Aurora savnede allerede sydens varme og behagelige omgivelser. Hun havde efterhånden opbygget sig et hjem fyldt med fyrstelige puder, tjenere og al det tidsfordriv hun kunne ønske sig, siden hun havde bosat sig i en kunstners gemakker. Men han var begyndt at blive noget udsultet og træls at kigge på. Hun gad ikke det samme for længe – hun havde desværre nemt til at kede sig.
Til Auroras held, var det ikke unormalt at rejsende kom fra syden og op mod nord. Ikke at hun gad tage for langt – hun var kuldskær så det battede og orkede simpelthen ikke at gå i pelse, flere lag og alt det andet ubekvemmelige, der hørte sig vinteren til! Hun havde charmet sig ind hos en rigere handelsmand som lod hende rejse med, mod betalingen af hendes tid. Han havde en forkærlighed for det eksotiske og han snakkede mere og mere jo mere inspireret han syntes at blive. Hans krop afslørede hans væld, så Aurora tog for sig uden at han formentlig nogensinde ville opdage det i sin krop – måske han ville savne hende når hun rejste videre, men hvad kunne hun gøre? Hun var jo uimodståelig.

Den lille landsby de var nået til efter flere dages ridt i en varm, kvalmende vogn, var virkelig ikke noget at skrive hjem om. Men luften var frisk og skyerne viede bort fra den varmtglødende sol. Stemningen i byen var af ro og mag, med bønder der kørte deres kærre rundt, handlende der solgte de vigtigste essentielle vare på gaden og den genkendelige lyd af smedens hammer som i en rolig takt slog den ene efter den anden hestesko klar. Et primitivt område, men nogen ville påstå det havde sin charme.
Aurora øjnede ikke mange hun kunne inspirere her. Ikke nu. Alligevel gik hun en tur i gaden, ignorerede blikke og satte sig på en nogenlunde ren bænk så hendes yndige og tydeligt dyre kjolestof ikke blev beskidt. Herfra lyttede hun – man kunne være heldig at en skjald var kommet til byen. De sprudlede af kreativitet!