Templet var i land og rige kendt for sin arkitektoniske pragt og opfindsomhed. Dets lige var ikke at finde andre steder, sagde folk. Det var et bygningsvidunder bygget til at rumme og ære det helligste hellige – og dermed meget belejligt at bruge til Athelstan af Erneylls bryllup med Amelia de Pompadour.

Adelsønnen stod allerede klar ved alteret. Han havde til dagens anledning overgået sig selv med hensyn til påklædning; En broderet sort kjortel af feberblødt silkestof med røde kanter og tilhørende mørke bukser udgjorde den primære påklædning. Dertil var en mørkerød tynd kappe fæstnet til de brede skuldre med to søljer, bestående af en sølvplade, dekoreret med drevne motiver, der forestillede Erneylls våbenskjold. Små skeformede vedhæng var fæstnet til sølvpladerne med øskner, der afgav en klirrende lyd ved den mindste bevægelse. Skoenes mørke remme snoede sig op ad underbenene til knæene. Koftens krave var høj og stiv, og tværs over koftens midterstykke – tværs over brystkassen - var indarbejdet en kæde af sølv.

Athelstan var nervøs, selvom han gjorde alt for at opretholde det let dovne ansigtsudtryk. Håndfladerne kløede. De sad alle placeret på lange bænkerakker af olieret teaktræ og så op på ham. (En ældre tempelpræst - Athelstan havde krævet en mand - stod ved adelsønnens side iført en prægtig ornat.) Moder med sine skarpe grå øjne, Fader med sin brede kæbe, de to yngre brødre. Foruden dem var der Amelias skrækkelige familie og flere håndfulde af betydningsfulde, vigtige ansigter. Eller – de fleste var. Moder havde nægtet at lade templet fremstå halvtomt og havde udnyttet sin endnu dækkedes kistebund og sit stygge ry, til at fylde langskibet helt op. Der var ikke en tom plads at finde; bryllupsgæsterne sad stuvet sammen.

Ugerne var fløjet af sted i et væld af planlægninger om blomster, dekorationer, gæstelisten, musikerne, underholdningen og brudeudstyret. Det meste var foregået over korrespondance mellem Celeste og Mathilda, og Amelia selv havde ikke haft meget at skulle have sagt. Hun var også ligeglad. Mere end nogensinde følte hun sig som en brik i sine forældres spil. Hun trøstede sig med, at selvom ægteskab var en anden form for fængsel, betød det også, at hun fik lov til at styre sit eget hjem. At der fulgte en mand som Athelstan med var selvfølgelig højst uheldigt.
Amelia havde ikke set ham siden hans besøg i Nordvik. Hun vidste, hun havde opført sig urimeligt på rideturen, og hans opførsel i den resterende periode havde afspejlet det. Ligeså snart han var taget afsted, udfrittede Celeste hende for grunden hertil og beordrede hende til at spille den ydmyge, underdanige datter.

Nu var det hendes bryllupsdag, og der var ingen vej tilbage. Hun havde næsten ikke sovet hele natten på grund af kvalme af nervøsitet. Om morgenen havde hun fået et panikanfald, og det var kun med besvær lykkedes kammerpigerne at berolige hende. Derefter var hun gået ind i sig selv og havde adskilt krop fra sind. Med stoisk ro lod hun kammerpigerne nive, skrubbe, dreje, hive, smøre og prikke hendes hud, indtil hun lignede en brud.
Flere timer senere stod hun i et forrum i Dianthos’ helligste tempel. Hun lignede i sandhed en prinsesse. Hendes moder og svigermoder havde selvfølgelig sørget for, at brudeparrets tøj matchede. Udenpå adskillige lag underskørter bar hun en skarlagensrød kjole med et fint lag af sorte blonder og yderst sjældne perler. Kniplinger i guld strammede de vide ærmer ind langs armene så de puffede, og lignende kniplinger løb hele vejen ned fra barmen til kjolespidsen. Kjolen gav et let kig til Amelia skuldre og mælkehvide hals, hvorom der hang en pragtfuld kæde med krystaller, som ligeledes pyntede hendes opsatte hår. Skørtets slæb var flere meter langt, men lavet så praktisk, at det kunne tages af, når der skulle danses.

Først nu, i templet, blev Amelias krop og sind ét. Hendes ben truede med at knække sammen under hende, og hun kunne dårligt nok trække vejret, hvilket ikke blot skyldes det stramme korset. Da korets skønsang vibrerede ud i templet, begyndte Amelia at gå op ad gulvet. Ansigter blev drejet imod hende, men hun nænnede dem ikke et blik, hun koncentrerede sig blot om at gå skridt efter skridt og var sig omhyggelig bevidst om, at skørtet fyldte hele gangen fra bænk til bænk. Vandringen var frygtelig lang … Det måtte være sådan, det føltes for en fange at gå mod galgen.

Og for enden af gangen ventede løkken … Athelstan af Erneyll. Han havde aldrig set smukkere ud. En gud snarere end kød og blod. Hun forsøgte at lægge ansigtet i forelskede folder, men vidste ikke om det lykkedes. Deres blikke mødtes. Knitrede. Og så standsede hun foran ham og sendte han et ydmygt, forsigtigt og meget underdanigt smil.

Han snappede efter vejret da Amelia kom svævende op ad tempelgulvet, iført et skrud som passede perfekt til Athelstans eget. Meget kunne man sige, men æstetisk ville de blive et forbilledligt par. Børnene ville blive skønheder, der ville tiltrække folk fra nær og fjern. Tanken fik den unge mand til at smile for sig selv, og i et øjeblik glemme hvor dybt et had han egentlig nærede for sin kommende brud –

Athelstan havde ikke glemt det famøse ophold i det kølige land mod nord. Han havde ikke glemt Amelias forkastelige ord og dybt barnlige attitude. Ej heller havde han glemt, hvad han forbitret og rasende havde lovet hende: Hun ville få betalt. Sætningen havde været som et mantra, der havde lydt hver gang han var blevet mindet om det snarlige bryllup og deres sammenlåste skæbne: Hun ville få betalt, hun ville få betalt, hun ville få betalt.. Det var blevet til et mentalt bål i adelsønnens legeme, som han havde varmet sig ved, når det ikke havde været nok at drukne farvede killinger i hingstens vandtrug (Det plejede ellers at reducere vreden betydeligt)

Selvom Amelias smil var smalt og falskt besvarede Athelstan det med et - mindst lige så falskt - høfligt nik og et tyndt grimassesmil. Dog var han ikke i tvivl om, at hun også kunne mærke, hvordan deres had slog mod hinanden under facaderne.
Kæbemusklerne spillede, men Athelstan formåede at holde sig til den foreskrevne etikette.
Stumt vendte han sig mod præsten, der som respons løftede arme og højtidligt påbegyndte ceremonien.

En brudepige organiserede Amelias slæb, således at stoffet lå uden folder bag bruden. Dernæst vristede hun buketten fra Amelia, som havde klynget sig til den, siden hun havde fået den i hænderne, og nu måtte lade armene hænge slapt ned langs siden. Hun var nødt til at løfte hovedet for at se op på Athelstans ansigt, og det irriterende hende en smule. Hans dovne øjne så næsten ligeglade ud, men bag de forsigtige smil, som fik visse gæster til at blinke indforstået til hinanden ved mindet om deres egen spændende første tid, lå en ulmende afsky.

Ligesom Athelstan vendte Amelia sig mod præsten, en alvorlig mand med kridhvidt hår, iført en præstekjole med Isaris symbol vævet i guld. Han løftede armene for at velsigne brudeparret såvel som menigheden i Isaris lys. I løbet af de næste mange minutter fulgte en strøm af bønner, salmer og kedelige oplæsninger. Amelia sørgede for at se interesseret ud, selvom hun ikke lyttede til halvdelen af, hvad han sagde. Korsettet strammede, skoene klemte og krystallerne borede sig ubehageligt ned i hendes hovedbund. Og så var hun omhyggelig bevidst om Athelstan ved sin side og de hundredevis af øjne, der betragtede dem.

Efter en rum tid vendte præsten sig mod Amelia. ”Dermed tilspørger jeg Dem, Amelia de Pompadour, vil De tage Athelstan af Erneyll til din ægtemand? Vil De elske og ære ham i medgang og modgang, vil De være ham tro og skænke ham din kærlighed med Isaris velsignelse?” Amelia kiggede op på Athelstan. Hans ansigt var hugget i sten. Hun hadede ham med hver en fiber i sin krop og ville hellere udstå Zaladins værste pinsler end at gifte sig med ham. Nej, rungede svaret i hendes sind.

”Ja.” Amelia smilede atter til ham, denne gang et morderisk smil der lovede, at hun ville gøre hans liv til et helvede. Præsten kiggede nu på Athelstan. "Ligeledes tilspørger jeg Dem, Athelstan af Erneyll, vil De tage Amelia de Pompadour til din ægtehustru? Vil De elske og ære hende i medgang og modgang, vil De være hende tro og skænke hende din kærlighed med Isaris velsignelse?"

Athelstans fødder faldt hurtigt i søvn. Faktisk havde de knapt nok overlevet den første indledende messe, før han kunne mærke en tiltagende snurren i tæerne. Han hadede at stå stille. Han var skabt til aktiviteter og bevægelse – stilstående rituelle handlinger var ikke alene søvndyssende; han kunne mærke, hvordan kroppen begyndte at forfalde.
Men det værste var ikke den endeløse venten.
Det værste var, at han skulle håndtere denne venten i templet. Lytte på de grufulde historier om alt det der ville ramme det syndige menneske. Og var det ikke nok, kom øjnene konstant til at vandre mod de indgraverede eller udhuggede figurer på murene. Dæmoner og monstre udgjorde den nederste billederamme, og selvom Athelstan stod et sted, hvor det var umuligt at se alle figurerne, vidste han at de var der - og hvad scenarierne forestillede: En djævel lagde en strikke om halsen på en mands hals, et ræveagtigt uhyre (der omgående skabte associationer til den kommende svigermor) slæbte et barn afsted ved håret, en ørn med hænder spiddede en nøgen kvinde.. Helvedesberetningerne gjorde adelsønnens ansigt hårdt som granit, og angsten fik næsten druknet præstens ord, da denne omsider henvendte sig til Amelia.

Hendes ’ja’ gjorde Athelstan nærværende. Da det blev hans tur svarede han uden betænkningstid det samme:
”Ja.”
Ekkoet slyngede sig ned mellem søjlegangen.
Adelsønnen gengældte derefter hendes smil – Åh, bare vent, kære. Igen mor vil høre dig, hvis du skriger i Erneylls mørke skove.

Præsten begyndte at snakke igen, men Athelstan af Erneyll var for optaget af, hvilke glæder han skulle udsætte sin kone for (selv de skrækkelige dommedagsbilleder var glemt), at han ikke hæftede sig ved ordene – ikke at han heller behøvede det. Moder havde sikret sig at hendes søn havde øvet de rituelle handlinger så mange gange, at det umuligt kunne gå galt.
Da præsten gav tegn til at ringene skulle udveksles, fandt Athelstan sin frem. Han drejede samtidig fronten mod Amelia.

’Klar til at besegle vor skæbne?’ spurgte de lysende, blå øjne med et farligt glimt spillende deri.
Ringen var af sølv, forfinet og raffineret af en af Krystallandets mest efterspurgte sølvsmede. Det var et let og uhyre beundringsværdigt smykke, som Moder havde valgt.
Athelstan mærkede, hvordan den dirrende forventning byggede sig op. Øjnene blev knebet en smule sammen og munden trak sig insisterende opad:
Når først ringene var på, ville intet kunne skille dem ad.

Amelias hjerte sprang et slag over, da ordet rungede ud i templet - ikke af glæde, men af lettelse over, at han ikke ydmygede hende foran hele højadelen i Krystallandet ved at sige nej. Med deres tomtklingende løfter havde de underskrevet en usynlig pagt, der bandt dem til hinanden for evigt. Nu manglede der kun udveksling af ringene, og selvfølgelig bryllupsnatten, for at fuldbyrde ægteskabet, men den nægtede Amelia at forholde sig til.

Hun rakte sin spinkle hånd frem, hvorefter Athelstan lod en pragtfuld ring glide ned over hendes ringfinger. Den passede perfekt. Det var tydeligt, at smykket var uhyre værdigfuldt, og hun tog sig selv i at beundre det, inden hun ligeledes fandt en ring frem fra en skjult lomme i skørtet. Den var også i sølv og pragtfuldt bearbejdet af de dygtigste dværge i Nordlandet. Hun lod ringen glide ned over Athelstans ringfinger. Det var dét.

Præsten sagde et par sidste bønner, brudeparret modtog Isaris velsignelse på knæ, en salme blev sunget og til lyden af koret, var det tid at forlade templet. Amelia lagde forsigtigt sin hånd på Athelstans fremrakte arm og begyndte at gå ned ad gulvet ved hans side, så snart brudepigen havde arrangeret skørtet. Denne gang kiggede hun på gæsternes ansigter, smilede stort og foregav at være den lykkelige brud, der endelig havde fået sin brudkom. Og en del af hende følte sig da også i dét øjeblik som den mest magtfulde og berømte kvinde i Krystallandet.

Athelstan kunne mærke den behagelige summen sprede sig i kroppen, da han atter satte pokalen med kryddervin fra sig på det opdækkede bord. En hurtig håndbevægelse fik hidkaldt en trippende tjenerinde, som omgående fyldte glasset igen.

De sad placeret ved et højbord – de netop indviede ægtefolk i midten. Det ene overdådelige måltid efter det anden blev båret ind på kæmpefade, hvor Athelstan som den første – og dernæst Amelia – kunne tage for sig. Derefter fik de øvrige ved højbordet tilbudt maden inden fadene blev båret ned til de andre borde og dertilhørende mindre betydningsfulde gæster.
Athelstan havde lænede sig mageligt tilbage i sit sæde. At komme ud af templets tunge skygge havde gjort ham sulten, og nu hvor de netop var blevet præsenteret for deres 13. ret (Vildt krydret med safran og ingefær, på en bund af honningglaserede æbler), var han mæt og afslappet. Han skottede til sin Moder, der sad fordybet i animeret samtale længere ned af højbordet. Et flygtigt smil viste sig på den unge mands ansigt, da han derpå – ganske forsigtigt for ikke at skaffe sig unødig opmærksomhed – lagde sin hånd på Amelias lår.
Der var noget berusende ved at mærke det dyre kjolestof under fingrene og vide, at alt dette – inklusiv den yndige lyshårede kvinde – nu var hans ejendom.

”Glæder du dig til senere?” spurgte Athelstan af Erneyll lavt sin nyerhvervede kone og drejede hovedet mod hende med et udfordrende blik i de blå øjne.

Salen i paladset gav genlyd af munter snak, skraben af bestik og bløde toner fra musikerne i hjørnet. De fineste gæster fra hele Krystallandet var mødt op for at deltage i Amelia og Athelstans bryllup, og de sludrede nu med hinanden rundt ved bordene. Guldkandelabere med høje stearinlys oplyste deres ansigter, når de tog for sig af det væld af retter, tjenerne serverede på fade. Gæsterne bar alle de samme høflige masker, der var så karakteristiske ved den højere klasse, og intet kunne få dem til at krakelere.

Oppe ved langbordet stak Amelia til fasanen på de honningglaserede æbler. Hun havde knap nok rørt sin mad, dels fordi hun ikke var sulten, og fordi korsettet efterlod meget lidt plads til den slags. Hun havde travlt med at udveksle høfligheder med de mange par, der med jævne mellemrum slog et smut forbi brudeparret for at give deres lykønskninger, som traditionen dikterede. Hun smilede, lo af deres morsomheder og spurgte ind til deres børn, selvom hun var fuldstændig ligeglad. I gæsternes øjne strålede Amelia som en blændende sol. Hun var absolut i sit rette element, og alle de små besøg betød også, at hun var fri for at snakke med Athelstan.

Lord og lady Aswell var netop vendt tilbage til deres bord, da Athelstan dristede sig til at lægge en hånd på hendes lår midt under banketten! Hun rødmede. Ville nogen mon opdage, hvis hun stak en gaffel ned i sin udkårnes hånd? Det kom sikkert an på, om han hylede som en gris. Ved hans spørgsmål rødmede hun endnu dybere, meget mod sin vilje. “Jeg glæder mig yderst til desserten, hvis det er den, du hentyder til. Jeg kan ikke vente til at se gæsternes chokerede ansigter, når de ser chokoladefontænen, eftersom bønnehøsten har været elendig i år,” svarede hun elegant og tog en temmelig stor slurk vin. Så skævede hun til ham med et stramt ansigtsudtryk og hviskede: ”og vil du øjeblikkeligt fjerne din hånd! Bare fordi vi er gift, betyder det ikke, at du kan tillade dig den slags … frimodigheder.” Hendes kinder brændte, nu da han havde tvunget hendes tanker hen på begivenheden, der nærmede sig med faretruende skridt, og vinen hjalp bestemt ikke. 

Det var svært ikke at skjule den pirrende begejstring, da en forlegenhedens røde farve forræderisk kom til syne i Amelias fine ansigt. Skjult af bordpladen strøg han ganske forsigtigt hen over kjolens stof. Hendes kropsvarme kunne mærkes gennem stoffet og erkendelsen fik fingerspidserne til at dirre indeni. 

’Jeg glæder mig yderst til desserten, hvis det er den, du hentyder til.’ 

Athelstan løftede overrasket sine øjenbryn. Han havde ikke forventet at hun ville være med på den slags .. unoder. Alt for langsomt gik det op for adelsønnen at hun havde ment det helt bogstaveligt. Til mørket med chokolade! Som straf for hendes flabethed trykkede han hårdt sine spredte fingre ned i hendes lår – manglende impulsstyrring var en af vinens (u)tilsigtede effekter.

Amelias følgende formaning fik Athelstan til at fnyse: ”Du har ikke ret til at bestemme, hvad jeg må eller ikke må,” vrængede han lavt, men fjernede alligevel hånden, for i stedet at række efter sin vin.
Inden han tog en tår, løftede mundvigene sig opad og han tilføjede, påtaget henkastet:
”Jeg nærer virkelig en dyb respekt for de gamle traditioner – gør du ikke også?”

Rødmen på Amelias kinder blev til røde pletter af arrigskab, idet han strammede grebet om hendes lår. Hvor vovede han! Gaflen i hendes hånd forsvandt diskret ned under bordet, klar til at hugge, men i næste øjeblik fjernede han fingrene, til hendes store ærgrelse. Hendes blik søgte mod de nærmeste ansigter, men ingen lod til at have bemærket det lille optrin. Hendes svigermoder konverserede høfligt med Louis, mens Athelstans fader så noget stram ud i ansigtet over at være bordherre til Celeste.

”Du lyder som et lille barn,” påpegede hun diskret uden at se på ham. Hun stak til fasanen og forsøgte at ignorere knuden i maven. Sandheden var, at hun gruede for natten! Gifte kusiner havde diskret forsøgt at forklare hende, hvordan manden lagde sig på kvinden, og de blev ét. Engang havde hun i skjul overværet en af stalddrengene kopulere med en køkkenpige. De havde stønnet, svedt og nærmest skreget hen mod slutningen, og i dét øjeblik havde Amelia svoret aldrig at ville gøre den slags!

Og her sad Athelstan og hentydede til, at han glædede sig til det. Han var mere snedig, end hun først havde fået indtryk af, sådan som han pakkede skjulte budskaber ind i andre vendinger. ”Jeg nærer en dyb respekt for en ægtemand, der følger sin hustrus grænser,” svarede hun tilbage. Hvor var han dog et bæst! Han vidste, at hun som en dydig adelskvinde var nødt til at fuldføre gerningen, hvor lidt hun end ønskede det.

Athelstan fortsatte uanfægtet: ”Særligt én af de gamle traditioner vægter jeg meget højt. Vil du høre, hvilken en det er?” Som situationen var nu, ville end ikke tusind af hendes flabetheder ramme ham. Hun kunne stikke og rive med sine spottende ord så meget hun ville, men det ville ikke fjerne den grumme grimasse fra den unge mands fjæs. Athelstan sad med en trumf, og lod hende vide det, ved at lade en unaturlig ro gennemsyre hans væsen.
Han vidste at Amelia ikke ønskede at vide svaret, men lod alligevel - for egen morskabsskyld -spørgsmålet hænge provokerende i luften et øjeblik før han omsider afslørede det for hende:

”- den ceremonielle sengelægning”.

Selvom det ikke længere var almen kutyme, sås det stadig lejlighedsvist praktiseret hos flere af de store huse. I al sin enkelthed gik det ud op at mænd fra begge de viedes familier sammen bar den nyklækkede brud op i sovekammeret og – med hujen og sjofle tilråb – overværede fuldbyrdelsen af ægteskabet. Athelstan så spændt på Amelias røde vredespletter. Mon de ville blive endnu mørkere eller farveløse?

Hvorfor var Athelstan så rolig? At kalde ham et barn, ville ikke normalt ikke gå ubemærket hen hos ham, medmindre han gemte på en hemmelighed. Hun undlod at svare for at stikke til ham, men han spyttede det selv ud inden længe.

Uvilkårligt fløj hendes blik mod ham, mens vantro gled over hendes nu blege ansigt. Ceremoniel sengelægning? Hendes hænder strammedes om bestikket. ”Det er ikke en del af brylluppet!” hvæsede hun. ”Moder ville aldrig tillade sådan en barbarisk tradition.” Ville hun? Amelias blik flakkede hen mod Celeste. Hvad præcist havde de to ældre kvinder aftalt? Nej. Det kom ikke til at ske. Det var én ting at skulle være så fysisk tæt på Athelstan, men at blive båret mod sovekammeret som en gris på vej til slagtning, hvorefter familiemedlemmer overvågede seancen, var direkte ydmygende!

Athelstan kunne stoppe det. Og han havde vidst det hele tiden. Må du brænde op i Zaladins dybeste kælder. ”Hvis du… hvis du lader det ske, tilgiver jeg dig aldrig, Athelstan af Erneyll!” Så tog hun en dyb indånding. Hun måtte ikke miste besindelsen. ”Hvad vil du have?” Hun rettede blikket mod sit skød.

Som blod der bliver vasket af tøj efter en aldeles succesfuld jagt, forsvandt farven fra Amelias ansigt. Synet overgik mindet af hendes arrige fjæs, efter at hingsten havde bidt den søde Snefryd i bagen. Hendes instinktive benægtelse var Athelstan forberedt på, hvorfor han allerede havde opstillet et passende ansigtsudtryk, der forhåbentlig skulle sætte gang i tvivlen. Ingen ord var nødvendige som supplement til den sigende mimik.

”Sikke en forbløffende selvbeherskelse,” svarede han muntert, selvom det var en kende påtaget. Hendes truende advarsel kort forinden var sneget i ind ad uforudsete sprækker. Noget i ham troede på, at hun rent faktisk mente det – og det gjorde ham ubehageligt til mode.
”Først og fremmest en undskyldning,” lød det prompte, mens han kiggede ud over de optagede gæster, der snakkede og spiste:” – hvor du trækker dine ord om aldrig at ville kunne tilgive mig tilbage.” Inderst inde vidste Athelstan godt, at Amelia kunne føje sig uden at mene det, men han var sikker på at det ville fjerne ubehaget, som hendes sætning havde affødt, hvis hun alligevel forsikrede ham om, at hun naturligvis ville kunne tilgive ham alt.

Amelia krøllede hænderne sammen om servietten i sit skød for at tøjle sin vrede. Hun følte sig som en fugl fanget i et net. Athelstan havde hende akkurat, hvor han ønskede, og der var intet, hun kunne gøre andet end at føje ham. Hvis deres ægteskab var et væddeløb, havde Athelstan i sandhed lagt sig i front.
Hun kiggede op på ham, på ansigtets stolte træk, og i et splitsekund fik hans selvtilfredse, hoverende mine hende til at snappe efter vejret.

Det krævede et par ekstra vrid af servietten, hvor hun forestillede sig at det var hans hals, før hun var i stand til at lægge ansigtet i rette folder. ”Tilgiv mig, Athelstan. Jeg formulerede mig forkert, og det tilfalder mig desuden ikke, at tale sådan til min nye mand.” Åh, Hvor hun afskyede ham for at tvinge hende til at tigge. Men hendes stolthed ville lide større knæk, hvis sengelægningen rent faktisk blev en realitet. Tanken om at ligge i intet andet end underkjole foran et publikum af frygtelige mænd, fik hendes hoved til at bruse af panik, og i et svimlende øjeblik forsvandt alle lyde omkring hende. Måske var det dette, der fik hende til at slippe al forstillelse.

Hun drejede sig halvfems grader i stolen, så hele hendes overkrop var vendt mod ham, og lagde begge hænder på hans arm. Fingrene borede sig ned i hans fløjsbløde rober. ”Jeg beder dig, Athelstan,” hviskede hun i en stund, der for gæsterne vidnede om en intimitet imellem de to. ”Lad denne nat være imellem os.”

At Athelstan nød øjeblikket var en underdrivelse. Han tog sig selv i at føle sig som en magtfuld halvgud, der med sin blotte tilstedeværelse kunne få Amelia til at danse og neje efter hans – og kun hans – forgodtbefindende.
Hendes undskyldning fik ham til at glemme al den akkumulerede vrede fra Norvik. Det var som en succesfuld syndsforladelse – kroppen og sjælen blev renset. Det gjorde det kun bedre at han vidste, at hun ikke havde gjort det frivilligt.

Den unge mand lod provokerende øjnene søge mod vinen, som han tog fat i med hånden kort efter. Først da tørsten var druknet, satte han glasset fra sig – tidsnok til at blive synligt opmærksom på Amelia, der uventet drejede sig mod ham.
Hendes hånd på adelssønnens arm fik det til at snurre behageligt nede i maven, der var fyldt med vin. Athelstan granskede hendes ansigt. Var det hendes fingre som gjorde ham varm?
Han lod sig indfange i det umiddelbare intime øjeblik og gav sig med et træk på skuldrene.
”Fint.” brummede han, ”- Du får det som du vil have det.”

At Athelstan trak tiden ud, var der ingen tvivl om, som han satte pokalen op til læberne og drak langsomt. Endelig kom det svar, hun håbede på, mere affødt af hendes oprigtige bøn end den påkrævede undskyldning. Isen i hendes mave brød op. Det glædede hende, at han da havde et gran af empati i sig. Hun løsnede fingrene om hans arm og rettede sig op, lige inden en grankusine dukkede op foran dem med sin mand ved armen. Straks smilede Amelia og kastede sig ud i høflighederne, som etiketten dikterede.

Desserten blev serveret, hele fem forskellige anretninger, hvorefter brudeparret dansede den første dans. Det var intimt at mærke Athelstans ene hånd i sin og den anden hvile på lænden. Hun havde håbet, at han måske ville finde situationen ydmygende, ligesom visse andre unge mænd gjorde, men han var en fremragende danser, elegant og selvsikker. Som de gled rundt på gulvet, og hun så op på ham, følte hun nærmest hvordan intensiteten byggede sig op imellem dem. Gæsterne klappede, hvorefter de selv indtog dansegulvet, da musikerne slog akkorderne til næste nummer.

Nær festens afslutning var stemningen mere løssluppen, dog uden at de adelige gæster på noget tidspunkt glemte, hvem de var. Amelia havde drukket godt med vin, men efterhånden som skæbneøjeblikket nærmede sig, var hun blevet temmelig ædru. Stemningen eskalerede, efterhånden som gæsterne begyndte at huje og klappe af brudeparret. Louis og Celeste kom hen for at sige tillykke. Celeste kyssede sin datter på begge kinder og hviskede i forbifarten: ”Bare luk øjnene. Det er overstået, før du ved af det.” Louis knugede tårevædet sin datter ind til sig. Dernæst takkede Amelia sine svigerforældre mange gange, og så var Athelstan og Amelia pludselig på vej mod brudekammeret.

Athelstan af Erneyll så sig om i sovekammeret og konkluderede at det havde været det helt rigtige at gøre, da han havde givet efter for Amelias bønfaldende ønske om at aflyse den ceremonielle sengelægning. Det var ikke fordi, at rummet ikke havde været stort nok til at rumme femten af de mest vigtige mænd fra begge familier. Det skyldtes heller ikke sengen, som stod i rummet ene ende, klodset og prægtig med tykke sengegardiner, der kunne trækkes for og skjule selve akten.
Nej, Athelstan var glad for sin beslutning, fordi han mærkede det kvalmende ubehag af spænding og nerver der var opstået i hans legeme, efter at han omsider stod der og skulle til ægteskabets vigtigste (og mest omtalte) del.

Heldigvis fandt han trøst i kanden med vin som stod på et lavt rundt bord. Han ønskede ikke, at Amelia skulle bemærke hans nervøsitet.
”Skal du have et glas, inden vi begynder?” Nerverne gjorde ham mildere og betydeligt høfligere end han nogensinde tidligere havde været over for sin skæbnebestemte brud.
Uden at vente på svar blev der hældt vin op i begge glas – hvis hun ikke ønskede et, ville adelssønnen drikke dem begge.

Idet tjeneren lukkede døren til brudeværelset i, måtte Amelia tage sig gevaldigt sammen for ikke at flå den op. Hun kunne ikke undertrykke følelsen af at blive lukket inde i en fængselscelle sammen med en sulten løve. Som hun skævede til ham, forekom det hende dog, at noget var forstyrret i hans ellers dovne, lemfældige ansigt.
Amelia glattede skørterne og betragtede værelset for at have noget at tage sig til. Det var pragtfuldt, med mahognimøbler, eksotiske gulvtæpper og pragtfulde væggobeliner. Hun forbandede tjeneren, der havde tændt op i det åbne ildsted, for hun følte allerede, at huden kogte under de mange lag klæder.

Ved hans spørgsmål sank hun en klump og nikkede. Et glas vin var særdeles værdsat til at dulme nerverne. Hun nippede til pokalen, hvorefter hun skred hen foran pejsen og betragtede flammerne. Hvad sagde man, før man indgik i den slags intime akter? Hun kendte sit ansvar, men kunne hun overhovedet få sig selv til det? Bare tanken om hans hænder på hendes krop, fik hende til at stivne.
Med en pludselig beslutsomhed satte hun pokalen fra sig og vendte sig mod ham. ”Lad os få det overstået,” sagde hun sammenbidt. 

Aldrig havde Athelstan følt sig så splittet. Han var et impulsivt væsen, der ofte kun oplevede pludselige indskydelser eller blev fristet af ugennemtænkte handlinger i ental. Det lå til de mest sjældne sjældenheder at der ikke var én impuls som dominerede, såfremt der i de utrolige øjeblikke skulle eksistere flere end én indskydelse inde i adelssønnens hjernekasse.
På det punkt (og så mange andre) levede Athelstan af Erneyll et ret ligetil liv uden grublerier; han følte og agerede derefter - Prompte. Hans ansigt var blottet for rynker.

Vinen havde været et forsøg på at købe sig nødvendigt klarsyn. Det generede ham, at det ikke havde vist sig at være tilfældet, da han slugte indholdet af sit glas med en resolut bevægelse.
Den unge mand havde set frem til denne aften. Han havde haft flere livagtige drømme om, hvordan fuldbyrdelsen ville forløbe; hvordan han ville smide Amelia på sengen, trække hendes kjole til side og selv stille sig mellem hendes spredte ben, uden så meget som at fjerne sin kjortel. Udtømmende detaljer havde præget drømmescenariet i en sådan grad, at han indimellem havde været i tvivl om, hvorvidt det egentlig allerede havde fundet sted: Amelias ansigt vis mund afslutningsvist ville stønne, når han fyldte hende med sæd efter et par kraftfulde ryk med bukserne nede om knæene. Arvingen ville allerede der begynde at spire i hendes mave og sikre Erneyll-slægtens fremtid og fortsat gode udseende.

Athelstan erkendte pludseligt, mens han åndsfraværende skænkede sig selv et nyt glas vin (der blev tømt med samme hurtighed som det forrige) og hørte Amelias studse tilkendegivelse, at det aldrig ville kunne blive som i drømmen. Af uvisse årsager gav han sin brud skylden for det, hvorfor han en kende skarpt (primært som magtdemonstration og sekundært for at forsøge at vække sit eget begær), henvendte sig til sin brud:
”Gå hen til sengen.” Ilden spejlede sig i det blå øjne: ”Og ikke noget med at trække gardinet for - Jeg vil se dig tage dit tøj af, inden du lægger dig.”

På trods af at det var Amelia, der havde fremskyndet akten, rislede en gysen ned langs hendes rygrad ved hans ordre, der ramte hende i ansigtet som en våd klud. Befalingen afslørede, hvorledes han så hende: som hans ejendom. Den gjorde hende kold indvendig, belagde hendes indre af et lag frost, og samtidig tændte den en trodsig glød indvendig.

Fint. Hun ville føje ham, men hun ville vise, hvor lidt hun brød sig om det hvert eneste sekund på vejen. Hun fastholdt hans øjenkontakt uden at blinke, lod sine øjne brænde ind i hans som det sydende metal, der brændemærkede en hest, mens hun begyndte at afklæde sig. Først tog hun de overdådige smykker af. Dernæst røg overkjortlen, det ydre korset, hoftepuden, livkjolen og det indre korset. Det tog næsten lige så lang tid at tage brudeudstyret af, som det havde taget at iklæde sig det, og der havde hun endda haft fire kammerpiger til at hjælpe sig. Nu måtte hun selv binde snører op, løsne bånd og åbne de mange knapper. For hver beklædningsdel lagde hun den pænt på stolen. Snart stod hun blot i underkjolen, en hvid silkekjole der dækkede arme og hals, men ikke ankler, og til sidst løsnede Amelia håret, så de lyse krøller væltede ned over hendes skuldre.

Således med en følelse af at være reduceret til en avlshoppe, hvis eneste formål var at føde ham en arving, smed hun sig på sengen. Under den pulserende trodsighed, var nervøsiteten ved at få overtaget hendes sind. Den gjorde hendes mund tør og håndflader svedige. Selvom hun stadig bar en underkjole, følte hun sig splitternøgen. Hun sank en klump, uden dog at lade blikket vige fra ham.