Athelstan af Erneyll måtte erkende at tanken var yderst appellerende. Han gjorde da heller ikke noget for at modsætte sig hendes ønske – hvordan kunne man overhovedet? Der skulle ikke meget til at lokke ham, når man så ud som Amelia. Når man opførte sig som Amelia. Den skarpe kant i blikket klædte hende; de lige dele beslutsomhed og grusomhed i jagten på at få, hvad der retmæssigt var hendes.
”
Det ville virkelig være smukt” istemte han og mente det. Alene tanken om at skabe liv imens døden gjorde sit arbejde ved siden af, var ikke blot provokerende tilfredsstillende men direkte livsbekræftende. Kroppen gøs frydefuldt. Athelstan ville næsten ønske, at skovalfen fortsat havde haft sin tunge, bare for at høre, hvad den ville have sagt.
Adelssønnen smilede mørkt, da Amelia spredte benene.
Hænderne søgte automatisk mod dem, lagde sig på læggenes ydersider, for derefter at bevæge sig langsomt opad. Kjolestoffet blev nænsomt skubbet med op, blotlagde underben, knæ, det nederste af lårene... Opstemt fulgte han den lyse hud med øjnene. Athelstan øgede hændernes pres gradvist som de bevægede sig tættere mod hendes skød og hofter. Et øjeblik ønskede han ikke andet i verden end at trække hende ned over sig, for at lade hende selv ride en arving til livet. ”
Du er –” Begyndte han, da han mødte hendes blik, men færdiggjorde ikke sætningen. Ord havde aldrig været hans spidskompetence, og særligt ikke i situationer som disse.
Vingerne plirrede mod glasset.
Adelssønnen rejste sig resolut, fik stolen skubbet tilbage derved. Han fjernede hænderne fra Amelia for i stedet at åbne sine bukser. Så fik ilden omsider fat i alfen. De små næver slog mod glasset, neglene fik lanterneruderne til at klinge. Uden at ænse alfens endeligt som andet end en kortvarig, men intens kugle af næsten hvid ild, faldt Athelstans bukser til jorden og han greb ud efter sin hustrus hofter for at trække hende grådigt til sig.
You want it darker? We kill the flame