Med hastige skridt forlod Lukas kroen. Han var kommet med en hurtig undskyldning, der gav ham mulighed for at forlade selskabet, som stadig sad i krostuen og sladrede. Han kunne umuligt være den eneste, der havde lagt mærke til den stemning mellem Daphnie og Bjork. Ham, hun insisterede på var hendes fætter, men den relation havde han nu ikke opfanget mellem dem. Der lå mere i det. - Subtile blikke, Daphnies røde kinder og stille ydre. Det faktum, at Daphnie ikke var helt ligeglad, da hun fandt ud af hvad der var foregået i baggården, lige inden hun havde fået fri. Et øjeblik, som Lukas meget kort efter fortrød overhovedet var sket, da han fik fortalt at Bjork åbenbart ikke var ledig, men havde en viv i Rubinien.
Lukas havde forsøgt at skubbe den oplysning til side, sætte en facade op og hygge sig, også da både Olander, Alija og Dorian havde gjort dem selskab. Det var lettere, når der var flere. Så kunne han fokusere på at være med i morskaberne, i stedet for at fokusere på hvor akavet det nu var, at sidde ved siden af den gifte mand Bjork.
Men som tiden gik, ville han ikke spille med længere. Til sidst var han sikker. Han var nødt til at fortælle Aksel, hvad han havde set. Han kunne ikke holde det her hemmeligt for sin bedste ven.

Turen til Aksels beskedne hjem føltes længere end normalt, når man gik med tunge skridt og næsten lige så tungt hjerte. Trods det ikke var Lukas, der havde begået en fejl, kunne han ikke lade være med at føle det sådan. Som om han havde dårlig samvittighed over noget, han ikke havde gjort. Og så kun fordi han vidste hvor svært det ville blive, at fortælle Aksel det hele. Hvor svært det ville blive, at se Aksels reaktion.
Han bankede forsigtigt på døren, og uden at vente på svar, åbnede han ind til sin vens hjem.
"Aksel?" Kaldte han stille, idet han trådte helt ind og lukkede døren bag sig. Ud fra det lille køkken kom Aksel gående, med sit sædvanlige, behagelige smil om læberne og med en frisklavet, varm kop te. Det kom ikke bag på ham, at Lukas bare var gået ind. Det gjorde han altid.
"Hej, Lukas. Vil du have en kop te?" Spurgte han, klar til at give sin kop videre, for selv at hente noget mere, men Lukas' ord stoppede ham;
"Nej tak, jeg... Mh.. Der er noget, jeg skal fortælle dig." Lukas lød usikker, hvilket kun bekymrede Aksel. Så han gav tegn til at han skulle sætte sig ved bordet, hvor han også selv tog plads.
"Er der noget galt?" Lukas satte sig på stolen overfor og samlede hænderne nervøst i skødet under bordet.

En dyb indånding blev taget, inden han gav sig til at fortælle Aksel alt.