Lyden af galoperende hestehove lød under dem som de lod hestene strække ben i fuld galop uden for Dianthos' høje mure. Freya havde igen valgt at ride på nordbaggehoppen Smørblomst, for hun vidste at den solidt byggede lille hest sagtens kunne bære hende med opbakning og fuld rustning på lange ture. Hoppen var mindre end nogle af Lysets hærs andre noble krigsheste, og også mindre elegant at se på, men fra livet som nomade i Norden kendte hun racens udholdenhed og havde derfor aldrig været i tvivl om sit valg.

Ved siden af hende red Azteka Paike, en ung kvinde omtrent Freyas egen alder, og med hår så lyst som Lyset selv. Freya var selv ret ny i hæren, men hun havde godt set Paike gå sammen med Joanna, en anden kvinde i hæren som Freya allerede havde stiftet bekendtskab med under en mission. Dette var dermed hendes første mission med soldaten ved hendes side, men Freya nød kun at stifte nye bekendtskaber. Livet som fast byboer var meget anderledes end de 28 år, hvor hun med sin familie havde levet som nomade i Nordlandet, og måske især derfor fandt Freya det meget vigtigt at stifte bekendtskaber, så hun havde en fast kerne i sit nye liv i Dianthos. Allerede havde hun mødt mange som var blevet til hendes venner, men hun manglede stadig helt at finde sin plads i hærens rækker som den nye rekrut hun jo var. Selvom hun på trods af sin korte tid i hæren allerede havde prøvet lidt af hvert...

Hun havde hjelmen på hovedet med det mørkebrune hår samlet i en fletning under det, et sværd i bæltet og et skjold der var spændt fast til Smørblomsts saddeltaske. Begge under kvinder skulle nemlig være klar til kamp, for en manticore var på spil og var kommet utrolig tæt på hovedstaden. Og civilisationen generelt, hvilket var meget atypisk. Den var meget farlig for sine omgivelser, og det var desværre ikke kun husdyr, den havde udset sig som bytte. Et par timers ridt østpå for Dianthos. Så skulle de ankomme til byen, hvor monsteret sidst havde slået til. ”Har du set en manticore før?” spurgte Freya og skævede til kvinden, der red ved hendes side som deres heste sænkede farten.

Azteka havde altid været komfortabel på hesteryg. Siden hun var ganske ung var hun blevet kastet op på sin faders store mørkerøde hingst og red med ham, når faren holdte en pause fra sin trænning. Men derfra, og til at kende forskel på racerne, var ikke noget hun gik op i. Hendes egen var brun, som mange andres i hæren, men med et roligt sind som ikke lod sig forskrække. Noget der klart var at foretrække med det job som man havde som kriger. Den skilte sig ud fra den mere robuste mindre hoppe ved siden af, men en hest var en hest, og fungerede den til sit formål, var den perfekt.

Det var Aztekas generelle mening. Udseende var ligegyldigt, så længe man fungerede til at klare sit arbejde. Hun havde derfor heller ikke haft nogle problemer med at blive sat på mission med en af de nyere krigere, som havde en race noget attypisk blandt dem. Azteka havde i sin tid i hæren bekæmpet mange orker, og det havde da også først fået hende til at kigge en ekstra gang - men Freya var en del af hæren, og hun var et flinkt menneske. Fordelen ved at kunne aflæse alle omkringståenes aura betød at Azteka med det samme følte det komfortabelt at ridde ved siden af Freya, selvom tiden lige nu ikke lå til snik snak. Ikke med den hast de lagde for dagen.

Azteka kom med en brummende lyd som de sænkede farten "Nej.. Jeg har hørt om dem, og det var ikke ligefrem en god godnathistorie" svarede hun med en smule lethed i stemmen for at løsne den anspændte stemning. "Halerne er giftige. Og jeg har hørt de kan sende pigge fra halerne mod dens fjender." tilbage til det mere alvorlige, kiggede hun over på Freya fra bag hjelmens stærke beskyttelse. Det var godt de havde skjold med sig.