Den sidste del af rejsen til Smarana havde været nærmest ulideligt lang, dagene havde sneglet sig afsted. Havde det stået til Kayla selv, havde hun sat hesten i fuld galop og havde fået overstået turen hurtigst muligt. Men det kunne hun ikke, hun var nødt til at følges med de andre i karavanen. De var trods alt hendes familie, godt nok ikke blodsbeslægtet, men de var stadig den familie, hun kendte til. Det havde været meget svært at acceptere, da de ældste på hendes 15 års fødselsdag havde fortalt hende, at hun var et hittebarn. Nomadeflokken ville altid være hendes familie, og uanset hvad sandheden var om hendes rigtige forældre, ville intet kunne ændre på det faktum, at det var hos nomadeflokken, hun følte sig hjemme.

Endelig var Smaranas bymure i sigte, og Kayla holdt opmærksomt øje med, om Kain skulle være nogle steder at se. Det var ikke umiddelbart tilfældet, så da det var besluttet, hvor vognene og hestene skulle stå, skyndte hun sig ind i byen for ar lede efter kroen. I guderne hvor havde hun dog savnet ham, og alligevel virkede det pludselig så nervepirrende endelig at skulle se ham igen. Det var også de forpulede følelser, det var hun slet ikke vant til!
Det lykkedes hende efter lidt tid at lokalisere kroen, og med en let rystende stemme fik hun spurgt krofaderen, hvor Kains værelse var. Hun fik anvist værelset, og sikrede sig at krofaderen var gået igen, inden hun tog en dyb indånding. Hvorfor var det hele pludselig så svært?
Med rystende hænder rettede hun lidt på tøjet og de krøllede lokker, inden hun forsigtigt bankede på døren. Hendes hjerte slog så hårdt, at hun næsten var sikker på at han ville kunne høre det, så snart han åbnede døren.

Kain havde været i Smarana i snart en uge og det havde ikke givet pote med hans arbejde. Uanset hvor meget han havde prøveet at overtale vagterne til at lade ham se ligene, havde det ikke givet pote. Uanset hvor han var gået hen i rygterne a vampyr boliger havde det været falske rygter. Han var ærlig tal på bar bund om hvad han skulle gøre. I det mindste havde han kunne se frem til brevet fra Kayla dagen før, og han havde læst det igennem flere gange. Hun måtte snart være på trapperne, der var jo kun en dags ridt fra Nordlandet til Smarana. Alligevel havde han ikke set Kayla heller nomaderne på noget tidspunkt så han sad ved det lille bord på sit kroærelse og havde dyppet fjerpennen i blæk inden han skrev.

Kæreste Kayla.



Jeg ser frem til at møde Dem igen. Jeg vil være i byen til jeres karavane dukker op. Har i fået flere heste eller har i stadig nogen på gå ben? 

Mit arbejde er noget være rod, jeg kan ikke komme til at se det jeg skal se på nuværende tidspunkt uanset hvor meg -----------------

Han fik et chok da han havde siddet i sine egne tanker da der blev banket på døren, hvilket havde resulteret i den lange streg hen af pergament. Han sukkede lidt og vidste han måtte skrive brevet om. Alligevel skubbede han stolen tilbage og gik hen til døren. Han havde ingen ide om hvad klokken var ud over han kunne se solen stadig var på himlen og skyerne havde samlet sig ude i horisonten til nogle lidt mørkere. Enten ville det regne eller sne inden for nogle timer  hvis vinden blev ved med at gå i denne retning.
Han åbnede døren og kiggede lidt ned på den noget mindre pige. Inden det gik op fra ham hvem det var. "Jamen kæreste Frøken Kayla, jeg var netop igang med et brev til Dem" svarede han og trådet et skridt frem for at tage hendes hånd og kyssede den som en venlige gestus, han bukkede sig endda ned for at kysse håndryggen så han ikke løftede den for højt. Tænk hvis hun svedte under alt det pels og varme tøj! Nej nej, en pige  skulle være yndefuld præcis som de var opdraget til. Ikke at han vidste hvilken opdragelse Kayla havde haft sammen med nomaderne.
"Kom ind, kom ind. Væreslet er ikke så stort men det er til at leve med" svarede han og slap hendes hånd for at trække et skridt tilbage og stillede sig hen til siden så hun kunne se ind i det lille rum med sengen og det lille bord.

Sekunderne der gik før han åbnede døren, føltes som evigheder. Kain lignede sig selv som hun huskede ham, den hvide tot i håret og de charmerende øjne. Følelsen af hans berøring og læberne mod hendes håndryg sendte små lyn rundt i hendes krop, på en gang en uvant følelse, og både ubehageligt og rart på samme tid. Kayla vidste ikke, hvor hun skulle gøre af sig selv, så hun endte med at stå og smile lidt usikkert, indtil han rykkede til siden og lod hende træde ind i rummet. Allerhelst havde hun lagt armene om ham og trukket ham ind til et varm kram, men hun vidste også at han holdt noget mere på formaliteterne end hun gjorde, så det ville nok ikke være passende. Nervøst lod hun blikket glide rundt i det lille rum. 
"Det ser da fint ud. De skal tænke på, at jeg er vant til små karavane-vogne og telte." En let nervøs latter slap ud, som hun forsøgte at få lidt styr på sig selv, dog uden det store held. I et forsøg på at aflede tankerne et øjeblik, gav hun sig til at åbne knapperne på frakken og tage den af. Det var køligt udenfor, men herinde var der ganske lunt, og hvis hun ikke snart kom af med frakken, ville hun få det for varmt. Rødmen var så småt begyndt at farve hendes kinder, men om det skyldtes varmen eller noget andet, var ikke til at sige. 
Blikket gled rundt i det lille rum for at vurdere, hvor hun skulle gøre af frakken, men hun endte med bare at stå med den over den ene arm.

Kai smilte til Kayla som hun trådte ind i rummet. Hun var i gang med at tage den tykke frakke af, for den var da tyk ikke? Men lige så snart hendes jakke blev taget af og lagt over hendes arm kiggede han på hende bagfra. Hun var i sandhed blevet højere siden sidst,  og hendes udseende havde i den grad fulgt med alderen. Hun måtte have en god næring i maden de nu fik. Måske var der jagere i Nomade flokken? eller købte de blot alt maden til rejsen? hvordan tjente de overhovedet krystaller? Der var så mange ting han ikke vidste om nomade flokken fordi de aldrig havde snakket om det.

Han lukkede døren efter hende og gik op foran hende. "Her lad mig tage frakken" kom det fra ham og rakte ud efter jakken som hun havde på armen. Med en snuptag fik han fat i jakken og gik hen til døren igen fordi at hænge den på stumtjeneren hun ikke havde kunne se. Der hang hans egen frakke med pelskraven på. Han kune godt mærke at hans hjerte bankede hurtigere når han var sammen med Kayla, måske fordi de var så tætte og kunne snakke om alt, de havde trods alt en masse at snakke om hver gang de havde mødtes rundt omkring i Krystallandet.
Han drejede omkring og så på hendes ryg som ha sank en mindre klumpp, hun var særdeles køn og hendes øjne havde slet ikke ændret sig med tiden, det var stadig de samme isblå øjne! Han lod en hånd køre ned af sin trøje og rette lidt på hørbukserne, Selvom vejret var koldt, og hans hørbukser var lidt for tynde til det kolde vejr var han lige glad. "Sæt dem ned Frøken Kayla" kom det fra ham og gik hen til hendes ryg og lagde en hånd på hendes lænd for at guide hende hen til stolen han netop havde siddet på.

Som Kain flyttede sig og lukkede døren, fik hun øje på stumtjeneren. Selvfølgelig stod den der. Et genert grin forlod hendes læber, som hun nikkede og lod ham tage frakken. Hendes hjerte hamrede stadig derudaf, og det blev kun værre når han kom tæt på hende. Han så ud til at være ligeså usikker som hun selv, det var på sin vis en beroligende faktor. Så var spørgsmålet bare, om hans usikkerhed var der af samme årsag, som Kaylas egen. I guderne hvor håbede hun, at det var tilfældet.
Hans berøring sendte endnu en gang følelsen af små lyn rundt i hendes krop, som noget i hende ønskede at være endnu tættere på ham.
Nervøst bed hun sig i underlæben, og lod sig guide mod stolen, som hun satte sig på. "Tak." Endnu en gang lod hun blikket glide rundt i det lille rum, mens hun tænkte over hvad hun nu skulle sige. Hvorfor var det pludselig så svært at snakke med ham? Det plejede da ikke at være et problem. Hvis bare de pokkers følelser ikke kom sådan i vejen hele tiden, så havde det været nemmere...
Kayla rømmede sig lidt, og lod blikket finde tilbage til Kain. "Hvordan er det gået med Deres arbejde?" Folks arbejde var som regel et ret godt sted at starte en samtale, havde hun efterhånden lært. At der så var andre ting, hun hellere ville tale med ham om, var en anden sag. Det måtte vente, lige for nu i al fald.

Kain havde hængt jakken på plads og guidet hende hen til stolen. Straks satte han sig på sengen med fødderne solidt plantet i gulvet og med rank ryg. Han var vel en gentleman, det var noget andet når han var alene hvor han var løs og slap i hele sit korpus for der var jo ikke en dame til stede! Da hun spurgte ind tl hans arbejde sukkede han. "Ingen held, jeg må stadig ikke se ligene, og rygterne florere meget her i Smarana om hvad mit arvejde går ud på. Endnu er der ikke et rygte der har talt sandt, sådan er det for det meste med rygter" han ville helst ikke afsløre sit arbejde for Kayla, hun skulle ikke gå og være bekymret for ham når hun ikke var ved hans side. Så for nu måtte det være som det var og ikke sige for meget. Det var bedre og sikkert. "Hvordan gik det med rejsen her til? Det tog vel ikke mere end en dag eller to?" alt efter hvor henne i Nordlandet hun havde været. Nogen gange havde han det som om at Kayla sagde i udkanten og så virkede det som flere dage væk. Måske fordi Nordlandet var så stort og koldt, han måtte lige huske at skrive sig bag øret at han altså skulle der op en dag. Se på bjergene og Nordfolket, det siges at de var nogle stærke typer, ikke at han ville slås. Han afskyede at slås med næverne, det passede ikke en gentleman. Men der var heller ikke meget getelman i ham når han arbejde for at slå Vampyrer ihjel.

Interesseret lyttede hun til hans svar, og nikkede. "Ja, sådan er det desværre tit. En skam, at De ikke har haft held med arbejdet." Selvom hun stadig ikke vidste præcis hvad hans arbejde gik ud på, kunne Kayla sagtens forestille sig, at det måtte være frustrerende når en simpel detalje spændte ben for, at han kunne komme videre. Hvis bare hun havde kunne hjælpe ham, så havde hun hellere end gerne gjort det. Men det kunne hun nok ikke.
Blidt rystede hun på hovedet, som han spurgte til deres rejse. "Nej, det tog to dage. Og det gik fint, ingen komplikationer. Vejen føltes bare pludselig så lang, når jeg glædede mig sådan til at se Dem igen."
De sidste ord var ledsaget af et let nervøst grin, som hun også rødmede en smule. Kayla vidste ikke helt om det var godt eller skidt at fortælle ham det, men det var jo sandt. Og hvis hun nogensinde skulle nå til at indrømme sine følelser for ham, ville hun jo være nødt til at starte et sted. Og at hun havde glædet sig til at se ham igen, kunne da umuligt være en dårlig ting.
Kortvarigt lod hun blikket glide væk fra ham, mens hun lod hånden løbe igennem det brune hår. De var trods alt indenfor, så denne gang kunne vinden ikke lave løjer med hendes hår. Blikket fandt vej tilbage til Kain, og et lidt forsigtigt smil prydede hendes læber, som hun ventede på, om han ville fortsætte samtalen, eller om hun selv skulle finde på noget at sige.

Kain kiggede på hende og lagde hovedet en smule på skrå og vendte sig hen imod sengekanten og satte sig på fodenden. Han smilte svagt. "Tja, så kunne byvagerne jo bare lade mig se ligene" svarede han og trak lidt på skuldrende. Ærlig talt kunne han jo bare lade byvagterne rode med det selv, men hvis der virkelig var vampyrer på spild ville han se ligene inden de blev forvandlet til vampyrer hvis deres livsblod var suget ud af dem, det ville blot skabe endnu flere problemer for dem i Smarana. Nye vampyrer var som regel mere blodtørstige og søgte deres skaber, hvis ikke deres skaber allerede vidste hvor de var og kom til dem inden løbet var kørt. Han kunne ikke få Kayla ind i dette arbejde eller lade hende bekymrer sig. Det var hun ikke tjent med. Hun skulle have et roligt liv, også selvom hun blot var et hittebarn.
Han smilte blot til hendes ord og opfangede ikke hendes rødmen. "Tja, vi har jo heller ikke set hinanden i godt og vel et halvt år til et helt. De er jo en god veninde Frøken Kayla" svarede han og kunne mærke at hans hjerte bankede en smule hurtigere. Han savnede altid Kayla når deres veje gik hver til sit på ny. Det var aldrig helt så nemt at finde ud af hvor Kayla skulle hen eller retter sagt Nomade flokken. Heldigvis så de hinanden så tit de kunne når deres veje krydses. "Hvor længe er i her i Smarana?" spurgte han og kiggede lidt på hende. Han kunne mærke at hans hjerte bankede hurtigere og hurtigere, men han vidste ikke hvorfor. Det var mærkeligt!

Kayla trak bare let på skuldrene som svar. Hun havde ikke rigtig så meget mere at sige til det, hun kendte jo ikke ret meget til hans arbejde, så hun kunne nok alligevel ikke sige noget fornuftigt, der kunne hjælpe ham.
Rødmen sad stadig lidt i hendes kinder, men hun forsøgte at ignorere den så godt hun nu kunne. Hans ord om hende gjorde det dog ikke ligefrem nemmere, og genert slog hun blikket ned et øjeblik. Det var dog ikke til at skjule, at ordene også havde fået hende til at smile, som hun trak blikket op på ham igen. 
”Ja, det er ved at være noget tid siden, vi mødtes sidst. Jeg –” Hun gik i stå et øjeblik, det var som om ordene pludselig ikke ville ud, og hun blev usikker på, om det overhovedet var en god ide at færdiggøre sætningen. Endnu en bølge af varme blev tilføjet til hendes rødmende kinder, og blikket blev endnu en gang slået ned på hendes fødder foran hende, som stemmen nu var lav og svag. ”… Har savnet dig.” 
Hun vidste godt, at formaliteter stadig var vigtige for Kain, men han havde også i et af sine breve skrevet, at han var okay med, hvis hun ikke brugte dem. Og det virkede bare forkert at skulle tiltale ham som ’Dem’, i den her sammenhæng. Modigt lod hun blikket vende tilbage til ham igen, og lod et usikkert smil komme til syne. Hans spørgsmål om, hvor længe de var i byen, gav hende heldigvis en kærkommen mulighed for at flytte sit fokus en smule fra den akavede stemning. 
”En dags tid, måske to, det kommer lidt an på hvor lang tid vi skal bruge på markedet.” Kayla håbede inderligt, at han gerne ville følges med dem, når de rejste fra byen igen. Det ville være skønt at have mere end en enkelt dag eller to med ham.

Som han sad der på sengekanten i bunden af sengen undrede det ham at hans hjerte bankede hurtigere ved bare at kigge på Kayla. Det var ikke noge han havde oplevet før. De var vildt mærkelig, men på en rar måde. Kayla var den ha stolede mest på af alle. Men Kyala havde også skreve så mange breve til ham i årenes løb. Hun havde jo selv fortalt ham om at hun var hittebarn. Det var ikke noget man gik og fortalte alle og enhver.
Da Kayla sagde at hun havde savnet ham steg en varme op i hans kinder og blev en anelse røde. Hvad skulle han svare?! "Jeg øøh..." han var tom for ord, noget han normalt ikke var, så han var en anelse flov og kiggede ned i gulvet, lagde hænderne i skødet og kiggede ikke på Kayla. Han var flov, noget han normalt ikke var. Han var på bar bund, han var ærlig talt et stort flovheds menneske lige nu. Han tog hånden om på ryggen og fiskede sværdet af skæftet og lagde det på sengen ved siden af sig. Han kunne ikke komme på et fornuftigt svar at give Kayla så han forblev tavs i sin flovhed og røde kinder. Langsomt tog han hånden op til kinderne som nærmes brændte i håndfladen på ham og smilte svagt.

Han lyttede intenst til Kaylas ord. Et par dage, så havde de tid nok til at snakke ikke sandt? Hvis bare han kunne få ord ud af munden altså. "Et par dage. Skal I bruge hjælp?" Kain så ikke ud af meget under sit tynde ydre, men han var stærk og kunne sagtens tage ved. Han kiggede stadig ikke på Kayla men havde hele sit fokus nede på en plet på gulvet. Langsomt rystede han på hvedet blinkede nogle gange med øjnene og lod endelig blikket glide op på den ungmø der sad foran ham. "Altså jeg har da lidt kontakter" svarede han og smilte flovt. Hans kinder stod i flammer hvis han selv skulle mene noget lige nu.

Som hun lod blikket vende tilbage til Kain, bemærkede Kayla at han ikke længere kiggede på hende, men i stedet så ned i gulvet foran dem. Var han blevet genert over hendes ord? Betød det mon, at han også følte noget for hende, eller var det mere et udtryk for, at det gjorde ham forlegen at vide, at hun havde savnet ham? Det var umuligt at gennemskue, hvad der foregik i hans hoved lige nu. Hun kunne dog ikke undgå at grine en smule, da han tog sig til de rødmende kinder. Noget sagde hende, at den her situation var lige så uvant og uventet for ham, som den var for hende. Ganske vidst havde Kayla haft en fornemmelse af sine følelser for ham i noget tid efterhånden, men det var også kun fordi hun kunne huske, hvordan de ældre børn i flokken havde snakket om forelskelse og kærester, inden de blev gift og flyttede væk. Nu var hun den ældste, med et godt spring ned til de næste børn i flokken, så hun havde ikke nogen jævnaldrende at snakke med om den slags, og hun havde ikke rigtig lyst til at spørge de voksne. Så ville de helt sikkert begynde at spørge, hvem hun havde kastet sin kærlighed på, om de ikke måtte møde ham, og al den slags. Og det orkede hun virkelig ikke, slet ikke når hun endnu ikke anede, om han også følte noget for hende. Tanken om, at hun ville være nødt til at indrømme sine følelser for ham snart, fik endnu en gang hendes hjerte til at banke hurtigere, og hendes håndflader blev helt svedige.
 
Hvis han havde set op på hende, ville han have set, at hun smilede af hans ord. ”Det er sødt af Dem, men jeg tror vi klarer os. Men hvis De følger med os noget af vejen, kan det da godt ske at De bliver sat i arbejde. Vi plejer at hjælpes ad alle sammen, så ingen er overflødig eller ligegyldig.” Det var en ting, der altid havde været vigtig for nomade-flokken. En ting var, at alle skulle lære at hjælpe til, og lære at tingene ikke bare skete af sig selv, men det var også vigtigt at alle følte sig nyttige, og at de kunne bidrage med noget. Og det gjaldt også når de engang imellem havde gæster, eller havde folk der sluttede sig til dem på deres rejser.

Det hele var så uvandt for ham at han ikke vidste hvad hans kulle gøre af sig selv. Uanse hvad var Kayla ikke engang 18 endnu var hun? Det ville være forkert at indlede noget med hende ikke sandt? Hun var stadig ung, han var lige glad med at hun var hittebarn, de to havde et helt specielt bånd til hinanden så meget som de havde skrevet sammen de sidste fire år. Når de havde haft muligheden for at se hinanden havde de gjort det, mest i Medanien men det var fordi han ikke kunne gå fra sin moder og broder. Nu hvor han var alene (Eller næsten alene) var der mulighed for at se Kayla andre steder end i Medanien. Medanien var bare ikke det samme mere, hans bror var vampyr og skulle mærke hans stål i halsen før eller siden. Dog kunne han ikke gøre det mod sin bror. De var ærkerivaler og de kunne slå hinanden ihjel, men de var brødre hvordan kunne de? Hvis bare han havde en mulighed for at slå Seths skaber ihjel, men uanset hvad han havde prøvet det sidste 2 år på at komme hende til livs. Det var bare ikke lykkes, hun var gammel og klog. Hvilket blot havde gjort det langt svære at overmande hende og slå hende ihjel. Godt nok var det kun Kains andet år som varulv, men han havde lært så meget af sin mester Gregeraous, og han havde lært ham at kæmpe en kamp der var svær at få til at passe sammen med en kæreste. Han ville ikke bekymre sig om at skulle slippe levende fra et arbejde. Det ville det kræve hvis han lagde an på Kayla. Så ville han koncentrere sig mere om sit velbefindende og komme hende til undsætning end realt at tage sig af det arbejde han var sat til at udføre. Vampyrer var jo ikke nemme væsner at overmande, de havde mindst lige så god hørelse som ham selv.

Da Kayla snakkede kiggede hen op på hende stadig med knald røde kinder over tanken om at indlede noget med hende. De havde haft det så godt sammen, og han ville nødig ødelægge noget ved deres venskab. Han kunne ikke lide tanken, og denne hjertebanken der var i brystet på ham var ny og slet ikke særlig rar. Men når han kiggede ind i Kaylas isblå øjne hoppede hans hjerte et slag over. Eller det føltes det i hvert fald som. Det var så uvirkeligt alt sammen at han ikke vidste hvad han skulle tro på i sit eget indre der altid var så roligt. "Nok ser jeg ikke ud af meget Frøken Kayla, men jeg har stadig et behov for at hjælpe. Så selvfølgelig tager jeg gerne ved når I slår lejr for natten. Der er sikkert mange ting der skal ordnes og klares i løbet af sådan e optog når I rejser" svarede han og smilte en lille smule så et lille smilehul kom frem i kinden på ham. Han var ikke bange for at tage fat på nogen måder. DEsuden hvis de var bekymret for at nogen eller noget skulle overfalde deres lille karavane ville han høre problemerne først. Især hvis han drak sin eliksir i løbet af aftenen når de slog lejr. "Jeg tager nok ikke helt med til Medanien, men noget a vejen kan jeg godt tage med" Medanien var ikke det samme uden hans moder og broder. Det var blevet et smertefuldt sted for ham, især ved Vesterdalene hvor gården havde ligget tæt på. Den eneste der kunne få ham til Medanien var hvis Gregeraous lå for døden, og det tvivlede han på at den gamle lærer mester gjorde. For så skulle han nok få det af vide, af enten en lærling eller en af hans tidligere lærling der arbejde tæt på Medanien.

Det at Kain vær en del ældre end Kayla, var egentlig aldrig noget, hun havde tænkt så meget over. Hun havde jo ikke kendt til hans alder da hun lærte ham at kende, dengang på bakketoppen. Der havde han været venlig og åben, og hun havde savnet en jævnaldrende at snakke med, så hun havde slet ikke skænket det en tanke. Jo, hun havde godt fornemmet at han var lidt ældre end hende, men hvor meget havde hun ikke tænkt på. Det var først da de begyndte at skrive breve til hinanden og han fortalte hende sin alder, at det gik op for hende, og det havde aldrig fået hende til at se anderledes på ham af den grund. Kain var en god ven, ja nok den bedste hun havde. Han var den person, hun delte sine tanker og hemmeligheder med.
 
Som han svarede hende smilede hun mildt til ham, og nikkede. ”Det var bestemt heller ikke sådan ment, jeg er sikker på at De er ganske god til at hjælpe og tage fat.” Kayla bed sig lidt i underlæben, som hun diskret lod blikket glide en smule væk fra hans ansigt, og ned ad hans krop. Måske syntes han ikke selv, han så ud af meget, men fra hendes synspunkt var han præcis som han skulle være. Hun mærkede at hendes hjerte kun bankede endnu hårdere og hurtigere som hun betragtede hans krop, så hurtigt lod hun blikket finde tilbage til hans ansigt, og sendte ham et genert smil. Han skulle trods alt heller ikke føle, at hun sad og åd ham med øjnene, det ville ikke være særligt høfligt af hende.
”Det er helt i orden, jeg forstår godt, at det sted ikke ligefrem bringer gode minder for Dem længere…” Forsigtigt rakte hun ud og lagde tøvende en hånd på hans knæ, for at vise omsorg. ”Må jeg til gengæld ikke bede Dem nøjes med at kalde mig Kayla? Jeg ved godt, formaliteter er vigtige for Dem, og jeg accepterer også at De siger ’De’ og ’Dem’ til mig, men ’Frøken Kayla’ lyder bare så…. Fornemt, så langt fra, hvad jeg er. Jeg er jo bare en simpel nomade-pige.” ordene blev ledsaget af et let usikkert grin, som hun så på ham og afventede hans svar.

Kain mente hvad han sagde, han var villig til at arbejde for føden, endda at slagte et dyr hvis det var det der skule til. Nu vidste han ikke hvad han mente om hendes påstand med ikke at kalde hende frøken, men straks fik han store øjne og endnu rødere kinder da hendes hånd blev lagt på hans knæ. Han bed sig lidt i læben og kiggede på hende. "Kayla.. De må ALDRIG se dig selv som simpel. Lov mig det. De er meget mere end simpel. De er et helt fantastisk menneske, glem aldrig det. Lige meget om de er hittebarn eller er den ældste af børnene i  nomadeflokken. De kan så meget, De har lært at læse og skrive, noget de færreste ikke kan når De ikke har deres forældre. Nomade flokken har været god ved Dem" han kiggede på hende og kravlede ned fra sengen for at ligge sig på knæ foran hende. Straks lagde han en hånd på hendes arm og det føltes som et stød gik igennem ham. "Kayla. Jeg arbejder og ånder for mit arbejde, men glem aldrig at De ikke er simpel. Lov mig det" han så sig ikke som simpel, han var et omvandrende våben hvis han tillod det. I hvert fald under en fuldmåne kunne han ikke styre sig, der var ahn et omvandrende våben der ikke tænkte logisk. Noget han ikke tog for givet, men noget han stadig hade.

"Der er så mange ting De ikke ved om mig, og som jeg burde fortælle. Jeg er bare bange for at skubbe Dem væk" han klemte hendes arm lidt og blinkede nogle gange med øjnene inden han prøvede at fange hedes køønne isblå øjne. Han kunne forsvinde i dem hvis det kom der til. Men han måtte også tænke logisk, Kayla var ikke 18 og det ville sikkert være forkert at indelede noget med hende, om end at han holdte mere af hende end han selv ville vedkende sig. Han havde altid set Kayla som en god ven, og det skulle der ikke laves om på. Men dette bankende hjerte var slet ikke til at forstå.

Hans reaktion på hendes ord overraskede virkelig Kayla. Selv så hun det ikke som noget dårligt at være simpel, hun havde på ingen måde ment det som noget negativt. Som hun så det, var hendes liv og tilværelse ret simpel, ikke på nogen dårlig måde overhovedet, det var mere… Der var ikke så mange ting, hun skulle forholde sig til. Der var de praktiske ting ved at rejse rundt med flokken, de opgaver hun nu havde når de slog lejr, dyrene der skulle passes, og hendes relation til Kain. Ellers var der ikke særligt mange andre ting, hun bekymrede sig om eller tænkte på. Jo, situationen omkring hendes forældre, og tankerne om hvorvidt hun skulle tage ud og lede efter dem eller ej. Men det prøvede hun på ikke at tænke for meget over. Blidt rystede hun på hovedet og skulle lige til at svare, som Kain lagde sig på knæ foran hende. Hans hånd på hendes arm sendte små gys igennem hende, på en gang rart og ubehageligt på samme tid. Det kom som noget af en overraskelse for hende, at han pludselig var så tæt på, og nu sad lige foran hende. Nervøst sank hun en klump, og rødmen i hendes kinder fik endnu bedre fat, end den allerede havde. ”Det… Var ikke sådan ment, jeg mente bare… Mit liv er ret simpelt, sammenlignet med mange andres, ikke at det er en dårlig ting. Jeg er ganske glad for, at jeg ikke har så mange ting at bekymre mig om.”
 
Det næste han sagde, fik hende til at lægge sin hånd ovenpå hans, og give den et blidt klem, mens hun endnu en gang rystede blidt på hovedet. ”Det må du altså ikke frygte… Jeg går ingen steder, uanset hvad. Det håber jeg virkelig, du kan stole på…” Ubevidst havde hun sluppet formaliteterne helt i sine sætninger, det virkede mere passende, mere personligt. Hendes hjerte hamrede stadig derudaf, især nu hvor de var så tæt, men det var også vigtigt for hende at han ikke skulle frygte den slags. Hvad end det var, han holdt hemmeligt for hende, var hun sikker på, at det ikke ville være så slemt, at hun ville løbe skrigende væk. Det betød han for meget til, at hun kunne. 
”Kain, jeg….” ordene ville ikke rigtig samarbejde for hende lige nu, og nervøst så hun kortvarigt ned på gulvet ved siden af dem, inden hun trak vejret dybt og lod blikket søge hans øjne igen, med et svagt smil. Hånden der lå på hans begyndte blidt at nusse hans håndryg med tommelfingeren, som hun med den anden hånd blidt rakte ud og flyttede på en tot af hans hår, der var faldet ind foran hans ansigt. ”Jeg… Holder rigtig meget af dig…” hendes kinder brændte af rødme nu, og genert trak hun blikket væk fra ham, som hendes stemme nu ikke var andet end en høj hvisken. ”Nok også mere, end jeg burde…” Hjertet hamrede nu derudaf i hendes bryst, og hun var overbevist om, at han måtte kunne høre det. Det var virkelig nervepirrende og grænseoverskridende at skulle indrømme det, og hun kunne ikke se på ham lige nu, af frygt for hans reaktion.

Kain sad på gulvet og havde lyst til at læne sig frem og presse sine læber imod hendes. Han havde aldrig kysset nogen ør, og han ville sikkert være en rigtig dårlig kysser. Men hun var så tæt på hendes læber, at han næsten ikke kunne modstå det. "Nej Kayla... Dit liv er ikke simpelt, du har en familie i nomade flokken, nok er de ikke bilogiske men det er stadig en familie. Nok vælger man ikke selv sin familie, men du Kayla... Er min familie... Du er den eneste der har bekymret sig om mig i alt den tid vi har skrevet sammen og set hinanden. Min bror Seth...." han havde glemt alt om sine formaliteter. Han havde glemt alt om hvem han egentlig talte til. Han havde glemt alt om at hun ikke vidste at Seth var i live. "Han... Han lever stadig... Som noget jeg hader..." kom det fra ham og sukkede lidt. Han fjernede sin hånd fra hendes arm så hendes hånd gled af ham.

"Jeg er ikke den samme mere, det har jeg ikke været i to år. Jeg har ikke vidst hvordan jeg skulle fortælle dig det. Mn for to år siden blev jeg... Blev jeg..." han bed sig i læben og kiggede ned i gulvet som han sad på knæene. Gulvet var ikke engang rent og hans tøj ville helt sikkert heller ikke være helt så rent hvis han blev ved med at ligge på knæ på gulvet. "Jeg er øøh... For to år siden blev jeg øøh..." han vidste ikke hvordan han skulle sige det så i stedet lod han sin hænder gå op til kraven af sin trøje og hive den af så hans mave muskler kom til syne. Der var tydelige aftegn på at han opretholdte en fast træning af den ene eller den anden slags sådan som hans muskler viste sig på maveskindet. Han trak trøjen og og drejede hovedet for at fremvise et kæmpe ar af et bidemærke på hans venstre skulder/nakke og han sukkede lidt. "Jeg... Jeg er ikke den samme mere... For to år siden blev jeg bidt af et vildt dyr. Det kostede mig en... forbandelse jeg ikke kan slippe ud af" han fik endelig sagt det, ikke ordret, men kendte Kayla til varulve og deres enorme bid kunne hun selv regne det ud. Bidemærket var for småt til at være en vampyrs, da bidemærket havde mere eller mindre flænset hans skulder op.

"Kayla... Jeg... Du er så ung, hvordan kan du..." han bed sig i læben, han vidste slet ikke hvad han skulle sige til hendes ord. Normalt ville han have været jublende glad for at høre lige netop de ord fra en pige han holdte af. Men han vidste jo ikke engang om han var til mænd eller damer. Han vidste bare at Kayla betød noget for ham, nok mere end han ville indrømme. "Hvis du bare vidste hvad du gjorde ved mig" han kiggede op på hende med knald røde kinder igen, han var villig til hvad som helst. Men Kayla var stadig ung og ikke engang fyldt 18 endnu, var det teenage hormoner der kørte igennem hedes krop eller var det realt nok?!

Hans ord om hendes familie, det var jo som sådan sandt nok. Kayla havde bare aldrig tænkt over, at det skulle gøre, at hendes liv ikke var simpelt. For hende var det, men det var vel også okay, at de så forskelligt på tingene en gang imellem. At han kaldte hende for sin familie, fik hende på en gang til at smile, rødme endnu mere og spærre øjnene lidt op. Hun vidste ikke, at det var sådan han så hende, men det gjorde hende bestemt glad at høre. Han havde også sluppet sine formaliteter, men om det var af nervøsitet eller fordi deres samtale var blevet mere personlig, vidste hun ikke. Ordene om hans bror fik hende til at se bekymret på ham, men hun havde ikke rigtig noget godt at sige til det, så i stedet gav han blot hans hånd endnu et blidt klem, inden han fjernede den fra hendes arm.
 
Bekymringen forlod ikke hendes blik, som han fortsatte med at tale. Hvad var det mon, han havde så svært ved at få sagt? Allermest havde hun lyst til at sætte sig ned til ham og lægge en arm om ham, så han kunne mærke hendes omsorg og bekymring. Det ville dog være ret svært, sådan som han sad foran hende, og Kayla blev derfor siddende på stolen, men rakte forsigtigt en hånd ud og gav hans skulder et klem. Da han lagde an til at tage trøjen af fjernede hun dog hånden fra ham, og så undrende på ham. Hvad var der sket med ham, der var så svært for ham at sige? Kort efter besvarede han hendes spørgsmål, og selvom han ikke sagde det direkte, kunne hun godt regne ud, hvad han mente. Arret var ikke til at tage fejl af, og Kayla havde hørt en del historier om varulve gennem tiden. Bekymringen i hendes øjne var ikke til at tage fejl af, men hun formåede alligevel at trække et venligt smil frem, som hun rakte ud og lod den ene pegefinger glide forsigtigt over hans ar. ”Kain, det her ændrer ingenting, absolut intet. Du er stadig den samme person, at der er sket forandringer med dit ydre, ændrer ikke på hvem du er indeni.”
Uden at tænke over det, lod hun fingrene glide fra hans ar, og videre mod hans hals og nakke. Hendes kinder var stadig knaldrøde, men hans ord om hvad hun gjorde ved ham, havde givet hende lige præcis mod nok til at handle på sine inderste lyster. Derfor lod hun grebet om hans nakke blive en anelse mere fast, som den anden hånd endnu en gang flyttede på en tot af hans hår. En dyb vejrtrækning, inden hun endelig rakte sig det kort stykke ned til ham, og søgte hans læber med sine. Det var et kæmpe sats, og alt i hende håbede på, at han ikke ville skubbe hende væk eller blive sur, som sommerfuglene i hendes mave fik frit løb, og hendes hjerte hamrede derudaf som aldrig før.

Kayla havde sat sig ned til ham som han mærkede trygheden i at hun var der. Hun gjorde virkelig noget ved ham han ikke kunne forstå. Det var så ubeskriveligt mærkeligt at han ikke kunne tænke klart. Nok havde han taget trøjen af og nok havde hun lagt en finger hen på hans ar og køre fingeren køre hen over aret. Det sendte små gnist igennem ham som han ikke kunne beskrive. Slog hans hjerte lige et slag over?! Var han nervøs fordi hun sad så tæt på?! Hvad gjorde dette her ved ham?! Han forstod det ikke men lyttede til hendes ord. Det virkede rimeligt nok det hun sagde. Han var bare mere målbevidst om sit liv, han vidste at vampyrer skulle dø. Det var det eneste mål han hvade her i livet, men hvis Kayla en dag blev vampyr ville han så have modet til at slå hende ihjel? Når han ikke engang kunne slå sin egen bror ihjel?! Seth var der stadig for ham, bare i mindre grad de var ærkefjender på pergamentet, men han fortrød ikke at han ikke havde slået ham ihjel sidste år.

"Kayla... Alt er ændret ved mig, jeg er et vildt dyr..." men han nåede ikke at tale færdig før et par læber blev plantet på hans. Det var hans første kys og han var noget overrasket over det at han slet ikke vidste hvad han skulle gøre. Han hverken spidsede munden eller gjorde tegn til at kysse hende tilbage. Det var virkelig mærkeligt at han ikke kunne overveje hvad han skulle gøre. Han var på bar bund, det var hans første kys NOGEN sinde, ogdet føltes mærkeligt. Speciel fordi han var mere end uvidende om hvad han skulle gøre. Han havde tit set sin bror kysse med kvinder, det havde bare aldrig ligget til ham at kysse hvem som helst.
Dog samlede han mod til sig og lagde en hånd på Kayla's kind og prøvede at kysse hende tilbage, der var nok lidt mere savl med end der skulle være da han blot havde siddet stille og været passiv i overraskelses momentet. Han havde aldrig overvejet på dette tidspunkt at kysse en pige der ikke var kønsmoden. Ja ja de fleste piger blev giftet bort som 16-17 årig, men han så jo Kayla som en yngre kvinde der var lige så uskyldig som solen selv. Han slap kysset og smilte flovt til hende, som han kastede et blik ned i gulvet og tørrede savlet af der havde siddet i mundvigen. "Hvorfor... Hvorfor gjorde du det?" spurgte han og smilte lidt for sig selv uden at kigge på hende. Kysset havde jo blot fået hans hjerte til at banke hurtigere og puslen var steget i kroppen på ham. Det virkede helt mærkeligt.

Hun hørte godt hans ord, men hvis hun stoppede nu ville hun måske aldrig igen finde modet til at kysse ham. Kayla havde aldrig været så tæt med nogen før, han var den første person hun så meget som overvejede at kysse. Hun havde set de ældre børn i flokken blive forelskede og finde kærester, og hun havde hørt dem tale om, hvor magisk det første kys havde føltes. Da hendes læber ramte hans var hun derfor også lidt overrasket over, at det ikke var så fantastisk, som hun havde forventet. Kayla nåede lige at blive bekymret for, om hun mon gjorde noget forkert, men sekundet efter mærkede hun hans hånd på sin kind, og fornemmelsen af at han gengældte kysset. DER var den magiske følelse, de allesammen snakkede om! Alting forsvandt omkring hende, der fandtes kun de to i dette øjeblik. Sommerfuglene i hendes mave baskede derudaf, hendes hjerte hamrede hurtigere end nogensinde, og en sitrende fornemmelse bredte sig i hendes krop. Lidt ligesom kuldegysninger, og så alligevel ikke.

Som han slap kysset blussede rødmen endnu en gang op i hendes kinder, og det hjalp bestemt ikke at han spurgte, hvorfor hun havde gjort det. Genert trak hun hænderne til sig igen, lænede sig lidt tilbage og drejede hovedet, så hun ikke længere så på ham. Hvad skulle hun svare? Hun havde handlet ud fra sine impulser og lysten til at kysse ham, men hvordan forklarede hun ham lige det? Hun var stadig ikke sikker på, om han følte det samme for hende som hun gjorde for ham, men han havde da gengældt hendes kys i sidste ende, så helt afvisende var han vel ikke... Hvis bare hun kunne få ordene til at samarbejde! 
"Jeg... Det..." pokkers, hun kunne ikke rigtig få kontrol over sin stemme, eller for den sags skyld fo ordene til at blive til en sætning. Nervøst bed hun sig i underlæben og trak vejret, inden hun endnu en gang forsøgte at tale. Stemmen var endnu en gang lav, ikke meget mere end, en høj hvisken. "Er.. Det ikke det man gør, når man er.... Forelsket?" det sidste ord fik hendes kinder til at brænde igen, og hun kunne på ingen måde få sig selv til at se på ham. Nu var det sagt, så var spørgsmålet, hvordan han ville reagere på det. I guderne hvor håbede hun, at han ikke blev sur... 

Han forsod ikke hvad han havde gjort for at fortjene sit første kys. Han havde jo glemt alt om etikette og dannelse. Kayla gjorde noget ved ham han ikke forstod. Han havde aldrig forstået hvad Kayla gjorde ved ham. Alle de breve de havde sendt sammen hentyede jo ikke til noget. Alle de gange de havde mødtes var jo bare som venner ikke sandt?! Han vidste ikke hvad han skulle sige eller gøre, heller ikke da Kayla snakkede. Var hun forelsket i ham?! Han var da bare... Han var da ikke... Hvad var han overhovedet?! Han passede jo bare sig selv, og Kayla var så ung stadig! Det var teenage hormoner ikke sandt?!

"Kayla... Jeg.." han vidste ikke hvad han skulle sige, han var så flov og havde slet ikke hjernen med sig. Det hele virkede så underligt, at nogen skulle være forelsket i ham. Var det derfor hans hjerte bankede hurtigere lige nu?! Var det derfor at han ikke rigtig kunne tænke klart eller have rent mel i posen!? Han var jo bare... Hvad var han egentlig?! Han vidste det ikke, men samtidig gjorde det ham glad at han betød noget for Kayla. "Hvad har jeg gjort.. Nej..   Hvad vil du... Nej..." han kunne ikke snakke klart lige nu, han var ved siden af sig selv. Han vidste ikke hvad han skulle sige eller gøre. Hans hjerte bankede der ud af og hans puls var steget kraftigt. Alligevel kunne han se på Kayla at hun var mindst lige så flov som han selv var med de røde kinder hun sad med lige nu.