En af de ting er havde været svært at vænne sig til igen efter at have været ude af Rubinien i flere år, var de utallige fester der blev holdt blandt Kazimierne med det ene formål at prøvet at overgå de andre dele af familien. Og siden at Mehdi var kommet på sin fars gode side så blev den hjemvendte søn vist frem ved hver en lejlighed. 
Så Mehdi var endt til en fest til ære for fyrstens nyeste guldfugle, en andedam med gyldne ænder. 

Efterhånden havde festlighederne trukket sig forbi eftermiddag og sneg sig stødt mod aften, fyrsten selv havde vist sig og fortrukket sig igen. (Om det var for at lave forhandlingerne eller med kvindeligt selvskab var op til debat mellem gæsterne.)
Mehdi selv havde fundet sig et glas vin og slængede sig i nogle smagfulde puder der fremhævede hans midnatsblå silkeklæder, tre ringe prydede hans fingre, en stor gylden med en rubin, en tynd i sølv med en safir og endnu en i guld i et flettet mønster med en smaragd. 
Veltilfreds nynnede han for sig selv som en af de lokale slaver viftede ham med et palme blad og en anden fodrede ham druer, hvor meget end de politiske intrigere irriterede ham så kunne havde livet i Rubinien sine fordele, samt han havde efterhånden faktisk fået sat navn og ansigt på det meste af hans familie her.

Livet som Kazimi bød på mange begivenheder. Ugentlige småfestligheder var en del af navnet. Alt kunne fejres med vin og god mad. Jontar måtte ærligt indrømme, at som aftenen på denne fest skred hen, glemte fyrstesønnen, hvad der blev fejret. Han fejrede dog med. Det kunne tydeligt ses på glasset med rødvin i prinsens hånd. Man var jo ikke fyrst Sephyrans søn for ingenting. Heldigvis ikke den ældste levende søn - men som deres slægtshistorie var gået, kunne alt ændres. Om Jontar ønskede dette eller ej. 
Dagens silkekåber - for der var stort set intet andet, Jontar beklædte sig i - var perlefarvet og med det sædvanlige guldblomstret mønster overalt. Armene var nøgne på nær en armring af guld på den ene biceps. Fingrene var også prydet med diverse ringe i forskellige størrelser. Nogle med en krystal i midten, andre blot simple til at fylde ud med. Jontar havde altid været meget kræsen med sin beklædning. Selv som lille dreng havde det altid været silke, ellers kunne den lille prins meget nemt råbe og skrige. Forkælet møgunge og alt det. Det var dengang, hvor alle, der mente, de var højere stillet end ham, kaldte ham for JoJo. Det kælenavn var mere eller mindre uddødt nu. Ingen respektfuld slavehandler og ung mand kunne hedde 'JoJo'.

Endnu med et nyfyldt glas rødvin vandrede prinsen rundt i festlokalerne alene. Eller så alene som et afkom af fyrsten kunne være. Der var altid en slave efter en. Enten ens personlige slave eller en af Kazimis mange andre slaver - som Jontar havde hjulpet med at finde de bedste af de bedste af. Derfor fangede en slave og en gæst også Jontars blik. Slaven var mere end genkendelig. Købt nogle år tilbage, men prinsens hukommelse var god. Den kunne også huske ansigter på slægtens medlemmer. Og derfor var Jontar mere end bare lidt nysgerrig, da han ikke følte, han genkendte manden, der nynnede for sig selv, som han blev vindblæst blidt med et palmeblad. Udseendet var tydeligt af en Kazimi, men hvilken?
"Jeg ser, du nyder Bethans evner," sagde Jontar afslappet og varmt. Var denne unge mand, der ikke så meget ældre ud end Jontar, hvis han overhovedet var ældre, en Kazimi, var der intet behov for at være fornem i tiltalen. Familie var dus. "Må jeg tage plads?" Det var mere spurgt af høflighed, for uanset svaret satte Jontar sig i en af de bløde lænestole. Dog uden sin egen personlige palmebladvifter. Hurtigt kunne han få en hentet, hvis prinsen følte et behov for at mærke blide pust mod sig.

"Bethan er ganske dygtig med et palmeblad," nikkede Mehdi sin enighed mod en af sine utallige fætre, der havde valgt at ville gøre ham selskab. "Tag blot plads Jontar" lød det varmt som hånden gjorde en fejende bevægelse mod de mange siddepladser. Fætter JoJo var noget ældre end sidst Mehdi havde set ham, men næsen og især de lyse giftgrønne brændte med samme hunger for det bedste og afslørede hvem det var.
Det var nok fjollet, men Mehdi nød lidt for meget at kunne genkende folk og hvor de havde svære ved at regne ud hvem han var. En bid viden han besad som de ikke gjorde var en som en flig af tryghed i et område der var genkendeligt men samtidigt så utroligt forandret.
Samt det var en fryd at se dem blive positivt stemt over hvor smuk han var blevet.

Endnu en drue blev givet af den kvindelige slave inden Mehdi rettede lidt på sig og vendte sig mere mod Jontar. "Som jeg har forstået det kære fætter, så bestyrer du store dele af familiens slavehandel nu?" Hånden blev rakt ud til siden og slaven med druerne sørgede for at Mehdis vinglas fandt plads i hånden, en tår blev drukket mens den svalende brise fik Mehdis mørke krøller blidt til at danse til en uhørt melodi.

Der kunne ikke lade være med at opstå en lille snert af stolthed over tilgendegivelsen af Bethans evner - for det havde jo været Jontar, som havde anskaffet Bethan. Kun det bedste af det bedste for fyrstens familie. Og derfor blev pladsen også taget med et taknemmeligt blik, inden prinsen satte sig. Straks blev det ene ben placeret over det andet. Man kunne jo ikke have, at fyrstens afkom sad, som var de en gårdfamilie! 
Spørgsmålet var dog stadig i baghovedet af Jontar. Hvem var denne unge, flotte mand? Der var tydeligt adel over ham og med hans udseende, mindede manden ubemærkelsesværdigt meget om en Kazimi. Havde hans fader virkelig produceret en ældre lillebror, uden Jontar vidste det? Denne ide blev dog hurtigt skudt ned, da manden kaldte Jontar for en anden familierelation end bror.

"Det gør jeg, ja. Nogen skal jo holde den del af familiefortaget ved lige," Selvfølgelig ville nogen mene, at slavehandel blot var et sidespor for Kazimi-slægten. Det at være fyrstefamilien var familiefortaget. Men dette havde Jontar aldrig haft intentioner om at blive en del af. Selvom han nu var faretruende tæt på at blive næste i rækken. Høflighed af hans kære moder og hendes forbandelse. "Undskyld mig, kære fætter, men jeg kan ikke placere dig. Jeg mindes ikke at have set dig før." Hvilket selvfølgelig kunne være mere end sandt. Faderens søskende kunne have børn uden at være i syden og kun på visit meget få gang. Men måden, hvorpå fætteren havde kaldt ham fætter, virkede til, at de to havde mødtes før. Måske mange år forinden. Dengang Jontar kunne blive kaldt JoJo af alle, uden at han kunne sige fra. Alle var små børn engang og som små børn var det ikke nemt at stoppe søde kælenavne. Især, hvis man var en sød og flot dreng - hvilket Jontar havde været hele sit liv.

Mehdi nikkede blot til det høflige svar Jontar havde givet ham, afmålt og uden at give mere end det bare minimum. Et politisk snedigt svar og en prins værdigt, dog et kedeligt svar hvis man spurgte Mehdi.

Skyggen af et smil dansede kort over Mehdis læber, selvom det kunne være sjovt at lade Jontar gå uvist på det varme sand en smule længere så ville det ikke være passende. "Jeg er Mehdi Arsalan af Kazimi Ul'Fareed, det er også nogle år siden vi sidst har set hinanden, jeg mener at alle kaldte dig JoJo dengang, men jeg antager du er vokset fra det kælenavn siden?" Smilede han og blev fodret endnu en drue, alt mens han nysgerrigt ventede Jontars reaktion på benævnelsen af hans barndoms kælenavn.
Ikke at Mehdi selv havde behov for at dvæle for meget ved fortiden, han havde lagt det grimme syn fra sig og ville hellere fokusere på hvad der skete fremad i stedet.
"Men falder arbejdet med slaverne dig naturligt fætter? Du ved lydigheds delen?" han viftede i cirkler med den frie hånd som han drejede samtalen tilbage til slaverne "Altså det med at få dem til at gøre hvad du vil have dem til? Jeg ville tro at det ikke er så simpelt som nogen antager?" Hvad Mehdi ellers følte om slaver holdt han for sig selv for nu, det måtte komme frem hvis det rigtige tidspunkt dukkede op.

Vent, Mehdi? Fareeds søn? Jo, det var mange år siden, Jontar havde set ham. Virkelig mange år siden. Derfor gjorde prinsen da også lettere hævet øjenbryn som nonverbalt svar til dette. Det var ikke ligefrem en fætter-genforening, Jontar havde forestillet sig i dag. Men sådan var livet tit. Det var uforudsigeligt. Det gav spøjse situationer, man ikke kunne forudse. "Mehdi. Du har da ændret dig en del også," sagde Jontar, tydeligvis inddirekte omkring fætterens krop. Sidst, han havde set ham, havde Mehdi haft en god slat på sidebenene. Men nu var han kommet tilbage med en tydelig slankere figur. "Det hjælper at påtage sig mere voksenlige pligter. Så bliver man anset som voksen og ikke en lille, nuttet JoJo." Jontar havde delte meninger omkring navnet. De ældre i familien ville nok stadig kunne kalde ham det lidt og de jævnaldrende søskende ville uden tvivl også kalde ham det, bare for at tirre lidt. Men det var alt andet end anstændigt at blive kaldt JoJo. Det var et kælenavn til et lille barn. Og det var Jontar ikke. Ikke mere. Alligevel kunne prinsen ikke lade være med at smile, måske af nostalgi. Tilbage til den tid, hvor han havde været lille JoJo og ikke slavehandleren Jontar.

Jontar kunne ikke lade være med at fnyse over Mehdis spørgsmål. Du skulle bare vide. Måske var det derfor, prinsen holdt af slavehandlen. Fordi han havde et naturtalent inden for det. "Kald det en gave, men det kommer let for mig, kære fætter. Enten er de trænet nok eller også skal de bare overtales til at gøre, hvad der bliver sagt." Jontar kunne ikke lade være med at læne sig en anelse frem og blinke med det ene øje sammen med ordene, inden han lænede sig atter tilbage. De magiske evner, mange borgere i landet besad, kunne til tider lande så perfekt, som noget kunne være. Og hvem fortjente ikke perfektion mere end en køn prins?

Mehdi trak nonchalant på skuldrene, "Det er jeg glad for at høre, og jeg fristes til at sige i lige måde kære fætter! Jeg er sikker på at din fader fyrsten er veltilfreds med den mand du er vokset op til," stadigt smilende venligt, han var mere end bevist om at han havde ændret sig til det bedre end den dreng han havde været sidst de to fætre havde mødtes, og der var en hvis del af Mehdi stolthed der lå bundet i hvordan han så ud og at andre kunne genkende det. Heldigvis lå skønhed til Kazimi familien så længe man var villigt til at gøre arbejdet for at finde den frem.
"Så sandt så sandt" Mehdi viftede affejende med hånden "Kælenavne har det dog ind i mellem med at hænge ved, og det kunne jo være du havde søstre eller onkler der stadig yndede at kalde dig det" lød det med et venligt smil "Men bare rolig jeg skal nok holde mig til Jontar eller kære fætter" klukkede han og hævede glasset i hans retning før han tog en lille tår, der var massere af dag endnu og ingen grund at drukne den i vin.

Selvsikkerheden der tendenserede mod arrogance nærmest emmede fra fætteren, og Mehdi følte at han havde fundet et emne det var muligt at få Jontar til at bruge timer på at tale om. "Overtale?" Bed han på, halvt for at behage fætteren og halvt af egen nysgerrighed. "Det lyder til der er mere til det ende at bede pænt når du gør det kære fætter?" Noget han var ganske bevidst om ikke var en del af at knække en slave til lydighed.

"Han er vel så stolt, som fyrsten kan være," fortalte Jontar. Det var ikke just følelser og ærlige tanker, fyrsten hyppigt gjorde i. Følelser og ærlighed havde det med at kunne til tider påvirke negativt og skabe fjender, hvis det ikke var positive følelser og gode indrømmelser. Og som fyrste havde man allerede rigeligt med fjender. "Selvom han ikke just virker tilfreds med længden af mit ungkarleliv." Jontar kunne ikke lade være med at småfnyse over dette. Hans fader havde allerede taget den samtale med sin søn. Ja, en aftale var sågar blevet gjort. Inden årets afslutning skulle Jontar have en passende kvinde, villig til at ægte ham, ellers havde fyrsten friheden til at finde en ægtefælle til sin søn. Og kendte man Jontar, vidste man, at han ikke just var glad for at lade andre bestemme over ham og hans liv. Men end ikke familie kunne sige helt fra over for fyrsten.
"Jo, det har du skam ret i," Søskende kunne gøre det for at tirre en. Onkler, tanter og andre ældre familiemedlemmer kunne bare komme til det. For dem ville man jo altid være det lille, søde barn. "Så skal jeg nok holde mig til Mehdi eller kære fætter også." Selvom Jontar ikke syntes at kunne huske et direkte kælenavn til fætteren, havde der været kaldenavne. Øgenavne var nok en bedre beskrivelse af dem. Men de ville ikke længere være passende beskrivelser af den nydelige mand, der nu var Mehdi.

Vinen blev nippet til, efter Mehdi havde snakket. Kort opvejede Jontar, hvad han skulle sige og hvor meget han skulle sige. Men nu var Mehdi jo fætter og familie. Hvis hemmeligheder ikke kunne blive i familien, var de overhovedet rigtig blod så? "Det er magi. Min magi, men endnu magi. Det er ikke komplet kontrol, men det er nok til at lokke andre til at gøre, hvad jeg hentyder til. Det fungerer sjovt nok bedst mod slaver og andre mere tilbøjelige og mindre intelligente personer. Du har intet at frygte, kære fætter. Jeg misbruger det ikke. Kun, når det er passende." Hvis ikke slaverne allerede var lydige nok, kunne Jontars magi hjælpe deres lydighed. Og når de opførte sig uden for deres egen kontrol og nærmest blev skubbet til en andens kontrol, var de oftere nemmere at knække. Meget fordelagtig evne for en mand i dén stilling, Jontar var i. 

Mehdi trak let på skuldrene "Det vil jeg lade være op dig at bedømme." Svarede han med et mildt smil, ikke at Mehdi havde nogen planer om at sige noget nedladende om fyrsten i fyrstens eget hjem. Ikke nok med at det ville være tåbeligt, så kunne det være decideret livsfarligt. 
Fyrsteden virkede ikke just som den mest varme og anderkendende faderfigur, noget Mehdi kun selv kunne nikke alt for genkendende til, dog uden nogensinde at ville indrømme det.
"Ja så? Der er ikke nogen kvinder der tiltaler dig endnu kære fætter?" Prikkede Mehdi kort før han brugte et øjeblik på at blive fodret et par druer.
Mehdi selv vidste præcist hvem han gerne ville giftes med, men at få det bryllup til at stå ville ikke være så let som han selv ønskede. Den tid den sorg.
"Jeg takker forståelsen" Nikkede han kort for at understege deres enighed, der var ingen grund til at træde hinanden unødigt over tærende ved brug af forældende kælenavne.

"Jamen dog! Det lyder som en ganske praktisk evne at have med dit hverv, jeg antager det også ville blive anstrengende at skulle gøre det hele tiden, samt det måske ville føles mindre imponerende at få trænet dem rent ved brug af magi?" Mehdi strakte sig og tog en blomst fra bordet og rullede den mellem fingrene, Jontar havde talt sandt  det kunne han mærke så at vise sig selv lidt frem ville vel kun være passende. "Jeg takker dog for at du ikke mener mener at min intelligens fejler noget" Rosen mellem hans finger blev med et forvandlet til det pureste safir, hvorefter han rakte den mod Jontar "Som tak" Ikke at han forventede at Jontar selv rejste sig for at tage imod den, det havde han vel slaver til.

Alle havde holdninger og tanker om fyrsten, men der var stort set ingen, der turde fortælle deres sande meninger. I hvert fald ikke hvis de var i den mere negative ende. Selv Jontar holdte visse tanker for sig selv. Der var visse aspekter af hans fader, han nærmest kunne forbande. Men selv et afkom af fyrsten kunne ende værre end noget andet ved at sige det forkerte til de forkerte i det forkerte lokale.
"Nu skal du ikke lyde som min fader," smågrinte Jontar. Eller som alle andre stort set. Det med at finde en hustru virkede til altid at skulle bringes op hos alle på et eller andet tidspunkt i en samtale. Før eller siden ville der blive spurgt. "Men lad mig sige, at når året er omme, vil jeg på den ene eller anden måde være tættere på en kvinde." Aftalen med hans fader hang endnu over ham. Og det var nu den anden halvdel af året og Jontar var ikke synderligt tættere på en hustru. Jo, han havde da et par kandidater i tankerne, men ellers ikke.

"Nu bruger jeg næppe evnen altid. De skal trænes jo, ikke domineres konstant," fortalte Jontar roligt. Hvis han blot lod sin evne bestemme over alle, ville der ske flere dårlige ting. For det første ville slaverne ikke lære at være lydige, så når de skulle sælges videre, ville prinsen sælge det dårligste af det dårlige. Og det tog en zalans meget energi blot at opretholde én overtalelse. Heldigt at Jontar havde midler til at forfriske sig selv. "Det er mere et trick, jeg bruger. På nye slaver, der nægter lydighed. Jeg skubber dem i deres rigtige retning. For det tager skam på mine kræfter."
Jontar kunne ikke holde øjnene væk, som hans fætter tog en rose. Mellem fingrene forvandlede den naturlige skrøbelighed sig til en af safir. En gave. En, som Jontar tog takkende imod. "Du er da heller ikke uheldig i din magi, kære fætter. Du må score mange kvinder på kroerne med det trick." Det ene øje blinkede kækt som afsluttende kommentar, imens han inddirekte småstuderede safirrosen. Dog uden at fjerne fokus fra sin fætter selvfølgelig.

Mehdi tog sig til brystet med et påtaget overrasket udtryk "Ak og ve kære fætter! Jeg tør ikke tænke mig sammenlignelig med selve din fyrstelige fader!" Klukkede han sammen med Jontar, og tog efterfølgende en tår fra sit glas. Noget tydede på at Jontar mest af alt ønskede selv at være herrer over sin egen skæbne, hvilket på sin vis var forståeligt men som en del af Kazimi familien var det ikke just alle valg man selv kunne få lov at vælge selv, især ikke som prins.
Ikke at Mehdi havde lige så stramme kår som sin fætter, men der var trods alt visse forventninger der stadig skulle indfries for ham, nogle mere arbitrære end andre.
Jontar blev næppe tvunget til at skulle finde en kone der var passende smuk til at leve op sin faders standarder, selvom skønhed nok ville blive vægtet højt hos fætteren alligevel. "Ja så, jeg håber da det ender på en passende måde." Lød det med et opmuntrende smil og et let skuldertræk, der var ingen grund til at hive det ud af ham. Jontar skulle nok uddybe hvis det faldt ham ind.
 
"Præcis, det ville være upraktisk at skulle bruge magi hele tiden." Medgav han, selvom det lød som som at fætteren havde misforstået dele af hans kommentar, han havde ikke antaget at Jontar brugte hans evne hele tiden. For at bruge den på andet end slaver ville som Mehdi havde forstået det være brud på landets love, så længe at det blev opdaget.
"Ganske forståeligt, det virker som en meget praktisk måde at gøre det på." At få slaver til at tro på de har givet op og selv vil følge ordre virker som en perfekt ting for en som Jontar.
Et skævt smil dansede over Mehdis læber. "Jeg ved ikke med dig kære fætter, men jeg har ikke for vane at samle kvinder op på tilfældige kroer?" Klukkede han. "Men jo jeg er ganske tilfreds med den, det er lidt sjovt at den virker som værende en blanding af min og din faders evner." Fyrstens gyldne hånd var ganske velkendt blandt alle, og Fareeds diamanthud var der en ganske stor chance for at Jontar havde hørt om.

Et fnøs undslap Jontars læber til sin fætters kommentar. Han rystede svagligt på hovedet, før et svar kom. "Tænk dig nu ikke som værende unik på lige netop dén front. Det virker til, at alle mine samtaler med alle før eller siden vil ende ud i spørgsmålet om min manglende hustru." Jontars toneleje var ikke direkte trættende. Han skulle nødigt virke sådan. Især ikke over for sin fætter. Men en med-Kazimimand som Mehdi måtte kunne se det lettere trælse i konstant at blive spurgt om det samme. Var der ikke vigtigere spørgsmål til prinsen? Slavehandlen, måske? Det var hans fokus for slægten. Ikke jagten efter en eller anden kvinde at ændre efternavn på. Kun faderen havde en nogenlunde god grund for det, syntes Jontar. Og selv den var prinsen ikke den største fan af. Havde han virkelig behovet for at producere afkom allerede? 

At han kunne snakke om slavehandlen med sin fætter var dog langt mere afslappende og til fordel for Jontar. Hvilket også fik ham til at sidde mere tilfreds og ja, nærmest overlegen, som han nippede til sit glas vin. "Det handler ikke om at knække slaverne. Det handler om at få dem indse sandheden." For nogen var dette en og samme ting, men der var en hårfingrænse. Men det var en hemmelighed, Jontar ikke ville røbe.
"Endnu, kære fætter. Der er kroer ikke langt herfra," Jontar blinkede med det ene øje kækt til sin fætter. De var jo deres fædres sønner. Og hvis nogen var noget af en damernes mand, så var det fyrsten selv. Jontar kendte til de mange halvsøskende, han havde i byen og de omkringliggende landsbyer. "Man skulle jo nærmest tro, du kunne være søn af begge vores fædre." Joken fik et løftet glas fra Jontar. Han kendte udemærket til sin faders evne. Det var jo på grund af den, et langt rygte var blevet spredt. Det med, at hans moder var en guldstatue nede i paladsets kælder. Men det var netop, hvad det var. Rygter. Og hans onkels evne var heller ikke gået prinsen forbi. Nogle af Kazimi'ernes evner var mere fremtrædende end andres. Blot tag Jontars. De var ikke synlige, medmindre man vidste, hvordan man skulle kigge.

Mehdi trak svagt på skuldrene som det lod til at hans fætter havde fundet en anden mening i hans ord end tiltænkt, heldigvis lod Jontar ikke for mærket ved det, men alligevel var nok hensigtsmæssigt at lægge emnet fra sig hvis prinsen var træt af det. "Alt jeg sige kære fætter, er at en kone ville kunne holde hus for dig så du kunne fokuseret på de ting der er vigtige for dig, men hvis du hører rigeligt om giftemål skal jeg nok lade det ligge." Smilede han og drak en tår af sin vin, der var ingen grund til at gøre hans prinselige fætter i dårligt humør.

"Knækkede grene er sjældent brugbare særligt længe" Nikkede Mehdi sin enighed, mest af alt for at fætteren fik lov at føle at han havde ret, som de fleste Kazimier lod Jontar var være bedst at stryge med hårende. Især om emner Mehdi ikke forstod sig synderligt meget på eller havde nogen særlig interesse.
"Ja så? Er nogen værd at besøge?" Blinkede han tilbage, måske var Jontar mere en skørtejæger end Mehdi havde forventet?
Bevares opmærksomheden fra unge kvinder var fantastisk, så længe den var oprigtig.
Lille smil brede sig på hans læber, "Muligvis ja, vil jeg forslå dig ikke at nævne det for dem, guderne vide hvordan de ville tage den tanke." Mehdi løftede sit eget glas i hilsen, han var ikke et sekund i tvivl om at hans fader selv var ganske interesseret i smukke mænd, det var nærmere fyrstens reaktion der næppe ville være lige så heldig.

Meget vel havde Mehdi bragt det nærmest forbandet samtaleemne på banen, men hans tanker om en kone til fætteren var anderledes fra normen. De fleste tænkte på at starte familie. Især faderen. Han ønskede rigelig med afkom i tilfælde af, ja, hvad? Jontar skulle jo ikke være fyrste og selvom det var en ond tanke, ville han og hans afkom ikke være ofre af moderens forbandelse. I hvert fald som det så ud nu og hvis prinsen kunne bestemme. "Jeg takker, fætter. Man kan køre træt i de samme snakke bare med forskellige ansigter." smilede Jontar og lod det ligge. Medmindre hans fætter havde mere at tilbyde end den gennemsnitlige snak. Dét kunne Jontar mere end godt undvære.

Jontar nippede til sin vin sammen med et nik som svar. Ja, knækkede grene var trælse. Og det samme gjaldt slaver. Men noget sagde i prinsen, at hans fætter ikke var nær så optaget af det samtaleemne som Jontar selv. Selvfølgelig. Det var ikke et samtaleemne, alle gik op i. Sådan var det med alt og alle. Ingen delte alles ens entusiasme til alt.
"Ork, ja, fætter. Syden byder på rigelig med interessante kroer." Jontar blinkede med det ene øje, som mundvigen trak sig op i den ene side. Han var jo ikke en Kazimi for ingen ting. De var jo mere eller mindre kendt som skørtejægere. Dog var Jontar ikke nær så, lad os kalde det begrænset, som de fleste. Selvfølgelig var dette ikke åbent og langt fra bekendt til de fleste. Jontar var endnu en prins. Han havde standarder til alt.

"Ganske forståeligt." Medgav Mehdi og lod sig fodre et par druer, nok forstod han ikke hvad det var fætteren havde imod tanken om giftemål, men ham om det. "Men hvis du ønsker at fortælle hvis der er noget ved tanken om giftemål der nager, så vid at jeg lægger gerne øre til." Lød det med et opmuntrende smil og blev ellers ikke tiltalt mere medmindre at prinsen selv valgte at tage tilbuddet op. Et frø som tiden måtte vise om det ville spire eller ej.

Alt lod til at emnet slaveri for nu var uddebatteret, hvilket som sådan passede Mehdi fint det var næppe alle der ville høre ham selv tale om silke og hvilke havne der havde de bedste skatter for at føre det gennem de forskellige dele af landet.
"Ja så? Det lyder næsten som du har nogle udvalgte steder i tankerne allerede?" Et skævt smil dansede over Mehdis læber, det tydede på at Jontar ikke skyede fra mere intimt selskab, tilsyneladende var det mere en permanente del af et gifte mål der skræmte? Var fætteren monstro bange for at miste sin frihed? Granske interessant taget hvervet som slavehandler i betragtning.
"Dog virker det næppe passende at forlade festen til de gyldne ænder ære for at gå på kro" Smilede Mehdi fortsat, selvom det lod til at være mere tillokkende for fætteren, så var Mehdi ganske tilfreds med sin henslængte placering med den blide vind fra palmebladet. "Er der ellers noget interessant du bedriver fritiden med kære fætter?" 

"Det skal jeg nok huske, kære fætter, tak." sagde Jontar takkende. Han skrev da bag øret, at Mehdi mere end gerne ville lægge øre til et brokkende ord eller ti fra fyrstesønnen, skønt han nok næppe ville gøre brug af det. Intet godt kom ud af at brokke om noget, hans fader ønskede. Det kunne jo nærmest anses som landsforræderi. I hvert fald familieforræderi. Derfor var det mere en takkende løgn end noget oprigtigt, omend Mehdi ikke behøvede at vide dette. Ingen grund til at fortælle familie direkte, at deres hjælp ikke var nødvendig. Så uhøflig var Jontar jo heller ikke. Tværtimod.

"Jeg kender da bare de gode steder, kære fætter," fortalte Jontar nok en anelse for energisk for sit eget bedste. Der var tit og ofte, at disse arrangementer ikke just var det mest spændende for prinsen. Nok af den samme slags og samme gamle kendinger gjorde alt for velkendt. Derfor kiggede han lidt rundt, før han lænede ind mod sin fætter for at snakke mere lavmælt. "Blot fortæl en af slaverne, vi valgte at snakke privat i et af de mere private lokaler og vi vil ikke vække for mange øjenbryn." Deres fædre ville måske mistænke dem for ikke at være, hvor slaven fik at vide, men den tid den sorg. Selvfølgelig kun, hvis de yngre fætter var med på den. Meget kunne siges om Jontar, men at presse familiemedlemmer var ikke noget af det.
Tilbage i mere oprejst position virkede de to Kazimi-mænd ikke for hemmelighedsfulde, skønt deres slægt nærmest var essensen af hemmeligheder. Eller i hvert fald at fraholde sandheden fra mængden. En hemmelighed sagt på pænere måde. "Det kommer an på, hvad man anser som interessant. Du?"

En sigende fornemmelse ved Mehdis tatovering afslørede at hans kære fætter ikke havde i sinde at tage imod hans tilbud. På den ene hånd fandt Mehdi det ganske forståeligt, det var længe siden de sidst havde ses og man var aldrig sikker på hvem der lyttede, men på den anden hånd var det en skam at Jontar ikke så muligheden i at han kunne have fået den hjemvendte Kazimi på sin side inden nogle andre af deres intrigante familie gjorde.

Et skævt smil dansede over Mehdis læber, "Hvor lokkende end tanken er så tænker jeg det er bedre at jeg ikke forsvinder fra den første håndfuld af disse samlinger, folk skulle jo nødigt glemme alt om hvem jeg er." Der lå en del arbejde foran den unge Kazimi hvis han skulle sikre sig nogen form for indflydelse, den magiske tatovering var et skridt i den rigtige retning, især siden hvad den kunne var ukendt selv for hans egen fader.
"Men det sagt ville jeg sætte pris på hvis du kunne vise mig nogle af de bedre steder en af de kommende dage?" Det var en ting at afvise ens fætter, men når ens fætter var en prins så var det kunne passende at vise interesse trods alt.
Dog kom de fleste ting til en ende, i dette tilfælde både drueklasen Mehdi blev fodret samt hvad det lød til at være fætterens velvillighed til at snakke.
"Sådan er det med meste sandt nok, jeg selv har gjort nogle forberedelser til at jeg får besøg af de Richelieu arvingen" Mehdi fik sat sig helt op igen og gjorde mine til at rejse sig. "Det er nok på tide at jeg tage en runde og set de gyldne æresgæster." Det virkede mest passende at han var den der brød fra, nok var Mehdi mange ting men prins var ikke en af dem. Hvorefter han ville undskylde sig og fortrække medmindre Jontar bød ham blive.

Kazimi-slægten havde visse forhold at opretholde og skønt Jontar nok var mere atypisk end andre, kunne prinsen ikke se bort fra sin fætters situation. Med flere års forsvinding ville en flugt fra et arrangement som dette ikke bringe goder for Mehdi. Meget vel var de begge mand af Kazimi, men de var i hver deres situation. Som søn af fyrsten var der et skarpere spotlys på Jontar konstant, hvor Mehdi nok skulle kæmpe mere for det. Og han skulle kæmpe endnu mere end Kazimi'erne uden for fyrstens direkte slægtslinje. For det var ikke Jontar fremmed, at resten af slægten ønskede en hvis form for magt. Var det ikke netop indflydelse, hans egen onkel havde gjort på ham, da Jontar nærmest blev taget under vingerne i kunsten i slavehandel? At være i god jord hos en af fyrstens ældre sønner kunne i det lange løb bringe frugt. Hvis altså denne søn ønskede fyrstedømmet. Og der var Jontar igen atypisk. 

"Mehdi, nu holder jeg dig op det, det ved du godt, kære fætter," sagde Jontar kækt med glimt i det ene øje. Jovist havde prinsen sine yngre brødre, men Dain og Darkhan var endnu små drenge. De kunne ikke nyde livet på samme måde, som Jontar ønskede. En fætter, der var stort set jævnaldrende, kunne være en endnu bedre ven end en bedste ven. "Jeg kommer en dag og trækker dig med, om så du har planer eller ej."
"de Richelieu? Fornemt ligefrem. Pas på min fader ikke høre om det. Vi skulle nødigt have, jeg kom med på slæb," sagde Jontar grinende. Fyrsten havde fået en tendens til at putte prinsen i samtlige arrangementer, hvor gifteklare kvinder var tilstede og en arving ville uden tvivl være oplagt ifølge fyrsten. Derfor Jontar også næppe ville fortælle dette videre. Om fætrenes lille samtale var ved at lakke mod sin ende, eller Mehdi bare ville udnytte arrangementet mere end bare at snakke med sit eget blod, vidste Jontar ikke. Men følelsen af en afslutning virkede nærtkommende. "Vi kan altid fortsætte et andet tidspunkt. Så længe du bliver i syden længere tid og ikke forsvinder igen et årti." Igen var det kække smil og drillende blik i øjnene. Måske Jontar også selv burde mingle sig mere. Han var jo fyrstens søn. Han burde være rundt omkring frem for at forblive her med Mehdi og kun Mehdi.

"Du sender blot bud kære fætter! Så finder vi ud af detaljerne." Klukkede Mehdi, at opleve Jontar ynglings kroer kunne kun blive en oplevelse, forhåbentlig en af de bedre af slagsen. For hvordan en potentielt løssluppen Jontar måtte være havde Mehdi ganske svært ved at forestille sig, Jontar lod til at bærer sit hverv ved hjertet og en slavehandlens mester slap sjældent tøjlerne.

"Jeg havde ikke just nogen planer om at fortælle min højt ærede onkel om det, han har rigeligt at se til og behøver næppe at belemres med en fortælling om en gæst fra nord." Smilede han mod fætteren, antageligvis havde Olivé en større plan for at tage den lange rejse mod syd end blot at besøge ham selv, kendende den kommenende hertuginde ville det før eller siden komme til at involvere fyrsten.
"Frygt ej, det er ikke just min plan at rejse foreløbig." Smilede han atter tilbage, der var rigeligt ting han ønskede at opnår nu han endelig var komme hjem igen, nu hvor hans far ville kendes ved ham, der var trods alt en årsag til at han trak hjælpen han gav sin fader ud så meget han kunne.

Mehdi rejste sig op og hævede sit glas mod fætteren "Men jeg håber at resten af festlighederne falder i din smag kære fætter, må dine skygger være kolde og dit krus fuldt, til vi ses igen." Hvorefter han bukkede og søgte mod de gyldne ænder og hvad end selskab han måtte finde der.

Samtaleemnerne lakkede tydeligt mod en ende blandt fætrene. Sløjferne blev bundet og skubbet til siden. Selvfølgelig ville det da være behageligt at sidde blot Jontar og Mehdi og snakke om alt mellem guder og jord. Selvfølgelig over et glas vin - eller et par flasker mindst! Men ak, med dagens begivenheder kunne denne mere intime samtale ikke opstå. Den måtte de tage en anden dag. Eller bare tage denne samtale med på en af byens kroer, når der ikke stod festligheder på paladset på dagens agenda. 
"Jeg skal jo ikke stjæle en mulig ungmø fra dig." sagde Jontar drillende med tydelighed. Han havde ingen intentioner om at gå efter samtlige adelige og anstændige kvinder, der kom inden for hans radius. Hans fader ønskede det uden tvivl. Men hvis Jontar gjorde dette, ville han jo blot være den mest luksuriøse skøge, der fandtes! Standarder havde han endnu altså. Og at stjæle en fætters kvinde var alt andet end inden for Jontars standarder. Han var jo en Kazimi. De var født med gode mannerer. 

Jontar lod sig forblive siddende, men han løftede glasset til sin fætter. Som en afsluttende farvel. "Lige over, Mehdi." Jontar vippede glasset og op for at tømme det i takt med, at Mehdi forsvandt. Og så snart fætteren var gået og prinsen havde slugt sin vin, knipsede han med fingrene. Straks kom en slave frem fra skyggerne for at fylde glasset op. En Kazimi med et tomt glas vin var jo som en præst med ingen tro.