Turen var selvfølgelig ikke gået som den skulle, men modsat alt andet der er sket de sidste to år, var det faktisk gået bedre. I stedet for at dukke op og se amuletten var væk, og så skulle bruge flere timer på at få fundet hende, eller information om hvor hun kunne være. Men at finde hende på turen herned var en behagelig nyhed og hvis alt forsat med gå godt for hende så kom Vanna, som hun nu kaldte sig selv, fordi som hun blev færdig med sine ”veninder” eller hvad de nu eller var. Hun sukkede dybt bag sløret og satte sig ved spisebordet, som flere bøger blev taget op af taskerne og lagt frem, elverlys historie, lovgivning, ’at forstå menneskernes normer’, skovens skønhed, og to skitse bøger, blev forsigtigt lagt i en halv cirkle foran hende. Den ene skitse bog blev trykket ned foran hende og forsigtigt åbnet som hun lod siderne langsomt skifte som hun gennem gik de mange portræt tegninger. Mand, mand, Kvinde, Kvinde, Kvinde, Mand, Kvinde, og der stoppede hun med en ørken elvisk langhåret spinkle kvindes ansigt. Forsigtigt lod hun en fingre glide langs portrættets kind, med et smil bag sløret og savn i blikket, og med et dunk blev hun revet ud af sine tanker.

”Deres te frøken.”
”Takker Meladira.” Lyd det høfligt med et nik.
”I må gerne alle tage dagen fri, får gæsten så nyd jeres dag.” forsatte hun og sendte et nik imod tjenestefolkene, som virkede til at være van til denne nyhed. Et nej, og de pakkede deres tasker og tog hjem for dagen, en enkelt træk sig til tjenesteværelset, et lille hus, uden bag haven.

”Nyd deres aften frøken Risindier” var det sidste der blev delt med dem for denne dag.
Bedre ikke at risikere de lyttede hvis Vanna, Sidkanys ath I'endrith, overhovedet kom, og endnu vigtigere så kunne de ikke se noget hvis de gik og at hun fik spontane gæster, var ikke noget nyt, så ingen grund til bekymring. Hun havde dækket sit ryg, så det værste der kunne ske nu var at Vanna valgte at løbe væk igen. Hun rystede legende på hovedet, rejste sig, og skubbede håret bag øret som hun fyldte sin egen kop og lod den dejlige duft af lavendel, solbrud og en let duft af kolibrisalvie i lokalet. Forsigtigt lod hun en fingre hvile på koppens kant som lyden af bagdøren gik op.
Hun burde da først være her om flere timer? Eller gav hun op på høsten? Det var vel endelig lige meget for hendes egen skyld. Koppen blev trykket over i hendes skød og lod kort blikket hvile over sig selv. Tøjet sad fint, alt som det plejede let gennemsigtigt silke, og mere tæt stof om barm og hofter. Hun sukkede, for hvad nu hvis dette gik galt? Og den kvinde stadig var som første gang de mødtes?

”Det var tidligt? Gad du ikke plukke flere blomstre?” lyd det legende som hun kæmpede mod frem og de dyb violette øjne, hvilede imod gangen der første til bagdøren.

Det var altid lidt af et sats at træde ind i værelset til Yume. Isidora vidste at det første point kom i at bruge bagdøren. Det første og nemmeste point. Valgt hun at gå mere tydeligt til værks, så skulle det nok blive bemærket som en stor forseelse. Hvorfor var hun overhovedet blevet holdt i Elverly, hvis hun var så stor en skamplet for alle? Det var Isidora en evig gåde. Men nu var hun her altid og hun måtte snakke med sin mor, skønt det ikke lige var noget hun yndede alle mest. "Blomster? Jeg ved godt du mener jeg driver den af, men blomster plukker jeg nu altså ikke. Ikke i dag." Forklarede hun, måske med en snært af provokation i stemmen. Gad vide hvem hun ventede sådan som hun sad der og gjorde sig til og kom med små-provokerende udsagn?
Se det ville Isidora utrolig gerne vide, men hun var dog langt fra dum nok til at spørge. Det gjorde man kun, hvis man havde et dødsønske. 

"Jeg må nok skuffe dig mor. Hvem end du venter på, så kom jeg dem i forkøbet." fortalte hun roligt og gik nærmere sin mor. Hun holdt dog en respektabel afstand og som hun stoppede rettede hun lige ryggen lidt ekstra, for at tage sig godt ud i sin mors selskab. Måske hvis hun var heldig ville Yume i dag tilsmile hende og komplimentere sin datter.

Hun sukkede let som hun ventede på sin gæst, og lod blikket falde til koppen. Dette kunne vel kun gå galt? Og dets mere hun involvere sig selv dets mere problematisk blev det at dække hendes egen ryg, men sket er sket og eksperimentet var i gang. Men så snart hun bare så omridset af personen som gik ind af døren, hår farven, så faldt spændingen for faren var væk og en let irritation brede sig igennem hende. Delt på grund af hvem der kom gående, men også af hvad der blev sagt. Det var fint hvis det var Vanna der sagde men Isidora? Der talte tilbage på den måde var, og vil altid være en træls fornemmelse, og Isidora var også den sidste der måtte få at vide hvad og hvem hendes mor ventede for hun havde altid så mange forbandet spørgsmål og ville stikke næsen i alt.

”Mangler du krystaller? Eller, er der noget helt andet der har fået dig til at rejse hjem?” lyd det lettere, opgivende for der var vel en eller anden grund og det var helt sindssygt at tænke Isidora kom bare fordi hun savnede hendes mor, den bro var brændt.

Hun rettede sig op og stillede koppen på bordet og begyndte at fylde den næste kop, en kop der blev sat ved stolen ved hende side. Dets hurtigere de fik snakket, dets hurtigere kunne hun få Isidora ud, før alt gik helt galt.

Mangler og mangler... Det føltes lidt som et trick-spørgsmål skulle Isidora være ærlig. Jo hun manglede krystaller, selvfølgelig gjorde hun det, men det virkede som et ret dumt træk at stå der og fortælle det til sin mor lige nu. Skønt hun godt var klar over at Yume, ikke regnede med at hun var kommet på hyggevisit grundet savn. "Altså jeg var i nærheden, og så besøgte jeg Davian på kroen. og så kunne jeg jo lige så godt tage her forbi også." prøvede hun som var det den mest logiske forklaring. Ikke fordi hun prøvede på at lyve, hun havde bare ikke rigtig lyst til at bede sin mor om hjælp. 
Det var samtidig også lidt tragikomisk at dette blev kaldt hendes hjem. Byen hun aldrig rigtig havde været velkommen i, var hendes hjem. Flot! "Jeg var bare lige i området."  slog hun det bare hen og ønskede egentlig ikke snakke mere omkring det. "Hvem venter du på?" Spurgte hun så ganske direkte, skønt hun ikke regnede med at få et svar. Det kendte hun alligevel sin mor for godt til. Alligevel satte hun sig prøvende i den tomme stol ved den nyopskænkede kop te, for det var da til hende, var det ikke?

Forsigtigt lod hun blikket hvile over Isidora, hun virkede til at holde sig godt, lidt tynd men var nok fra hende selv, håret pænt og godt holdt, stadig hendes eget smil, et smil hun selv savnede at vise frem. Om hun ville eller ej smilte hun kort over at se hende, at se hun havde det godt.

”Davian?” kommenteret hun mest blot for at deltage i samtalen. Ikke et navn hun havde hørt meget på det sidste, men rart at hun havde brugt tid med nogle bekendte og ikke bare tilfældige væsner, som hun nok selv ville have gjort. Havde hun holdt sig i elverly alt denne tid? Det var svært at tro hun ikke var gået på jagt for at finde sin far og prikke til samtlige menneskelige adelige huse, for at se nogle hun delte hårfarve med. Bare i nærheden? Måske var det sandt, men på sin vis var det svært at tro på at denne forklaring men skulle hun være ærlig så havde hun givet Isidora alt for få tanker de sidste par år. Måske skulle hun have bekymret sig bare lidt? Men tøsen løb jo, netop som hun selv havde behov for en hun kunne være ærlig overfor så hun havde vel bedt om det på sin egen måde. Og der kom det, det forbandet spørgsmål hun håbede hun kunne blive sparet. Ja hvem?
Hun sukkede og overvejede kort bare at sige hun var for ung til at høre svaret, men, sidste hun gjorde noget ligene endte det bare ud i flere problemer end alt andet.

”Ja, koppen er til dig.”startede hun som hun så tvivlen i Isidora, mens hun satte sig ordentligt ned på stolen, ret ryg, hænderne i skødet og den ene ben over det andet.

”Jeg venter på en ung kvinde, der hedder Vanna. Havde lovet at hjælpe hende med nogle ting.” Den ene hånd hævede sig forsigtigt fra skødet og begyndte at samle bøgerne på den modsatte side af bordet end hvor Isidora havde sat sig. Portræt bogen blev forsigtigt lag uden af syn fra Isidora bag de andre bøger.
”Skal du have et værelse her? Eller har du et sted at sove?” spurgte hun, og håbede det var nok til at få skiftet emnet.

Yume spurgte ind til Davian som om han var en fremmed. "Ja du ved høj fyr, lysebrunt hår, ca til skyldrene, grønne øjne. har en kro i området. Davian" remsede hun op. De havde da altid været venner havde det ikke? nu virkede det som om der var dukket en kæmpe elefant op i rummet, som Yume ikke ville tale om. Det føltes lidt akavet hvilket også blot gjorde, at Isidora løftede koppen med te for at tage en tør. Heldigvis fik hun da også bekræftet at denne kop var til hende. 

Hun var dog lige ved at få teen galt i halsen, da hendes mor fortalte at hun ventede på en ung kvinde. "Vent hvad?! hvad skal du hjælpe hende med?" var hun måske så skuffet over sin datter, at hun simpelthen havde fundet en bedre erstatning? Nej, det kunne da ikke passe. Kunne det? og så omvendt. hvad forskel gjorde det? Hun havde aldrig rigtig brudt sig om Isidora alligevel. 
og så lige pludselig viste Yume sig fra den mere kærlige side. Tilbød hun virkelig et værelse? "Altså.. Det begynder at blive ret koldt at sove ude. Men jeg tænke jeg måske kunne overnatte hos Davian, før jeg skal videre."

Det var et let fnis at lytte til svaret om Davian, for så meget var ikke nødvendigt men så måske, alligevel efter et år hvor hun aktivt havde undgået sine venner, nogle venner i snart fire, så kunne det nok gøre lidt godt at få lidt mere information end det absolut minimum. Så hvad havde den mand gang i? Holdt kontakt med hende, igennem Isidora? Måtte hun huske hvis hun engang fik talt med ham igen. Men nok andre ting der skulle falde på plads før det ville komme på tale.
Hvad skulle hun svare? Hvorfor ventede hun på en ung kvinde, og hvad skulle hun hjælpe hende med? Sandheden ville nok ikke gavne men bøgerne lå på bordet, så hun havde heller ikke fri leg til hvilket forklaring hun ville ligge frem sammen med bøgerne.

”Hun har levet isoleret, så historie, og menneskelig adfærd.” langt fra sandt, men heller ikke løgn.
”Og så er hun smuk.” tilførte hun, og overvejet kort at tage en tår af sin te, men som tanken kom lod hun en hånd glide over sløret. Ikke at det skjulte noget for Isidora, men derfor var det aldrig nemt at tage af. Hun sukkede og fandt sig til rette med koppen i skødet.

”Du er voksen nok til at vælge selv. På trods af hvad du nok tænker om mig har jeg aldrig bedt tjeneste folkene om ikke at lukke dig ind. Du kan altid få et af gæsteværelserne. Jeg har bare behov for at vide hvor jeg har dig denne gang, hvis Vanna vælger at overnatte her.” For I alle gudernes navn skal i to ikke møde hinanden. forsatte tankerne som hun lukkede øjne og nydt duften af sit te.

Okay indrømmet var det lidt rart at være hjemme igen og se sin mor og ikke mindst tale med hende. Det fik også Isidora til at mærke et savn hun ellers havde undertrykt de sidste år, men nu hvor hun var her igen, kunne hun godt mærke ønsket om lidt moderlig kærlighed vågnede i hende. Der gik dog ikke længe før følelsen blev skubbet til side af uforståelse. Så Der kom en ung pige, som skulle lærers op af hendes mor?! Som havde været isoleret og nu skulle have hjælp? 
Hvad med Isidora? Hun havde levet isoleret blandt elverne hele sit liv, men det havde Yume ikke gjort meget ved, hun havde snare selv næsten vendt blikket væk. Det gjorde ondt at høre på. og hvad var det med, at hun var smuk?  Skulle det betyde at Isidora nu heller ikke så godt nok ud til Yume? Ellers hvad betød det? Smuk. Hvad havde det med noget at gøre? Hun spurgte dog ikke. Var der en person i verden som kunne lukke munden på Isidora, så var det hendes mor. 

Hendes forklaring om tjenestefolk og gæstfrihed generede Isidora lidt. Hun havde virkelig ikke lyst til at bede sin mor om et sted at sove. Hun ønskede virkelig at Yume gav udtryk for at ønske, at Isidora blev. Men nej det fik hun ikke. Hun kunne aller nådigst få plads i et gæsteværelse. Gæst i sit eget hus, der kunne man bare se. OG så kom det frem, hun måtte ikke gå i vejen. Yume var pinlig over hende og ville ikke have denne smukke gæst så hende. "Jeg skal nok sørge for ikke at blive set." Lovede hun og slog blikket ned.

Ind til videre det dette vel meget godt? Der blev ikke stillet for mange spørgsmål og Isidora virkede til at lytte uden brok. Selv om hun selv måtte indrømme at det ikke var helt behageligt at se skuffelsen i sit datters blik. Men sådan var livet, og nogle ting var bare bedre sådan her. Faktisk var mange ting bedre sådan her i disse tider. Dog var der noget helt galt til sidst, tonen, den måde Isidora slog blikket ned, rent instinktivt fik det hende selv til at sukke.

”Isidora.. Det er ikke sådan ment.” begyndte hun sin forklaring, i en atypisk medlidenhedsfyldt tone. Let begyndte hun at slå neglen imod koppens kant, i en melodisk rytme.
”Første dag jeg mødte Venna, trak hun en kniv i mit lår.” det var ikke forkert, men mange ord manglede i den sætning. ”det har taget rigtig lang tid, at kommen hertil hvor hun kan sidde og snakke, uden problemer. Lang tid at få bygget bare den lille tillid jeg har. Så det er for din skyld, at i to ikke skal ses.” igen på ingen måde en løgn, men stadig rigtig mange ord der manglede.

”Men, hvis du gerne vil, kan jeg snakke med hende om det? Og måske.. Kunne være en måde at hjælpe mig med mit arbejde og få hende interageret en smule hurtigere.” hun blinkede nogle gange og lod blikket falde til sin te igen, ups..lyd det i hendes indre. Det var rigtigt det kunne hjælpe, men, det var på ingen måde en god beslutning.