alt kødet fra den hvis den skulle gå hen og give op, og det ville være spild af penge at lade det ligge og rådne i skovbunden fremfor at sælge det.