”Frøken Solberg. De må gerne gå ind nu.” Ordene blev modtaget med et høfligt nik, som hun rejste sig i solens varme lys som bryd igennem det farvet vindue som ventede foran de højere stående kontere.
”Takker.” Lyd det lettere nervøst som hun gik forbi sekretæren. Ind i det store velbelyste lokale for den ene af cheferne for hærens stab.
”Godmorgen Frøken, tak fordi de kunne komme forbi så tidligt. Tag plads.” Et javel blev svaret nærmest instinkitvt som hun gik op til bordet og satte sig foran den ældre herre, en herre der havde tydelig tegn på flere år på fronten og nu ikke længere var i stand til at stå ret. Træ benet manden benyttede sig af ramte flere gange imod bordets kant som han gik igennem de mange papirer som hun fandt sin plads, vingerne fandt plads henover stolens ryg.
”Modigt selv at tage initiative til at skrive til hr. Adler.” Kommenteret han som hans snude forsvandt mere og mere i papiret.
”Tak hr.” Lyd det kort tilbage.
”Josefine, må jeg kalde dig josefine?””
”Selvfølgelig.” svaret hun uden tøven, det var langt bedre end frøken.
”De har jo fået at vide om deres stillingsskifte, forfremmelse, hvad man skal kalde det. Men derfor skal jeg stadig spørger om de er sikre på dette? De er jo en gave som heler, og også som afhørrer. Det er nærmest en skam at se dem skifte.”
”Jeg har ingen intentioner om at forsvinder fra heler huset hr. Men mine talenter som afhører, bliver også mine talenter som diplomat, jeg har en unik evne til at forstå hvad andre føler, og derved lave bedst mulige aftale for alle.”
”Husk at de arbejder for lyset, josefine.
”Det er jeg klar over hr. Men lysets opgave er at beskytte rigets, dronningen, adlen og borgerne. Alle aftaler skal ikke laves for at fremme militæriske idealer, tvivler på det er dronnings eller Isharis ønske.”
”Men mørket er stadig en trussel.”
”Det er vi enige om, og så længe der er konflikter er militæriske tanker en nødvendig. Men vores mål er fred i landet, og i et land hvor borgerne har det bedst muligt. Dette land er ikke dækket i krigs lejre, hvor hver en borger er klar til at tilslutte sig hæren. Det er jo netop det mørket gerne vil opnå. Netop derfor kan det ikke være vores mål, selv hvis vores vej til det mål er en anden.”
”Fornuftigt. Forstå godt hvorfor Hr Adler har tiltro til dem.” Hans hånd vidste imod en mindre egg ækse på bordet, graveret i hellige symboler. Forsigitgt blev den åbent og dens indhold vist.
”Deres nye insignia, nøgle til deres nye gemakker, ny dolk som de bad om.” Tingende blev langsomt taget imod, og erstattet med hendes gamle. Våben blev afleveret tidligere denne måde.
”En sidste ting Josefine..Er du helt sikker? Du kan ende med at rejse rundt i hele landet..deres papirer siger de har børn fra deres levende tid…”
”Herre..beklager jeg afbryder..men dette er en beslutning jeg tager for mine børn. Jeg er ved at nægte at tro på jeg kan være deres rigtige mor igen, netop derfor har jeg valgt at gøre alt jeg kan for at gøre verden til et sted hvor jeg kan være tryg med mine børn vokser op i. Dette er ikke en selvisk beslutning. Mine børn har været i mine tanker i alle disse overvejer, mine venskaber og det liv jeg har nu er jeg klar over vil ændre sig. Men derfor tøver jeg ikke med at tilslutte mig denne side af lyset. Så jeg forsikre dem om at jeg er sikker i denne beslutning, dette er noget jeg ønsker for at begynde kampen for den næste generation, i stedet for at være på fronten og kæmpe for den nuværende generation.” Hun havde rejst sig mens hun talte, og gav et mindre buk til manden.
”Javel. En skam at miste en empath som afhører. Men det er en ære at sige det næste til en. Velkommen som diplomat af lyset Josefine. Må lyset sejre.”
”Må lyset sejre hr. og Tak.” Mere blev der ikke sagt, blot høflige bevægelser som hun forlod værelse med et dybt suk, hvorfor skulle alle også afhører hende i sin beslutning. Det var jo besluttet men alligevel havde hun hørt ”Er du sikker” flere gange inde for de sidste dage, end de måneder efter hun blev forlovet.

Det næste var at tømme de gamle værelse, og flytte alt over på det nye, heldigt havde hun fået hjælp, hjælp som ventede ude foran gemakkerne.
”Tillykke Josefine! Endelig er det på plads!” Lyd det fra Kester og hans tre venner der havde sagt ja til at hjælpe hende.
”Vi kommer sku til at savne dig..men gør os stolte ikke?” lyd det igen fra ham som hans lykkehilsen blev tilført et kram.
”Kommer også til at savne jer.. Men jeg går jo ingen steder! Så vi kan stadig ses når tiden er til det!” lyd det munter fra hende, på trods af Trestons ord der kimede i baghovedet af hende. Han er en slange. Men den stemme var begyndt at være mere overhørt end hørt.