Kain var blot 20 år og levede på gården sammen med sin mor og sin storebror Seth. Han elskede sit liv som gårdmand efter deres far mistede livet i lysets tjeneste for år tilbage. Han var taget på en lille picnic alene i Vesterdalene. Et sted han elskede at komme. Et sted han elskede at bruge sin tid på når gården ikke behøvede opmærksomhed. Heller være i Vesterdalene end at sidde på en kro i Fredskilde som Seth altid gjorde. Han forstod ikke hvad der var så interessant ved alkohol. Han havde ikke engang interesse for drenge eller piger. De var der bare. Det var SÅ upassende at kysse på en på en kro. Sådan noget skulle forgå i ro og mag, desuden kunne han godt lide at kigge på begge køn! Der var mange flotte mænd og mange flotte kvinder, og han? Ikke så meget, ikke hvis han skulle sige det selv.

Han havde rettet et tæppe ud på græsset på en af de højeste bakker og kiggede ud i landskabet som han nød eftermiddags solen denne Lørdag. Hans blik vandrede ud imod horisonten og så en karavane komme trillende forbi med en del mennesker. Han smilte lidt for sig selv. Varulve var endnu ikke så udbredt i Medaien af hvad han vidste af. Desuden var de blot mennesker på nuværende tidspunkt. De havde slet ikke tid til at være varulve ved højlys dag. Han smilte lidt for sig selv som han lagde hovedet lidt på skrå og tog en lille drue og puttede i munden til det overdådige mad hans mor havde pakket til ham. Hun var for god af sig. Men han elskede hende alligevel.

Karavanen stoppede op og han kiggede lidt ned imod den for at vurdere hvad de skulle. Hans evner var endnu ikke så kontrolleret endu, og han havde heller ikke tænkt sig at øve sig i dem, alligevel kunne han høre en stemme på lang astand. "vi stopper her for at få noget frokost" det måtte komme fra karavanen, men han var ikke sikker eftersom han var alene.

Det havde været en lang tur, og varmen var ikke ligefrem Kaylas foretrukne klima. Selvfølgelig var det rart nok at kunne slippe nogle af de mange lag tøj, men det kunne også blive for meget af det gode. Hvad de i det hele taget skulle så langt sydpå, var hende en gåde. Hun fik ikke meget svar når hun spurgte de voksne, så det havde hun hurtigt droppet. Hvad end årsagen var, måtte det være noget meget vigtigt og hemmeligt. Et lettere utilfredst suk forlod hendes læber, som der blev givet besked om at stoppe karavanen og spise frokost. Med vante bevægelser steg hun af den rødbrune islænder-hingst og sørgede for, at den fik noget vand og lidt at spise.
 
Det ville tage lidt tid før de fik gang i bålet og gjort maden klar, og så sulten var hun heller ikke, så Kayla gav sig i stedet til at undersøge omgivelserne lidt nærmere. Det var i grunden et ret smukt område, en lille dal omkranset af bakker. På en bakketop lidt derfra fik hun øje på en skikkelse, og hendes nysgerrighed drev hende til at undersøge det nærmere. Måske var det endda hendes heldige dag, hvor hun mødte en jævnaldrende. Dem var der ikke rigtig nogen af i nomadeflokken, de ældste børn var for længst blevet voksne og giftet væk, og der var et godt spring fra Kayla og ned til de yngre børn, der alle var under 10.
 
Som hun kom tættere på skikkelsen, kunne hun se, at det måtte være en dreng eller ung mand. Han så ud til at være alene, hvilket egentlig passede Kayla fint. Det var som regel nemmere at lære folk at kende på tomandshånd. Da hun var tæt nok til at kunne se hans ansigt, satte hun et venligt smil op. ”Hej. Har De noget imod, at jeg sætter mig her og nyder udsigten lidt?” Hun ville ikke trænge sig på, så hvis han nu foretrak at sidde her alene, ville hun bare gå lidt videre og lade ham være. Inderst inde håbede hun dog på, at han var frisk på lidt selskab.

Kain kiggede stadig ned på karavanen og nød synet at det ikke bare var ham der var i Vesterdalene. Det var rart at der kom andre til, om end at han håbede på at de ikke ødelagde noget på deres vej, det ville næsten være et trist syn. Især når her var så smukt! Han lagde hovedet lidt tilbage og lukkede øjnene for at nyde den varme sol og den varme brise, det var jo sommer og det skulle nydes inden køerne skulle i stalde og gederne lukkes ind. Der var en masse at lave på gården men han elskede det, og han ville ikke tage væk for sin bror og mors skyld. Han elskede sin familie og det ville være godt for ham at blive. Om end at Seth gerne ville have ham til at drikke og score damer!

Han åbnede først øjnen da der blev snakket til ham og han drejede hovedet hen imod skikkelsen, en ung pige. Teenage alderen, ikke så høj men et kønt ansigt og nogle flotte øjne. Hun skulle nok komme langt her i livet! "Tag endelig plads kære Frøken" han flyttede sig en smule så hun kunne sidde på tæppet, om end at der var mad over alt. Tærte, brød, tørret kød, frugter, og meget andet stod og fyldte på tæppet og i kurven. Hans mor havde virkelig overdrevet med maden denne her gang. Der var endda vin, men hun vidste godt at han ikke drik. Så han hældte mere til det vand der også var proppet i kurven. "Kommer De fra karavanen?" spurgt han og kiggede på hende for at se om hun ville sætte sig eller blive stående.

Så han havde intet imod hendes selskab, hvor skønt! ”Tak.” 
Som han rykkede på sig fik hun først nu set ordentligt på tæppet foran hende, og det overdådige udvalg af mad rykkede alligevel en smule ved hendes sult. Ikke at det på nogen måde var synligt, hun ville sagtens kunne vente med at spise til hun vendte tilbage til de andre. Hvis han på den anden side tilbød at dele sin mad med hende, ville hun nok ikke sige nej. Kayla fandt et lille område af tæppet hvor der ikke lå mad på, og lod sig forsigtigt glide ned at sidde. 
Al maden efterlod imidlertid ikke meget plads, og hun endte derfor med at sidde ret tæt på ham. Det var ikke noget, hun som sådan lagde mere i, livet i en nomadeflok kunne til tider blive ret trangt, så hun var vant til at have folk tæt på, om end det ikke var vidt fremmede.
Hans spørgsmål fik hende til at nikke blidt. ”Ja, det gør jeg. Mit navn er Kayla.” Hånden blev rakt ud som hilsen, og hun afventede om han tog den og præsenterede sig selv. Som hun nu fik mulighed for at se ordentligt på ham, kunne hun godt se, at han nok var noget ældre end hende. Det holdt hende dog ikke fra at tale med ham, nye bekendtskaber var altid rare.

Som hun satte sig smilte han til hende og lagde hovedet lidt på skrå. Hendes øjne var da godt nok blå, det klædte hende faktisk! Hun måtte have nogle forældre der havde lige så pæne øjne, så en ting var sikkert hun skulle nok komme langt her i livet. Hvis bare hun tog sit liv seriøst og ikke tog vejen i at blive prostitueret det ville næsten vær en skam
Da hun sagde ja og hun nævnte sit navn vendte han blikket ned imod hendes hånd. Langsomt tog han fat i den og vendte den med håndfladen ned af så han kunne placere et kys på håndryggen. Han var vel en gentleman, og han var opdraget ordentligt! "Rart at møde dem Frøken Kayla. Mit navn er Kain" svarede han og tog hånden til sig for at lade en hånd glide igennem sit hår og den hvide tot hår der alligevel sad og irriterede ham.
"Kunne De tænke dem lidt at spise? Min moder har pakket alt for meget mad" kom det fra ham og lod en hånd vise lidt rundt med alt maden. Han kunne virkelig ikke spise det alt sammen selv. Det ville være frås og så ville han ikke kunne spise i flere dage! Det ville være en skam for hans mor lavede VIRKELIG god mad!

Kayla havde egentlig bare forventet at han tog hendes hånd som et almindeligt håndtryk, så da han i stedet vendte den og kyssede hendes håndryg, undslap en let nervøs latter hendes læber. Hun var ikke vant til så fine og formelle måder at hilse på, så det gjorde hende altid lidt usikker, når nogen gjorde den slags. Da han nævnte sit navn, nikkede hun blot, og smilede. Som han lod hånden glide igennem håret, bemærkede hun den hvide tot. Han var i grunden ganske køn.

Et smil prydede hendes læber, da han tilbød at dele sin mad med hende. 
”Det er virkelig gavmildt af Dem, mange tak. Deres mor må være en dygtig kok, det ser virkelig lækkert ud.” Hun kiggede betaget rundt på al den lækre mad, inden hun rakte ud efter et stykke brød. Hun mente det var bedst at starte ud med at være lidt beskeden, så hun ikke fremstod grådig.
Efter at have spist et par mundfulde af brødet, vendte hun igen sin opmærksomhed mod ham, og sagde smilende ”Tillad mig at være nysgerrig, bor De her i området?”

Som Kain havde kysset hendes hånd opret han sig jo bare som den gentleman han havde lært at være. Han ville nødig have at han skulle ses ned på, om end at hun ikke virkede så gammel. Kvinder og piger skulle behandles med respekt og ikke med en negativ ting. Nej kvinder var positive ladninger lige som mænd var. Behandl dem med respekt og man fik et godt og lykkeligt liv.

"Åh ja hun er skam en udmærket kok. Dog har hun gjort det list I overkanten i dag Frøken. Jeg er her blot alene, og alligevel pakker hun alt for meget mad" han kiggede på hende og smilte inden han lagde hovedet lidt på skrå for at kigge ned på karavanen og amilte for sig selv. Tænk at rejse på den måde sådan at opleve hvad Krystallandet havde at byde på. Men han kunne ikke gå fra gården og sin familie. Han var en stor hjælp på gården, of det ville blot smerte ham endnu mere hvis han sagde farvel til dem. Han havde dem tæt på hjertet og det ville han altid have. Da hun snakkede igen kiggede han på hende og nikkede. "et par kilometer her fra over den bakkeryg" han pegede til højre for sig og pegede på en af de højeste bakker der var i vesterdalene. Gården lå ikke i Fredskilde men udenfor Fredskilde. Et ganske sikkert og fredeligt sted til en mindre gård.

Som Kain havde kysset hendes hånd opret han sig jo bare som den gentleman han havde lært at være. Han ville nødig have at han skulle ses ned på, om end at hun ikke virkede så gammel. Kvinder og piger skulle behandles med respekt og ikke med en negativ ting. Nej kvinder var positive ladninger lige som mænd var. Behandl dem med respekt og man fik et godt og lykkeligt liv.

"Åh ja hun er skam en udmærket kok. Dog har hun gjort det list I overkanten i dag Frøken. Jeg er her blot alene, og alligevel pakker hun alt for meget mad" han kiggede på hende og smilte inden han lagde hovedet lidt på skrå for at kigge ned på karavanen og amilte for sig selv. Tænk at rejse på den måde sådan at opleve hvad Krystallandet havde at byde på. Men han kunne ikke gå fra gården og sin familie. Han var en stor hjælp på gården, of det ville blot smerte ham endnu mere hvis han sagde farvel til dem. Han havde dem tæt på hjertet og det ville han altid have. Da hun snakkede igen kiggede han på hende og nikkede. "et par kilometer her fra over den bakkeryg" han pegede til højre for sig og pegede på en af de højeste bakker der var i vesterdalene. Gården lå ikke i Fredskilde men udenfor Fredskilde. Et ganske sikkert og fredeligt sted til en mindre gård.

Kayla lyttede interesseret og nikkede, som han svarede hende. Hun måtte give ham ret, her var alt for meget mad til bare en enkelt person. Men hans mor mente det sikkert godt, sådan plejede mødre jo at være. ”Det var jo så mit held, at hun har pakket for meget mad.” En sødmefyldt latter fulgte, som det sidste ord slap hendes læber. Nysgerrigt lod hun blikket følge hans, som han kiggede ud over karavanen, inden hun puttede det sidste af brødet i munden. Det var ikke så tit, hun fik mulighed for at betragte deres karavane på afstand, og slet ikke oppefra. Den så så lille ud heroppefra, men alligevel var de små vogne alt, hun nogensinde havde kendt som hjem. Det måtte i grunden være rart at have et fast sted, men der var nu også noget praktisk i, altid at have sit hjem med sig.

Som han pegede ud over bakken, fulgte hun nysgerrigt med, og nikkede blidt. ”Det er et dejligt område, i hvert fald. Om end her er lidt varmt, men kan De jo ikke gøre for.” Endnu en gang blev ordene efterfulgt af den søde latter, som hun overvejede, hvad hun nu skulle sige. Det var ikke så tit, hun fik chancen for at være på tomandshånd med nogen, og slet ikke med en ung mand, så hun fandt det lidt svært at finde på noget at tale om. Måske var det lidt nemmere for ham. Det håbede hun.

Var det hendes held at hun var dukket op på bakkeryggen? Var det hans held at nogen kunne være med til at spise let denne lækre mad? Det var kun nogetguderne måtte vide. Han var ikke rigtig troende i denne alder. Han var trods alt kun 20 han havde ikke tid til at bede i katedraler der var nok at gøre på gården. Nej tro kunne ikke flytte bjerge om end at der var mange der troede på det fænomen. “Bare rolig, spis endelig, der er masser af det, og det vil kun glæde min moder hvis maden er blevet delt ud til de sultne” ikke at hun lignede en der sultede. Hun var måske en anelse tynd, men det var han jo sådan set også selv. Hans bror var mere bredskuldret, men han havde også hjulpet på gården i længere tid end Kain selv havde. Så ærlig talt var der lang vej til at han ville få muskler endnu af det hårde fysiske arbejde der var på en gård.

Var hun ikke vent til varmen? Kom hun fra det kolde nord? Ikke t han havde været andre steder end i Medanien. Han ville gerne opleve verden en dag, men han kunne ikke gå fra sin moder og sin bro. Han ville ikke have at de stod og manglede den ekstra hjælp når der ikke var krystaller nok til at dække til,en ekstra hånd. Krystallerne kunne løbe rundt af det de solgte og hvis syrerne blev syge skulle en helbreder jo også ud og kigge på,dyrene, det kostede jo også. ”De er måske ikke vant til denne varme?” her var da ikke så varmt igen var der? Ja Okey solen bagte ned på vesterdalene men heldigvis havde Kain placerede sig under et træ så der var lidt læ for den skarpe sol. ”De kommer måske fra Nordlandet?” han drejede hovedet og sendte hende et charmerende smil. Han ville ikke spørge om hendes alder det var upassende at spørge om. Nej en kvinde skulle have hemmeligheder og det måtte de også godt have i hans ideer om hvordan kvinder levede. Faktisk ville han ikke fortryde hvis han ikke kendte hendes alder. 

Kayla nikkede blidt, som han sagde at hun bare kunne spise. Hun hjalp ham da gerne med at spise al den lækre mad, især hvis det ville gøre hans mor glad. Roligt rakte hun ud efter et stykke tærte, og tog forsigtigt en bid. Det smagte virkelig godt! Lidt genert sendte hun ham et smil, mens hun spiste videre.
 
Blidt rystede hun på hovedet, som han spurgte, om hun ikke var vant til varmen. Hun sank den bid af tærten hun havde tygget på, og skulle lige til at svare ham, som han spurgte til, om hun var fra Nordlandet. 
Kayla nikkede, og svarede smilende ”Ja, lige netop. Hele min nomadeflok er fra Nordlandet, så vi er vant til lidt mere kølige omgivelser.” Det charmerende smil han sendte hende, fik ham blot til at se endnu kønnere ud. Var det varmen fra luften, der satte sig i hendes kinder, eller rødmede hun en smule over det smil? Kayla var ikke sikker, men et øjeblik slog hun blikket ned og bed sig genert i underlæben. 
Efter et par sekunder så hun op på ham igen, og rømmede sig lidt. ”Misforstå mig ikke, her er virkelig smukt, og… Jeg er sikker på, at man kan vænne sig til varmen.” ordene blev ledsaget af et lille, sødt grin. Hun havde aldrig tænkt så meget over, hvordan det var at bo i andre dele af Krystallandet. Hun kendte jo ikke til andet end at rejse rundt, mest i de nordlige egne.

Nomadefolk? Det måtte han nok sige og så fra Nordlandet, det var da noget af en vej de så havde taget for at komme helt her ned. Det måtte have taget måneder på gå ben, for det så da ikke ud til at alle kunne få en hest, eller havde han set forkert? Det kunne selvfølgelig bare være ham. Det lignede alligevel små prikker de fleste af dem der nede, om end at vognene var noget højere kunne han da se omridset af dem.

"Nordlandet.... Der har jeg aldrig været...." kom det fra ham og kløede sig lidt på hagen. Tænk en gang at komme helt der op og så nyde den kulde der kom der oppe fra, for han havde hørt der var pisse koldt der oppe. Det var ikke som her i det sydelige Krystalland. Der var sol og varme, men det var der vel alle steder i forhold til Nordlandet. Det var faktisk ret spændende at vide hvordan Nordlandet var. Tænk hvis han kunne drømme sig væk til det sted når han skulle sove. "Altså jeg har hørt at Rubinen er varmere, men jeg har aldrig været der" kom det fra ham og trak lidt på skuldrende. Normalt kom han kun til Fredskildes kro sammen med hans storebror. Mest fordi hans bror ville have Kain til at score damer og drikke ham fuld. Det havde bare aldrig sagt ham noget som helst. "Hvordan er det i Nordlandet, og være Nomade?" han var faktisk ret nysgerrig på ny viden. Tænk en gang at opdrive viden om Krystallandets lande og deres mange folk på sådan et øde sted som dette her, det var ikke hver dag det skete, og så havde han da lært noget nyt!

Et svagt smil trak op på hendes læber. ”Det er som regel heller ikke et sted, folk tager til, medmindre de har et ærinde der. Det er koldt, og nemt at fare vild hvis man ikke er vant til at rejse i det område.” 
Langsomt lod hun en hånd køre gennem det brune hår, og rette lidt på de krøllede lokker. Der gik dog ikke længe, før et vindpust blidt rykkede rundt på håret igen, og Kayla slog en let opgivende latter op. Hun havde en særlig forbindelse til vinden, der også viste sig i hendes evne, og så længe hun kunne huske havde små vindpust leget med hendes hår, blæst blade op omkring hende og andet i den dur.

”Uha, der skal jeg ikke ned så! Varmen her er rigeligt for mig!” Endnu en gang blev ordene ledsaget af en sød latter, som hun rakte ud efter en drue og puttede den i munden. Hans spørgsmål fik hende til at tænke, hvordan var der egentlig i Nordlandet? Altså, udover kulde… Kayla kløede sig på kinden, mens hun tænkte lidt. 
”Altså, udover at der er koldt og sne over det hele, så er der dejligt fredeligt. Og selvom der er langt mellem landsbyerne, så er folk altid gæstfri og venlige. Det kan selvfølgelig godt blive barskt at leve i så koldt et område, men… Vi klarer os, og vi passer godt på hinanden.” Hvad mere kunne hun fortælle? Hun havde jo ikke rigtig noget at sammenligne med, altså udover når de rejste rundt i andre dele af landet, men flokken var jo den samme, deres sammenhold ændrede sig ikke bare fordi omgivelserne gjorde.

Have et ærinde? Han havde ingen ærinder nogen som helst steder. Han havde altid levet på gården. Ja der var da lige den gang hans far døde i Lystes tjeneste at de tog væk fra gården og dagligdagen blev hårdere for hele familie. Hans bror måtte være den voksne mand hurtigt og lære og reparere alt det der gik i stykker, hvor Kain ikke kunne andet end at se dumt til og stille dumme spørgsmål. "Så er det vidst godt jeg ikke skal der op.. Tror også at min moder og broder ville savne mig så" tanken om at forlade dem midt i høst sæsonen var ikke lige frem en rar tanke, der var ting der skulle høsts og sælges hos den nærliggende maler der kunne lave mel ud af kornet. Indtil videre havde høsten aldrig slået fejl, og de havde været heldige at der ikke var gået insekter i kornet og majsene.
Han kiggede på hende som hun fjernede håret fra sit ansigt og et vindpust alligevel fik håret til at flyve op i ansigtet på hende. Langsomt lænede han sig ind imod hende tog fat i hendes pandehår og lod det falde om bag hendes højre øre. "Sådan der" som han sad tættere på hende kunne han virkelig se hver en skønhed i hendes ansigt. Hun måtte ikke være ret gammel, men hendes forældre var sikkert stolte af at have sådan en pæn pige.

"Tja... Det er heller ikke fordi jeg rejser. Gården skal passes som man siger" svarede han og satte sig tilbage på sin plads efter at have kigget hende ind i de kønne isblå øjne. Lige nu troede han bare at han var en gammel gris som han sad der og beundrede hende, men det var lidt noget andet end at møde en pige på en kro. Piger på kroer var altid kun ude efter en ting, aldrig noget seriøst. Han forstod slet ikke hvordan hans bror kunne vælte om sig med piger på den måde, men detmåtte han jo om.
"Javel ja. Altså det sner da også her i Medanien, men Nordlandet har jeg hørt skulle være sne stedet med bjerge. Men om det er rigtigt ved jeg ikke. Det er kun noget jeg har læst om. Nu bor jeg selv lidt udenfor Fredskilde og de andre nærliggende byer, men jeg har altid kun mødt gode folk her på egnen. Alle hilser pænt og snakker pænt. Jeg tror aldrig jeg har hørt om et mord der er blevet begået i et a byerne. Eller også har vi bare ikke fået det af vide." han kløede sig lidt på hagen. Ej det var måske lidt makabert at sidde og snakke om mord, men hvis det kunne få hans tanker væk fra hvor pæn hun egentlig var så var det bedre end ingen ting.

Hans ord fik hende blot til at nikke igen. Der var jo ikke så meget at sige til det, hun forstod sådan set godt, at han ikke ønskede at komme op i kulden, når han ikke havde nogen årsag til at skulle det.
Det næste han gjorde, fik endnu en gang varmen til at stige op i hendes kinder, og Kayla vidste ikke rigtig, hvor hun skulle gøre af sig selv. Hun var ikke vant til at folk kom så tæt på, og slet ikke flotte, unge mænd som Kain. Hans berøring var på en gang så uvant, men ikke ubehageligt. Det var som om noget i hende ønskede at være tættere på ham, uden hun helt forstod hvorfor. 
”T-tak…” fik hun fremstammet, lidt klodset. Heldigvis talte han igen, og hun kunne rette sin opmærksomhed mod hans ord. Endnu en gang blev et lille nik svar på hans ord, som hun lod ham snakke videre.
”Det er det også, der er bjerge og masser af sne, året rundt. Og jeg tror da også på, at folk er flinke og gæstfrie andre steder, jeg har bare mest bemærket det derhjemme.”
 
------

Nogle timer var efterhånden gået, og snakken havde langsomt gledet mere og mere naturligt. Pludselig var der noget, der brød freden, lyden af en stemme nede fra dalen. ”Kaylaaa!!” hun havde næsten glemt tiden, som hun sad her og nød hans selskab. ”Jeg bliver desværre nok nødt til at rende tilbage til de andre nu, men det var hyggeligt at møde Dem, Kain.” Lidt klodset kom hun på benene, og så på ham igen. ”Og endnu en gang, tak for at dele Deres lækre mad med mig. Jeg håber, jeg får chancen for at møde Dem igen en dag.” 
Med de ord, begav hun sig langsomt ned mod dalen og karavanen igen. Hun kunne dog ikke lade være med at vende sig for at få et sidste glimt af ham.

Kain forstod hvad hun sagde men tanken om at rejse til Nordlandet var ikke lige frem noget der passede ham. Han var ikke så meget til kulde, slet ikke hvis det var mere koldt der oppe end nogle af de andre steder i landet. Tænk at bo i snehvidt klædt landskab året rundt. DEt kunne han ikke tænke sig, han var en rigtig fryse kylling når det kom til stykket. Desuden var der stadig dyr der skulle forplejes om vinteren. Det at have en gård var jo et fuldtids arbejde! "Åh javel ja, det må være smukt" svarede han og kiggede på hende som han sendte hende et charmerende smil.

Navnet var tydeligt at høre på lang afstand. Han havde ekstra god hørelse på grund af sine evne, men det resluterede ikke i at han synes det var en skam hun skulle gå allerede. Så havde han jo kun udsigten til at se på.
"Hey Frøken Kayla. Hvis De en dag føler Dem ensom kan De altid sende en due. Mit navn er Kain Asmodeus Erathus. Duen skal nok finde vej." Kayla var den første pige han havde mødt der var værd at snakke med, ikke en af de lusede piger på kroerne der drak sig ulde og teede sig åndssvagt. Hun måtte da føle sig lidt ensom på sin lange vej igennem landskabet og op til Nordlandet. Eller hvor turen nu gik hen som Nomade.