Slumringskvarteret var under normale omstændigheder ikke et sted, hvor snakken gik let. De folk der havde deres daglige gang her, var trods alt vant til at se lidt af hvert, og i mange tilfælde lukke øjnene for langt større grufuldheder i kampen om overlevelse.
Der var dog ting, hvor selv de laveste samfundslag ikke kunne holde sladderen for døren, og om muligt spredte denne sladder sig hurtigere end en steppebrand i knastørt sommergræs. Endnu en fuldmåne havde ledt til person tab, det var fjerde gang noterede den unge, forstørrede bjergalf sig, mens de støvle klædte fødder hastigt bevægelse hen over de glatte veje i slummen, hvor mudder var begyndt at dannes i efterårets våde vejr.
Ved de sidste tre fuldmåner havde angrebene været udenfor Dianthos’ mure. Denne gang havde den faste lukning af byportene ikke kunnet holde et af mørkets væsner ude, og det havde kostet en hårdt arbejdende familie fra nederste samfundslag livet.

Allerede inden Niëva stod foran familiens sølle parodi af et hus, ramte en kvalmende fremkaldende lugt hende. En blanding af optrådt jord, jern, urin og afføring sneg sig langt ned ad den smalle gade, på begge sidder. I forsøget på at holde stanken ud, lukkede hun af for næsen, men til ingen nytte for da først den lille hvide skikkelse stod udenfor den opslået dør, var det som om hun kunne smage den.
Med alt selvbeherskelse for ikke at sende sin morgenmad retur, trådte hun inden for efter at have kastet et blik til hver side. Stanken var ulig synet der mødte de tæt på farveløse øjne og med et var kampen tabt. Styrtende mod nærmeste spand, støttede hun hænderne mod de bukseklædte lår over knæene og tømte mavens indhold.
Et primitivt, dyrisk, ulvelignende væsen, hvis eneste formål var at æde hende kunne hun til en hver tid håndtere, men synet og lugten af dets blodbad var ikke for sarte maver.
Niëva spyttede noget af den grimme, bitre smag af opkast ud, inden hun rettede sig op og gned håndryggen over læberne, med en dertil hørende tanke *Hvorfor skal varulve, næsten, altid forsøge på at ommøblere, hvad der skal være udvendigt og indvendigt, på deres ofre?*.
Uvist om hvornår de første byvagter ville komme rendende, spildte hun ikke tiden yderligere. Målrettet startede en afsøgning efter spor, som kunne give et fingerpeg om hvem eller hvor den forbandende måneulv var.

Som altid sendte byvagten folk ud til disse hændelser, varulve, en væsen af mørkets selv hvis man lyttede til de almindelige rygter omkring dem. En forbandelse skabt af mørket til at ødelægge livet for mange, og dette var hvad der var sket, fire mord, voldsomme blodige mord, men dette var ikke det værste problem, ikke for Akurra i hvert fald, hende som ofte tog til ansvar for at få disse problemer løst i byvagtens navn. Det værste var alle dem som søgte rigdomme, i de øjeblikke et hus for forladt, dem der tømte husende lige så snart mordet var sket, og dem der handlede i frygten for ulven og udnyttede dette til egen genvist. Hun bidt sig selv let i læben som hun træk sig nærmere den nye sted, denne gang inden for byen mure. Hvilket jo endelig gjorde dette klart, varulven boede i Dianthos og måtte ikke have nået ud af byen denne fuldmåne. Sådan gik historien normalt når det skete inde i byen.

Resten af byvagterne var sendt ud for at spørge naboer, høre hvad de havde hørt, om de havde set noget, alle disse, typiske kedelige spørgsmål hvor alle havde hver deres svar. Ingen ville fortælle den samme historie, som altid ville alle udsagn være ubrugelige. Endnu et dybt suk forlod hende, både af disse tanker men også som stanken kom nær hende. "I det mindste har jeg ikke spist i nogle dage." fniste hun let, en vidunderlig fordel i disse øjeblikke, specielt med hendes angst for at faktisk kaste op. Tungen, den sære følsomme tunge, blev holdt langt inde i munden. Hun skulle ikke risikere at tage den ud og fornemme disse stanke. Den mørkeblå kappe hang langt ned over hende, de mørke gule flasker gav klang som de ramte byvagt insigniaen der viste hendes rang som alt hang i guldkæden om hendes hals da hendes fod ramte i nærheden af den ødelagte dør. De mørke læder bukser, det mørkeblå våbenklæde der dækkede hendes udrystning, de to sværd, og håndjern i bæltet, samt den enkelte sorte flaske som hang i bæltet var i lyset som hun træk sig ind i værelse. På trods af sit instinkt lod hun tungen hilste på verden i dette lokale som synet blev taget ind. "Argaga.forbandet stank." hun skær en voldsomt grimasse som den duft overtog alle andre, men..der var noget andet? en sød duft også. Et dyb suk forlod hende og hånden endte om den ene sværd. "Hvad end du har taget, så læg det og du kan gå uden håndjern...og lad være at gem dig." om der faktisk var nogle som havde gemt sig, havde hun ikke kigget efter. Hun havde ikke set andet, end de rod af blod, indmad, og andre rester som stadig var det eneste hun kiggede på. Endnu et suk forlod hende, de siger man venner sig til det, det gør man ikke.

Som familier i denne del af Dianthos var flest, var også denne ganske stor taget pladsen for deres bolig areal i betragtning. Huset, hvis det overhovedet kunne gå under den betegnelse, bestod af to rum; et større var med et ret spartansk køkken, der også fungerede som husets eneste varmekilde i de kolde vintermåneder, et lille spisebord og vakkelvorne stole omkring, der ingen gang havde nok pladser til dem alle. En større kiste og en mange skuffet kommode fungerede som primær opbevaring, da det tilstødende rums plads var fuldt udnyttet, hvor en tyk madras af stikkende halm og kradsende tæpper af uld liggende fra væg til væg, ageret seng for hele husholdning.
Det var derfor også med en god portion optimisme at Niëva havde været sikker på, at hun ville nå at være ude og væk fra gerningsstedet – længe før end lovens tovholdere ville ankomme.

Efter at have gennemsøgt de sørgelige rester af de afdødes klæder, men også skadernes nærmere uden større succes, gik turen til kisten. Indholdet blev ledt effektivt og relativt hurtigt igennem, uden megen påpasselighed for med ikke at flytte for meget rundt på tingene. Små frustreret sukkede hun tungt og lukkede det tunge kistelåg ud igen, da der intet var som kunne lede hende nærmere varulven i den.
Hun havde ingen gang nået at gå halvdelen af kommodens skuffer igennem, da den våde jord udenfor huset sjappede til lyden af nærmende skridt, efterfulgt af en kvindestemme.
”Zalans også...” mumlede hun så lavt at ordene var tæt på uhørlige og fik det til at ligne de lyselæber bevægede sig uden lyd. Bevægelsen var hurtig da skuffen blev skubbet ind, men i alt sin hast blev den ikke lukket ordentligt, før Niëva skyndte sig i skjul mellem dør og væggen ind til soverummet. En hånd lagde sig over munden, for at tage den sidste lyd, af hendes åndedrag.
Forhåbentlig havde det bare været en nabo, hvor nysgerrigheden var løbet af med dem, og de ville være ude af huset igen inden længe. Det var i hvert fald det hun håbede på ville være tilfældet, kun for at blive skuffet.
Overvejelsen at lades som om hun ikke havde hørt ordren og blive stående, strejfede hende, men kun til det blev klart at den anden kvinde ikke havde i sinde at gå. Det lyse hoved tittede frem fra bag døren, med øjenbrynene rynket sammen i en fornærmet mine ”Undskyld, men beskylder du mig lige for at stjæle?” spurgte hun med et fnys til følge og trådte fri fra sit skjul.
Klæderne bestod af tætte mørkeblå bukser, der stadig var løse nok til at det var muligt at bevæge sig frit i dem, en langærmet hvid hør trøje stukket ned i buksekantens snøre lukning og med et lysebrunt korsage strammet ind om livet og højskaftede læder støvler med snøre, i samme brune læder som korsettet. Ingen kappe var om de spinkle skuldre, trods den kolde luft, hvilket nok var det mest bemærkelsesværdige, hvis man så bort fra den hvide hud og hår med perlemorskæret.

Tænk, at allrede nu, morgen efter havde folk i denne del af byen søgt muligheden for at komme ind i huset, og at der faktisk var nogle før hun ankom, hun rystede ret hovedet af disse tanker, det gjorde ondt at tænke på, at nogle i denne by, i denne verden havde så lidt, og så hårdt et liv at ved første mulighed for at få mere uden at skade nogle, tog de det. Selv hvis det var morgen efter et dødsfald hos en nabo, et suk forlod hende som blikket endelig bevægede sig rundt i lokalet. Det, lille lokale. Blikket faldt lidt ned som hun rustede sig let. Stemmen træk dog hendes blik til sig, og blikket studsede let over kvinden. tænk at sådan en ung smuk pige, faktisk søgte til sådanne nogle ting. Hun sukkede endnu engang som hun lod sin front vende sig imod pigen. "Det, eller de bor her, godt måltid i nat?"

Hvis hun bor her, var sagen opklaret, hvem ville komme herhjem? Hvem ville gå herind? Hvis man boede her, en gæst, fuldmånen sneg sig ind på en, det var nærmest den eneste mulighed hvis ikke det var for at få nogle små krystaller til lommen. Denne tanke var dog tydelig at aflæse på Akurra, som hænden gled til straftet på sværdet som let løsnede sig, hovedet vippede let og de typiske dovne øjne hun var, stirret på kvinden foran sig som hun enten var en trussel, eller et bytte. "Eller, noget helt andet?" spurgte hun stille, som hun bøjede det ene knæ en smule.

I sin fornærmelse over at blive beskyldt for noget så småligt som at stjæle, havde den unge alf slet ikke tænkt på at udvise den korrekte respekt, som det var at tiltale den kvindelige byvagt overfor hende i Dis frem for Dus. Godt som Niëva troede den største fornærmelse i hendes liv var blevet slynget mod hende, kom en langt grovere. De perlemorshvide kvinde blev rødmossede af vredes pletter og havde hun i sin ’menneskeform’ haft sine vinger, ville de have vibreret i takt til den voksende forargelse.
”Nu har jeg aldrig…!” snappede hun små arrigt tilbage ”Ligner jeg en der ville mæske mig i… Det dér?!” en vred hånd blev slået ud i retning mod et af nattens ofre. Armen trak sig ind til kroppen igen, hvor den sammen med den anden afvisende krydsede sig hen over brystbenet. Sammenknebne øjne skulede mod den sorthåret kvinde ”Først beskylder du mig for at stjæle og nu for at være en varulv – jeg tror en undskyldning er på sin plads, tak”.

De lyse øjne spærrede sig op ved hånden på sværd skaftet. Straks løftede hun afværgende hænderne op foran sig ”Jeg eh… Det.. Ehm jeg...” ordne snuppede over hinanden, mens andre blev fanget i den indsnørede hals, der begrænsede hendes nervøse tale. Med flakkende blik, søgte hun efter en udgang, kun for at konkludere alle ville kræve hun skulle forbi vagten.
En større klump spyt blev tvunget ned, næsten som et tilløb til de næste ord der hastigt blev desperat spyttet ud ”Jeg er alf!” enhver med bare lidt viden om de små bevingede væsner, ville vide at ingen alf var varulve – der fandtes i hvert fald ingen optegnelser over alfer med dén slags fuldmåne feber.
Ville en tæt snestorm mon være nok til at blænde hende, så Niëva selv skulle slippe ud gennem den åbne dør? Tanken bankede febrilsk mod pandeskallen, som en mulighed til at slippe væk inden hun ville stifte bekendtskab med svæklingen ”Jeg sværger på hele landets Guder og Gudinder, jeg er en alf, også selvom jeg er stor lige nu og mine vinger er væk. Jeg stjæler ikke og jeg har ikke slået familien ihjel. Det mig der kastede op i den spand der.” en pegende finger rettede sig mod spanden påtalt i hendes mindre anfald af munddiarré.

Hun træk let på smilet af den snehvide kvindes røde farve,og hårde ord. "Det Der?!" Så, dejlig nemt at provokere unge kvinder. "Måske ikke nu, men månen er også væk." lyd det tilbage øjeblikkeligt med en hård tone. Dog gik akurra ikke tættere, hun blev hvor hun var med blikket på den snehvide kvinde, og høre hende i frustration over orderne, var ikke atypisk, varulve, tog ofte alt for meget afstand til deres natlige tilstand. Så intet, ændrede det billede Akurra var godt igang med at danne i hendes sind, dette måtte være hendes hus, uden tvivl, det ville forklare hvorfor hun var tilbage så hurtigt, månen måtte have overrasket sidste nat, det eller hun havde selvskab og natten selv kom bag på hende. Blikket forlod den snehvide kvinde og imod de, resterne dele af hvad der engang var et væsen. Hun sank en klump som lugten igen kom i hendes sanser. Tænk, at kunne gøre sådanne noget, selv hvis dyret overtog ville, hun selv aldrig komme i nærheden af sådanne noget. "Undskyldning? For hvad? At dele min teori med dig? Din vrede, frustration? Jeg har ret? har jeg ikke?"

Hendes nervøse træk over Akurras stilling, hvor hånden var, træk smilet lidt væk som vreden ikke længere gled i lokalet. Akurra nikkede afventede som den sne hvide havde problemer med at finde ord. "Du er?" lyd det, som hun stadig afventede. Let rettede Akurra sig, og lod hånden hvile omkring sværdet frem for at være så klar, som hendes kropssprog sagde hun var lige før. "En alf?" gentog Akurra mistroisk, hendes øjne blev store og hun vippede hovedet som disse ord, tydeligt ikke gav mening for hende. At kvinde forsatte med denne, sære, besynderlige bort forklaring hjælp ikke. Et dybt suk forlod Akurra, som hovedet vippede på plads. "Skulle have taget Natskygge med i dag, ser du, Natskygge, en byvagt her, -er- faktisk én alf. Ved ikke hvem der har lært dig om dem, men Alfer, kan sidde på ens skuldre uden problemer, du siger du er stor nu? dine vinger er væk? Men, hvorfor, skulle en alf være her? I et blodbad? Hvis du lyver så lav en løgn der giver mening kvinde." hun rystede hovedet let. Alfer, var en race, der var ubehagelig at stå overfor, alle de rygter at skifte ens køn, at ændre andres kroppe. Hun sank en klump ved tanken om Rofus der havde levet som en kvinde i flere måneder. "Så vi, prøver lige igen. Hvad i 'hele landets guder og gudinder', laver du her? Snehvide?" blikket blev noget kun mere seriøst som dette kom på plads, og hånden tog ordenligt fat om sværdet igen, den anden hånd, ved håndjernede og en tippende finger, begyndte at slå til dem sådan deres kæde gav lyd. Ikke de håndjern hun selv havde på, men dem der hang i bæltet. De dyriske øjne tidligere menneskelige aspekt var forsvundet en smule, og der var nu mere slange, end kvinde som kigget imod den sne hvide kvinde.

”Nej.” snerrede hun vredt, til spørgsmålet om øgledamen havde ret. Hun lignede i hvert fald en øgle med det skællede ansigt og de spidse pupiller. Den røde farve tog sig en ny og dybere nuance. Det var simpelthen løgn?! Hun troede hende ikke? Havde hun hverken skam eller funktionelle øjne i sit liv? Læberne forsvandt væk i en smal streg i og Niëva kunne mærke hvordan de spidse øre vibrerede under det kortklippede hår. Intet af det bidrog ligefrem til hendes påstand om uskyld, Hvilken varulv ville ikke lige netop fare sådan i flint, ved beskyldninger om at være en glubsk måneulv?
*Åh Thatos giv mig styrke!* det krævede virkelig en del, ikke at vender øjnene på en rullende himmelfart ved tanken. Et åbenlyst rul med øjnene ville ikke ligefrem lette stemningen.

Ikke alene mødte Niëva mistro for ikke at være en varulv, nej hun skulle naturligvis også anklages for at lyve om hvad hun var. Vreden der havde været skiftet ud med frygten for et trukket sværd, vendte tilbage med en galoperende fart. Med sig bragte det ikke et stormvejr af torden, men der imod sne. Store klumpende snefnug begyndte at dale på det blodige åsted.
”Jeg er faktisk en alf, bjergalf.” lød det skarpt og irettesættende med et skridt taget frem mod den fremmede anklager. Armene blev kastet ud til begge sider i en frustreret gestus ”Ja spørg du bare din kære ven Natskygge! For alle ved da at alle alfer jo kender hinanden og ligner hinanden… Hvad er du måske, alfe ekspert? Måske skulle du få tjekket dine sanseorganer, sådan nogle har du dig vel øgle?” bed hun fra sig med en hånd viftende mod Akurra’s ansigt, ved benævnelsen af sanseorganerne tydeligt hentydende til lugtesansen. Tydeligt lige så forudindtaget som halvslangens race som hun var om alfer.
Snehvide?! Sneen der hidtil havde dalet forholdsvis roligt, tog til i frekvens og faldt nu både hurtigere og tættere. Denne gang overgav Niëva sig ikke så nemt, ved lyden af raslende håndjern kæder eller den advarende hånd om sværd skaftet – ikke med uenighed om hvad hun var og ikke var eller for den sags skyld lavede. ”Mit navn er Niëva, jeg arbejder for Alfera familien som juveler.” skællede hun med en stemme der under vreden bar en stolthed, som kun tog til i styrke ved de følgende ord ”Og jeg er her for det samme som dig. Ude for at fange hvem end der de sidste 4 måner hat hærget nær Dianthos – Jeg er jager de som er faldet ofre for månesygen.”.

Nej! Det var rart, at se hendes kinder blive røde af vrede, i frustration, den lille blege kvinde var var i stand til både at visse noget mere følelse over dette, end Akurra havde forventet, lidt vrede over at få kastet ens synd denne nat i hovedet var forståeligt, forventeligt. men til dette niveau? Efterhånden var det ved at blive for meget måske. Den lille bøn træk dog Akurra let ud af det dyriske sind, og vippede hovedet og lod blikket falde væk fra den sne hvide kvinde, og for første gang anerkendte hun det sne i luften der nu var. Hun træk vejret tungt bevist blot  for at se sin ånde foran sig.

Med blikket på tågen under sin mundvige, og på det lette snefald, lyttede hun til alfen. Varulve, sne, bjerg alf? Vidunderlige morgen.Hun sukkede som alfen foresatte med at tale, De kender alle hinanden? disse ord, sparkede Akurras tanker let i gang, ikke fordi det overbeviste hende, men fordi det lyder så forfærdeligt mærkeligt, at de alle kender hinanden, både bjerg og skov alfer. "Næh, ved utrolig lidt om Alfer. Ved faktisk heller ikke meget om varulve..Ved bare at, det var mig der gik i huset hvor der måske var en varulv, fordi jeg ikke ville være i fare. Modsat alle mine rekrutter." hun træk let på smilet med et selvsikkert flint i øjet. Selv hende almindelige vejrtrækning begyndte at danne en tåge, og vejrtrækningen blev tungere, og tungere som sneen også begyndte at være mere og mere dominant. Flere og flere gange begyndte hun blinke langtrukket. Alfera? Faktisk et navn Akurra kendte omkring alferne, og hvis ikke kulden fik hende til at rette sig op, og trække hånden af sværdet gjorde forundringen over dette familie navn.

"Få dit sne og kulde væk eller du kommer i håndjern af helt andre grunde!" lyd det vredt og træt. At en, forvokset Alf, var ved at tvinge hende i hi var mere end ubehageligt. At falde om her, af træthed ville også tvinge uniformen til vask, og ikke mindst hende selv. "Fint! Fint! Jeg lytter snehvide..Bare, stop før du tvinge mig i hi!" lyd det opgivende kort efter, bare en gang hvor hun kæmpede med at få øjne op igen var nok til at lade hende give snehvide en chance, men stemmen havde også en kommandere klang. At ens gener kom fra en slange i rubien var ikke altid en gave, ofte, jo, men i efteråret, vinterne? Foran end sne mager?! "Du jager dem? Dig? Spinkle arme, lille krop? Unge stemme? Alene? Virkelig?" hun gav endelig slip på kampstillingen og rettet sig helt, hånden fra sværdet, den anden væk fra håndjernet og blottet håndflader blev rettet imod snehvide.

I sin irritation og vrede var tanken slet ikke faldet vinteralfen ind, at den anden blev påvirket af den dalende temperatur, der fulgte med det hvide tæppe. Alligevel stoppede Niëva halvvejs i et skridt tættere på anklageren, hvis blink virkede til at blive både længere og tungere, som havde bly lodder hæftet sig til øjenlågene. Usikker på om det i virkeligheden bare var hjernen der spillede hende et pus, lod hun til at stirre på øjnene. Til alfens store overraskelse var de var tofarvede, hvilket ikke fik hende til at stirre mindre intenst. Armene der før havde flagret viftende ud til hver sin side, blev trykket ind og krydset under den spinkle brystkasse med et hårdt fnys ”Og alligevel har du den frækhed at påstå jeg ikke er en alf, fordi jeg ikke kan sidde på sin skulder. Hvis du intet ved om alfer eller varulve hvad laver du så her? Burde en med forstand på lige netop måneulve ikke var den, der efterforsker dens hærgen?” mumlede hun tvært som noget af vreden lagde sig ved indrømmelsen fra halvøglen. Langsomt svandt lidt af den røde farve ind, så den ikke var meget mere end en svag rosa kulør under det hvide.
Åh ja, kulden det var den som var skyld i hendes tunge øjenlåg! Øgler var jo vekselvarme! Øjnene smallede sig trodsigt ved truslen om at ende i håndjern. Tungen krøb ud mellem læberne, hvor den fugtede overlæben i en overvejende mine. Det var fristende at lade sneen tage til og udvikle sig til en tæt snestorm. Det kunne være muligheden for at gå en flugt vej, men også sætte en efterlysning på hende og med det ret så genkendelige udseende, så ville det være det rene idioti.
Med en utilfreds ranken af ryggen standsede sneen med at falde i hjemmet ”Fint, men hvis du trækker dit sværd eller håndjernene, så vender det tilbage.” forsikrede hun i en skarp tone, selvom den ikke havde den samme autoritære klang som Akurra’s  ord havde haft sig.
”Lille krop? Undskyld mig, men du er ikke selv ligefrem alverdens stor selv øglekvinde? Alfer kan ikke få forbandelsen og jeg jager med sølv kugler og denne.” hænderne kom frem fra deres skjul under overarmene og ikke læge efter stod den unge pige med en armbrøst ud af tæt pakket is i hænderne ”Jeg behøver ikke være stærk for at jage dem.” det ene øjenbryn hævede sig sigende, pointerende.

At begynde at føle sig træt, og stiv i kroppen ved faldende temperatur var bare en af de ting som kroppen lidt under, og lige nu, var dette et større problem end normalt. At se det snefnug som landede elegant på hendes næse træk et længere suk ud af halv slangen, som hun lyttede til Niëva. "Beklager at jeg tvivler på dine ord, men se dig omkring. At finde nogle i en bygning med denne slags udsmykning-" som hun talte pegede en hånd ud imod hvad der engang havde været et eller flere levende væsner. "- Som ikke bær uniform, gør mig mistænksom. De dem ved ting er ude at snakke med naboer til offeret, jeg er her, fordi jeg ville klare mig hvis ulvens ejer var her!" der blev lagt vægt på ordet jeg, og halvhårdt puste hun luft ud som blikket igen faldt over den nye udsmykning i huset, hovedet rystede som hun i god hast tog blikket tilbage på den snehvide kvinde. "At jeg ved noget om den måne forbandelse, eller små bevinget væsner, er lige meget, når mine venner udenfor har den viden." hun kæmpede lidt med at bevæge sig, bevægelser var ikke bare lidt stive, og var tydeligt sløve, som en langsom hånd træk hendes hætte længere ned over hendes hoved, den anden hånd begyndte mere blot at hænge langs hendes side.

Hvis du trækket sværd eller håndjern så vender det tilbage. Akurra nikkede fra hendes ly under hætten, hun ønskede endelig at svare igen, men en lydig opførelse var alt der blev vist, som Akurra tydeligt fyldte med i alle Niëvas bevægelser, og brok. "Nu mest din alder jeg reageret på." blev presset ind midt i Niëvas række af ord, blikket faldt over den gennemsigtige armbryst af is, og hovedet vippede til siden, og kort hilste tungen på verden. Dette fortryd hun dog i god hast, som den fornemmede hver en duft i lokalet. Den var nærmest ikke synlig før den træk sig tilbage i munden, host og hvæs forlod Akurra, som en hånd hurtigt, stadig sløvt men hurtigt i forhold til de stive bevægelser, søgte hendes mund og holdt over den. Let rystende vendte hun sig om, og træk sig hurtigt uden for. Host og hvæs forsatte som hun mærkede bare lidt frisk luft i dør åbningen, som hun tydeligt kæmpede for at holde sit galde i bund. "Vi kan snakke uden for." kommanderet hun, i en hård tone, som hun uden at vente på om Niëva gik med hende ud, valgte hun at trække sig lidt væk fra huset, blot nogle meget så den stank af åbne organer ikke længere lå omkring hende. Armene over kros som hun ventede, og ryggen imod huset. Kæberne klappede let sammen som varme begyndte at komme retur i hende.

Det var jo ikke fordi hun var fuldkommen uden samvittighed for at have været faret sådan i flint, men det var vel i virkeligheden også de færreste, som bare ville finde sig i så urimelige og falske beskyldninger? Foruden det havde den navnløse byvagt lagt hånden på sværdskaftet. Det var måske nok heller ikke det bedste valg taget den røde kulør i mente, der så tydeligt havde afsløret vrede følelser.
Det var da i hvert fald hvad hun forsøgte at bilde sig selv ind, i et tarveligt forsøg på ikke at lade den voksende dårlige samvittighed gribe om sig. De besværede bevægelser, de stadig tungere og længere blik bedrog ikke ligefrem til den konto.
Det var med grimasse, der mest lignede at dem unge alf havde lugtet til noget ækelt, som ikke var de døde kroppe, at hun fast holdt sit blik stædigt på byvagten. Grimassen blev skabt af den ubehagelige tanke, om halvdyret ville kunne slås ihjel ved så lidt sne? Det sidste Niëva ønskede var trods alt at slå en vagt ihjel… Fokuseret på tanken og den samvittighed, som insisterende prikkede til ende glemte den hvide pige at lytte ordentligt efter, hvorfor Akurra var den som stod her.

”Oh.” lød det små flovt, over ikke at have tænkt tanken om at hun havde ment alderen. Kort sænkede hun blikket mod det snedækkede gulv og lod hånden der havde fat om armbrøsten af is, falde ned langs siden. Kun for at løfte blikket, så snart hun fornemmerede den anden rørte på sig. Det var på ingen måde et spørgsmål om Niëva ville snakke, det var en beordring om at de skulle snakke sammen - om vinteralfen ville det eller ej.
I bedste teenager trods sukkede hun himlede de lyse øjne, hånden slap iset der gik i stykker inden det ramte snedækket og så trådte hun med udenfor.
”Vil du anholde mig? Jeg har jo intet gjort? Du kan tjekke mine lommer?” med begge arme spredt ud til siden, stillede hun sig halv flabet op, som skulle når en person skulle visiteres. Sådan stod hun ikke længe, før panden rynkede sig små bekymrende ”… Måske skulle vi finde et tæppe eller sådan noget til dig? Du er ikke ved at dø er du?”.

At komme ud og mærke de varme solstråler, bare et øjeblik, var alt der skulle til for at de lange blik holdt op. Kroppen var stadig stiv og langsom, og kvindes flove "oh" hang stadig i hendes sind som hun ventede. Hænderne klappede hendes skuldre for at få lidt mere gang i blodet cirkulationen. kæben klappede som de røde øjne hvilede på kvinden der kom hendes vej, startede lavt, og endte på den unge kvindes skuldre, og ansigt som hun endte foran Akurra igen, som stadig var plaget af både stanken og kulden. Jeg har intet gjort. Akurra blinkede nogle gange ved det udmeldelse og stirret op på huset, "Såå..det..det er dit hus?" spurgte hun i mellem, sin kæbes klap. "Elle...eller var du invit..inviteret ind?" tilførte hun som blikket faldt tilbage på den snehvide kvinde som armene blev sat over kros igen. "Men nej.." klappede hun ud, og forsøgte at finde et lille smil under de trætte røde øjne.

Den næste udmelding fik lidt mere end blot et lille smil frem, og et kort fnis. "I Thatos navn, nej jeg er ikke ved at dø. Ville jeg dø at såda...sådanne lidt sne, var jeg flyttet fra centr...central landet for mange år siden." hun sukkede, for tanken om at flytte til syden havde været der, mere end engang, faktisk nærmest hver vinter. "Skal..bare varmes op igen." hun lod blikket flytte sig fra kvinden og imod solen igen, som stadig først lige var ved at fuldføre sit oprør og genindtage sin plads i himlen. De mange morgen skyer stille ved at fordampe, og flere og flere stråler sneget sig frem, og man ville tro dette have udsyn til en vidunderlig dag. Hvis ikke det var de sorte skyer der slangede dem frem fra norden. "Sne alf." mumlede hun stille som hun tog synet af himlen til sig. "Hva..sagde du, at dit navn var igen?" Sne alf, juvelér, og varulve jæger? hun træk på smilet båndet over den sære blanding, og et længere suk forlod hende, som en solstråle lagde sig imod hendes kind og hals.

De korte, tætte krøller dansede let om ansigtet, der hurtigt i fire ryg bevægede sig fra side til side. ”Nej jeg bor slet ikke i Dianthos. Jeg, når jeg er i en skulder siddende størrelse, bor i Alfelunden i en af slottets fløje med min familie… De, min familie, ved ikke at jeg kan blive til dét hér –” en mindre pause blev taget i det hun gjorde en simpel håndbevægelse ned over sin egen skikkelse, som understregelse for hun med dét hér mente at blive stor eller større end en almindelig alf. ”- eller at jeg jager måneulve for den sags skyld.” tilføjede hun næst noget mere eftertænksomt, inden et skarpt blik rettede sig mod den kutteklædte ”Det skal de helst blive ved med. Det er min sag hvad jeg laver i min fritid.” indskød hun hurtigt med armene krydsende under brystkassen og en hånd holdt mod hver overarm.
Ønsket var ikke så meget det at hemmeligholde at hun kunne manipulere sin størrelse. Det drejede sig langt mere om den fare hun udsatte sig selv for, fordi hun kunne blive noget der mindede om menneske størrelse, og for hvad? At jage noget som i enkelte mundfulde kunne eliminere hende?
Det kunne fysisk ses, hvordan de opspændte skuldre sænkede sig, da hun blev forsikret i at den anden kvinde ikke var ved at omkomme. Det skarpe og genstridige blødte op ikke længe efter i et lille, men tungt suk ”Vil du ikke nok holde det hemmeligt at jeg var her? Det er nemmest sådan?” spurgte hun noget mere forsigtigt og tydeligt bønfaldende. Sandheden var at ingen gang Niëva selv vidste, hvordan det ville påvirke familiens virke som juveler for alfernes kongefamilie.
”Niëva, men jeg er altså bare en bjergalf, selvom jeg kan ting med sne og folk siger jeg føltes kold at røre ved?” kom det fra hende med et træk på skuldrene, inden hun til utålmodigt lod sin støvlesnude banke lidt mod jorden under sig ”Hvad hedder du selv? Øgledame er lidt, erhm.. Offensivt?”.

Hun satte sine arme over kors, og lyttede til hendes forklaring. Et nik blev givet som Niëva fortalte at hun slet ikke boede i byen, men sagde intet før den kom en pause i alfens ord. Det fangede tydeligt hendes opmærksomhed at høre at denne kvinde aktivt søgte måneulve, at jage, endnu mere at det lyd som noget hun gjorde for sjov, tænk at opsøge så farligt et væsen, for morskabens skyld, lidt respekt måtte man give hende, som et smil formede sig under det røde blik. Et lille fnys forlod hende dog som kvinden begyndte at snakke om familien som virkelig ikke måtte høre om dette, både, kroppen som åbenbart var en hemmelighed. Selv om Akurra måtte se det som en befrielse at have en i familien som faktisk kunne interagere med de andre væsen normalt, men alfer havde altid været sære. At blive spurgte holde sådanne nogle ting hemmeligt var sært. "Mhmm..Snehvide, hvorfor skulle jeg fortælle at jeg har fjernet en, fra et hus de brudt ind i?" et legende provokerne tryk blev lagt på ordet "brudt ind" "Hvis du ikke har taget noget..så gør jeg intet. Har jeg ingen grund til." hun burde vel have gjort noget, men kvinden havde vel intet gjort, eller intet problematisk gjort. Ingen boede i huset fra i dag af, så havde hun faktisk brudt loven, var vel en diskussions sag.

Et høfligt nik som navnet blev gentaget, og den ene hånd løsnede sig og faldt hvil på hoften, den anden faldt blot til hendes side, som kroppen stille holdt op med at være helt stiv. "Bjerg alf?" hovedet blev vippet, hun tænkte alferne var i klaner, frem for racer. Men det var nu noget hun aldrig havde tænkt over, alfer, hade bare været alfer. Var nemmere på den måde. "Akurra Roselair, Patruljeleder. Øgle dame vil også passe fint." hun rystede hovedet lidt, værre var hun blevet kaldt, mange gange, og lidt passede det også på hende, lidt mere end blot lidt. "Så hvad var din plan? Hvis ulven stadig var i huset? Tage livet af den forbandet?" der blev lagt vægt på ordet forbandet, for virkelig at gøre det klart for den unge kvinde, at personen de ville møde i disse timer ikke ville være i ulveklæder.

Munden spidsede sig utilfreds ved det det provokerende tryk af bestemte ord i hendes svar. Hun prikkede til hende med vilje, gjorde hun så, gled det halv irriteret gennem det bagerste af hjernen på alfen. Den irriterede følelse, satte sig i den mumlende vrissen, mens hun pegede på døren der forsat stod på vid gab ”Det er ikke at bryde ind når døren stod pivåben.” forsøgte hun at undskylde sig med, som havde det en reel betydning om døren havde været lukket eller ej. Det vidste hun jo godt inderst inde ikke havde en betydning. Indbrud var indbrud så længe man ikke var forventet eller på anden måde inviteret. ”Jeg sværger på samtlige af landets Guder, at jeg intet har stjålet.” hånden der før havde peget på døråbningen, løftede sig som når man aflagde en ed.

”Mhm, fra Nordlandet.” tilføjede hun til gentagelse af sine egne ord, inden hun mindes sig selvom, at vagten havde nævnt hun intet vidste om alfer ”Vi er lidt højere og tungere end almindelige alfer, men ikke alle bjerg alfer er fra Nordlandet og vi kan stadig sidde på din skulder.” det sidste af sætningen blev nævnt med en små drillende kant, da det jo havde været Akurras belæg for hvorfor Niëva umuligt kunne være en alf.
Det var umuligt ikke at trække lidt på smilebåndet med en hovedrysten, inden hendes blik søgte mod en andens tofarvede ”Det passer måske fint, det er stadig virkelig uhøfligt.” hun var måske blevet kaldt langt værre, men det betød ikke at øgle dame var mere velment. Smilet falmede da tonen fra Akurra. Hun sagde det måske ikke, men tonen var ikke til at slå fejl af; hun ville vide om teenageralfen jagede for at slå ihjel.
En lille læderpose med snører lukning blev trykket frem og løsnet fra bæltet. Med få skridt var alfen helt henne ved halvdyret og havde hevet en spids af sølv op fra læderet. Med sølvet i håndfladen strakte armen sig det sidste stykke mod byvagten ”Jeg skyder dem med disse indkapslet i en ispil, men ikke så skuddet er dødeligt. Det er heller ikke for dusøren jeg jager dem, men fordi jeg kan og gerne vil hjælpe med at beskytte de som ikke er så heldige som jeg selv." indrømmede hun blankt og gjorde det der ved også kendt, at hun gav oplysningerne om varulvene videre og dermed bare var et mellemled "Spændingen er også en del af grunden.” det var altså bare noget mere spændende end at rende rundt på slotsgange.

Selvfølgelig prikkede hun bevist til Niëva, det var sådan hun virkede, folk der lod sig provokere talte enten sandt og søgte at forklare sig, ellers blev de provokeret på anden vis, og den armbrøst havde ikke bare hængt ved hende side. Det var et talent, at kunne gætte sig til de rigtige områder at prikke til nogle, ikke et talent uden problemer, men et talent hun nydt at benytte sig af nogle gange, lidt for meget. "Arhh..Javel så, skal jeg huske..åben døren og man må gå ind." hun rystede på hovedet så snart det var sagt og lod blikket falde på døren, og bevist langsomt lod det trække tilbage til Niëva. Der kom ingen kommentar til ordene om at alfen intet havde stjålet, blot et lille træk på smilet og et nik.

Hun lyttede tydeligt til hvert ord, på trods af de trætte øjne som hvilede over den unge kvinde, nordlandet? ordet træk tydeligt en reaktion ud af slangen, som hun uden at bevæge hovedet, lod sine øjne bevæge sig imod nord, dog faldt de hurtigt retur som kvinden begyndte at beskrive de fysiologiske forskelligheder på de to racer. "Du..skal virkelig spørger pænt får du får lov til det." smilte hun tilbage til de drillende ord. Det var bedre. tænkte hun kort som snealfen begyndte at åbne op. Smilet voksede en grad som på trods af at have fået lov, valgte hun ikke at benytte sig af ordet øgledame. "Måske er de opvokset hos Alfera familie. Gav dig lov til at håne mig resten af snakke og du tog den ikke." Den splittet tunge kom legesygt frem, og i direkte retning af alfen, igen den søde duft alferne havde, og tydelig var den nu hvor stanken fra ligene var blive mildere. Blikket ændrede sig dog som Alfen talte om sin måde at bekæmpe de forbandet væsner på. "Spænding er en vidunderlig del af arbejdet." hun træk på smilet, men hun tydeligt forstillede sig hvordan de forbandet ville reagere på de ord der lige var blevet delt. "Hvad..gør du så med dem efterfølgende? Skylder dem og lader dem lægge i deres blod? Bare sådan de forhåbentligt opføre sig bedre næste fuldmåne?" blikket forlod Niëva og træk sig ud over befolkningen omkring dem, de mange huse alle presset samme i tætte gader, alle med en familie bag deres dør. Kort faldt flere af hendes enhed ind i blikket som de stadig havde massere af folk at snakke med om nattens hændelser. "For at beskytte alle dem? risikere du dit eget liv?" hun nikkede i retning af en familie som i øjeblikket snakkede med en rekrut.

Niëva fyldte sine lunger med alt luft de kunne indeholde, inden de blev udtømt igen i et alt for tungt og dramatisk suk over byvagten. ”Det var ikke hvad jeg mente… Er du altid sådan der? Prikkende?” det var tydeligvis et talent som slangekvinden besad, selv om hun jo bare ud pelsede det uetiske i alfens egne godgørende ord, for hvornår man lovligt måtte bryde ind hos folk. Ordne kunne være blevet sagt mut eller irriteret, som sukket ellers lagde op til.
Men den lille aftrækning til at smil og den drillende kant tonen fik fortalte andet. Hovedet rystet der fulgte tydelig gjorde, at hun på ingen måde forventede svar på det halv retoriske spørgsmål.

Vippende forskubbede Niëva sin vægt. Først frem på de forreste fodballer så hælene gik fra af den mudrede sti, derefter tilbage på hælen så det i stedet var skosnuderne, som løftede sig inden hun igen stod på flad fod med et moret smil om læberne. ”Jeg spørg altid pænt før jeg tager plads på skuldrene af folk. Knipsende fingre gør trods alt frygteligt ondt at blive ramt af, når man ikke er højere end 27 cm.” næsefløjene trak sig vrængende op i en grimasse.
Øjnene spærrede sig op ved Akkuras næste ord. ”Oh nej, nej, nej jeg er ikke vokset op hos dem. Ikke sådan rigtigt. Min familie har bare altid været tilknyttet til dem, så jeg har været en del på slottet.” forsøgte hun at forklare sig, men uden helt at mene hun gjorde et særligt godt arbejde med det. ”Jeg er jo ikke en ondskabsfuld person.” svarede hun til det med ikke at have grebet den chance der var for hån, med et lille skuldertræk.
”Nej, jeg tracker dem, finder ud af hvem de er under måneulven og giver de oplysninger til jer.” hun gjorde en anfægtende bevægelse frem mod Akkuras skikkelse, som symbol for hvad hun mente med ’jer’. Hvad byvagterne så gjorde med den information, det var jo ikke op til hende at afgøre eller følge op på.
En hånd blev løftet op og lagde sig i nakken mens Niëva slog blikket rundt i gaden. ”Lidt, men det er nok mest fordi, hvad er meningen med at kunne blive stor og være immun overfor måneulvendes bid, hvis ikke det udnyttes? Du ved gøre lidt nytte for andre og måske hjælpe en forbandet eller to?”.

et let grin spredte sig mellem dem fra Akurra som Niëva kommenteret på den prikkende opførelse. "En smule." lyd det som grinet fandt sin ende, og med et smil på læberne. "Folk deler ofte ting de ikke ønsker, når man prikker til dem." Hun lod blikket forlade Niëva som det blev sagt og faldt rundt i gården omkring dem og gled forsigtigt rundt på de sammenklemte huse. Ville da være umuligt hvis ingen havde hørt eller set noget.Begyndte tankerne at gå rundt i det korte øjeblik hvor der var stilhed mellem de to. Men disse tanker endte med en latter, som Nivëa selv sluttede sig til at lave lidt sjovt med det hele. "Jamen dog, har troede jeg du var typen der belejrede folks skuldre." grinet forsatte kort, men døde hurtigt ud som Alfere familine kom på tale igen.

Tydeligt at de ord der blev delt satte flere tanker i gang bag de blege røde øjne. "Så? Hvordan forbundet til dem? Side familie? Eller?" På måden det blev sagt, var det tydeligt Akurra var lidt påpasseligt  med sine ord på dette punkt. Hun rettet sig op og lod sine hænder mødes bag hendes ryg, og nakken gav et lille knæk som hun strækte sig en smule som hun lyttede til alfen fortælle om sin måde at hjælpe på, hendes måde at bekæmpe de forbandet.

At stå foran en lille jæger, var en sær fornemmelse, og blev kun mere sær som hun forklaret sig. "Mhmm.." gav hun lyd som hun lyttede og fyldte blikket fra Niëva. Forsigtigt satte hun sine arme over kors og gav et lille suk. Der lå meget i de ord der blev delt, langt mere end hvad alfen måske havde tænkt, og netop derfor stod Akurra lidt blot og tyggede på de ord. "Bare fordi du kan, er der ingen grund til at du risikere dit liv." Tonen var en smule hård, for det skulle den være. "Men vi er altid taknemmelige for alt den hjælp vi kan få, så tak, på vejene af byvagten tak, og selv om det ikke er mit sted, bør jeg også takke dig for dem." sagde hun forsigtigt mens blikket faldt på de mange huse omkring dem, de alt for sammenklemte huse.

"Har du overvejet at arbejde for os?" spurgte hun ud i det blå som blikket kom retur til alfen, med et lille smil på læberne. "På den måde er det ikke kun spænding nær fuldmånen og din holdning er den rette...Resten kan læres."

Hun rystede på hovedet som indikation om at ingen af hendes gæt var rigtige ”Min fars side af familien har været juveler for kongefamilien så længe det kan dates tilbage. Jeg er ikke i nærheden af at have så meget som en dråbe royalt blod i mine åre. Jeg kan bare lave virkelig fine smykker.” svarede hun med et skuldertræk, som om det i virkeligheden var betydningsløst at hendes slægt altid havde haft et tæt samarbejde med alfernes kongefamilie. Det var det ikke, men for vinteralfen var det jo bare en helt normal ting, selvom hun først fornyeligt var flyttet fast ind i tjenestefløjen på slottet i alfelunden.

Niëva krympede sig en anelse under den hårde tone, en tone der lige så vel kunne have kommet fra hendes mor, når hun tog ikke helt gennemtænkte valg. Denne gang kom det bare fra en med større autoritet end hvad en mor havde. ”Altså nej, men jeg har jo ikke været ved at gå med Kile endnu?” i grunden en ringe begrundelse for ikke at stoppe med at jage de forbandede, men kunne man virkelig fortænke en ung person i at føle sig udødelig? Niëva var i hvert fald ikke anderledes end så mange andre, lige på det punkt.
Den rødorange ildkugle havde efterhånden rejst sig så meget, at den kunne anes over de mindre huses tagrygge og standhaftigt forsøgte at holde de grå morgenskyer i stand. En opgave som ikke helt syntes at lykkes desto højre den kom på himlen. Med den solen kom også nysgerrige blikke, rettet imod den forstørrede vingeløse alf og byvagten, men hun bed ikke selv synderlig meget mærke til det. Folk havde jo unægtelig hørt hvad der var forgået i huset, men ingen havde været dumme eller modige nok til at tjekke efter eller gå imod monsteret. Her var folk dem selv nærmest, når faren lurede.
”… Som alf?” udbrød hun overrasket ved forslaget. Svært ved at se hvad en svag alf kunne gøre af nytte i byvagten ”Det… det ved jeg ikke, jeg har aldrig tænkt på byvagten? Det ligger ikke rigtig i mine kort, hvis du forstår?” snosnuden bankede lidt mod underlaget under den ikke fordi hun var utålmodig, bare tænksomt ”Jeg tror ikke jeg ville kunne.” indrømmede hun så. Byvagterne skulle også håndtere de sultende børn, der drevet af udsultede maver stjal et simpelt æble, kun for at få det frataget sig når byvagten gjorde deres arbejde.

De royales juveler ligefrem?  Tænkte hun som hun rettede sig op, hænderne bag ryggen og ret ryg.
"Så jeg burde kalde dig de?" Lige meget hvad, så måtte hun vel være i adeligt selvskab, når slægte var forbundet en royal familie fortrængte folk et de, og ikke du. Blikket hvilede som hun afventede et svar, afventede noget mere end det lille skuldre træk. Hun vidste ikke meget om alfer, men at ende uvenner med adelige alfer, når blot deres krystaller skiftede ens køn, eller race for et månedstid. Almindelige alfer, kunne man håndtere, adelige, og royale, lidt respekt var bedre end at blive ved med at provokere hende.

Akurra sukkede med svaret der kom hendes vej, Bare fordi skaden ikke var sket? Virkelig bitte ven? Hun rystede på hovedet og tydeligt overvejede sit svar, som den ene hånd kom fri fra hendes ryg og mødte hendes hår. 
"Bare fordi du ikke har fået skader i nu, så vil det ske en dag. Ingen er uovervindelige, en dag laver du en fejl." uden at tænke over sine handlinger, gled hånden fra håret til arret der lå over hendes næse.
"Et blink er alt det tager." og jeg kan ikke engang blinke. forsatte hende tanker som ordene blev delt og først der lå hun mærke til fingren der gled over det gamle ar. En hånd som blev taget væk, og stirret på nogle sekunder før den igen blev ført bag hendes ryg. 

Som solen endelig fik lagt sig ordenligt overgangen åndede Akurra ud i behag, den lettere varme som før havde holdt hende fra sne alfens magi, og nu endelig når daggrys solen forsvandt og den varmere morgen sol begyndte at ligge over dem, blev det mere håndgribeligt. De mange blikke både fra resten af hendes Patrulje og de civile omkring dem, påvirket på ingen måde halv slangen som i sandhed slet ikke havde lagt mærke til det. "Som dig." Rettede hun på Niëvas ord,
"Om du skriver dig op som Alf, Elver eller andet er for mig ligemeget. Vi har brug for folk, ikke racer." hun træk på smilet som det faktisk virkede til at sætte tanker i gang hos den unge kvinde. 
"Du vil lære lidt om lov, men.." Akurra lod blikket falde over skuldre og lod det hvile på en halv elver, som stod ved et nærliggende hus og snakkede med nogle forbi passerne om nattens forløb.
"Det...er der andre der har svært ved." hun sukkede og lod blikket komme tilbage til alfen.
"Og selvfølgelig kan du, uden tvivl. Selv jeg kunne." hun træk på smilebåndet, nok til de tandløse kæber blev synlige.

Netop der, kom en ung ork kvinde dækket i de mørke blå farver af byvagten løbende om hjørnet. "Akurra!" Lyd det øjeblkket som hun stansede nær dem.
"Familien Viklund, siger de så en nøgen mand, løbe kort efter natten sluttede..Deres hund vandrer stadig omkring hvor han hoppede over deres hegn..Jeg fandt blod da jeg kiggede. De bor fire huse ned, og ind af side gaden, først hus til venstre." Akurras smil voksede lidt mere og hænderne forlod ryggen og den ene greb om det ene sværd, den anden ved hendes side.
"Vidunderligt! Godt arbejde, Roki. få folk samlet, og sig det videre til Alveet, tre bliver og forsætter... Jeg går i forvejen." I selv samme øjeblik drejede Akurra om, og efter tre skridt kiggede hun over skuldre imod Alfen. "vil du med Snehvide?"