Link til beklædning

Trods den korte fysiske afstand mellem de to grene af Kazimi familien, så kunne der med lethed gå alt for langt mellem besøgende. Ikke desto mindre betød det kun at glæden over at se hendes kusine, Catarina, kun fik lov at vokse sig endnu større. Den glæde havde siddet længe i den petite skikkelse, kun for at vokse sig større jo tættere dagen for besøget kom.
De dybe brune øjne var åbnet op, længe før den bagende sol overhovedet var begyndt at kigge frem ude i horisonten, og underlægge den sydligste del af landet under en unødig hede. De brune lokker der stod vildt omkring det fregnede ansigt, blev tæmmet før den mørkhudet, slavekvinde som var blevet skænket Meena ved fødslen, trådte ind på værelset ”De er oppe allerede” lød det overrasket fra Kisra, hvis lysebrune øjne spærrede sig en anelse op, før udtrykket faldt tilbage i det vanlige stramme og alvorlige udtryk.
Med hjælp af Kisra blev den unge fyrstedatter iklædt mere praktiske klæder, efter eget ønske.
En azurblå kjole med perlemorshvide knapper ned ad øverste del, foran. Kjolen stoppede lidt under knæet, men med vide bukser inden under, i den samme blå farve, var en del mere af hendes ben dækket til. Udover den noget simple kjole bar hun en duster frakke i knækket hvid, med en matchende blå kant og broderede blomster.
Håret lang løst om skuldrene, og en passende mængde smykker peppede det valgte outfit op. Foruden de sædvanlige smykker hun altid bar, kunne den to kædet ankelkæde ses på den ene ankel, en halskæde sad tæt om den brune hals og armbånd pyntede begge håndled.

Så snart at Catarina var ankommet ifølge med hendes familie, og der var blevet hilst formelt på hinanden, havde hendes forældrene trukket sig tilbage sammen med Fyrsten og hans kone, der var jo en del der skulle følges op på. En lille mørkhånd lukkede sig omkring Catarina’s smalle håndled, og lod hende trække med sig ”Kom, inden de kalder os med sig til høfligheds snak og kedelige anekdoter” lød det småleende fra Meena, som hun lod sin kusine føre ned ad en af de mange gange, med retning mod hendes private kammer. Det var trods alt et af de få steder de ville kunne snakke frit, bare de to unge Kazimi piger.
Den smukt dekorerede dør lukkede i bag dem, og først nu slap hun håndleddet. Midt i rummet stod en opredt stor rund seng, dækket af pudder og lagner i den fineste silke man kunne opstøve, fra loftet hen over sengen hang tyndt gennemsigtigt stof ned som en sengehimmel. Flere små hyggelige arrangementer med bløde puder, hvor man kunne sidde og snakke sammen, var at finde på værelset, givende mulighed for at sidde inde og ude, på den tilstødende balkon med udsigt over Balzera.
”Hvor vil du gerne sidde henne? Er der noget særligt du ønsker? Vin, bestemt frugt eller andet?” Blikket landende på den kønne kvinde ved hendes side, afventede et svar.
Når Catarina havde fortalt hvor hun ønskede at sidde, ville Meena sende Kisra, som troligt befandt sig på værelset, afsted med ønsket om at få bragt forfriskninger til værelset, før hun ville tage plads i de bløde silkepuder, med armene lukket omkring en af dem som blev holdt tæt mod mave og brystkasse.
De brune øjne var store og lyste af nysgerrighed, og smilet nåede dem med lethed "Nå, fortæl, er der sket noget spændende? Nogle fine adelsmænd som har lagt visit forbi? Spørgerne efter din hånd?".

Det føltes som en evighed siden, at Catarina havde været i selvskab med sin elskede kusine, ja faktisk var det længe siden hun havde set flere fra sin familie. Det havde været travlt med alt muligt i et langt stykke tid, så der havde ikke været lige så meget tid til familie sammen kometer, som der plejede at være. Men  endelig var de nået til dagen, hvor endnu en familie sammen komst skulle finde sted.

Catarina var stået op til en fantastisk solskins dag og hun var straks gået ud på balkonen, for at kigget på alt det mylder, der allerede var i gaderne, noget hun stort set gjorde hver morgen, inden hun gik i bad og gjorde sig klar til dagen, Hun stod altid et stykke tid og betragtede de ting der skete, der skete altid et eller andet, der var værd og følge med i, i hvertfald i følge hende selv.
Hun havde i dagens anledning, iført sig en lang hvid kjole, da hun viste at familien havde forventninger om, st hun havde kjole på,  Og selvom hun altid foretræk, bluse og bukser havde hun alligevel taget kjolen på, uden og brokke sig over det, hvilket hun ellers normalt ville havde gjort.


De var nu draget af afsted mod familiens hjem og hun var knapt nok nået inden for døren, før kusinen havde taget hendes hånd og var trukket leende af sted med hende til sit værelse. “Lyder enormt  kedeligt, lad os komme afsted og det kan ikke gå hurtigt nok” havde Catarina sagt tilbage, mens hun stak kusinen et smil og lod sig føre ned af gangene til kusinens private kammer. “Tja en stol ville være passende og vin er fint tak” svarede Catarina tilbage og fik øje på balkonen, som hun straks gik ud på og kastede et blik udover byens gader. 
Da kusinen igen spurgte om noget, der fik hende til og vende sig mod hende “Det har der ,men det jo ikke noget nyt og du ved hvor lidt , jeg går op i sådan noget, mænd er så kedelige, i hvertfald de fleste” sagde Catarina og rullede med øjnene ved tanken og var som altid mindre begejstret, for alle de mænd der altid prøvede, at få hendes hånd og hvor uimponeret hun altid var over dem.
“Hvad med dig?..nogen i sigte?” Spurgt hun nysgerrigt tilbage mod veninden.

Meena nikkede en enkelt gang, som tegn på at hun havde hørt Catarina’s svar på hendes eget spørgsmål. Det var også lige før den unge fyrstedatter ikke nåede at rette det brune blik, mod hendes personlige slave; ørkenelverkvinden Kisra, før end at elverkvinden allerede var i færd med at forlade Meena’s personlige kammer, efter vin og friske figner til de to unge Kazimi kvinder.
Med en gestikulerende bevægelse, gjorde Meena tegn til at kusinen endelig skulle tage plads på en af de smukt udskåret stole i mørkt træ med blødt polsteret sæde og ryg, før hun selv tog plads i en af de andre matchende stole.

Mundvigene sitrede let, før de trak sig op i et smil, hvor en varm latter kort efter fulgte. Det var lige det var som hun havde forventet at høre fra Catarina, men det gjorde bestemt ikke at de morede hende mindre af den grund. ”Du er også så svær at stille tilfreds Catarina, hvordan skal vi nogensinde får dig giftet væk til en anstændig adelsmand?” En kort varig alvorlig mine fjernede en hver eksistens på det smil, som før havde prydet det fregnede ansigt. En mine der var ganske påtaget, og kendte man Meena godt nok, ville man kunne se at alvoren aldrig nået øjnene og røbede derfor ordene ikke var ment med et gram alvor.
Underlæben blev trukket ind mellem tænderne, med et lille nik ”Mmhm.” startede hun med at svare på spørgsmålet, mens hun greb ud efter en silkeklædt pude, til at lægge i skødet på hende selv ”Jeg blev inviteret til Medanien for nyligt… Og det var faktisk slet ikke noget dårligt valg.” Indrømmede hun, med et smil der næsten voksede sig større for hvert ord.

Catarina sad lidt og kiggede efter ørkenelverkvinden Kisra, uden selv og lægge mærke til det, havde hendes øjne fanget dem kønne kvinde. Da hun gik efter vin og frugt til dem og Catarina havde siddet lidt og betragt hende og hendes øjne hvilede stadig på døren efter hende, da kusinen begyndte og le og sige noget til hende, hvilket fik Catarina til og rette sit blik mod kusinen igen “Hvem siger han skal være adelig“ kommentere Catarina tilbage og så kusinens ansigt skifte til et mere alvorligt udtryk ved Catarinas samme sprøgsmål, som hun med det samme kastede tilbage i hovedet på på kusinen, mens hun rejste sig ”og hvem siger det skal være en mand” mumlede hun mens hun gik over til balkonen igen og skulle lige til Og gå ud på den. Da kusinen svarede på hendes spørgsmål og fik hende til og stoppe og og vende sig mod kusinen igen “Af hvad gjorde du?..fortæl mig alt om det” sagde Catarina med nysgerrighed i stemmen og satte sig tilbage på stolen og ventede på kusinen skulle fortælle alt om det.

Det var på inden måde skjult sådan som Catarina sad og betragtede kusinens personlige slave, ikke fordi det behøvede at være det når bare de kun var dem. Meena var det sidste til at ville sladre, det holdt hun for meget af sin kusine og veninde til.
En overdramatisk hånd lagde sig mod øverste del af den brune prinsesses brystkasse ”Catarina?!” et tilføjende gisp kom da hun begyndte at hentyde til det ingen gang behøvede at være en mand. Masken kunne ikke holdes evigt, i stedet små lo Meena og rystede på hovedet ”Hvad end der gør dig lykkelig.. Selvom det med vores position i livet, ikke altid er lige til.” et tungt halv irriteret suk slap fra hende.
Ikke at Meena fik muligheden ved at dvæle længe i samfundet og ikke mindst familiens forventning. Kusinen lagde sin kurs om og havde ikke længere retning mod balkonen og udsigten til byen. ”Jeg har aldrig mødt en mand som ham! Han er..-” perfekt? Det ord kunne hun sagtens have brugt til at beskrive Alfie, men det var ikke dét ord hun ledte efter. Han var mere end det, han var lige netop ikke perfekt, ligesom Meena selv ikke var når man så bag facaden. ”- Jeg har aldrig mødt en som matcher mig som han gør, han er så nem at være omkring og jeg kan være mig selv.” jo mere hun snakkede, jo større voksede smilet, før underlæben blev suget ind mellem tænderne ”Jeg har været sammen med ham.” indrømmede hun endeligt, velvidende at Catarina næppe ville dømme hende eller løbe med sladder.

Catarina havde ikke en gang lagt mærke til,  den hånd, der var blevet  langt på hendes bryst kasse, før hun havde rejst sig. måske var det sættet der var gået igenne hende eller kusinens stemme der sagde hendes navn, der havde fået hende til og rejse sig, det viste hun ikke. Men alt dette var også lige meget nu, for nu sad hun spændt og lyttede til, hvad kusinen havde og fortælle og Catarina opfangede hvert et ord kusinen Sagde “såh du kan altså lide denne herre lyder det til og du har hvad, hvordan var det?” Spurgte Catarina nysgerrigt, da det virkede til kusinen kunne lide ham mere end bare som en ven og det var nu heller ikke noget Catarina selv havde, kastet sig så meget ud i endnu, så det gjorde hende bare mere nysgerrig.
“Men hvem er han og er han til og stole på?....hvis han så meget, som krummer et hår på dit hoved, så skal han få med mig og bestille” sagde Catarina i en bestemt tone (og glemte nærmest, at kusinen havde hentydet til hun godt kunne lide ham ) og man kunne pludselig se en slags vrede i hendes øjne.

”Den tidligere Isenwald arving, Markus Alfie Isenwald.” der var stadig rygter som florerede om Alfie’s medvirken til hans mors forræderi, men han var ligesom resten af Isenwald slægten blevet frikendt. Han begik sig stadig blandt adelen. Det havde været af politiske årsager fyrstetitlen var tilfaldet den anden gren af slægten. Uanset burde Catarina vide hvem kusinen snakkede om, og dermed også han var noget ældre. Ikke at aldersforskellen i sig selv var noget mærkbart tiden taget i betragtning.
”Jeg kan virkelig godt lide ham. Han vil ikke bare have en kone der er pynt på armen, han vil ikke se mig kvæles langsomt i et overpyntet fængsel. Han ønsker en kone der er hans ligeværdige i alle aspekter af et ægteskab.” jo mere hun fortalte, jo mere lyste hun op. Havde ordene ikke gjort det tydeligt at prinsessen var blevet ret glad for den skæggede mand, så afslørede hendes kropssprog det. ”Hvordan det var?” Underlæben blev suget ind mellem tænderne i et lille fnis ”Han ved hvad han laver.” en lille smule varme satte sig i de brune kinder og gav dem en rødlig kulør ”Han virker til at være til at stole på og jeg lover dig Cat, han vil ikke gøre mig noget. Det er jeg sikker på.”.



// Lukker tråden da den har ligget længe og der efterhånden er sket en del plotmæssigt hos Meena. Beklager meget <3