Det var en smuk forårsdag, selvom at varmen var betydelig højere end resten af krystallandet; så var der stadig en overraskende blid kold brise som listede sig ind igennem palæet. Ikke at det kunne ligge en dæmper på det ilter humør som Kaatima befandt sig i dette øjeblik.
Hun var nu forlovet, for anden gang i hendes liv. Det havde ikke været muligt, at holde sig i skyggerne i af hendes mand var afgået med døden. Det havde ellers været nogle ganske fantastiske år, hvor hun havde kunne nyde hendes frihed. Og nu var det slut.
Derfor var det ikke just en behagelig prinsesse, som tjeneste folket skulle gøre i stand til at møde hendes kommende mand. Hun havde hørt rygter omkring ham, hvordan han havde nedlagt løver i ørknen. Hvilket forekom hende ganske mærkeligt, at nogen skulle have gået levende fra sådan et møde med fem løver, så god kunne ingen være. Allerede der, kunne hun mærke at dette ville blive et anstrengende forhold. Især med en mand der var så meget yngre end hende.
Derfor stod den stumme kvinde, med armene spredt ud mens at tjenestefolkene dansede rundt omkring dem selv for at gøre hende klar mødet. Iført de smukkeste klæder de kunne opstøve, var hun iklædt mørke lilla silker der smøg sig omkring den fyldige krop, der ganske vidst viste at hun havde båret på fem børn.

Med en film over øjnene, lod hun sig hiv og rive i, hår der blev sat på plads og make up der blev lagt på hendes ansigt. Igen blev hun mindet om hvor overskyggende trættende det var, at gøre sig selv klar for en anden. Og det virkede aldrig som om, at mændene havde det lige så hårdt.
Der var også lige det men, at de mænd som blev gift ind i Kazimi familien, typisk giftede sig selv op.
Dette var i sandhed, deprimerende.

Og således, var stykket fremlagt, det perfekte skuespil fra den perfekte datter. Den ældste, som der havde kæmpet med næb og klør for at blive en af de førende i familien for familiens forretninger. Sad nu, og ventede fint i udestuen, med udsigt over den fantastiske have. Et vandfald der i midten af en flot rosen have, som der spredte dens dufte i den flotte pavillon. Indretningen af flydende med løse silkestoffer fra loftet, der svajede blidt i brisen. Farverige puder, lagt rundt omkring et te bord der allerede var dækket til med alskens lækkerier.
Og her sad hun så, nervøs, afventende på – at et valg var blevet taget i hendes liv. Hun intet havde at skulle have sagt om. Om få sekunder, ville hendes kommende mand blive ført ind i rummet af en af hendes tjener. En mand hun skulle dele sit liv, sin seng og sig selv med.
Og hun hadet hvert enkelt lille øjeblik.

Endnu en storslået dag! Han skulle præsenteres første gang for sin forlovede. Han havde hørt om Kaatima af Kazimis skønhed. Det var en hustru der passede ham godt. Hans fader havde fortalt at han skulle vise sig fra sin bedste side, og de sidste dage har han gjort sit for at virkelig at kunne imponere hende. Hun ville dåne over hans rå udstråling, hans forfinede smag, og hans uimodståelige charme. Hun vil ikke ønske andet end ham resten af sit liv, så snart hun har hørt ham tale. 

Han drog af sted med sit følge. Tjenere der tog sig af gaverne, og tjenere der skulle tage sig af ham. Han så godt ud. Han havde fået et nyt sæt af rød silke, broderet med sølv motiver. En sort slængkappe over skulderen, fæstnet med et løvehoved af sølv. Sværdet ved hans side, i en juvelbesat sværdskede af ibenholdt. Intet var for lidt for ham når han skulle vise sig for sin hustru. Følget drog opsigt, ikke kun på grund af den smukke mand i midten af følget, men musikanterne sørgede for at alles blikke var vendt mod Barakt abu Jalid ibn Atallah al-Balzera. Alle skal huske denne dag, og alle skulle se hvilke smukke gaver han bragte til Kaatima af Kazimi. 

Følget stoppede op foran Kaatimas residens hvor han var ventet. Han tog en dyb indånding, strøg en hånd gennem sit hår. Han bad sin tjener at se at det hele sad som det skulle inden han lagde sin hånd på sølvløven for at pynte den med et lag rimfrost, som dampede i forårsvarmen. Han nikkede til sin hovedtjener som gik foran. De blev ledt ind til Kaatima af Kazimis tjenere.

Barakats tjener trådte frem før alle de andre. "Må jeg præsenter: Barakat abu Jalid ibn Atallah al-Balzera, Den Hvide Løve, femkæmper i arenaen og protektor for kunst og poesi!" Tjeneren bukkede dybt for Kaatima og hendes følge, og trådte tilbage med hovedet sænket som Barakat trådte frem. Holdningen var stolt og smilet var overdådigt. Han havde ynde og gracie, og en udstråling der var en kongesøn værdig. Han bukkede dybt og ydmygt for Kaatima. "Denne dag har jeg ventet med stor længsel, og på trods af at jeg har hørt om Deres skønhed, så kan intet slå den følelse jeg får at få lov til at lægge mine egne øjne på Dem."

“Prinsesse Kaatima, de holder et helt optog uden for!”
“Undskyld – hvad gør de?” hendes øjne betragtede den unge ørkenelver kvinde, der havde lagt sig ved hendes side. Det var ganske tydeligt, forbavselsen der havde skyllet hen over hendes blik. Et optog, hvilket optog? Det var vel bare – men før hun nåede at få stillet flere spørgsmål, så var der pludselig en tjener hun ikke kendte til; der krævede hendes opmærksomhed.
Jo mere der kom ud af manden som præsentation, desto dog mere følelsesforladt blev hun også i hendes ansigtstræk. Hvordan skulle hun dog forholde sig til dette?
Men som hendes forlovede trådte ind, måtte hun anstrenge sig gevaldigt, for at få hvad der mindede om et smil frem på læberne.

Hun bøjede hoved, af respekt for hans lange smøre. Og kunne mærke hvordan, at hendes hjerte lige så stille visnede. Hvor ville hun dog ønske, at hun kunne holde af manden. For som han stod der, og gjorde sig til. Så ville hun da næsten gætte på, at hjertet var på det rette sted. Men han var alt det hun ikke var, og hvordan dette nogen sinde skulle blive et godt match. Det vidste hun næppe.
Men som alt andet i hendes liv, så var hun en fantastisk kvinde til at tilpasse sig modgang. Og dette var bare en af de samme øjeblikke, hvor hendes vilje af stål måtte få hende igennem. Lige meget, hvor meget hendes hjerte blødte under, at hun ikke kunne træffe sine egne beslutninger her i livet.

Hun åbnede munden, og overvejede virkelig om hun skulle sige hele navnet; “Barakat abu Jalid ibn Atallah al-Balzera – de står i sandhed også stærkere og flottere end jeg kunne have håbet og ønsket mig!” svarede hun igen, med en uendelig falsk sødme, der næsten fik et til at vende sig i hendes mave. “Hvilken ære det er, at have dem i mit hjem og endelig få æren af at lære dem at kende. Sæt dem endelig ned” hun slog hånd ud, der klirrede under alle de guld smykker der svajede frem og tilbage på hendes tynde arm.

Han lod sit blik hvile en stund på sin kommende hustru. Han lod hendes skønhed synke ind i hans sind, sammen med de ord hun gav ham. Hvilken varme de gav ham. Stolthed brusede frem i hans bryst, som hjertet slog med faste bestemte slag. Han blev overvældet med glæde over hendes varme ord, og hendes skønhed strålede endnu mere foran ham. "De er minsandten Rubiniens perle, Prinsesse Kaatima af Kazimi," sagde han med endnu et buk før han gik op til hende for at sidde ved hende. Hele vejen hen til sin plads sugede han sine indtryk af hende til sig. En elegance lig en gazelle der springer gennem de frodige oaser, en styrke som en hunløve, en sikkerhed og stålfasthed som en trodsig klippe i sandstormen. Denne kvinde stod over alle kvinder som det smukkeste eksempel nogensinde. Et højdepunkt for kvindeligheden. Og denne kvinde skulle være hans hustru. Hendes skønhed ville komplimentere hans, og deres børn vil bære begge deres skønhed, og man vil høre om børnenes skønhed i hele verden. Intet andet kunne komme ud af denne sammenføring af sjæle. 

Han satte sig ned ved hende med sit bedste smil han kunne mønstre, som hjertet i hans bryst prøvede at sprænge sit kødlige fængsel. "Siden det er vores første møde, har jeg taget mig den frihed at bringe Dem gaver, der er passende for en prinsesse," sagde han og vente sig mod sin tjener og gav denne et tegn for at bringe gaverne ind.
Den første gave kom ind. En kiste af smukt poleret ibenholt blev båret af to tjenere som satte den foran Kaatima og åbnede låget og trak en dyb blå silkekjole frem. "Dette er et klæde af den fineste perlestukken Topalis silke. Mine tjenere vil naturligvis sørge for at det vil passe dem." Tjenerene holdt kjolen oppe et stykke tid så Kaatima kunne beundre det, inden de sænkede det ned i kisten og bar kisten væk.
Den anden gave var et lille sølvskrin båret ind af en enkelt tjener. Tjenere løftede låget og afslørede et sølvsmykke på en sort fløjlspude med en stor indsat safir. "Smykket er lavet af de bedste smede i Dragorn med ædelsten fra Nordlandet. Denne sten var ejet af min saglige farmor, og den skal nu tilhøre Dem." Lige som før blev Kaatima givet lov til at beundre smykket inden at tjeneren trådte til side.
"Den sidste gave for dette møde har jeg personligt glædet mig utrolig meget til at overdrage," sagde han inden han vinkede atter til tjenerne. Fire tjenere bar en enorm platform dækket af et stort klæde. Det skjulte en stor dome af en slags så det ud til. De stillede platformen ned foran Kaatima inden de holdt en dramatisk pause inden de fjernede det store klæde i en flydende bevægelse.
Under klædet var et stort bur med to hvide påfugle der rettede sig op som klædet blev fjernet. Smukke og stolte dyr. "Disse to fantastiske fugle kommer fra Amazonitskovene, og de skal nu leve i Deres haver," sagde han og vente sig mod Kaatima for at se hendes reaktion på denne overdådige gave. 

Reaktionen han havde over hendes ord, måtte siges at komme bag den ældre kvinde. Som hun tog øjensynligt glæden der strålede ud af hans øjne. Og i stedet for at sætte sig over for hende, valgte han at sætte sig ved siden af. Hun havde ganske kort, svært ved at holde masken - den maske der skulle beskytte hende for at lække nogle af de oprigtige følelser der gled igennem hende. For selvom ordene havde været charmerende, og selvom hun ikke var en blind kvinde - og ganske sikkert kunne finde manden ved hendes side skøn at kigge på. Vækkede det ingen følelser i hende, som der måske ville være at ønske for en mand. Nej, det skib var for længst sejlet, da hendes første mand havde valgt at ligge sine fingre på hende. I sådan en forstand ingen kvinder, ønskede en mand skulle behandle en. 

Masken gled fint på plads igen, som et smil spredte sig på hendes læber, med en håndsrækning begyndte tjenerne at hælde te op til dem begge. Med et knips, blev teen dog erstattet med den fineste rubinske vin man kunne ønske sig. 
Blikket gled hen over de mange gaver han kom med, som hun blev ramt af en irritation. Selvom manden sikkert havde ønsket det godt, så hun ingen glæder i de mange flotte og mon ikke også uvurderlige gaver han havde fundet frem til hende. Og havde det været en af hendes søstre, havde de nok været smigret ja endda været tilbøjelig at forelske sig i manden ved hendes side. 
Det eneste hun følte, var at han var igang med at købe hendes affektion. Og det sad ikke godt i hendes indre, smilet blev en smule strammere, som øjnene betragtede genstandene. En dyb indånding, find dig selv, find den perfekte Kaatima frem.
“Hvilke fantastiske gaver! De ved præcist vejen til mine hjerter. Kan jeg få lov til at se fuglene tættere på?” Hun genkendte næsten ikke sin egen stemme, eller ordene der kom ud af munden. Som hun viftede tjeneren så han kunne fremvise de to flotte fugle. De var i sandhed, noget af et kunststykke. Og selvom, hun stadig havde en dårlig smag i munden, måtte hun dog indrømme fuglene især - var en smuk gave. De skulle pryde hendes have ganske fint. “Sæt dem endelig fri med det samme - og sørg for de for mad” kastede hun hen over skuldrene, hendes egne tjener tog hurtig buret og sammen med en anden fik det boret det ud i haven. 

“Kan jeg byde dem på et glas fin, og nogle lækre kager - jeg har i dagens anledning selv været med til at bestemme - hvad jeg selvfølgelig håber vil falde i deres smag” 

"Prinsesse Kaatima?!" en tjener næsten braset ind i deres samtale, og udtrykket hos Kaatima var ikke til at tage fejl af. Hun var ikke imponeret over de kunne finde på at bare komme anstigende på den måde.
Men da hun så personens ansigt, forsvandt den vrede ansigtsudtryk også. Noget var galt.
"Det er deres yngste - hun, vi prøvede - ja kom med det samme!" Kaatima fór op fra puderne, og kiggede mod hendes gæst. "Jeg beklager umådeligt meget at jeg bliver nød til at gøre vores møde så kort - men jeg lover dem, at vi snart mødes igen." hun bukkede dybt, og uden yderligere forklaring forsvandt hun sammen med tjeneren med bankende hjerte - hvad var der sket!? Var hun okay, hvad var det som hun ville finde, så snart de var fremme.
Det ville tiden vise.