Sted: Landevejen på vej væk fra Zircon
Tid: Middagstid
Vejr: Solrigt og lunt
Beklædning: Bare fødder, skind trøje og nederdel der bære tydelige præg af lang tids brug

Det havde efterhånden været en lang rejse, for den unge kvinde. Hun havde oplevet ting, hun aldrig havde forestillet sig fandtes, fået et glimt af verden måske ikke var så rosenrød, som hendes isolerede liv i Azurien havde indikeret, men de gode oplevelser, som der havde været så rigeligt mange af, overskyggede det uheldige møde med Dimitri, en koldblodig vampyr. Hun havde lært en masse, og måske endda også blevet lidt bedre til at tale, omend hun stadig ikke forstod hvorfor alle var så afhængige af ord, for at kunne begå sig. Hun havde lært melodier, hun kunne nynne og underholde sig selv med, og fundet så mange nye spændende planter hun ville have med hjem til den lille oase. 

Hun havde været en tur igennem Zircon, en oplevelse der aldrig blev behagelig for hende, for de mange andre mennesker og væsner, det var alt for overvældende med den store mængde larm der fulgte med sådanne omgiveler. Hun foretrak til enhver tid den åbne og uforstyrrede natur, frem for tæt befolkede områder, og en by som Zircon havde kun fået hjemveen til at røre yderligere på sig i hende. Hun savnede sin lille oase, med alskens planter og buske, der var alt hun behøvede for at leve et simpelt men bekymrings frit liv. 

Efter at have gået nogle timer, trængte hun efterhånden til et lille hvil, hun trak den lille skindsæk ned fra skulderen, inden hun bevægede sig over til et træ og lod sig dumpe ned med ryggen hvilende imod stammen og blikket op imod den skyfri himmel, hvor solens varme kastede sit blide ansigt ned og bragte en fin rosa kulør frem i hendes kinder. Hun gav sig til at nynne ganske dæmpet, mens hun rodede lidt rundt i sækken efter nogle ganske små frø, med stor omhu, plantede hun det lille frø i jorden ved sin side, inden hun lagde hånden hen over, ganske langsomt begyndte en lille busk at tage form under hendes hånd som hun langsomt løftede den op, hun havde ikke brugt sine evner et par dage, så overskuddet var større til at dyrke den lille busk frem, og ganske stille begyndte små sorte bær at dukke op på busken der nåede en fornuftig lille størrelse inden hun stoppede og plukkede et par bær. Smagen var sød og smagen bragte en fornemmelse af sommer og varme frem i hende, inden hun lukkede øjne let og lagde hovedet tilbage imod stammen, uopmærksom på omgivelserne og lyden omkring hende.

Det var en lun dag fyldt med solskin, og Samael var på vej øst på. Hvorfor vidste han ikke, han havde intet mål, ingen plan. Han rejste bare som hans hjerte sagde, han skulle. Måske som guderne ville have det? Hvem vidste. Han kunne skifte retning, hvis det faldt ham ind, men lige nu blev han på stien, der ledte ham igennem landskabet. I dag havde han følt for at gå, og hesten var gemt væk i den lille udskårne træfigur, der lå i den lille pose, der var spændt fast til hans bælte. I stedet fløj der en ravn rundt over hovedet på ham, lidt frem og tilbage, som den virkede til at nyde friheden og samtidigt holdt lidt øje med verden.

Samaels oppakning var forsvundet med hesten. Han var ikke helt sikker på, hvordan magien virkede, men var ting bundet fast til hans sjæledyr, forsvandt de med sjælen tilbage i deres holder. Det var ganske praktisk, for det var ikke til at skulle slæbe rundt med sadel, hovedtøj og oppakning, når han ikke havde brug for sin hest. Dog hang hans sværd ved hans side, ikke at han regnede med at skulle bruge det. Det var meget sjældent, at han havde behov for at svinge det. Heldigvis, da han ikke brød sig om vold.

Stien ledte ud på en større vej, og han drejede ned af den med et blik til begge sider. Lige nu var der tomt, så han fortsatte med at gå med sine lange smalle ben. Som altid var han klædt i sort, der var varmt nok til, at han havde pakket sin frakke væk og kun bar sin sorte skjorte, og på benene de sorte bukser, begge klædningsstykker rimeligt tætsiddende, så hans tynde statur var tydelig at se. Støvet fra vejen farvede hurtigt de slanke sorte støvler og det nederste at buksebenene grå.
Han gik bare i sine egne tanker, alt for vant til kun at have sit eget selskab, da ravnen trak ham tilbage til virkeligheden ved at lande på hans skulder og med sit kropssprog gøre ham opmærksom på, at der var noget længere fremme.

Snart fik han øje på en kvinde. Hun sad op ad et træ og så ud til at hvile sig. Men det var ikke hende, der tiltrak sig hans opmærksomhed. Der hang en tynd dis ved siden af hende, en dis et almindeligt væsen ikke ville kunne se, men som stod klart frem for Samael. En sjæl.
Uden eftertanke satte Samael kursen mod træet og de to sjæle, den ene levende, den anden død. Der var brug for ham.

Uden at dæmpe sine skridt, han ville gerne fortælle kvinden, at han var på vej mod hende, gik han væk fra vejen og igennem græsset, hvor han stoppede op nogle meter fra hende.
”Undskyld mig frøken, ville De have noget i mod, at jeg slog mig ned sammen med Dem? Landevejen er lang og ensom, og jeg kunne godt bruge en pause og noget selskab.” Han smilede venligt til hende, udmærket klar over, at hans intentioner kunne misforstås. Det var heller ikke alle, der følte sig trygge ved ham, der var noget over ham, selvom han udstrålede venlighed. Men han var ligeglad. Der var en sjæl, der skulle have hjælp til at komme videre.

Det var ikke længe den unge kvinde, fik lov at sidde og hvile i skyggen af træet, før lyden af vingeslag fangede hendes opmærksomhed. Hun løftede blikket imod himlen, hvor hun så en sort ravn svæve for en stund, inden den landede på skulderen af en høj spinkel skikkelse. Hun lod hovedet glide ganske let på skrå, som hendes blik vandrede over mandens ansigt. Hun bemærkede den skæve næse, og et lille smil trak svagt i hendes ene mundvige, det eneste tidspunkt hun havde set den slags, var når hun havde overværet slagsmål i byen, når de fulde mænd kom ud fra kroen. Mon han også havde været i slagsmål engang, for trods sværdet ved hans hofte, lignede han ikke just en slagsbror. 

Da han satte retningen imod hende, mærkede hun ikke den alarmende frygt, som aldrig fejlede når hun nærmede sig noget farligt, i stedet mærkede hun en usikkerhed indeni sig, og selvom hun normalt blev usikker omkring fremmede, var det anderledes denne gang, kraftigere men på en anden måde. Hun rynkede svagt i panden, inden hun rettede sig lidt mere op imod træets stamme bag hende. 
Et hurtigt blik rundt, afslørede at der ikke var andre end de to i nærheden, så det var hende manden nærmede sig. Lettere usikker på sig selv og situationen bed hun sig i ganske let i kinden. 

Da han stoppede et par meter væk, trak hun benene let op imod sin mave, så hun hurtigt ville kunne skubbe sig på benene, men i stedet for at gøre noget, hørte hun blot hans stemme. Hun kneb øjne let sammen, mens hun tyggede på hvert enkelt ord. Hun kunne sagtens følge hans ord, hendes rejse havde været lang og yderst ensom på en fremmed måde, og måske hans selskab ikke ville være nogen skidt forandring, da hendes normale alarmer ikke bimlede i hendes baghoved. Hun gjorde et ganske lille nik med hovedet. "Nej, sæt dig bare.." 

Det så ikke ud til, at hun var bange for ham, selvom han ikke kunne undgå at se det usikre glimt i hendes øjne. Hans smil voksede en smule, da hun gav ham lov til at sætte sig, det var første skridt på vejen. Så han satte sig i græsset i solen, så han kunne se hende og samtidigt se sjælen, der svævede rundt oppe over hendes skulder, uden at stirre for åbenlyst.
”Mange tak.” Han satte sig til rette med de smalle ben i skrædderstilling og samlede pænt hænderne i skødet. Det var ganske fredeligt der i solen med en let brise, der fik træets grene til at lave dansende mønstre omkring dem. Foråret var virkeligt ankommet, og der kom endda en enkelt sommerfugl flyvende forbi i jagt efter de tidlige blomster.

”Det er en smuk dag,” sagde han, nærmest til sig selv, inden han vendte blikket tilbage mod hende og smilede. ”Hvor er mine manerer. Mit navn er Samael.” Han lænede sig frem for at række en hånd ud mod hende, noget der næsten blev umuliggjort af afstanden imellem dem, men det kunne lade sig gøre. En bevægelse der fik ravnen til at komme med en utilfreds lyd og lette fra hans skulder, for at flyve op i træet og sætte sig på en gren. Den havde stirret lidt på kvinden med sine hvide øjne inden da, det eneste, der afslørede, at den ikke var en helt normal ravn.

Selvom Samael virkede til at have sin opmærksomhed rettet mod den unge kvinde, var det ikke hele sandheden, for hans blik gled en gang i mellem op mod sjælen, som hans introduktion var lige så meget til den som til kvinden. Han var ikke i tvivl om, at sjælen ikke ville have ham der, han kunne mærke det. Det var en gammel sjæl, i den forstand, at den havde været uden krop længe. Hvordan han vidste det, kunne han ikke forklare, men det var noget med følelsen. Han vidste det bare, lige som han også vidste, at sjælen engang havde tilhørt en kvinde, og at den var meget beskyttende for kvinden.
Han var nysgerrig, men startede ikke ud med at udspørge mennesket, det var bedre at tage det lidt af gangen.

Nianna skævede let over imod manden, idet han bevægede sig over for at tage plads i solen. Den sorte ravn på hans skulder, var dog den som stjal hendes opmærksomhed, det var første gang hun nogensinde havde set en fugl med hvide øjne, og det pirrende hendes nysgerrighed. Manden lignede ganske vist et normalt menneske, omend en med et par hårde år på sjælen, men hun vidste godt at skinnet kunne bedrage. Da hans tak pludselig lød, blev hun revet ud af tankerne og flyttede overrasket blikket til ham, inden et lille flovt smil gled over hendes læber for sin uopmærksomhed. Hun gjorde et lille tavst nik imod ham, inden hun lænede sig mere tilbage og nød solens varme stråler. 

Hun vrikkede let med de bare tæer, imod det frodige grønne græs. Det kildede kun ganske svagt, men hun havde savnet af mærke naturen blomstre omkring sig, for Nianna var foråret den bedste tid på året. Solen der vendte tilbage, dyrene som vågnede op alle steder, naturen der igen begyndte at blomstre i de smukkeste farver og duften, intet slog den søde, friske duft af foråret. Et saglig suk slap over hendes læber, som hun tog sig selv i at havde siddet med lukkede øjne og blot nydt tilværelsen, til hans stemme brød freden. En mild latter slap over hendes læber, som hun gjorde et lille nik, det var præcis det samme hun selv havde siddet og drømt om, så hun kunne ikke gøre andet end give ham ret. "Ja bestemt.." sukkede hun lavt med et smil om læberne, inden hun vendte blikket over imod ham, tids nok til at se ham læne sig frem med hånden for at præsentere sig.

Hendes blik lå skeptisk på hans hånd, men kun et ganske kort øjeblik, inden hun selv rakte hånden frem imod ham, for at give den et lille klem. Så meget havde hun lært af sine møder, mennesker gav hånd som hilsen. "Jeg hedder Nianna.." svarede hun lettere muntert, inden hun skævede op imod træet hvor hans ravn var fløjet op. Den havde ikke just virket glad, for sådan at blive jaget væk af hans bevægelse. "Hvad hedder den?" spurgte hun nysgerrig, inden hun tvang sit blik væk fra ravnen, som var det, det mest normale i verden at give alle dyr navne. 

Nianna selv bemærkede ikke, hvordan hans blik fra tid til anden søgte et sted hen over hende. At det var en gammel sjæl, der fungerede som hendes alarm vidste hun ikke selv, men uanset hvor meget hun forsøgte at ryste følelsen af sig, var der hele tiden en bekymret følelse i hendes krop, ikke frygtsom men hun kunne ikke sætte præcis en finger på hvad det var.

Hendes hånd var mere spinkel end hans, men som hans krop var hans hånd smal og lettere knoglet. Fingrene lange. Men man burde nok kunne mærke, at der var styrke nok bag det lette klem, han gav hendes. At give hånd havde han lært som en høflig gestus, om end ikke alle brugte den. Det var mest mennesker, og siden størstedelen af befolkningen i Krystallandet var af den menneskelige race, havde han lært sig den hilsen. For en elver ville han bukke, for en ork, ja, der var det øjenkontakten. Han havde lært sig det hele, som han havde lært hver races sprog. Hans position gjorde, han han ofte endte i situationer, hvor han skulle kommunikere med de levende frem for de døde. Som nu.

Han nikkede og trak hånden til sig, da hun sagde sit navn. Nianna. Et pænt navn. Roligt satte han sig til rette igen, mens hans blik søgte op mod ravnen med et lidt overrasket udtryk. Hvad ravnen hed?
"Jeg har ikke givet den et navn," svarede han en smule forundret. Ingen havde spurgt ham efter, hvad ravnen hed før. Det havde ikke været nødvendigt at give den et navn, han behøvede ikke at bruge ord for at kalde på den. Ingen af hans følgesvende havde navne, selv ikke hesten, som trods alt havde fulgt ham uendeligt længe. Om de andre ryttere havde givet deres heste navne, vidste han ikke.

Hans blik gled ned til hende igen.
"Jeg behøves ikke at kalde på den, den ved, hvornår den skal komme. Sjæle er lidt specielle på den måde." Han smilede svagt til hende og skævede igen kort til sjælen over hendes skulder. Dens udstråling var ikke specielt venlig, hvilket kun blev værre som han snakkede om sjæle. 
"Ingen af de sjæle, der følger mig, har et navn." Hans fingre gled over den lille pose ved hans side. Ravnen skræppede lidt og fløj så ned og landede i mellem dem.

Nianna bemærkede overraskelsen i hans blik, og måtte trække ganske let på smilet i den ene mundvige, det kom dog bag på hende, at den ikke havde et navn, for var det ikke en af de mest naturlige ting? Hun skævede let op imod ravnen, der stadig sad placeret over dem i træet, mens hendes tanker kredsede om de mange mulige navne man kunne give et sådan dyr. Det var først da han talte igen, at den nagende følelse indeni fik hende til at rette blikket imod ham. "Sjæle?" gentog hun undrende, mest fordi hun ikke helt var sikker på hvad det betød, og fordi følelsen af hun skulle rejse sig og forsvinde tog til. 

Hun sad for en stund og lod blikket glide vurderende over ham, for hun kunne ikke ryste følelsen af sig, men forstod ikke hvorfor den var der, og håbede måske svagt at hans ansigt kunne afsløre hvorfor hun havde det sådan. Det var svært når hun ikke engang kunne sætte en finger på følelsen, den var fremmed for hende, hun vidste ikke hvad den betød og hvorfor han udløste den reaktion, for han virkede så afslappet. Hun pressede læberne sammen i en ganske lille utilfreds brummen, for hans ansigt afslørede intet, i stedet lyttede hun som han gav sig til at forklare om alle sine sjæle. 

Havde hun set forvirret ud tidligere, var forvirringen nu total. Hendes blik vandrede rundt, for hun kunne ikke se andre dyr i nærheden end ravnen, det var først da hun så hans hånds bevægelse over den lille pose, at hendes blik stoppede op. "Hvilke sjæle?" spurgte hun undrende, idet ravnen gav et skrap fra sig der fik hende til at give et lille hop på stedet af forskrækkelse. Hun lagde den spinkle hånd for munden for at kvæle det lille grin der slap over hendes læber, da hun indså hvor uopmærksom hun måtte have været siden ravnen kunne forskrække hende.

Hendes forvirring var synlig, og Samael overvejede kort sine ord. Han ville helst ikke skræmme hende eller gøre sjælen bag hende mere arrig. Men han havde en fornemmelse af, at det var sværere end normalt. Den virkede meget beskyttende overfor den unge kvinde.
Han smilede en smule og gav sig til at forklare.
”Jeg har en evne i forhold til sjæle. Jeg kan se dem og snakke med dem. Ravnen her er en sjæl, jeg har givet en fysisk skikkelse for en stund.” Han rakte ud og ravnen sprang op for at sidde på hans underarm. Det var lidt farligt at fortælle folk, at han kunne give sjæle fast skikkelse for en stund, men det var trods alt sådan, han havde åbnet samtalen, så han måtte fortsætte den.

”Men det, mit arbejde går ud på, er at vise fortabte sjæle den rette vej mod efterlivet. Nogle er faret vild, andre bliver her for en grund.” Han skævede igen mod den svævende sjæl, der om muligt virkede endnu mere utilfreds. Den blev her uden tvivl af en grund. Han så på Nianna igen, og strøg fuglen over hovedet og ned ad ryggen. Den næste del af samtalen krævede lidt diplomati, noget Samael på den ene side var ganske god til, men på den anden side ville han gerne være meget direkte, når det kom til sjæle. Han var ikke til så meget sludder på det punkt.

”Har du mistet nogen for nogle år tilbage? En kær. En kvinde?” spurgte han mildt. Hans blik gled mod sjælen igen, der åbenbart ikke længere var i tvivl om, at han vidste, at den var der. Så snart katten var ude at sækken, begyndte den at råbe ad ham på sjælenes sprog, ingen andre kunne høre. Den ville have ham til at lade Nianna være, klamme gamle mand, forsvind, skid, og en masse mere grimme ord, han helt valgt at overhøre. I stedet holdt han blikket mod pigen med et venligt udtryk.

Nianna sad helt stille, alt imens Samael gav sig til at forklare. Hendes pande og næse rynkede et par gange, hvor hun ikke helt forstod hvad han mente, men som han til sidst afsluttede, følte hun alligevel at hun havde forstået det meste. Han havde en evne, ligesom hun selv, bare en anden slags. Selvom det med sjæle virkede som et besynderligt begreb hun ikke helt kunne forestille sig. Hun brummede eftertænksomt som hun pressede læberne sammen i den højre side, tydeligvis dybt opslugt af sine tanker hvor hun vendte og drejede hans ord.

"Hvor kommer sjæle fra?" spurgte hun til sidst, hun kunne ikke selv genkalde sig noget som helst tidspunkt, hvor sjæl havde været brugt, så hvad betød det helt præcist, var det noget som voksede i naturen, eller noget mennesker ejede? Hun vendte blikket imod ham, og da hun så smilet om hans læber, blødte hendes udtryk helt op inden smilet bredte sig om hendes læber. Selvom den nagende fornemmelse i baghovedet stadig var der, undertrykte hun den, for Samael virkede ikke farlig.

Det lod dog til at Nianna havde afbrudt Samael, for da han fortsatte fik hun vidst en del af svaret på sine tanker, sjæle kom altså fra levende væsner, men dem alle? Det hele var meget forvirrende, men hun gjorde virkelig alt hun kunne for at finde hoved og hale i tingene, hun måtte dog le dæmpet som hun rystede på hovedet over hans sidste spørgsmål. "Nej, det tror jeg ikke...." svarede hun roligt, for Nianna havde ingen erindringer om nogen familie, hun havde været alene i skoven siden hun var en helt lille pige.