Tid: 18:00
Vejr. Lettere regn trækker op til storm

Dagen havde gået ganske roligt i Den Glade Blomst. det var lukketid og Rumi begyndte at pakke butikken ned og satte et lukket skildt op i døren. han havde lidt tid før han ville gå hjem så han stilte sig ved ønskespringvandet og håbede og bad til at Senso havde haft en lige så rolig dag som ham.

Rumi var vild med Senso selv med hendes påvirkning. hun gjorde ham glad. hun ville ikke ha ham for han ønsker tænkte han tit.
Rumis hvide hår sad som altid i en hestehale. han begyndte at rode i sine lommer efter en krystalmønt. en krystalmønt så han kunne ønske. han vidste godt det nok ikke virkede men han havde da lov at drømme.

vejret var ikke det bedste idag men han ville ikke skynde sig, for hastværk er lastværk. Rumi begyndte at mærke vinden trække op. han tog krystalmønten ind til hjertet og ønskede. *lad Senso og mig forblive sammen* han kastede krystalmønten der landte med et  "plob" i vandet.

Rumi vendte sig om for at gå hjem af. han begyndte at fornemme på vejret at det trak op. men hvor slemt vidste han ikke. ikke endnu. alt i alt skulle det vise sig at blive noget af en storm. han blev mere og mere våd jo længere hans gik men han kom ikke langt før han så nogle gade børn tigge. han skyndte sig hen til dem "i må hellere søge ly det trækker vidst op" sagde han til de små og de skyndte sig afsted.

Sensō havde været væk fra Dianthos - og Rumi - et stykke tid. På det seneste havde der været en del væsner i byen, mest på grund af mørkelvernes tilbagekomst, og det havde sat Sensō i lidt af et dilemma, da hun havde endt med at forårsage et masseslagsmål. Derfor havde hun holdt sig væk fra byen, indtil det værste var ovre. Selvfølgelig havde hun savnet Rumi, men hun havde ikke lige kunne håndtere, at hun skulle undgå så mange mennesker samtidig. Hun havde dog efterladt et brev til ham, hvor hun havde forklaret situationen. Hun ønskede jo ikke, han blev urolig for hende.

Sensō havde derfor besluttet at slå turen forbi butikken, hvor Rumi arbejdede i håb om, at hun kunne nå at møde ham, som han fik fri, men det skulle ikke lige gå som forventet. Et uvejr havde været skyld i, at hun var blevet forsinket. Til gengæld kunne Rumi umuligt være nået hjem endnu, så hun gik den vej, hun vidste, han plejede at gå, når han havde fri. Der gik dog et stykke tid, inden hun fik øje på ham, og et lille smil trådte frem på hendes læber allerede ved synet af ham. Smilet voksede dog, da hun hørte ham tale til et par børn.
"Så betænksom du er. Det er nok derfor, jeg godt kan lide dig" sagde hun tydeligt. Hun havde med vilje gået forsigtigt tættere på ham - en bedrift, der ikke var så besværlig i regnen - for at han ikke skulle opdage hende, før hun sagde noget. Hun håbede lidt på, at han ville være ligeså glad for at se hende, som hun var for at se ham.

Rumi havde læst brevet så mange gange at det var slidt. han vidste hun ville passe på sig selv, han så børnene skynde sig væk og ind i et forladt hus. et stemme kom bag fra ham. han stivnede i glæde og vendte sig om og så på hende. hun var lige så smuk som altid. han smilte varmt og gik roligt mod hende. "jeg takker." sagde han med et grin.
Rumi havde savnet hende og håbet hun havde været tilbage for længst men det gjorde ham ikke noget at hun var kommet nu. men vejret havde vidst ikke lige været med hende. "jeg har savnet dig Senso. kom lad os skynde os hjem inden...." mere nåede han ikke at sige til det pludselig faldt store dråber ned i hovedet på dem. han grinte lidt over det altid kom ubelejligt.  "... det begynder at styrte ned"

han rakte ud efter hendes hånd. for at holde den på vejen hjem. han lignede snart en druknet mus med det vejr. børnene fra før stod og så på dem med et grin over deres ansigter. han fik dem i læ men ikke sig selv? ja det var måske lidt dumt. men vis han havde gået uden at stoppe havde han ikke haft Senso lige i hælene. måske de skulle søge tilflugt i Den Glade Blomst? der var kortere der til end til hjemmet.
"hvad siger du til vi siger tilflugt i butiken" spurgte han med vand ned af det glade ansigt. ja han kunne mærke hendes aura lige nu men han var bare lykkelig over hun stadig var i live. men hvordan havde hun mon haft det imens de havde været afskilt? havde hun været kommet til skade? havde hun fået fjender? hvad var der sket med hende? men det skulle hun nok få fortalt når hun var klar. og når hun lige var landet.

Sensō kunne ikke lade være med at grine af Rumis tak. Hun strålede over hele ansigtet, og det var ganske tydeligt, at hun var virkelig glad for at se ham. Som hun lyttede til hans ord - timingen var virkelig perfekt - kunne hun ikke lade være med at le, inden hun trykkede sig lidt ind til ham og lod sine læber møde hans i et kys. Et kys, der havde manglet alt for længe i hendes verden.
"For min skyld ingen alarm. Så længe jeg får lov til at nyde dit selskab" svarede hun med et kærligt smil, inden hun tog ham i hånden. Det sorte hår hang klistret fast til hendes ansigt, men hun tog sig overhovedet ikke af det. Lige nu havde hun kun øje for Rumi. Nøj, hvor havde hun savnet ham. Hun havde ikke det vilde at fortælle ham, men det var også lige meget. Lige nu havde hun det mest bare som om, hun kunne putte sig op ad ham til evig tid, og det ville være nok for hende.

hendes kys var varmt i denne kulde. han lagde forsigtigt armende om hende og kyssede igen. han slap roligt og da hun lignede det han også lignede. en druknet mus så han bare kærligt på hende og strøg en lille hår tot fra hedes pande og lagde sin ene hånd på hendes kind og den anden om livet på hende. han så ind i hendes øjne og forstod at hans kærlighed stadig var hendes. det ville ikke ændres.
Rumi tog hendes hånd og kyssede den blidt og begyndte at gå ude i regnen sammen med hende. men han fulgte dem mod hans butik. noget sagde ham at vejret kun blev værre og det ville også være det der skete. Rumi så på hende imens han gik. "hvor har jeg savnet dig. det er evigheder siden." sagde han og nussede hendes hånd. han vidste  at Senso også havde et job. men den var ikke altid i Dianthos, og det gjorde ham urolig over for hende.

Sensō var tydeligt ligeglad med både kulden og regnen. Hun havde kun øje for Rumi lige nu. Det var så længe siden. Tid var altid relativt, når man levede længe, men alligevel havde det føltes som flere livstider i den periode, hun havde været væk fra ham. Da han lagde armen om hende, trykkede hun sig lidt ind til ham.

Sensō fulgte villigt med, som de begyndte at gå. Hun vidste godt, hvor butikken lå, men det gjorde hende intet at lade Rumi føre an. Det gav hende rig mulighed for at fokusere mere på ham og mindre på vejen, hvilket passede hende helt fint. Hun sendte ham et strålende smil ved hans ord.
"Jeg har virkelig også savnet dig, kære. Det har virkelig føltes som en evighed, og... jeg er ked af, jeg sådan forlod byen. Jeg... skal nok give dig hele forklaringen, når vi er kommet i tørvejr" sagde hun med en undskyldende tone i stemmen. Det havde jo egentlig ikke været hendes mening sådan at efterlade Rumi, men i situationen havde det været det rigtige for hende at gøre. Det betød dog ikke, at hun ikke havde dårlig samvittighed.

På afstand kunne Sensō se butikken dukke op. Det ville godt nok være rart at komme ud af regnen efterhånden. Hun var gennemblødt helt ind til skindet, selv med rustningen på. Som hun stoppede op foran døren, var hendes blik dog stadig på Rumi. Hun kunne jo kigge på ham til evig tid.

Rumi førte kun an fordi at hun ellers bare stod der fortabt i ham. han smilte varmt og kærligt til hende han kunne da mærke hendes virkning men da han ikke var voldlig eller noget tog han sig ikke sådan af den bevirkning.
han åbnede døren og lod Senso gå ind før ham. han lukkkede døren og vendte sig om mod Senso. han gik over til hende lagde hænderne på hendes kinder og så bare ind i hendes øjne og lod hans læber komme tættere på hendes. han havde savnet hende utroligt meget. nok fordi de havde det så godt sammen. ja hun havde været væk længe. men nu skulle de bare ha det godt. han holdte kysset i noget tid og slap det langsomt og kørte en hånd igennem hendes våde hår. det var rart at hun var tilbage.
"det vigtigste er du er her nu og er okey." han kunne se på hende hele dagen. heldigvis havde han en sofa inde i baglokalet til når han havde vigtige ting at ordne så der kunne de side når tid var. men lige nu. ja så så han bare på senso.

Rumis eliksire rumlede lidt over blæsten der var uden for. det trak virkelig op til storm. så de var nok fanget her resten af aften. hvilket ikke betød noget for Rumi når han nu havde Senso tilbage i sine arme. han så hurtigt ned af sig selv, ja han lignede helt sikkert en druknet mus. for hans tøj var helt vådt og hans hår lignede en fuglerede der var våd. det korte af håret lå bare pladsvådt ned af hans ansigt. han kiggede på deres spejlbilleder og begyndte at grine over hvor drunkede de så ud.

Sensō lignede nok ligeså meget en druknet mus, som Rumi gjorde hvis ikke mere; hendes sorte hår klistrede sig fast til hendes ansigt, og det samme gjorde tøjet, fordi hun ikke havde rustningen på, hvilket jo så absolut intet gjorde for fantasien, fordi alle former og attributter nu var fuldt synlige, selvom den røde trøje ikke var blevet gennemsigtig. Det var dog rart at komme i tørvejr, og hun sendte Rumi et forsigtigt smil.

"Det er altså virkelig rart at se dig igen. Til gengæld burde vi nok overveje at komme ud af det våde tøj. Jeg går ikke ud fra, du har ekstra tøj liggende her?" spurgte Sensō så med et lille grin. Ikke at hun som sådan havde et problem med at være nøgen overfor Rumi, men de ville næppe kunne holde varmen i længden, hvis de ikke havde en eller anden form for beklædning over sig.

Rumi smilte kærligt til hende. hun var smuk, selv våd var hun smuk. da hun sagde de skulle ud af det våde tøj tænkte han sig om havde han noget ekstra tøj. han tog en finger op for at sige at han var tilbage om lidt. han gik roligt ud mod indgangen til baglokalet. her fandt han et tæppe. et tæppe som kunne varme hende. og han havde vidst nogle håndklæder et eller andet sted mente han nok.

 han kom ud med tæppet og lagde det på disken. han gik over til hende og lagde hænderne på hendes arme og nussede hende. "jeg fandt et tæppe du kan ligge om dig når det værste våde tøj er taget af. "sagde han og så ind i  hendes smukke øjne. han kunne stirre i dem hele dagen og måtte indrømme han aldrig havde haft det så godt med nogle som han havde det med Senso.

han tog roligt sine hænder til sig selv og begyndte at tage sin våde trøje af og så over mod hans ildsted hvor han lavede eliksire og så på en stol og tænkte han kunne hænde tøjet på stolene over ved ildstedet. så ville det tørre hurtigere.