...Dybt inde i Amazonitskovene - et ingenmandsland af træer.












Sådan stod det på skiltene der omgav Bæstets Sø. Og af skiltene der var omtrent et dusin af slagsen - alle gamle og medtagede. Nogle af dem stod endda på old-krystaliansk, for hvem end der havde banket dem i jorden, ville vide sig sikker på, at deres råd blev hørt. En stencirkel markerede omkredsen af hvad man kunne gætte sig til var hvad skiltene refererede til som ‘Nær søen’ og på omkring hver fjerde var der indhakket et knudet symbol med glemte egenskaber, men hvem holder øje med den slags! Det hele var efterhånden tildækket af vilde planter, mos og trærødder og cirklen var i sig selv nærmest gået helt i et med naturen omkring. Det var lidt som om at plantelivet der omgav dem havde i sinde at tildække dem til bedste færdighed indtil de var næsten helt usynlige, så man ikke kunne se hvor den anbefalede grænse lå.
Bæstets sø... Sådan var den uformelt blevet opkaldt i sin tid, men det grumme navn faldt ikke i hak med dens udseende: Søen i sig selv var et smukt stykke stillestående vand i det mørke hjerte af amazonitskovende. Her voksede træerne højt og dannede nærmest et loft over den rummelige vandstrækning, så kun få stædige solståder nåede ned for at sende glitrende refleksioner i det stille vand og bragte striber af guld ned i det grønlige vand. Hverken fugl eller frø gav lyd herinde og det kunne næsten ligeså godt være en krypt af bark og blad. Stille som døden. 
Det skete aldrig rigtigt at der var nogen der ved et tilfælde vandrede ind i lysningen hvor søen sov, men dens beliggenhed var velkendt for lokalbefolkningen grundet rygterne der fulgte. Meget død og mystik var i søens historie, men for det meste blev det bare taget som ammestuesnak. Nu om dage, hvis den endelig blev besøgt, var det af unge mænd, som grinende og drikkende kom for at bevise deres manddom ved at traske ud i søen, dykke ned og samle en knogle op fra den sandede bund. Den ville de senere tag med hjem og fremvise stolt i troen at de havde taget bæstet ved næsen. Historien var, at der levede noget i søen, som op slugte tørstige rejsende eller dem som farede vild. Nogen mente at søen selv var et væsen af en art og nogen mente det var en form for havfolk, som okkuperede den og lokkede naive tilrejsende til dem med et løfte om lidenskab eller skatte. En masser sludder blev talt om stedet, men én ting var sikkert - mange ting døde der. De sidste fire meter, som dannede søens kant var rige på efterladenskaber af dem der var afkommet der og ja, langt de fleste var knogler af dyr, fra kvæg til fugle... men et enkelt menneskehoved med sære tandmærker var en dag blevet fundet og var den gnist, som forsagede en brand af historier. Dette var dog lang tid efter at skiltene blev sat op og der var ingen som kendte den originale grund til at de var sat op. Nu blev de alvorlige advarsler blot brugt til at forstærke de moderne rygter, specielt når nogen forsvandt på mystisk vis fra de nærliggende landsbyer. Men anderkendelse skulle de lokale vel have, selvom de havde glemt den gamle historie, for deres gæt var ikke helt dårlige.
Noget boede i søen... Eller nærmere var fanget deri. For det meste sov det, dernede på bunden blandt knogler og rester og drømte om forår og kød og en velkendt stemme, som det håbede ville give ekko over søen snart. En af disse dage.. En af disse dage. En af disse dage, ville vinteren slutte og Nochen kunne igen mærke græs under sine fødder og euforien ved jagt. En af disse dage, helt sikkert!

Det var startet med at arkivarens dreng forsvandt. Sebastian Hede var af hans familie beskrevet som en livlig ung knægt på ni år. Han havde mørkt hår, brune øjne og typiske slanke barnelemmer. En ranglet og høj knægt for sin alder. Højrystet og med et skarpt temperament. Efter ham forsvandt smedens datter; Hester Rosegård. Hester var i modsætningen til Sebastian en robust pige på 11 år. Hun var af sin familie beteget som stille og pligtopfyldende. Efter Hester var det et ungt par, Nikolaj Ulvefod og Sabrine Klint. Og for nyligt var det endnu en ung pige, Tilde Havredahl. Hun havde kun lige set 16 somre før hun var forsvundet. Landbyen havde haft den lokale militia til at lede de omkring liggende skove igennem. Byens arkivar havde udlovet en substansiel dusør på 1 safir, for at finde drengen i live. 5 jade stykker til dem der kunne bringe hans krop hjem, så familien kunne få en afslutning. Men hverken de lokale vagter eller bønderne i udkants områderne havde fundet Sebastian. Det samme med Hester, Nikolaj, Sabrine eller Tilde. De var som forsvindet. Som havde træerne opslugt dem. Det eneste de alle sammen havde tilfælles var at de sidst var set i nærheden af en forladt sti. En sti som de ældre advarede imod og de unge så som en udfordring:






Armerede og iført deres våben, havde militiaen og diverse private vagter hyrede af arkivaren eller smeden, forsøgt sig ved søen. Man havde undersøgt vandet, ledt i buskadserne omkring søen og forsøgt at finkæmme området. Men man fandt aldrig noget. Det man fandt var knogler af dyr, efterladenskaber af kadavre der var flere år gamle og umuligt kunne være nogen af de forsvundne personer.

I desperation efter at finde sin lille dreng, foreslog arkivarens kone at sende bud efter en anden slags lejesvend. En der kunne undersøge søen: en druide. Hun tiggede sin mand i flere dage. Hun delte sine tanker med smedens kone og de andre i byen - men arkivaren ville ikke ty til overtro. Snart forsvandt endnu en ung pige: Louisa Finnemann. Hun forsvandt efter hun havde samlet bær og svampe i skoven ved skumring sammen med sin mor, og to søstre. En tur der var tradition for og som lå stik syd for den berygtede sø. Hendes mor fortalte grådkvalt og i dybeste fortvivlelse at de kun havde set væk et øjeblik, og så var hun forsvundet.
Louisa Finnemann var 13 år.

Endnu engang gik militiaen i gang med at lede, men de fandt kun Louisa’s kurv ved en af søens sten som det eneste tegn på at Louisa havde været der forbi. Det fik landsbyens befolkning til at skutte sig. Alle var enige om at der måtte gøres noget og dem der før ikke havde lidt af overtro begyndte at føle sig utrygge. Der blev holdt et møde i det store rådhus af fin poleret træ med bindingsværk, hvor landsbyens overhoved og arkivaren i fællesskab besluttede at lytte til befolkningens råb om at bringe en med okkult ekspertise ind i sagen. En af bønderne fortalte om en druide der havde hjulpet en landsby et par dags rejser derfra og der blev sendt bud.

Det var her Alexanders arbejde begyndte. Han kom til byen på en grå-pelset hoppe der var oppe i årene. Hendes pels var ru og hendes temperament roligt. Hun var ikke nogen flot hest, men havde rubuste ben og en imponerende muskelmasse der fortalte at hun nok havde haft et liv som plov-hest før hun blev købt af Alexander. Han var ankommet til byen med en følelse af noget han ikke kunne sætte fingeren på. Men han kunne mærke noget. Noget der trak i ham og noget han kun havde følt én anden gang i sit liv: Aladrios’s øjne hvilede over ham i det han red ind i byen. Han kunne mærke stilheden. Den ulmende sorg der lagde sig som en tyk tåge over den ellers sprudlende by. Amazonitskoven var mange ting: farlig, vild, utilregnelig - men den var også noget andet: fyldt med rå materialer. Diamanter, ædelstene, træ - og hvad end man kunne forestille sig af naturens gaver. Så byen var ikke fattig. Det var en af de få landsbyer i amazonitskoven der klarede sig fremragende og hvor rejsende stoppede på deres vej igennem det vestlige kontinent. Det kunne ses på de mange huse med deres murstensvægge med krystaliansk bindingsværk. Tagene der var af mørkt lokalt træ og solide, så de kunne modstå de storme der måtte komme. Vinduerne vis stærke skodder og døre, var forseglet med en ramme af metal. Dette var en rig by.

Solen rødmede på himlen idet han red ind i hvad der for Alexander mindede om en spøgelses by. Der var sterinlys som brændte i vinduerne på alle husene. Et tegn på solidaritet med dem der havde mistet og som en guide til dem der var forsvundet. Håbet om at de bare var faret vild i skoven brændte stadig i manges hjerter og lysene skulle vise dem hjem i mørket! Alexander red langsomt ned af hovedgaden. Lyden af metal der slog imod metal kunne høres fra smedjen, hvor Alexander så smeden arbejde på metal-stykket til et spyd, idet han red forbi. Flere spyd var allerede lavet og stilt op af væggen. Han fortsatte ned af vejen og videre imod kroen hvor et enkelt skilt dinglede udfra døren. Et udhygget billede af et æble hang under titlen: Det Søde - hvortil afbilledningen af æblet nedenunder fuldførte sætningen. Alexander stoppede ude foran og svang sig ned fra hans hest i en vant bevægelse. Han holdt tøjlerne til den gamle hoppe inden at en und dreng kom ud fra stalden ved siden af. Han tog hesten imod et stykke rav og trak hende ind i varmen, imens at Alexander begav sig imod kroens indgang. Lyset faldt fra den halvt åbne dør. Han åbnede den og blev mødt af fremmede ansigter der alle sammen så op fra deres krus og mødte Alexander med skeptiske blikke. Hans udseende var ikke hvad man var vant til i byen. Han havde en ærmeløs robe af bomuld på, i en slidt mosgrøn farve - med en hætte hvor der i spidsen var fastsat to fjer. Under den var en poset skjorte der måske nok engang havde været hvid men som med årene havde fået en gullig nuance. Over den var en vest der var brun og også af bomuld. Et bælte med diverse små punge i læder, hvorfra der stak urter op eller lyden af penge let raslede, var spændt om hans hofter. Et stort segl var også fastspændt til bæltet sammen med et kort sværd. Hans ben var beskyttet af nogle solide men slidte læder bukser der var brugt af jægere og dets ligende. Idet han var i amazonitskovene var hans normale sko blevet skiftet ud med et par brune læder støvler der gik til lige over knæene. Hans tykke, røde, hår var sat i en løs hestehate med et stykke hør snor. Hans kæbe, hage og overlæbe var dækket af et busket rødt skæg. Og på grund af hans højde kunne man ane at nogle af mændende i rummet blev en smule nervøse. Han var bredskuldret og betydeligt større end mange af de mænd der sad derinde, men ikke overdrevent muskuløs. Han trak et par slidte læder handsker - der også var typisk for jagt - af sine hænder idet han gik op til skranken og bad om et værelse. Han mødte kroværtens øjne og kunne fornemme følelsen af ubekvemthed. Der var noget mistroisk over folkene. Det var noget Alexander ikke kunne bebrejde dem for. Byen så ikke bønderne fra de ydre gårde og jog fattige rejsende væk. Kroen var vant til at få finere besøg end Alexander’s slags. Han gav borgmesterens navn og navnet på arkivaren da kroværten ikke med det samme fiskede en nøgle frem, og pludselig blev stemningen anderledes. Den samme skepsis men med en mere nysgerrig undertone. Han lignede ikke en druide? Han havde ikke et langt hvidt skæg eller en flagrende robe. Alle var stille i krostuen indtil Alexander stod i døren op til trappen imod værelselserne, hvorefter snakken begyndte at gå!

Alexander sov, vaskede sig, spiste og gik igang med sit arbejde. Han mødte arkivaren, talte med smeden og alle dem der havde mistet. Det hele ledte tilbage til området ved søen hvor at flere fortalte de gamle historier og skråner om stedet. Der boede et søuhyre der åd spædbørn, der var en ånd af en fortabt elsker der søgte hævn på alle der nærmede sig - der var mange historier og det var svært at skældne sandhed fra opspind. Alexander lyttede til alt. Gamle sagn såvel som det nyeste overtro. Han brugte to dage i byen på at tale med beboerne og høre deres oplevelser, stille spørgsmål og danne sig et indtryk af hvad der foregik i landsbyen. Men selvom mange forventede at han havde et svar til dem: at han enten kunne af-eller-bekræfte deres overtro - måtte Alexander gang på gang fortælle at han ikke havde svaret. Han kunne ikke garantere dem for at det var en dæmonisk søslange der kom op fra søen og lokkede deres børn i døden, ligeså vel som han ikke kunne forsikre dem for at der ikke var. I hans erfaring havde alting normaltvis en rationel forklaring og chancerne for at han kunne finde de forsvindne børn og unge, var den samme som militiaens medmindre der virkelig var tale om et af Aladrios's børn. Eller det var i hvert fald det Alexander troede da han havde brugt to dage på at høre på alle de mange historier. Overtroen havde taget overhånd.

Det endte med at han pakkede sine ting sammen fra kroen og besluttede sig at undersøge stedet selv og at overnatte ved søen til trods for diverse advarelser. Hvis der virkelig var noget extraordinært der skete - var der en sandsynlighed for at han enten kunne mærke magien eller kunne afkræfte teorien om at der boede noget derinde.

Han trak den grå hoppe med sig igennem den gamle sti og kom til skiltet:










I en lav stemme læste han det op og pillede noget af gevæksten væk fra det gamle skilt.
1906 - det var ikke ligefrem fordi idéen om stedet var en ny. Mennesker - havde han lært - havde det ofte med at opfinde overtroiske begivenheder i mangel på svar i krisetid. Han fortsatte til fods idet han nåede de tilgroede sten der udgjorde cirklen. Hans hest begyndte med et uroligt hvin at skutte sig og tog et par ængstelige skridt bagud. Han tyssede på hende med en blid stemme og besluttede sig for at binde hende til et træ et lille stykke fra stenene, hvor han stadig kunne se hende men hun var ikke ligeså skræmt. Efter at han havde bundet hende faldt hans øjne på et af de tilgroede sten på vej tilbage til søen. Han satte sig på hug og fejede med en hånd mosset til side. Et symbol. Et gammelt krystaliansk symbol han mentes at have set før i en af de gamle bøger han havde studeret som dreng. Hans bryn trak sig imod hinanden og han kunne igen mærke følelsen af noget trække i ham. Kunne der var noget om skrånerne? Snakken?



Uanset hvad der var med søen, var det noget de ældgamle stammer havde forsøgt at holde inde. Han kunne mærke at noget var galt her. Fuglene sang ikke. Der var ingen dyr. Ikke engang frøer der kvækkede og hoppede parringssygt rundt i tusmørket.

Han rejste sig og krydsede stenene. Derefter begyndte han at sætte et bål op på indersiden af en af stenene. Han lagde sit skindtæppe ud og tog tæpper op af hans store sæk af hør. Da bålet begyndte at knitre, satte han en gryde på og tømte noget vand fra drikke skindet ned i det. Herefter lagde han tørrede svampe, tørrede urter, kartoffel skiver og gulerødder ned i den. Låget blev sat på og maden fik lov at simre imens at solen langsomt begav sig ned.

Små, knitrende, eksplotioner kom fra bålet og vandet i den lille rejse-gryde begyndte at koge roligt. Alexander rakte ned i den store hør-sæk og fiskede en lille kiste, der ikke var større end at den kunne ligge i hans håndflade, frem. Den havde en lille låse mekanik i forsiden og kunne åbnes med et klik. Idet den blev åbnet tog Alexander to fingre og samlede små stykker af hvidt salt imellem dem. Med en nulrende bevægelse lod han saltet falde ned i grydens indhold hvor det hurtigt blev opløst og gav smag til den kogende blanding. Han s[ ned i gryden med et tænkende udtryk inden at han pakkede den lille salt kiste væk igen.



Han ransagede sine minder imens at hans blik langsomt blev mere og mere opslugt af de orange flammer der flakkede svagt nedenunder den kogende gryde. Der var noget der nagede ham ved det. Det var som havde han glemt en genstand eller et ærinde, men var ude af stand til at påkalde sig den nærmeste erindring om hvad det var? En dyb rynke formede sig imellem de to røde, buskede, bryn inden at han placerede den tykke hør-sæk bag sig og lagde sig halvt ned på din imens at tankerne fik lov at flyde:

Sebastian Hede havde ifølge sine venner været stærkt optaget af at drille de andre børn i et vove-spil om at gå op til søen. Sidste gang man havde set ham var da nogle af landsby-børnene havde gjort oprør og beskyldt ham for ikke selv at turde tage turen op af den forladte sti, og hen til søen. Hester havde ikke haft det samme ultimatum. Hun var forsvundet i nærheden af skiltet der havde advaret folk om ikke at gå videre. Imod et par ravstykker og Alexander’s fulde tavshed, havde landsby børnene afsløret at hun havde forsøgt at finde Sebastian Hede fordi Nora - skomagerens datter - havde drillet hende med at hun var for tyk til at lede rundt i skoven, og ville kæntre som en af køerne fra nabo gårdrende. Det havde eftersigende inspireret Hester, men ingen havde set hende gå imod stien eller gå ud i skoven. Hun var ganske enkelt forsvundet en dag. Det samme gjaldt det elskende par, der havde sat sig - kælene og vovede - oppe ved søens sten for at konsumere deres uægte union. Sådan som ulyklige elskende gjorde bedst. Det var i hvert fald teorien, hvis man spurgte landsbyens ungdom. Åbenbart var søen et sted der skabte adrenalin og eufori hos de unge, og et sted mange af dem søgte for enten at vise deres værd eller fuldbyrde deres lidenskab overfor hinanden, unden frygt for at de ældre opdagede dem, da de ikke turde nærme sig søen. Han brummede let for sig selv: en misbilligende lyd - idet det gik op for ham at han ikke havde meget at gå efter. Hvis søen forblev stille og landsbyens skråner forblev skråner, ville han stå tom hændet overfor arkivaren og smeden. Det bestød ingen jade stykker eller i bedste fald safir.


Alexander’s øjne søgte med det samme over imod søen blot for at se at det døde vand skabte ringe, der spredte sig som et ekko ud igennem den. Hans blik søgte opad for at se om det havde været noget fra de raslende træer ovenover dem eller en fugl der uforvarent havde sluppet sine efterladenskaber da den fløj forbi, men da lagde han mærke til at hans omgivelser var sjæleløst uforandret. Som var han i en kuppel der kun var forbeholdt søens gæster. Træernes blade raslede ikke til trods for at han kunne se de vejende grene i nabotræerne omkring dem, der blev skubbet af et mildt vindstød. Solen var gået ned? Men han havde ikke opdaget skriftet i temperaturen for den var der ikke. Sensommer nattens kølige klæde havde ikke lagt sig over den lille plads imellem de tætte trækroner og Alexander’s sanser skærpede sig idet han satte sig op. Hoppen gav en utryg vrinsken og skuttede sig nogle øjeblikke før at træerne og buskende begyndte at finde hinanden. De mørke grene snoede sig ind imellem hinanden som elskende. Alexander kunne mærke det; energien der strømmede igennem fugten i jorden, træernes hvisken, deres tale der ikke kunne fortolkes men kun forstås. For deres hvisken var for Alexander ikke direkte ord men en følelse. Det var en følelse der fik hårene på hans arme og nakke til at rejse sig, i en blanding af spændingsfyldt adrenalin og en afmålt intellektuel bevidsthed om det der var ved at ske: søen var vågnet.



Endnu engang kom der ringe i vandet imellem den tilgroede overflade af åkane åre og søgræs. Alexander’s blå øjne fæstnede sig imod søen. De havde for engangs skyld haft ret. De gamle skråner var sande? Der var noget i søen, der var noget som levede. Idéen om en enorm søslange der slugte de forbipasserende levende, sådan som sladren i landsbyen gik - fik Alexander til at tage fat om grebet på det kortsværd han havde til at sidde i det mørke læderbælte om hans liv. Han satte sine sig op på knæ: et knæ imod jorden, imens foden fra det modsatte knæ også var imod jorden. En knælende stilling der kunne misfortolkes som et dybt buk: men som gav anledning for at Alexander kunne springe til side hvis noget sprang op af søen i et forsøg på et angreb. Han vidste endnu ikke hvad han havde med at gøre: et dyr eller et bevidst væsen? Han holdt sin ene hånd om grebet på kort sværdet imens at han havde den anden på skeden til det: klar til at trække sværdet skulle det være nødvendigt.
Endnu et plask kom fra søen men denne gang tættere på; fra vand kanten imod det sted hvor Alexander havde slået lejr. En arm strakte sig fra søen’s mørke dyb. Alexander kneb øjene sammen og trak sværdet en smule fra skeden, så dets klinge gav et mindre lysglimt idet månen ramte det blændende sølv. Men der kom ikke noget vildt bæst farende op fra det blanke vand. Tvært imod. Et par lysende, gule, øjne så imod ham med en barn-agitg udskyld og en nysgerrighed der forekom ham nærmest dyrisk. Det fik Alexander til at sænke paraderne og lade det lille stykke af sværdets klinge der havde været fremvist glide tilbage. Han holdt stadig om grebet på sværdet men hans blik formildnede sig en smule og mødte væsenets gule øjne med et ligeså nysgerrigt blilk.

Det blege skær fra månen badet hans silhouet i et blåligt lys, imens at bålet oplyste ham for neden i orange, flakkende, nuancer. Tøjet - havde Nochen haft megen kontakt med mennesker eller blot observeret de vovede sjæle der havde spankuleret rundt udenfor hans sten - ville sikkert kunne genkende de første tegn på en jægers bukser og støvler. Men den åbne robe i den slidte mosgrønne farve sagde noget andet. Det samme gjorde duften af urter: basilikum, hyben, timian, osv. Alexander’s ansigt der var belagt med et kraftigt rødt skæg, var henlagt i et søgende udtryk. Det var dog ikke uskyldsrent men havde en fundamental skepsis til sig. Skrånerne om at søen var levende havde været rigtige, men lige præcis hvad der boede i søen - det var stadig uklart.


Hvis søens barrikade havde eksisteret siden 1906 og de tegn der var skrevet på stenende var i old krystalliansk; måtte væsenet være... - Alexander’s øjne blev en smule større da det gik op for ham at væsenet i søen var ældre end hans olde-forældre. Det var på sin vis en vanvittig opdagelse. Noget der fik ham til at føle en variation af glæde og opstemthed men også undren og en forøget skepsis. Hvis de gamle stammer ville have dette væsen gemt væk i århundreder, så måtte det betyde at der var mere til det end uskyldige gyldne øjne.

Han tog et øjeblik til at tænke før han på et meget gebrokkent old krystalliansk fik sagt:
”Hvem.. er .. du?”, fremsagde han med en tænkende pause imellem ordrene idet han skulle huske hvordan de lette vokaler rullede over tungen, og hvordan sætningen grammatisk skulle opbygges. Det lå tæt op af det moderne krystallianske, men det var anderledes nok til at det krævede noget finesse fra Alexanders hukommelse.

Den forstod det ikke? De gamle krystallianske ord var ganske vist uddøde og selv Alexander var ikke helt sikker på om han overhovedet havde sagt ordrene rigtigt eller om det var noget opskurt brøvl han havde fået fremstammet. Men det kunne i det store hele være ligemeget for hvad end for væsen der var i søen, vidste han dog to ting: enten forstod den ikke hans gebrokne forsørg på at tale old krystallians eller den kunne meget simpelt ikke tale det, men tale den mere moderne krystalliansk som så betød at den måske var yngre end Alexander først havde antaget.


Den forsvandt under det sorte vand, efter den havde fortalt om en profeti der lovede den forår. Alexander så sig omkring den foruroligende lysning med de mange efterladne ben - forår varslede i naturen genfødsel, skoven blomstrede, dyr vågnede fra deres hi og imens at Alexander så sig omkring gik det langsomt op for ham hvad han havde begivet sig ind i: et bo. Det forklarede den måde væsenet ikke udviste angst fra at se en fremmed, tvært imod - Alexander vidste at han var i nærheden af et rovdyr da væsenet vidste sig fra sit skjul i søen. Denne gang tættere på og med dets øjne fæstnet imod Alexanders ranglede skikkelse igen. Knoglerne, lysningen, det havde alle de samme tegn som en bjørns hule i løbet af vinterhi. Hvorfor havde han ikke set det før? Hans blå øjne fjernede sig ikke fra sø-uhyret, men han greb istedet om hånd stykket på hans sværd og drog det langsomt fra dets leder hylster. Det var lavet af sølv og havde inscriptioner i dets midte: runer der kørte ned af dets ryg. Gammelt og for skræbeligt at bruge imod et sværd af metal, men overnaturlige væsener var typisk svage overfor ædelmetaller, hvilket i dette tilfælde var noget Alexander stærks regnede med. Han trak det ikke helt ud af hylstret, men lod klingen give genskær i lyset fra ild stedet med det formål at væsenet skulle se det. Han lod ikke blikket glide væk, men hørte derimod skovbrynet lukke sig omkring ham: en fælde.
”Et ungt par kom den her vej, sidst set på vej op til din sø...  derudover tre børn”, hans lysende blå øjne stirrede ned af væsenet lilla hud og dets lysende gule øjne. ”Jeg ved ikke hvad du er, om du er mere dyr end tænkende, men du taler.. så jeg antager at du forstår hvad jeg spørger om.”
Lyden af de sammenflettede buske gav ham en kold fornemmelse ned af ryggen, han havde på fornemmelsen hvad der ville ske hvis ikke han kunne få væsenet i dialog: ordentlig dialog - han ville blive skubbet ud i søen. Visheden om det sorte vand, fik Alexander til at tage et af de tykke grene ilden var in færd med at tykke i. Han rejste sig op og lod sværdet glide tilbage i dets hylster, da det havde tjent sit formål. Han ville væse ’rovdyret’ at han ikke var ligesom de forsvarsløse hjorte der havde vovet sig hen til søen i sommerheden i desperation efter vand.


”Hjælp mig”.

Den talte. Det talte. Med en tunge der syntes flerstemmet men på samme tid kun tilhørte ét individ. Alexander blev stående på jorden så lang tid han kunne, det var i hvert fald planen. For han vidste, ud fra væsenets fortælling at landjorden han stod på var hellig. Et sted som væsenet eftersigende ikke kunne komme hen, for så havde den gjort det; den havde taget de børn der kom legende ved dens bred, de elvere, orker og mennesker den talte om at have skånet. Så meget var klart; det var hvad Alexander havde antaget at den var - et rovdyr. Idet den fortalte sin historie højt, som et vådt fængsel af åkaner og vildt løv, lyttede Alexander med sine blå øjne fastlåst på væsenet med et ønske om at forstå men på samme tid var der et intelligent glimt af snuhed, for dets mere væsenet fortalte om sig selv og sit fangeskab, dets mere kunne Alexander bruge til sin fordel. Det var i hvert fald hvad netop denne røde jæger troede, da han tog et varsomt skridt tættere imod søens bred idet buskadset bag ham blev tættere. Skoven begyndte at omfavne den jord der skulle vise sig at være det eneste der afholdt Alexander fra få et fysisk møde med det mytologiske væsen, der i dets udseende lignede noget fra et eventyr. Et fabel eventyr, et af dem bønderne fortalte til deres børn for at afskrække dem fra at nærme sig steder eller gøre bestemte handlinger. Og det havde holdt stik. Han havde knap nok lyttet til den småkone snak folk nede i landsbyen havde sagt om søen, knap givet det en tanke, for sådanne væsener som dette var aldrig at finde. Hans mange år på landevejende havde lært ham at være kynisk overfor mistroiske spådomme. Magi var ganske vidst en ting i den verden han levede i, men sand naturskabt vidunder - det var anderledes.

Han så på væsenet idet hans stemme vred sig i frustration - uretfærdighed. Et ønske om validering for ikke at have ædt de uskyldige og uvidende der kom til søen. Det fik Alexander til at løfte sine tykke røde bryn i en betænkelig mine:
”Hvis det du siger er sandt.. så har du holdt dit ord. Hvis du hjælper mig med at finde de forsvundne børn og det unge par, du har hørt tale ved din sø.. så beder jeg ikke om mere af dig.”, sagde han i en diplomatisk tone. Idet han forsøgte at mindske væsenets tydelige frustration.
”.. Det lover jeg.”

Det gjorde indtryk på væsenet da Alexander havde forsøgt at mildne dets bitterhed med diplomatiske ord, men på samme tid så var der nogle hår der rejste sig i nakken på ham, da vinden vende tilbage og buskadset ikke længere kravlede imod ham i et faretruende ønske om at skubbe ham nærmere det grumsede vand. Han var ved at gøre noget, noget han ikke helt selv forstod hvad var, men noget der skulle vise sig at forandre søen's liv for altid. Der var magi her, en meget stærk magi, noget der ikke bare kunne forklares ved at læse i bøger - noget der for Alexander føltes familiært og alligevel forkert. Han vidste ikke hvad det var, men hvad der skulle ske nu, havde betydning. Det var han klar over.

Væsenet begyndte at tale med angrende ord. En samling af bekendelser om fortrydelse og om at have lært sin straf, imens at det syntes påvirket emotionelt af mindet om hvorfor den var blevet lænket til dets fængsel, noget der fik Alexanders øjne til let at knibe sig sammen. Der var en grund til at den var der og grunden var en selvisk ramstring af kød - fra tænkende såvel som fra dyr. Det fik Alexander til at stille spørgsmålstegn ved hvad det han var i færd med at gøre, de gamle druider der engang havde indgraveret tegnene i stenene, havde placeret væsenet der af en grund. På samme tid med at omgivelserne blev lune og rolige igen, følte Alexander noget i hans bryst - at være draget imod noget han ikke kunne forklare, men det føltes som om han var ment til at være der, næsten som var der en stemme i den stille vind. Ord på et sprog ingen kunne forstå. En sang. En gammel lyric. Da kastede væsenet sig frem fra sit dyb med bedende hænder ved breden den ikke selv kunne kravle op af, længselsfuldt efter at blive taget i Alexanders favn og rejst fra det’s våde grav, i samme øjeblik begyndte en kølig frost at ligge sig over Alexanders ryg. Aladrios’s mærke lyste. Den krystallianske afbilledning af Alexanders gud, kernen hvori hans kræfter kom til syne og hvoraf hans energy blev samlet når hans guddom var nær. Det kunne ikke ses, da et tykt lag af skjorte og vest, lå over Alexanders overkrop - men nu vidste han besked. Hans tøven forsvandt og han trådte frem imod væsenet med sine blå øjne der lyste unaturligt blot: ”Hvis du bryder det løfte ligger jeg dig tilbage i din sø..”, han bøjede sig dybt ned og lagde armene om væsenets fugtige overkrop som ville han omfavne en elskende. Idet han havde væsenet sikkert i sin omfavnelse, rettede han sig op og i takt med at han gjorde, trak han langsomt væsenet op af søen, støttet af Alexander ham selv. Nøkkens unmderkrop blev let trukket imod breddens kant som han gjorde. Hans højde gjorde det muligt for ham at løfte væsenet nogle centimeter over jorden da han stod oprejst, før han lod dets tæer ramme overfladen af det bløde græs ved søen’s bred. Langsomt. Forsigtigt, mens at Alexander roligt slappede af i kroppen og lod sin omfavnelse løsne let, men ikke helt i frygt for at væsenet ville miste balance og falde tilbage i søen igen. 
Da så han tæt på farven i væsenets hud, lyset fra dets gyldne øjne og den elver-agtige androgynitet, imens at væsenet selv så ind i et par isblå øjne indrammet i et hærdet ansigt, bestridt med et utæmmet skæg, et tykt tjavset hår og en lille indikation af orange fregner, bag det ydre lag af skidt.

Skyerne trak sig fra hinanden i et øjebliks stilhed, imens at månen lagde en stråle over dem som de stod der, på søens banke og væsenet for første gang i hundrede år, mærkede græs og mudder under sine fødder.

Styrken der susede igennem Alexanders krop, gjorde det muligt for ham at trække væsenet op fra søen med en overraskende lethed, selv da der virkede til at have været modstand, idet kræfterne fra Aladrious strømmede igennem hans legeme og forøgede en allerede markeret styrke. Månets lys der badet dem smukt for en stund, skabte en søjle fra himlen der omkransede dem, ligesom væsenet fik mærket græsset for dets fod, forsvandt søjlen igen da en tung sky dækkede endnu for det blinkende stjernetæppe der udgjorde deres loft. Alexander kunne mærke usikkerheden som væsenet følte, idet denne viklede sine slanke ben omkring ham i en næsten frygtsom tøven. Det gik langsomt og idet den blå fod lagde sig over græsset havde Alexander halvt forventet at sø-uhyret ville stå på sine egne ben igen, men det skete ikke. Tvært imod prøvede Alexander at bøje sig lidt akavet for stadig at udgøre en smule støtte, da det gled ud af hans arme og satte sig på græsset. Det var en beskidt blanding af mudder, knogler og ukrudt. Græs uvist, blandet med de orme der nød godt af den fugtige jord og det løv der voksede her i søens kant.
Alexander tog et skridt tilbage da han havde givet slip for væsenet helt og det var der han betragtede dets ungdommelige fysik, til trods for at han vidste at den havde været fanget i mange år. Den blå hud fortalte ikke om nogen elver afstamning som det ellers androgyne ansigt kunne tyde på, istedet var de lysende gule øjne mere hvad Alexander ville forvente af et halvdyr, imens at huden lænede sig op af en alf. Hvad var den for en? Idet den fik øje på ildet og forsøgte sagte, ivrigt at komme derhen til, var Alexander hurtig til at reagere da den fejlede i at blive for benene og faldt forover i hvad der hurtigt kunne blive en tumult.
”Ikke så hurtigt..”, sagde han hastigt, idet mærket igen lyste og han bevægede sig med en kats hurtigte reflekser og fik dermed grebet væsenet inden der kom for meget til skade på det grove sten der lå trampet ned langs søens kandt, men som var svære at se for den tætte bevoksning. Væsnet ville da befinde sig i armene på dens rødhårede rednings mand, hvis knæ nu pressede imod jordens muld, imens at de isblå øjne idet han sat med væsenet foran sig lagde mørke til at den... ikke havde et køn? Hans øjne banede sig veg ned over de slanke hofter og der hvor der skulle have været en indikation af køn, var der intet. En glat overflade der mindede om en kvindes venus bjerg, men uden de bløde bakker der delte bjerget i to læber. Han rynkede sagte på brynende: hvad.. var den? Han blå øjne fandt vej til de gule igen bagefter: ”Rejs dig sammen med mig.”, bad han. I samme øjeblik, tog Alexander væsenets ene hånd i sin egen og lagde den på hans brede skulder, imens han rejste sig langsomt.. Han greb dens anden hånd på samme tid og agerede støtte, imens at de forhåbentligt til sidst ville stå op begge to. Alexander kiggede ned på væsenets fødder i mellemtiden og de lange, elegante, ben der sikkert ville skælve på grund af den pludselige vægt de skulle bære. Hvis væsenet fulgte Alexander’s vejledning, tog de et skridt imod bålet, hvilket betød at Alexander gik baglæns men med en smule tålmodighed, nåede de derhen. Hele scenen mindede Alexander en smule om et hjortekid der for første gang skal finde balancen, en tanke der fik ham til svagt at give et mindre smil idet han utrolig tålmodigt lod væsenet genfinde følelsen af sin egen vægt.

Alexander's øjne spejede over søen imens at han holdt det kønsløse væsen i sine arme og roligt tog skridt efter skridt med den. Han fik en følelse af en uforklarlig ro, før han kunne mærke den spidse næseryg der pressede sig imod hans stubbede hals. Det røde skæg bille utvivlsomt kildre Nochen, imens at denne tog sin dybe indåndingen og fik sanset den varme duft fra en levende krop. Idet væsenet klamrede sig yderlige til ham og syntes mindre ivrig efter at komme hen til bålet, så Alexander igen væk fra søen der som en nænsom advarsel, gav et lille genskær fra månen inden de isblå øjne lagde sig over den spinkle skikkelse som stod i hans egne arme. Alexander var varm at røre, hans højde betød at Nochen let kunne presse sig imod den brede brystkasse, gemme sig imod i et tæppe af dødelig varme. Han ville finde at skjorten som Alexander bar havde en åbning i fronten der var løsnet og derfor afslørede en smule af det røde brysthår, som ville kildre nænsomt imod Nocken's hage. Varme. Mere varme. Imens at Nochen takkede hans rednings mand, der i mellemtiden var stoppet med at gå, da de var nogle få skridt fra det flakkende bål. Alexander stod en smule forstenet, imens at Nochen holdt om ham og bønfaldt ham om aldrig at smide ham tilbage i søen. Den smule vægt som Nochen lagde over ham tyngede ikke den høje nordmand ned, tvært imod virkede det til at være en barne agtig vægt, der ikke krævede særlig megen styrke at holde oppe. Alexander's hånd fandt vej til Nochen's ryg og han gav det taknemlige væsen et par klap for at signalere at denne skulle give slip: "Bare.. husk dit løfte.", sagde han med en betænksom mine, imens at teksten på de tilmossede sten atter viste sig for hans indre øje. Hvad havde han sluppet løs? 
Hvis ikke Nochen kunne løsrive sig fra Alexander's varme krop, greb de store hænder fat om hans spinkle skuldre og forsøgte at få Nochen til at læne sig en smule tilbage så de to atter kunne se på hinanden.