” Daphnie Nomokai… Vil du... være min? Vil du gifte dig… med mig? ” Daphnie så på Aksel med store øjne og åben mund. Tydeligt overrasket over den, ifølge hendes hoved, pludselige efterspørgsel. Selvom ordene var kommet en smule tøvende og usikre ud, strålede forventningen ud af Aksels blå øjne. Daphnie stod i stedet bare og stirrede, følelser og tanker hvirvlede rundt i hovedet på hende.
 ” Ehm.. ” var det eneste der forlod Daphnies læber i første omgang, og man kunne se forventningen hos Aksel skifte sig ud med usikkerhed. Daphnie vidste ikke hvad hun skulle svare. Der var sket så meget de sidste 2-3 måneder og hun følte næsten ikke hun havde haft et ben til jorden i den tid.



 Det hele havde næsten starte med at Jaris havde bildt Daphnies forældre ind at de skulle giftes, noget hendes forældre ikke havde virket lige glade for, da de forlod Daphnies lille hjem. Inden Jaris tog hjem, kom han op at slås med Albert, Daphnies far, og hun havde fået et lidt anstrengt forhold med Albert. Et forhold der først blev fixet, da hun fortalte hendes forældre at hun ikke skulle giftes med Jaris alligevel. Hun fortalte at Jaris havde løjet, at han faktisk havde et bordel, og ikke kunne holde sig fra de ansatte. Noget der jo nok var sandt, men det virkede også som en god grund til at deres falske bryllup ikke skulle blive til noget alligevel.
 Det havde selvfølgelig lettet Daphnie lidt, at det havde fixet hendes forhold med Albert, men det havde også gjort ondt at se hvor glad han blev. Hun kunne jo stadig virkelig godt lide Jaris, rigtig meget endda, så det gjorde hende trist, at Albert var så meget imod ham og havde så stort et had til ham. Albert havde kommenteret at han nok skulle hjælpe med at finde hende et ordentligt parti, og selvom Daphnie havde forsøgt at afvise det, virkede det dog ikke til at han havde lyttet.  Bare fordi det falske bryllup ikke kom til at ske, havde Daphnie stadig følelser for Jaris. Følelser der ikke lige frem var blevet mindre, da han havde sagt hun var alt han havde. At han ikke ville miste hende.
 I de mange uger der kom efter begyndt Daphnie at snakke mere med Aksel, og når hun kedede sig, besøgte hun Declan. Hun kunne stadig ikke sætte fingeren på, hvad der var ved Declan, men hun følte nærmest at hun blev draget mod ham. Måske erstattede han Jaris lidt, når han ikke var det, men det var ikke noget hun ville indrømme. Han var i hvert fald lidt mere… vild, end Aksel var. Når hun var med Aksel snakkede de mest bare. De havde det sjovt sammen, det var slet ikke det, men det var bare ikke helt så interessant. Det var ikke specielt livligt.



 De var netop derfor ikke andet en to gode venner, der havde det sjovt sammen. Daphnie tænkte derfor heller ikke ydereliger over det, da Aksel havde spurgt om hun ville med ud og spise, uden for byen murer. Han havde fundet sted han ville vise hende, og nysgerrig som Daphnie var, tøvede hun ikke med at sige ja. Daphnie skulle bare sørge for sig selv, og da de nåede stedet, Aksel havde snakket om, gik han i gang med at hive alverdens man kunne forstille sig til en picnic frem. Imens Aksel gjorde spisepladsen klar, betragte Daphnie stedet. Foran dem var der en eng af blomster i alverdens farver. Det var et utroligt smukt syn, og Daphnie kunne ikke holde et smil tilbage.

 I et par timer sad Daphnie og Aksel og spiste og snakkede. Aksel virkede mere akavet end han plejede, men Daphnie tænkte at det måske bare skyldtes at de var ude fra bymurens beskyttelse. Pludselig rejste Aksel sig dog op, og rakte en hånd ned til Daphnie.
 ” Kkom... ” lød det en smule stammende fra Aksel, inden sig rømmede og rettede sig lidt op,
 ” Kom med! ” Denne gang var det en mere bestemt og selvsikker tone, og Daphnie kunne ikke lade vær med at grine lidt over ham, som hun tog hans hånd og lod sig trække op at stå.
 ” Hvad skal vi? ” Aksel svarede ikke, men trak bare Daphnie med sig mod engen med de mange blomster. Siden Aksel tydeligvis ikke ville fortælle hende hvad de skulle, fulgte hun bare med i stilhed, og lod blikket glide rundt på blomsterne som de gik ud igennem dem. Daphnies frie hånd hang ned langs hende side, og strejfede en gang imellem nogle høje blomster. Aksel stoppede op, og da Daphnie stadig gik og kiggede på blomsterne gik hun ind i ham.
 ” Uh! ” lo hun lidt, med hænderne på Aksels brystkasse. Kort gav dem hun et klap, inden hun trådte lidt tilbage med hovedet på skrå. Aksels kinder havde fået en let rosa farve, men han prøvede ikke at lade sig påvirke af den nære kontakt han lige havde haft med Daphnie.
 ” Såååe? ” lød det spørgende fra hende med et kækt smil på læberne. Hun vidste stadig ikke hvad de lavede eller skulle herude midt i blomsterne. Aksel rømmede sig og slog kort blikket ned, inden det fandt Daphnies.
 ” Daffe, du er den smukkeste, sødeste, mest fantastiske pige jeg har mødt! Du får det hele til at snurre rundt for mig, giver mig sommerfugle i maven, og gør mig mere nervøs end jeg nogensinde har været. ” Øjenkontakten varede ved, men Daphnies smil forsvandt ligeså stille ved Aksels ord, ikke fordi hun ikke kunne lide at hører dem, fordi de gjorde hende forvirret.
 ” Jeg tænker på dig hele tiden, og hader hvert sekund jeg ikke er sammen med mig. Og når jeg er sammen med dig, er du det eneste der betyder noget. ” Aksel sank en klump og trådte tættere på Daphnie, tog hendes hånd. Daphnie stod stadig bare og så på Aksel, en smule målløs over alle de fine ord. Ord hun selv kunne genkende, men ikke med Aksel.
 ” Jeg har snakket med din far... ehm... og… eh… han har… givet mig lov til at tage din hånd… ” Aksels blik blev rettet mod jorden. Så trådte han et skridt tilbage, flyttede blikket tilbage på Daphnie, og satte sig på hug, med det ene knæ mod jorden. Den ene hånd blev hurtigt stukket i lommen, og Aksel hev en ring frem, som han holdt frem mod Daphnie.
” Vil du gifte dig med dig? ” Lød det hurtigt og forhastet fra Aksel, som var han nødt til nærmest at spytte ordene ud. Hans kinder blev røde og kom til at matche hans hår, da det gik op for ham at han havde sagt det forkert.
 ” Jeg mener mig! Gifte dig med mig! ” han rystede forvirret og nervøst på hovedet og slog kort blikket ned, inden han tog en dyb vejrtrækning. Så flyttede han blikket tilbage på hende.
 ” Daphnie Nomokai… Vil du... være min? Vil du gifte dig… med mig? ” lød det så endelig mere sikkert fra ham, med en tydelig forventning over sig.
 ” Ehm… ” den tøvende lyd fra Daphnie fik Aksel til at se noget mere usikker ud, men hun vidste ikke hvad hun skulle svare. Alt det Aksel følte for hende, følte hun jo for Jaris. En hun ikke kunne få, nogensinde. Det vidste hun godt, og det gjorde ondt, men hun kunne jo ikke gå rundt resten af sit liv, og være ugift og fjolle med Jaris. Hvad ville folk ikke tænke om hende?
 ” Okay..? Ja! ” Ordene forlod Daphnies læber, før hun egentlig havde gennemtænkt dem. Et smil gled over hendes læber som hun, med en lidt rystende hånd greb ud efter ringen, for at sætte dem på hendes finger.
 ” Virkelig!? ” Aksel rejste sig overrasket op, og med et stort smil på læberne.
 ”Ja! ” lød det let grinende fra Daphnie mens hun kiggede lidt på ringen. Aksel trådte trættere på, og Daphnie fjernede blikket fra ringen og så i stedet på Aksels ansigt. Det strålede mere end noget hun nogensinde havde set, og på en eller anden måde gjorde det hende glad. Hendes smil voksede lidt, selvom hendes øjne ikke helt ville være med. Det var dog ikke noget Aksel så, da han hastigt trak Daphnie ind til et tæt kram, med et kæmpe smil der ikke virkede til at ville falme.
 ” Vi skal giftes! ” Glæden og lykken skinnede tydeligt igennem hans ord, og Daphnie krammede ham tilbage med et smil.
 ”Jah.. Vi skal giftes! ” Hendes entusiasme var ikke noget nær Aksels, og som hun stod der i glædeskrammet, falmede hendes smil en del. Hvad havde hun dog rodet sig ud i?