I dag blev Astrid, arvingen af Isenwald, 24. Ikke nogen speciel alder, men for Astrid var denne fødselsdag langt anderledes end alle de tidligere fødselsdage. Så mange ting var nye, forandret og ændret på. Først og fremmest stod hun med titlen som arving af Isenwald fyrstindetitlen. Dernæst var hun blevet trolovet. For blot et halvt år siden havde hun på ingen måde regnet med hun ville finde en mand inden for de nærmeste år, men her stod hun og skulle giftes til efteråret.

”Godmorgen solstråle!” lød det glædeligt og friskt fra tjenestepigen, som trak de lange gardiner fra vinduerne, så solen stod direkte ind på den stadig sovende Astrid. Man kunne høre en lille surmulen fra arvingen som stædigt hev sin dyne hen over hovedet og gemte sig mellem de mange puder. Den sorte kat, som lå og sov oven på dynen sammen med Astrid, rejste sig, eftersom dynen blev trukket i, og hoppede ned fra sengen. Tjenestepigen rystede blot på hovedet, som hun stod med sine hænder på hver sin side af hoften, som hun opgav at være ’blid’ mod arvingen som tydeligvis ikke mente hun skulle stå op endnu. Maria travede derfor hen til enden af sengen og trak dynen af arvingen. Det lange sorte hår sad nu uglet på krys og tværs af det kønne blege ansigt, som dukkede surmulende frem fra dynen som blev fjernet. Dovent satte hun sig op og skubbede håret væk fra ansigtet.
”Godmorgen Maria,” lød det træt og en anelse hæst fra Astrid som var meget tæt på at lægge sig ned igen. Tjenestepigen var dog hurtig til tage Astrid i hænderne og hive hende op fra sengen. Som benene blev rettet ud begyndte armene at strække sig langt hen over det kønne hoved i et morgenstræk, således silkenatkjolen krøb lidt over læggene.
Tjenestepigen vendte sig så væk fra Astrid og fandt en sølvbakke frem, hvorpå der var en kande kogende tevand og en tekop. Astrid havde efterhånden vænnet sig til duften af Lauranas Liljer, som hun fik i sin te hver morgen og aften siden hun blev trolovet. Hun hældte selv teen op i sin tekop, før hun greb om koppen og begyndte at drikke fra den. Tjenestepigen stillede så sølvbakken væk og fandt en flettet kurv frem hvori der lå tonsvis af breve. Astrid sukkede opgivende som hun så på bunken og satte den varme te fra sig. ”Er der nogen der er værd at læse?” spurgte hun som hun rettede sit trætte, blide blik op på tjenestepigen, som allerede havde fået besked om hvem hun havde fået breve fra.
”Der er brev fra prins Al-…” lød det fra tjenestepigen som afbrød sig selv, som Astrid straks begyndte at grave efter brevet. Hun fandt et ret så simpel konvolut som hun ivrigt åbnede uden brevåbner, hev pergamentet ud, kastede konvolutten fra sig og begyndte at læse.

Kære Prinsesse Astrid af Isenwald



Det er mig en stor glæde at kunne sende Dem mine lykønskninger på denne dag. Jeg må være ærlig, jeg mindes med smil og glæde da De var på besøg her sidst.

At skrive dette brev til Dem bringer mig kun mere smerte som jeg må erkende mit savn.



Jeg håber at denne smukke grønne sten kan se god brug for Dem. Jeg ved dog godt at det ikke er retfærdigt at sende denne sten til Dem da den kun vil blegne hvis den kommer nær Deres øjne.



Jeg ser med stor iver og glæde frem til efteråret at kunne se Dem igen.

Deres, Prins Alaric Rorick af Erneyll

Hun lagde så brevet ind mod brystkassen og sukkede en anelse længselsfuldt som hun lukkede sine lyse øjne. Der var meget lang tid til efteråret hvor de skulle giftes. Astrid syntes stadig det var uretfærdigt at de ikke måtte ses inden deres bryllup.
De lyse øjne spærrede sig så op og så rundt, ”Vent… Sten… Hvilken sten?” Hendes hoved piskede frem og tilbage fra side til side som hun kiggede efter en sten. Tjenestepigen rømmede sig så og nikkede henvisnende til en bunke med æsker. Astrid greb så det forreste af sin silkenatkjole i refleks og luntede hen til bunken af pakker, før hun ivrigt kiggede efter en pakke, som kunne ligne den kom fra Alaric af Erneyll. Hendes blik faldt så på en lille pakke, som hun hurtigt og ret ivrigt fik pakket op. Inde i æsken viste sig at være en lille grøn smaragd. Hun sukkede højlydt og en anelse drømmende som hun så på den lille sten. Tjenestepigen kunne se hvordan Astrids skuldre dalede.
”Er alt som de skal være?” spurgte tjenestepigen.
Astrid lukkede hurtigt æsken i igen og vendte sine våde øjne mod tjenestepigen som hun smilte og nikkede. ”Alt er helt perfekt,” lød det en anelse grødet fra arvingen. Hun rømmede sig så, lagde æsken fra sig og tørrede sine øjne lidt. Hun var i den grad vågen nu.
”De har også en pakke fra fyrstinde Isenwald” nævnte tjenestepigen og nikkede i retningen af en stor æske i Isenwalds farver. Selve æsken var nemlig grøn og båndet om den var rødbrunt.
Astrid sank en klump og bevægede sig roligt mod æsken. Som hun stod foran den, løsnede hun roligt båndet, med samme rolige bevægelse åbnede hun æsken og fjernede noget knitrende papir. En mørk kappe med kant af grå pels, varulvepels for at være præcis, kom til syne. Spændet som ville holde kappen sammen, var Isenwald mærket. Hun fnøs og trak et lille smil, som hun lod fingerspidserne og neglene glide hen over spændet. Hun var den næste i rækken. Roligt hev hun så kappen ud af æsken som hun beundrede den. Hun skævede kortvarigt over til tjenestepigen som straks nærmede sig Astrid for at hjælpe hende i kappen, så Astrid kunne se den på. Kappen omsluttede Astrids krop og natkjolen kunne ikke længere ses.
”Den klæder Dem,” komplimenterede tjenestepigen som roligt lod sine hænder stryge over Astrids skuldre. Dette var både for at gøre Astrid sikker i at hun mente det og for at sikre at kappen blev på plads. Spændet blev lukket og man kunne tydeligt se kappen signalerede magt og jagt.
Astrid begav sig så hen til et af de spejle hun ejede og betragtede sig selv bærende kappen. Kappen var særdeles smuk og med masser af broderinger, der hvor der ikke var pels. Kappen var varm og Astrid rømmede sig en gang, før tjenestepigen åbnede spændet og trak kappen af arvingen, for at lægge kappen væk igen.


Der gik nogle timer før Astrid var gjort klar til dagen. Hver dag blev der brugt oceaner af tid på at gøre hende klar til brylluppet i efteråret og hendes fødselsdag var ingen undtagelse. Kropsbehåring blev fjernet med en sukkerblanding, kroppen og håret blev vasket med honning, blomsterblade og frugter fra Medanien. Herefter blev både krop og hår smurt i olie. Det gav en flot glans og en lækker blødhed. Astrid lange mørke hår var altid voldsomt at stå med, så jo mere arbejde de kunne lægge i det inden, jo bedre.
Når alt var blevet plejet og passet blev halvdelen af det nu tørre hår bundet væk i fine fletninger og den kurvede, hårløse, silkebløde krop klemt ned i en fin lyseblå kjole med simple hvide broderinger. Derudover blev øre, hals og fingre pyntet med fine delikate smykker.
Pyntet og endelig klar på dagen begav hun sig ned til spisesalen hvor hun blev mødt af sin søster og moder som var klar til morgenmad sammen. Astrid takkede for kappen og begav sig i gang med sit første måltid.