“Josefine!” Hans stemme rev hende ud af sine tanker, og i selvsamme øjeblik vendte hun sig og så ham.
“kester! Jeg..Hej.” lyd det tøvende som hun pludselig stod foran Treston i cellen og hørte hans ord: “Han har en grim vane med at udnytte kvinder”. Hun tog et halvt skridt tilbage og hævede blikket til ham lod ham se de grønne øjne. Han tog hurtigt skridtet tættere på hende og en hånd hævede sig og tag om amuletten om hendes hals.
“Hvorfor har du den på?” hans blik, kært, søgende, nærmest bekymrende.
“Du er aldrig..helt dig selv med den på, vil du have noget imod at tage den af? Det er kun os her.” tilførte han med et smil. Han havde ret, her ude foran arrested var der ikke andre end de to, specielt ikke når solen havde nået sine sidste timer på dagen. Hun nikkede forsigtigt og med det løftede han amuleten op, og tog den af hende. Forsigtigt vendte og drejede han den i hånden med et undrende blik.
“Hvorfor...gør du det her ved dig selv? Er det ikke ubehageligt? Du smiler aldrig med den på, det ved du godt ikke?”
Hun åndede let ud som energien kom retur til hendes, vingerne hævede sig som kæder blev taget af dem.
“Den hjælper..du ville ikke forstå det.” Hendes ord fik ham til at ryste på hovedet
“nej, det gør jeg ikke, og jeg bryder mig ikke om det..det ved du godt..Hvilken spade fik dig overtalt til at bruge den der.”
“Hvad..vil du Kester? Jeg..vil bare gerne op på mit værelse.”
“Jeg er bekymret for dig..Lige siden Trestons retsag. Har du været fjern og holdt dig fra os. Må være hårdt, at have været så tæt med ham som i to var, og så..vil bare sige jeg er her for dig.” igen fik hans ord hende til at forlade samtalen og førte hende til familien Raynlest dør, hvor hun kæmpede mellem sit hoved og sit hjerte, men også tilbage til deres samtale midt i Dianthos gader.
“Jeg har det fint. Kestor..Der er bare meget jeg skal finde hoved og ende i, disse tider.”
Et øjeblik blev der intet sagt mellem dem, som de stod der. Kestor stadig med blikket på amuletten, og hende med fokus på hans følelser som hun begyndte at kunne mærke dem, følelser der fik et smil frem på de let røde læber.
“Tak..for at ville hjælpe.”
“Skal du ikke tænke over, og sig endelig til hvis der er noget jeg kan gøre okay?” forsigtigt lagde han hånden på hendes skuldre og gav den et lille klem. Et klem der fik et kort nik ud af hende.
“Du..må heller ikke have det nemt disse dage.”
“Hvad mener du?” hånden forsvandt fra hendes skuldre, og forvirret beskuet han hende.
“Alt dette med Treston, samt dit og Zirras forhold?” Hun havde håbet på en følelse der ville bekræfte hvad hun så ude foran retssalen, noget der ville bekræfte Trestons ord om Kastor. Men, det var langt fra den følelse hun mødte.
“Ja..det er ikke nemt. Men det er sværere for Zirra, så for nu er det bedste jeg kan gøre at lade hende løbe væk. Hun ved jeg altid er her for hende.” ordene, tonen og følelserne bekymring og nervøsitet.
“Alt vel jose?” hendes forvirret udtryk blev afbrudt af hans ord.
“Troede..ikke du ville være så forstående?”
“Hvorfor ike det?”
“Jeg..så dig..med en kvinde ude foran retssalen.” Vrede, øjeblikkeligt kom vreden frem i hans sind noget der fik Josefine til at tage et halvt skridt tilbage. En vrede der hurtigt blev til nervøsitet.
“Hende..” han sukkede dybt. “En..kvinde jeg..har svært ved at glemme..og heller snart må få fortalt hende hvordan fremtiden kommer til at  være.” Han tvang et smil frem som han fortalte om det.
“Og hvordan er det?” tilførte hun med et skævt smil, usikker på om hun endelig ønskede at høre om hans syndefulde handlinger.
“At jeg vil give -alt- min opmærksomhed til Zirra.” glæden i hans ord, var ikke til at tage fejl af, den kom fra den reneste del af hans hjerte. Smilet på hans læber bekræftet kun hvad hun følte.
“SÅ endelig slut med det syndfulde ungkarl liv?”
“Hvad tænker du om mig rødtot?"
“Troede..bare aldrig du ville..”
“Hey hey du.” afbryd han hende. “Nok om det. Dig først. Jeg kan ikke gøre så meget før Jeg kan røre Zirra igen alligevel.”
Igen var der stille mellem dem noget tid.
“Skal du noget i morgen tidlig?” afbryd hun stilheden. Spørgsmålet fik en sær følelse frem i ham, en stolt selvglad glæde.
“nej.”
“Kan..vi mødes ved børnehjemmet? Det nær Zarefina statuen.”
“Endelig modig nok til at møde dine børn?”
“Ikke alene.” tilførte hun med et smil.
“Efter morgenmaden, så ses vi der i morgen rødtot. og...kan du ikke lade være at have amuletten med?” spurgte han som han gav den tilbage til hende.
“Vil hellere bruge tid med den..sande dig..”
“Skal jeg nok.” tilførte hun afslappet.
“Skal jeg følge dig? Op til jeres gemakker?” Et glad nik blev svaret til hans spørgsmål. Det meste af turen var i stilhed men som de kom tættere de kvindelige gemakker stoppede han op.
“Jose..hvad skete der endelig mellem dig og Treston? rygter sige i var mere en venner og nogle påstår i delte en nat?” hans ord fik farvede hendes kinder og blikket søgte til jorden, en hånd øjeblikkeligt til hætten.
“Vi..ehm..vi...Jeg håbede..på mere..” et bekræftigende “mhm” forlod ham som han ventede på hun tilførte mere til hendes ord.
“Men..så..som jeg endelig begyndte at være..modig nok til..at sige noget..så…”
“Mødte han hende?” Et opgivende nik forlod hende.
“Må..have gjort ondt, at mærke..hans følelser i alt det.” før hun fik mulighed for at svare, blev hun trukket ind i et kram hvor han igen tog styringen af samtalen.
“nok om det..Når du er ovenpå igen..så sig til..Ved der er flere folk i lyset, der har et godt øje til dig. Selv en af soldaterne i min gruppe, en nær ven af mine, ved jeg er lidt varm efter dig. Så jeg syntes i to...”
“stop!” afbryd hun.
“Det er sødt af dig..men..det..kan jeg ikke.”
Han nikkede forstående, skuffelsen hun mærkede samme tid med krammet blev afbrudt var, på sin vis smertefuldt, ubehageligt.
“Jeg forstår..vi ses i morgen..”
“Tak..Kestor.. Og jeg beklager at jeg..mistænke..dig for at..”
“Det er fint jose..Jeg havde en hård periode..og det kom frem forkert. Hvis der er noget, så find mig okay?”