Sted: Gaderne i Dianthos' øvre bydel

Tidspunkt: Skumringstid

Omgivelser: Nogle enkelte folk på gaden. En nervøs stemning

Outfit. Herudover har hun sit langsværd hængende ved siden.

Der havde nu i et stykke tid hærget vampyrangreb i Dianthos' øvre bydel, og situationen var efterhånden temmelig trykket. Både byvagter og Lyset havde i et par dage prøvet at få styr på problemet, dog uden held. Alicia vidste, at nogle spioner også arbejdede på højtryk for at finde vampyrernes hule, men indtil det skete, var alle mand blevet sat på gaden for at patruljere om natten, så de forhåbentlig kunne undgå flere angreb. Selv borgerne lod til at opfatte, at der var noget i gærde, for de fleste var begyndt at holde sig inden døre, ligeså snart det så ud til at blive mørkt. Det var også tilfældet i aften, selvom de sidste efternølere ikke helt var nået inden døre endnu.

Alicia havde kun været ude en times tid, og hun vidste, at hun ikke ville blive afløst før efter midnat. Det var ikke noget, hun ikke kunne klare, men hvis der ikke skete noget, ville det godt nok blive en lang nat. Et suk forlod hendes læber, og en kort tåge forlod hendes mund. Hun kastede et blik på sin makker og gjorde tegn til at dreje ned ad den næste gade, hvortil han nikkede.

De nåede dog ikke så langt, før et skrig kom et sted endnu længere fremme fra. Med et hurtigt blik på hinanden trak både Alicia og hendes makker våben, inden de satte i løb for at komme derhen. En kvinde lå ubevægelig i en sidegade, og Alicia knælede ved hende. Det tog hende ikke længe at finde de to runde mærker på halsen. Endnu et varmpyrangreb altså. En bevægelse fangede dog hendes opmærksomhed, og hun rejste sig med det samme op. "Stop!" råbte hun og satte med det samme i løb ned for enden ad sidegaden, men da hun kom ud, var væsnet, hun havde set, forsvundet. Med en irriterende lyd satte hun sværdet tilbage i skeden og vendte rundt for at gå tilbage til sin makker igen.

Den kolde luft slog imod Rak'sais fysiske skikkelse, hun smagte på luften, den var tyk af frygt og anspændthed. Hvad var egentligt menneskenes problem? Hun havde aldrig rigtigt forstået det, så svært var vampyrer nu ikke at udmanøvrere. Hun havde overværet overfaldet, det havde i sandhed været begrænset med spænding, mennesket havde tydeligvis ikke besiddet nogen magi, og vampyren havde været ung og uerfaren... Og nervøs.

Dæmonen havde egentligt været på vej væk, måske skulle hun tage på byens kro? Der var altid en desperat sjæl eller to at skrive en kontrakt med, hvis man var desperat nok. I en doven kattelignende bevægelse gabte hun, smagte lidt på luften, da en af de velkendte krigere kom farende rundt om hjørnet, så hurtigt, at hun næsten ikke ænsede dæmonen. Hun var sat efter vampyren der med sin umenneskelige hurtighed var forsvundet væk. Rak'sai trådte ud fra den gade vagten selv lige var kommet fra, der var noget... Særligt ved denne Lysets kriger, hun kunne ikke sætte fingeren på hvad, men det fik hendes interesse til at blusse op, noget der ellers skulle en del til at vække efterhånden.

"Han var nyskabt" Rak'sai trak dovent på skuldrene, unaturligt langsomt. Faktisk var det de færreste ting hun hastede med efterhånden, hun havde alt tid i verdenen, hvorfor skynde sig med noget som helst.
"Ukreativt virkelig, man kan undres over hvad de ser i denne gudsforladte bydel, alle der vikler sig ind i fine stoffer og drikker den samme overvuderede vin, mens de føler sig højere hævet end resten af samfundet"  Rak'sai var selv simpelt klædt, en sort løssiddende kjole med store ærmegab, der blot blev holdt på plads af et læderbælte om livet. Det lange sorte hår hang løst, det var ikke filtret, men tydeligvis heller ikke klippet længe, spidserne var tjavsede og spaltede.
Rak'sai gik tættere på liger der lå og flød i gaden, inden hun rettede de klare blå øjne ned på det, synet af den døde påvirkede ikke dæmonen, hun havde set mere død end de færreste nogensinde kom til, i sine unge dage, havde hun selv været skyld i en hel del af det.
"Hvad er det de ikke forstår? De er i fin sikkerhed inden for deres hjemlige døre, hvorfor render de ude nu? Det er tydeligvis ikke intelligensen der trykker dem platfodede" Dæmonen rettede blikket op på Alicia, for første gang med en sulten interesse.
"Og hvorfor er i ude nu? De tror vel ikke at det er dén uniform dér, som afholder en sulten vampyr?"

En stemme fik Alicia til at stoppe og snurre rundt på stedet. Hvordan kunne hun have overset kvinden? Hun svarede dog ikke med det samme, som hun lige i øjeblikket var ved at studere hende. Hun så ikke videre truende ud lige i øjeblikket, men Alicia havde ikke lyst til at tage chancer. Kvinden var en ukendt faktor, og lige nu anede hun ikke, om det var em anden vampyr eller bare en forbipasserende. Det første virkede dog ikke logisk, da hun lod til at tale om ukreativitet. Alicia kommenterede dog ikke på det. Hun var egentlig ligeglad med, hvad de finere folk fordrev tiden med. Det var ikke vigtigt for hende lige nu. Hun havde en opgave at udføre.

Alicia kunne dog ikke lade være med at komme med et grinende fnys over kommentaren om intelligens, og hun måtte i sit stille sind give kvinden ret. Det virkede som om, folk havde det med at glemme at tænke sig om. Alicia rystede på hovedet. "Nej. Uniformen er ikke for vampyrernes skyld" svarede hun en anelse køligt, selvom det var sandt. Det var mere så de kunne identificere hinanden. "Og vi er ude, fordi vi har ordrer til det. Jeg forventer egentlig ikke, De forstår det" svarede hun med en lidt mere høflig tone.

Rak'sai vippede hovede en kende på sned, egentlig en gestus hun sjældent belemrede sig med. Når man havde bosat så mange kroppe hun hun havde gennem tiden, var det ofte at hendes fysiske skald ikke reagerede normalt, tværtimod kunne den let komme til at fremstå næsten død. Det var ganske simpelt et spørgsmål om magelighed.
De flammende øjne vagte nysgerrigheden endnu mere. hun hævede et enkelt øjenbryn. "Nej. Det er den næppe" mumlede hun køligt, inden hun studsede nedover rustningen "Den er til for at signalere sikkerhed, en falsk tryghed egentligt". Rak'sai skævede igen ned på den døde kvinde, hun trådte et skridt frem og sagde en bar meget beskidt fod imod ligets kind, inden hun drejede hovedet, så biddet fremstod tydeligt. "Hvad er du?" Rak'sai satte foden ned ved siden af den anden, og lod kjolens længder igen dække for, at hun ikke gik med støvler. Hvad var pointen? Hun frøs ikke som menneskene gjorde, fodtøj var mere til bevære og pyntesyge hvis du spurgte hende.
"Du er tydeligvis ikke menneske..." om Rak'sai var særligt percepriv eller om hun vidse noget ingen andre gjorde var vel egentligt et godt spørgsmål for en udefrastående. Sandheden var at med hendes alder kunne man se lidt af hvert det dødelige øje ikke bemærkede ved første øjekast.
"Og endnu mere interessant, hvorfor er du her? I et forsøg på at beskytte dem?" Rak'sai rettede sig op, viden tog det løse hår, men blikket var forstenet, hun stirrede direkte ind i Alicias, som prøvede hun at stirre direkte ind i hendes sjæl. Vel egentligt en meget underlig samtale at have i de små gader ved skumringstide, henover en nyligt død.

Alicia hævede først et bryn over kvindens konstatering. Så fnøs hun og lagde hovedet på skrå til den modsatte side af, hvad kvinden havde gjort. Hun var da virkelig ikke for viderekommende. Alicia kunne bestemt ikke lide den bedrevidende tone (det var sådan, hun opfattede den), og hendes blik blev en anelse hårdt. "Sikke en modig udtalelse fra en, der er så uvidende" sagde hun med en stemme, der, ironisk nok, kunne få temperaturen til at dale ti grader. Alicia var egentlig ligeglad med kvindens race, men hun tolererede ikke, at kvinden fornærmede Lyset. Specielt ikke, når hun tydeligvis ikke anede, hvad hun snakkede om.

Kvindens næste spørgsmål fik igen Alicia til at hæve det ene øjenbryn og fnyse. Sådan som kvinden havde opført sig, følte hun ikke for at give hende et svar. "Jeg kan virkelig ikke se, hvad det vedkommer dig" sagde hun og tonen var en anelse hård. Et suk forlod hendes læber. Hun havde haft ret i, at kvinden ikke forstod, hvorfor hun parerede ordre. "Som jeg sagde, forstår du tydeligvis ikke, hvorfor jeg handler efter de ordrer, jeg får. Lad mig simplificere det en smule: Jeg er her, fordi jeg har lyst. Og ja, i et forsøg på at beskytte indbyggerne" svarede hun, som hun rettede hovedet op igen. Hun forventede egentlig ikke, at kvinden ville mene, at de gjorde et godt arbejde så, men hun havde jo egentlig heller ikke forstået noget indtil videre.

Dæmonen lænede langsomt hovedet tilbage, hendes ansigt åbenbarede et bredt smil, som et rovdyr. Det var lidt for bredt, og hvidt. Alicias skråsikkerhed huede hende, hun var for meget på defensiven til at hun egentligt var ligeglad. Rak'sai tog et langsomt prøvende skridt imod den anden skikkelse, hun skulle se hvor fast den anden stod. Vide hvor hun havde hende henne.
"Uvidende er et vidt begreb..." Startede hun med den dybe silkebløde stemme dæmonen havde mestret gennem længere tid. "... I forhold til dine motiver er jeg i sandhed... Uvidende" Rak'sai lænede sig op imod den kolde bygningsvæk i den smalle sidegade, henslængt, som en kat på en varm sten en sommerdag.

Den mørkhårede kvinde strakte helsen, som en slange, der skulle smage på luften for at finde frem til byttet. Selvom nogle fandt Rak'saia aura skræmmende, fandt andre den indbydende og tillokkende, det omhadlede nok i sidste ende hvor meget de havde fået i vide, at de ikke måtte snakke med fremmede som børn.
"Du syntes ikke det vedkommer mig, men alligevel er du ivrig i at fortælle mig om det" Hun smilede igen, et næsten bedrevidende smil, hvadend der stod foran Rak'sai var ikke menneskeligt, men det var bestemt heller ikke meget ældre end en menneskelig levealder, hun kunne se det i hendes øjne, hun var ikke ældet meget længe. "Og hvad giver dig sådan en lyst? Indbyggere der skifter alliance som vinden blæser, indbyggere der flygter steder hen, for ikke at stå i skudvidde for de kommende problemer. Indbyggere der just holder med den nuværende magt, kom en ny til, ville de pryde sig med det nye banner inden for få timer" Rak'sai lod tungen glide henover tænderne med et skuldertræk, inden hun igen rettede sig op fra den hængende position mod væggen. I et par lange skridt nærmede hun sig Alicia, til hun stod hende ganske tæt. Dæmonen rettede blikket op, hun måtte kigge en kende opad for at møde de glødende orange øjne, da hendes nuværende krop var en smule lavere en gennemsnittet.
"De er krystere, hvor mange har bekymret sig over at du render herude i skumringen på vampyrjagt? - Ikke en eneste, for de vil bare have tykke skørter at gemme sig under!" Rak'sai slog forsigtigt og langsomt en enkelt pegefinder imod midten Alicias brystplade, bevægelsen var rolig og kontrolleret, så englen ikke havde årsag til et pludseligt udfald.  
Dæmonen trådte igen et lille skridt baglæns. Beskuede den kampklædte soldat foran hende med rovdyrssmilet bredt udover ansigtet.
"Nej, du tjener ikke for indbyggerene. Du tjener, fordi det giver dig en rus, af heltemod - En anderkendelse du grådigt higer efter, selvom du er for tilbageholden til at indrømme det!" 

Alicia lyttede nøje til, hvad kvinden sagde. Det imponerede hende dog gevaldigt, at kvinden stadig ikke forstod, hvad hun mente. Hun havde da forklaret det rimeligt ligeud? Så hævede hun et bryn, som kvinden åbenbart lod til at misforstå, hvad hun mente. "Jeg forklarer om, hvorfor jeg er her. Jeg svarede på, at det ikke kommer dig ved, hvad jeg er" sagde hun med et fnys. Det var da imponerende, at nogen kunne være så uintelligent, og det kom ovenikøbet fra hendes tanker. Hun var en gang imellem dårlig til at opfatte hentydninger, men hun var da ikke så ignorant, at hun ikke forstod direkte ord, der ikke kunne misforstås.

"Måske bare at jeg ønsker at beskytte de svage?" sagde Alicia med slet skjult hån i stemmen denne gang. Hun forventede absolut ikke, at kvinden ville forstå hendes motivation, hvilket kun blev bekræftet af de næste ord, der forlod kvindens mund. "Det er mig lige meget, hvem der bekymrer sig om mig, det er ikke vigtigt. Det er vigtigt, om jeg kan give dem de tykke skørter, hvilket er hvad, jeg prøver på" svarede hun hårdt. Hun havde med vilje valgt at bruge kvindens egne ord.

En latter forlod Alicias læber, selvom der absolut ingen glæde var i den; den var tydeligt ment som en hån. "Sikke dog du kan konstatere ting om mig uden at kende mig. Det er da vist ikke hjernecellerne, der trykker" svarede hun hårdt.