Alwyn 22.01.2021 21:37
Zahir brød sig ikke om at spilde sin tid. Alt havde en pris, og i særdeleshed hans kostbare tid. Desværre havde dagens møde i Elverly været absolut tidsspilde, og det var derfor med stor frustration at Zahir travede igennem det grusomme vejr for straks at ridde derfra. Han havde heldigivs pakket alt der skulle pakkes og sendt det afsted til stalden for længst. Det hele burde være pakket og klart. Med et højlydt suk skubbede han døren ind til stalden op og dér stod hans kulsorte hoppe og ventede på ham. Hun var pakket og klar til at tage ham væk fra denne gyselige træby og disse pengeløse træ-elskende hippie-elvere. En faretruende nynnen nærmede sig... Zahir trådte hen til sin trofaste ganger og rakte ud efter hendes grime.

"Hov hov!" En stor, ru og lettere behåret hånd svingede ind fra højre og greb fat om Zahirs håndled. Ørkenelveren vendte chokeret ansigtet imod det fjols, der troede, at de måtte berøre diplomaten. En stor mørkhåret og temmelig behåret mand stod foran ham. Med brede arme og en overkrop der på mange måder kunne ligne en hests.

"Jeg tror vidst ikke at Herren har betalt." brummede den store mand med en nærmest bamset stemme.

"Betalt?" spurgte Zahir olmt med et hævet øjenbryn.

"Jeg har passet Herrens hest i fire dage." svarede den store mand, uden at slippe diplomatens fine håndled.

"Ja, og med sådan et pragt eksemplar, må det da være betaling nok i sig selv." svarede han med et spidst smil. Den store mand smilede dog ikke - og zaladin-hjælpe-mig hvor var han stor. Han stod næsten et hoved højere end Zahir, med en kæmpe næse der overskyggede et stort busket skæg, og ører på størrelse med... Ja, det vidste Zahir ikke engang. De var enorme! Man kunne sikkert stikke hele armen ind igennem de ører. Diplomaten sukkede og himlede med øjnene.

"De er nødt til at betale, Herre." insisterede den store mand, og betragtede ham eftertænksomt med de store sorte øjne.

"Fjern din behårede hånd! Du får ingen penge for at holde mig tilbage!" vrissede han surt, og forsøgte at vride sig ud af jerngrebet.

"Okay min ven, jeg skal nok lade dig slippe denne gang. Hvis du ikke har nogen penge, så tænk ikke på det! Vi har alle været fattige engang." sagde den store mand så endelig, og trak på smilebåndet. Han slap sit voldsomt store tag på Zahirs spinkle håndled og elveren trak straks armen til sig. Han greb sig om håndledet og stirrede dybt såret på den store mand.

 
"Ikke nogen penge? Ligner jeg én, der ikke har nogen penge?! Slå mega-ørerne ud, tumpe: Jeg kunne opkøbe hele denne by HVIS JEG ØNSKEDE!!" udbrød Zahir arrigt. Meget kunne man kalde ham, men han var sgu ikke fattig! Han rettede hidsigt på sit tøj og stirrede ind i den store mands sorte øjne. Der var vidst nogen, der havde trådt på en nerve...

"Rolig nu, min ven." sagde den store mand forsigtigt og løftede hænderne op til sine store ører. "Ingen grund til at blive grov." sagde han med en vibrerende stemme.

"Grov?! Du prøver at afholde mig for at forlade dette gudsforladte plante-ædende splinter-skabende træhus. Og så fornærmer du mig endda!" hvæsede ørkenelveren arrigt og slog ud med armene.

Den store mand stirrede på ham, og i takt med at Zahirs stemme blev mere og mere højlydt, rettede staldmesteren sig mere og mere op. Da elveren endelig var færdig med sit spektakel, havde den store mands skæg vokset sig ud til at dække hele kroppen. Ørerne var blevet spidse og - utroligt nok - endnu større og en (overraskende kort) hale strittede ud bag staldmesteren. Og så tog varulven en dyb indåndig og skreg af sine lungers fulde kraft.

Du tror måske at det ville være en dyb brummende lyd, som forlod det enorme bæsts læber. Men du ville tage fejl. Dette var et sonisk skrig, der fik vinduerne til at blævre og Zahirs tommehinde til at dirre faretruende. Udenfor gøede hunde og børn græd. Hestene hvinede og løb i ring. Et sted i Dianthos væltede et glas, til ejerens store forskrækkelse. Og hvis dette ikke var nok, så blev der blæst lyd, savl og spyt ud i ansigtet på den nu fuldstændigt blege ørkenelver. Efter femten sekunders tid, holdt den store ulv inde og betragtede sit offer med et roligt blik. Derefter lagde han en kæmpe behåret hånd på Zahirs skulder. Elveren knækkede nærmest sammen under vægten.

"Så så... Bliv nu ikke ked af det. Gør dine ører ondt? Det er jeg ked af." mumlede han nærmest kærligt. "Shh shh, så så."

"Mi..." pibede elveren. Han stirrede tomt ud for sig, hele hans krop skælvede og hans ører kimede. "Mi... M-mi... mi...."

"Ikke græde." insisterede varulven, men trods opmuntringen mærkede ørkenelveren tårene presse sig på, og snart stod han skælvende, chokeret og med våde kinder. Tårerne drev fra hans vantro øjne. Eeeeeeeeeeeeee! kimede hans ører.

Zahir kiggede anklagende på varulven. Han kunne ikke høre en eneste lyd, blot se den store smilende ulve-mand, og mærke den tunge hånd på sin skulder. Eeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeee! Tårerne rullede afsted, og han mærkede nu den store hånd puffe ham afsted mod hesten, som atter stod roligt og ventede.

"Afsted med Dem, hr elver. Jeg skal nok sørge for ikke at fortælle nogen, at De ikke havde nogle penge. Jeg kan jo se at De er meget ked af det! Rid forsigtigt! Farvel!" ("Eeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeee!")

Zahir blev nærmest slynget op på hesten, som straks efter blev sendt afsted hjemad. Som Zahir kom en anelse længere væk fra stalden, vendte han sig, og kunne sværge på at han kunne høre den store ulv nynne lystigt for sig selv.

"M... Mange tak..." snøftede han og tørrede sine kinder.