Det lugtede godt. Det lugtede rent, så lugten stod mere frem en alle de andre lugte, som det lille væsen kendte til i forvejen. Dette var ikke lugten af skoven, selvom at det var lugten af dyr - kød. Det var fremmed, lige som de fremmede, som hun ikke brød sig om, når de traskede igennem skoven, men det var fristende. Og i særdeleshed, sådan som det lå fremme der på jorden. Fristede andre, det var hun sikker på.

Gule øjne skuede ud fra det tætte buskads, hvor hun lå skjult og bare stirrede på stykket af råt, saftigt kød. Hendes lille mave rumlede beklagende af sulten og savlet, der fyldte hendes mund, gjorde ikke noget godt for den sammenknebne kvalme. Hun havde spist. Hun havde ikke spist nok. Det var umuligt at spise nok med den umættelige sult, så lille et kreatur var i besiddelse af.
Kun få grene puslede, da hun møvede sig ud af sit trygge dække og ud i en mere åbenhed. Hun var stadigvæk omgivet af træet, der kunne bruges som hurtige flugtmuligheder, både hvis hun satte kursen dybere ind imellem dem eller opad mod deres kroner. De første skridt foregik på alle fire, hvor hun kravlede et lille stykke frem. Hovedet skarpe og bittesmå bevægelser gjorde det tydeligt, hvordan hun stadigvæk var varsom på, om disse andre virkelig var blevet fristet mod samme fristelse som hende. Men ikke andet end et par egern skyndte sig omkring. Dette havde hidtil kun fanget hendes lugtesans.

Hun strakte sig godt og grundigt for at kunne sætte næsen nærmere maddingen, som hun var kommet tæt nok på. Intet surt. Intet sødt. Intet farligt. Intet giftigt. Og hun faldt nærmest helt til ro. Al forsigtighed forsvandt, og hun rakte fluks ud efter sit næste måltid.
Noget ved dén bevægelse måtte have sat noget andet i gang. Lyden af et greb der slap sit greb et eller andet sted nær hende, forskrækkede hende og straks satte hun i gang. Men i samme øjeblik som hendes ene fod trådte ned i den skjulte lokke strammede den omkring hendes ankel og hun med et skæmt hvinende pib fløj i en stødende fart et godt stykke op over jorden. Her spildte hun absolut ingen tid, før hun begyndte at vride og bukke sig i et primitivt forsøg på at komme fri fra fælden. Ligeledes gjorde hun en hver opmærksom på, hvor hun var, med yderligere arrige lyde og pib. Hun ville ned!

Maddingen havde hun tabt og det lå næsten hånendende på jorden, der virkede så langt væk. Hun dinglede meget ubehageligt, med hovedet ned ad og syntes ikke at kunne finde et sted til det andet frie ben. Armene havde til opgave at svinge hende op, så hun kunne gribe om rebet ved sin fod, de gange, hvor det lykkedes hende. Men aldrig var hun længe nok omkring rebet til at faktisk kunne gøre noget ved dets greb. Så hun blev ved. Ude af stand til at forstå, at det ikke var til nogen nytte. Hun ville bare ned. Og ned skulle hun nok komme!

"Det er en af Aladrios's ulve..", sagde en af bondekonerne.

"Nej, så slemt er det ikke, Vera. Det er bare en af de store ræve der kommer ned fra dunkel bakkerne engang imellem.", sagde en anden misbilligende.

"Jeg er sikker på at det er en af de fandens alfer! Det er jo hørt at de æder ænder og høns fra respektable krystallianere.", påstod en tredje. "Bevingede rotter, er hvad de er."

"Jeg tror det er en trold.", sagde en fjerde.

"Trolde spiser da ikke høns?", sagde den femte.

"Fabian sagde at han så den den anden dag! Et stort dyr. Med lysende øjne. Tro mig, det er en trold vi har med at gøre!", fortsatte den fjerde hårdnakket. "Landbyen er fortabt."

"Hold nu op, Laura.", sagde den tredje irriteret. "Naturligvis er det ingen trold."

Og sådan fortsatte snakken imellem konerne fra den lille landsby, imens Alexander sad i et af de ødelagte indhegninger til et fælles hønsehus. Det var ganske vist ikke meget forsvar hønsene havde; et gammelt træhus der var ved at give efter for naturen allerede. Han brugte bagsiden af hånden til at skubbe et af de næsten rådne bredder til sidde og træet gav sig uden problemer, og afslørede et moderat stort hul. Hullet var ikke stort nok til at noget større end en ulv kunne klemme sig igennem og bestemt ikke en trold. Men kvinderne fortsatte deres fantasifulde teorier bagved ham, imens at hans egen opmærksomhed var på jorden under ham. Han anede et spor men det var ikke tydeligt nok for ham at se om det var en pote eller et hånd-aftryk. Han tog noget af jordet i hånden og bragte den op til næsen hvorefter han lugtede til det: det var ikke ulv. Så meget var han sikker på. Han vendte sig om og lod jorden falde fra hans hænder. Han bøjede nakken idet han var højere end selve hønsehuset og trådte udenfor, hvor at konernes snakken roligt stoppede idet de alle sammen kiggede spørgene på ham som han trådte ud. 

"Nå? Hvad er det så? Alfer, ikke?", sagde den tredje.
 
Alexander lænede sig ned og tog sin sæk, og slyngede den over den ene skulder. Han havde en en løs skjorte på der havde en falmet gullig farve, idet den måske engang havde været hvid, men var blevet brugt tilpas meget til at have erhvervet sig diverse misfavninger. Derudover havde han et par mørkebrune bukser i bomuld og slidte lædersko, samt var der et gammelt læderbælte som snoede sig om livet på ham. Ovenover det hele havde han en ærmeløs kåbe i en slidt mørkegrøn farve, der ikke var synderlig iøjefaldende, udover at den havde en hætte med fjer fastgjort til spidsen. En halskæde med fjer og små-fugle kranier prydet hans hals, og læderbæltet havde små punge bundet fast til det, med diverse planter og urter stoppet ned i sig. Sækken han havde kastet over skulderen var en brun hør sæk med et tykt reb som strop. Foruden pungende med urter og planter, havde han et stort segl der blev holdt fast af en metalring, der sad på bæltet også.
Hans halv-lange usognierede hår hang i tykke, snoede, røde lokker om hans ansigt, hvis kæbe og overlæbe var gemt væk af et kraftigt rødt skæg. Det dækkede over det meste af et ellers ganske flot ansigt, som der desværre var blevet hærdet af vind og vejr med tiden. 

Hans isblå øjne lagde sig over konen der havde talt til ham, idet hun utålmodigt forventede at få svar på hvad der havde stjålet æg og en enkel høne eller to. Han gav en misbilligende brummen og begyndte at gå imod brønden der stod ikke så langt fra hønsehuset. 
"Er det en trold?", spurgte den fjerde kone nervøst.
 
Han satte sækken ved foden af brønden og begyndte at rive spanden med vand op. 
"Er det en ulv?", spurgte den første. 

Alexander satte spanden på kanten af brønden og vaskede kort hænderne for hønse-møg, inden han fyldte håndfladen med vand og brugte det til at fugte nakken. Varmen var ulidelig. Han så op imod den rødmende eftermiddags sol, inden den tredje kone irriteret trådte frem: 
"Så svar os dog, menneske.", snerrede hun surt og satte to knytnæver imod sine hofter. "Hvad er det der stjæler fra os?"

Alexander's blik lagde sig over hende med en undertrykt foragt, inden han svarede: 
"Jeg ved ikke hvad der stjæler fra jer endnu. Jeg går ud i skoven og sætter en fælde op. Hvad end der stjæler jeres høns og æg, holder til i nærheden ellers ville den ikke vove sig nær en menneske by. Og den er med stor sandsynlighed desperat.", han så over imod de syv huse der lå i hvad der syntes en tilfældig cirkel. Hvis man da kunne kalde det hul for en landsby. 
"Imorgen tidlig har i svaret..", sagde han og brugte resten af vandet til at vaske ansigtet. 

Derefter havde konerne haft travlt med at jage ham væk. Deres gæstfrihed ophørte i det øjeblik Alexander ikke længere bidrog til jeres nysgerrighed. På den ene side kunne han måske havde klemt et varmt måltid ud af dem, hvis han havde ladet dem dyrke deres fantasifulde teorier og underholdt dem med historier om magiske monstre, men han orkede det ikke. Deres falske smil og overfladiske venlighed. Istedet gjorde han som han sagde han ville gøre, han tog dybt ind i den omkring liggende skov og satte sin fælde med op, med løftet om 2 jadestykker når bæstet var uskadeliggjort i baghovedet. Herefter satte han sig til at vente. Solen nåede at gå ned, så der kun var røde strejf tilbage på himmellen, inden han hørte den velkendte lyd af en lille klokke der bjællede. Fælden havde virket. Han havde siddet op af et træ et stykke derfra. Gemt væk i den store grønne kåbe, imellem to buske, så han var godt kamufleret. Han slog øjenene op ved lyden og greb om det store segl i bæltet, inden han begav sig imod fælden. 

Idet han nærmede sig kunne han høre piben og arrige hyl, men det lød ikke.. bekendt? Han kunne genkende de fleste dyr, men ikke denne her. Det fik ham til at spænde en smule i kroppen. Måske havde konerne haft ret i deres latterlige teorier? Måske var det ikke bare en stor mår eller en ræv, som Alexander først havde antaget. Der gik lidt tid før at bladene under hans fødder fortalte om hans ankomst før Bæst kunne se ham. Han tog fat i kronen på en busk og trak den til side før han trådte ud i den lille lysning hvor han havde opsat fælden og så... en pige? Hans blå øjne skjulte ikke hans forbavselse. Hvad i Aladrios's navn lavede en hun i skoven efter mørkets frembrud? Men da fik han øje på ørene der stak ud fra de blonde lokker og lagde mærke til det arrige kropssprog. Var hun et af Aladrios's børn? 
Alexander kneb øjnene let sammen i en betænksom mine, uvidende om det faktum at han uden tvivl forekom intimiderende for byttet der hang i rebet. Han var trods alt 1.85 cm høj, havde hætten til kåben over hovedet så det kastede en skygge over hans ansigt idet han ellers var indhyllet i det blålige skær fra månen. Bladet på seglet i hans venstre hånd lyste op i et skarpt glimt. Og selvom han ikke var synderligt muskuløs var han stadig bredskuldret og den grønne kåbe fik ham til at virke endnu større og mere faretruende ud. En jæger der skulle til at flå sit bytte.

Brat stoppede al bevægelse. Al bevægelse med undtagelse af de næsten vuggende sving i alle mulige retninger, skabt af momentummet af det lille væsens tidligere bevægelser. Havde hendes ører været mere dyriske i deres dannelse, havde det været til at se, hvordan de vippede sig i takt med at jægeren havde vovet sig frem fra sit skjul. Intense øjne stirrede direkte ham. En fremmed. Det var ikke til at tage fejl. En der ikke rørte til der i skoven. I hvert fald ikke på samme måde som den firbenede ulv eller den huende ugle gjorde. Udadtil virkede hun ikke bange, men det ville være første fejl, hvis man faktisk antog sig det, for den eneste grund til, at hun var holdt op med at vride sig i rebet var meget simpelt; Hun var stivnet af frygt. Dette var ikke en hvilken som helst fremmed. Dette var ikke en af de fremmede, som bare brugt skoven som passage.

Lidt efter lidt spredte der sig en smule mere følelse i det ellers så følelsesneutrale ansigt. Linje trak sig sammen. Blikket ændrede sig. Og allerede før hun trak overlæben tilbage og viste dette faretruende gebis, ville det have været muligt at hør en rumlende lyd fra hende, inden det udviklede sig til gurglende knur, der kom helt nede fra halsen. Presset frem ad maven, der synligt spændtes op for det. Hun var ikke et dyr. Og det kunne man også høre på måden, hun knurrede på. Hendes strube var ikke bygget op på samme måde som en køter, så lige meget hvor meget hun efterlignede, ville der altid være en besynderlig menneskelighed ved lyden til trods for den organiske tone, en civiliseret, der forsøgte det samme, nok ville stå og mangle.
Der var vist heller ikke nogen tvivl om, hvad lydene, der kom fra hende, betød. Det var en advarsel. Kom ikke tættere på. Det var en udfordring. En fortælling om, hvad der ville ske, hvis han sågar skulle være dum nok til at nærme sig hende. Hun havde tydeligvis brug for hjælp til at komme ned - selvom det ville være muligt for hende at gøre selv… før eller siden - men det var da helt sikkert, at denne fremmede skulle holde afstand. Intet godt ville komme af, at han kom nærmere. Hun kendte ham, hans slags. De var skræmmende. Ligesom de skarpe redskaber, de bar rundt med.

Med ét fik hun pludselig meget travlt med at vride og dreje sig fri. Med hendes frie fod begyndte hun at gnide den mod rebet, der havde lukket sig tæt - og kun strammede mere og mere, jo vildere hun flyttede rundt på sig - i t forsøg på at skubbe det af sin anden fod. Flere hjælpeløse pib kom fra hende, jo flere, jo mere hun følte sig fortabt.
Bag på hendes ryg baskede de små vinger for at give hendes overkrop lidt bedre løft, så hun på en måde kunne få et ordentligt greb omkring rebet. Men det var som om at som hun gik mere og mere i panik, blev flugten gradvist umulig.

De så på hinanden i nogle minutter: en stilhed før stormen om man ville det. Alexander tog pigens udseende ind. De små stækkede vinger, der ikke lignede at de kunne bære noget. Specielt ikke en pige på hvad... 47 kilo? Hun kunne umuligt veje mindre end det. Hans isblå blik løb da ned af hendes spinkle fysik i en søgen på forklaring: besad hun noget civiliseret? Tøj, smykke, noget der kunne fortælle hvem hun var og hvor hun hørte til. Han havde før stødt på børn der var stukket fra fra deres hjem af den ene eller den anden årsag, tit og ofte var det fordi hjemmet var mindre sikkert end vildnisset. Men hun virkede ikke til at være en vildfaren hvalp der forsøgte at spise svampe i skovbunden for at overleve. Tværtimod. Alexander bemærkede hendes skarpe tænder og hendes forsøg på at knurre. Det var naturligvis ikke som et dyrs, da pigens stemmebånd ikke var skabt til at lave de samme lyde, men det var en god imitation. Noget der var nok til at jage mindre dyr væk. Men bjørne? Det tvivlede han på. 

Da hun begyndte at gå i panik dog, vågnede han op fra sit tankespind og bevægede en hånd frem hvorefter han langsomt satte sig på hug: "Rooolig.", prøvede han i en mere diplomatisk tone. Hans mørke stemme havde en hæs undertone, som om den havde taget skade. Han rømmede sig en smule og gentog på en mindre hæs måde, og i et forsøg på at berolige pigen der vred sig panisk i et forsøg på at komme fri fra rebet. Panikken hjalp dog ikke og fælden var solid nok til at modstå en del. idet han kom helt ned på hug lagde han seglet i græsset og trak hånden til sig igen. Han trak hætten ned fra hans ansigt hvilket afslørede det røde hår og det store skæg. De buskede øjenbryn og det hærdede ansigt formåde dog at skabe et venligt udtryk, idet han blev siddende på hug med hænderne løftet. Han så på hende med en bekymret undren: 

"Kan du tale?", spurgte han i den samme rolige stemme. "Tag. det. roligt.", prøvede han og så søgende på hende for at vurdere om hun forstod ordrene, eller fortsatte med at vride sig rundt. 

Han kom nærmere. Den fremmede kom nærmere! Og han talte et der sprog som de fremmede brugte, som hun ikke forstod noget af. Det lille væsen havde aldrig følt sig underligt draget af det, en ting hun endnu ikke var klar over, var fordi det ringede genkendeligt i hendes ører. Altså den måde at bruge sin tunge og sin stemme på. Indtil videre havde hun dog ikke kunne nå nogen form for intelligent konklusion, og ordene de - og specifikt denne mand - havde som sådan ingen betydning i hendes hoved. Derfor lyttede hun langt mere til tonen, der blev talt i. Ligesom hun lyttede til dyrenes jamrende lyde for at kunne forstå. Men dyrenes lyde forstod hun bare langt bedre end disse fremmede.

Lidt efter lidt faldt hun faktisk til ro. Men det var svært at sige, om det var fordi hun havde opfanget den beroligende og betryggende tone i hans ord eller om det vitterligt bare var fordi, hun så småt var ved at have udmattet sig selv.
Det var samtidig også som om, at hun ikke helt kunne finde ud af, hvordan hun skulle afreagerer på situationen, hun var endt i, for i takt med, at hun vred sig mindre og mindre voldsomt, så skiftede hun ret brat frem og tilbage mellem at knurre og pibe og klynke i sin håbløshed. Hun kunne virkelig ikke lide at hænge sådan, som hun gjorde. Ikke fordi hun ikke brød sig om, at have blodet sive til hovedet men meget simpelt fordi, hun ikke brød sig om at være fanget. Intet dyr brød sig om at være fanget. Og det ville disse fremmede heller ikke, hvis de prøvede det!!

Rebet omkring hendes ene ankel havde allerede skabt en blussende irritation omkring det stykke besynderligt farvede hud, og det var allerede ved at være godt rødt. I det vildfarende adrenalinsus, som panikken havde sendt hende ind i, gjorde heldigvis, at hun ikke selv havde lagt mærke til det endnu. Men det var dog også den manglende opmærksomhed om smerten, der var synderen for at det var blevet værre og værre. Indtil hun endelig hang stille igen.
Hun var ikke direkte ’rolig’. Hendes brystkasse hævede og sank sig stadig meget gevaldigt, og hendes hjerte var ved at springe ud på egen hånd, så hårdt bankede det. Hendes vejrtrækninger var også lige til at hører, sådan som de kæmpede sig heftigt igennem hendes små næsbore.

Hun virkede ikke til at forstå ordrene, i hvert fald opfattede han ikke nogen genkendelse i hendes øjne idet han talte, men kan kunne tvært imod genkende den måde hun langsomt lod sig berolige af hans stemme. Hans blå blik forblev fæstnet på hendes, idet han besluttede sig for at takle situationen som hvis han havde fanget et panisk dyr i fældet. Øjenkontakt var vigtigt, da det for det første skulle holde pigens fokus og for at skabe en tillids følelse. Seglet lå fortsat på græsset ved siden af ham og glimtede i månens blålige skær. Han greb ikke om den igen, men rejste sig tilgengæld uden den og brugte tippen af hans fod til at vippe den væk for at vise at han ikke havde nogen intention om at benytte sig af den. Med den samme behagelige, maskuline, stemme begyndte han at tale til hende. Da hun ikke forstod hvad han sagde, var hans ord blot en samling af rolige lyde for hendes øre.

"Sådan.. god pige.", roste han nærmest faderligt. 
Han forsøgte sig imellemtiden at træde tættere på imens han aflæste hendes kropssprog; hvis hun begyndte at panisk vride sig igen og at gå i panik trådte han et skridt tilbage igen. Sådan ville det fortsætte. En tålmodig dans, hvor Alexander forhåbentligt kunne opbygge en midlertidig tillid, der gav ham lov til at komme tæt nok på til at røre hendes ankel. Imens han forsøgte at nærme sig forsigtigt, benyttede han tiden til fortsat at tale til hende, imens han undersøgte hendes krop med sit blik. En bekymret rynke formede sig i hans pande idet han så de blå mærker rebet efterhånden havde lavet omkring hendes ankel og hans erfaring sagde ham at den højst sandsynligt var blevet forstuvet. En blanding af at fælden selv ikke var helt optimal da den ikke var lavet til at fange halvdyr, men reelle dyr, og at hun havde forsøgt at vende og dreje sig i sit paniske forsøg på at komme fri. Han kunne ikke forestille sig at hun ville have nemt ved at gå bagefter. Derudover fortalte manglen på tøj ham at hun nok ikke var et forvildet barn fra en af de nærliggende landsbyer, der havde fået en ide om at slutte sig til vildnisset. Hun tilhørte skoven? 

"Rolig.", fortsatte han og forsøgte at række ud efter hendes ankel og rebet. "Jeg skal bare bruge lidt samarbejde... så er du fri.", fortsatte han en smule koncentreret imens at han med rolige bevægelser forsøgte at få fat. 

Til trods for, hvor rædselsslagen hun var og hvor meget hun indtil videre havde hvæsset og knurret for at netop advare ham om at nærme sig, så lod hun ham i sidste ende komme tæt ind på hende. Hun kunne ikke komme fri. Ikke alene. Og ærligt så var den eneste grund til, at hun følte sig så ufatteligt truet af ham, var kun fordi han var en fremmed. Intet andet. For hans fremgangsmøde var næsten alt andet end faretruende. Med mindre tankemylderet fandt succes i at gøre hans rolige og forsigtige bevægelser til snigende og mistænksomme. Heldigvis foregik der alt muligt andet i hendes hoved lige der.

Det lille væsen peb en tand højere end ellers idét, at han fik fat omkring hendes ben. Bare det at han havde fat nær den både hævede og rødblussende og forslåede ankel sendte pludselig et jag as smerte igennem hende, og da hun reagerede ved at forsøge at trække sin fod til sig, var det ikke mere end en refleks. Det var umuligt noget, man kunne bebrejde hende for. Foruden hendes dyriske natur så var hun også blot et barn.
Men lige set bort fra dét, så var hun faktisk ret samarbejdsvillig så snart hun lærte sig selv, at bide smerten i sig. Ret bogstaveligtalt. Hun klemte i hvert fald sine tænder meget godt sammen i den tid, han fumlede med rebets stramme greb omkring hende.

Med ét var hun fri! Det kunne hun mærke. Og der blev ikke spildt tid derefter, for det samme øjeblik, at hun følte, at hun ikke længere blev holdt fast og fanget, skød de mange små nåle ud fra hendes krop - godt nok kun lige fra hvor den fremmede havde sin hånd lukket omkring hendes ben. Og så blev de hurtigt trukket ind igen, før det egentlig var til at se, hvad der var foregået.
Dette var forhåbentlig nok til at han ville slippe hende. For lige så snart det blev muligt for hende pilede hun væk. Eller… hun gjorde det så godt som hun kunne. Hendes ene fod dunkede smertefuldt, og hun tumlede på jorden efter bare et par skridt. Men hun kom lige så hurtigt op igen og humpede sig løbende det sidste stykke omkring det nærmeste træ, hvor hun kunne stå i bedre sikkerhed. Særligt som hun ikke rigtig kunne løbe helt væk. Ikke uden det gjorde ondt. Så stående bag træet klamrede hun sig nærmest til stammen, mens hun forsigtigt tittede frem fra det mod den fremmede. Prøvede ihærdigt at ikke støtte på den pinende ankel.

Han fik fat og med en smule finmotorik, blev rebets løkket lirket op af kyndige hænder. Han lod tommelfingeren glide imellem knudens midtpunkt og løsnede den tilpas meget til at det unge væsens fod kunne glide igennem den. Og idet hun ville dumpe ned på jorden, og blive genforenet med den varme muld. Gik der heller ikke længe før hun ivrigt søgte i skjul fra hvad der nemt kunne antages at være en jæger. Alexander gjorde ikke antræk til at følge efter hende eller prøve at gribe fat i hende. Han vidste bedre end det. Og som han havde gjort tidligere tillod han sig at behandle situationen som om hun var en dyreunge, snare end en menneske unge. Han opløste løkken helt og rev en enkelt gang i snoren så den løsnede sig fra den tykke gren den var forbundet med foroven, og faldt ned på jorden med et blidt bump. Han reb fat i den ene ene og begyndte at sno det, ved at holde fast i den ene ende og sno det om albuen for derefter at føre rebet op omkring hans tommelfinger, og sådan fortsatte det indtil rebet var samlet i en symmetrisk cirkel. 
Han så i midlertidigt ikke over imod hende, men stod neutralt i skovbrynet, indhyllet i det blålige skær fra månen der fik det ellers rødehår til at blive oplyst til noget nærmest brunligt. Han slog en knude om rebet til sidst, så det bibeholdt sin form uden at slå knuder på sig selv når det lå i hans sæk, der var et lille stykke tilbage. Det store segl lå fortsat og glimtede et stykke derfra, men Alexander gjorde ikke antræk til at samle det op eller kastede sin opmærksomhed på det skarpe værktøj. Istedet - efter han havdetaget armen igennem hullet på det bundne reb og lod det hænge over skulderen på ham - satte han sig på hug og tog det ristede stykke fasan med sprødt skin op fra jorden. Han pillede diverse græsstrå af det og så derefter over imod træet hvor igen gemte sig: hans blå øjne der lå gemt imellem det tykke skæg og de buskede røde øjenbryn, forsøgte at få øjenkontakt med hende imens at han malede en tilbydende gesture med kødet imod hende. 

Hvad lavede han? Hvad var det for noget, han gjorde med rebet? Det lille væsen strakte allerede hals for at følge med i, hvad der foregik, mens hun bibeholde følelsen af at være i både skjul og i sikkerhed bag træet. Det gav et forskrækket set i hende, da den fremmede pludselig voldsomt hev i rebet og grenen, det havde siddet omkring, ruskede lydhørt, før rebet kom frit og dumpede ned. Refleksivt havde hun straks trukket sig selv endnu længere bag træet, som ville det være nok til at holde hende sikker mod, hvad end potentiel fare, der var opstået. Men det havde ikke været nogen fare, for der skete hende ikke noget. Hvis der overhoved skete nogen noget så var det revet, der faldt sammen med en slatten slange.

Og lidt derefter turde hun titte frem igen. For den fremmed var der stadig, og han begyndte at tæmme rebet. Hun havde set fremmede gøre lignende, men det ændrede ikke meget i hendes nysgerrighed. For hun skulle da holde øje med, hvad han lavede! Det ville ikke være sikkert at komme frem, før han var borte, og hun kunne ikke flygte dybere ind i skoven. Hendes ene fod dunkede alt for meget. Det var bedst at være gemt. Sikre sig, at denne fremmede ikke kunne finde på at gøre hende noget.
Hun havde været lige ved at vige tilbage bag træet, at han kom ned på hug, nær lokkemaden, der havde fået hende i fælden. Men den tilbagevendende opmærksomhed på fødet, holdte hendes øjne limet fast til ham. Og selvfølgelig kødet. Hun strakte endnu mere hals, mens de gule øjne lå på det fantastisk lugtende stykke fjerkræ. Savl samlede sig meget hurtigt i hendes mund, og det var mere eller mindre ubevidst, at hun begyndte at smaske. Hun var sulten. Det havde ikke været for ingenting, at hun var endt i fælden til at starte med. Men tingen var også, at hun altid var sulten. Tilbuddet fik hende meget hurtig til at samle sig og hæve blikket mod ham, mødtes med hans øjne, hvor øjenkontakten blev holdt i en god mængde tid, før hun diskret så tilbage på maden, der blev holdt frem mod hende.

Det var med ufatteligt forsigtige skridt, at hun tøvede sig frem fra skjulet bag træet. Hun haltede også noget så forfærdeligt. Nægtede nærmest helt at lægge vægt på den smertende ankel. Den gjorde jo ondt! Og det føltes jo som om, at hun faldt sammen, hver gang hun støttede på den.
Efter den første mængde skridt sank hun så også lavere til hun var på alle fire, hvorpå hun nærmede sig det sidste lille stykke. Ikke helt hen til ham. Nej, hun fastholdte stadigvæk en sikker afstand. I stedet strakte hun sig prøvende mod kødet, han holdte frem. Og tvang blikket fra det op mod ham endnu en gang. Hun skulle huske, at holde øje med ham. Hun skulle sikre sig, at han ikke ville hende noget ondt. At han ikke bare lokkede hende med maden. At det faktisk var i orden for hende at tage det. Han var trods alt en fremmed. Man kunne aldrig stole på en fremmed.

Hintet af mælkehvidt, som han så på hende, kunne ikke have andet end hans øjne, der spillede ham et puds. Blegt månelys der ramte helt dårligt ned på et ar, helet sammen flere år tidligere og gav huden mindre pigment lige i dét område. For ganske rigtigt, var hun snavset, som et barn, der havde leget dagen lang i skoven, men hun var ikke dækket af skridt og mudder. Det lille væsen holdte sig ren nok - ud fra dyreverdenens standard. Hendes hud havde blot den skyggelignende nuance. Som en mørkelver. Og så alligevel ikke helt.
Foruden den dunkende ankel, var der heller ikke yderligere skader at finde på hende. Selvfølgelig var der små rifter hist og her, fra hendes bevægelser igennem Dunkelskovens terræn. Det var uundgåeligt! Og hun havde ingen beklædning til at blokere lidt for skarpe kviste eller tornede buske. Så man dog lidt nærmere ville det ene ar, han allerede havde fanget i måneskinnet, vise sig at ikke være det eneste. Der var mange små ar spredt udover hendes lille krop. Sårene fra de fleste af dem, var nok kommet af samme grund som alle hendes rifter; omgivelserne, hun levede vildt i, men der var også nogle større. Nogle der kunne minde om tænder, der havde brudt huden. Nogle der indikerede dybere snit. Eller stik. Fx et længere på hendes ene underarm var kommet fra en flænge, et søm havde forsaget ikke alt for mange måneder siden.
Det lille væsen besad nu også en god evne til at hele, så selvom hun umuligt kunne have gode muligheder for at få tilset sårene, der var baggrunden for arrene, så havde de alle helet fint. Og arrene var næsten ikke til at lægge mærke til, med mindre man studerede hende nært.

Han flyttede maden væk fra hende? Dét brød hun sig ikke helt om. I takt med at han trak stykket af kalkun til sig - hvor lidt det så end måtte være - trak hun sig ligeledes selv lidt mere på afstand. Hun flyttede sig ikke fra, hvor hun var placeret, men den strakte hals gjorde sig kort igen og hendes overkrop vidste tegn på at være parat til at flygte den stikmodsatte retning. Hendes læber havde også trukket sig tilbage, bare lidt, bare lidt nok til at vise hentydningen af tænderne og bedre lade det lave knur rulle frem fra struben. Hun følte sig snydt!
Følelsen nåede dog ikke at vare særlig længe, for den fare, hun i øjeblikket havde været overbevist om var til stede, kom aldrig. Det eneste denne behårede fremmede havde gjort var trods alt bare at rykke det tilbudte kød længere fra hende. Hun ville stadig kunne nå det, hvis hun rakte frem. Og hvis hun var hurtig nok…

Forundring malede pludselig hendes ansigt, da han ikke bare trak maden væk men også bakkede. Skabte endnu mere afstand mellem hende og maden. Frem for at virke truende, som det havde gjort før, efterlod det hende i stedet lamslået, og for et øjeblik sad hun ret rank og bare stirrede på ham, mens han trådte tilbage. Hovedet lagde sig efter et par skridt undrende på skrå.
Da hun endelig faldt over ideen med at følge med, var han allerede på en mere betryggende afstand, hvor han ikke kunne rakke ud efter hende. Men som hun kom tilbage på to ben og forsigtigt sneg sig efter ham, stadig meget haltende, blev hun selv - ubevidst - skyld i at mindske netop den afstand, eftersom hendes fokus endnu vægtede mere på det duftende stykke kød. Det var næsten nok til at dække for smerten i hendes ben, og et par gange støttede hun også for meget på det og tumlede et par usikre skridt frem. Men hun fortsatte frem mod ham. Blændet for muligheden af at blive lokket i en anden fælde.

Det lykkedes! Selvom han i starten var i tvivl om det ville da hun viste tænder så småt og knurrede fjendtligt. Men Alexander havde tålmodighed og det i sig selv var nok en af de dele af sig selv han var stolt af. Han var vokset op med at håndtere vilde dyr og det havde været med til at væbne ham med nævnte tålmodighed, og grunden til at bønderne og i sjældne tilfælde godsejere tilkaldte ham når deres lokale jæger ikke kunne forstå hvad der foregik. Ofte var det ingenting. Ofte var det en grævling der var smart eller en ræv der havde skab, og ikke længere kunne tænke tydeligt. Men det skete at der en sjælden gang var en grund til bøndernes påstyr og rumsteren. En af de gange, var nu. Han havde ikke regnet med at finde hende. Han havde måske regnet med en ræv, jærv eller et andet form for rovdyr. 

Efter hun rejste sig på to ben og langsomt fulgte efter, forblev Alexander i en krympet sitlling. Han kendte til sin egen højde og hans eget udseende. For en pige på hendes alder måtte han virke stor og faretruende, så han forblev krymbøjet og holdt sig lavt mod jorden imens at han langsomt fik hende guided imellem nogle af buskene, ind bagved træerne indtil de kom til en lille plet i skoven hvor hans sæk stod. Et bål var gjort klart men ikke tændt, en sovepels og en sammenrullet trøje der havde fået en ny profession som pude. Han gik hen imod sækken og satte sig på sovepelsen, imens at han stadig rakte kødet udfra sig. På samme tid hvilede hans øjne på hendes ankel med en lunefuld bekymring i sig, inden at han forsøgte at gestikulere til hende at hun skulle komme nærmere. Hvis hun trådte hen imod ham, så han endnu engang undersøgende på hendes krop der havde diverse rifter og spor af et liv i skoven. Han kunne stadig ikke helt begribe hvordan han havde overlevet, med de spinkle barnelemmer der ikke havde nok kræfter til at slå fra sig overfor noget større end hende selv. Hans blå blik søgte igen hendes da han rakte ind i sækken og fremtryllede et drikkeskind, som han derefter demonstrede overfor hende indeholdt vand. Han gjorde det med rolige bevægelser og vendte drikkeskindet på hovedet så nogle dråber løb ud. Med sommerens hede over dem, kunne han forestille sig at hun måske var tørstig. 

Rakte hun ud efter købet denne gang, ville han trække det lidt væk med et par løftede øjenbryn og med hånden der havde løftet drikke skindet, tromme let på pelsen ved siden af ham. Han gjorde det en smule som en test på at se hvor dyrisk hun var. Var hendes sind ligeså primitivt som hendes opførsel eller forstod hun mimik? Havde hun intelligens? Kunne hun læse hvad han gerne ville have hende til?

Hendes blindhed fortsatte grundet grådigheden efter at få noget så velduftende som lokkemaden i sin tomme og rumlende mave, og hun fulgte ham, hvorhen han førte hende. Havde denne fremmede ikke været så beundringsværdig tålmodig med hende, som han var, ville hun nok allerede enten have flygtet dybt ind i mellem skovens træer. Eller sprunget på ham i et desperat forsøg på at få fingrene i kødet. Det var ikke helt til at sige. Det kunne samtidig også diskuteres om, hvorvidt det var direkte uheldigt for hende eller bare heldigt for ham, at hun var så fokuseret på maden, at hun ikke lagde mærke til, at de trådte ind i lejren, for hun fik først revet sin opmærksomhed væk derfra, da han allerede havde placeret sig på pelsen af et dødt dyr, og hun var tilbage på alle fire foran ham.
Det var hånden, der dukkede ind i sækken, der var synderen denne gang. Hvad havde han gang i? Automatisk spændte hendes lille krop op og hendes øjne var fæstnet fast til, hvad der foregik. Selv da han bare trak skinnet frem, stolede hun ikke på det, og som man kun kunne forvente fra hende, lå hun på kanten til at virke truende. Det var trods alt altid bedst at være på vagt. Det ville væsen ville ikke have overlevet så længe, havde puffede hun sig ikke intimiderende op lige fra starten. Skræmte den potentielle fare væk. Var parat til at reagere.

Men… det var bare vand? En lyd der kunne være tætforbundet med ”Hm?” kunne sagte høres fra hende i takt med at spændingerne i hendes ansigt i det mindste slappede af med det samme, og måden hun derefter stirrede på skinnet - eller rettere sagt; vandet der dryppede fra den - var af den klareste nysgerrighed. Hun smaskede diskret.
Hendes ene lille hånd havde så småt været på vejen frem for at række ud efter drikkeskinnet denne gang, da den fremmede pludselig pegede hende tilbage til kødet. Og som et møl til en flamme, fandt de gule øjne fluks tilbage. Hånden skiftede ligeledes retning. Men så flyttede han den væk fra hende igen?! Selvom hun godt nok ikke begyndte at knurre ad ham denne gang, så trak hun selv skarpt sin hånd til sig og så noget bebrejdende op på ham. Hvorfor lod han hende ikke få det?! Automatisk fulgte hun hans hentydninger ned til tæppet og så…

Hvor var hun?! Abrupt skød hun op at sidde og så sig vildt omkring. Det var stadig skoven, men hun fangede hurtigt de fremmede ting, der faktisk ikke var så fremmede endda. Hun genkendte opsættet. Det var sådan fremmede havde det, når de var i skoven. Selv uden et telt var det nok til at hyle det lille væsen nok ud af den til, at hun mistede interessen for kødet. Det tog hende ikke lang tid om at komme tilbage på sine ben og havde drejet omkring for at løbe væk. Desværre havde hun i panikken igen glemt, hvor pinefuldt det var blevet at bevæge sig, så der var ikke noget at sige til, at hun efter ikke alt for mange flygtigende skridt… faldt omkuld.
Ynkelige og stille pib blev gentaget, som hun krøllede sig sammen, lige så ynkeligt.

Hun virkede til at forstå det. At forstå hvad han ville havde af hende, men med det samme det gik op for hende hvad han prøvede at kommunikere, startede det også endnu et panisk anfald. Han kunne se at det gik op for hende at hun var i en lille lejr, skabt af mennesker og muligvis jægere der havde tolket hendes bevægelser som et dyr, og skudt. Hendes panik bredte sig til et flugtforsøg der gik galt, mildest talt og Alexander's blå øjne lagde sig over pigen med medlidenhed. Hendes klynk og piben gik igennem brystet på ham, som en sleben kniv let gled igennem mørt kød. Han satte vandskindet ned på pelsen igen sammen med fasan stykket, hvorefter an roligt rejste sig op og talte med en stemme der oprindeligt blev brugt til at berolige heste. "Hey, hey.. roolig.", forsøgte han med sin dybe stemme. 

Han rejste sig, rakte ind i tasken og tog en lille forseglet krukke frem. Derefter gik han med forsigtige skridt imod hende. Bladende knastre under hans slidte læder sko og små kviste knækkede. Han rørte ikke ved hende, ikke med det samme men forsøgte sig istedet med sin stemme. 

"Jeg gør dig ikke noget. Jeg skal bare se på anklen. Heelt rolig.", talte han lavt og nænsomt. 
"Sssh..", tyssede han blidt som man ville tysse på et ulykkeligt barn der græd. 

Det var ikke så meget hans umådeligt blide stemme eller uforstående ord, der forskrækkede hende noget så frygteligt, som det var lyden af bristende kviste under hans skridt. Selv bare den sølle indikation om, at han kom nærmere ville have været nok til at sætte det bette hjerte i galop. Alt klynk blev brat sat på en pause, og hun spildte ikke tid med at løfte hovedet op for at stirrede på ham som en skræmt lille unge. Som om at hendes hoved kun kunne holde til at have én ting i fokus hele tiden, glemte hun atter anklens brændende dunken til fordel for igen at være klar til, at han skulle gribe udefter hende og smide hende i et bur, som hun vidste at fremmede i skoven gjorde. Et bur hun godt nok ikke havde set stå fremme nogle steder i lejren.

Hurtigt havde hun vendt sig således, at hun havde fronten vendt mod ham. Den bare bagdel var stadig solidt placeret i græsset og med armene ned langs siden og hænderne støttende i jorden, lå hendes ben bøjet smidigt ud til siden. Havde det ikke været fordi, at kun det ene ben lå i position, mens det andet - det skadede - stadigvæk lå strakt frem for at undgå, at det gjorde ondt, ville hun faktisk have siddet perfekt til at snildt kunne komme på benene igen, blev det nødvendigt. Men hun var låst. For hun kunne ikke lide det, når det gjorde ondt! Alt hvad hun kunne gøre nu for at komme væk, var at kravle væk. Det ville bare ikke være hurtigt nok… Hvis altså den her fremmede var en sand fare.
Med ét var hele hendes spinkle barnekrop dækket af utallige små nåle, som stak de ud fra hver enkel lille pore i hendes hud. Man kunne endda lige ane dem, der stak ud fra hendes hovedbund, titte frem fra hendes lyse hår. Kun steder som hendes øjne, læber, negle og andre steder, hvor hendes hud var brudt, var ikke involveret.
Hver nål, trods de ikke ville være lange nok til at udgøre en livsfare, selv hvis de spiddede en helt til bunden - en halv centimeter, måske - skinnede nu alligevel spidst i de blå lys fra månen over dem.

Dette var endnu en tydelig advarsel, som han umuligt kunne undgå, ifølge hende. Han skulle ikke komme tættere på eller det ville blive værst for ham selv. Sådan lød advarslen i hvert fald. Og med sig selv overbevist om, at hun sagtens kunne være alvor af det, så var det i virkeligheden vist ikke helt sandt.

Men så forsvandt nålene tilbage ind i hende igen. Næsten lige så pludselig, som de var skudt frem. Hendes ansigt vred sig i en pinende grimasse, der afslørede, at hun havde været nød til at trække sit forsvar pga. en forkert bevægelse med den forstuvede fod. Og hun peb igen. Virkede næsten den smule mindre.

Han så til imens at hun vendte sig om og deres øjne mødtes. Hans høje, ranglede, karakter var stadig forover bøjet i et forsøg på at virke mindre og derved signalere mindre fare. Han så til da de små nåle skød op fra hendes barne hud. Det mindede Alexander kom en rose - vis ydre så smukt og yndigt ud - men dens stilk var belagt med skarpe spyd i form af grønne pikke der ikke tøvede med at gennembore enhver der forsøgte at skødesløst plukke den. Det krævede mere bare at gribe fat og trække den fra sit bo i den ulmende muldjord, på samme måde som Alexander erfarede at det krævede mere end bare tålmodig at få lov at hjælpe pigen. Han satte sig helt ned på hug igen og stoppede med at gå fremad. Hans blå øjne holdt hendes fast idet at hun stirrede på ham med den indirekte advarsel om at han ikke skulle komme nærmere. Han rakte en beskidt hånd op for lydlyst at signalere overgivlse, som vis hun havde peget en armbryst imod ham. Den anden hånd holdt stadig om den lille krukke. Han talte fortsat med den blide stemme og forsøgte at opretholde roen i sig selv, selvom han nu var overbevidst om at hun ikke var et helt normalt  vildfaren barn: 

"Ookay.. rolig. Ikke røre.. det er forstået.."

Da hendes ansigts udtryk ændrede sig og de mange nåle forsvandt, så Alexander til imens at han rynkede brynende. Ved Aladrios, hvorfor skulle han teste ham konstant. 

"Ja, jeg ved godt det gør ondt..", sagde han nænsomt til pigen med et empatisk blik. 
"Se her.. Hey..", han lavede nogle få rullende lyde med tungen for at få hendes opmærksomhed igen. 
Hvis det lykkedes ham at få hendes til at kigge løftede han krukken op forn at vise hende den. Han trommede på den med en fingerspids, hvorefter han greb fat om hætten på den og afslørede en grumset gennemsigtig salve der lå nede i den. Han tog en lille smule op med en finger og gned det imod huden på hans håndryg for at demonstrer hvad den var til. Imens han gjorde det simulerede han med et lettet ansigts udtryk at det 'hjalp'. 
Han satte derefter krukken uden låg hen til hende. Den blev sat på jorden ikke så langt fra hendes udstrakte ankel og  han trak sig derefter tilbage til den pels han havde sat på før - for at give hende lov til selv at smøre det på sin ankel idet han han havde forstået at han ikke måtte komme tæt på. 
 

Det lille væsen sad længe og bare så på krukken, som der var blevet stillet frem mod hende, som forventede hun, at den før eller siden ville ændre form til noget farligt. Af og til tildelte hun den fremmede et flygtigt blik, og lidt efter lidt fandt hun atter til ro. Igen. Det kunne tydeligt ses på hende, hvordan hendes vejrtrækninger ikke længere lignede noget, der ville kunne briste hendes ribben af ren og skær overbelastning. Den fremmede havde hidtil ikke nærme sig. Han havde forstået hendes advarsler. Var denne fremmede virkelig farlig? Men alle fremmede var farlige. Var de ikke? De kom ind i skoven og jagede. Fangede. Satte fælder op, der gjorde ondt. Han havde sat fælde op. Havde han ikke?

Ganske forsigtigt møvede hun sig frem mod krukken. For hendes smidighed var det ingen problem at få gjorde udenom den skadede ankel, så det ikke sendte pinefulde stød igennem resten af den lille krop. Små fingre lukkede sig omkring krukken og trak den nærmere hende, så hun bedre kunne sætte den mod næsen og snuse til den, så næsen vrikkede. Det var en klart anden lugt end, lugten af tilberedt fugl. Lugten var der nærmest ikke, men noget ved lugten mindede hende om skoven.
Prøvende stak hun, som ham, en finger ned i krukkens indhold og straks kunne hun nærme de små hår i nakken rejse sig over den underlige, kølige konsistens. Heldigt for krukken og krukkens ejermand, så var det ikke nok ubehag til, at hun kastede den fra sig. I stedet trak hun blot fingeren op igen og studerede laget det havde efterladt på hendes hud. Åh, det var så fristende. At bare… Bare et lille slik…
Men hun mindede, hvad den fremmede havde gjort. Den fremmede havde ikke spist det.

Med lidt ekstra god vilje lykkedes det hende at rejse sig endnu en gang på sine to ben. Hun stod ikke helt så stabilt, som hun normalt ville, men hun valtede ikke, som et individ uden balance. Og så, selvom hun havde gjort det meget klart for ham, at han skulle holde sig væk, så haltede hun mod ham. Men det var også noget andet! Her var det trods alt ikke ham der kom tættere på. Det var hende.

Så snart hun var nået ham, forsøgte hun med en manøvre, hvor hun kom ned at sidde på hug foran ham men uden at støtte på den ene fod. Det virkede til at fungere, dog kun for et sekund, før det udviklede sig til overbalance og hun dumpede helt ned at sidde. Straks var hendes blik løftet mod ham for at helt helt sikker på, at hun ikke havde smidt sig selv ind i mere fare. Men den fremmedes blik gav hende fortsat ingen indtryk af den slags. Så hun løftede hånden med krukken frem mod ham. Afleverede den tilbage til ham. En fredsofring måske... 

Han sad på det tykke skind tæppe med hør sækken som en stor aflang pude imellem ham selv og træet. Han lænede sig mageligt en smule imod den imens at han greb fat om en lille læder pung, hvor nogle sammen maste grønne blade stak op fra. Hans blå blik lagde sig ikke over imod pigen der skuttende forsøgte at slutte ved med krukken: var den farlig eller ej? Det virkede til at hun ikke helt havde forstået idéen bag det? Eller også tog hun sin tid? Uanset hvad så bebrejdede Alexander hende ikke for at være forsigtig, det var uden tvivl en af grundende til at hun stadig var i live. Han stak en hånd ned i lommen på hans ærmeløse robe der lå frit på jorden i en bunke og trak en tynd mørk pibe af varmt træ ud fra den. Han tog et par af de maste blade fra læder pungen og stoppede dem ned i piben, før hans øjne atter lagde sig på hende. Hun ... rejste sig? Han fik et øjeblik en ængstelig følelse i frygten for at hun faldt og beskadiggjorde sin ankel yderlige, men hun virkede.. stabil? Stabil nok til at hun fattet gik imod ham. Han stoppede med at bevæge sig og lod sine hænder hvile imod hans krydstede ben. Idet hun satte sig foran ham og rakte krukken ud, som om hun leverde en lånt genstand tilbage, løftede han et af sine røde åbenbryn en smule forvirret. Hun forstod ikke hvad den havde været til? Eller hun bad ham indirekte om at smørre hendes ankel? Han vidste ikke helt præcis hvor lig hendes sind var med et menneskes, så derfor besluttede han sig for at antage at hun ikke helt havde forstået hvad han havd ment hun skulle gøre. Med en rolig bevægelse tog han fat i krukken med sin frie hånd:

”Tak..”, sagde han. ”Men den var nu ment til noget andet.”, fortsatte han lavt. Hans bryn trak sig sammen i en tænkende mine, før han så imod hendes hævede ankel. Han var ikke sikker på hvordan hun ville reagere på smerten. Hvis han smurte det på ville hun føle et sting af ubehag først uanset hvordan han bar sig ad, og han havde ikke just lyst til at få sine fingre spiddet af de fine rækker af spidse pigge hun havde fremmanet før. Han udåndende roligt men tungt før han lagde piben på tæppet og så op på hende:

”Okay, men ingen stikken.”, sagde han velvidende om at hun sikkert ikke forstod et ord af hvad han sagde. Han satte krukken ned på skind tæppet og stak to fingre ned i den kølige masse demonstrativt som han havde gjort før, inden han roligt forsøgte at lægge sin modsatte hånd imod hendes spinkle fod. Hans hænder var ru og varme. Den slags hænder som tilhørte en mand der havde arbejdet ude hele livet og ikke bag et skrivebord.

”Du får et stort stykke spring-fasan hvis du bare... sidder stille.”, hvis det lykkedes ham at røre hendes fod lod han forsigtet hånden med den smertelindrende salve glide over hendes ømme ankel, alt imens han bad en stille bøn til Aladrios om at hun ikke gennemborede hans hænder.

Selv igennem laget af hård hud på hans hænder, ville det være muligt at mærke, hvor kold hun var at røre ved. For hun lod ham faktisk tage hendes fod uden at straks trække den til sig igen, så snart det begyndte at gøre ondt. Men hun var ikke kold som en koldblodig slange. Hun var trods alt et varmblodigt væsen, så i stedet var det mere en gennemtrængende kulde, som når man havde været udenfor længe. For længe. Hendes krop havde dog tilpasset sig kulden. Tilpasset sig efter hendes levevilkår, så hun ikke skulle ende med at fryse ihjel, selvom det stadig var muligt, søgte hun ikke varmere skjul i de koldere perioder af året.

Det lille væsen var ikke helt sikker på, hvad der foregik. Kun hvordan hendes ene ben blev taget om og løftet. Der var ikke noget at sige til, at hun for et splitsekund blev sendt tilbage til de gange, hun var blevet grebet og holdt i benet. Eller hvordan rebet for ikke så lang tid siden havde fanget hende på selv samme måde. Men som var det en aften af mirakler, reagerede hun for første gang ikke voldsomt på det.
Man skulle næsten tro, at det ikke gjorde ondt – for det gjorde det! – men hendes hoved var fyldt med alt andet end at skære ansigter. Hun var fuldkommen optaget af at holde øje med ham. Blikket faldt skiftevis på hendes ankel, på hans hånd, der holdte om den med en blidhed og varme, som hun ikke var vant til, op til hans ansigt. Og så snart hans anden hånd rakte ned til krukken, var de gule øjne dér. Men udadtil… var hun rolig. Lige indtil den gennemsigtige masse rørte mod det ømme og dunkende område.

Lyden der kom fra hende var næsten alt for menneskelig, så man hende som et dyr, hun opførte sig som. Menneskeligt, ungt og piget. For det var i realiteten, hvad hun var. En ung pige. Et barn fra den civiliserede verden. Pebet var skingert og lydhørt. Det var koldt, endnu koldere end hende selv. Og det sveg! Ikke samme smerte som hans røring – for dét brød hun sig heller ikke om – men rebets unænsomhed havde ikke kun forstuvet foden, men revet anklen rå.
Det var rent refleksivt at hun gjorde et jag med benet. Havde han ikke haft bare den mindste form for greb i hende ville det nok have været muligt for hende at bare rive det til sig. Ansigtet bag sløret af hår havde fortrukket sig i en ynkelig grimasse. Skrækken og pinen havde brudt igennem små revner i hendes ellers neutrale udtryk. Munden var let åben og de skarpe tænder var at se, som havde hun knurret uden at mene det. Hun kunne ikke gøre for det. Hun kendte ikke til meget andet. Ikke når det kom til fremmede. I det mindste havde hun ikke flygtet denne gang.