Kulden var kommet til Dianthos, og havde allerede gjort de knottede brostensgader livsfarlige at bevæge sig på. For under den, nu ret slaskede beskidte sne, gemte der sig nemlig spejlglatte sten, som kunne brække selv den bedste ankel hvis man ikke så sig for. Det var også tiden, hvor desperationen var højere end normalt i de lumske gader, hvor overlevelse var ben hår.
Den tynde gadepige, som trods sine prøvelser, havde anskaffet sig nogle varme pelse at svøbe om kroppen, var på udkig efter sit næste offer. De store krøllede hår var kæmpet ind under en lodden beskidt hue, og en tørklæde var viklet flere gange om hendes hals. En gang imellem kunne man se dampen af hendes ånde komme frem fra bag indpakningen som hun gik hurtigere end de fleste over de glatte sten. Som tyv og gadebarn, var man nødt til konstant at være på farten. Hun var ikke kun den jagede, men også den jagtede, så snart en spinkel mængde krystaller fandt vej til hendes person.

Hun havde allerede neglet et par punge på markedspladsen, hvor glæden og lugten af sukkeræbler var kvalmende sød og hjertevarm. For en som intet havde, var det bittert at se hvordan alle gik og hyggede sig, og grinte som var det blot hyggeligt at vinteren var blevet hvid. Hun fnøs ved tanken, som hun drejede om et af de vante hjørner og ned af en sidegade.
Maya var ikke den eneste der søgte tilflugt nær smedjer og bagerier, hvor skorstenene brændte varmt i lange timer, hvor ynkelige sjæle som hende selv, kunne få varmet sine frosne tæer. Det var i hvert fald mindre drænende end at lade sin ildmagi brænde i en uendelighed for at hun skulle overleve natten. Desuden, ville et bålstart kun indbyde folk til ballade.
Maya nåede ikke langt ned af den kolde gyde, før hun mærkede den ubehagelige følelse af at blive forfulgt. Langsomt drejede hun hovedet, for at spejde over skulderen. Ganske rigtigt.
Maya var ikke i humør eller stand til at kæmpe sig ud af en større forsamling, og forsøgte sig derfor med at dreje af. For at stå lige foran en af de høje drenge fra kvarteret.

"Ah, Jason.. Længe siden. jeg troede du var frosset til sten." kommenterede hun, mens hun sukkede dybt. De grønne øjne stirrede op på den bredskulderen dreng, som smilte et alt for lusket og provokerende smil, til hvad Maya brød sig om. "Knyt sylten, stump. Aflever godterne" i en gyde som denne kunne en sådan sætning havde mange betydninger, og hun skuttede sig ubevidst en smule sammen og rynkede næsen. "Ved du hvad, jeg tror jeg takker nej" hun bakkede og mærkede hurtigt at det ikke var muligt. Nu manglede de bare en sur korrupt byvagt, så var dagen jo fuldendt!!

Maddie havde vært en tur rundt på markedspladsen igen i dag på sin lille jagt, hendes lydløse skridt gik hen over gaderne og de gjorder det bestemt nemmere at gå ubemærket rundt blandt de folk hun stjal fra.
Maddie havde boet på gaden i mange år, men havde få nogen få år siden lejet sig ind et sted så hun kunne ha tag over hovedet, dog kunne hun ikke skaffe sig et job, ikke et lovlydigt i hvert fald, men hendes jobs var ikke noget man talte højt om.

Maddie var på vej hjem over og drejede ned af en gyde, hendes lydløse skridt bevægede sig over stenene selvom man ikke kunne høre hun kom gående, da hun var helt lydløs når hun gik, det havde hun altid været.

En sætning ramte hendes øre og fik hende til at stoppe op 'aflevere godterne' ja det kunne betyde en del i denne del af byen, hun besluttede at tjekke det ud og gik roligt over mod stemmerne.

Maddie så hvordan en dreng stod overfor en ung pige, Maddie ville skyde hende til at være hvad 16-17 måske 18, men hun var ikke sikker.
Maddie gik roligt der over, lige nok til at pigen bakkede ind i hende, hvilket Maddie ikke havde nogen kommentar til, hun så i stedet direkte på drengen "har du ikke nogen andre du kan få godter ud af i stedet for at genere pigerne?" sagde hun roligt, men med en kølig stemme der tydeligt viste at hun ikke var bange for ham.

Maddies rygte havde nok rendt hende lidt i forkøbet blandt gadens børn og unge, hun kunne være farlig, men ingen så eller hørte hende komme så de fleste troede det var en myte.
Hendes pandesmykke sad som altid i panden på hende, og det var tit den hun blev kendt på, når hun ikke havde sit sminke på, hvilket hun kun havde på arbejdet så det havde hun ikke lige nu.

Maya havde helt ærligt forventet det værste. Det var lidt den eneste måde hvorpå en med hendes liv kunne få sig en positiv overraskelse. Det var nemlig en helt forkert stemme der kom fra skikkelsen bag hende, i forhold til hvad hun havde forventet. Skeptisk kiggede hun sig over skulderen, men var som alle andre gadebørn, hurtig til at tilpasse sig.
Hun drejede derfor blikket tilbage til den store dreng og lagde armene over kors. "Tror aldrig han får godter" pointerede hun tørt og skar en hånlig grimasse som Jason nedstirrede hende olmt.

"Som sagt. Jeg tror jeg takker nej" det legendariske spøgelse eller myte, eller hvad hun nu var, havde valgt at tage Mayas side i denne sag og det blev groft udnyttet! Ikke på vilkår om hun skulle til at gøre sig uvenner med flere parter på én gang.
Jason stirrede stadig olmt men havde alligevel en god mængde ærefrygt overfor kvinden. Han fnøs surt "bare vent til du ikke har en til at kæmpe dine kampe stump" 

Mayas øjne skød lyn og kæben spændte sig. Med næverne knyttet gjorde hun antræk til at overfalde den større dreng og tæske ham helt ind i næste måned. Eller, der var tanken hvis hun havde været noget stærkere, for hidsighed var der rigeligt af. Noget Jason vidste. Et udfordrende lusket smil kom over hans læber som han vendte siden til for at gå, mens Maya trådte et skridt frem.

Den omvandrende skvatmide!

Maddie så på drengen og regnede med at der ville komme en spydig kommentar fra ham, men til hendes overraskelse kom det fra den unge pige foran hende, hun smilede let over hendes kommentar "Det gør drenge som ham sjældent" sagde hun roligt, men sandt.

Maddie så på drengen som han ville gå, hun bemærkede pigen gik et skridt frem og Maddie lå derfor roligt en hånd på skulderen af pigen for at stoppe hende "lad ham gå, han er ikke din vrede værd" sagde hun roligt og så på drengen stadigvæk, hun skulle være sikker på at han gik sin vej.

Maddie havde det stramt med uretfærdigheder og kunne ikke bare stå til og se på det. Maddie vidste ikke om pigen her kunne ha klaret det selv, det var hun sikker på hun nok godt kunne, men Maddie ville stadig hellere hjælpe og så få skæld ud bagefter end at det skulle stå til og måske ende grusomt galt.

Der var noget selvtilfreds over hendes spil, som den anden kvinde gav hende ret. Jason derimod lignede en der havde slugt en citron hel.. Han fnøs ud igennem næsen, inde han listede af.

Maya stivnede som hun følte hånden mod sin skulder, men stoppede. Hun ville ikke kalde det lystre, men mere at hun havde vurderet at kvinden nok havde ret. "Sikkert ikke, men nogen burde tørre det forbandede smørede smil af hans læber" knurrede hun faretruende, mens hun stirrede ondt efter ham.

Først da han var helt udenfor hendes synsfelt, trak hun sig væk fra kvinden og den uventede berøring. Maya lagde armene over kors og drejede sig mod hende. "Jeg troede du var en af hans håndlangere" kommenterede hun, stadig en anelse tørt og irriteret over hele situationen. Ikke at det var kvindens skyld, tværtimod, men Maya var ikke ligefrem kendt for at være særlig venlig eller imødekommende. Selvom hun godt vidste, hun skyldte den anden et tak.

Maddie nikkede over pigens kommentar om at tørre hans smørret smil af hans læber "tro mig, det er der nogen der nok skal gøre" sagde hun roligt. Maddie flyttede hånden fra pigens skulder allerede da hun stoppede, især fordi hun ikke virkede særlig glad for berøringen.

Maddie så på pigen da hun vendte sig mod hende, korslagte arme, og den måde hun talte på generede ikke Maddie, hun havde trods alt selv vært der, hun havde vært gadebarn det meste af sit liv, at hun havde tjent en vis respekt blandt gadens børn var ikke en dårlig ting.
Maddie slog en kort latter ud "måske i hans drømme, men det kommer aldrig til at ske" sagde hun roligt. Maddie så på pigen og forsøgte at bedømme hendes alder og den slags, hun virkede noget yngre end Maddie selv, men hun virkede samtidig også stærk og snu.

Maddie tog roligt en hånd ud mod pigen for at ville præsentere sig "jeg hedder Maddie... hvad må jeg kalde dig?" spurgte hun roligt, hun gik ikke ud fra at 'hende der pigen' ville være et passende navn, så det ville da ikke gøre noget at få hendes navn.
Maddie så lidt på hende, hun viste ikke helt om hun kunne komme ind til pigen, men hun ville nok prøve, hun viste ikke hvorfor, men hun fik løst til at passe på denne pige, måske fordi hun mindede hendes om Maddies lillesøster på nogen punkter som hun desværre ikke havde mere.

Nå ja, det var da altid noget at hun ikke var havnet i baghold. Trods det, var Maya stadig skeptisk. Det krævede en del at blive kendt i gademiljøet, på både godt og ondt. Maya havde ikke helt besluttet hvor hun ville stoppe hende hen, for de fleste var trods alt skrækslagende. Især overfor voksne. Også selvom de engang havde hærget de samme gader.

Maya kiggede et ekstra øjeblik på hånden der blev strakt ud, inden hun langsomt løsnede sin egen fra at være lagt over kors og tog imod den udstrakte hilsen. "Maya" Det var alligevel et navn alle kendte, så en til eller fra var vel ikke særlig vigtigt.
"Har du for vane at gå og havne i problemer for andres skyld?" det var ikke ligefrem en færdighed der gjorde man levede særlig problemfrit. Så igen, det var der vel ingen af dem der gjorde. Maya havde i hvert fald sjældent tænkt sig at stå op for nogen på den måde, selvom det nu egentlig var meget rart at nogen havde set lidt efter hende, nu Jarko ikke var her.

Maddie smilede let da hun tog i mod hendes hånd og præsenterede sig "en fornøjelse Maya" sagde hun roligt og stadig med det rolige smil på sine læber.
Smilet blev større ved hendes spørgsmål "det sker i ny og næ, jeg ved hvor svært jeg havde det da jeg var yngre, alene på gaden uden nogen til at ha min ryg, så når jeg ser nogen der kan være i problemer, så kan jeg ikke lade vær med at blande mig... dog var jeg ikke i tvivl om at du sagtens kunne ha klaret dig uden min hjælp hvis det endelig var" sagde hun roligt og smilede til Maya, som Maddie så det så var de børn og unge på gaden ikke dårlige folk, de var bare ødelagt af et samfund som ikke ville dem noget godt, men Maddie ville dem ikke andet end godt, hvis de vel og mærket fortjente det.

Maddie så på Maya "sulten?...tørstig?" spurgte hun roligt, hun viste selv fra da hun var gadebarn at sult var noget man kunne føle tit, og hun ville gerne sikre sig at alle Mayas værdier var i god behold inden hun gik fra hende, så mad, vand, sukker og salt ville ikke være en dårlig ting for hende at få, det kunne godt virke underligt, men Maddie ville kun Maya det godt.

Fornøjelse? Se den var ny. Maya holdte et skævt skeptisk smil på læben som hun betragtede den anden, og ikke mindst lyttede til ehndes ord. "Det lyder som en rigtig dårlig vane, der hurtigt kan koste dig mere end det giver" pointerede Maya en smule tørt.

Det var skam ikke fordi Maya ikke satte pris på den andens hjælp. Det gjorde hun en del mere end hun havde for vane, eller evne til at vise. Hun havde været alene så længe, at det hun skulle stole på nogen, eller direkte forvente at hun fik hjælp af dem, var så langt fra hendes sind, at selv nu var hun skeptisk. Skeptisk og usikker på hvad der lå bag Maddies intentioner. For der måtte være et eller andet hun fik ud af at vove nakken på den måde!

Maya fnøs og kunne simpelthen ikke lade være med at more sig. "Har du nogensinde mødt et gadebarn om ikke er det?" sulten, tørstig, kold og forladt. Det beskrev dem alle sammen. Så ja, selvfølgelig var Maya sulten, så sulten at hendes mave var holdt op med at brokke sig. Tørstig, men så meget at hun ikke længere bemærkede at hendes læber var sprækket af en blanding af kulde og manglende væske. Hun ville ikke sige nej til at modtage både mad og drikke, når det så villigt blev uddelt. Om hun forstod hvad der foregik i den andens hoved, at hun så frivilligt ville give det ud.

Maddie nikkede en smule, det var nok ikke den bedste vane at ha, men hun havde klaret den så langt så hun havde intet i mod det, hun ville bare gerne hjælpe de gadebørn som der var der "Det er det, men det er stadig det værd" sagde hun roligt og smilede lidt, Maddie havde intet i mod at komme til skade for et andet gadebarn, slet ikke efter hun blev voksen.

Maddie grinede lidt "rigtig nok" sagde hun roligt og tog sin taske frem, hun fandt to flasker frem og noget der lignede en madpakke og rakte mod hende i rolige bevægelser "her, få noget mad og noget at drikke" sagde hun roligt som hun rakte det mod hende, det var ikke den fineste middag, men det var da mad og det smagte da ret godt, i den ene flaske var der almindelig vand, i den anden var der saft, eller vand med bærsmag, Maddie tænkte det var gode ting at få i Maya, især når der var så koldt.

Maddie så lidt på hende og forsøgte at bedømme hendes alder "må jeg spørger hvor gammel er du?" spurgte hun roligt og så på hende, hun ville gerne finde ud af hvor gammel Maya var, men også fordi hun gerne ville hjælpe hende så godt hun kunne.

Maya var ikke helt sikker på at hun var enig i den udtalelse. Hvordan kunne det stadig være det værd, at udsætte sig selv for fare, på grund af en eller anden fuldstændig fremmed person man tilfældigvis var løbet ind i. Måske det heller ikke var meningen at Maya skulle forstå, men bare tage imod den håndsudrækning der nu engang var dukket op, og så udnytte den så godt som muligt.
Der kom trods alt aldrig noget godt, hvis man altid så på det med en negativ indgangsvinkel. Så Maya forsøgte sig da med en halvt positiv, bare lige i dagens anledning.

Så snart Maya så både mad og drikkelse, fløj hendes skeptisme fuldstændig ud af sindet. Hun var simpelthen for sulten, nu maden rent faktisk var præsenteret. Hun rakte også hurtigt ud efter pakken og gav sig ivrigt til at pakke den op og sluge de første bider, inden hun tog sig tid til rent faktisk at tygge brødet. Hun tyggede fortsat som Maddie igen begyndte at tale. Hun slugte biden, tog en slurk af saften, som var en yderst kærkommen smag af sødme hun ikke var vant til.
"Hvorfor?" den vanelige skeptisme var tilbage. Maya var i lovens øjemed ikke længere et barn, eftersom hun var blevet 19 år. hun var stadig lille af størrelse, og alt alt for tynd, og kunne derfor nemt gå for at være et lille teenageskravl. Noget hun egentlig også rent mentalt stadig var.

Maddie smilede lidt over den måde maden og drikkevaren nærmest blev flået ud af hendes hænder, hun så lidt på Maya som hun nærmest slugte maden "rolig nu, inden du bliver kvalt i maden, der er mere hvor det kommer fra" sagde hun roligt, nok var Maddie startet ud som gadebarn meget ung, men hun havde da lykkes at få sig selv på ret køl, hvilket også gjorder at hun kunne hjælpe andre gadebørn, hendes drøm var at få købt et hus som hun ville lave om til et hjem for gadebørn, et sted hvor de kunne komme og få noget mad, drikke, et bad og en seng at sove i, dog var der stadig lidt vej til den drøm, men hun var da på vej.

Maddie så på hende "jeg er bare nysgerrig, prøver at lære dig at kende lidt, men du behøver ikke svare hvis du ikke vil" sagde hun roligt og ærligt.
Maddie ville gerne hjælpe, nok var hun ikke kommet ærligt til de krystaller hun havde sig, men det fungerede da fint, og dem hun havde dem fra, manglede ikke ligefrem krystaller det var en ting hun viste.
Maddie satte sig på hug og fandt en madpakke mere frem fra sin taske, i tilfælde af at Maya ville ha mere at spise, hun tog også to små poser frem, den ene var der bær i, den anden var der noget sødt i (bolsjer) som hun også satte klar til hvis Maya ville ha noget af det. Maddie havde altid noget med i lommen eller tasken i tilfælde af hun skulle møde nogen af gadebørnene i byen.

Maya løftede skeptisk et øjenbryn, men havde allerede sat farten en smule ned i sin slugning af maden. Det var ikke hver dag hun fik lov at få noget ned i maven, så det galt om at være hurtig når det endelig var der. For trods hvad Maddies ord indikerede, var Maya helt overbevidst om at der absolut ikke var mere hvor det kom fra. Hun kunne vel ikke trylle det ud af ærmet? Oh, det ville egentlig være en utrolig fantastisk ting at kunne gøre, nu hun tænkte efter.

Maya var stadig skeptisk overfor Jarko engang imellem, trods den mand mere end en gang allerede havde bevidst han var på hendes side. Måske, det lå i at han var en mand, og hendes faderlige ophav, der gjorde hun var skeptisk overfor ham så længe.
Maddie var ingen af delene, men hun forholdte sig alligevel skeptisk overfor den venlige tone. Frygten for at blive snydt, sad tæt ved huden og kunne få selv Maya til at stikke af som et skræmt dådyr.
Maya kiggede på hende, mens hun engang imellem løftede maden op og tog et par flere bider. "Jeg forstår ikke hvorfor du hjælper mig.. jeg kan ikke give dig noget til gengæld" pointerede hun med rynkede bryn i panden. Hun var nysgerrig nok til at blive, men mistroisk nok til ikke at nærme sig mere eller sætte sig på hug ned til det lokkende mad fra tasken.

Maddie lå et stykke stof ud på jorden hvor hun satte maden, poserne og drikkevarene på inden hun rejste sig og trådte lidt væk fra det, så kunne Maya komme til det uden at skulle tæt på Maddie.

Maddie så på hende "der tager du fejl, du kan give mig noget til gengæld" sagde hun roligt og så på Maya "du lever, det er nok for mig... jeg har selv boet på gaden og gør det stadig på sin vis, men jeg har fået sat mig selv til et godt liv, og nu ønsker jeg at hjælpe andre på gaden som har det svært, om det er med mad, et bad, husly, så hjælper jeg hvor jeg kan... og det eneste jeg ønsker til gengæld er at dem jeg hjælper har det godt og lever" sagde hun roligt og så på Maya og smilede lidt til hende, hun ville gerne vise hende at hun ikke var farlig, og at hun kun ville hende det bedste.

Maddie satte sig i skrædderstilling på jorden, på den måde var hun bestemt ikke farlig overfor Maya, og hun håbede da at Maya ville se hun ikke var farlig på et tidspunkt.

Starten af hendes sætning fik igen et meget skeptisk øjenbryn op i panden af Maya, som vidste at det var for godt til at være sandt! Selvfølgelig var der en form for betaling.
Det kom også ret hurtigt til udtryk, at Maya blev meget forvirret over det svar hun til gengæld fik. Maya holdte faktisk helt op med at tygge, for at kigge meget forvirret på Maddie.

".. Okay.. Det giver stadig ikke spor mening for mig." svarede hun for en gang skyld uden sarkasme, og for en gangs skyld også helt ærligt. Hun var frygtelig forvirret over det her, men det var en fantastisk mulighed for hende selv at udnytte det. Hun kunne få mad og drikke! Uden at skulle stjæle det. Det virkede bare.... underligt... for hun udnyttede jo ikke Maddie, når det var det her Maddie gerne ville have skete.
Hvad fanden foregik der.

Maya trådte hen til stoffet og satte sig på hug ved det fremlagte mad og drikke, og søde sager så det ud til. Det føltes stadig lidt som om hun blev lokket, men så længe Maddie sad i skrædderstilling og Maya på hug, vidste Maya godt hvem der kom væk først. "Du er underlig."

Maddie smilede lidt over det Maya sagde "det giver ikke mening for mange, men jeg ønsker kun dig og de andre som lever på gaden det godt... jeg ved selv hvor hårdt det kan være, at gå flere dage uden mad eller drikke, at finde ly at sove under... jeg håber en dag at ha sparet så meget sammen så jeg kan lave et hjem til de af jer der bor på gaden hvor i kan komme og få mad, drikke, bad og en seng at sove i, rent tøj og den slags" forklarede hun roligt, Maya behøvede ikke vide hvordan maddie fik fat i sine krystaller, men Maddie viste hvor meget gadelivet kunne ødelægge en, og det ønskede hun ikke for andre, hun ville hjælpe andre, især de børn som ingenting havde.

Maddie grinede lidt over hendes kommentar "Der er jeg skyldig, men hvorfor være som alle andre, når det er så meget sjover at være underlig?" sagde hun roligt og smilede til Maya.
Maddie rørte sig ikke, hun sad bare roligt og så til mens Maya fik noget mad og drikke, Maddie så lidt på Maya og prøvede at læse hende "men nu har du hørt lidt om mig, hvad med dig? hvis du vil fortælle mig noget selvfølgelig" sagde hun roligt og smilede roligt til Maya, det var kun hvis hun ville åbne sig op for Maddie, ellers kunne hun også lade vær, Maddie prøvede bare at lære hende at kende så hun måske kunne hjælpe hende det mere, især da det så ud til der var andre som var efter Maya.

Selvom hendes forklaring gav ganske fin mening, gav det stadig ikke så meget mening for Maya hvorfor hun fandt det fyldestgørende at bruge sit liv på det. Alt hun ønskede, var at slippe ud af det helvede af et liv hun var fanget i og aldrig mere vende tilbage. Hun behøvede ikke at gå og huske sig selv på hvordan det var, eller direkte hjælpe andre med at komme op ad hullet. Ingen havde hjulpet hende! Hvilket nok var tankegangen der gjorde, at det sjældent blev bedre. "Det er meget ædelt, men tror aldrig der vil være nok." antallet af gadebørn var svingene, netop fordi dødeligheden var så høj, men der ville aldrig stoppe med at være nogen. De ville blive forladt til højre og venstre overalt i landet. Hun betvivlede at et hus var nok til dem alle.

"Virkelig? Jeg føler da ikke vi har fået ret meget godt ud af at være underlige" eller anderledes.. Men der var en let munterhed i Mayas ord. Hun kunne godt havde brugt at være født ind i en normal familie, og ikke som et produkt af en betalt aften.
"Der er ikke rigtig noget at fortælle. Født i horehus, opvokset blandt klamme alfonser der mente jeg kunne tjene penge ind og på mirakuløs vis er jeg stadig i live i dag" hun spiste de sidste bider af den første pakke og mærkede den ikke særlig velkendte følelse af at have fået noget i maven - ikke at hun var mæt, men i hvert fald en anelse bedre tilpas og fokuserede mere på at få noget at drikke. "Det er ikke et spor spændende liv, hvis det er hvad du håber på at høre om"

Maddie rystede på hovedet "det ved jeg, men jeg forsøger at hjælpe dem jeg kan, selvom jeg godt ved jeg ikke kan hjælpe alle" sagde hun roligt, det pinte Maddie at vide hun ikke kunne hjælpe alle de børn som havde brug for det, men hun forsøgte at hjælpe så mange hun kunne, så godt hun kunne i hvert fald.
Ikke alle hun havde hjulpet var blevet som Maya gjorder nu, nogen var stukket af fra hende, men nogen tog i mod hjælpen og havde det godt den dag i dag.

Maddie smilede lidt "nej det er der selvfølgelig ikke, men man skal ikke ændre sig for nogen, man er perfekt præcis som man er... det kræver bare man også kan se det selv" sagde hun roligt og smilede lidt, Maddie vidste at hun ville i hvert fald aldrig ændre sig for nogen, hun var sig selv og hun var stolt af det, hun vidste også at det ikke var alle gadebørn der havde den tankegang.

Maddies smil falmede som Maya fortalte hendes historie, hun rystede lidt på hovedet "jeg håbede ikke på noget, jeg prøver bare at lære dig at kende, jeg ville gerne sige det gør mig ked af at høre hvor du kommer fra, men jeg ved også at det ikke gør det bedre eller ændre det... var det derfor ham drengen var efter dig før?" sagde hun roligt, at et barn skulle vokse op på den måde var forfærdeligt, hun kunne godt mærke vreden stige i hende, men hun holde sig rolig.
Maddie så lidt rundt kort inden hun så på Maya igen, de var trods alt ret udsatte hvis drengen kom tilbage med venner, men mon ikke han holde sig væk.

Maya vidste ikke helt hvad hun skulle gøre med at vide den anden havde et ædelt formål at følge. Specielt når Maya intet havde, andet end ren overlevelse og et spinkelt håb om at blive rig nok til aldrig nogensinde at bekymre sig igen. Noget der næppe kom til at ske, havde hun efterhånden affundet sig med. Men hun affandt sig med svaret, og brummede som svar.

"Tror der skal en del til, før jeg ser noget af det her som perfekt" pointerede hun, men det handlede nu engang mere om hendes livssituation og ikke så meget om hvem hun var. Maya var nemlig ganske begejstret for hvem hun var som person - hun var stærk og selvsikker. Måske en anelse for god til at komme i problemer, men hun havde overlevet!
Det falmende smil gjorde det næsten værre. Maya rynkede sin næse, inden hun fnøs og vendte det meste af sin opmærksomhed ned på den anden madpakke og tog den til sig. "Det ændre ingenting. Det er bare fakta" svarede hun en smule tvært og gav sig til at fjerne papiret fra maden. Hun hadede sympati, mest af alt fordi hun følte sig så lille og skrøbelig når folk kiggede sådan på hende. At de havde ondt af hende.

"Næh, tror jeg har stjålet noget fra ham engang.. Eller nogen han kender.. Eller også lignede jeg en der havde noget på lommen.." grundene kunne være mange, men et smørret grin kom dog frem på hendes læber. "Oh ja, jeg satte ild til hans røv for et par uger siden. Så han ret faktisk havde noget at have ondt i røven over" Det var sgu nok egentlig derfor at han havde uset sig hende som et af sine yndlingsofre, til trods for hun aldrig rigtig havde noget værdifuldt på sig.

Maddie så lidt på Maya, hun havde mange gode personlighedstræk, i hvert fald hvad Maddie havde set, men hun virkede også til at hun godt kunne bruge en som kunne ha hendes ryg engang imellem, selvom hun ikke sagde det højt.
Maddie så lidt på hende "hør, jeg har et tilbud til dig, og du kan tag det eller du kan lade vær... jeg bor ikke så langt her fra, min dør er åben hvis du nogensinde har brug for mad, drikke, en rigtig seng, et bad eller bare at komme væk fra gaden, du kan komme og gå som du vil, du kan blive så længe du vil... det er et tilbud som står åben hvis du vil" sagde hun roligt, og det var rigtig nok, det stod åben for hende hvis hun ville tage i mod det en dag, bare for at få et mere normalt liv måske, men det var helt op til Maya selv.

Maddie kendte godt det med ikke at ville ha sympati, og hun genkendte det hurtigt ved Maya også.

Maddie grinede lidt "ja se det er nok den sidste del der gør det, men det er til gengæld noget jeg godt ville ha set" sagde hun roligt, det lød til at Maya kunne være lidt af en ballademager, men med hendes opvækst så forstod Maddie hende godt, Maddie så enlig meget af sig selv i Maya, men det var vel nok bare den måde hun var på, hendes personlighed som fik Maddie til at tænke tilbage.