Pokkers.
Severin forstod ikke helt hvordan det var sket. Værktøjet havde virket efter bedste evne de sidste femten år! Hans far havde brugt dem uden problemer i flere år, og Severin havde ligeledes haft dem i hænderne igennem alle årstiderne uden noget var gået galt.
Severin stod med armene over kors og kiggede på ploven, hvis klinge var slidt og havde ramt alt for mange sten, og hvor træfundamentet efterhånden begyndte at flække. Han forstod ikke rigtig hvad der var gået galt. Han havde sørget for at behandle træet, og smøre, samt slibe klingen præcis som han altid havde gjort. Men han måtte alligevel se sig overvundet af dette mærkelige fænomen. Seletøjet begyndte faktisk også at se noget tyndslidt ud, som kunne det snart sprække. Han måtte hellere få kigget på en ny læderrem.

Dette nye fænomen af at hans redskaber begyndte at miste deres duelighed, havde også fået Severin til at søge hjælp i byen, hvor en venlig sjæl havde fortalt ham om en fantastisk opfinder, som kunne reparere alt! Severin var skeptisk, men havde alligevel ladet sin ven kontakte væsnet, og håbede at han ville kunne hjælpe.
Severin vidste derfor ikke hvad han skulle forvente, eller hvornår denne opfinder ville dukke op, men han håbede det var snart inden foråret ville gå i gang og hans marker skulle pløjes ned. Ellers ville Severin være noget i problemer. Måske han skulle gå ind igen. Det hjalp alligevel ikke og stå og stirre sig blind på ploven. Den godt vinterklædte mand gik derfor tilbage ud i kulden og vandrede tilbage til hovedhuset, hvor der var varmt og godt.

Det havde sine fordele at have tilfredse kunder. En af de tydeligste fordele var, at tilfredse kunder havde en tendens til at henvise nye kunder, som så forhåbentlig blev tilfredse kunder... Og sådan fik man skabt sig en succesfuld forretning. Eller det var i hvert fald sådan Frits havde gjort, selvom han ikke vidste, om han ville kalde sig selv succesfuld. Men han lavede det, som han elskede, og han kunne fint overleve, og det var trods alt det vigtigste! Det kunne selvfølgelig være rart med nogle lidt mere spændende opgaver, men tja.. Man kunne vel ikke tillade sig at være kræsen, når man var afhængig af andre.

Frits var på vej ud til en af disse opgaver, sådan en som ikke var super spændende og nok ikke ville tage ret lang tid, men som trods alt satte mad på bordet. Han var godt dækket til af en kappe, for selvom laget af pels hjalp til med at holde ham varm, så var det ikke alle, som var lige venligtsindede mod halvdyr. Med kappen på kunne han trods alt med lidt god vilje ligne en noget tæt bygget mand, fremmede kunne jo ikke vide, at kappen ikke gemte fedt med derimod en hel ryg med pigge.
Vel fremme ved gården satte Frits kursen mod, hvad han mente måtte være hoveddøren, som blev banket på. For en god ordens skyld trak han hætten ned, det var trods alt det mest høflige, selvom han ikke vidste, om kunden havde fået besked om, hvem, eller måske nærmere hvad, der skulle komme på besøg.
"De har sendt bud efter nogen, som kan tage en kig på deres plov?" forklarede han høfligt, så snart døren blev åbnet. 

Severin var ikke sikker på om han var skeptisk eller blot nervøs. Han frygtede at værktøjet var gået i stykker på grund af noget han havde gjort forkert, som havde medført at ploven gav op. Den havde jo virket upåklageligt i så mange år.
Han var helt slukøret som han gik ind i varmen igen og brugte noget tid i køkkenet, inden den ukendte opfinder forhåbentlig ville dukke op.

Det var ikke længe han stod før det bankede på døren. En smule mere opløftet, luntede den store mand ud til døren og åbnede den op. Først kiggende ligefrem, rynkede brynene forvirret og kiggede derefter ned.
Det havde han ikke forventet.
Severins smil blev ikke mindre velkommende, af at se den mand han havde tilkaldt var et halvdyr. Severin havde ikke nogle voldsomme meninger, om ret meget andet end sit arbejde. "Ja, det har jeg! Velkommen til, min gode herre" bød han varmt velkommen. "Har De haft en lang rejse og har brug for at komme lidt ind i varmen inden vi kigger på det?" han vidste ikke hvor langt manden havde rejst, og vejret var ikke favorabelt for rejsene.

Frits havde ingen grund til st føle sig bedre end andre, og gjorde det egentlig heller ikke, men han måtte fa indrømme, at han foretrak at arbejde med byens folk fremfor landmændene. Landmændene havde en tendens til at være forfærdeligt ensporede i deres tankegang og ofte også nær så velopdragne. Indtil videre måtte Frits dog anerkende, at det venligt udseende mand foran ham puttede hans fordomme til skamme, han kaldte ham ligefrem 'gode herre'! Ikke at det betød det store for handlen, så længe ham blev betalt var han glad, men det var begrænset, hvor mange sociale interaktioner Frits havde, så det var rart med en positiv afveksling.

"Nejnej, det er skam ikke nødvendigt, jeg er godt polstret" svarede han med et venligt smil, pelsen var jo trods alt tydelig nu.
"Lad os tage et kig på, hvad de har brug for at få ordnet, og så kan vi trække kind i varmen bagefter" Der kunne trods alt ske mange skader på en plov, og skadens omfang ville både have indflydelse på, hvor lang tid det ville tage at ordne, samt hvad prisen for hans tjeneste ville være.
"Vil de føre an?" Han trådte et skridt til siden, så manden kunne komme ud.

Severin behandlede væsnet foran sig med samme respekt, som han ville ethvert andet væsen og menneske på sit vej. Måske var han ikke særlig oplyst, og han kunne nemt komme til at sige noget som var forældet eller direkte diskriminerende - men det var blot fordi Severin ikke vidste bedre. Han kunne gøres klogere, hvis blot man gav ham chancen og tiden.

"Så gør vi det!" svarede Severin smilende og trak huen ned om ørerne og jakken hen over den store bredde krop.
"Ja, det er lige herude" den gamle plov var placeret hvor den altid havde holdt til. Ja, Severin var en mand der foretrak at alting foregik præcis som det altid havde gjort, men han var ikke den mest stædige landmand, man kunne løbe på i disse kanter. "Jeg er glad for at De kunne komme så hurtigt. Det er jo snart tid at pløje igen, og ja, min gamle følgesvend har ikke klaret vinteren så godt" måske kunne kulden gøre det? Der havde været koldt denne vinter. Severin forklarede som han førte an ud til den større lade hvor dyrene stod samlet og varmede sig, og hønsene pludrede ved den chance at Severin måske kom med korn. De var altid sultne de kræ.
I et tilstødende rum var hans værktøj i alverdens afskygninger. Noget burde nok høre hjemme på et museum efterhånden, men det hele var stadig arbejdsdygtigt - ja med undtagelsen af ploven, som Severin stod og så helt slukøret på.

Frits nikkede og gengældte det venlige smil, inden han fulgte efter landmanden. Han kunne ikke lade være med at kigge nysgerrigt rundt. Landbrugslivet havde altid fascineret ham, selvom det langt fra var en sti han havde overvejet at følge selv. Der var så mange traditioner bundet op på landbrug og så mange steder, hvor de traditioner kunne forbedres og effektiviseres.

Landsbrugsværktøjer var på ingen måde det, som Frits foretrak at arbejde med, og selvom det udgjorde en anseelig del af hans opgaver, var det heller ikke just hans ekspertise. Selv han kunne dog se, når en plov ikke kunne mere.
Bare for en god ordens skyld trådte han helt hen til ploven og satte sig på hug, så han kunne undersøge den ordentligt. Nøjsomt undersøgte de slanke fingre træet, som var begyndt at flække, for derefter at fortsætte ned til klingen, som også var i en noget sørgelig forfatning. Nej, der var næppe megen liv tilbage i denne plov.

Frits rejste sig op igen og børstede støvet af knæene, hvorefter han vendte sig om mod manden, som havde bedt om hans tjeneste.
"Jeg kan godt reparere den" Han rynkede brynene lidt og kiggede tilbage på ploven.
"Men jeg tror, at de vil være mangt bedre tjent med enten at skaffe en ny plov eller få en større reparation, så den fremstår som ny" Han så afventende på manden foran sig. Han vidste, at mange landmænd langt fra lå inde med midlerne til at købe en ny plov, og så især om vinteren, men han var jo trods alt heller ikke tjent med en plov, som gik i stykker i tide og utide.

Severin stod med hænderne hvilende i hinanden foran sig og lod Frits komme til. Lade ham se ploven an og ikke mindst lave sin egen vurdering. Severin kunne reperere mangt og meget, men han stod ikke en chance til at redde dette. Ikke på egen hånd. Han så med et trist blik på det flækkede træ og den udkørte klinge, han ellers havde forsøgt at holde i god og fin stand. Men der var grænser for hvor længe selv det bedste værktøj kunne holde. Åbenbart.

"Hvad vil du anbefale? Jeg er ikke meget for at skille mig af med min plov.. Den har været ved mig siden min far, men..." Severin tog en dyb indånding og sukkede "Jeg er ikke ekspert." kun på hvordan man brugte den og holdte den ved lige, de år den nu engang havde levetid. Hvilket var færre år end han havde forventet - velvidende at hans fars tid var rigtig mange år tilbage efterhånden.

Selvom Frits ikke selv havde noget forhold til nogle af sine værktøjet, kunne han godt sætte sig ind i den konflikt, som manden overfor ham måtte føle. Han havde haft mange kunder, som nægtede at erstatte ting, selvom de uden tvivl havde udtjent deres pligt. Ting kunne repareres på, få tilføjet nye dele og så videre, men den triste sandhed var, at alt på et tidspunkt måtte skiftes i sidste ende.

"Træet her skal skiftes, og for at det bliver ordentligt, bør hele det stykke her også erstattes af noget mere holdbart" Han lod fingeren følge træet, som han forklarede.
"Klingen står heller ikke til at redde, der skal en helt ny til, hvis den skal fungere ordentligt" Han vendte igen sin opmærksomhed mod Severin.
"Så ja.. jeg kan reparere den, men resten af ploven holder næppe igennem en hel sæson endnu" Han tænkte sig lidt om, stod og overvejede de forskellige muligheder.
"Jeg kan bygge en ny plov, måske endda genbruge lidt fra den gamle for mindernes skyld, og alt efter hvilke materialer vi når frem til, der skal bruges, garanterer jeg at jeg kan gøre det til en yderst favorabel pris" Han så afventende på Severin. Det var altid en balance, når man handlede med folk. Der var mange, som levede af at lave landbrugsudstyr og handlen skulle helst ikke gå til en af dem.