Det var på de solbeskinnede dage som i dag, at Nadia elskede at befinde sig i slottets have. De pæne blomster spredte så mange dufte. Nadia havde brugt en god del tid på at holde øje med Malika efter hendes... uheldige episode, men da det så ud til, at der ikke ville ske noget efterfølgende, var hun blevet fritaget igen. Det generede hende som sådan ikke, hun havde selv taget initiativ til det, og hun ville mere eller mindre gøre alt for familien og de ægte børn, men derfor var det alligevel stadig rart at få en fridag til at gøre, hvad hun ville. Haven var det første sted, hun havde søgt hen.

Dagens påklædning var det sædvanlige: den sorte top med guldbroderierne ved højre skulder, de sorte, løse haremsbukser og til sidst de sorte stofsko. Der var intet ekstraordinært ved dette andet end, at hun ikke havde den lange dolk hængende ved siden. Hun var generelt ikke bevæbnet, når hun bevægede sig rundt indenfor slottets mure. Det var der ikke rigtigt en grund til, når de var så godt beskyttet. Desuden blev det ikke anset som værende særlig pænt.

Nadia kom til en krog af haven med en bænk, hvor hun satte sig et øjeblik og åndsfraværende lod fingrene stryge hækken bag sig, som hun blot sad afslappet med et saligt smil på læberne.

Åh ja, duften i haven var i sig selv berusende, men solens lune stråler der kærtegnede de store udfoldede kronblade fik nu engang det hele til at fremstå næsten guddommeligt, i hvert fald hvis det stod til den unge halvelver. Inàra bukkede sig studerende nedover en lille plante , hvis blomster under normale omstændigheder stod rankt og glødende orange frem, men som tiden var skredet frem, var de begyndt at hænge en kende og se noget surmulende ud.  "Utilfreds, utilfreds igen, hm? Måske... Mindre direkte sol!" Med yderst lethed og et tydeligt garvet greb lod hun fingrene grave sig ned i jorden omkring planten, inden hun i et snuptag trak denne op med rødderne mellem de rødligt farvede fingre. De gyldne øjne studerede plantens rodnet kortvarigt, inden hun snurrede omkring, så det lange hår slog omkring hende.Så snart planten var oppe og gennemtjekket skævede hun omkring, hun kendte allerede det perfekte sted at sætte den sarte plante.
Inára var yderst velkendt i hver en lille krog af den ellers enorme have og det tog hende af samme årsag ikke længe at nå til den rigtige sti, der ledte end til en af de små private kroge, som haven ellers havde så mange af. Halvelveren var som altid klædt i yderst luftige klæder, en simpel højslidset nederselm´, som komplimenterede hendes plettede hudfarve, mens maven var bar og en simpel top dækkede barmen til i samme farver som nederdelen. Ganske atypisk for en gartner prydede samtlige guldsmykker dog skabningen, der ganske kort efter kunne lægge de store gyldne øjne mod Nadia og dermed bryde ud i et stort smil. "Nadia!" Den lyse varme stemme brusede  med oprigtig glæde gennem den lille private del af haven, som halvelveren forsigtigt stillede den sarte plante fra sig i et bed, som hun børstede hænderne af for det værste jord, inden hun lagde an til et kram "Hvor i alverden har du været? Du er vel ikke kommet for at futte hækken af?" Med et let hovedkast hentydede Inára tydeligt til den anden kvindes berøring af den frodige grønne bevoksning, det var trods alt de færreste som kunne være i nærheden af den lune kvinde, uden at bemærke hendes lune naturlige temperatur 

Nadia anede egentlig ikke, hvor længe hun havde siddet der. Hun var komplet opslugt af egne tanker, og det gibbede voldsomt i hende, da hun hørte en stemme råbe sit navn. Søgende kørte de brune øjne over omgivelserne, til hun fandt lydens kilde.
"Inára!" udbrød hun lige dele overrasket og glad. Det var længe siden, hun havde set halvelveren, men hun var altid et kærkomment syn.
"Ja, jeg har... været på opgave. Malika var udsat for en ret grum hændelse, så jeg har passet lidt ekstra på hende det seneste stykke tid. De ved... Fyrstens børn er ret vigtige" svarede hun og tog med det samme hånden ned, da det blev påpeget, og hun rystede lettere febrilsk på hovedet.
"Nej nej, slet ikke! Desuden kan jeg ikke direkte påvirke træ og blade. Jeg tror ikke engang, mine hænder kan blive varme nok til at antænde de friske blade" svarede hun ærligt på spørgsmålet, tydeligt uvidende om, om det havde været en vittighed eller ej.

Nadia rykkede en anelse til siden på bænken for at gøre plads til Inára, så hun kunne sætte sig, hvis hun havde lyst.
"Hvad bringer Dem til haven i dag? Arbejde?" spurgte hun nysgerrigt, som hun sendte kvinden et smil.

Inára slog uden meget betænkning armene omkring den yngre kvinde givende hende et stort hjertevarmt kram. Hun havde i sandhed været væk længe, Inára havde i hvert fald ikke set hende, det gik i og for sig ud på et hvis man spurgte halvelveren, hun sad fast i Rubinien, uden mange bekendtskaber så når et af dem pludseligt manglede virkede det hele tomt.
"Årh vigtig, ligesom Dem jo!" Smilede hun og lagde hovedet på skrå, tiltaleformen var noget der var kommet til de sidste treive år i syden, hun havde normalt ikke været vant til at tiltale folk som 'De' og 'Dem' men det var ganske standard hernede. Det var et sært system de havde her sydpå, hun kæmpede endnu med at forstå hvorfor nogle af fyrstens børn var mere værd end andre, men det bundede vist i sidste ende i ægteskab, en ting hun selv havde været truet med som yngre. "Hm, hvad er der hændt Malika? Jeg har ikke hørt noget?" Sandt at sige var Inára nok heller ikke lige første prioritet til at få den slags nyheder, men nysgerrigheden sad stadig i hende.
Halvelveren slog sig hurtigt ned ved siden af den solbrændte kvinde, som hun vendte de store gyldne øjne mod hende, så lænede hun hovedet tilbage og slog en stor hjertevarm latter op "Det ved jeg da godt, jeg lavede bare sjov... Har Zaladin taget Deres humoristiske sans?" Halvelveren kæmpede med at finde ud af, om bare ikke havde været sjov nok, eller om Nadia simpelthen bare ikke havde fanget pointen, så trak hun på skuldrene, skævende rundt i den lille private have. 
"Åh, De ved... Der er altid noget at se til her... Dén der..." Inára pegede i retningen af den skrøbelige blomst hun var kommet med, som lignede en plante der allerede følte sig hjemme "... Dragetunge, den har drillet mig i ugevis... Den trives vist bedst i de dunkle skovbunde, men den laver nogle fantastiske miksturer til at helbrede sår og skræmmer!" Hun nikkede bestemt, endnu vendende øjnene mod Nadias glødende skikkelse "Så... Hvor længe bliver De denne gang?"

//Jeg undskylder for at lukke tråden. En lidt dybere forklaring findes her: https://krystallandet.dk/viewtopic.php?t=14059&currentpage=1#618234