De sidste ti minutter havde alle været det samme, knæ på gulvet foran hendes vindue, vingerne lå halvvejs inde i lokalet, og i vindue kanten kørte hun vielsesringen frem og tilbage under en finger, blikket låst på den med et drømmende og sorgfuldt blik. Vejret passede hende godt i øjeblikket, solen nærmedes sig sit højeste denne efterårsdag, og kæmpede med den overskuet himmel med at få isari varme lys til de dødelige. Den grå farve som domineret over lyset i denne stund, med sorte pletter klar til lade regn falde sammen med aftens kulde. Et finger spark på ringens kant netop som den blev ramt af en sol stråle mere, ringen kastede lyset omkring sig i sine rotationer og hendes blik fyldte hver en bevægelse, hvor en rotation. Et dybt lang trykket suk forlod den rødhåret kvinde og en håndflade lagde sig om ringen. De sorte bukser blev løftet fra gulvet og hendes knæ frie, den mørkeblå krappe fundet, lagt over og vingerne holdt tæt på kroppen, kroset og den hvide trøje fangede kort solstrålens sidste sekund før skyerne igen overtog. Hun rystede hovedet let, og en søgen startede, at finde nogle, sådan hun i dette øjeblik kunne glemme hendes sorg, forhåbentligt en der osede af glæde. Hætten blev trykket op lige over hendes øre som hun forlod sit værelse, et klik som nøglen blev drejet om.

klik, klik, klik. lyd det som hun gik igennem beboelses området, for engangsskyld var der ingen gangen var tomme, alle var i gang, eller i hvert fald var de ikke her. Et lette suk forlod hende, og netop som hun forlod området, så hun hans brede skuldre. Kort fik hun det dårligt, at an igen skulle høre på hendes brok, men han var altid så positiv, beroligende, og gav hende altid tid, men han havde undgået hende her på det sidste, og det overraskede hende ikke. Hun havde jo nærmest udnyttet hans positive sfære på siden hendes genopstående, men alligevel selv med disse tanker i blikket havde hun ikke stoppet med at trække sig nærmere, og hvad han lavede her ude foran beboelsesfløjen var endelig ligemeget, som hun hævede en arm til hans skuldre. "Treston? kan jeg friske med..." hendes ord stoppede som hun kom nær hans ryg, hele hendes krop stoppede, som havde hun fået et slag. Et sekund, gik alt for hende i stå, men så snart den overvældende fornemmelse lagde sig, tog hun det sidste skidt tætter på ham, og forsøgte at lægge armene om ham i et kram. "Er..du okay?" spurgte hun forsigtigt, hun vidste jo svaret var nej, men at tvinge en samtale med en mand, der var dækket i sådanne følelse, i tvivl, forvirring, en smule skam, og mange flere, ville intet godt gøre, den dominante følelse skiftede flere gange i sekundet, og med det søgte hun at lade sine arme holde ham en smule tættere.

    Trestons hjerte hamrede stadig af sted oven på dén besked, Dastor havde haft med til ham, og tankerne var endnu ikke faldet på plads - hvirvlede stadig rundt og fodrede ham med en masse, uvelkomne billeder. Sedna på skafottet. Sedna med en løkke om halsen. Sedna, hængende livløs fra galgen...
    De havde dømt hende til døden. Smukke, livskraftige, flabede, varme Sedna... 
    Hun torturerede din søster... Den efterhånden velkendte stemme skreg stadig fra det mørke virvar af uforløste følelser, han havde forsøgt at begrave siden sit besøg hos hende i fangekælderen under et beslutsomt ønske om at tale hendes sag for ledelsen. Treston ignorerede den også nu. Sedna havde gjort forfærdelige ting, ja... men fortjente hun virkelig at dø for dem? Var alt det gode og varme, han havde set hos hende, ikke bevis nok for, at hun i det mindste skulle have en chance? 
    
   Josefines stemme rev ham ud af tankemylderet med et sæt, og han nåede lige akkurat at stivne og mærke den begyndende panik, da hendes arme gled omkring ham, og det var for sent at flygte.
   "Josefine!" udbrød han og tvang et anstrengt smil på sit ansigt, mens han forsigtigt, men bestemt, gjorde sig fri af hende og tog et par skridt baglæns - væk fra hende. Hun ville mærke med det samme, at den var helt gal; han måtte lægge afstand imellem dem, før hun fattede endnu mere mistanke... "Ja, selvfølgelig...! Alt er helt..." Hele hans ansigt føltes stift, og løgnen sad næsten fast i halsen på ham, mens han fortsatte bagud. "...fint"
    Han gjorde anstalter til at ville dreje om på hælen og flygte ned ad gangen, men noget holdt ham alligevel tilbage. Samvittigheden, måske... Det var ikke retfærdigt at efterlade hende med så vag en grund...

De få sekunder hvor hun holdt ham, var et...fornemmelse, som var utrolig svær at beskrive, fordi et øjeblik var han bange, frygt var også før panikken der hilste lige før han træk sig væk fra hendes omfavnelse. Hun blev stående, og blot kiggede på ham som han træk sig væk.
At se en trække sig væk, sige hendes navn på den måde. En håndflade mødte hendes bryst og hvilede over hendes hjerte, som det bankede voldsomt af den panik hun lige havde følt. Hun træk vejret dybt, og lod grønne øjne hvile på hans mimik og panikken forsvandt langsomt, og blev til mere og mere skyld som den normalt, glade, venlige stemme kom hendes vej, men disse ord, mindede slet ikke om de følelser denne mand normalt bar og alt blev sagt med sådan en tvivl, og skyld. Men selv uden at mærke følelserne var det klart i dette øjeblik at hans ord var langt fra sande, og hans ord fik hende til at slå armene overkors, og med et smil, kiggede hun imod ham.

"Er du helt sikker på det?" spurgte hun lidt hård i tonen, og tog det skidt nærmere ham, som lige var blevet taget væk fra hende, netop som han søgte at dreje om, men skylden som de i øjeblikket delte fik ham til at blive.
"Så?" spurgte hun så snart skidtet var taget, "tror jeg har en flaske af noget stærkt på værelset." lyd det afslappet og med et venligt smil, roligt lønsede hun sine arme, og gled ringen under den ene handske. "Vil du med?" tilførte hun som en åben hånd blev tilbudt til Treston. "Eller skal vi gå en tur?" udenom det, kom han ikke længere, ikke når man fik dårlig samvittighed over at trække sig væk.

    Hendes åbne, venlige ansigtsudtryk var som at få en mavepuster, og Treston sænkede blikket - kunne ikke møde de grønne øjne. Han var fristet til at gå med hende - drukne den isnende, frygtsomme knude nede i maven med varmen fra en stærk flaske spiritus - men hvis han gjorde dét, ville han blive tvunget til at forklare sig, og hun kunne vel umuligt forstå...? Var vel så blændet af Isaris lys, at Trestons fascination af Sednas mørke ville være uforståelig for hende?
    Men han vidste godt, at dét ikke var retfærdigt, for i al den tid, han havde kendt Josefine, havde hun aldrig vist sig hverken fordømmende eller fordomsfuld... Og af alle, han kendte i Lysets tjeneste, var hun dén, han vidste, ville strække sig længst, for at forsøge at forstå ham...
    Han sænkede overvundet skuldrene. "En hårdtslående dram lyder... rigtig godt," indrømmede han og kunne stadig ikke møde hendes blik. Var det trods alt ikke også bedre, end at styrte til Nedre Bydel, sådan som han ellers havde været på vej til? Bedre at samle tankerne med Josefine, end at drukne sin frygt og sorg på en snusket beværtning blandt fremmede, eller tæve sin vrede ned i en modstander til en gadekamp, hvor publikum alligevel helst ville se én tabe...?
    

At mærke hvordan deres roller havde skiftet, måtte hun indrømme var rart, at i stedet for det altid var hende der søgte ly for andres mørke tanker, eller et venligt sind til hjælpe hende glemme den smerte hun havde taget fra en patient, i ham. At hun, nu kunne hjælpe ham, eller i hvert fald hjælpe ham lette sit hjerte fra dette stormende hav af følelser han bar. Dog var det ikke kun et stormede hav, et øjeblik, ikke længe et blink var der en anden følelse, en varm, behagelig følelse som hurtigt forsvandt i den mørke sky igen. Hun beholdt sit smil, selv om stormen gav genlyd i hendes indre, og ventede på hans svar. Hans ord blev mødt med et energifuldt nik, som hun søgte hans ærme og begyndte at trække ham tilbage til netop det værelse hun lige forlod. Turen blev i stilhed, dette virkede ikke som noget han ønskede forbi passerne skulle høre, og at føle hans tvivl, havde gjort dette utrolig tydeligt.

Så hun ventede med at tilføre mere til deres samtale til de befandt sig mere roligt. Døren til værelses blev åbnet, og kvinde gik målrettet til skabet, lokalet var som alle andre værelse for lysets folk i bygningen dog med en undtagelse, alle møbler var skubbet til væggen, og rummet center stod ensomt åbent, den ene stod lå på gulvet tæt ved døren med en fjer halvt under det ene ben. At denne kvinde søgte noget beroligende til natten, forventede hun ikke overraskede nogle, og netop derfor fandtes disse flakser. Hendes ord med "måske" at have en flaske, var tydeligt ved lyden af i hvert fald to flasker som ramte hinanden sider som skuffet blev trækket ud, og hun rodnet søgende, mens han fik lov til at finde sig selv til rette. "Treston, hvad..tror du er den mest ubehagelige følelse for mig at møde?" spurgte hun i sin typiske positive tone, i ly af et klang som to flasker ramte hinanden. "A ha! fandt dig." udbryd hun glad et sekund efter hendes spørgsmål og rejste sig med en uåbnet flaske af mørkt gyldnet indhold i hånden.

    Josefines værelse var velkendt, men alligevel følte Treston sig fremmed og akavet - kunne ikke finde ud af, hvor han skulle gøre af sig selv. Josefine lod sig dog ikke mærke med hans ubehag - havde sikkert for meget pli til at kommentere - og han fulgte hende med blikket, da hun gik over til skabet og begyndte at trække skuffer ud og finde flasker frem. 
    De havde brugt mange aftener i netop dette rum - snakkende til langt ud på natten; Josefine var en indsigtsfuld samtalepartner, det kunne ingen i verden tage fra hende! Men som regel havde det handlet om Lyset eller politik, eller - når mørket faldt på og de fik bevæget sig ned i flaskerne - om Josefines kampe. Om alle de komplikationer, der fulgte med at være vendt tilbage til livet. Om dén dag, hun døde, og dén måde, det skete på. Samtaler, hun ikke kunne have med andre...
    Treston havde aldrig fortalt hende om sine egne tvivl - om følelsen af kvælende forudsigelighed. Om ansvaret og pligten overfor familien. Hvis han skulle indrømme dén slags overfor nogen, ville han være tvunget til at behandle problemet - at forholde sig til det. Og dét havde han ikke været klar til...
    Nu... alt dette med Sedna... Han vidste slet ikke, hvor han skulle begynde, og han nåede lige akkurat at tænke, om det mon ikke ville være bedre at takke af til drammen og skynde sig væk, da hun afbrød hans tanker med sit spørgsmål. 
    Det fangede ham helt på det forkerte ben, og i stedet for at komme op med et svar fortalte hans hjerne ham - meget uvelkomment og på sin kolde, analytiske facon - at det var et spørgsmål, hun stillede, for at få ham til at bløde op. For at gøre ham godt tilpas.
    Hun var alt, alt for god til at han kunne trække hende ned i alt hans lort...
    "Skam, vil jeg tro," mumlede han til sidst og studerede hende, mens hun hev den genstridige flaske frem. "Eller vrede måske?"

Sidste gang de to havde været sammen, var en gang hvor sorg havde ramt hende på en ubehagelig måde, snakken den gang træk ud i timer, men som altid endte deres snakke hurtigt på alt muligt andet end emnet der fik samtalen i gang. Men denne gang, blev den fremmede fornemmelse han havde i værelse hurtigt til hendes også, som hun vendte sig. Men igen denne gang, når man forventede en følelse endelig ville læggelåg på det boblende hav, skiftede det igen,og igen.

Skam og vrede som han selv nævnte havde hun følt fra ham mere end blot engang, men der var så meget andet. Hun sukkede let, som flasken og løftede flasken op foran hende, og der, der var den følelse igen, den varme behagelige følelse, som fik hende til instinktivt at lade en finger søge ringen under handsken. "To ubehagelige følelser...Men ikke de værste for mig at føle...Tror ikke engang de er blandt de værste ti." sagde hun som smilet voksede, og de klare grønne øjne gjorde sig sikre at døren var lukket, før deres varme endte på hans hav blå blik, som skiftede deres fokus lige så ofte som hans følelses slog med terningen igen.

"Her." lyd det som flasken forlod hendes hånd, næsten to meter fra ham, kastede hun flasken i et let underhåndskast i hans retning. "Den anden mest ubehagelige er lyst." Et kort glad fnist blev lagt i rummet som hun rystede hovedet. "Bare at gå forbi det "eksotiske teater" er...hah.." hun sukkede afslappet, som hun satte sig på en stol ikke langt fra ham, ryglænet imod ham, og vingerne hvilede imod gulvet bag hende. "Det mest ubehagelig jeg trækker til mig fra andre, er forelskelse." Hun lænede sig over stolen, og hvilede hagen imod håndfladerne, albuerne fandt plads imod ryglænet. Hovedet blev vippet lidt til siden, og med et smil, ventede hun på at i hvert fald hans hjerte afsløret ham. Hun betvivlede at munden ville indrømme det.

    Treston snuppede flasken ud af luften og vendte den i hånden, så han kunne kaste et blik på etiketten. Han løftede et øjenbryn og sendte hende et sigende blik. "Jeg kan se, det er godt at dagens pligter er vel overstået," kommenterede han tørt, hev proppen af flasken med et tilfredsstillende flop og snusede til indholdet, før han nikkede imponeret og placerede sig foran hende ved det lille bord. Flasken blev stillet midt imellem dem, og Treston kunne ikke undertrykke et lille smil over hendes kommentar om det erotiske teater. 
    Smilet stivnede dog, da hun sagde det sidste, og han lænede sig tilbage - lagde armene over kors. Købte sig selv tid med handlingen, selvom han godt vidste, det var nyttesløst overfor hende. 
    For ordene havde allerede kaldt et billede af Sedna frem i hans tanker, og med dét billede fulgte en storm af følelser - varme, hengivne, forvirrede, sårede, frygtsomme; et kaos, der blev så voldsomt, at han brat lænede sig frem, greb flasken fra bordet og skyllede virvaret ned i maven i en ordentlig slurk, inden Josefine fik mulighed for at finde glas frem. 
    Væsken var krydret og sødlig på samme tid, og den varmede hele vejen ned i maven - fokuserede hans følelser og nippede til den kolde klump, der havde ligget dernede siden Dastor fortalte ham, at Sedna var blevet dømt til døden...
    "Nu spurgte du, hvilke følelser, jeg mente måtte være værst for dig at samle op," sagde han og kiggede på flasken i sine arrede hænder - ikke på hende. "Og i dit eget svar, stillede du endnu et spørgsmål - et indirekte ét. Så det må være retfærdigt, at jeg får lov til at stille ét ind imellem - inden det bliver min tur til at svare igen." Han tvang blikket op og mødte hendes øjne. "Hvorfor synes du, at forelskelse er den værste?"
    Han var godt klar over, at hun bare prøvede at være sød - at lette ham for de byrder, hun havde fornemmet - og at dét, han i virkeligheden havde gang i lige nu, var at købe sig selv tid... udskyde dét øjeblik, hvor han blev nødt til at svare på alt dét, hun ikke spurgte direkte om. Det var en tarvelig strategi, og en behandling, hun ikke havde fortjent, men han kunne alligevel ikke lade være... 
    Noget for noget. Alt dette med Sedna var så følsomt, at han havde brug for, at en anden blottede sig først..

Hun fniste let på hans kommentar, at dagen var ovre. "Mhmm, må den i hvert fald være nu!" nikkede hun med det varme smil. Det var altid en dejlig lyd når nye flasker blev åbnet, at høre luften kæmpe med stedet hvor den manglede. En lyd hun havde hørt mere i ly af natten end hvad godt var.

Hun blev en smule overrasket over den reaktion hendes kommentar, træk frem i ham, at hans søgte flasken på den måde, og endnu mere, over det ikke kun var positive følelser der kom hendes vej. Hun kastede med hovedet og et tydeligt forvirret blik blev rettet imod ham. Der foregik et eller andet, der ikke blot, var han manglede mod til at kysse pigen, for dette var normalt grunden folk søgte flasken på sådanne en måde, ønsket om at kysse en, eller ønsket om at dræbe en, men denne gang var det anderledes, der foregik ikke blot et retning hans følelser træk ham, men mange, og det stive smil, som tydeligt var et smil? Men? Hvad..Hvem? havde gjort dette ved hans skønne hoved.

Hun forventede ikke at nogle ord kom efter hans hav af følelser stormede hendes vej, men igen, som næsten hver gang de ses, overraskede han hende igen. "Sandt. Beklager, at trække dit svar så langt som jeg gjorde." hun nikkede kort, for han havde ret, og luret hendes forsøg på at trække samtalen til netop forelskelse. "Selvfølgelig, spørg alt de vil." hvad..foregik der i den mands hoved.

Hun sank en lille klump ved spørgsmålet, og blikket faldt kort på flasken. skal jeg finde glas først? Men et afslappet suk fuldførte hendes tanker. "At samme grund som jeg findes lyst ubehageligt." begyndte hun og lod det grønne blik komme retur til Treston. "Fordi, jeg ved aldrig om jeg føler det, de gør, og hvem de føler det imod hvis det er andre som føler det.  Jo selvfølgelig ved jeg det som tiden og der kommer afstand mellem mig og personen med forelskelsen.. kan i hvert fald udelukke om det er min egen forelskelse eller andres." fignerne fandt håndfladen igen, og en fingre gled om det punkt ringen lå mens den anden hånd søgte flasken, modsat ham var det blot en lille tår af den varmende væske før flasken kom retur til bordet mellem dem.

    Et lille, bittert smil trak et øjeblik i hans ene mundvig, før han rakte ud efter flasken og tog endnu en slurk. 
    "Så det er forvirringen?" spurgte han, men gav hende ikke megen tid at svare i, før han fortsatte med et lille fnys: "Ikke at jeg kan bebrejde dig dét - forelskelse er noget rodet noget, hvis du spørger mig - selv hvis man oplever det på førstehånd... Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan det må være, at samle det tilfældigt op fra forbipasserende." Han rystede på hovedet. "Nogle gange fatter jeg ikke, at man indlader sig i det igen og igen... Der er altid så megen tvivl og frygt og forvirring. Og det komplicerer ting! Ved samtlige guder... Det komplicerer ting..." Endnu en slurk, endnu en bitter grimasse. Han kørte hånden hen over ansigtet og igennem håret i en træt bevægelse, før han gav sig til at fortælle: "Jeg mødte en kvinde nogle måneder tilbage... på en kro ude ved kysten. Jeg var blevet sendt til landsbyen med en håndfuld mænd for at hjælpe dem med genopbygningen efter et angreb fra Mørket, og vi havde brugt hele dagen på at grave ruiner ud og bygge palisadehegn. Om aftenen besluttede jeg mig så for at tage på kro og skylle dagens frustrationer ned med et krus øl eller fem, og dér var hun så - fornærmede mig og udfordrede mig lige fra starten..." Han kunne ikke skjule et lille, trist smil. "Og der var ét eller andet over hende, som jeg ikke helt kunne sætte fingeren på - noget mystisk, der gav mig lyst til at lære hende at kende. At forstå hendes tanker og grunden til, at hun brugte de ord, hun gjorde. Så vi talte hele aftenen og elskede det meste af natten, velvidende at vi skulle hver vores vej næste dag..." 
    Han gjorde et lille ophold - overvejede, hvordan han skulle komme videre derfra. Hvor meget, han kunne fortælle hende, og hvor meget hun egentlig havde lyst til at blive indviet i... så gav han pokker i det og famlede lædersnoren med Sednas lille glasnøgle frem fra uniformskraven; Josefine var en helt igennem loyalt ven og ville værne om hans og Sednas historie, trods sine stærke bånd til Lyset - så meget skyldte de efterhånden hinanden.
    Forsigtigt lagde han den skrøbelige, lille nøgle på bordet. "Hun efterlod dén dér på hovedpuden. Og på turen tilbage til militærlejren besluttede jeg mig for, at jeg ville tage ud og lede efter hende - at jeg ville tage til hendes hjemegn og lede, om nødvendigt." Han fnøs bittert. "Dét nåede jeg bare ikke, før vi tilfældigt rendte på hinanden igen... under nogle lidt andre omstændigheder..."
    Han rev sig pludselig ud af sin fortælling og rakte brat flasken frem imod Josefine. "Bliver du nogensinde bange for, at dine relationer ikke er gensidige? At de i virkeligheden bare er dig, der spejler en anden persons følelser, uden at du reelt føler noget selv?"

Så det er forvirringen? hun nikkede og lige som læberne delte sig, begyndte han at tale, så læberne fandt hinanden igen. Var rart at møde en, som ikke blot forstod det kunne være besværligt at føle hvad andre føler, men faktisk lyde til at forstå probematikken en smule. Hun kunne ikke andet end at trække på smilebåndet over at blive forstået på den måde. Igen fandt albuerne ryglænet og hovedet hvilede i hendes håndflader, et spændt varmt smil lyttede til hvert et ord. Så snart Treston begyndte at tale om kvinden, under hele historien, var det de klare varme følelser i hans sind, hvis ikke det var det triste smil på hans læber, ville hun begynde at planlægge polterabend, men nej, der var et eller andet. På trods af følelsen hun fik fra ham, gav hende lyst til at kysse ham var der ingen tvivl om hvor følelsen kom fra, og hvem den pegede imod. Og endelig også på tide at Treston mødte en kvinde, der fangede hans hjerte. I guderne det varmede at høre, han blev fanget, og fanget med storm endda brugte en nat i hendes selvskab, en smule uanstændigt at dele første nat på den måde, men i guderne det varmede at høre han havde følt sådan, og stadig gjorde. Men så snart dette var over, forsvandt lysten til at kramme ham, give ham et kys, som fortvivelse igen over tog rummet.

hvad..i isaris lys, er der sket i dit hoved kære?

tænkte hun som han holdt sin lille pause, den lille sære glasnøgle fangede de grønne øjne i et forvirret blik. Der var noget tydelig galt med den sidste del af historien, tvivl, frygt, vrede, skam, hvad end det var, var det intet behageligt, langt fra behageligt. Hun rettede sig op som flasken kom hendes vej, og før hun nåede at lægge ord til fortællingen fik hun et spørgsmål efter sig. Et længere suk forlod hende som -det- spørgsmål lå i luften, og som sukket mødte sin ende blev der taget alt andet end en lille tår af flasken før den fandt bordet igen. Hun lod blikket blive på flasken som den stod der i mellem dem, "jo..hver evigt eneste relation jeg har... min værste frygt." hun sukkede igen og med en mild ryste på hovedet, hævede blikket sig igen til ham. "Venskaber, partnere, kollegaer, selv mine børn. Har jeg været bange for, at mine følelser er noget helt andet end jeg føler de er." ryggen kurvede og som hagen blev hvilet imod ryglænet og hendes arme blev brugt som puder. "Første gang, jeg...lå med en, var udelukket hans tiltrækning af mig. Og ofte, kommer jeg i tvivl, om det er mig, eller andre...Din historie, flere gange, hvis jeg lyttede udelukket til mine følelser..."
Hun puste luften ud før hun forsatte. "Ville jeg have kysset dig under den. Dine følelser skreg når du talte om hende, at det ville være det rigtige at gøre. Så ofte, lytter jeg slet ikke til mine følelser." Let løftede hun hovedet, for at en hånd kunne søge flasken igen, blot en lille tår denne gang. "I hvert fald i visse situationer, og så derfor jeg ikke kan være andet end venlig." lyd det som det var en skamfuld hemmelighed. "Jeg bliver trist, hvis jeg gør nogle kede af det..Hvordan kan jeg gøre det? Så..jeg er venlig, over for alle...Selv hvis jeg mødte..ham igen, ville jeg nok være venlig." Hendes blik afsløret hvem -han- var, manden hun ville hele, manden der gav hende disse, forfærdeligt svære at styre vinger. Et kort fnis forlod hende.

"Hvem er hun?" spurgte hun forsigtigt, "Og hvad er det...der kaster så voldsomt med dine følelse? Du tog hjem til hende? Og fandt både mand og børn?" spørgsmålet var seriøst, hun vidste noget var galt, noget der fyldte den kære mands hoved med tvivl, og et hav af andre følelse, visse af dem direkte forfærdelige. Så, hvad var det? At hun var lykkelig gift, var blot det første der faldt Josefine ind.

    Hendes svar kom bag på Treston, og han kunne ikke hindre sine øjenbryn i at løfte sig. Hvis jeg lyttede udelukkende til mine følelser, ville jeg have kysset dig... Det var en skræmmende ærlig udmelding, og det gjorde det virkelig klart for ham, hvor indviklet interaktioner med andre mennesker måtte være for hende. For jo - han havde jo selvfølgelig godt kunne sætte sig ind i, at hendes evne måtte komplicere ting... men det var ikke gået op for ham, at det kunne være i den grad...
    Hendes snak om venlighed fik ham til at læne sig frem og gribe hendes hånd - hun skulle forstå, at han mente hvert ord. 
    "Forstå mig ret, Josefine - din venlighed er én af dine klare kvaliteter... Men hvis du nogensinde møder ham igen, skal du tillade dig selv at være vred i stedet - for det har han ved Guderne fortjent!" ...og en hel del mere end dét, tilføjede hans tanker, men han sagde det ikke højt - ville ikke påtvinge hende dén vrede han følte på hendes vegne. Ikke mere, end han allerede gjorde, i hvert fald. 
"At vende sig imod én, der forsøger at hjælpe, er noget af det laveste og mest usle, jeg kan tænke på." Han slap hende og bed tænderne sammen. Sendte hende et hårdt blik. "Jeg ville ønske, at jeg havde været bare en lille smule hurtigere... Så havde du ikke skulle bekymre dig om at støde på ham nogensinde igen." 

    Hendes spørgsmål fik ham til at bøje hovedet under et humørforladt, lille latterfnys. "Nej..." svarede han. "Nej, hverken mand eller børn. Jeg fandt ud af, at hun tjener Mørket. Og jeg fandt hende på en opgave i Tusmørkebjergene - sammen med Mørkets soldater og i færd med at presse en syrevædet klud imod min søsters hud, for at trække oplysninger om Lysets planer ud af hende..." Han skyndte sig at uddybe - at gentage dén historie, han og Zirra var blevet enige om, og som skulle forklare, hvordan søsteren var endt i Mørkets kløer i en skov for foden af Tusmørkebjergene, når hun nu skulle forestille at være en helt almindelig civilist. Selvom han stolede på Josefine - ville lægge sit liv i hendes hænder - var Zirras hemmeligheder ikke hans at afsløre. "Zirra fortæller, at de plukkede hende på vej hjem fra Markedspladsen, og vi antager, at grunden til, at de afhørte hende, må være fordi de tænkte, at vores far kunne have delt officerernes planer med hende... Men det var altså Sedna, der stod for torturen. Og Sedna der..." Han brød af - bøjede hovedet. Forsøgte at holde billederne af dén mishandling, Sedna havde udsat Zirra for, ude af tankerne. Han var tør i munden - tog endnu en slurk. De var næsten allerede halvejs igennem flasken.
    "Det var ikke kønt," endte han med at afslutte, ude af stand til at møde Josefines blik.

Selvfølgelig var hun så ærlig med ham, endnu mere lige nu, han havde været hendes støtte i flere år, hvorfor pakke dette væk nu? Hvis nogle skulle vide det, var det ham. Så derfor holdt hun sig ikke tilbage, endelig burde hun have fortalt dette for år siden, den gang hun kæmpede med at hendes chakra var blevet stærkere efter sin genfødsel, men hun var bange for netop den reaktion som hun så ofte havde fået. Holder du så faktisk af mit selvskab. En sætning hun aldrig kan svare på, for i nuet vil det aldrig kun være hendes følelser, og ofte lå andres følelser i overfladen, og hendes egne under. Dette var kernen af problemet, altid at være tvunget til at mærke de følelser under de dominante. Hun sank en klump som hun genkendte den seriøse stilling, og mærkede hånden imod sig. Hun nikkede stille til hans ord. "Jeg..lover at forsøge." skamfuldt over sit svar, og de grønne øjne søgte væk fra sin kære ven. "Lad være at tænk sådan Treston, vær sød at lad være. At du valgte at være hos mig, at holde mig, i stedet for at jage manden der gjorde det..Vil jeg være dig evigt taknemmeligt for." de klare grønne øjne vente tilbage til ham, og hvilede i de gyldne lokker før hun fandt modet til at søge hans blik. "og..måske kan jeg få lukket et kapitel hvis jeg ender med at afhøre ham en dag." hun tippede hovedet og tvang et smil frem.

Igen kom de forfærdelige følelser frem, mens tankerne var på kvinden, der var virkelig sket et eller andet, som åbenbart ikke var at han var blevet holdt for nar. Eller i hvert fald ikke som Josefine havde tænkt, så snart mørket blev nævnt faldt blikket med hans. Det forklaret med det samme tvivlen. Specielt med hans familie.tænkte hun kort blev ved starten af tilførelsen af fortællingen. Men som Zirras blev nævnt kunne hun godt fornemme hvad det bar hen af, Zirra havde brugt en længere periode i helernes fløj efter en hændelse, ingen af helerne kendte til. Ordren var blot at rede hende, så det havde de gjort, skaderne var så slemme at Josefine aldrig havde overvejet at tage smerte fra hende denne gang, som hun ellers har gjort både ved Zirra og mange andre i hendes tid som heler her i hæren. "Sedna?" på trods af denne historie, blev han stadig glad ved navnet? Stadig alle disse varme følelser selv efter at have gjort..det, ved Zirra? "Den Sedna? Hende der skal..." hænges i overmorgen.
hun sank en klump og lod trist blikket falde på flasken i mellem dem. Vi ender nok med at åbne flere før natten er omme. Tænkte hun kort som blikket langsomt gled tilbage på Treston, og en kærlig hånd søgte hans skuldre. "Vil..du have jeg skal gøre i overmorgen nemmere?" tænk, at skulle opleve det,  ens kære hængt for den slags hændelser. "Tage..kærligheden? Sorgen? Tvivlen? Et..eller andet." hun vidste godt det hun tilbuede manden var langt over grænsen, men, hvad skulle hun ellers sige? Gøre? Snige ham ind i hendes celler så de kunne få en sidste nat sammen? Der var intet godt at gøre, og om blot to dage, vil de to sidde her igen, med flere flasker for at drukne hans sorg. Eller, sådan håbede hun det ville ske, fremtiden vidste sig at være noget helt andet.

    Selvom Josefine nåede at bryde af, krympede Treston sig alligevel under de ord, der ikke blev sagt. "Jeg fik det at vide i dag," afslørede han og holdt blikket på sine hænder, der lå knyttede i skødet på ham. "Nede i staldene. Min far havde overværet domsafsigelsen. Han troede, jeg ville blive glad..." Og hvorfor skulle han ikke også det? Sednas mor havde været skyld i de enorme syrear, faderen bar over ribbenene og ned af det ene lår, og Sedna selv havde været skyld i, at Zirra endnu lignede en bleg skygge af sig selv... For Dastor havde beskeden om, at Sedna ville komme til at dingle for sine forbrydelser, været som en uventet gave på en regnvejrsdag...
    Og for Treston?
    Han havde håbet på mere tid. Havde håbet, at han fik mulighed for at rede trådene ud - komme til tåls med begivenhederne. Finde hoved og hale i sine følelser... 
    Det ville ikke blive en mulighed nu.
    Josefines forsigtige tilbud og påmindelsen om, hvor tæt på Sednas dødsdag egentlig var, fremkaldte en pludselig svien ved næseroden, og Treston vendte hovedet væk, så Josefine ikke skulle se, at hans øjne var blevet blanke. Hånden på hans skulder var varm og tryg, men et par øjeblikke var han alligevel ude af stand til at sige noget - at komme med et svar. Klumpen i halsen var simpelthen for stor...
    "Du er alt for god af dig, Josefine," fik han endelig frem. "Jeg tror..." Han måtte rømme sig, for at tvinge hæsheden ud af stemmen. "Jeg tror, det værste er, at jeg ikke ved, hvad jeg skal føle - hvad der er retfærdigt og sandt. Hvad der er helt igennem mig, og hvad der kommer fra min far. Eller fra Zirra. Eller fra én eller anden forestilling om, at Lyset og Mørket bliver nødt til at hade hinanden..." Han kunne godt selv høre, at han på ét eller andet plan beskrev dén kamp, Josefine måtte have hvert eneste sekund af sit liv, men måske netop derfor var hun den helt rigtige at tage dét hér med...
    "Jeg ved vitterligt ikke, hvad jeg skal gøre..." indrømmede han endelig og kørte hænderne over ansigtet - fik tørret øjnene i processen og tvang sig selv til at løfte blikket og møde hendes. Tog en dyb indånding. "...og jeg tror, tvivlen står i vejen for, at jeg finder ud af det. Tvivlen og forvirringen. Men jeg synes også, det er en frygtelig ting at bede dig om, Josefine; du har jo for pokker forvirring nok i dit liv..."

Hun sank en klump som Treston fortalte om hvornår og hvordan han havde fået det at vide; selvfølgelig ville dem uden indblik tænke at efter Treston ville finde en form for glæde ved nyheden, når  man tænker over nyheden med kære Zirra, en kvinde der havde haft et uheldigt liv på det sidste. Selvfølgelig ville de fleste finde ro ved nyheden. Men at mærke hvordan tanken om hendes død, tanken om den eftermiddag som snart var hans virkelighed, var ingen behagelig følelse, faktisk en gyselig fornemmelse.
Hun overvejede kort at bryde hans tanker, sige noget, gøre noget, for at skifte hans tanker, men hvad..skulle hun gøre.

Længere kom tankerne ikke før han begreb sig på hendes tilbyd, og noget helt andet end tanken om lokken, men tilbage de forfærdelig forvirring han følte, på trods af følelser i rumment, og at deres øjne begyndte som småt at blive våde, træk hans ord alligevel i hendes smilebånd ved hans kære ord. Men øjeblikket efter, hvor hans tvivl på tale igen forsvandt det lille smil. Som de andre gange lod hun ham tale, dele sit hjerte, og ventede til der virkede til en pause kom i hans tale. At se ham tørre sine øjne mellem hans ord, fik hende til sænke blikket til hans skuldre, hvor hånden stadig lå. "Treston...Hvis du vil have jeg bær den så, gør jeg det. Normalt trækker jeg kun følelser til mig en time." tænkt at de snakkede om dette, normalt ville hun ikke spørger, da hun holdt sig til følelser som plaget nutiden, sorg, smerte, og ligene, det var ikke ofte følelser som tvivl var overhovedet noget hun overvejede, og skal hun være ærlig, håbede hun at han bad hende tage kærligheden til lokken var taget af kvinden igen.
"Men det kan..lade sig gøre længere." hun sukkede, og lod hånden glide af hans skuldre og ned til flasken, endnu en langt fra lille tår blev taget, og i stedet for at stille den på bordet, blev den holdt ud imod Treston. "Men..er du sikker? tænk dig godt om..da jeg vil tage din 'tvivl' så snart du siger ja." hun lod en langt suk trække ud, som hun lod blikket hvile på hans øjne, og forberedte sig på, resten af dagen blev sær. "Vi..starter med en time..så må du finde ud af om du ønsker at mangle det længere."

    Treston tog imod flasken fra hende og tømte bundsjatten, inden han svarede.
    "Jeg vil være taknemmelig for dén tid, jeg kan få," sagde han og fæstnede sine øjne i hendes. Han kunne se bekymring derinde, i det grønne. Bekymring og medlidenhed og sympati, og atter en gang slog det ham, hvor loyal en veninde, hun var. "En time med én eller anden form for vished er mere, end jeg havde turde håbe på... På en time kan jeg måske nå at rede trådene ud oppe i hovedet - måske kan jeg få dét perspektiv, der skal til, for at gøre det hele lettere..."
    Han vidste ikke helt, hvad han skulle forvente, og heller ikke helt, hvad han turde håbe på. Men lige nu var hans følelser omkring alt, der havde med Sedna, Zirra, Lyset og Mørket så forvirrede, at enhver håndsrækning - enhver konkretisering - måtte gøre det lettere at hitte rundt i. 
    For der havde været så mange anormaliteter den sidste tid - så mange folk og så mange gerninger, der havde vist sig ikke at passe ned i hans forudfattede idé om, hvordan verden hang sammen. Sedna værende det klareste eksempel, naturligvis - fordi hun både havde vist sig, ikke at være dén, han havde regnet med, men oven i dét heller ikke - på nogen måde - kunne udfylde dét fjendebillede, hans far og senere hæren havde malet for ham. Zirra var det andet, åbenlyse eksempel; hans søde lillesøster, der altid i familiefortællingen havde været den lidt uduelige Reynlest, men som nu havde vist sig at have tjent Dronning og ofret mere for Lyset end selv Dastor... Men som bestemt heller ikke bare passede ned i en klassisk heltekasse - ikke med sine bidmærker og den høje, rødhårede mand, der var blevet præsenteret som 'hendes kæreste'...
    Ersten var den næste, der dukkede op i hans tanker; storebroren, der altid havde gjort alt rigtigt i forældrenes øjne, og som i alle andres var alt dét en Ridder skulle være. Storebroren Treston ikke havde talt med siden de vendte tilbage til Dianthos, fordi han endnu ikke havde tilgivet ham for at insistere på at ville afhøre Zirra, da hun var ved at dø mellem fingrene på dem. 
    Og sidst, men ikke mindst, Kester. Kester, der havde underholdt alle med sine besøg i fangekælderen, og som ingen havde irettesat. Kester, der trods Trestons anstrengelser, stadig vandrede rundt i Paladsets gange med sit ondskabsfulde smil, fordi hans mor var officer, og hun og hendes underordnede holdt hånden over ham, så ingen gjorde noget, selvom Treston havde forsøgt at fælde både ham og Vagtmesteren for de ting, de havde gjort og ladet ske imod de indsatte...
    Alt dét havde rystet hans verdensbillede. Alt dét havde gjort, at han lige nu ikke vidste, hvad det egentlig var, han havde viet sit liv til og om Lyset overhovedet fortjente hans loyalitet...

Hvis hun påstod at hun intet mærkede til den flaske, af stærk, brændende alkoholisk væske de to havde delt ville være at lyve. Det lille pres i baghovedet, og visse fornemmelse begyndte at være let bedøvet, på ingen måde fuld men fornemmelsen var begyndt. At han bekræftede at det var tvivlen han ønskede hun fjerende, for det var der hans ønske var, han ønskede ikke hun bar følelsen, men blot søgte friheden for den hvilket man ikke kunne andet end for at forstå.

Hun lyttede nært til hans ord, og kunne ikke lade være med at smile af, og til ham. "Hvis du ønsker mere så sig til, eller hvis du ønsker en anden følelse væk en stund." hun lod blikket falde til den tomme flaske, og langsomt gled over den til skuffe hvor hun gemte sine flasker, som hun fandt mere behov for disse dage end før de hvide vinger var hendes, som stadig lå langs gulvet bag hende. De grønne venlige øjne fyldte gulvet i deres blik før de kom tilbage til ham, og et smil fyldt af medlighed blev rettet imod ham. En blid hånd søgte hans hage, to fingre hvilede og træk hans blik op, sådan de blå og grønne øjne mødte hinanden på ny.

Intet andet end et kort, mildt, glimt af hvidt lys omringet hendes iris, og det var det. Et usikkert blik mødte hans, som hun hurtigt tog blikket væk og lod hånden forlade hans hage og søgte hendes egen skuldre i en let betrykkene bevægelse.  "Undskyld." mumlede hun stille, som tankerne begyndte tydeligt at skære sig selv af, før de fandt deres egen ende, men en ting hun allerede nu begyndte at føle, var at dette nok ikke havde været den bedste ide. Langt fra, lige nu, føltes dette som en utrolig dum ide. Men skulle alt netop ikke føles sådan for hende lige nu?

Det var besværligt, at tænke på de måder hun blev tvunget til at tænke når ting som dette blev gjort. En ting var at føle andres dominante følelser, en anden var at velvidende bære en følelse hun vidste ikke tilhørte hende selv, en følelse sindet anerkendte ikke var hendes, men hjertet var svære at overbevise. Og handle på ens sind i disse tider var, mildt sagt besværligt. hun sunken klumpen der spontant var opstået i hendes hals. "Husk..at jeg altid vil ..have tid til dig ikke?" spurgte hun usikkert, og modvilligt lod sit blik komme retur til sin ven, blikket bar også en nysgerrigt blik, hvordan havde han det nu? Og endnu vigtigere, hvilken vej ville hans tanker gå.

    Josefines fingre var uendeligt blide, da hun løftede Trestons hoved, og det føltes som om han blev suget ind i de grønne øjne - som om han mistede jordforbindelsen og svævede vægtløs et øjeblik. Så hendes øjne skifte farve et splitsekund…
    Så var han tilbage i sin krop og blinkede overrasket. Havde følelsen af, at hans tanker var vand, der slog sammen om et pludselig tomrum - fyldte det ud med en brusen.
    ”Du skal ikke sige undskyld,” fik han frem, men fokusset lå indad, ikke på Josefine, selvom han med en flig af sin hjerne godt registrerede, at hun ikke så særlig tilpas ud.
    Tvivlen og dermed forvirringen var fuldstændig væk - som ved et trylleslag. Alting fremstod klart for ham, og han vidste præcis, hvad han blev nødt til at gøre.
    Josefines ord måtte kæmpe sig igennem en flok af idéer og planer, der pludselig var blomstret frem i hans hoved, og han måtte tage sig selv i nakken - koncentrere sin nyfundne målrettethed imod hende i stedet. Med et pludseligt smil lænede han sig fremad og greb hendes hænder.
    ”Du er alt for god af dig, Josefine - jeg har sagt det før, og jeg siger det igen. Dét hér… det er en kæmpehjælp.” Han gav hendes hænder et klem og fangede hendes blik. ”Må jeg spørge dig om en allersidste ting?”
    Han vidste godt, at hun havde svært ved at sove om natten, og han vidste også godt, at de flasker, han havde hørt klirre, da hun trak skuffen ud, potentielt var et meget ømt emne… Men tiden var knap, og jo flere steder han kunne spare på den, jo bedre. Jo større sandsynlighed var der for, at den sindssyge plan, der så småt havde taget form i hans tanker, rent faktisk ville virke…
    ”Har du en flaske, der vil slå en voksen mand ud og lade ham sove som en død en halv dag eller så?” Han lod et lille, tappert smil trække op i den ene mundvig - håbede hun ville misforstå og tro, det var til ham selv, så han ikke blev tvunget til at lyve for hende; han ville aldrig kunne tilgive sig selv, hvis hans planer kom til at gå ud over hende - så hellere stikke hende en løgn og leve med den dårlige samvittighed. ”Der er visse ting, man helst skal sove fra…”

Du skal ikke sige undskyld. Hun nikkede kort til disse ord, og fyldte ham forsigtigt med blikket, disse stunder, med andre følelser end smerte var, besværlige, og se hans holdning ændre sig i øjeblikket, og mærke hendes egen ændre sig tilsvarene blev hun aldrig van til, at mærke hans spænding, hans tvang til at skynde sig fik dog bekymringen frem i hende, skulle hun stoppe ham? Tvinge ham til at blive her? Allerede nu virkede han målrettet, og klar i hovedet.
Det var rart at se ham sådan her, at se ham virke spændt og glad, selv om disse følelser ikke var de dominante, hvordan kunne hun gå i vejen for hvad han søgte han skulle gøre. Hun smilte som han gav udtryk for hvor meget en hjælp dette var.

"Er..bare glad for at kunne hjælpe." smilte hun og lod langsomt blikket hvile på hans fødder. "Selvfølgelig..Kan du det!" svare hun livligt tilbage på hans spænding.
"Kan..kan dog ikke lig du siger allesidste ting." og allerede der var den livlige stemme forsvundet, og den nervøse forsigtige tone havde fundet vej frem i deres samtale på ny.

Hun lyttede nært til hans ord, og som flaskerne blev nævnt rødmede hun en smule, netop dage som disse, var dage de flasker var til, når hendes følelser ikke var hendes egne. Hun træk vejret dybt, og fandt dog et smil frem, at han valgte at hvad der skulle til, var at besvime i sin seng måtte være bedre end så mange andre ting end ung mand kunne finde på uden tvivl i sindet. Så lettet åndede hun op. Tak guderne. "Jeg ehm.." hvad skulle hun tilbyde ham? Der var to i hendes tanker som ville slå ham ud, i god hast, en gemt til voldsomme smerte og følelser bare skulle dæmpes, og en til, dage hvor det ikke var smerte hun havde taget. "Der er en brun flaske..med grønt indhold..I den skuffe jeg fandt den anden i." hendes ord tøvede lidt som blikket gled hen over ham. "..en orkisk Absint." som det blev sagt tog hun blikket væk, at indrømme at hun havde sådanne nogle drikke, var faktisk ikke rart. Men hvis det var det manden manglede, så måtte han få den.

    Treston havde rejst sig, da hun begyndte at give anvisninger til, hvor og hvordan han kunne finde flasken. På vejen til kommoden gav han hendes skulder et taknemmeligt klem - et klem, der forsøgte at kommunikere, at han var ked af at sætte hende i denne situation. At han vidste, det var svært og skamfuldt for hende, men at han var taknemmelig for hendes hjælp og forstod og havde sympati for, at orkisk absint var en del af hendes spirituslager...
    "Har jeg fortalt dig om mine første år som menig? Dengang jeg jagtede vampyrer i Undergrunden?" Han sagde det, mens han trak skuffen ud og gav sig til at rode flaskerne igennem. Nærmest som en lille sidenote hæftede hans hjerne sig ved 'Undergrunden' og gemte det væk til senere brug. "Jeg var helt grøn rekrut, da det blev besluttet oppefra, at det var på tide med en form for udrensning i Dianthos. Jeg havde bunkevis af gåpåmod og var alt for ivrig efter at bevise mit værd til at bide mærke i, at mange af de ældre og langt mere erfarne menige pænt takkede nej tak. Så jeg meldte mig frivilligt, og på den første, rigtige jagt fik vi færten af en ældre blodsuger, der havde for vane at plukke helt unge børn fra gaden og børnehjemmene og stuve dem af vejen i sit lille, mørke hjørne af de gamle kloakker." Treston løftede én af flaskerne op imod lyset, for at kunne afgøre farven på væsken igennem det brune glas og stillede den så fra sig igen. "Han holdt dem som kødkvæg dernede, Josefine - lænkede til væggen og i bunker af deres eget møg. Men han havde også en ting for udstillelse - for at inducere unødvendig frygt i sine ofre. Så når han besluttede sig for at tømme én af dem, skete det på et bord foran alle de andre. Et bord, han spændte dem fast til, hvorefter han snittede maven op på dem - bare for at have noget at lytte til, mens han sugede livet ud af dem..." Endelig fandt han flasken og lukkede forsigtig kommodeskuffen i igen. Blev stående lidt med ryggen til Josefine, fordi han vidste, at hun ville kunne mærke hans ubehag ved at fortælle historien - fornemme det gamle traume over de ting, han havde set. "Normalt er jeg af den overbevisning, at drømme er hjernens måde at behandle de ting, vi tumler med i dagtimerne - at det er underbevidsthedens forsøg på at kategorisere og hjælpe os videre. Men når mine drømme tager mig tilbage til dét sted..." Han vendte sig med flasken i hånden og lænede sig tilbage imod kommoden med et trist, lille smil. "...så er jeg ligeglad, og jeg har altid en klump opium i natbordsskuffen af samme grund." 
    Han sagde ikke mere - vidste, at hun ville forstå hans mening. Forstå, at han ikke dømte hende... tværtimod.