Tidspunkt: 9. Juni 2020, klokken 13:45.
Sted: Centralt i Balzeras slavemarked.



***

Solens skarpe stråler var både blændende og brændende. Placeret midt på handelspladsen var Korotum i færd med at fremvise sin slavestald. På den lettere hævede salgsplatform var i øjeblikket en kvinde han havde introduceret som sit ”kæreste eje” og fablet om hvor meget han ville komme til at ”savne hendes bløde kærtegn”. Kvinden stod pligtopfyldende med blikket rettet imod platformens sol-blegede planker, og gjorde end ikke mine til at tildække sin barm, da Korotum i et snuptag rev hendes lyse kaftan ned, og blottede hendes bryster.
 
Korotum elskede at gøre det hele til et rigtigt teater. En forestilling. Han havde udsmykket platformen med et forhæng bagerst, hvor slaverne som endnu afventede præsentation stod bag. Altså stod Garr nu alene, med to vagter. Han trak det i langdrag. Ligesom han altid gjorde. Som naturligt følge af opsætningen kunne Garr altså heller ikke iagttage hverken forsamlingen, eller hans slavemester. Garr bed tænderne sammen og spændte samtlige muskler i sine arme. Han var vred. Åh så vred. En af vagterne bemærkede åbenbart det ellers relativt uskyldige optrin, og kom over med et iltert ”Er der noget galt, Svinehund?”. Garr mødte vagtens øjne, bare et kort øjeblik. Han havde for længst memoreret ”Hasan Ibn al-Daef” og alt indblik i sit liv som denne nogensinde havde givet Garr, om det havde været med vilje eller ej. Garr havde måske kun synet på det ene øje, men han havde hørelsen på begge ører, og han kendte navnene på alle syv af Hasans børn, Hasans kone, forældre og svigerforældre. Han havde også en nogenlunde lokation på dem. De boede alle sammen, undtagen Hasans svigerforældre, i det nordøstlige distrikt af Sarghos, et sted vest for Korotums palæ, som de var rejst fra for nogle dage siden. Svigerforældrene befandt sig i Tar Alsarif, og var gamle søfarende. De eneste han ikke ville kunne kende på afstand, selv om han aldrig havde set nogle af dem før, var Hasans svigerforældre, tænkte Garr. Han skulle nok finde dem alligevel.
 
”Intet, Hr.” erklærede Garr hæst og kastede i samme sekund sit blik mod jorden. Tankerne i hans hoved var bølger som længselsfuldt og aggressivt kastede sig imod en klippekantet bugt. Bølgerne voksede sig større og større. ”Godt, Svinehund” slyngede Hasan hurtigt tilbage, og sendte en snotklat mod jorden foran Garr. ”Det må du hellere tørre op.” Garr gik ned i knæ og fandt et stykke stof frem af en lomme forrest på hans falmede, brune lændeklæde. ”Skal ske, Hr.” svarede han lydigt, og tørrede spytklatten op, inden han, med besvær, kom på benene igen og så pakkede stoffet ned i lommen igen. ”Du skal vist på nu, Svinehund” konstaterede Hasan herefter, nu iført et smørret, hånligt smil, og nikkede fremad.
 
Garrs ben var lænket sammen. Ren facade. Det var de aldrig hjemme i palæet. Det var skuespil det hele, og Korotum solgte den godt. Garr kunne høre hans slavemesters stemme fra den anden side af forhænget: ”Og nu er tiden oprandt. Øjeblikket i alle har ventet på…” Korotums stemme blev højere, som han hidkaldte sig endnu mere opmærksomhed, ”ER HER” fuldendte slavemesteren sætningen. Hasan skubbede lidt til Garr bagfra, men Garr rystede sagte på hovedet – der var mere, inden han skulle op. Det havde Hasan vist glemt, i sin iver for at være en pestilens. ”Her kommer ikke bare Sarghos’, eller i dag Balzeras, men hele Rubiniens mest kløgtige slave” Korotum gjorde en kunstpause, inden han fortsatte: ”Han ser ikke ud af meget, men han kan alt fra tegne en fantastisk kopi af Dianthos set på afstand…” det var til at høre hvordan Korotum smilede, som han snakkede, og så kom det: ”Selvom han selvfølgelig aldrig har været der” og så slog han en hjertelig, nedgørende latter op. Garr kunne høre hvordan noget af forsamlingen grinede med, og han lukkede øjnene imens han fokuserede på, at se om han kunne genkende nogle af deres latter i deres stemmer, eller deres ansigt. ”Han kan også regne. Skrive. Tale mange sprog.” Korotum talte hurtigt, men satte så tempoet ned igen: ”Han kan faktisk rigtigt mange ting, det eneste der har været problemer med, har været at lytte efter, så øh…” Garr kunne ikke se det, men vidste at Korotum her tog et par skridt frem imod det fremmødte publikum, og talte lavere, næsten hviskende, som om det var mere intimt og hemmeligt: ”Hvis i skal straffe ham, så gør det fra venstre side, for der kan han sgu ikke se det komme, den Svinehund” og så slog Korotum en latter op igen. Nogle af de fremmødte kom med hujende tilråb, og Garr genkendte noget latter i nogle af dem, og forsøgte at retningsbestemme lydende. Det var besværligt, fordi folkemængden var tæt og det hele flød sammen. Så trådte Garr frem gennem forhænget.
 
Klædt i intet andet end et brunt lændeklæde tog han stille og rolige skridt. Lænkerne ved benene klirrede imens han gik. Metal mod metal. Der var stille, og Garr hørte flere gisp, imens han bevægede sig op til midten af Korotums scene. Han var tydeligt underærnæret, trak lidt på sit højre ben, og Garrs blottede overkrop fortalte en historie om mange års hård, korporlig afstraffelse. Langt størstedelen af de mange, mange ar var efterhånden helt hvide, men der var også nogle nye imellem, og Garrs højre kindben var rød-lilla og hævet anseeligt.
 
”Jaja” sagde Korotum stille og gjorde en afvæbnende bevægelse med armene til publikum, hvad som resulterede i, at de fremmødte atter vågnede op fra deres stille øjeblik. Nogle råbte skældsord efter Garr; intet genkendeligt. Nogle hujede begejstret; intet genkendeligt. Så kom en stemme fra mængden. En kvinde. ”MEN HAR HAN LÆRT AT LYTTE EFTER!?” råbte hun. Hun havde grint og råbt tidligere, det var helt sikkert. Hun var bare på Garrs venstre side. Det var Korotum heldigvis også. Garr hævede hovedet og drejede det langsomt mod venstre skulder. Han fik øje på kvinden. Han havde aldrig set hende før, men fra dette øjeblik ville han aldrig glemme hendes slangekrøllende, sorte hår, tætte øjenbryn, høje kindben eller purpurfarvede lette kjole. Hende håbede han at møde igen en dag.
 
Garrs blik nåede endelig Korotum, hvorefter han lukkede øjnene og bukkede hovedet dybt; som var det hele årsagen til, at han overhovedet kiggede op. Garr så Korotums store, selvtilfredse smil spille på dennes læber, inden Garr igen rettede hovedet fremad, og så ned i mod jorden.
 
”Nåh ja, hans fingre er måske…” lød Korotums stemme, og Garr hævede sine hænder og spredte sine fingre, som han havde fået at vide han skulle, ”Slemt tilredt” flere iblandt publikum kom her med tilråb, nogle ikke så venlige. Korotum rettede henvendelse imod et sådant: ”Slaver skal kende deres plads – og nu, fordi min opdragelse er streng, men retfærdig…” det løb Garr koldt ned af ryggen. ”Så vil der aldrig mere være problemer med ham her. Ingen problemer med Garr.” Korotum smilede og nærmest dansede omkring Garr. Nu ville Korotum enten finde et atelier frem, nogle regnestykker, have inviteret en fremmed-sproget, eller noget lignende. Det viste Garr aldrig på forhånd. Det eneste Garr vidste var, at han måtte have fat i noget babybælg eller thatos’ urt – eller begge to, helt idéelt. Han manglede bare at finde ud af hvor, der var dog altid en sælger eller to på markedet, hvor han skulle gemme det, kreativiteten længe leve, og hvordan han skulle få fat i det, og den var straks værre.
 
Korotum overraskede, og den kvabsede mand på næsten to meter klædt i mørkeblå tunika, med den store sabel i bæltet, rettede i stedet sit fokus imod de tilstedeværende, hvor hans blik skøjtede hen over menneskemængden. ”Hvad siger i, folk af Balzera?” Korotum smilede over hele hovedet.
 
”Hvad kan vidunderslaven Garr demonstrere for jer i dag?”

En forhutlet, rødhåret bjergelver betragtede spetaklet, mens han gnavede på et æble, hans venstre hånd let hvilende på pommelen af hans kårde. Klædt i en skjorte, der var rullet up til albuerne, som en gang havde været hvid, men synes mere gul en noget andet nu, et par hoser af hør, der mildest talt så ud til at kunne rippes hvornår det kunne være, samt et par udgåede læderstøvler, hvor spidsen hilten på en lang daggert kun lige kunne øjnes. På trods af elverens ellers kummerfulde fremtoning, kunne ar anes over det meste af hans knoer og arme, samt et større et, fra under hans hage, som løb næsten helt til hans hals. Alt i alt, synes det ungdommelige ansigt næsten ikke at passe til den hærgede krop.

Faelar's ellers vagtsomme øjne var låst på et enkelt individ, nemlig den såkaldte 'vidunderslave'. Langsomt søgte han tættere på, blandede sig med gruppen på pladsen, aktivt skubbende og massende for at nå fronten af gruppen - et forsøg der eventuelt lykkedes efter talløse protester, som udelukkende gik på døve øre, i og med at den unge bjergelver ikke fremstod, som om han kunne være mere ligeglad. Som den unge elver endeligt nåede fronten, og smed æbleskroget, skiftede hans blik hvileløst rundt blandt Korotum og vagterne, før han blottede et fedtet grin og bragte en hånd i vejret, "Tænker De ikke, at man burde være mand nok til at turde slå en sølle slave som ham," sagde Faelar, og pegede direkte på Garr, som han holdte en kort kunstpause og trak vejret, "Tænker De ikke, at man burde have modet til at komme hvor han kunne se det fra? Han kan jo høre Dem komme alligevel!" kom det drilsk fra Faelar, som han i en håndvending gjorde gestus mod Korotum's vom.

Faelar havde som altid en agenda med det han gjorde, også selvom han på stående fod ikke helt selv havde regnet ud hvad denne måtte være, ud over at han var træt af at se på Korotum's fedtede fremtoning. Faelar's blik skiftede tilbage til pøblen, og skyndte sig at lukke op for et øre-rungende, utroligt falsk grin - som om, at han virkeligt havde tænkt sig at gøre grin med Korotum og hans smagsløse jokes. Faelar fortrak sig tilbage ind i klumpen af mennesker, med et tandfuldt grin, der næsten fik ham til at fremstå jovial, hvis ikke det var for hans absolut provokerende fremtoning.

”Bølgerne bruser. Bølgerne bruser. Bølgerne bruser. Stenene står imod. Endnu.”
 
Garr var andetsteds inde i hovedet, som han var langt størstedelen af tiden. Det blev måske ikke i dag, at han genvandt sin frihed - men dagen skulle nok oprinde. En dag. Han stod og dagdrømte. Fantaserede. Det var den eneste måde han kunne holde livet ud på. Garr tillod sig at skæve lidt rundt på de forreste af publikum, imens han stod med bøjet hoved. Altså kunne han heller ikke undgå at bemærke den ildhårede elver, med de skarpe ansigtstræk og agtsomme blik i de blå øjne, presse sig igennem. Han var stor af en elver at være. Elverens hænder vidnede om en handlingens mand. En mand som skar et rige ud til sig selv.
 
”Bølgerne bruser…”
 
Så begyndte elveren at tale, og Garr fortrak ikke en mine, da denne lavede sjov med Korotum. Det ville uomtvisteligt gå ud over Garr; hvis ikke lige umiddelbart, så senere.
 
Korotum reagerede prompte – dog ikke mod Garr. Han tog tre hurtige skridt frem, så han stod næsten helt ude ved kanten af platformen, og stak sin laskede højre arm frem, som han pegede på den unge elver. Korotums hænder og fingre var ikke fyldt af ar, men af sorte, krusede hår. ”Elver-ven!” Kaldte han først, med en stemme smurt i forstilt skuffelse, som var han blevet personligt ramt, ”Der er ingen grund til sådan at fornærme mig, eller min ære” han var ingenlunde ræd for, bare at tage den her med det samme, til offentligt skue. Korotum sloges alligevel med ord, og ikke våben – og den unge elver vil næppe kunne yde nogen egentlig modstand. Korotum fortsatte, efter at have stillet sig med armene i siderne:
 
”Måske du, elver-ven, tjener penge på at slås, fordi du ikke besidder kapaciteten til mere OPPE I HOVEDET” Der var ingen høflig tiltale. Korotum kiggede og gestikulerede teatralsk ud over folkemængden og nikkede selvtilfreds. Nogle havde grint lidt nervøst over hans bemærkning til elveren, og enkelte kom med tilsvinende tilråb rettede mod elvere generelt. "Men jeg tjener mine penge ved, at uddanne slaver som ynkelige Garr herovre." Korotum pegede på Garr med sin ene hånd. Elveren havde mistet hans opmærksomhed lige så hurtigt, som han havde fået den. Han var helt sikkert ikke en potentiel køber alligevel, og altså uden betydning.
 
”Selvom vores lille elver-ven nok præcist kunne bruge en som Garr her” Korotums læber skildtes et øjeblik i et fantastisk tandsmil. ”Så besidder han næppe heller den monetære kapacitet” og så slog Korotum en højlydt, overdrevet latter op igen. Nogle tilskuere sluttede sig til latteren, og én råbte "Kom nu videre - hvad kan den latterlige slave?"


Alt imens stod Garr bare. Han hverken kunne, skulle eller måtte mere. Han stod bare der i bar overkrop og bagte i solen. Det var rædsomt.

Et selvtilfredst smil, og en nemt tjent sejr, var hvad Faelar troede han havde taget - men knap nok var han trådt tilbage ind i pøblen, før den store mand gav en retort. Faelar vendte sig tilbage mod manden og spidsede bryn, hans smil forduftet og hans næsebor udvidede, som Faelar tog en dyb indånding, for ikke hovedkulds at kaste sig ind i en slåskamp han ikke kunne vinde, nej istedet måtte han give igen.

"Det var nu alligevel ikke svar på mit spørgsmål, tykke." fik Faelar fremstammet, langt mindre kådt end bare få øjeblikke før.
Faelar's venstre hånd søgte tilbage på pommelen af hans kårde, som han låste blik med den store mand, dog var det kun midlertidigt, da hans øjne hurtigt flakkede og søgte efter vagternes positioner - han måtte hellere holde dem i mente, hvis han skulle slippe godt fra denne provokation. "Og hvorfor tænker De, at jeg skulle tjene penge på at slås? Tror herren måske ikke, at en mand som jeg ikke kan tjene til dagen og vejen? Vi kan jo bare dele dit." Faelar svarede en del mere provokerende, og skiftede hans øjne til dem i hans nærmeste, som havde vovet at komme med kommentarer om Faelar's herkomst. 

"Jeg kan godt se, at De har brug for opbakning for pøblen for at føle dem godt til pas, så jeg må nok hellere trække mig.. Men vi kan jo håbe at vi mødes en til en, en dag?" svarede Faelar, som endeligt havde fået talt sig varm. Faelar gav et lille buk og gjorde an til at gå - dog ikke før han havde hørt Korotum's retort - Garr havde komplet forladt hans hoved, og han var nu udelukkende fokuseret på ham den fede.. Mon det var en mulighed at følge efter ham hjem og rapse noget af værdi?

Garr stod og overvejede hvorledes han kunne vende optrinnet til egen fordel. Der måtte være en måde han kunne drage nytte af elverens flabethed, Korotums mindreværd og Hasans iltre temperament. Det var bare lige hvordan den skulle drejes. Han måtte, og skulle, have fat i noget babybælg og thatus’ urt.
 
”Nej, hvorfor ikke blive, lille elver?” spurgte Korotum den rødhårede, med et vildt blik i øjnene. Der var blevet tændt ild under den store mand. Han gestikulerede imod scenen ved siden af sig. Garr var ganske klar over, at Korotum levede efter devicen ”Dårlig omtale er bedre end ingen omtale”. Han var også ganske klar over, at Korotum mente at omtale kun ville betyde højere priser.
 
”I små elvere hører jo nok til heroppe alligevel – så hvorfor tager du ikke en mental kamp med Garr? Så kan vi se om du eller slaven her, har mest mellem ørerne” foreslog Korotum, og trådte til side. Den store mand i den blå tunika fik virkeligt den krumryggede Garr til at se lille ud. ”Hvis du kan slå ham i noget som helst, elver-ven,” fortsatte Korotum nedladende, ”Så giver jeg dig krystaller så du har til en hel måned”. Korotum kastede igen store armbevægelser ud imod resten af forsamlingen: ”Elveren må endda helt selv vælge emnet, mine damer og herrer!”
Garr bed tænderne sammen. Dén havde han alligevel ikke prøvet før. Mønstrene brydes ikke ofte – men når de så gjorde, så efterlod de sig et væld af muligheder. Den skulle bare lige kringles. Hvad i himlen navn betød ”mental kamp” for elveren? Det var usikkert, men hvad der var sikkert var, at Garr måtte forsøge at få denne strid, duel eller tvekamp til at ske. Han måtte fodre muligheden. Han måtte lokke så meget han kunne. Så meget han måtte.
 
Derfor kiggede Garr op, for første gang. Han kiggede lige på elveren. Ikke med øjne fyldt af sorg, ikke med døde, blanke øjne - men med et udfordrende, prøvende blik. ”Du tror vel ikke selv, at du har en chance for at vinde?” forsøgte han, at telepatere til Korotums udfordrer; og i hvert fald give udtryk for, med sit ansigtsudtryk. Han tillod sig endda at smile. Bare en smule, i den ene mundvig; nok til, at elveren ville se det. Det var han sikker på.

Korotums medbragte vagter, heriblandt Hasan, rykkede tættere scenen og deres arbejdsgiver, og en af dem gennede de andre, usolgte, slaver væk fra forsamlingen og markedspladsen.

Faelar tog en dyb indånding som Korotum blev ved, og rystede sit hoved. Alligevel valgte Faelar at komme tættere på, som der blev gestikuleret efter ham - man kunne jo trods alt ikke fremstå som en lille tøsedreng. Faelar kiggede tilbage på pøblen bag ham, før han trådte mod scenen og med et hop stod han oppe på scenen - næsten mave til mave med Korotum. Faelar's øjne låstes direkte på Korotum's, som han udvekslede et åndedræt og et olmt blik, før han vendte sig til Garr.

Faelar tog et hurtigt kig på Garr, og specielt dennes fremtoning. Faelar lænede sig frem, og udnyttede det fakta at Garr var lænket, til at gribe ham om nakken, og bringe Garr's øre nær Faelar's mund, som han hurtigt hviskede en sætning, "Prøv at hør-.. Jeg er fuldstændig ligeglad, hvor meget du gør mig til grin, så længe ham den fede også får sin tur." hvorefter han løsnede det stramme greb og kiggede tilbage på Korotum med et påtaget, venligt smil.

"Var det noget med at slaven kunne give en lektion på hvad som helst? Han kunne jo fortælle hvorfor det er vigtigt at have en ligevægtig modvægt, hvis man skal rigge en sejl under en storm, hm?" foreslog Faelar, velvidende at dette absolut ikke var rigtigt - dog gav det ham endnu en mulighed for at udpege Korotum's korpus med sit blik.

Garr blev taget om nakken, og trukket imod elveren, som hviskede til ham. Det var heldigvis Garrs højre side han kom fra, så han kunne se bevægelsen komme, om end han ikke kunne gøre noget for at stoppe den. Garr havde på ingen måde kunne sætte sig til modværge, hvorfor han blot overgav sig til skæbnen et øjeblik. Så blev han atter sluppet fri. Korotum havde vist skabt sig en rigtig fjende denne dag.
 
Efterfølgende kastede elveren ellers bolden i luften. Sikke et udspil. Garr måtte blankt, fuldstændigt ærligt, erkende at han ikke anede en hujende fis om sejlads, eller skibe i det hele taget. Herude i ørkenen var det ikke noget som blev prioriteret så højt. I hvert fald ikke af Korotum. Garr havde kigget i opslagsværk hvor blandt andet skibe indgik, læst om skibe kontekstuelt i beretninger, men aldrig om egentlig sejlads eller skibsføring. Her måtte Garr erkende, at han kom til kort. Han kneb øjnene sammen, og overvejede et øjeblik hvad han skulle gøre, imens han så ned i platformens trætte træplanker.
 
Korotum så pludseligt vældigt sammenbidt ud. Han var aldeles klar over, at Garr ikke var belæst hvad angik sejlads eller skibe. Han blev forfjamsket et meget kort øjeblik, inden han tydeligt besluttede sig for, at lade scenen udspille sig foran sig.
 
Der var to muligheder for Garr: Enten talte elveren sandt, eller også gjorde han ikke. Spørgsmålet var formuleret som var det en del af en afhøring, hvad som øgede risikoen for, at der blev talt usandt. På den anden side blev det præsenteret på en så kæphøj måde, at det enten indikerede – hvis personen besad et snert af intelligens – et bluff; og kom det fra en ubegavet mund, sandhed. Dertil, så havde elveren også lige informeret Garr om, at han ønskede Korotum ydmyget, ikke Garr. Den var svær.
 
Alle tankerne fór igennem Garrs hoved på et par sekunder, imens han betragtede elveren foran sig. Han havde noget mellem ørerne, det var Garr egentligt ikke i tvivl om. Sagde Garr noget dumt, så ville Korotum være til grin, og sagde han noget klogt, så ville elveren være til grin. I værste fald ville han blive straffet derhjemme; men Korotum ville også vide, hvad Garr garanteret ikke vidste. Straffen ville blive mild, naturligvis afhængigt af hvad elveren ellers fandt på.
 
”En sømand ville selvfølgelig aldrig sætte en ligevægtig modvægt på, hvis et sejl skal rigges under storm.” erklærede Garr med den største selvfølge og overbevisning, som han overhovedet var i stand til. Det var første gang han talte til forsamlingen. Selvom slavens hæse, raspende stemme ikke var højlydt, så blev der stille i forventningens glæde, imens han talte.
 
Inden elveren kunne nå at reagere, så kastede Korotum sig i mellem. Øjensynligt anede ingen andre end elveren hvad det rigtige svar var. Der blev mumlet iblandt tilskuerene, og nogle kom med tilråb af den ene eller anden karakter. Mest af alt, så blev det hele domineret af undren og usikkerhed. Korotum stillede sig fysisk imellem de to duellanter og viftede afværgende med hænderne. ”Der kan du bare se, elver-ven…” Korotum tvang sit tandsmil frem ”Men se dig omkring, lille elver” fortsatte han meget hurtigt, og bredte armene ud, imens han gik frem og viftede ud imod alle retninger. ”Her er ørkensand, ikke havvand” konstaterede han og slog sin hånende latter op. Flere af de fremmødte stemte i, og et par råbte noget om elvere, og disses manglende kløgt.
 
”Jeg har et forslag til et emne” prøvede Garr. Det var noget han ikke havde gjort i mange år: At tale uden at blive tiltalt. Nu var tiden til sådan noget. De var gået af manuskriptet i forvejen. Mønstret var brudt. Nu skulle han gribe chancen. Korotums øjne lynede, men han protesterede ikke, som han stirrede på sin slave.
 
Garr vendte hovedet i mod elveren. ”De er bjergelever.” hævdede Garr. Om end kvalificeret, så var det et gæt. Den fremmede kunne også være skovelver. Garr fortsatte ufortrødent: ”Planter.” Garr rettede sig op. ”De vælger først. Udfordringen eller duellen kan være nøjagtigt hvad De ønsker.” Garr mødte elverens blik. ”Derefter vælger jeg.” og så sendte han elveren det mindste nik han kunne, imens han lukkede øjnene. Han håbede, at modparten ville opfatte det, som det var tiltænkt: ”Lad mig føre an, så skal vi nok få skovlen under ham.”

Garr havde en plan. En plan så både han og den rødhårede kunne gå derfra med hovedet højt. Om end Garr nok måtte sænke sit igen. Nu måtte Garr bare håbe, at elveren spillede med.

Faelar kiggede Garr dybt i øjnene, som vidunderslaven umiddelbart så ud til at være med på planen - hans bedrevidende smil var ihvertfald væk, ikke at Faelar bekymrede sig om Garr's udtryk, hans primære offer i denne situation var Korotum, han skulle bare lige have vinklet den, så han kunne få Korotum til at fremstå dum frem for Garr.

Faelar stak Garr et ordentligt tandsmil, som slaven svarede på hans spørgsmål. Desværre for Garr var smilet kun præget af at elveren uden tvivl fandt svaret utroligt morsomt - Faelar vidste godt det på ingen måde var sandfærdigt. Havde Garr vidst noget om at rigge sejl, ville slaven jo havde vidst at man skulle binde sig selv fast til masten! Der var ikke noget der hed modvægte deroppe - ikke udover ens egen balance.

"Jeg er bjergelver, det har De fuldstændig ret i, min gode mand, dog som De kan høre er jeg også sømand, og derfor foreslår jeg vi holder os til emnet jeg har valgt, ikke?" Faelar gav et kort smil, og sørgede for at tiltale slaven lige så respektfuldt som han selv blev. Faelar kiggede ud på pøblen, og hævede stemmen lidt - kunne Korotum gøre en scene ud af det, så kunne Faelar i hvertfald også forsøge, "Det var præmissen, ikke?"

Faelar's blik skiftede tilbage til Korotum, som hans bryn hævede sig lidt, i en provokerende manøvre, som kun fik Faelar til at fremstå langt mere selvsikker end han havde bare få øjeblikke før, "Den ellers så belæste slave burde da kunne svare på det, ikke? Specielt efter hans noget så overbevisende kendskab til rigning? For eksempel forskellen på en krabbeklos rigning og en krystalliner rigning?" Faelar pressede virkeligt citronen, og elveren med det ildrøde hår så kun ud til at nyde det mere og mere.

Garr kneb øjnene sammen. Elveren havde øjensynligt ikke tænkt sig, at spille med; han ville hellere spille mod. Det var en skam. Garr tænkte i sit stille sind, at han havde lyst til at føle sig skuffet, men at han slet ikke havde rummet håbet nok til, at han kunne blive det. Elveren viste sig at være fuldstændig ligesom alle andre: Selvom Garr var overbevist om, at modparten sikkert ville have skovlen under Korotum, så var han alligevel for… Kortsigtet til at kunne se vinding ved, at trække snuden lidt til sig. Det var vist ganske gement.
 
Garr lukkede øjnene og tog en dyb indånding, imens han overvejede hvad han skulle sige. Han kom dog ikke længere, før Korotum igen tog téten. Den store mand med den store mave vendte sig imod elveren, iført et stort, fjoget smil. ”Du har da utroligt mange idéer, hva’, elverknægt” konstaterede han højlydt og vendte sig imod forsamlingen. ”Se på ham…” Korotum gestikulerede imod den rødhårede, inden han fortsatte: ”Sådan ser frygt u--” men så blev slavemesteren afbrudt af en af de forreste tilskuere: ”Han kunne selv bestemme emnet – det var reglerne!” blev der højlydt udbrudt. Korotum skar en grimasse, tydeligt irriteret og vendte sig imod elveren igen. ”Sådan må det være, elveren har vundet, jeg har ikke tid til at underholde dumrianer!” og så viftede han med armen for at få elveren ned af platformen igen. ”Du lovede også elveren en masse krystaller!” lød samme stemme fra folkemængden igen. ”Krystaller til elveren!” råbte en anden. Snart tilsluttede en tredje sig. En fjerde. ”Krystaller!” gav hurtigt genlød over hele forsamlingen, om end ikke alle stemte i.
 
Korotum så imod elveren. Mandens blå tunika stod i voksende kontrast til hans ildrøde ansigt. Han lignede en reje, som han stod der og kogte. Korotum var tydeligt rasende. Han stod afventende; ventede et udspil fra elveren. Eller også vidste han ikke hvad han skulle sige. Det var svært at sige. Han stod i hvert fald stille og sagde ikke et ord. Måske han talte til ti.
 
Garr måtte konstatere, at en del af ham frydede sig over, at Korotum var blevet sorteper. Garr var også udmærket klar over, at dette optrin ville betyde, at han kom til at terpe alverdens sejlads- og skibsrelateret. Det havde han ikke rigtigt noget forhold til at have i udsigt. Det irriterede ham mere, at han et øjeblik havde haft en plan, som efterfølgende øjeblikket var gået i vasket. Den eneste han kunne stole på var ham selv – det måtte han endnu engang konstatere.

Det var også ekstremt varmt at stå som han gjorde, i solen. Garr ville blive solskoldet, det var han sikker på.

Faelor kunne ikke andet end at pryde sig selv med et bredt smil, som han kiggede ud på den opstemte pøbel. Faelor's arme var krydsede og forekom afvisende, på trods af hans ellers joviale ansigtsudtryk. Elverens øjne låste sig på Korotum for et øjeblik, før han vendte hovedet og kiggede på Garr et øjeblik - han udåndede langsomt og gav et lydløst suk, de to havde jo haft en aftale, "Herren behøver faktisk ikke at betale mig.. Hvis han nu var villig til at indgå en anden aftale?" tilbød Faelor, før han forsatte, "En sømand som mig, i min profession, med mine år på søen og specielt min erfaring kan jo nemt komme til at tjene fem safirer på en måned, men.. Hvis De nu ville låne mig slaven resten af aftenen, og jeg giver dem mit ord på, at han er tilbage lige her, hvor De har ham nu, til midnat, ville De så være interesseret?"

Faelor's blik flugtede kun fra Garr til Korotum, efter han havde givet sit tilbud - og på sand pirat maner, havde Faelor's højre hånd fundet sin vej langs hans bælte, og faretruende tæt på skæftet af hans kårde, hvilket kun var et forsøg på stresse Korotum nok til at acceptere aftalen, i frygt for repressalier.. I virkeligheden vidste Faelor udemærket godt, at hvis han hukkede Korotum ned, så ville Hasan nok havde plantet sin sabel dybt i Faelor's ryg, før han kunne vende sig om - spørgsmålet var dog, om Korotum var villig til at spille med det som indsats.

"De har ham tilbage i aften.. Det har de mit ord på, jeg er udelukkende interesseret i de evner, som herren påstår at vidunderslaven besidder."

Garrs øjne blev opspilede, som elveren fremlagde sit forslag. De blev kun mere opspilede, som elveren udfoldede sig. Korotum lukkede øjnene og tog en dyb indånding. Så en mere. Han var ingenlunde ræd for elverens kårde, men han havde sat sig selv i en prekær situation uanset. Han måtte komme herfra med ikke bare æren, men rygtet i behold. Korotum nikkede for sig selv, og vendte sig imod publikum. ”Nuvel!” sagde han bestemt, og forsamlingen tiede, så alle fik ørenlyd. Korotum nærmest tryllede sit alvorlige, irriterede og vrede ansigtsudtryk væk. Pludselig var han sælgeren, showmanden og folkets helt igen. Han smilede over hele femøren. ”Dét var IKKE aftalen!” erklærede han, og kom alverdens tilråb i forkøbet ved at hæve den ene arm, for at få publikum til at tie. ”I, godtfolk af Balzera, får lov at bestemme…” Korotum pegede på elveren ”Skal denne bjergelver have lov at nyde vidunderslavens selskab, og erhverve sig mere kløgt på en eftermiddag end han haft optaget hele sit liv indtil nu, ELLER…” Korotum slog ud med armene. ”Skal han have et par krystaller, som uomtvisteligt er mere end hvad han tjener på en måned?”
 
Folket bryd ud i hujen, råben og skrigen. Der dannede sig hurtigt en fællessang blandt de tilstedeværende. Opildnende, begejstret. ”LÅN HAM SLAVEN, LÅN HAM SLAVEN” lød det. Korotum havde naturligvis ventet udfaldet, og begyndte at stå og nikke med hovedet på ganske overdrevet manér. ”Javel, folk af Balzera!” Korotum vendte sig imod elveren, og tog et par raske skridt imod ham. Elveren skræmte ikke den store mand, end ikke en smule; det havde elveren sit eget liv for kært til. ”Der medfølger eskorterende vagter. Du får lov at låne ham i et par timer…” Stemmen var lavmælt, nærmest hviskende, så kun Korotum og elveren kunne høre det. Korotum kneb øjnene sammen og stirrede indgående, forskende på elveren, inden han vinkede Garr over imod dem: ”Ingen sex. Ingen våben. Du må ikke give ham noget. Vagterne skal nok være behjælpelige, og intet af dette er til diskussion. Han bliver ført tilbage, når tiden er til det.”
 
Garr stod med hovedet drejet imod de to mænd, som planlagde hans aften som var han ikke andet end et stykke kød. Et objekt. En genstand. Det var aldrig noget han ville vænne sig til, om end han for længst havde vænnet sig til at skjule sine følelser derom. Slaven skyndte sig ikke, som han langsomt traskede over imod de to. "Er det forstået?" hørte han sin slavemester sige til elveren, og han kunne kun gisne om resten af deres samtales egentlige indhold. Så stod han hos dem. Handlingslammet. Afventende. Stille.

Faelar forholdt sig i ro - hans lille forsøg på at intimidere manden havde været en vigtig lektie, selv det faktum at manden havde reageret hovmodigt havde været god information for elveren, bare i tilfælde af at de skulle rende ind i hinanden igen. Faelor vigede ej fra Korotum's blik, men gav et diskret nik, og accepterede dermed slavemesterens kriterier.

Faelor tog en dyb indånding, og smilte halvt om halvt til sig selv, som det nu gik op for ham, at han havde vundet denne tvist mod overmagten. Det gav Faelar en følelse af håb for hans fremtid - for måske var han ikke faldet af på den alligevel? Kunne han stadig?

Faelar ventede til at han var alene med Garr og vagterne, før han tilbød slaven sin højre hånd og introducerede sig selv, "Jeg hedder Faelar.. Hvad har du lyst til at vi laver i aften?" spurgte elveren og kiggede slaven i øjenene - eller rettere øjet. Selv om Garr var en slave, så var Faelar komplet ligeglad med kutymer - for en mand var en mand, i hans øjne i hvertfald og dermed blev man behandlet som en ligeværdig, lige til man ikke blev det længere. 

Faelar fjernede sig, og med sin højre gav han en håndbevægelse ud mod havnebyen Balzera - for mange var det ikke ligefrem et paradis, men lige nu var Balzera det eneste sted Faelar ville være, en smule omtumlet af sejrrusen og måske et begyndende venskab? Nej, det var bare trodsen der talte - men han skulle gøre hvad han kunne for at give slaven sit livs aften! Om end kun for at irritere Korotum og hans usle håndlangere.

Garr havde stille set det hele udspille sig, og snart stod han ansigt-til-hånd med Faelars udstrakte højre. Garr sænkede sine øjenbryn, og stillede på den andens arrede håndryg. Han rystede på hovedet. Det var ikke tid til at tale. Ikke sådan her. ”Mit navn er Garr. Vi skal ikke lave noget.” lukkede han den prompte ned, og gjorde et meget diskret kast med hovedet bagud. ”I Balzera har væggene ører og himlen har øjne” postulerede han, som var det forklaring derpå – og håbede, at elveren ville være i stand til at tyde hvad han mente.
 
En af vagterne, alle sammens yndlings-Hasan, kom bag fra og tog Garr i skulderen. ”Her er sgu ikke nogle vægge med ører – men det er rigtigt, at du ikke skal lave en skid, med eller uden nogen elver, Svinehund!” erklærede han med et veltilfreds grynt og drejede hovedet imod elveren. ”Jeg ved hvad Mesteren har fortalt dig, men du, lille elver, skal være klar over, at vi holder øje med hver en bevægelse du foretager dig, og du skal huske på, at selv hvis du finder på noget og slipper fra os, så har vi folk, og kender folk, overalt her i byen. Overalt her i landet.” Garr måtte vantro misse lidt med øjnene som Hasan først havde underkendt hans udtalelse om vægge med ører, som ganske vist var en metafor, for efterfølgende at hævde, at væggene havde ører og himlen havde øjne… Garr trak en dyb indånding. Hasan var virkeligt én af én. I virkeligheden rigtigt heldigt, at han var så kriminelt ubegavet. Utroligt, at han ikke for længst var gledet i en bananskræl og landet på sin egen sabel. Den dag skulle nok oprinde en dag. Den skulle nok komme.
 
Hasan tog et skridt tilbage fra elveren og tog beskik af ham. Målte ham med øjnene. Så fortsatte han: ”I kan få lov at sidde og snakke, hvor du nu kan finde et sted som vil modtage ham her Svinehunden, men der må ikke komme andre folk til jer, og efter mødet skal Svinehund visiteres – så lad nu ved Guderne være med at give ham noget”