Victoria havde fulgt med fra sidelinjen, som Sedna havde haft besøg af både Treston og Zirra. Hun havde dog også haft sine egne affærer at tage sig af, så hun kunne ikke følge med i alt, der skete i arresten. Hun havde dog overhørt mere end nok. Zirras udbrud havde været hjerteskærende, men hun var ikke overbevist om, at Sednas facade var oprigtig.

Det havde generelt altid været nemt for Victoria at smuglytte med på samtaler, selv når der var lys. Hun havde altid haft en naturlig færdighed for ikke at blive bemærket, og i arrestens mørke var det kun nemmere. Derfor havde hun også kunne stå fuldkommen uopdaget, mens de forskellige individer havde snakket med Sedna. Hun var dog ikke helt fan af den måde, mørkelveren var blevet behandlet på. Ganske vist havde hun knækket Zirra ved tortur, men de burde være bedre end at give hende samme behandling. Der var ingen grund til at synke ned på hendes niveau. Det var også derfor, hun havde taget et tæppe med, som hun var på vej tilbage til arresten.

Hun dobbelt- og trippeltjekkede, at de var alene (mest ved at give ordre til fængselsvagterne om at lade hende være alene), inden hun trådte i nærheden af cellen. Hendes træning gjorde, at hun formåede at holde sig nær lydløs, så man skulle nærmest aktivt lytte for at vide, hun var der. Som hun stod foran døren, slog hun dog et ekstra blik omkring, inden hun tændte den medbragte olielampe. Så låste hun celledøren op og trådte ind. Mørkelveren havde i øjeblikket bind for øjnene, og hun var stadig lænket til gulvet. Uden et ord startede hun med at fjerne bindet for øjnene. Så satte hun lampen fra sig, så hun kunne lægge tæppet om skuldrene på Sedna. Til slut låste hun lænkerne op, men hun sørgede for at stå imellem hende og døren, så hun ikke fik for gode idéer. Nok udviste hun tillid, men hun udviste ikke ligefrem naivitet. Det var først, da hun tog lampen igen og løftede den nok til, at hendes ansigt blev oplyst, at hun gjorde antræk til at tale: "Ved De, hvem jeg er?" spurgte hun lavt. Det var ret væsentligt, om elveren genkendte hendes ansigt eller ej. Hvorfor hun var her kunne komme senere. "De er Sedna Calypso Van der Zee, korrekt? Datter af Septa Cúsharta, den tidligere torturmester for Mørket? Deres gift er... kendetegnende." Et svagt smil brød de røde læber, og det sidste kunne næsten lyde som et kompliment. Victoria havde dog intet gjort for at skjule sin identitet, og hun var i Lysets uniform med den velkendte kårde hængende ved sin venstre side.

Alt gjorde ondt, hver en fiber og hver en celle gjorde så forbandet ondt. Den kolde luft bedrog ikke ligefrem med den skælven den førte med sig, da den mørke krop rystende forsøgte at generere ny varme. Smagen af blod hang stadig i munden, mens lugten af brændt halm og olie blandede sig sammen med stanken af jern der i forvejen hang i næsen efter Kester’s spark. Hyletonen var den værste, den gjorde det umuligt at give efter for den overvældende træthed. Hvilket nok i virkeligheden var for hendes eget bedste, for når det kom til stykket, så havde mandelokummet til Kester ikke kun formået at løsne en håndfuld af tænderne i den side støvlen havde ramt. Han havde formået at give en hjernerystelse med i købet – sikke en lortehandel…

Det var først da slanke fingre fjernede klædet for øjnene, at Sedna blev klar over hun ikke var alene. Mørket veg for lyset, der føltes som om det skar sig gennem øjnene og helt ind til hjernestammen. Instinktiv klemte øjenlågene sig hårdt sammen, da kvalme meldte sin ankomst. Reaktionen med lukkede øjne kom for sent, maven trak sig sammen, men intet meldte sin ankomst for krampetrækningernes stød. Jo smerte, endnu mere smerte.
Så snart armene var fri af lænkerne, søgte armene op og krydsede over hinanden, så hænderne lukkede sig tæt om kanten og trak tæppet tættere omkring den halvnøgne krop. Hvad der var mest kærkomment, om det var følelsen af tæppet eller at slippe for det kolde metal, om håndleddene der fyldte mest, kunne Sedna ikke have svaret på hverken for sig selv eller andre. Ikke at det betød noget alligevel, for alt hun koncentrerede sig om, var at få de lukkede øjne til at lystre.
I starten var det kun med et missende øje elveren tog personen i øjesyn, som havde udvist en venlighed hun ikke længere forventede at møde dette gudsforladte sted. Dernæst åbnede det andet øje sig ved spørgsmålet om hvem kvinden var. Rettere om Sedna vidste hvem hun var?
”Ja.” svarede hun lettere grødet, uden at gøre mine til at uddybe eller gætte på hvem, der stod foran hende eller afdække om svaret bare var medgivende til hvem hun selv var. Åh, hvor hun bare havde lyst til at lægge sig helt ned på det kolde, hårde stengulv ”Kan du ikke godt stoppe hyletonen?” spurgte hun, samtidigt med at hun sank længere mod gulvet. Pludseligt standede bevægelsen og med rynket pande i forvirring søgte blikket op mod Victoria's ansigt "Hvorfor?" fløj det ud, lige så besværet af den hævede kæbe som de forrige ord.

Victoria opdagede i første omgang ikke omfanget af Sednas skader i halvmørket; de lange skygger, olielampen kastede, gjorde intet for at afdække det mørke ansigt, der henlå i halvskygger. Hun var derfor komplet uvidende om den "kære" behandling, elveren var blevet udsat for tidligere. "I det tilfælde, så..." begyndte hun, men hun blev afbrudt af Sednas ord. Få hyletonen til at forsvinde? Der var noget helt galt. Uden at tage de blå øjne fra elveren, løsnede hun skeden med kården. Så placerede hun denne på gulvet bag sig, inden hun knælede foran mørkelveren, så lampen kunne lyse hendes ansigt op. Synet fik et tydeligt forarget udtryk frem i Victorias ansigt. "Ved Isari, hvem i al verden..." begyndte hun, men det gik op for hende, at det ikke var vigtigt lige nu. I stedet satte hun lampen fra sig, inden hun gav sig til at rode sin uniform igennem. Der gik ikke længe, inden hun fremdrog en amulet med Isaris tegn på. "Jeg undskylder på forhånd, hvis lyset igen blænder Dem. De vil måske ønske at lukke øjnene igen" forklarede hun med en lav og rolig stemme. Så lukkede hun begge hænder om amuletten. Victoria havde ikke særligt meget erfaring med Lysets amuletter, så hun vidste ikke helt, hvordan hun skulle hælde chakra over i den, men hun havde tænkt sig at gøre et ihærdigt forsøg. Hun lukkede selv øjnene og koncentrerede sig. Hvis ikke Sedna lukkede øjnene, ville hun - foruden at amuletten begyndte at lyse - kunne se Victorias træk skifte sig; håret ville konstant skifte i alle regnbuens farver, det ville også først blive helt kort for derefter at blive så langt, at det lagde sig i klumper på stengulvet. Samtidig ville hendes ansigt skiftevis blive mere og mindre rynket, mens kindbenene hævede og sænkede sig. Ørerne blev skiftevis mere runde og spidse. Alt dette skete over nogle sekunder, men det var tydeligt, at hun ikke kun påvirkede amuletten med sin chakra. Til sidst skiftede hendes udseende dog tilbage til det normale, og lyset fra amuletten havde nu bevæget sig over i hendes håndflader, som hun åbnede øjnene igen. Så - med ganske langsomme og rolige bevægelser - placerede hun hænderne på hver side af Sednas ansigt. Langsomt ville helingen begynde at tage effekt; de løse tænder ville sætte sig igen, og hjernerystelsen ville blive væsentlig mildere, hvis den ikke forsvandt helt. Derudover ville det tage toppen af smerterne. Det var dog en langsommelig proces, og det var tydeligt anstrengende for mennesket. Hun var dybt koncentreret, og nu, da hendes øjne var åbne, kunne man tydeligt se hendes iris konstant skifte farve, som hun blev ved med at frigive chakra.

Det var tydeligt, at Victoria ikke var færdig med helingen, da lyset i håndfladerne slukkede, hvilket betød, at hun havde drænet sig selv for magi, og hun sank tungt ned at sidde på stengulvet med et højlydt suk. "Jeg... kunne ikke tage det hele, men... jeg håber, det hjælper" sagde hun imellem sine pust. "Og hvorfor jeg viser en smule venlighed? Fordi jeg rent faktisk mener, at man burde vise alle væsner bare en lille form for værdighed. Selv sine fjender" sagde hun med stålfast stemme, som hun lod de isblå øjne hvile på mørkelverens gyldne, og det var tydeligt, at hun var ligeglad med, om Sedna ville forsøge at bruge sin evne. "Så, De kender mit navn. Ved De også, jeg er Zirras chef?" spurgte hun så med samme alvorlighed, som hun hele tiden havde brugt. "Lad os få dette på det rene: vi er stadig fjender, så jeg ville nok ikke fortælle Dem det, hvis De ikke var dødsdømt, og der var en risiko for, De kunne flygte" forklarede hun videre med tydelig ærlighed i stemmen. "Og... jeg har samme spørgsmål til Dem; hvorfor? Hvorfor knække en af mine spioner, når De kunne have gået efter mig? Det var mig, der gav Zi den mission, hun havde ikke selv valgt det, så hvorfor skulle det gå ud over hende?" Spørgsmålene kom i rivende hast, og hun gav ikke Sedna mulighed for at svare imellem dem. Det var dog tydeligt, at hun var oprigtig i sine spørgsmål, og de blå øjne glimtede i lyset fra lampen, som var hun parat til at græde, selvom der ingen tårer kom. "Er De stolt af Deres bedrift?" spurgte hun så efter et kort stykke tid, som de blå øjne fortsat hvilede på den mørke kvinde.

Ikke at det havde været umuligt for kvinden at forelske sin reaktion, da olielampens flamme lyste det hårdt tilredte ansigt op. Størstedelen af den ene side var sort blødninger og hævelse havde udvisket en god del af de ellers fine træk. Dertil kom alt det der ikke kunne ses med det blotte øje. De løse tænder og hvordan indersiden af kinden havde skrabet mod selvsamme tænder. Forargelsen kom dog så prompte i både udtryk og ikke mindst stemme, at det var svært ikke at tolke den som ægte.
Det var som om hun hørte kvindens ord, men på samme tid virkede betydningen bag ordene ikke rigtig til at trænge ind gennem hjerneskallen. I stedet sad Sedna med åben mund da det gjorde mindre ondt end at holde den lukket, og bare stirrede på Victoria. Det var da kun indtil mere lys end lampens kom til og tvang øjnene lukkede i en lyd, der bedst kunne beskrives som et grynt.
Det var ene og alene spionmesterens hænder om hovedet, der forhindrede elveren i at trække hovedet tilbage uden tanke på muren bag. Tænderne fæstnede sig i kæben, toppen af de smerter der føltes som om de havde sat alle nerveender i brand, svandt ind under de lysende håndflader. Mest bemærkelsesværdigt var hvordan hylet, der havde skreget i ørene langsomt blev mindre for hvert sekund.

Victoria’s suk gik følge af et lettelsenssuk fra Sedna for endelig at have en ro i hovedet. Trætheden syntes lettere at give efter for, hvis det da ikke have været fordi stilheden blev brudt af ord.
De lukkede øjenlåg åbnede sig og gyldent mødte blåt. Kvinden måtte vide hvad mørkelveren var i stand til, alligevel tog hun det modige valg at se fjenden i øjnene. Med den åbne tremmedør bag, så havde Sedna uden tvivl forsøgt sig med en flugt, havde det ikke været fordi det sidste chakra var blevet brugt på Kester’s store lokum. ”Tilsyneladende ikke en holdning alle i Lyset deler.” mumlede hun mest tiltænkt sig selv.
Hvordan blikket blev langt mere indgående da hun nævnte hun var Zirra’s chef, gjorde det ganske tydeligt at Sedna ikke var klar over dette. Tavs lyttede hun til de fortsættende ord og lagde de brikker der blev hende givet. ”(…)en af mine spioner(…)” var dog den mest fyldestgørende der blev givet ”Du er spionmesteren, er du ikke?” spurgte hun uden tanke på tiltaleform, det var trods alt ikke det hun gjorde sig mest i normalt. Endnu mindre når hovedet stadig havde en lidende krop at forholde sig selv, så var det at huske Dis tiltale ikke højest på den mentale liste.
”Fordi det var hende som var til stede, fordi du sendte hende ud fremfor selv at tage den opgave? Havde det været dig frem for Zirra, som havde været i skoven, så havde det været det været dig jeg havde forsøgt at knække.” svarede hun ærligt, ikke synderligt sorgbetynget eller samvittighedsfuld over den tortur Zirra havde måttet udstå. Samvittigheden kom sig af Treston, måden han havde set på hende og talt til hende fordi Zirra var hans søster.
”Om jeg er stolt?” gentog hun, denne gang med begge øjenbryn rejst i forundring for at dét spørgsmål kom. Det var dog det mest besynderlige spørgsmål hun endnu var blevet stillet. En latter der mest blev til et hvæsende lyd og en smerte trykket grimasse, slap over de sprængte læber ”Sig mig stiller du samme spørgsmål til dem som har gjort dette mod mig, når du går herfra? Ved du overhovedet hvad Zirra gjorde? Hvad hendes lille afledningsmanøvre var skyld i? Har du spurgt hende om hun er stolt?” hun lod ikke Victoria få orde før hun afslutningsvis tilføjede mere skarpt ”Eller er alt det irrelevant, fordi I er ’de gode’? Så hvad end I finder på, så er det helt legalt, for Isari’s lyst skinner over jer?”.

Victorias ansigt skiftede fra at se forarget ud til at se skyldbetynget ud ved Sednas ord. Hun var godt klar over, at det ikke var alle, der delte holdningen. "Nej. I det mindste er jeg ikke som alle" svarede hun med stadig tydelig harme i stemmen. Det var tydeligt, at uanset hvad hun mente om Sednas gerninger mod Zirra, så brød hun sig ikke om den måde, elveren var blevet behandlet på. Det var både barbarisk og utilgiveligt, og hun skulle ikke have at vide, hvem der stod bag... noget af det var selvfølgelig torturen, men resten af skaderne? Hun havde efterhånden været her længe nok til at vide, at det ikke var det, der var skyld i hyletonen og ansigtet. Hun nikkede dog til spørgsmålet. "Det er jeg" svarede hun toneløst tilbage. Som den mørke kvinde gav sig til at forklare, lyttede Victoria opmærksomt efter. Det virkede måske som en lille ting, men for hende var det faktisk vigtigt at vide. "Og så hul i, at hun faktisk er et levende, tænkende væsen?" spurgte hun tilbage med en isnende ro i sin stemme.

"Jeg er udmærket klar over, hvad hendes afledningsmanøvre forårsagede. Og jeg ville ikke ligefrem kalde den lille" svarede hun tørt. "Og nej, for det er tydeligt, hun ikke er. Hun er i færd med at bebrejde sig selv for at have fejlet" svarede hun, som hendes ene hånd lukkede sig om hendes anden overarm. "Og selvfølgelig er det ikke irrelevant. Helt ærligt... fremstår jeg som typen, der ser så sort/hvidt på det? Ja, jeg ville stille de folk, der har behandlet dig sådan det samme spørgsmål, for det burde de absolut ikke være. Vi burde være bedre end det" svarede hun, som hendes blik og stemme igen blev stålsat. "Og siden hvornår har jeg sagt, det var legalt? Læg venligst ikke ord i munden på mig, jeg ikke har ytret, Zee" svarede hun hårdt tilbage og for første gang viste hun tegn på, at Sedna faktisk havde fornærmet hende.

Det var lave slag mørkelveren uddelte, men hvem kunne egentligt også fortænke hende i det? Med hendes tilstand var det hendes eneste forsvar. Selvom hun inderst inde var Victoria dybt taknemmelig for at have healet skaderne i ansigtet, så var det svært ikke at have paraderne oppe. Parader der var blevet sænket ved Trestons tilstedeværelse, kun for at have efterladt hjertet og sindet i en genstædig kamp mod hinanden. Nu skulle hun pludselig også til at forholde sig til et besøg af Lysets spionmester, og den skyld hun forsøgte at hive frem.
”Først og fremmest er stolt et noget spøjst ordvalg, syntes du ikke? Vil du vide hvad jeg er stolt af?” et øjenbryn hævede sig spørgerne, men uden at afvente svaret på sit retoriske spørgsmål tog Sedna på ny ordet ”Jeg er stolt af den datter jeg ikke længere kan holde om, og du kan tro jeg er Zalans stolt over ikke at have givet den ene ting, som I så gerne vil vride ud af mig. Inden I lægger en galge om min hals.” Victorias isnende ro blev mødt af en lige så bidende kulde, men med et blik der slog gnister ved de næste ord og et hånligt fnys ”For at have fejlet og hvilken del af hendes fejl bebrejder hun sig for? At hun blev taget, hun knækkede eller er det at hun er skyld i at levende, tænkende væsner, brændte ihjel? Lad mig gætte svaret, hun bearbejder naturligvis det hele som den gode kvinde hun er.”.
Sedna rettede sig lidt op fra sin halvt sammenfaldende position, hun havde siddet i siden hun blev bremset i at give efter for at lægge sig mod det kolde stengulv. En træt hånd løftede sig fri fra tæppets varme og gled over ansigtet ”Krig er og vil aldrig blive kønt, uanset hvor meget vi forsøger at gøre det. Havde jeg hevet Zirra med tilbage, tror du så hun var suppet billigere? Dét ville være naivitet grænsende til idioti at tro.” hånden fjernede sig fra at gnide mod panden og faldt i stedet tungt i skødet. Sandheden var at med det tab Zirra havde kostet, ville et ophold hos mørket på ingen måde ende kønt. Det måtte selv Sedna erkende. Ikke at det på nogen måde formildende, hvad den blonde kvinde havde måttet udholde fra mørkelveren side.
”Jeg er ikke samvittighedsfuld over torturen, hvis det er dét du vil vide og det er ved vi begge to det er. Ville jeg gøre det samme igen, med de viden jeg har nu? Nej, men uden den ville jeg gøre hvad jeg gør bedst uden at blinke.” svarede hun endeligt ærligt, men samtidigt også noget modsigende hvis ikke man kendte den hele sandhed.

Victoria lyttede aktivt og fuldt koncentreret til Sednas ord. Ved ordene om datteren knugede hånden ekstra hårdt om overarmen, og hun slap ikke taget igen. Den lille gestus vidnede om, at hun rent faktisk vidste, hvordan elveren havde det.
"Tsch, spurgte de dig rent faktisk om giften?" udbrød hun i så tydelig overraskelse, at hun glemte tiltaleformen. "Af alle ting så var det vigtigste for dem det, du åbenlyst aldrig ville fortælle? Sikke dog et spild" afsluttede hun og slog blikket væk. Under ingen omstændigheder var tortur okay. Hun drejede dog blikket tilbage på Sedna igen.
"Hvis du spørger mig? Jeg vil umiddelbart tro, hun er ved at æde sig selv op over, at hun tog en masse liv, som egentlig ikke havde fortjent det" svarede hun tilbage og gengældte den kulde, Sedna selv kom med. "Og hvad? Du er måske bedre? Ingen anger for det, du har gjort? For de liv du har taget gennem årenes løb? Zirra er ikke god, Sedna. Hun er bedre" svarede hun tilbage, som øjnene begyndte at blive blanke. Tårene faldt dog ikke, men det var tydeligt, at de pressede sig på af stolthed mere end noget andet.
"Jeg har heller aldrig sagt, at det er det? Der er ingen vindere i krig. Så du gjorde hende faktisk en tjeneste? Hvem er den naive her? Tortur vil aldrig være okay i mine øjne, uanset hvem der udfører det. Heller ikke vores egne" svarede hun tilbage, som blikket atter blev hårdt. Nogle ting gik Victoria bare ikke på kompromis med, heller ikke overfor Lyset. Hun havde ovenikøbet tænkt sig at tage dette op.
"Og jeg ville højst sandsynligt også sidde her igen og forsøge at forstå, hvad der ville drive dig til så uhjertelige gerninger" svarede hun med en tragikomisk tone. Åndsfraværende skubbede hun en tot hår til side, der var gledet foran det ene øje med fingerspidserne.
"Det betyder måske ikke meget for dig, men... jeg er ikke ligefrem for den måde, du er blevet behandlet på. Uanset hvad straffen så er, burde du være blevet behandlet med mere respekt. Det er jeg ærligt virkelig ked af" indrømmede hun så med tydelig ærlighed i stemmen og for første gang kunne man høre angeren hos hende.

Tungen gled fugtende over de sprungne læber, da Sedna lod hovedet hvile tilbage mod stenvæggen bag sig. Med hvad der kunne kategoriseres som kig ud under dovne øjenlåg, sad mørkelveren lydløst og betragtede den korthåret spionmester foran sig, alt mens hun trods for det ikke ligefrem lignede det, lyttede ganske nøje til hvert enkelte ord.
Et hårdt gryntende fnys, lød sig hører sammen med den efterfølgende ind trækning af luft gennem sammenbidte tænder, da det straks fik det til at værke i de forslåede ribben.
”Nej.” kom det kort, tydeligt afklaret med der ingen angre lå for dem, der gennem tiden havde måttet lade livet for Sednas hånd. Der var i hvert fald ingen erindringer, som lod til at presse sig på for at det nogensinde skulle have været anderledes. ”Zirra er kun bedre, grundet hendes ophav. Tror du selv at hun stadig ville have været så meget bedre, hvis rollerne havde været anderledes?” med de ord benægtede hun ikke at den blonde spion, i hvert fald var langt mere samvittighedsfuld, end Sedna nok nogensinde selv ville blive, men at det med overvejende sandsynlighed skyldes forskellene på deres opvækst.
Nok var Zirra som Sedna født til at tjene den ene af de bekrigende sider, men herefter stoppede alt sammenligning også. Hvor Sedna fra barnsben, havde bevidne den tortur som hendes mor Septa havde udført på fanger hos Mørket, så havde Zirra næppe hørt et oprigtigt smerteskrig før langt senere i hendes liv.
”Jeg har aldrig sagt jeg gjorde hende en tjeneste. Jeg gjorde mit arbejde intet mere eller mindre, men det ændre ikke på at Zirra ikke have fået en blidere behandling, som fange hos Mørket. Havde hun været en simpel Ridder eller anden fod soldat af Lyset, så havde hun måske været forskånet for det meste, men som spion for Lyset har hun underskrevet sin egen dødsdom, på forhånd.” bed hun tilbage da Victoria forsøgte at lægge ord i munden på hende.
Det var på ingen måde et forsøg på at forsvare sig selv eller hendes gerning. Hvert svar var en sin egen lille forklaring på, hvorfor Sedna havde handlet som hun havde gjort. Noget der i sidste ende kunne det koges ind til, hvem hun delte gener med.

Victoria lyttede nøje til Sednas ord, selvom hendes positur forblev ubevægelig, og de blå øjne fortsat blot hvilede på den mørke kvinde. Der var dog ingen tvivl om, at hun anerkendte synspunktet, og at hun ikke var typen, der så verden så sort/hvid, som mange andre i Lyset og Mørket ellers gjorde. Det havde altid været en af hendes styrker, når hun i sin position havde været nødt til at træffe svære beslutninger. Jovist havde hun begået fejl. Hun var trods alt kun menneske. Elvere havde uendeligt meget længere tid til at lære ikke at begå fejl. Næsten alle elvere.
"Nok ikke. Men hvis rollerne var byttet om, sad jeg stadig her. Bare foran hende i stedet" svarede hun med et svagt smil som om tanken at stille de samme spørgsmål til en, der havde skadet Sedna gjorde hende glad.

Igen lyttede Victoria nøje til Sednas ord. Denne gang var det dog med rynkede bryn. Hun nikkede dog og sendte elveren et smil.
"Vi bliver nok aldrig enige i vores fundamentale synspunkter, Sedna. Men du skal alligevel have tak for at holde samtalen med mig ud" sagde hun så og rejste sig, samlede kården op på vejen og satte den tilbage i sin holder i bæltet. Så samlede hun lampen op og satte kursen mod døren. Hun stoppede dog op i åbningen.
"Jeg sværger på min fars navn, Sedna..." begyndte, hun som hendes hår skiftede til den samme røde farve, som en del af hendes pandehår normalvis havde, mens hun drejede hovedet mod mørkelveren igen, som øjnene tydeligt lynede. En vrede der dog ligeså tydeligt ikke var rettet mod hende. "Jeg finder din overfaldsmand og giver ham en passende straf." Med de ord, forlod hun cellen og lukkede og låste døren.

Victoria nåede dog ikke at være væk længe, inden en fangevogter kom ind med en skål med vand og en lille seddel, hvorpå der stod: "Jeg var desværre ikke i stand til at skaffe mad på denne tid. V."

Det havde ikke taget mørkelveren længe, selv med et tungt hoved, at forstår hvorfor at Victoria havde det rolle i Lyset som hun havde. For selvom der ingen tvivl var om, at hvad Sedna havde udsat Zirra for, indirekte også havde ramt den erfarende spionmester. Alligevel formåede hun at forholde sig fattet og kun lade den skarpe tunge forsøge at skære gennem elveren og ind til kernen af det hele, under den uventede omsorg hun havde vist sin fjende. Hun var uden tvivl en kvinde der så verden i alle dens farver, selv når der blev forsøgt at trække et sort/hvid filter over de blå øjne. Sedna selv var ikke farveblind, men modsat Victoria havde hun en tendens til at svinge mere mellem ekstremerne.
Ville Mørkets spionmester sætte sig selv hvor Zirra havde siddet, hvis det kunne forskåne en af hans mange spioner? Sådan som det lod til at Lysets ville gøre? Tanken fik Sedna til at udstøde et hårdt latterfnys, der uheldigvis ramte sammen med den anden kvindes ord.

Smilet der var rettet imod Victoria var tydeligt påtaget, selvom det manglede varme var det på ingen måde koldt ”Nu er det lidt begrænset, hvor meget medbestemmelse jeg har i mine besøgsvenner.” svarede hun småflabet tilbage, uden at slippe hende med blikket. Afventende på igen at skulle mærke det kolde jern bide mod huden, værre end da de var blevet fjernet når nu de ikke længere var varmet af den beskedne kropsvarme.
Forvirringen strålede derfor fra de gule øjne da intet jern eller stofklæde blev pålagt hende, kun et løfte om at finde den, som havde været skyld i de skader hun havde haft pådraget sig i ansigtet. Inden hun fik samlet sig om at spørger om det oplagte – hvorfor – var tremmedøren lukket og låst, og spionmesteren ingen steder at se. Kun lyden af bortgående fodtrin vidnede om besøget, indtil en fangevogter tog Victorias plads. Vand blev indtaget som en tørketøstig plante, før Sedna atter fandt sig lænket og berøvet sit syn.