Sted: Asads lejlighed
Tid: Midt formiddag
Vejr: Sne og blæsende

Mahirs hjerte bankede så hårdt i hans ører, at han ikke hørte, hvad der blev råbt efter ham, da han nær var løbet ind i en kvinde, der forskrækket måtte springe til side for den unge mand, der stormede af sted ned af gaden. Hele Mahirs indre var et stort kaos af følelser, negative følelser som skræk, vrede og sorg. Det kunne ikke passe. Det måtte bare ikke være sandt. Han nægtede at tro på det. Og samtidigt vidste han et eller andet sted godt, at det var sket. At det, Asads ven havde sagt, som en tydelig tanketorsk, kun kunne være sandt. Asad var gået endnu mere i stykker efter Atlas forsvandt, og det passede meget godt ind i det hele, det der var sket.

Rottebandens hjem var brændt ned. Et par af børnene var døde, men de fleste var sluppet ud. Juno og Hector havde ingen set. Og ordet på gaden var, at de var brændt inde og døde. Huset havde været gammelt og træet havde brændt godt, hele førstesalen var væk og der var ikke meget tilbage af underetagen. Mahir havde været forbi flere gange, både for at kigge, men også når han løb forbi på sine opgaver. Synet fik ham altid til at få en klump i halsen. Juno havde aldrig været hans ven, men han havde kendt ham. Og måske også kunnet lide ham en smule, selvom han havde opført sig som en idiot. Han var i hvert fald blevet ked af det, da han hørte, at han var død sammen med Hector.

Der var lidt forskellige teorier om branden. Måske det var et stearinlys, en gnist fra kaminen eller måske var den påsat. Der var ikke nogen, der vidste noget. Begge dele var lige frygtelige, men Mahir havde ikke skænket det så mange tanker. Forsøgte mest bare at lade være med at tænke over det.
Indtil i dag. Han havde været ude med et brev, og var stødt på en af Asads drenge. De havde fulgtes lidt ad, og på en eller anden måde havde den lidt yngre dreng afsløret, at de havde haft noget med ilden at gøre. Så snart det gik op for ham, hvad han havde sagt, var han blevet lidt bleg og havde skiftet emne. Tydeligvis skæmt over at have fået besked på ikke at sige noget til Asads lillebror. Men det var for sent og Mahir havde sat i løb. Direkte mod Asads hjem.

Han tog trappen op to trin af gangen og bankede ind i døren, der fløj op. Forpustet og forvildet så han rundt, til han fik øje på Asad, ligeglad med, om der var andre eller om han sov eller ej.
"Hvad har du gjort?!" Det var næsten et skrig, der kom fra ham. "Fortæl mig, at det ikke er sandt!" Fortsatte han med et desperat råb, vrede og skræk blandet sammen i ansigtet og et glimt af tårer i øjnene. Havde hans storebror virkeligt forsøgt at brænde et hus fyldt med børn ned?! Havde han virkeligt slået børn ihjel?!

Asad sad i sofaen, i sine egne tanker, med blikket rettet mod sine mange armbånd. Ét efter ét skilte han dem ad, kæderne viklet ind i hinanden. Det var ved at blive gammelt, men hans tanker hang stadig ved Atlas. Ved armbåndet han havde givet ham på hans fødselsdag. Mon han stadig gik med det? Selv hvis han var stukket af fra ham, var det krystaller værd. Havde han solgt det, eller holdt han fast i det til trængende tider? Eller var han blevet fanget, og havde de taget armbåndet fra ham, ligesom de sikkert havde taget alt andet på hans person, der var noget værd?

Han tænkte på Atlas, og tænkte mere på ham, og forsøgte at stoppe sig selv, men hans tanker vendte altid tilbage til hans barndomsven. Han fortrød, at han ikke officielt havde annonceret dem som kærester inden han var taget afsted. På dén måde kunne han i det mindste sørge over at være blevet slået op med, eller sørge over at have mistet sin kæreste til hvem ved hvad eller hvem. Men nu var det bare en ven. Bare en ven.

Han hørte Mahir løbe op af trappen, men gjorde ikke noget for at hive sig selv ud af sine tanker. Mahir havde sjældent noget vigtigt at sige, og han ikke så meget som så mod sin lillebror, da han kom indenfor.
Det var først da Mahirs skingre stemme nåede ham, at Asad vendte blikket mod ham. Et langt øjeblik så han undrende på ham efter en beskyldning han ikke forstod, men så gik det op for ham, hvad den eneste ting, Mahir kunne hentyde til, var.

"Jeg løste et problem jeg havde, lillebror," svarede han uden yderligere reaktion og vendte blot blikket ned mod sine armbånd igen. Hvem gik op i om han havde myrdet børn? Han var sluppet fra det, og dét var alt der betød noget. 

Først så det slet ikke ud som om, at Asad vidste, hvad Mahir snakkede om, han så helt undrende på ham. Men så gik det åbenbart op for ham. Hans ligegyldige svar fik vreden til at forsvinde fra Mahir, og han tabte kort underkæben, mens han stirrede chokeret på ham.
"Du ... du løste et problem." Ordene blev hvisket ud, fyldt med vantro. Asad sagde det som om, at han havde lappet et hul i taget. Som om folk ikke var døde. Som om, at han ikke bevidst havde brændt et helt hus ned fyldt med børn.

Pludseligt blev Mahir dårlig, og han var sikker på, at han ville brække sig på stedet. Han blev bleg og løftede en hånd for at holde den for munden, mens han blev ved med at stirre på Asad med store øjne, der blev en smule blanke. Det kunne ikke passe. Asad kunne ikke være så kold. Han havde altid været brutal, men dette ... Mahir mærkede et eller andet dø inden i sig. Hans storebror, hans elskede storebror, han engang havde set meget op til, myrdede børn med koldt blod. Hvor mange havde han slået ihjel i deres tid i Dianthos? 

Hans storebror var en morder.

"Hv-hvordan kunne du? Hvordan kunne du slå børn ihjel?!" Han stemme steg i styrke, forfærdet og vred og med et snert af had, til han skreg af ham igen. "Hvordan kan du være så kold og ligeglad?! Hvordan kan du være min storebror?!" Det var umuligt for ham at holde tårene tilbage, tårer af vrede, sorg og forfærdelse, og de begyndte at løbe ned over hans kinder, men det var mest vreden, der var at se på ham. At døren stod åben og alle i bygningen nok kunne høre ham, det tænkte han ikke over.

Asad nikkede blot distræt, da Mahir gentog hans ord. Ja, han løste et problem. Det var blevet løst. Ingen irriterende børn til at stjæle fra hans kunder. Flere krystaller til ham og hans drenge. Flere krystaller til Mahir, hvis han nogensinde blev smart nok til at tage imod dem. 

Ud af øjenkrogen så han Mahir blive bleg og et øjeblik var han bekymret for, om Mahir ville falde om, men så ud til at holde sig selv på benene, så Asad blev siddende. Først da hans lillebror begyndte at råbe, rejste Asad sig op og gik over mod ham. Han holdt blikket på Mahir, og et øjeblik så det ud som om at han havde tænkt sig at trøste ham, inden han i stedet styrede uden om ham og hen til døren bag ham, som han lukkede. 

"De døde ikke alle sammen," rettede Asad ham. Han havde holdt øjne og øre åbne i forhold til nyheder og sladder omkring emnet. Et par af børnene havde efter sigende overlevet. Juno og Hector var ikke blevet fundet, men det var også rimelig kendt, at Hector havde en smag for hallucinerende svampe, og Juno havde en smag for alt der kunne få ham til at sove, så det lød også i gaden, at de nemt kunne have sovet igennem deres egen død. Hvem ville også savne sådan et par misbrugere? De var ikke andet end gadebørn. Irriterende, forældreløse gadebørn. 

Han trådte hen til Mahir og han gav ikke Mahir noget valg, da han trak ham ind i et kram og holdt ham tæt ind til sig, låst fast. "Du ved godt, logisk set, at du skal tie stille med, hvad du ved, ikk? Du ved godt hvad der vil ske med os, hvis nogen hører, at min bande, som du er med i, satte ild til det hus, ikk?"

Mahir fulgte Asad med blikket, som den ældre dreng rejste sig op og kom over i mod ham. Noget i ham skreg efter at løbe, for han ville uden tvivl slå ham. Han ville altid slå ham. Storebroren var voldelig, men det var først i dette øjeblik gået op for Mahir, hvor voldelig han var. Hvor kold han var. Men han løb ikke, han stod som sømmet til stedet, iskold i hele kroppen og stadig med kvalmen helt oppe i halsen. Og Asad slog ham ikke. Han rørte ham slet ikke, som han gik forbi ham og hen for at lukke døren. Mahir rørte sig stadig ikke, han havde brug for svar til de spørgsmål, han havde stillet ham. Men dem fik han ikke.
De døde ikke alle sammen. For et øjeblik lukkede Mahir øjnene, hvilket sendte et par tårer mere ned over hans kinder. Han vidste ikke, hvad han skulle svare.

Asad kom om foran ham, og han åbnede øjnene tids nok til at se ham række ud efter ham. Han flyttede sig for at undgå hånden, men det var for sent og for lidt. Asad tog ved ham og trak ham ind i et kram, der ikke var et kram. Der var intet kærligt over det. Ingen broderlig varme. Han opgav at trække sig fri, allerede inden han havde prøvet. Det var som om, at han ikke kunne få sin krop til at lystre.

Ordene sendte endnu mere kulde igennem ham, og han lukkede øjnene for et øjeblik, stiv i sin brors favn. Han måtte ikke fortælle det til nogen. Selvfølgelig måtte han ikke det, tanken havde heller ikke strejfet ham. Endnu. Som Asad talte færdigt, fik han lyst til at græde. Banden. Han var ikke med i banden, men alle troede han var. Han var jo Asads lillebror. Og han havde været med nogle gange, under tvang. Ville folk virkeligt tro, at han havde været med til at sætte ild til huset? Hans ben blev svage under ham. Nej. Det var forkert. Det kunne ikke være rigtigt. 

Endeligt kom der bevægelse i ham. Han løftede armene op og skubbede hænderne ind i mellem dem, så han kunne lægge et pres mod Asads brystkasse for at skubbe sig fri af ham. Bevægelsen virkede rolig, men der var en styrke skabt af desperation bag den, og han fik trukket sig helt fri af ham, så han kunne se på ham.
"Du er hjerteløs. Du har altid været hjerteløs. Og jeg som så op til dig. Et monster. Er det bare fordi, at Atlas er skredet?! Er det bare fordi du ikke kan forstå, at han åbenbart ikke vil dig?! Så skal du ødelægge det hele?! Vores liv! Mor og fars liv!" Han hævede stemmen igen, vred og grædefærdig. De blå øjne stirrede ind i de brune.

Asad slap ikke sin lillebror uden kamp. Han lod Mahir skubbe sig fra ham, indtil der kom reel styrke bag. Han så køligt på ham, imens han afventede Mahirs reaktion; han ville gerne se, om Mahir gav tegn på at have forstået truslen. Hvis ikke han kunne stole på, at han holdt den viden han havde for sig selv, ville han være nødt til at finde på noget at stille op med ham. Ikke alle hans muligheder var kønne, men han holdt trods alt af sin lillebror og ville gerne beskytte ham. 

Det gjorde ham ingenting at blive kaldt hjerteløs. Han var blevet kaldt langt værre. Han var langt værre. 'Monster' lod han også gå uden at hidse sig op. Men dét der fulgte efter, fik hans blod op at koge. Allerede inden Mahir havde talt ud, havde han grebet fat om ham igen, med en hånd om hans nakke og én om hans krave slæbte han ham længere ind i lejligheden og ned i sin seng, hvor han satte et knæ i maven på ham og lagde en hånd om hans hals med samme kølige afmålthed som var det en fjende eller en fremmed han var ved at true. 

"Du kan vove på at sige et ord mere, lillebror," sagde han lavmælt, i en stemme der var langt roligere end han følte sig, og et blik der brændte af raseri. Mahirs våde øjne ændrede ikke ved ægtheden af Asads trussel. 

Mahir nåede knapt nok at tale ud, inden Asad havde grebet fat i ham. Grebet i nakken gjorde ondt og han gispede forskrækket af smerte, men som en lille kattekilling stivnede han i grebet, og gjorde derfor ikke modstand, som han blev slæbt over til sengen. Han kunne sikkert ikke have gjort så meget alligevel, ikke fordi han ikke var stærk, men han var bare det mindre, og hans storebror vidste mere om at slås end han gjorde, samtidigt med, at Asad var nådesløs. Nej, Mahir ville ikke kunne komme fri, og selv hvis han gjorde, ville han sikkert ikke komme langt.

Han spændte op i hele kroppen, som han blev smidt i sengen og Asad satte sig ind over ham med et knæ i maven på ham. Det gjorde ondt og gjorde det svært at trække vejret. Mahir var bange, han var skrækslagen for sin storebror i det øjeblik, men det var som om, at det slet ikke betød noget. Han var bare så vred, så såret, så … forfærdet. Han havde haft en forestilling om sin bror, hvor han ikke havde troet, at Asad kunne slå nogen ihjel og være så kold. Men det kunne han åbenbart og Mahir var rystet i sin grundvold. Vred og ked af det.

Vreden vandt for nu, selv ikke smerten under Asads vægt eller truslen i hans greb om hans hals kunne ændre på det. Og måske troede Mahir stadig svagt på, at han ikke ville gøre ham alvorligt fortræd. Slå ham ihjel. De var jo brødre.
Nej, vreden, der kort havde været væk i hans udtryk vendte tilbage, og han stirrede op på ham uden at kunne styre sig selv.
”Og hvad så? Vil du slå mig ihjel som du slog to børn ihjel?! Som du slog Juno og Hector ihjel?! Er du virkeligt så … så afstumpet?” Han hvæsede af ham, og greb fat om hans arm, der havde fat i halsen af ham, men han gjorde ikke noget for at komme fri. Et par tårer forlod hans øjne og trillede ned over hans tindinger, tårer af vrede og smerte, fysisk og psykisk.
”Vil du slå din egen lillebror ihjel, bare fordi Atlas skred fra dig?!” Han råbte af ham igen og gispede så efter vejret, som hans lunger blev mere tomme under presset fra Asads knæ.

Det var nemmere når Mahir bragte møgungerne fra Rottebanden op. Asad følte ingenting for hvad han havde gjort mod dem, og det var ikke ved at tale om dem, at Mahir kunne provokere Asad til noget som helst. I Asads øjne var Juno og Hector ikke andet end skadedyr, der fortjente at blive udryddet.

Det gjorde et større indtryk på ham, da han fik øje på en tåre, der trillede ned ad Mahirs mørke hud. Hvis han før havde fået Mahir til at græde, havde Mahir været graciøs nok til at gemme det til når han var alene, eller udenfor Asads synsvinkel. Han var på nippet til at løsne sit allerede løse tag om sin lillebrors hals, da Mahir dumt nok valgte at bringe Atlas op igen. 

"Ja!" Råbte han, hans ro fra før pludselig helt væk. Der var flammer i hans øjne og hans fingre borede sig ind i Mahirs hals. "Atlas betyder mere for mig end du nogensinde har gjort!" Asad vidste, at det ikke var noget nyt - heller ikke for Mahir, der i det mindste måtte have mistænkt det, men det mindskede ikke følelsen af at han var ved at flå sin lillebror i stykker. "Hvis det kunne bringe ham tilbage, havde jeg slået dig ihjel for længst," snerrede han og med en kraftanstrengelse slap han sit tag om ham og tvang sig selv et af ham. 
Hans brystkasse hævede og sænkede sig hastigt, imens han nidstirrede Mahir, indtil han endelig, med påtvungen ro, beordrede; "Du kommer kun tilbage, hvis du har Atlas med dig."

Mahir havde slet ikke lagt mærke til, at Asad havde været ved at slippe ham. Følelsen af hans hånd mod hans hals havde været forfærdeligt, løst eller ej. Havde han været lidt mere nede på jorden, ville han måske have opfattet det og tænkt, at han burde lade være med at provokere sin storebror, men det indre kaos forhindrede ham i at tænke så langt.

Hvis Asad havde haft en kniv og havde stukket ham for hver sætning, ville det have gjort lige så ondt. Mahir kunne mærke blodet forlade sit hoved, som hans storebror gav udtryk for, hvor lidt han betød for ham. At Atlas betød mere for Asad end Mahir gjorde, kom ikke som nogen overraskelse. Mahir havde altid være udenfor. Mere et enebarn end med to brødre. Og det havde altid gjort ondt, og som lille havde han altid forsøgt at blive mere end den dumme lille forstyrrende møgunge. Hvilket aldrig var lykkedes.

Men at Asad ligefrem ville dræbe ham for at få Atlas tilbage, den gik direkte i hjertet på ham, og han blev om muligt endnu mere bleg, som han spærrede de skræmte øjne op. Asad slap ham, men han rørte sig ikke, som han var stivnet i chok og i smerte. Hele hans indre var tomt, et skærende hvidt tomrum, der føltes som når man brændte sig på ovnen derhjemme.
Det gik op for ham, at Asad smed ham ud, og langsomt skubbede han sig op at sidde. Hans ansigt var stivnet i en død grimasse, hans øjne blanke, men lige så tomme som hans indre. Stadig langsomt kom han op at stå og gik uden om sin bror for at gå mod døren. Da han nåede den, var fugten i hans øjne ved at samle sig langs de nederste øjenlåg, men han græd ikke. Han vendte sig mod sin bror og så dødt på ham.
”Du er ikke min bror. Jeg ved ikke, hvem du er.” Han trak mekanisk vejret ind. ”Du er ikke min bror. Jeg har ingen brødre. Jeg er alene.” Hans stemme knækkede ved sidste ord, men hans udtryk ændrede sig ikke, som han kastede et sidste blik på Asad, en fremmed, og derefter forlod ham.

På en eller anden måde knækkede han ikke. Han nåede hjem, ignorerede sin far, der ville ham et eller andet, og fik lukket sig ind på sit værelse. Sat kilen i klemme, inden han krøllede sig sammen i sin seng. Han græd stadig ikke. Lige nu følte han sig bare tom. Han kunne ikke mere. Et sted ville han ønske, at han kunne dø på stedet, men intet skete, og han blev liggende til han faldt i søvn. På et tidspunkt blev der banket på døren, og han rejste sig for at gå ud og hjælpe i bageren, tom og med følelserne lukket så grundigt væk, at selv hans far sendte ham nogle bekymrede blikke.
Nej, han havde ingen brødre. Han var alene. Og sådan fortsatte hans liv, ensomt og tomt, som en trænet abe, der klarede hverdagens opgaver uden at smile eller snakke eller leve.

Lige siden Atlas havde forladt dem for første gang, havde Asad hungret efter at se en erstatning af ham i Mahir, men Mahir havde på ingen måde spillet med. Han havde ikke sluttet sig til Asads bande, han havde nægtet at flytte ud fra deres forældre, og han havde ikke set, at når Asad prøvede at presse ham til at slutte sig til banden, så havde det været fordi han ikke bare havde ønsket det bedste for ham, men også fordi han gerne ville bruge tid med ham. 
Deres forhold var blevet bedre af, at Asad var vendt tilbage. Mahir skulle ikke længere erstatte én, han alligevel ikke kunne erstatte, og Asad havde troet at de havde var kommet tættere på hinanden i den tid, men i dag havde Mahir svigtet ham. Han havde valgt at stå på samme side som døde børn, i stedet for at stå ved sin brors side, og han havde valgt at bringe Atlas op. Ingen af delene kunne Asad tilgive.

Så da Mahir frasagde sig deres broderskab gjorde Asad ingen indvendinger. Han kunne ikke bruge sin bror til noget, hvis den bror alligevel var en forræder.

Asad stirrede på den lukkede dør efter Mahir i flere minutter, frosset til stedet, før han tog en beslutning om at tage ud og få afløb for sine følelser. Når han ikke havde givet los for sine aggressioner overfor Mahir, så kunne han i stedet gøre det mod fremmede.