____________

Kyklopen var ikke som sådan en stor kro. Den var dog heller ikke lille. På etagen over selve krostuen var der fire tilgængelige værelser at finde samt et baderum. Simple værelset frataget en hver anden luksus end en small seng med en middelmådig madras at ligge på. Om ikke andet var det den perfekte rede at sove rusen ud i, efter et forsøg på at drikke en særlig lille servitrice under bordet. Noget der hidtil ikke havde været nogen muligt af meget gode grunde, men så snart der var nok alkohol i blodet til at hjernen for længst havde stået af, så var blev snydet som regel aldrig rigtig opdaget. Godt nok blev de fleste der selv endte under bordet smidt ud på gaden frem for at blive smidt op i en seng, men der var af og til dem der søgte et værelse frem for skammen der ventede dem i deres eget hjem for at have ikke bare drukket dem selv skøre men også spildt hårdt-tjente penge. Det var trods alt ikke adlen eller andre med en bundløs pung i bæltet der søgte til Kyklopen.
Til trods for at sommeren havde medbragt sig sin hedende temperatur, var det firkantede ildsted, placeret midt i krostuen, nu alligevel præget af blussende og levende flammer, der i samarbejde med tændte fakler monteret på murstensvæggene og de primitive lysekroner i loftet hjalp til med at sprede et varmt og dæmpet lyd ud igennem stedet. Omkringliggende ildstedet var der placeret træborde og tilhørende pelsbeklædte bænke og netop denne aften var en stor del af disse optaget af mjød og grog drikkende kunder. Kun de færreste sad med en tallerken af krofatterens stolthed; dagens ret. Det var ikke en smag for en hver tunge. Langt fra. Men der var altid de uheldige få der drevet af sult prøvede lykken.
Der hang en nærmest konstant blandet lugt af brændende kul og tømmer, og af støv og sved samt det mærkværdige gastronomiske forræderi ude fra køkkenet. Men stemningen var på ingen måde sænket. Krostuen summede af liv, snaksaglige samtaler og fra tid til anden blev der brudt ud i højlydt latter og oftere end der blev der råbt efter genopfuldning af tomme kruse.

Miaplacidus le Arimh havde groet til at holde af disse omgivelser. Mere henover det seneste år end de forrige få lige efter hendes fald. Kyklopen var blevet mere end blot et opholdssted for hende at være, mens hun søgte svar om sig selv og hvordan hun ville kunne finde tilbage til sin plads i himlen. Det var blevet et hjem. Hendes hjem. Hun følte sig mere veltilpas i selskab med Gortrosh; den robust ork der ejede stedet og alle den kundestabel der kom dertil end hun gjorde i finere kredse. Hun kunne lide den fulde glæde og den ubekymrede dans til glad og hoppende musik. Hun var blevet vant til larmen fra de jordiske væsner, så vant til den, at når den var hende frataget blev hun ængstelig.
Hun var evigt taknemmelig for Gortrosh. At han lod hende blive. Det var netop derfor, hun var faldet mere og mere ind i at give den hjælp hun kunne ved at rende i blandt bordene. Og hun var blevet god til det. Hun undveg nu svajende folk med en klart forbedret koordination og balance på sine jordiske ben. Selvfølgelig var hun ikke helt af med sine klodsethed endnu. Der var hændelser fra tid til anden…

Med tre fyldte krys med Gortrosh’s krydrede hjemmebryg netop placeret på et bord optaget af tre festlige og rødkindede byvagter, rettede stjernen sig rank og greb instinktivt om det råhvide forklæde, hun havde bundet omkring taljen, for fluks at tørre sine klistrede finger af efter de overfyldte krus havde spildt ned over dem. Forklædet var nu ikke så hvidt længere, men det redde den karrygule kjole fra at blive brugt som klud. Det var en meget simpel kjole af meget simpelt stof men hun havde eget den siden hendes ankomst og havde i sinde at tage sig godt af den lige som resten af hendes samling af beklædning. Også selvom hun kunne gøre med at skifte den ud. Den sad rigeligt stramt omkring hendes barm, mere end tidligere, og det samme gjorde de trekvart korte ærmer. Hun nænnede bare ikke.
Med det korte hår løst og flagrende efter sig, bevægede hun sig atter tilbage til baren. Hun havde et nær permanent smil placeret på sine læber, der ligeledes nåedes de evigt abnormalt blå øjne, der virkede til at altid være åbne og observant og nysgerrige. Hun behøvede ikke at hæve sin kropslige glød for at stråle.

”Du har igen ikke spist, tøs.”
Orkens brummende stemme skar igennem den potentielt overdøvende larm i krostuen som var det en smørkniv igennem blødgjort smør. Ikke fordi at den var højere eller mere krævende, men frekvensen var hende ufattelig nem at adskille fra alt andet baggrundsstøj. Hun var ikke i tvivl om at Gortrosh var blevet ret taknemmelig over for det lille talent, for selvom han var en mand der flere gange i løbet af en aften hævede stemmen og brølede af uduelige kunder og deres uacceptable finurligheder, så foretrak han nok ikke at skulle gentage sig selv overfor hende, bare fordi hun ikke kunne høre noget. Det fik ham blot til at føle sig mere dum, end han var i forvejen. Et udtryk der talte klart of tydeligt om, at hun ikke havde skænket det at være sulten den mindste tanke de sidste timers tid, malede sig straks i hendes ansigt, som hun så op på det høje, bredskuldrede væsen på den anden side af bardisken. Som en forundret hundehvalp, inden det gik ordentligt op for hende og per automatisk lagde en hånd mod maven og så ned på den og så ellers tilbage op med et sagte ryst på hovedet. ”Jeg har ikke oplevet mig selv værende sulten. Men det er fi-..”

Lige som hun var ved ytre sine ord færdig, åbnede døren ind til kroen. Normalt var det ingen større distraktion, men den overvældende sky af modsættende odeurer der fulgte med ind nåede straks hendes sarte næsebor og tiltrak stigende mængder af hendes opmærksomhed. Nok til at stumme hende. Og synet der mødte hende da de to mænd trådte indenfor, så umådeligt malplacerede begge to, var nok til at hendes øjne filterfrit fulgte dem begive sig indenfor. Hendes hoved undersøgende på skrå. Dog nåede hun at dreje blikket væk fra dem igen lige tidsnok til ikke at se, hvordan de erhvervede sig deres pladser. Til gengæld havde krofatteren set det og som Miaplacidus le Arimh så tilbage mod ham, blev hun mødt af en noget utilfreds grimasse, inden hun formåede at tiltrække hans opmærksomhed igen ved at hendes mave afslørede hendes tidligere løgn. Halve løgn. For hun lagde stadigvæk aldrig mærke til den sult som en jordisk krop signalerede for at overleve. ”Hva-” Som reddet af klokken nåede Gortrosh ikke engang at sige ét ord færdigt, før han blev afbrudt af uforskammede knipsende fingre fra de selv samme mænd, der allerede nev ham i siden bare ved at være der. Til gengæld var den lille stjerne ikke berørt at det overhoved. Hun hørte finger-kaldet lige såvel men som hun drejede sig for at se den medfølgende gestus om at få drikkelse på bordet, fremviste hun i stedet gæstfrilig iver. Det gav hende også en mulighed for at flygte fra flovheden der netop var sket.
Med ét havde hun svunget fronten mod baren og grebet to krus, der i takt med at hun havde serveret de forrige, var blevet fyldt op og stillet frem, og inden orken kunne nå at stoppe hende, havde hun svunget omkring igen og var allerede på vej ned til bordet med en ubevidst lille stigning i gløden. Hun var uforsigtig.

Som hun nåede deres bord blev hun igen mindet om den tunge lugt af flora og hvad ellers. Særligt citron timianen opfangede hun selvom det var svært at skelne, men det var en duft hun var bekendt med og som hun tilmed nød. Men det var svært at nyde den sådan som det hele var så overvældende at det kunne gøre hende ør i hovedet. ”Velkommen til,” bød hun alligevel dem begge med, som hun placerede de fylde krus foran dem med et smil. Modsat kroejere var hun tydeligvis mere positivt anlagt når det kom til nye, friske ansigter. ”Skulle der være andet jeg kan anskaffe jer her til aften?” spurgte hun som hendes blik roligt flyttede sig fra den ene til en anden. Opsamlede detaljer hos dem begge. I deres ansigter, deres holdning, deres beklædning.

”Min herre?” Den naive forvirring var oprigtig i den stund det nåede at lægge sig henover hendes ansigt inden at de blødte yderligere ind i den forrige entusiasme og dermed malede et lettere beklagende smil ikke bare på hendes rosa læber men også i hendes øjne, som hun fortsatte: ”Jeg ville da tænke, at det ville være yderst uhøfligt at mig at begynde at påstå at du er min.” Den kære stjerne kendte ham ikke engang! Hun havde aldrig kommet forbi hans ansigt og hun havde ærligt ingen idé om, hvilket navn en mand som ham ville være blevet givet. Hun kendte såvel mere om hans følgesvend. Taget i betragtning af hvor længe hun hidtil havde været på Jorden og gået og levet i blandt alle de jordiske væsner, så burde hun nok havde haft en større viden om adelen. Og ikke kun adelen og dens medlemmer men også hvordan man som regel omgik sig den slags folk. Men ikke engang havde hun haft muligheden for at nyde et bal på paladset til trods for, at dørene så ofte blev åbnet op for alle og en hver.

Forundringen kom i takt med, at hun blev bedt om at tage plads, og hendes blik instinktivt søgte ned på pladsen der blev gjort til hende, dog idét hun kiggede op igen, søgte hun i stedet hen over skulderen mod baren, som skulle hun lige tjekke om hun da overhoved havde privilegeret til at sætte sig. Hun var som sådan ikke på arbejde. Hun blev ikke betalt for, hvad hun gjorde. Hun var en hjælp. Orken var i dét øjeblik umulig at fange opmærksomheden på, selvom hun for lidt siden da havde følt hans observerende øjne imod ryggen, da hun var flygtet for at betjene det umage par kunder. Men nu var han travlt optaget af at stoppe en spinkel gammel mand med mere end rigeligt indenbords, fra at hapse flasker fra bag disken, så det var uden succes i sin søgen efter et sekundær valg, at hun vendte sig tilbage til bordet med et bekræftende nik.
Som hun trådte det enkelte skridt hen for at sætte sig, havde hendes hænder fundet om bag sig for at binde forklædet op, men lige som hun skulle til at sætte sig uden egentlig at forstå, hvorfor de ønskede hendes selskab, trillede en særlig sætning henover hans skarpe og polerede tunge. Nærmere var det nok tonen han brugte.. ”Huh?”
Der blev langt fra stille i krostuen. Men der skete nu alligevel en minimal dæmpning som lige akkurat kunne registreret selv hvis man ikke besad forøget hørelse. Og de to fint-klædte mænd ville ligeledes kunne fornemme et par ekstra øjne skæve hen i deres retning. Pludselig hang der en snært af en stemning meget li den stemning der opstod når uskrevne regler blev brudt i disse nedre distrikter. Ting som når højerestående prale nåede respektløse højder hos de spillende borde. Eller når visse ting blev bragt op i samtaler. Ting som man ikke burde tale for højt om…

Miaplacidus le Arimh havde stoppet i sin bevægelse og i stedet rette sig op igen for at se i forvirring først fra den navnløse mand til Philip’en og så tilbage. Diskret blev det afbundne forklæde knuget i hendes små fine hænder. ”Noget særligt?” gentog hun som det første. Hun tog et lille skridt tilbage igen. ”Hvis du ønsker at vide mere omkring kroen, så burde det ikke være mig du skal tale med. Faktisk, det vil klart være dig mere rentable at høre Gortrosh om den slags. Han ejer stedet.” Hendes hoved svang omkring igen for at endnu en gang at søge i rentingen af orken og hele hendes mimik fremviste nogle tydelige tegn til at være lige på nippet til at dreje omkring på hælen for at forlade de to herrer ved deres bord.

Den gribende hånd syntes at komme uden forventning, hvilket kunne forklare netop hvorfor den unge stjerne ikke nåede at vige fra den, før fingre havde hæftet sig omkring hendes bløde overarm og ellers trak til. Dog fik væbneren ikke muligheden for at trække hende helt ned at sidde på den givne plads, idét hun per automatik satte en flad og støttende hånd i bordet for at abrupt stoppe hende fra at snuble yderligere forover. Til hendes held var bordet i det mindste stabilt nok til, at det ikke tippede ved at blive pålagt sig hendes vægt.
Med ét havde hendes øjne mødtes med manden, hvis hånd havde taget sit greb i hende. Der var ikke noget at sige til, at det havde overrasket hende – hun bar trods alt sine følelser på ydersiden for enhver at beskue. Lettere forstørrede øjne og læberne separeret som i et lydløst gisp. Hun var til gengæld ikke vitterligt tilfreds med at blive kaldt for ’tåbelig’, og den anden navnløse mand – Herre; måske dét egentlig var hans navn – fik hurtigt trukket hendes opmærksomhed mod sig i stedet for. Hun brød sig i det hele taget ikke meget om ham, gik det op for hende. Selvhøjtidelig, var det mon ordet? ”Var det ikke for mit ih-så-vigtige-erhverv ville der ikke en gang være muligheden for at du kunne stille mig spørgsmålene,” pointerede hun, de gentagende sammensatte ord, som han selv havde brugt til at beskrive arbejdet, lød ikke helt så organiske på hendes tung som de havde på hans, men nu havde hun også blot kopieret ham. Det var ikke en måde hun selv talte på normalt.

”Oi!” lød det højlydt og brummende fra et sted bag hende. Hun havde nær ikke selv nået at tale færdigt, før den grøn-hudede krofatter havde fået øje på, hvad der foregik ved bordet. Set hvordan hun var blevet grebet. Lyden af noget tungt der med en hård bevægelse blev hamret ned i bardisken rungede og så man mod orken, var det tydeligt, at han var parat til at trampe sig vej ned, hvis det skulle vise sig at der var problemer. Han skulle bestemt ikke have problemer. Ikke på sin kro!

Problemer var gudskelov og til mændenes fordel heller ikke noget Miaplacidus le Arimh ønskede, at der skulle opstå. Fluks som orken havde råbt op havde hun set sig så godt over skulderen som hun kunne, før hun gav efter og satte sig ned i takt med at hun førte en hånd op til Philip’s greb om hendes arm, hvor hun med forunderlig fysisk styrke i sin lille hånd, prøvede at være forsigtig med at få ham til at slippe hende igen.
Der blev stadigvæk holdt godt øje med dem, dog skulle de ikke længere bekymre sig om at blive tromlet af en overbeskyttende ork. ”To.” Mere konkret og lige til kunne hun ikke gøre svaret og som hun forblev stille et godt stykke tid efter, skulle det tros, at hun ikke ville have haft mere at sige indtil tungen kom på gled igen. ”Grotrosh.” Hun gjorde et let hovedkast som om de ikke allerede havde sat to og to sammen om, hvem Gortrosh var. ”Og mig selv. Selvom det hovedsageligt kun er ham. Jeg assisterer blot som en tjeneste for at bo på kroen.” Siddende ved siden af Philip gjorde det hende nødsage til at sidde en smule lænet frem for at det ikke var så akavet at tale til …den anden. Forklædet havde hun foldet fint i sit skød. ”Hvad præcist er det du higer efter at finde?” spurgte hun endelig ind til.

Så observerende som stjernen ville påstå at være, så burde hun nok have lagt mærke til skiftet i atmosfæren for den var ikke ligefrem diskret. Og egentlig gik den ikke hendes næse helt forbi men modsat de erfarende og påpasselige sind så opfangede hendes desværre meget få - hvis overhoved nogle - af de advarselstegn der så småt ville have begyndt at lyse rødt. Der var stadigvæk en skillevæg mellem at være blind og blot være lettere ignorant til trods for at den ofte blev glemt i travle dage.

Miaplacidus le Arimh sad ganske tålmodigt, selvom hun da var yderst interesseret i at vide, hvad det egentlig var de var på jagt efter, men det skulle vise sig, at hun havde ventet forgæves, da der ikke så meget blev givet et henkastet hint i hendes retning. I blev hun mødt af det besynderlige smil og efterfølgende en erklæring af udmattelse. En erklæring samt en begrundelse. Dette overraskede hende mildt. ”Selvfølgelig,” svarede hun roligt tilbage hvorefter hun kortvarigt flyttede blikket fra den ene til den anden som om det ville være hende muligt at faktisk se trætheden i deres ansigt, i deres øjne, og dermed skimme løgnen der var at finde hos særdeles hed den navnløse af dem. Men så hun løgnen eller andre afvigende faktorer i dem, så kommenterede hun ikke på det. I stedet voksede det kære smil atter frem igen. ”Her fyldes som oftest ikke op så tidligt på aftenen, så jeg er sikker på, at der vil være et par værelse ledige. Hvis I vil følge mig.” Hun gjorde tegn til at rejse sig op igen med et ekstra øje skævet mod Phillip, der ifølge hendes daværende analyse af manden, var noget tilbøjelig til at gribe hårdt fat og hun forventede halvt, at han ville gøre det igen. Hun havde kunne lide hans latter fra før, men sådan som hans fingre havde klemt omkring hendes evigt sensitive overarm havde hun ikke brudt sig om.
Så forhåbentlig foruden en gentagelse af dét, møvede hun sig ud fra mellem bænken og bordet igen og glattede per instinkt mavestykket af sin kjole ud og undlod denne gang at iføre sig forklædet igen, dog hun holde det i sine hænder som hun begyndte at føre an mod et sæt trapper i den ene ende af kroen, hvor hun snildt smed forklædet fra sig over rælingen inden hun førte mændene videre op på etagen over dem. Øjne tilhørende et par loyalt faste kunder var konstant på den lille tre-mands gruppe. Alle rettet mod de to mænd mere end de var mod den unge kvinde. Men ingen sagde noget. Ikke engang Gostrosh.

Efter at have taget et sving lige efter at have kommet op på den øvre etages platform, åbnede gangen sig op. Den strakte sig præcist lige så lang som krostuen under dem, men den var til gengæld så smal at to personer kun lige akkurat kunne stå skulder ved skulder. På hver side af gangen var der døre, alle lukkede i øjeblikket, og i den anden ende af gangen var der et enkelt vindue at finde. Lige stort nok til at man nemt nok kunne kravle ud af det og lande på den nær faldefærdige nødtrappe, som der hidtil var igen skilte der fortalte folk om. Så det var vel bare synd hvis man ikke allerede vidste til den.
Gulvet knagede en del lige meget hvor man trådte, men med hvor højlydt der var nedenunder så var det aldrig noget man lagde mærke til når man befandt sig dernede. Heroppe, virkede larmen til gengæld en smule mere dæmpet end man skulle tro.
Miaplacidus le Arimh trådte hen til et lille indbygget skab i væggen lige overfor hvor man trådte op fra trappen, og der var rigtig nok en form for magisk lås på den, så skabet ikke bare var tilgængelig for alle, men idét hun tog fat om det lille håndgreb, så forsvandt magien og hun åbnede det uden problemer. Inden i skabet hang der nogle organiserede nøgler. Tre, for at være præcis. Hun tog to af dem, bare for at være sikker og lukkedes skabet igen, hvortil magien syntes at vende tilbage så snart hun gav slip igen. Hun gjorde så tegn til at blive fulgt videre ned til anden dør på deres venstre side, hvor hun stak den ene nøgle i og drejede den op. Lyden af den tunge lås lød og hun kunne åbne døren op, inden hun trådte indenfor. Mest af alt for at lokalisere et stearinlys at tænde for at lyse det lille værelse op. ”Det er ikke meget, men det skulle gøre sig til en udhvilende søvn,” fortalte hun med en boblende optimisme. Hun sov i hvert fald ganske udmærket i sin seng og den var magen til den der stod til rådighed der. Hun drejede omkring for at stod med fronten mod mændene, smilet stadig fremme på forreste række. ”Vil der være brug for to værelser? Eller deles i? Værelset overfor er også ledigt, hvis det skulle være.” Ikke at sengen ville være stor nok til to med mindre de lå tæt. Men hvem vidste? Måske der var en grund til at de to mænd tilsyneladende rejste sammen.

Præcisionen ville ikke være til at tage fejl da, idét væbneren førte en hånd frem, muligvis for at yderligere dirigere den lille stjerne i retningen af, hvor hans nådigherre pegede, der aldrig blev gjot egentlig kontakt med hendes fysiske figur. Ingen hints eller tegn var egentlig blevet givet, før hun havde rykket sig lige akkurat udenfor puffets diskrete rækkevidde. Ligeledes kunne det lige anes, hvordan hendes ene hånd havde gledet lidt længere om bag mod hendes ryg, som havde den været på vej om for at stoppe Phillips handling lige på.
”Ah.” Dog blev der ikke givet megen tid af for mændenes tilsyneladende meget ensidige sind til at registrere helt præcist, hvad der var hændt - hvis der da overhoved havde hændt noget af særlig interesse - før Miaplacidus le Arimh bevægede sig frem mod sengen selv uden den ’hjælpende hånd’. For hvad end Philip havde haft i tankerne, var den slags ikke nødvendigt. Hun stillede ikke spørgsmål ved oprigtigheden bag den mørkhårede menneskemands henvisning, og det kunne ses i det åbne ansigt. Og i hvordan hendes blik, dog nysgerrigt tiltrukket af ham, egentlig ikke én gang søgte mod ham for at se efter revner i hans facade. Hun fandt blot hen til sengen og tøvede ikke med at gribe dynens kant for at trække den til siden for at blotte det lagen-betrukne underlag, men..

Intet. Hendes øjne søgte kortvarigt over sengen, inden hun lod sine hænder lægge sig fladt og begyndte at glide nænsomt henover madrassens overflade. Hun følte efter denne ting, som han tilsyneladende havde set et glimt af. Hun var grundig, fordi hvorfor ville han have løjet? Hun vovede roligt en hånd ind under hovedpuden, idét hun atter satte sine sensitive tunge på gled. ”Låsen, den er ikke til for meget. Tanken skulle være for at gøre det muligt for de hvilene udlejere at undgå uønskede visits. Men den holder kun påvirkede vildfarende mænd fra at tromle ind, da låsen er let lirket,” svarede hun, godt nok uden at se op fra sit arbejde og med en ærlighed, som den kære kroejer nok ikke ville være vitterlig tilfreds med at høre. Specielt ikke til ører på stadig ædru folk som disse. De havde ikke så meget som rørt deres grog, og hang der alkohol i luften om dem fra et andet værtshus eller lignende, blev lugten overdøvet af duftevand og hvad ellers. ”Men låsen er med til at Kyklopens sovepladser vælges over andres i området.” Hun rettede sig op uden at have fundet den mindste lille sten eller krumme - forbløffende nok i betragtning af krostuens stand, så var sengen og beslag rent og friskt.
”Den forrige aflåsningen hjælper med påmindelsen om, udleveringen af nøglen,” afsluttede hun af i samme øjeblik som hun afsluttede inspektionen af sengen og drejede med en tilfreds følelse omkring på hælen for atter at have ansigt og front mod den ene herre. ”Jeg vil gætte, at dit syn må have spillet dig et puds. Jeg kan intet usædvanligt finde.”
Det var ikke nok til at slå alarmer i gang hos hende, men ud af øjenkrogen, som hun også have skimmet mod væbneren, lagde en ubevidst del af hendes hjerne mærke til den besynderlige blokade. Hmm?