Det var varmt. Solen bagede fra en skyfri himmel. Noriana gik i sit stiveste puds gennem gaderne i det øvre bykvarter i Dianthos. Hun havde været på besøg ved hoffet og drukket te af porcelænskopper og spist små håndmadder. Hun hadede at være ved hoffet. Der blev forventet for meget af hendes opførsel. Og hun hadede at snakke om ingenting, som nærmest var en kunst i sig selv ved hoffet. 

Hendes kjole var mørkegrøn, og sugede varmen til sig. Hun prøvede at opholde sig i skyggen, men hun kunne ikke undgå solens varme. Hun havde besluttet sig for at tage ned på markedspladsen og kigge sig lidt omkring. Det var hendes yndlingssted i Dianthos. Der skete altid noget uventet og alle de fine ting man kunne købe sig. Det var lykkedes hende at aftale med hendes mor, at hun kom hjem med en vogn senere, hvad ville sige hun havde lidt tid for sig selv før hun skulle hjem og klæde om til aftensmad.

Hun kom ud på en større gade og endte i en større folkemængde der huede, råbte og maste. Hun kunne ikke komme nogle vegne og stod og blev skubbet frem og tilbage. Pludselig var der nogen der hev hende ud af folkemængden og ind i en gyde.

Outfit, Hårfarve og -længde.

Victoria kom generelt ikke meget ud i dagtimerne. Normalt krævede hendes arbejde for meget af hende til, at hun kunne tillade sig at nyde solen. Dagen i dag var ikke meget anderledes, men hun havde været nødt til at holde en pause, fordi hun simpelthen blev ved med at miste koncentrationen, og så duede det jo ikke ligefrem at blive ved, når hun ikke kom nogle vegne.

Victoria var dog ikke gået ud i sin uniform. Det ville sende det forkerte signal, når hun begav sig rundt i gaderne. Derfor var hun trukket i sin hvide overkofte, der var til for at beskytte heldragten mod for meget snavs. Dertil havde hun de meget langskaftede, hvide støvler, der først sluttede i nærheden af hoften. De små metalstykker hist og her var tydeligt til pynt og egentlig et mere generelt nik til, at hun tilhørte Garreau-familien end noget andet. Det var absolut ikke til praktiske formål, for de små dele af rustning beskyttede ikke ret meget af kroppen. Ved den venstre side hang den trofaste kårde og på ryggen, kunne håndtaget på en daggert, der hang omvendt skimtes, når den smalle kappe svang til siden i takt med hendes skridt.

Victoria var dog glad for, hun havde iført sig det hvide kluns, for ellers havde hun da for alvor stegt i solen. Det var faktisk nogenlunde til at holde ud nu.
Som Victoria havde kurs mod en større gade - hun havde slået en smutvej gennem en gyde - fik hun øje på en større menneskemængde, så hun var nødt til at stoppe op og vente på, at folk fik rømmet sig videre. I midten fik hun dog øje på et ansigt, hun genkendte. Noriana af Arys. Det var umiddelbart kun fordi, at pigen var adelig, at hun genkendte hende. Hun havde set hende til forskellige sammenkomster for de adelige, men hun kendte som sådan ikke pigen. Det var dog tydeligt, at hun var lidt i problemer, som hun blev skubbet frem og tilbage af de masende mennesker, så Victoria tog en hurtig beslutning om at gribe fat i hende og trække hende ind i gyden og ud ad menneskemængden. "Frøken Arys" hilste hun med et let buk. "Tilgiv min lettere grove behandling af Dem, men det så ud til, De havde brug for en hånd." Hendes stemmeføring var høflig, og det blev også afspejlet i smilet, hun sendte Noriana.

Noriana så forundret på damen foran sig. Der var noget genkendeligt ved hende, men Noriana kunne ikke sætte en finger på hvad det var. Hun nejede tilbage, for noget sagde hende at denne kvinde var adelig. Ikke så meget på påklædningen, men på metalstykkerne som mindede Noriana om Garreau-slægten. 
"Vær hilset!" sagde hun. Hun glattede sin kjole for den var blevet støvet af alle de mennesker, og af en eller anden grund, så tænkte hun på hvordan hendes mor ville se bebrejdende på hende hvis hun kom hjem med en beskidt kjole. Ofte måtte kjoler sendes til reparation fordi hun møjede dem til, på hendes til Dianthos. Men lige præcis denne kjole havde kostet en mindre formue. 
Hun så igen på kvinden foran sig. Hun følte sig pinligt berørt over at hun ikke vidste hvad den anden hed, udover at hun måtte være en Garreau. 
"Ja, mange tak! Jeg anede ikke hvor den flok kom fra," sagde hun lettere forvirret og lænede sig op af væggen. "Og De er?" spurgte hun lidt for venligt. Ikke at hun var mistænksom, men måske hun tog fejl omkring at denne kvinde var en Garreau. Og hun ville netop gerne vide det. Der var så mange som snød andre med at de var adelige, på trods af at alle kendte alle i det miljø. Måske ikke så meget Noriana, for hun gik ikke særlig meget op i hvem der var hvem. Hun holdt mere af det jævne folk, selvom hun ikke burde. Eller det ville i hvert fald ikke falde i god jord hos hendes moder. 
Hun så på denne kvinde. Hun vidste ikke rigtigt hvad hun skulle sige, så hun slog til sidst blikket ned og stirrede på sine hænder. 

Victoria kastede et blik ud på gaden, da Noriana nævnte, at hun ikke vidste, hvor flokken kom fra. "Umiddelbart ser det ud til, at de alle har kurs mod markedspladsen i den centrale del. Der må ske et eller andet dernede, siden det kan tiltrække sådan en strøm" svarede hun lettere henkastet med et skuldertræk. Hun gav kvinden tid til at rette kjolen til, inden et nyt smil trådte frem på hendes læber over spørgsmålet. "Mit navn er Victoria Garreau. Min far er greve. Jeg har set Dem et par gange ved hoffet?" svarede hun med samme høflighed som før. "Men hvad laver De her? Så vidt jeg ved, er Deres familie ret striks med... udgangstilladelser?" spurgte hun så, og hun kunne absolut ikke holde den nysgerrige tone tilbage.

Der gik dog ikke længe, inden menneskemængden var passeret, og Victoria lavede en gestus mod den større gade. "Vi burde virkelig finde et sted at få noget at drikke i den varme her" foreslog hun så, inden hun selv begyndte at gå.

Noriana nikkede signende ved den andens svar. Det gav mening. Ikke at hun vidste hvor flokken af væsner var kommet fra. Det var stadig et mysterium. "Ja det giver underligt nok mening," sagde Noriana eftertænksomt og rettede på sit hårnet. Denne kvinde gjorde hende nervøs, for hun måtte være på samme alder som sin mor, og sådan nogle mennesker havde det med at irettesætte Noriana, uden at hun havde bedt om det. 
Igen nikkede Noriana, selvom hun næsten kunne høre sin moder skarpe stemme: Brug ord Noriana. Det er uhøfligt kun at nikke. "Vær hilset endnu engang, fru Victoria af Garreau. Ja, jeg mindes at vi må have mødtes ved hoffet," svarede hun. Og så kom spørgsmålet om hvad i alverden Noriana lavede her midt i det øvre kvarter langt fra hoffet og sin anstandsdame. "Jeg... jeg er på vej til markedspladsen," oplyste hun den anden. "Jeg fik heldigvis lov af min moder til at være lidt længere i byen," fortalte hun. Det var jo nærmest et mirakel at hun havde fået lov! Hvis hun bare kunne have sneget noget mandstøj med sig, så hun ikke skulle bevæge sig i denne alt for varme kjole. Da Victoria nævnte at de burde gå et sted hen og få noget at drikke, nikkede hun ivrigt. "Ja endelig," sagde hun lidt for begejstreret og et barnlig udtryk fyldte hende øjne. Den anden begyndte og gå og Noriana måtte næsten småløbe for at følge med. 

//Jeg trækker mig desværre fra tråden ._. Jeg er ved at sortere i mine aktive tråde for at bringe antallet ned, og det betyder derfor, jeg er nødt til at grovsortere lidt i dem. Du skal være velkommen til at hive fat i mig igen, hvis du ønsker at plotte!